Total kreaktiv tekst -Count Vincent Romen

"Papa, jeg vil tilbage nu. Solen er kun lige gået ned...er det ikke for farligt?". Solomon kløede sig let i det sorte hår, og lod det falde tilbage ned omkring hans skuldre. Den store hest under ham vrinskede lidt da dens fører begyndte at bevæge på sig, for første gang siden de tog afsted fra deres hjem "bloody mary".

"Intet at frygte, skyerne i horisonten vil holde de sidste par stråler væk. . Med et sving af nakken, fik Vincent kastet sit hofte lange hvide hår tilbage over skuldrene. Det var kun naturligt for hans søn at frygte sol-lyset, selvom han var for træt til at vise det. En enkel aften for godt 90 år siden, gjorde det umugligt for hans barn nogensinde at mærke solen igen. Heldigvis syntes Solomon at kunne lige natten bedre, og han virkede altid livlig når han tog med ham på "jagt" efter levende bytte.

"Hvorfor skulle vi også ud og ride lige nu, jeg er sulten. Mange vil være ude når det er så godt vejr, det er en perfect chance til at skaffe mennesker..". Med albue langt hvidt hår holdt i en lav hestehale og blå øjne, lignede Lucian sin far meget mere ind Solomon. "Det er hyggeligt, men det er 2 nætter siden jeg sidst har spist og blev mæt..".

Vincent sukkede let og trak i læder tøjlerne. Imens hingsten og de to andre heste stoppede, strøg han en potion hår bag det venstre øre. Som altid beklagede de sig, men om nogle små minutter ville de tigge om aldrig at komme hjem. Det var ret morsomt vis man tænkte over det: To drenge, eller retter mænd, på godt over 80, som opførte sig som og lignede et barn og en ung mand. Uanset hvad..børn er vel børn... Græsset blev mast da hans sorte sko ramte jorden, imens hans hånd forblev ved tøjlen så hesten ikke løb væk.

"Jeg bliver ved hestene, kom tilbage om senest to timer". Før han fik bundet den 3 hest fast til træet, havde både Solomon og Lucian smuttet væk igennem det høje græs. Solomon håbede sikkert på et menneske, mens Lucian nok bare ville et eller andet dyr at fortære. "Så er det vel bare os indtil de kommer tilbage". Han klappede let en af hestene på halen og kørte let en finger over sin læbe. Selvom han havde taget en sjæl for blot et par timer siden, rørte sulten sig alligevel stærkt nu. Den kunne ikke mærkes når han var optaget af sine sønner, men 2 timer alene med 3 heste kunne blive ensomt, selv for en som ham.

Vincent havde endnu ikke set den "unge" engel siddende kun et par meter fra ham...

Ez's sorte hingst kom hurtigt hen til hende i det nogle fremmede dukkede op på den lykkelige eng, og prustede hende i nakken imens den lagde sig ned ved hende side, og lignede en der lå og sov, "Hej igen"Mumlede hun bare med et smil på læberne, imens hun atter rettede sit blik imod den blok hun havde liggende i skødet, dog lagde hun hurtigt mærke til hun havde fået selskab, roligt lod hun sit blik glide over den lykkelige eng, i det hun så to drenge forsvinde ud af syne, hun kom hurtigt på bene og klappede beroligende sin sorte hingst for at vise den bare kunne blive liggende hvilket den gjorde med et tilfreds prust, så kiggede hun atter rundt og fik øje på en mand? der stod sammen med 3 heste, hun sukkede bare lettet og så ham til ingen fare så hun satte sig bare ned igen og tog sin notos blok i skødet atter engang og gav sig til at tegne de få stjerner der var dukket op på himlen, dog havde hun åbnet sine sanser så hun let kunne fornemme hvis nogen kom imod hende eller ville hende noget, for hun var skam på vagt hele tiden ingen kunne vide om en jæger dukkede op imens hun slappede mest af..
Et lille prust kom fra hendes hest så hun kom til at tabe til notos blok og begyndte at le højlydt, af en ond hest af være trængte den virklig til meget selskab "Dumme krikke en dag må du altså lære at blive redet på"Sukkede hun så og lod sin hånd glide igennem dens smukke manke, imens hun sad og kiggede på dette smukke store dyr, hun havde altid en stor respekt for heste, de var nogle af de mægtiske dyr, og nok også farligste de kunne let slå et menneske ihjel med et spark, og ulve for den sags skyld, hun sukkede kort imens hun så fjernt frem for sig, og lod bare sin hånd glide igennem dens manke.. og nød den stilhed der havde lagt sig atter over den lykkelige eng, selvom hun vidste der stod en fyr med 3 heste ikke alt for langt væk fra hende.