Alene, på legepladsen.

Vejr:sneere
Dag:i dag
Dato:irl
Omgivelser:legeplads
tøj og udseende:se billed
tid:21.23



Ribanalon sad på legehusets tag, alt var så stille og sneen var blot et bevis på at hvid var en kold farve, hun sukkede og kiggede rundt, det var lang tid siden hun havde været her, meget lang tid siden.

Jean drejede ind på legepladsen, uden at lægge mærke til om der var andre. Det smil der sædvanligvis hang om hendes mund var nupist væk, og hendes ansigt var lagt i tænksomme folder. Hun satte sig på en af gyngerne og så sig først nu om og fik øje på kvinden på legehuset. Hun så kort undrene på hende, og smilede svagt.

Hun sad roligt og betraktede mennesket som nu havde fået hendes tilstedeværelse ind i sit hoved.
Hun smilte ikke men var mest neutral i ansigtet.
Men alligevel var der et svagt undertonet smil.

Jean skuttede sig kort ved stilheden der voksede mellem dem, og valgte derfor at tage ordet. "Hej.." sagde hun og smilede let til den anden. Hun så ud til at være noget ældre end Jean selv, men det var der på den anden side mange der var..

Hun lænede sig tilbage og styttede med hænderne, "Godaften" sagde hun med en blid stemme, hendes øjne var metalliske grå lige som hendes Brors.

Jean rynkede undrende panden og forstod ikke. "Fra hvad?" spurgte hun uforstående og rystede svagt på hovedet da hun ikke kunne finde svar på spørgsmålet selv.

Hun pegede til højre.
Og kiggede så derovre.

Jean så først undrene på pigen, men vendte så blikket i samme retning som hende.

I det hun kiggede væk forvandlede Ribanalon sig til en kat.

Da der intet var at se rystede Jean kort på hovedet. "Der er jo ik.." hun afbrød sig selv da pigen var væk, og erstattet af en kat. "Hvor blev hun af..." mumlede hun for sig selv, og skuttede sig. Hun sig om på legepladsen, men kunne ikke se noget spør af pigen. "Så du hvor hun gik hen?" spurgte hun katten, og smilede svagt over sig selv.. Snakke til en kat som om den forstod hende... Men npr nu der ikke var andre, så gik det nok..

Den miawede og kiggede så over på hende og så ned på jorden og hende igen.

"Hm.. Det må være rart at være så fri.." mumlede hun stille henvendt til katten, og betragtede den stille, før hun så ned på sine fødder

Ribanalon sad pluselig på hug foran hende, "Det kan du tro"

Jean blev så forskrækket da pigen pludselig sad foran hende, at hun faldt fra gyngen og bagover ned i sandet. "Hv-Hvordan gjorde du det?" spurgte hun nervøst og satte sig op i sandet så hun ikke lå på ryggen som hun var landet.

"Hvad mener du?" svarede hun roligt og gik et skridt frem da hun væltede.

"Det der.. Du forsvandt lige puldselig, og dukker så op på et split sekundt.." svarede hun stadig nervøst. Hun var begyndt at blive usikker på situationen, og tænkte på om det ikke måske var bedre bare at tage hjem nu.. Hun rejste sig op og børstede tøjet fri fra sand, og tog ikke blikket fra pigen.

Hun kiggede lidt på hende, "Jeg har altså hele tiden været til stede" svarede hun roligt og studerede hendes krop lidt.

"Men du.. Og katten.. Men jeg... Glem det.. Det er lige meget." sagde Jean, og blev forvirret. Hun vendte sig om og begyndte at gå mod lågen ud fra legepladsen, da hun ikke brød sig om at være alene med denne pige.. Hun var på en foruroligende måde utrolig skræmmende.

Hun kiggede lidt på hende, da hun gik, men valgte at sætte sig på gyngen og begyndte derefter at gynge.
Hun kiggede først stille men valgte så at gynge lidt højre.

Jean så sig kort over skulderen, mod pigen. Da hun stod på stien udenfor legepladsen vidste hun ikke helt hvad hun ville , og sukkede derfor kort og så ubeslutsomt op og ned af stien.

Hun blev ved med at gynge roligt men højt.
Hun begyndte faktisk at grine.

Jean så tilbage ved latteren, og var egentlig lidt nysgerrig over den pige. Hun kørte hånden gennem håret, og begyndte langsomt at gå igen. Det var vel på tide at vende næsen hjem afgjorde hun tavst med sig selv.

Hun stoppede gyngen, og gik hen og satte sig hen på taget igen.

Jean gik videre en tid, men stoppede så op, og så ned i jorden. Hvad var der med den pige?.. Hun opførte sig på måde ligesom ham manden fra skoven.. Og så alligevel.. Han havde været mere truende i sin adfærd..

Hun begyndte at synge en sang..,.