Empty (Samuel)

Sted: Den triste skov.
Tid: Klokken 17:00
Omgivelser: Heath.. og hvad der ellers befinder sig dette sted.
Vejr: Stille blæst med få skyer fremme på himlen.
Dato: En fredag.


Heath havde ikke haft noget at give sig til den seneste tid, mens at han også følte sig glemt..af nogle, som han troede han kunne kalde sine venner, men han vidste egentlig ikke hvem han kunne stole på. Godt nok havde han heller ikke mødt så mange endnu, men alligevel havde han denne følelse af at han var blevet glemt. Blevet lagt til side.
Han sukkede enkelt gang, mens at han begav sig ind i skoven, den triste skov, som den blev kaldt, lige perfekt til det humør som han nu var i. Han trak sig lidt på skulderen og betragtede de omgivelser som han gik i møde.

Han kørte en hånd igennem sit hår, så han mærkede nogle af sine hårtotter mellem fingrene. Det noget, lange sorte hår, med de klippede spidser sad altid som det gjorde, glat og lidt pjusket med pandehåret sat til den ene side. Han havde en lang ærmet t-shirt på hvor ærmerne bar farven sort så trøjen ellers var hvid, mens at han havde slidte cowboy bukser på hvor der var huller hist og pist. Ellers gik han i bare tær, som han altid gjorde. Han nød friheden bag det.

Han trak vejret roligt, mens at han fik øje på et lille egern som kom kravlende, inden at han fik øje på et træ som han gik hen til og satte sig ned.. han trak derefter sine ben ind til sig, og lagde armene om dem. "Hm.. endnu en kedelig dag.." mumlede han lavt for sig selv, mens at han tænkte over hvad han kunne skrive om i sin blok som han også altid havde med sig.. Han skulle snart finde på nogle artikler, hvis han ville fortsætte med at være journalist. Men det var bare svært at finde noget at skrive om nogen gange, syntes han selv og det var han vist ikke ene om.

Han lod luften passere igennem næsen mens han let knyttede hånden, og derefter åbnede den igen. Dette gjorde han et par gange, før han bukkede sig ned, for at tage den hvide skjorte han havde smidt på en lav gren på. Han knappede omhyggeligt de små hvide knapper en efter en, dog lod han et par knapper stå åben i halsen, da han ikke var meget for at have den lukket helt oppe i halsen, det blev letter klaustrofobisk.
Han kiggede kort ned af sig, og fandt sig selv okay, menneskelig. Han var iført et par læder støvler han for noget tid siden havde fået af Camille, mørke jeans og den hvide skjorte som han smørrede ærmerne op på. Derefter greb han en sort lang frakke og trak den over skjorten, og lukkede den så kun halsen var åben. Han lod en hånd glide igennem hans platinhvide hår før han stak den ned i lommen på jakken ligesom med den anden hånd. Godt, så mente han at han godt kunne træde ud i menneskernes verden. Han fugtede hurtigt læberne, hvorefter han begyndte at gå ud igennem den triste skovs træer. Det var i følge ham et latterligt navn, den var da ikke trist, den var bare stille, et godt sted hvor man kunne være hvis man ville være alene, kun i selvskab med skovbundens småskrævl der arbejdede døgnets 24 timer.

Heath hævede det ene bryn, da han syntes at han kunne mærke nogle bevægelser et sted i skoven, så han var ikke længere alene?
Han fjernede sine hænder fra sine ben og rejste sig op, gik derefter væk fra træet,
mens at han så sig letter nysgerrigt omkring,
han betragtede omgivelserne, og smilede lidt, mens at han ellers slappede af i kroppen,
selvom han ikke just var bange, var han på jagt,
efter at det kunne være hvad som helst der bevægede sig i skoven.

Han begyndte at gå en smule frem ad og kunne efterhånden mærke en bekendt aura,
en varulv som ham var til stede! Det var der ingen tvivl om. Han overvejede lidt om han skulle forvandle sig,
eller om hvad han lige skulle, han besluttede sig så dog at blive i sin menneskelige skikkelse,
for at han ikke ville rive sit tøj i stykker endnu engang.

Han gøede så i stedet, som om at han var i sin varulve skikkelse,
som menneske kunne han godt finde på at opføre sig som en hund,
da varulven var stærk inden i ham. Faktisk var han også noget stærkere end andre varulve,
fordi han var i level E. Han kunne lidt mere udover at han var lidt stærkere,
end som så.
Han ventede på at få et svar om det virkelig var en varulv han var ved at gå i møde..
eller om det blot var hans indbildning.

Da han hørte en gøen fra en hund, der alligevel ikke helt kunne være en hund, kiggede han sig undrende omkring, før han endte med at gå længere frem mens han indsnusede duften af en anden ulv, eller varulv som det jo hed sig. Duften var anderledes en andres, den var stærkere og kraftigere, ikke ligesom hans egen der var mildere, men frygtelig når han var våd. Gad vide hvordan denne ulv lugtede når dén var våd? Tankerne blev aldrig tænkt færdig før han stod foran en sorthåret fyr der måtte være varulven, for han stank langt væk af det, eller ligefrem stank, det kom jo an på om man kunne lide lugten. Han betragtede nøje manden der så ud til at være jævnaldrende. Han nikkede kort, mens hans øjne stadig løb op og ned af ham et par gange, før han helt fjernede de sølvgrå øjne.
han tøvede kort, hvor efter han rettede blikket mod mandens ansigt dog stadig ikke en eneste lyd fra ham. Han plejede normalt at holde sine ulve side væk, når han var menneske, hvilke ikke skete særlig tit. Han havde været det for nogle uger siden, men der havde der også været en undskyldning for det, hvis man spurgte ham, men ellers var det næsten aldrig mere end en dag ad gangen.

Heath lagde sin opmærksomhed hen på den fremmed mand, der dukkede frem for hans åsyn og betragtede ham som om at der var et eller tiltrækkende ved ham. Han lagde sit hoved en smule på skrå og glippede en smule med øjnene, inden at han sagde:
"Kan det passe.. at du er lederen, af varulverne?.." spurgte han stille,
men sådan at den anden sagtens kunne høre ham.
Ellers vidste han ikke hvad han skulle spørge om eller starte med at sige for den sags skyld.

Heath havde hørt et rygte om at der var kommet en leder,
og han ville først møde lederen for at høre om det var sandt.
Han trådte en anelse tættere på ham, mens at han så på ham med et afventende blik,
ikke ondskabsfuldt, men afslappende.

Han stillede sig helt hen til ham så deres brystkasser næsten rørte ved hinanden,
inden at han snusede til ham.
"Er det sandt.. at en leder er kommet.. eller er det blot et rygte?" spurgte han drillende mod hans øre,
hvor han hurtigt og let,
bed ham blidt i øreflippen. Han ventede spændt på hvordan han ville reagere,
eftersom han også gerne ville vide om han virkelig egnede sig til at være en leder,
for en gruppe som varulve, selvom han selv var det.

Samuel nåde ikke at holde et irriterende støn tilbage, da han bragte den forbannet leder rolle på banen, men nej, selvfølgelig kunne man jo ikke komme udenom det. Han stod lidt og betragtede fyren foran ham, og måtte ærligt indrømme han ikke helt vidste hvilke ben han skulle stå på, for han virkede en smugle anderledes? Nu var de jo alle i samme båd, når det kom til stykket, men alligevel virkede det var sådan lidt - underligt? Han stod lidt og tænkte over det, og måtte have været helt væk i sine egne tanker, da fyren pludselig stod lige foran ham, og næsten hviskede ind i hans øre, mens han bed ham i øret! Det var ligefør Samuel havde klasket ham en, men han fik da stoppet sig selv, og gryntede blot. "Du lyder som om Jesus er kommet ned på jorden igen." Brummede han tørt, og betragtede den ørebidene mand. "Men ja, jeg skulle ihvertfald forstille at være det." Det var ikke ligefrem et valg han selv havde valgt, men nærmere et valg han var blev tvunget til, igennem det fine ord 'Gruppepres' eller det mente han selv. Måske handlede det mest om - fra Samuels side at han mente der burde ske et eller andet, frem for at alle de varulve drev hvileløse rundt uden rigtig at lave noget i deres tilstædeværelse, og det havde han på den ene eller anden måde fået banket ind i hjernen at det bestemt ikke duede.
Han fugtede kort læberne, og kiggede lidt på manden med et afventende blik et kort øjeblik, før han flyttede blikket. "Men jeg tror ikke vi er de eneste ..." sagde han så ud i luften, og kiggede op mod den kolde blå oktober himmel.

Heath kiggede lidt mistroisk på ham,
og hævede det ene bryn da han ikke helt kunne forstå hvad det var han mente med at de nok ikke var de eneste?
Han vidste bare ikke om han kunne få sig til at spørge ind til det. Han rømmede sig en anelse.

"Hvad mener du helt præcist?" spurgte han af ren nysgerrighed...
Da han ikke vidste hvad han ellers skulle stille op.
Samuel havde jo rettet blikket op mod himlen,
men for en sikkerheds skyld snusede han lidt,
dog fandt han ikke frem til svaret.

"Mener du.. at vi ikke er helt alene?" spurgte han og bed sig lidt i underlæben,
mens at han så tænkende på ham.
Han trak sig svagt på skulderen inden at han stillede et andet spørgsmål:
"Hvad har du tænkt dig at gøre som leder?.."

Et kort smil gled hurtigt hen over Samuels læber mens han rystede på hoved. "Vi er ikke alene om at ville have en leder ... eller i er." Mumlede han, og skævede kort hen på fyren foran ham. "Som leder?" Han lage let hoved på skrå, og betragtede indgående varulven med det sorte hår. "Nok noget med at samle alle varulve, se hvem der er i området." Han lod til sidst blikket falde helt ned på manden. "Har du da nogle andre ideer?"
Han stak hænderne ned i jakke lommerne, og trak kort skulderende op, før han lod dem falde ned igen, og fortsatte med at kigge vurderende på manden. Han kunne ikke rigtig helt blive klog på manden, ville han vide mere fordi han var interesseret i det, eller blot fordi han var nysgerrig ligesom hovedparten af rasten af befolkningen. Han trak vejret dybt og vendte så ansigtet væk og lod blikket glide rundt i skoven, dog kun for at lade sine øjne falde på manden igen. Man skulle jo tro på sine medulve, men han kunne alligevel ikke gøre for at han havde en mistanke for at der lå noget bag denne mand. Det kunne selvfølgelig godt slå fejl, men hvad vidste han?