Madrid by accident // Samuel, Tristan & Castle//

Sir Ronald sad sikkert i tanken om at han snart ville få anskaffet sig den halskæde, han smilte lidt ved tanken, om det Mr Sobbart, sige når han hørte om at halskæden ikke længere var ude af rækkevidde, rent faktisk var den i deres hænder, han vidste ikke helt, hvordan han ville formulere hans tale, overfor Opus Dei orden, Mr Sobbart ville sikkert belønne ham ved at give ham lov til at melde han sejer. Han stoppede i tankerne, da han fik en Sms, fra et ukendt nummer.
”Dette er meget større end dig Ronald, hold dig væk fra den pæne dreng”
Sir Ronald bliv forvirret, men valgte at tage det useriøst, man kunne se det var en kvinde eller bøsse, som havde skrevet det, siden personen skrev pæne, og hvis det var en kvinde eller en bøsse, ville han ikke skulle frygte noget, tros alt ville gud ikke lade en tjener blive skadet, af et under menneskes hånd. Det står nemlig i den hellige bog, eller ivertfald det gjore det indtil 1785, men sådan var det jo, når verden bliv så bange for at tjene herren, og de sletter sandhed for at gemme sig bag løgnen, men han var ikke sådan, han var nemlig en højere end alle de svage mennesker som ikke tjente herren ordentligt, og han var langt bedre en alle de undermennesker som har givet efter for djævlen, han tænkte på homoseksuelle, muslimer, kommunister og de værste af dem alle kvinder, han mente af de var så rådne helt ind i sjælen, at gud havde straffet dem fra fødslen med at gøre dem til kvinder. Sir Ronald kiggede på sig selv i spejlet, og beygndte at gå ned mod Tristans værelse, da halskæden bare lå der og ventede på ham. Han gik ned af trappen, og stoppede da han så han stadig levede, han fik en klump i halsen, da han så liget, men det var han ligeglad med, og sagde så med en høflig stemme, men med en nervøs undertone ”what happened here?”

Camille havde mistet farven i kinderne og stod i døren sammen med hendes to venner , da sir Ronald dukkede op.
Selv om han personligt ikke havde dræbt nongen, følte Camille at han havde et stort ansvar og muligvis også en finger med i spillet.
Så hun gik automatisk et skridt baglæns , ind i værelset , ind mod tryghed men dog ikke længere end hun havde fuld visuel kontakt med Sir Robert.
Camille knyttede hænderne , hun var virkelig frusteret over nogen ville Tristan til livs, og ifølge Samuel, igennem maden.
"YOU sir. Have som explaining to do , and it have better be darn good " sagde Camille med en meget rolig stemme, der stod i fuld kontrast til den nervøsitet hun forsøgte bekæmpe eller i dét mindste holde i ave inden i, men dét kunne ingen jo vide.
Hun så på Samuel, der virkede .....afslappet og på Tristan der ikke virkede spor nervøs.
Hun syntes de skulle tage benene på nakken og løbe langt væk, men hvis nogen ville Tristan til livs, ville de så ikke bare følge efter ?
Camille turde ikke kigge på liget, så ville hun sikkert flippe ud.

Da deres vært kom, Samuel havde glemt navnet, kiggede han mistænktsomt på ham. Han valgte ikke at sige et ord, men blot at lade de to andre køre løbet. Det var overraskende at de begge stod så stille, men gjorde ikke noget ved det. Samuel tog et par runder, Camille, Tristan, liget, og værten, og så endnu en gang, før hans blik endte ved værten. Han forstod ikke helt hvad det lige var Tristan havde, som var så fandens vigtigt, men det måtte være noget han ville have, ellers ville han vel ham ikke til livs? Han tøvede i længere tid, før han flyttede blikket mod Tristan, og uden at dække det, søgte ned af knægtens krop efter tegn på noget der eventuelt kunne være drab vær, eller med andre ord, noget der kunne betyde noget, noget der ikke var normalt, men han fandt intet, ikke denne omgang, men det betød ikke han ville give op. Han trak vejret dybt, og flyttede blikket mod Camille, mens han konstant lod blikket flakke blod værten med jævne mellemrum.
Hvis Tristan havde noget manden ville have, og han ville dræbe ham for det kunne man aldrig være sikker på, hvad han kunne finde på.

Tristans blik kørte lyn hurtigt op til Ronald da han kom til syne. Han kunne mærke på Camilles ord at hun havde helt samme følelse som ham selv. Deres vært her havde en finger med i spillet.
"Sir Ronald.. Let me make it clear to you what happened.. One of your waiters just dropped dead...killed... in front of our room. Appearently he was carrying this plate of food...for me...I believe it is poisened..." Begyndte Tristan med et stift blik på deres vært. Et flig af vrede kunne høres i hans stemme og han lagde ikke skjul på sin åbenlyse mistanke.
"Now, if you would explain to me why and how, my food could have been poisened and brought to my room by your waiter..." Fortsatte han roligt og kiggede ikke én gang tilbage på den andre.
"Tell me sir, why did your waiter try to kill me?" Han afrundede elegant og tog et skridt frem imod sir Ronald for at understrege at han bestemt ikke var glad.

Sir Ronald prøvede at se forvirret ud, han var ikke sikker på hvor godt det gik, han kiggede skiftevis på liget, Tristan, Camille og Samuel, og med en undredene og beklagene stemme "I am sorry good sir, but I have no idee" han kiggede mod camille og sagde med samme undertone "Well he is in my court in the position as waiter, but he dutits required him elsewere, therefore the fact he even was found in your hallway is a mystery, but if you do not think this is a coincidence, then I will with pleasure hire some educated bodygauds to protect you, I have some working here at the palace, and as I promised are you allowed to use all my servants, as was they your own." Sir Ronald have ingen idee om hvordan hans tjener kunne fejle i det mest simple i verden, han skulle jo bare aflevre maden og gå igen, ikke andet, men nu lå hans krop på gulvet, sir Ronald var ikke sikker på om Sir Tristran havde dræbt hans tjender, fordi han havde opdaget noget var galt med maden, men hvordan skulle han gøre det, smage på maden, og hvis han havde det ville han havde travlt med at skide hans organer ud gennem røven. Sir Ronald, tøvede lidt og sagde så venligt ”Sir Tristan, did you kill this man?” Sir Ronald syntes det var noget som ikke gik helt op.

Camilles opmærksomhed blev fanget af Samuel, der begyndte noget der lignede en undersøgelse.
Dét så ud som han undersøgte Tristan, men hvorfor dog dét ?
Tristan ville aldrig holde noget skjult for hende...eller jo, men da vel ikke noget der ligefrem var livstruende ?
Imens Tristan grillede Sir Ronald, trådte hun over mod Samuel, trak ham i armen og med munden mod hans øre hviskede hun "Hvad laver du....med Tristan ?"
Hun fik et svar...eller noget andet....og blev brat revet tilbage til samtalen i døråbningen, da Sir Robert fremsatte en anklage om Tristan havde dræbt tjeneren .
Camille stillede sig med armene over kors og mumlede " You'r out of your right mind........insane....what the hell are you talking about ! "
Hun vidste Tristan ville blive vred og hun så spørgende på Sam...burde de gribe ond ?

Samuel drejede let hoved væk fra døren, mod Camille hvor han lod et kort smil passere hans læber. Hvor dum troede man liiige de var? Selvfølgelig havde Tristan ikke dræbt fyren, med mindre han jo var et væsen, men han lignede et menneske. Han vendte sig igen om mod de to andre, da Camille pludselig var henne ved ham. Igen måtte han lade et smil komme over hans læber et kort øjeblik. "Ikke noget, han skal nok være ved god behold." Han vendte sig om mod værten igen, hvis navn stædigt blev ukendt for Samuels hjerne.
Han pressede let læberne sammen, før han trådte over liget, og gik ud på gangen, hvor han skubbede lidt til kroppen mens han kiggede undersøgende på den lidt tid, som om han var kriminalinspektør. Derefter undersøgte han igen Tristan med blikket og sukkede. Det ville være umuligt for Tristan at skære halsen over på en fyr han ikke engang vidste kom. "Tristan ... havde du bestilt mad?" Han kiggede hen mod Tristan med et letter mistroisk blik. Hvis han havde bestilt noget mad kunne det meget vel være ham der havde fået en til at dræbe ham, men alligevel, hvorfor ville man dræbe en tjener for at få mad? Det var da ganske upraktisk, med mindre man ville have noget spænding.

Tristan trådte et skridt tilbage og kiggede frastødt på Sir Ronald.. Om han havde dræbt ham? Hvad var det for noget at spørge om og hvorfor lige ham? Han kunne have spurgt de andre to også, der var samme sandsynlighed hvis man trak fra at han var dusørjæger og det vidste manden forand ham ikke.
"Like hell i did, why would i? that's plain stupid. Besides, how would i do such a thing with these two around?" Svarede han lidt vred over at han lige var blevet beskyldt for at slå en mand ihjel som tydeligt havde været ude efter at slå ham ihjel.
Han vendte hovedet imod det platinhvide hoved da Samuel sagde noget.. Hvad skete der lige? Overvejede han det også, men han havde jo været der?
"Nej, hvornår skulle jeg have gjort det, jeg var sammen med jer hele tiden" Svarede han roligt Samuel.
"I am not going to stand here defending myself against something så obviously not comitted by me. Instead we should contact the police and get going already" Han afsluttede og nikkede til de andre to.

Sir Ronald opdaget hvor dumt hans spørgsmål var, men han havde bare aldrig snakket sig ud af sådan en ting før, der er jo ikke vær dag, at man prøver at slå en ihjel, eller måske for nogen folk men ikke for ham, han havde måske fået nogen slået ihjel, men det var kun en gang, og der gik det godt nok, hvorfor gik det ikke så godt nu ?.. Sir Ronald åbnede munden og sagde "Yes good Idee sir Tristan, Let´s go outside, and inform the police of this, after all they are educated to deal with this kind of problem, so if you just follow me, then I shall lead you there."

\\undskyld mit engelsk, og mit kra, men har det mindre godt\\

// bare helt ok :) //

Camille kunne ikke undgå at smile da Samuel udfrittede Tristan , på en måde var dét kært og naturligt , han vidste jo ikke andet end at Tristan var en...bekendt... til Camille.
Hun så over op Tristan der var ved at sætte deres vært på plads og Camille lagde mobilen på plads , som hun havde tjekket midt i dét hele.
Hun var bekymret nu....over dét hele, dét var umuligt at gennemskue.
Tristan forslog de skulle smutte og Sir Robert var enig, de ville kontakte politiet, hvilke var fint nok, som sådan.
Men da hun hørte Tristan ville afsted , blev hun urolig....hun var i tvivl, meget, men mente dog indtil videre at de skulle blive her hvor der var vægge der kunne beskytte især Tristan, og de skulle forblive sammen, hvis nu der blev ballade...eller kamp.
Hun trak i Samuel igen og hviskede indtrængende "Sam...please...jeg synes vi skal blive her, vi er...han er al for udsat uden for...vi aner ikke hvad der sker, om nogen ligger på lur OG jeg synes vi tre ikke skal slippe hinanden ud af syne.....jeg er bange, vær sød...hjælp mig " næsten trylede hun imens Tristan og Sir Robert lavede aftaler.

"Godt ..." han smilede kort. Et godt gammeldags tørt smil. Han sukkede og vendte sig om mod Camille. "Jeg tror at han nok skal klare det ... han ved vel hvad han gøre." hviskede han tilbage. "Police?" Samuel fnyste kort, og rystede på hoved, og betragtede lidt dem alle tre. "Do you think it help?" Han kunne ikke lade være med over smile over hvor latterlig ideen var. Hvad skulle det hjælpe? De ville nok bare gøre som de havde lært, finde morderen, og så var det hele klappet og klar, og videre til næste sag, de ville nok aldrig finde ud af hvorfor manden blev dræbt, og hvorfor Tristan skulle dø. Latterlige mennesker! "I Ringer, men i holder mig udenfor hvis i gør det." Han skubbede sig forbi Camille og gik ind på værelset, hvor han satte sig i en sofa, og kiggede hen mod dem. Så måtte de afgøre det, hvis de valgte at ringe til politiet ville han blot følge med, og så kunne de løbe løbet, men hvis de selv valgte at ordne det, kunne han da godt hjælpe hvis det kom til stykket, men alt i alt forstod han ikke værten, for det måtte jo være ham, når det var hans tjener.

Sebastian havde fået et mærkelig job, nogen havde tilbudt ham et penge beløb i kontant, hvis han ville skaffe et menneske ved navn Tristan af vejen, han ville normalt sige nej, da det jo var et menneske, men manden som havde tilbudt ham det overtelefonen, havde lovet at der var en chance for at Tristan var et væsen, eller monster som det var i Sebastians verden, og det var skam helt nok for ham, han havde fået info om at Tristan havde orange hår, og at der ikke kunne være nogen tvivl når man så ham, udover det skulle den uheldige Tristan være på det lokale palads, slot eller hvad man nu kaldte det, Sebastian var ikke så meget inde i det, men han vidste hvad for en bygning der var snakket om. han havde brugt det meste af dagen til at forberede sig, han havde alt som han havde med, vand flaske med helligt vand, eller det var ikke helligt, men gud kunne vel tage en spøj, og måske nok til ville hjælpe, han havde også noget reb med, han havde ikke i tankerne at binde det mulige væsen, men det kunne måske bruges til et eller andet smart tænkte han, han ville heller ikke gå hjemmefra, uden et hvisløg, han vidste ikke som sådan noget om væsner endnu, men det virket på film, så det var det eneste han kunne ralartere til, men det var ikke de ting han regnet med at slå ihjel med, han var havde jo tidligere været lejemorder, så hvis der var noget han kendte til, var det så slå ting ihjel, og selvom han ikke kendte fakta om væsner, var han sikker på, hvis man sprængte dem i luften, eller skyd dem nok gange i hoved, skulle de nok blive liggerne, problemet var at han ingen våben længere, han havde mistet dem i branden i hans gamle lejlighed. Det eneste han havde var sin lomme kniv, men Sebastian var stadig sikker på det ville gå, tros alt, havde han fået at vide der ville være andre på samme opgave, så det skulle nok skam nok gå.
Han havde ligget og sovet i nærheden af paladset, da den finske snigeskytte prikkede til ham, og sagde ”I thing we should send someone in inside, to lure them out here, up to the task?” Sebastian smilte, ved tanken om at der enlig skulle ske noget, han rejste sig op, men besluttede sig for, at han kun skulle tage kniven med indenfor, de andre var bare for at teste hvad monstre kunne tåle og ikke kunne, men det var synd at ødelægge en opgave med at teste, når man ikke var sikker på hvad denne Tristan var for en slags monstre. Sebastian rettet blikket mod snigeskytten, og sagde ”finnaly, I was getting tried of waiting,” Sebastian gik ned af bakken de lå på, han vidste ikke hvor mange folk de var på samme opgave, men han var rimilig sikker på de var nok til at omringe palaset, ellers ville de jo ikke være 2 folk om hoveddøren. Sebastian åbnet dren til palaset, han var ved kaste op, han kunne ikke lide ting som var for fine, og dette var langt over smerte kransen. Han kiggede sig omkring, og vidste ikke helt hvor man skulle starte med at lede henne. Han tabte kæben, da han så hvem der stod ikke mere en 200 meter fra ham, han kiggede ned af sig selv han havde en ærme løs T-shirt, og nogen brune cowboy bukser på, og nogen store militær støvler. Han rettet bliket mod Camille, og tænkte så , #hvad laver hun her?…i Spaninen!#. han ture ikke sige noget han lagde bare kniven ind i inder lommen, og prøvede at samle tankerne, så han kunne komme længere end hvorfor hun var her.

Tristan kiggede kort tilbage da Samuel åbenbart besluttede at gå ind i værelset igen. Han kunne ikke lade vær' med at sukke over fyrens ligegyldighed og undre sig over hvordan han var blevet rodet ind i dette.
"What a fine idea good sir, but i have to turn it down. It's your waiter, your castle and your case, we're out of here" Sagde han roligt til Ronald og vendte rundt imod Camille som stadig stod udenfor værelset. "Lad os smutte, vi tager en bagudgang...jeg har en dårlig fornemmelse med det her" Mumlede han til hende og tog fat om hendes hånd for at hive hende med ud imens han forsøgte at lave øjenkontakt.
Så kiggede han ind i værelset igen. "Samuel, vi forsvinder herfra nu, skal du med? Jeg har allerede informeret sir Ronald om at vi ikke er interesseret i at snakke med politiet, den må han klare selv" Kaldte han efter den næsten hvidhårede fyr som var kommet uden af syne og ind i værelset.

Dét passede Camille fint at Tristan ikke vil gå med Sir Ronald, og sendte ham afsted alene.
Hun havde dog håbet på backup fra Samuel , var dét en fejl ikke at fortælle dem hvad hun vidste ?Hun ville jo bare beskytte Tristan, og for dén sags skyld dem alle...for noget var galt her, meget galt.
Tristan tog hendes hånd og trak af med hende, men Camille var nervøs og hun ville ikke gå uden Samuel.
"Samuel, husker du ikke hvad jeg lige spurgte dig om..før ?" råbte hun ind i værelset med en bedende stemme.
Hun havde spurgt om hjælp til at holde Tristan inden for og også bedt om at de tre ikke lod sig skille.
De måtte kunne forsvare sig bedst når de var sammen, og indtil nu vidste de ikke overfor hvad.
Camille fik pludselig en fornemmelse af at være overvåget.
Dét lød måske underligt, men dét var som fortidens spøgelser pustede hende i øret, eller i nakken.
Hun stoppede kort op, imens hun også ventede på Samuels indgriben, måske hans gode lugtesans kunne opfange noget ? Hun rystede følelsen af sig....

Da afgørelsen blev at deres vært selv måtte ringe til politiet rejste Samuel sig op, og kiggede lidt rundt i rummet. Fint, de skulle videre. Han tøvede lidt, imens han så Camille og Tristan forsvinde ud af døren. Nå nå, så blev han prinsen, fint, det passede Samuel godt, så kunne han udnytte chancen. Han gik ud af rummet, og kiggede lidt på Camille, som ikke rigtig virkede til at ville gå. "I smutter bare jeg kommer." Mumlede han og vinkede Tristan afsted. Han kunne vel godt styre prinsessen der forgæves prøvede at holde styr på hendes tropper. Derefter vente han sig om mod værten med et stort tandsmil. "Okay ...." startede han ud, og kiggede lidt op og ned af værten. "I dont know what you want - but its something Tristan have - right?" Han lage hoved let på sned, og stillede en tænksom mine op. "Do you wanna talk about it?" Samuel lavede en let gestus med hånden mens han blot smilede, og holdt facaden oppe.
Det var tydeligt for Samuel, selvom han ikke havde det som evne, at der lå mere bag murene end blot denne mand der forgæves prøvede at dræbe den orange trold. Det var jo så ikke lykkes, og hvis Samuel ikke tog meget fejl, ville det ikke blive det eneste forsøg - for hvem var dog dum nok til kun at have en plan a?
Selv kendte han ingen, men måske blev dette den første? At der måske var to forskellige personer der prøvede at dræbe Tristan havde ikke nådet Samuels hoved - så langt var han slet ikke, nu var han optaget af værten, hvis navn han stadig ikke var så frygtelig god til at huske.
Han begyndte at gå ned af gangen, og stoppede op, og kiggede mod værten. "Ehm - what about the body?" Han lavede et let hovedkast hen mod kroppen der lå en smugle underligt foran døren. Han lignede virkelig en der bare var gået på snuden i gulvet. "I dont think it will be good for your ... castel? if there is death bodies around ..."

Sir Ronald forstod godt at Tristan ville forlade, men Sir Ronald ville ikke have den ære af at fortælle ledelsen af han havde mistet halskæden, men hvad skulle han gøre han havde ikke ligefrem en plan B, eller det havde han, men så skulle han fortælle sin til nogen højre op i systemet han havde fejlet, og han havde ikke ligefrem lyst til at blive ydmyget, men hvad var der af andre ting af gøre?, han kunne vel ikke klare dem begge 2, pigen ville vel bare stå og skreg i et hjørne, så hende behøvet han ikke at tænke på, men han havde aldrig som sådan været i fysik kontakt med folk før, det eneste fysiske kontakt han havde var når han gav hånd med dem. Sir Ronald var lidt fortvivlet over hans muligheder, da Samuel så sagde noget til ham, han åndet lettet op, måske kunne man tale fornuft ind i denne hule mand, han nikkede lidt uskyldigt, "I have nothing to do with this, but if I had, then yes the young sir, would have somthing of value to me, maybe we can bargrin a price?" Sir Ronald håbende ikke dette var et trick, men hvis det ikke var, bliv han nød til at tage chancen, han havde jo ikke så mange muligeder. Sir Ronald smilte høfligt til Samuel, og sagde "Don´t worry, I can take care of the corpse problem....I hope" Sir Ronald vendte sig om, og begyndte at gå væk, han ville ikke kigge tilbage, han havde travlt nok, med at tænke på den afdøde tjener, hvordan fik man sådan et ud. Sir Ronald gik forbi Sebastian på vejen ud, Sebastian vidste ikke hvem den pæne herre var, men han var helt sikkert ikke den han skulle finde, Sebastian sukket, han kunne ikke samle tankerne, han havde lige set Camille, det var ikke ligefrem vær dag man så hende, men det var sådan set fint nok, men han følte det var underligt man skulle støde ind i hende her i Madrid, det var ikke ligefrem forudset, han rystede på hoved, for at tage sig sammen, og tænke på den lille orange tot hår, som han lige havde et gået med Camille, han håbet ikke de var på vej udenfor, han begyndte at gå i et relativt hurtigt tempo, men stoppedet da lyden af hans telefon ringet, han tog den ikke, han tog den bare op, og slukket for den, og gik så vindere mod den vej de gik, han prøvet at gå i et hurtigere tempo, for at indhente dem.

// so Sorry Boyz.....out , for denne gang...lad Camille tage en kugle og komme på hospitalet, så kan i lege videre...//

//Må vi få en grund ? :D Og jeg håber det er okay at du bare vælter rundt, andet ville være lidt voldsomt :S//

Tristan stoppede op da Samuel ikke rigtig fulgte med. "Kommer du?" Kaldte han efter fyren, men nåede heller ikke rigtigt sige mere inden Camilles hånd blev slap og hun snak samen bag ved ham. Han kiggede sig overrasket omkring kun for at få øje på Camille der var sunket sammen på jorden.
"Hey...Hey!" Udbrød han og skyndte sig ned ved siden af hende for at ruske hende en smule. "Vågn nu, come on.." Mumlede han og bed sig i læben. Han mærkede hurtigt på hendes puls og ånede lettet op, hun var bare besvimet.
"Hey, Samuel, vi har et problem..." Sagde han så hen imod fyren og viklede en arm rundt om livet på Camille for at få hende på benene igen.
Han kiggede op da en lyd af en mobil der ringede lød. Sir Ronald var nu væk og da han kiggede i retning af udgangen fik han øje på en anden mand. Havde det været hans?
Tristan rystede på hovedet og kiggede fra Camille til Samuel.

// midlertidig shotdown....men efter tilladelse fra de 3 herre....nu back in business //

Camille havde intet andet valg end at fake.
Hun måtte have ...dét var nødvendigt....at de blev sammen alle tre , sådan ønskede hun dét hvis dét kom til kamp stod de stærkest sammen, og tydeligvis kunne Tristan ikke gå uden for.
Hun lå stille og mærkede Tristan over sig, hendes hjerte bankede stærkt.
* Samuel , for helvede....kom nu ...jeg er besvimet, er du helt ligeglad....måske skulle jeg fortælle om sms til Samuel...eller til Tristan, hvis dét her ikke virker.....jeg har jo tillid til dem begge *
Selv om hun lå stille, var der liv i hendes tanker.
En mobil ringede i dét fjerne....den melodi.....den mindede hende om éen hun engang var....tæt på.
Hun gav en lille lyd fra sig, et lille ubekvemt støn.

Den fine plan Samuel havde i hoved, skvattede pludselig sammen da der pludselig kom en eller anden ukendt fyr ned af gangen, som kiggede lidt på værten, men han virkede ikke til at være spor påvirket af den døde krop der lå henne foran døren, og hvor underlig denne scene var. Han måtte lidt efter fange sig selv i at stå at måbe lidt efter manden, som han slog fast, måtte have noget med det hele at gøre, måske vidste han noget? Derefter fik han pludselig meget værten da han pludselig satte i gang, men han nåde knap nok at tage et skridt, da Tristan kaldte på hans opmærksomhed.
Han kiggede sig over skulderen, og betragtede kort Tristan der havde fået armen om Camille. Han tøvede kort, før han kiggede rundt om hjørnet, hvor han kunne se værten være gået ned. Han havde stadig ryggen til så han havde vel stadig chancen? På ryggen viftede han kort med to fingre til Tristan og håbede han forstod meningen i at han var tilbage lige om 2 sek. Han skred hurtigt rundt om hjørnet.
Derefter slog han sin rekord i hurtigste forvandling ved at forvandle sig midt på gangen, og derefter ligne en helt hvid ulv, der stod lidt og viftede med ørene, mens han fik plantet alle fire poter på jorden, før han løb hen mod værten, sprang op på værtens ryk og slog sine kraftige kæber rundt om halsen på ham, og ræv til.

Sir Ronald gik i hans egne tanker, han havde ikke modet til at rapporter at han havde fejlet, så ville han tabe han ansigt, men han ville heller ikke være skyld i at Tristan kom i hænderne på nogen af deres 2 konkurenter. han hørte en lyd, men valgte at ignorer den, han skulle til at vendte sig om, men det store spejl agtige væg, afsløret hvad det var han hørte, og han fik med et en iskold fornemmelse løbene hele vejen ned af rygreden, en hvid ulv, han ville gerne skrige, men han var for bange til at gøre det, han skulle til at tænke tanken om at løbe, men i det samme kom den store ulv, hoppede op på ryggen af ham, han kunne mærke det massive gulv under ham, og den tunge ulv på ham, han ville gerne have hans sidste tanke til at falde på gud, og at han kom ind i himmel riget, men hans sidste tanke gik til at han hellere ville leve. de skarpe tænder bliv bordet ind i halsen på ham, og han fik en tåre til at komme ned af sin kind, men hans lys slukket da Samuel rev knogler og kød fra hinanden, og blodet løb ned af gangen. Samuel stod nu alene på gange, da Tristan, Camille og Sebastian var på gange lidt længere ned og til højre, så de ville ikke kunne have set ham. Sebastian gik i et hurtigt tempo, ned mod Camille, og den lille orange håret gut, han var ret ligeglad hvem den grå håret monk var, ikke at han ligende en klassisk monk, men der var lidt tigger monk over ham, altså i forhold til hans tøj, og det fine sted han befandt sig, men Sebastian kom i tanke om at han heller ikke så godt ud i tøjet ligefrem, så Sebastian kastede tankerne om den grå håret mand væk, og så ham løbe, det var fint nok, det var ikke en som havde med ham at gøre, han var ikke engang på vej hen imod Camille, så det betød ikke noget tænkte han, og forsatte ned af gangen. men stoppedet da han så Camille ligge på gulvet, Sebastian stoppedet med at tænke så meget over tingene, og så bare hans tidligere kæreste, som han så som en nær ven, ligge på gulvet, og som ikke så for godt ud, han løb med hans store militør støvler ned mod Camille og Tristan, den orange håret fyr virket som en ven af Camille, så Sebastian ville sesfølegelig ikke gøre hårbolden noget, men tænkte ikke på at vise han kom for at hjælpe, så han kunne nok virke troende for Tristan, da Sebastian jo bare i store skridt kom løbende mod dem.

Tristan kiggede efter Samuel med et uforstået blik.. Hvad lavede den idiot nu? "Shit..." Mumlede han irriteret. De blev jo nød til at vendte på Samuel.
Han kiggede op da en mand kom løbende imod dem og ville normalt ikke have reageret som han gjorde, men Camille der lå på gulvet og ude af stand til at forsvare sig selv, gjorde det bare svære for ham at reagere med elegant eller høfligt. Han trak hurtigt en af sine handkannons frem og pegede den imod manden - dog uden at skyde.
"Stop der, hvem er du og hvad vil du?" Sagde han højt, men stadig roligt. Med så meget der var sket på paladset så var det svært ikke at mistænke nogen. "Jeg er ked af at spørge på den her måde..Lad os kalde det forholdsregler" Sagde han hurtigt. Hele tiden sad han stadig med en arm rundt om Camille på gulvet. Det var ikke fordi at han havde tænkt sig at skyde manden, ikke hvis han havde gode intentioner i hvert fald.

Som hun lå der kunne hun mærke nogen trække i hende, eller nærmere holde om hende.Dét måtte være Tristan da hun undrede sig over ikke at kunne fornemme eller høre Samuel i nærheden.
Hun var faktisk både utilpas og bleg, hele situationen var ved at løbe ud af kontrol, hvis den ellers på noget tidspunkt havde været under kontrol.
Hun hørte løbende trin og tog dem fejlagtigt for at være Samuels, med da Tristan råbte hvem fyren var og trak et våben , som dét lød til for hende, forstod hun at en fremmed var kommet til.
Kvalmen overvældede hende og hendes mission om at Tristan ikke måtte gå ud , synes at virke fint ved at ligge her og komme til hægterne, dét opfyldte begge ting.
Men den nyankommende havde ødelagt den plan , og nærnmest stadig med Tristans arm omkring sin talje, fik hun drejet sig omkring og hævet sig en smule fra gulvet .
Hun måtte være blevet dårligere end først antaget for hun var begyndt at hallucinere.....dét kunne da umuligt....var dét ham ?
"Castle...hvad i himmelens navn laver du her ?" Camille var næsten i chock.
De havde skildtes som venner, men stadig med en masse usagte ting og kedelige omstændighedder havde medvirket til at rive dem fra hinanden.Omstændighedder ...og Camille der ikke var kæreste materiale, hvis hun selv skulle sige dét.
Hun holdt godt fast på Tristans arm og midt i kaos, spekulerede hun over hvor Samuel var henne.

Da manden var nedlagt - bogstavligtalt, stod han lidt oven på ham, og vendte ørene ned af gangen, og lyttede til snakken der gik. Nå, nu var de altså blevet fire, en han ikke kendt, en som Tristan ikke kendte, men en Camille kendte. Forvirrende. Han prøvede så godt han nu kunne, at tørre sin røde snude af i tøjet på den døde mand, før han vendte om, og sprang med hurtige lette skridt ned for enden af gangen, hvor han stoppede, og kiggede hen mod de andre. Åh gud, nu havde de to skydegale idioter med sig, det skulle nok ende galt.
Han luskede tætter på, først uden at se på Camille, men da han var kommet tæt nok på, vendte han blikket mod hende, og kiggede letter bekymret på hende, mens han holdt sig langt væk fra den sidst kommet skydeglade idiot.
Han gik ud fra at de begge, idioterne, måtte være jæger, så for at han ikke skulle ende som sølvholder, blev han pænt hvor han var, så langt væk fra jægerne han kunne komme, uden at komme for langt væk fra Camille, som efter hans meget lille kundskab omkring lægevidenskab, ikke så ud til at have det så pokkers godt.
Han listede sig nærmere, mens han stadig, efter bedste evne prøvede at holde styr på de to jæger. Efter lidt tid, måtte han konstatere det havde været langt nemmere hvis han havde været menneske, men aldrig i livet om han ville forvandle sig nu.

Sebastian stoppet med det samme at et våben bliv brugt til at pege på ham, han bannede af sig selv i hans hoved, hvorfor havde han ikke tænkt på at være klar på det?, han ville måske kunne ungå denne situation, hvis han havde løbet med mindre ligegyldige og tankeløse stil, han burde være klar på at sådan noget kunne ske, men han tænkte slet ikke på der ville ske noget. han sukkdet af tristan spørgsmål, Sebastian havde langt fra lyst til at sige noget om sig selv, så normalt ville han bare give personen en løgn, og et falsk navn, men denne gang kunne han vel ikke, bare give en god historie?, hvis Camille kendte det orange bolsje, ville hun jo bare sige han sagde sandheden, men på den anden side, hvis den orange mand, var et monstre, kunne han jo ikke være sikker på at tingene var som de så ud til at være. Sebastian følte dig lidt dum over at have gjort noget uden at tænke først, han ville bare hjælpe Camille, og det var grunden til at han ikke havde tænkt 2 gange om at løbe. Sebastian hørte det næste Tristan sagde, og bliv lidt mere rolig, så var han ivertfald ikke så slem igen tænkte Sebastian, og svaret så på spørgsmålene tristan havde stille ham, "Mit navn er Sebastian"...han nået ikke længere inden Camile åbnet øjnen, og spugte ham om noget, og Sebastian valgte at svare hende først "Ja..Øhh..hvis du mener hvad jeg laver herinde, så er det en lang historie..mener du i madrid, så bor jeg her." Sebastian holdt en pause, og sagde så "hvad med dig selv?.." Sebastian drejet bliket mod Tristan, og sagde "Du må være...øhh...nej..der kommer intet frem...hvem er du?"