Why?- Sebastian Castle

Sted: Sit hjem?
Omgivelser: Sit hus
Tid: 21:00
Påklædning: En kort mørkerød kjole..

Catherine stirrede ondt på sin mobil og visitkortet der lå ved siden af den. Hun havde flere gange været ved at ringe til Sebastian da hans søn var sammen med Marry men han havde sagt at hun skulle lade være så det gjorde hun da. Hun var lidt vred men det skubbede hun til side. Hun satte sig på sofaen og tændte for tvet. Hun slukkede igen da intet kunne gøre hende i bedre humør bortset fra det umulige. At Sebastian ville tilgive hende og komme hen til hende. Hun håbede af hele sit døde hjerte men fattede godt at Sebastian nok ikke ville gøre det. Hun slog ud med hånden og den ramte igennem sofaen. Hun sukkede svagt og rejste sig op. Hun savnede at blive elsket og ville nok ikke indrømme det overfor sig selv. Hun gik ud i køknet og åbnede køleskabet. Hun stirrede på de mange poser blod der var indelt efter alfabetisk orden. Hun lukkede køleskabet og satte sig på en stol. Hun kunne dårligt sidde stille. Hun gik ud på terrasen og nød den kølige vind der blæste hendes hår om bag ryggen. Hun lukkede øjnene og nød stilheden..

Sean havde været ude på skyde banen idag, han havde ikke haft det så godt siden han gjore Catherine sur, eller han vidste ikke om han havde gjort det, men han regnet med det, så han ville gerne sige undskyld, men vidste ikke hvordan, Sean havde valgt at tage ned til hendes borg, hvem ved måske kunne han også få lov at overnatte der nogen dage. Sean havde sin riffel med, han havde fået en sår på det venstre øje, efter at have leget vildt med Sebastian, men Sean var ikke sur over det, ha skulle vel bare ikke have blandet sig. Sean hørte en lyd, da han var 100 meter fra borgen, Sean vendte sig om, men kunne ikke se noget der hvor lyden kom fra, Sean kendte for godt til at glemme sådan noget, men han valgte alligevel at gå mod borgen, denne gang var han bare klar på kamp, han tog en hånd om sin 9 millimeter håndpistol, han hørte en kvinde stemme. "Jeg ved ikke hvem du er engle dreng, men jeg syntes du skal forsvinde" Sean vendte sig om, der stod Liv, Sean kendte ikke liv, men regnte hende ikke for en ven, han skulle til at trække sin pistol, da en kvinde hånd tog hans pistol ud af hylstret før ham. Sean bliv forvirret da det var den sammen pige, Liv smilte og sagde "Dumme dreng..jeg har flere tricks oppe i ærmet, mit navn er Liv, du ser ret godt ud, men det ændre ikke på du står i vejen for mig, vil du flytte dig?" Liv smilte kærligt, og havde et sødt tonefald. Sean vidste ikke hvad han skulle gøre, "Jeg kender dig ikke, og jeg vil ikke forråde min frøken" Liv smite endnu en gang og sagde kærligt "Du kan gå med op til din frøken, så kan du se hvor glad hun bliver for at se mig, jeg har noget at fortælle hende" Sean nikkede og tænkte det sikkert gik an, så de gik op til døren på borgen, og bankede på.

Catherine var sur som helvede men det måtte man også kunne forstå. Hendes elskede forlod hende. Hun sad og overvejede at se sin yndlings film Romeo og Julie men i samme øjeblik blev der banket på døren. Hun var altid så fandens usikker når der var nogen da der var så mange der ønskede hende død. Hun vidste på en eller anden måde at hende og Liv måtte havde samme familie da deres ansigts udtryk lignede en del og at de brugte samme metoder. Hun gik ned til døren og åbnede den. Hun stod ansigt til ansigt med Liv og Sean. " Liv, Sean, hvad bringer jer til mit hus " Spurgte Hun da hun på en eller anden måde var glad for at se Liv og Sean blev hun jo altid glad for at se da han på en eller anden måde var hendes søn som aldrig blev født. men hun måtte indrømme at hun havde håbet at det var Sebastian der stod der. Hun savnede ham mere end nogen anden. Han kærtegn. Bare tanken gjorde hende ør. Hun var irretabel da alt kunne få hende til at blive sur så længe hun savnede Sebastian....

mens de ventede på Catherine, stod Liv lidt og kigget på Sean, han så godt ud, at en ikke Rafael person at være, hun bid sig selv i læben, og sagde så "hvad hedder du dreng?" hun var ikke blind, hun kunne godt se han var voksen, men det var bare sjovt at kalde ham det, hun vidste ikke om det var hendes humor det gjore det sjovt, eller om det bare var noget ved ham, som gjore det sjovt. Sean drejet hoved for at kigge på hende, og med en rolig stemme sagde "Vi er ikke venner før min frøken siger det, og hvis min mor ikke kan lide dig, får du en kugle mellem øjenen" Sean rystede på hoved, og rettet sig selv "frøken ikke kan lide dig". Liv smilte frækt, det var en spøjs tale fejl, tænkte hun, men han var lidt sød alligevel, og hun kunne godt lide han var farlig, det gjore hende lidt glad. Liv drejet hoved mod døren, da Catherine kom ud. Sean startede med at tale, men bliv afbrudt da Liv, hurtigt slikket ham på kinden, Sean stoppet, han havde ikke forudset det, så overraskelsen, fik ham til at tie stille, kort nok tid, til at Liv kunne overtage, "Godaften Catherine, din vagt kaldte dig for mor" hun gjore det af 2 grunde hun vidste at Sean ville blive alt for pinlig til at overtage samtalen, men også for at bløde Catherine op, Liv var ikke en dum pige, hun smilte frækt til Catherine og sagde "Jeg har skaffet noget info om din forlovet, som du gerne vil vide, og udover det ville jeg bare gerne sige hej"

Catherine kunne enlig godt lide Liv jo mere de lignede hindanden. Hun syntes at det var sensuelt da Liv slikkede Sean på kinden og smilede. " Sean! " Sagde Hun og grinede. Hun sagde " Kom ind " og gik selv ind. " Kald ham Rafael ikke min forlovede " Sagde Hun mindre lykkelig. Hun smilede frækt tilbage til Liv. Hun satte sig ned og kiggede afventende på Liv. Hun kunne allerede nu skimte at deres ansigter næsten afspejlede hinanden bortset fra at Livs hud ikke var fejlfri da hun ikke var vampyr. Hun smilede roligt og afkølet. " Jeg vil også gerne høre om du har noget nyt om Sebastian søde " Sagde Hun og lænede sig tilbage i stolen. Hun kiggede alvorligt på Sean da han sikkert ikke kunne gætte at det var ham han havde angrebet ude på engen. " Jeg er da glad for at du kommer på besøg men kan du ikke ringe først " Spurgte Hun og smed et visit kort hen til Liv..

Sean rødemede lidt, han følte sig lidt pinlig berørt, ikke at det var en dårlig følese, det var bare ikke noget han var så bekendt med. Liv nikkede da hun fik at vide hun skulle kalde ham Rafael, det passede hende også bedst, men det undrede hende over Catherines toneflad, men Liv valgte ikke at blande sig, hun ville normalt spørge om ting hvis hun følte det var spændeene, men hun følte ikke det var så vigtigt at vide. Liv satte sig ned foran Catherine, i en stol, og kigget på hende, hun syntes det var sjovt de mindet så meget om hinanden, både personlighed men også udsende. Sean forstod ikke hvem Catherine snakket om, navnet Sebastian fik ingen klokke til at ringe i ham, han kiggedet ned og sagde skamfuldt "Beklare frøken, men jeg kender ikke nogen ved det navn, men jeg kan undersøge sagen". Liv satte sig i skærder stilling på stolen, og tog imod kortet, og sagde så "Jo..." hun lagde kortet ned i lommen, selvom hun havde hendes nummer, det havde hun skaffet for Ronan. Liv smilte og sagde så roligt "Rafael har noget kørene med en engel"

Catherine nikkede blot da Liv sagde at Rafael også var utro med hende. " Det passer jo fint " Sagde Hun og smilede. Hun elskede dog stadig Rafael men eftersom der var nogle ting som han ikke kunne give hende blev hun nødt til at finde en anden. " Det har jeg haft mistanke om " Sagde Hun da Rafael ikke havde mødt op til deres aftaler. " Liv?, ved du om vi er i familie på en eller anden måde? " Spurgte Hun da de lige havde gjort den samme bevægelse. Hendes øjne blev den sølvgrå farve og hun smilede afklaret til Liv. " Det må vi være eftersom vi har samme personlighed og samme udseende " Sagde Hun og det måtte jo betyde at de kunne få fældet Rafael. En ting hun tit havde villet gøre når han var sur på hende. Hun kiggede på Liv for at se om der var tegn på at hun ville blive sur. " Vil du være med til at angribe Rafael " Spurgte Hun lavt så Sean ikke kunne høre det...

Liv smiler lumsk, men på sammen tid frækt, da hun sagde hun havde haft mistanke om det, hun lagde sit hoved på skrå da de gjore sammen bevægelse, og sagde så " Catherine?, ved du om vi er i familie på en eller anden måde?" hun rynket på panden da de sagde de på sammen tid, og før Catherine svaret "Jeg ved det ikke smukke, Jeg har ikke haft en familie før, eller det har jeg, men kan ikke huske dem, Thomas har taget sig af mig ligeså længe jeg kan huske, men han stoppet da Gabriel fandt ud af jeg elskede Rafael, Thomas var ikke min rigtige familie sagde han, og politik betød mere for ham end mig, så jeg har ikke rigtigt nogen at kalde min familie længere, eller venner for den skyld" hun kiggede seriøst på Catherine, og hørte på hvad hun sagde om Rafael, hendes øjen, bliv lavet lige så gennemsigtige som glas, og havde en lille lilla farve i midten. Liv begyndte at tænke på, hvor meget hun stadig elsket ham, hun sukket i sig selv, og kigget på Sean, hun bid sig i læben, måske var Rafael bare en ting hun skulle glemme, og hvis han var det, skulle han have nogen seriøse tæsk, for at det han har gjort mod hende, hun drejet hoved mod Catherine, og stoppet med at se tænkene ud, og sagde frækt "Jeg vil have ham til at græde som et barn, men jeg vil ikke være med, hvis jeg skal slå ham ihjel" hun kigget seriøst på Catherine med sine glas øjne, og rakte så hånden frem, med et frækt smil "Søstre?"

Catherine kunne se at Liv overvejede det og smilede da hun sagde de næste ord. " Jeg vil ikke dræbe ham bare se ham græde for nåde " Sagde Hun og tog Livs hånd med et frækt grin. " Søstre " Sagde Hun og smilet blev bredere. Hun rejste sig op. " Sean tjek lige om der er nogen uden for huset, Liv vær sød at gå med ham " Sagde Hun. Hun havde brug for at være alene i den viden at Sebastian hadede hende. Hun ventede til de var gået og gik så hen til telefonen. Hun stirrede igen ondt på visit kortet der nærmest blinkede til hende. Hun tog det op men lagde det ned igen. Hun var så forvirret over sine følelser over Sebastian da Han elskede hende men hadede hende pågrundet hvad hun var. Hun tog igen visitkortet og tastede nummeret ind på telefonen. Hun ringede op og bed sig hårdt i læben. Hvad skulle hun sige?. Hun håbede bare at hun kunne høre hans smukke stemme igen...

Liv spændte som en lille kat, da hun fik Catherine til at tage hendes hånd, hun rejste sig op fra sin stræder stilling, og hørte hvad Catherine sagde til Sean, også til hende, Liv smilte frækt til Sean, og med et var hun hoppet over sofa´en, og stod ikke særlig langt fra ham, og sagde "Bare rolig søs, jeg skal nok følge ham ud" hun tog hans hånd, men Sean rav den bare til sig igen, og begyndte at gå i et hurtigt tempo udenfor, Liv ventede til han var gået, og gik så efter ham. Liv kiggede kort på Catherine inden hun gik udenfor, men forlod så huset. da Catherine ringet op, gik der nogen sekunder, hvor man kunne høre den normale ringe tone, men så bliv Telefonen taget, man kunne høre en svag Sebastian stemme, som prøvet at sige noget, men det bliv lavet om til sludder, og Catherine kunne høre Alex stemme i telefonen, den var meget hæs, næsten umulig at høre, da han jo næsten var blevet slået ihjel sidst, og det kunne godt høre på hans skadet stemme bånd "Hallo, hvem end du er, så lig på, den kære jæger skulle ikke få flere pisk end nødvendigt" der bliv lagt på.

Hun lyttede opmærksomt til telefonsvaren og hun følte sig så dum at lade ham gå fra hende. Hun skulle have spærret ham inde i huset. Hun snerrede højt og hylede mod himlen. Hun vidste at Liv ville holde Sean væk fra at komme ind til hende i dette humør. Hun smadrede døren på vej ud og så løb hun hen mod Sebastians hjem. Hun kunne så let dræbe Alex eftersom hun havde alt for let ved det. Hun var rasende og det hjap ikke ligefrem at vide hvad der kunne være sket i den tid hun troede at han hadede hende. Hun kom frem og vidste at Liv og Sean var fulgt efter i hendes spurt. Hun lagde en seddel på døren hvor der stod at de skulle høre efter hendes hylen før de kom op. Hun åbnede forsigtigt og lydløst døren og trådte ind i den mørke gang...

Da Catherine kom indenfor, stod Alex i opgangen, han havde en jern maske på den ene side af hoved, og et grufuldt år på den ene kind, han stod med en stok, og bag ham var der 3 lejesoldater, de var alle sammen rimelig store, og en af dem, havde en bærbar computer i hænderne, som vidste en billedet af Sebastian, som var bundet til en stol. Alex smilte lumsk, og sagde med en stemme, som lige så godt kunne være en lille pige "Det er dejligt at vide man kan regne med dig" han holdt en pause, man kunne se det gjore ondt at tale. "Den kære Ronan, ved mere end man skulle tror, han vidste du havde en romance kørende, så jeg valgte at tage min hævn gennem ham....du ødelagde mig liv Catherine, jeg tilbød dig en gave, og du spytte mig i ansigtet. Thomas har smidt mig ud af orden, han gav mig en smerte du ikke kunne forstille dig, han smadret mig krop, som du kan se, og hvorfor?...på grund af dig, jeg har intet tilbage, min familie vil dræbe mig, Rafael hader mig, min krop er knust, min magt er væk, det eneste jeg har er de her tre usle lejesoldater, ellers er jeg et jaget dyr, mens du lever livet"
han fik blod ud af munden af at snakke, det gjore så fandes ondt, han forsatte dog ligevel. "Din lille menneske ven er gemt væk, og hvis jeg ikke tager meet fejl, vil han dø, hvis han ikke for noget at drikke og spise..så dræb mig bare, og se den kære jæge dø på live Tv"

Catherine smilede svagt. Hun tog sin ipod frem. Der var billedet af Rafael lænket til en stol med Thomas på den anden side. " Mmm, Tror du at jeg er så dum? " Spurgte Hun og grinede ondt. Hun stak ipoden ned i lommen. " Vi kunne bytte, Rafael for min elskede " Sagde Hun som et tilbud. Hun var klar til at hyle vis de kom for tæt på. Blodet der strømmede ud af hans mund stank giftigt og ulækkert. * Føj * Tænkte Hun og rynkede på næsen. Hun gik et skridt hen mod vagterne der forskrækket gik tilbage. Hun smilede. " Dine vagter er vist lidt bange " Sagde Hun og grinede.

/ Krea Loose /

Alexs øjen bliv store da hun tilbød Rafael på pinebænken, istedet for mennesket. han vidste ikke hvad man skulle sige til det, han ville jo pine hende, der var jo hende, som han var sur på, men måske kunne Rafael være billeten tilbage til Thomas lille skøde hund, han vidste ikke hvad man skulle vælge, han tog en hånd til hoved, det gjore ondt at tænke så meget, han kiggede på Catherine og sagde "De er bare lejesoldater, de er ikke nogen bestemt, som Death corp, eller blood Seekers, så vær lidt søde mod dem....jeg ønskede ikke at blive uvenner med dig, men du tog den beslutning for mig, men selvom jeg hader dig, vil jeg tage imod dit tilbud, men jeg tvilver på du har ham nu...hvornår kan jeg forvendte at se ham?"

\\Samme her\\

Catherine betragtede ham vagtsomt og afventende. Han havde mange følelser og hun gad ikke aflæse dem alle. " Du burde vide at jeg ikke er en man løber om hjørner med, du siger først hvor Sebastian er, Rafael er her i nærheden " Sagde Hun koldt og klart. Hun blottede sine tænder af lejesoldaterne og de sprang tilbage. Hun grinede som en lille pige og det ødelagde lidt hendes kolde facade. " Dine vagter er altså bare for lamme " Sagde Hun og var tæt på at grine igen. Hun tog en liste op med nogle mellem gode lejesoldater og gav ham den. " Du kunne få brug for den " Sagde Hun koldt. " Så hvor er Sebastian " Snerrede Hun..

Alex slog den ene af lejesoldaterne på siden af hoved, "hvorfor kan i ikke bare stå stille!" han hostede noget mere blod op, hans blod var så klamt at selv mennesker ville kunne lugte det. Alex drejet hoved mod Catherine, "Jeg tror mine lejesoldater har brug for en omgang som jeg fik" han slog listen ud af hendes hånd, "Jeg tror ikke du har Rafael, selv ikke du kan gøre ha noget" Alex fik øje på halskæden, og smilte "Du kan få din prins, hvis du love på din ære, at du kan give Rafael smerte, som selv han ville bukke under for, og når han er knækket, vil jeg have ham, er det en aftale? tortur af ham, også aflever ham til mig?" Alex gik en skridt mod Catherine, det gjore tydeligvis ondt på ham, "fortæl mig at selvom jeg er blevet givet en behandling af Thomas, at jeg stadig er pæn" Alex havde det dårligt over at se ud som han gjore, og selvom hadet i ham var stort ville han hellere have Rafael til at lide end hende, men han ville gerne høre en kvinde sige han stadig var smuk.

Catherine tog fat om Alexs hals og snerrede. " Hvis du skal tilbage til din høje rang fortæller du mig hvor Sebastian er ". Hun strammede sig greb men holdt det så løst at han stadig kunne snakke. Vagterne var for bange til at gøre noget og det grinte hun over. " Husk hvem af os der er stærkest " Sagde Hun og gav slip om hans hals. Hun trådte endnu en gang et skridt tilbage. " Så hvor er Sebastian " Spurgte Hun venligt og koldt. Hun smilede igen bredt til Alex. " Du skal ikke regne med at jeg gider sige noget til dig under din svaghed " Sagde Hun og smilet forsvandt. " Men jeg kan sige at vis du ikke siger hvor Sebastian er så flår jeg dig i stykker og brænder dig når du stadig mærker det " Sagde Hun..

Alex gispede efter luft da hun gav slip på ham, han kæmpede med at rejse sig op, en af soldater ville hjælpe ham, men Alex slog hånden væk, og rejste sig med stokken, og stønnede af udmattelse, hans trætte øjen kigget mod Catherine, "Jeg var smuk...Stærk...magtfuld....Jeg skal nok sige hvor han er, men lag være med at slå mig ihjel, du har ødelagt mit liv nok, Sebastian er gemt i kirketårnet ved domkirken" Alex satte sig ned på trappen, og sukkede, hvis ikke hun gav ham Rafael ville han have intet at forhandle sin post tilbage med, han rettet bilket mod Catherine inden hun kunne komme ud "Hvis Rafael ikke lider, vil jeg give min sjæl for at blood seekerne kommer efter dig igen, eller måske Death company, jeg ved ikke hvem man skulle offer sig til, men jeg vil søger for du fortyder det, hvis han ikke lider inden en time"

Catherine sukkede og havde dræbt Alex inden han kunne se mere dumt. Hun kørte sensuelt sin hånd igennem håret og gik ud. Hun slikkede sig om munden og løb så hen mod domkirken. Hun standsede ved den store port og sukkede ved tanken om en kirke. Hun gik ikke derind. " Sean du går derind sammen med Liv " Sagde Hun eftersom at der normalt var vievand i en kirke. Noget hun hadede over alt på jorden. " Kirketårnet, Tag Sebastian med ud " Sagde Hun som ordre og stirrede ind i det mørke kirkerum. Hun syntes at det så scary ud da det var en kirke. Hun klatrede op af væggene og stoppede først da hun kunne se ind i tårnets rum der var oplyst af et lys i loftet. Hun bankede blidt på vinduet men sagde ikke noget...

Sean tog sin riffel af skuldren, og åbnede kirke døren, der var et eller andet som ikke føltes rigtigt, han kiggede rundt i den mørke kirke, men kunne ikke se nogen, han følte Liv tage hans hånd, og hørte hende sige "Jeg går der ind først" Sean skulle til at sige hende imod, men stoppet da han så der var 2 af hende, han holdt hende i hånden, mens den ene af hende gik længere ind i kirken, det var en underlig følelse af se hende gøre noget, mens man holdt hende i hånden, men han glemte ikke at sigte mod hende, og være klar hvis hun ikke kunne få fat i Sebastian. Sean kunne høre noget i mørket, og da han så en skygge bevæge sig skyd han efter den, han vidste ikke om han ramte, men pluselig bliv den ene liv, revet bag en bænk, og man hørte hende skrig kort, også ikke mere. Liv sukkede og sagde "der går noget tid, inden jeg kan få en ny" Sean gik langsomt frem, han drejet hoved mod Liv, og sagde "gå ud til mor...jeg mener frøken Catherine" Liv løb udenfor, men faldt om da en kugle med et pentagram ramte hende i ryggen. hun faldt ned på græsset, og kigget mod Catherine "hjælp mig søs". Sean kiggede rundt han kunne ikke se hvor kulgen kom fra, han gik længere frem, og da han stod på trappen til tårnet fik han en lige højre fra Rafael, og Sean faldt om. Rafael vrede fyldte stemme råbte "Hey skat, vinduerne er dækket med helligt vand, og hele gulvet oven på, er også gennem blødt af guds væsker" Rafael trak Sean op af den våde trappe, og de forsvandt i mørket

Catherine var rasende da hun så Rafael. Hun mærkede det brænde hvor hun rørte og hun hoppede de 20 meter ned. Hun landte perfekt og gik hen til Liv. Hun kastede en lille flakse med noget specielt i. " Det vil gøre dig stærkere og healende " Sagde Hun og satte så efter Rafael. Hun nåede efter ham og snerrede da han kaldte hende skat. " Hey skat du glemte at tage opvasken " Snerrede Hun og kastede et bord efter ham. Hun forvandlede sig til en skygge hvilket hun ikke havde prøvet længe og lidt efter var hun inde i rummet med Rafael, Sean og Sebastian. Hun vidste at de ikke kunne se hende og det beroligede hende en del..

Rafael havde længet Sean til væggen, og ham ham en lussing, for at vække ham på. Sean vågnede og så Sebastian sidde på en stol i midten, han var ikke ved bevidsthed, og foran ham var Rafael, gulvet var helt vådt af helligt vand. Sean kiggede tomt på Rafael, men fik endnu et slag, og Rafael sagde "Jeg ville giv så meget for dig, og jeg ville give alt for hende, hvorfor forrådte i mig, hvorfor?..." Sean kiggede tomt, og sagde "Jeg har ikke forrådt dig herre, jeg adlyder bare min frøken, mere end jeg adlyder dig" Rafael sparket ham mellem benene, og sagde "Din frøken kommer snart, og hun vil tro hun kan slå mig, og jeg vil rive hende fra hinanden, hvorfor er du så loyal mod hende?, hun vil dig intet godt Sean hun hader dig, hun misbruger dig bare, jeg er din ven Sean" Sean kiggede ned og sagde "Hun er den mor, jeg aldrig har haft, og selv hvis hun misbruger mig, vil jeg lade hende gøre det" Rafael sparket igen Sean mellem benene, denne gang så hårdt der kom blod frem. "hun elsker dig jo ikke..du er en lus i hendes øjne, jeg stolede også på hende, men hun byttet mig ud med et menneske" Rafael tog et varmt jern frem, og i en lyn hurtig bevægelse brændemærket han et R på halsen af Sean.

Catherine ville forvandle sig tilbage og det kunne hun også sagtens da hendes sko var tætte så vievandet ikke kunne gå igennem. Hun vidste at de ville kunne se en ændring i luften men hun kom alligevel tættere på Sean. Hun gik hen til hans øre og hviskede. " Du vil ikke dø, jeg elsker dig min søn, du er ikke blevet misbrugt ". Hun gik derved tilbage til sin normale form og tog fat om Rafaels hals. vis han prøvede at røre hende var hun allerede væk. Hun trak ham mod væggen og hvæste. " Du startede med at forråde mig med den engel " Snerrede Hun vredt og pressede ham ind mod væggen. Hun kunne høre Liv komme op af trappen men holdt sit vagtsomme blik på Rafael. Hun holdt øje med at han ikke gjorde noget dumt og hun var klar til at forvandle sig til en skygge med det samme vis noget skete...

Sean fik en tåre ned af hans ansigt da hun viskede til ham, det var første gang i hans liv, at han havde følte en tåre, og han følte sig for første gang elsket af nogen, hvor det ikke er misbrug. Rafael grinte da Catherine smed ham op af væggen, hun var stræk, men hun viste slet ikke hvor brutal han kunne være. Rafael smilte af hendes ord, og sagde "Jeg opgav min brors ære, jeg gav dig alt, jeg har reddet dig et utal af gange...og takken for det, er du finder sammen med en menneske mand?..." Rafael var fyldt af raseri, og skulle til at slå efter hende, men halskæden om hendes hals lyste rødt, og han kunne ikke bevæge sig ud af Catherines greb. Liv kom op af trappen, med en kniv, og en læder pisk, og sagde "Tak for kulgen dit røvhul".. Liv gik over, og fik Sean fra længerne.

Catherine grinte da halskæden jo på en måde var smeltet sammen med hendes sind. Hun stirrede vredt på ham. " Det er da værre at du finder sammen med en sølle engel " Sagde Hun og smilede bredt. " Sis, kast kniven " Sagde Hun og rakte hånden op. Hun tog Rafael op og bandt ham til pælen hvor Sean lige havde været bundet. Hun kiggede hen mod Sebastian der stadig ikke var ved bevidsthed og løsnede lænkerne han var fanget i. Hun gik tilbage til Rafael og snerrerede. " Du gav mig alt men så finder du sammen med en engel " Sagde Hun og gav ham en lussing. " En fucking svag engel " Snerrede Hun og hvæste af ham...