Hunt

S: Silent river
O: ingen, dejlig stille..
T: omkring midnat.
v: rimelig fugtigt efter regn og rimelig mudderet, lidt vind.

Der var næsten lydløst ved søen, ikke andet kunne høres end træernes blade og grene der slog imod hinanden når vindstødende kom.
Irissa var på jagt, efter dæmoner, og alle de andre skabninger, som hun efter egen mening ikke kunne forstå eksisterede, alt det smerte de havde forvoldt menneskerne, og så mange liv der var blevet ødelagt. Vreden voksede i hende, for hver dag der gik. Det var kun de skabningers skyld at hun skulle gå rundt uden forældre, og uden familie. hun ønskede dem lagt væk fra denne verden!
Irissa sneg sig igennem krattet, hendes hvide top var mudderet og beskidt, og hendes hår vådt og tjavset, og hendes sko tildækket med mudder. Og benene fyldt med hudafskrabninger. Raseriet stod langt ud af hendes blå øjne. Hun hev langsomt kniven frem og ventede, hun skulle nok finde et ofre ...

"Sssh!"
En lille barnestemme kunne høres ved søens bred, hvor vandet slog blidt imod. Vandet var dybt og beskidt. Eller... Ihvertfald beskidt nok til at man ikke kunne se ned på bunden. En lille pige stod sammen med to ældre fyre. Pigen lignede en på de 12-13 år, imens de to større fyre så ud til at være i midten af 20'erne. "Jeg vil ikke have at nogen skulle kunne høre os, okay?" sagde pigen hårdt til mændene foran sig. De nikkede af det som hun sagde, og det lignede lidt at de... var bange for hende? Man kunne se frygt svagt i deres øjne, men dog også stor respekt.
Man kunne se at de to mænd holdt et eller andet. En sort pose, kunne det godt ligne. Ja! En pose. En pose til at kunne holde på et menneske. Eller et væsen for den sags skyld. De to mænd holdt i en ende hver, hvorefter de begyndte at svinge objektet frem og tilbage. Der gik nogle sekunder, før de endelig smed posen med det uidentificeret objekt, ud i søen.
Man kunne se et tilfredst smil på pigens læber, og hun lod sit blik gå op på de to mænd, og gav dem et nik. Mændene gav et lille nik tilbage til pigen, hvorefter de begyndte at løbe. Pigen betragtede mændene imens de løb væk fra stedet, før hun langsomt begyndte at gå den samme vej som mændene havde løbet..

Irissa betragtede den lille pige, hun kneb svagt øjnene sammen for bedre at kunne få sat ansigt på pigen og de to mænd, men fra det sted som Irissa sad ved, kunne hun ikke se ansigterne pga skyggerne som lagde sig over deres ansigter.
Hun kunne derfor heller ikke se om pigen var en dæmon eller vampyr, men eftersom mændene havde så meget respekt for den lille pige måtte hun være en af delene. Med Irissas erfaringer vidste hun godt at man skulle have en del respekt for disse skabninger.
Hendes nysgerrighed ramte dog den pose som de smed i søen. Men eftersom at pigen var på vej væk var det vigtigt for Irissa at hvide hvilken skabning hun var, for Irissa ville aldrig kunne få sig selv til at dræbe en lille uskyldig pige...
Irissa gik stille og rolig tættere på pigen, og forsøgte at skjule sig selv så meget så mugeligt ..

Azriel havde ikke mærket nogen imens hun havde været sammen med de to større vampyrer, men imens hun bare gik for sig selv, blev følelsen stærk af nogens tilstedeværelse. Hun gik med langsomme skridt og kunne mærke at personen var tæt på hende, og ikke kom længere væk, jo flere skridt hun tog. Hun stoppede langsomt op og så lige frem for sig "Er det ikke lidt uhøfligt at følge efter folk?" spurgte hun uden at kigge sig omkring, og håbede blot på at vedkommende som havde fulgt efter hende, kom frem.

Irissa vidste nu udemærkede godt hvilken skabning pigen var. Irissas halvblonde hår indrammede pænt irissas ansigt og hætten lagde en fin skygge over hendes kolde ansigts udtryk.
Irissa trådte frem fra hendes sted som ikke var mere end 4-5 meter fra pigen, hendes våben var synelige, og man kunne tydeligt se at Irissa ikke ligefrem var amatør da hun havde alle midlerne til at dræbe de skabninger der gik rundt og ødelagde jorden.
Irissa slog din hætte ned så hendes ansigt kom til syne, "Jeg ville ikke kalde en vampyr for "folk" mere for en snart udryddet skabning" sagde hun og smilte hånligt til den lille vampyr der stod lidt væk fra hende..

Azriel ventede lidt, og smilte svagt da hun hørte nogen komme frem, og lod sig dog stadig ikke vende sig om. Da vedkommende snakkede, kunne hun let hører at det var en kvinde, og på den måde at hun snakkede om vampyrene, så kunne hun også med lethed gætte at det var en dusørjæger. Hun kunne ikke lade vær med at smilte hånligt og vendte sig langsomt om "Jeg ville nu sige, at det var jer som snart blev udryddet. Jeg skal nok sørge for at det sker" sagde hun truende, og vidste at kvinden ikke kunne gøre noget, mens at Azriel selv, kunne få alle dusørjægere dræbt og væk fra jordens overflade. Hun så over på kvinden og følte ingen frygt for hende, skønt hun kunne se alle henes våben, og se at hun var en prof. omrking jagt af væsner.

Irissa gik en del tættere på den lille pige, hun havde dog en del ider til hvordan hun ville få denne lille pige til at lide.
vievandet hang i hendes bælte ved hendes hofter, og det var nok det Irissa havde mest sat sig hen for, at det skulle bruges.
Irissa havde ingen frygt i øjnene, mere vrede som skinnede ud af hende, varmpyrene og dæmonerne havde udryddet hele hendes familie, der var faktisk ingenting tilbage..
"Hvad siger din mor og far til at du går rundt og dræber mennesker, burde du ikke være der hjemme og være i seng nu" spurgte hun håneligt, og hentydede til at pigen jo lignede en på 13. Irissa var ikke dum, hun vidste godt at de fleste vampyre der lignede børn, var for det meste dem der havde flest erfaringer..

Azriel blev stående hvor hun var, og fik bare et mere og mere vredt blik i ansigtet, jo tættere på hun kom. Da kvinden begyndte at snakke om Azriels forældre, kunne hun dog ikke holde sig helt tilbage med kommentarene "Mine forældre siger ingenting lige for tiden, og hvad med at du bare blander dit grimme lille ansigt helt udenom!" snerrede hun, og blev lidt småsur da hun ikke brød sig om at folk lærte på hende, og troede at de var klogere og vidste bedre end hende. Kvinden skulle bare tie stille med sådan noget...

"når bliver du sur nu LILLE PIGE" sagde hun og lagde ekstra tryk på det sidste, kun for at provokere ekstra. Irissa lagde hovedes provokerende på skrå og lod hurtigt tungen glide langs hendes mørke læber imens hun stadig så utrolig provokerende ud. Irissa stoppede ca en meter fra pigen.
Hun var på vagt, hvis vampyren blev sur var Irissa klar til at trække træpælen.
Man kunne tydeligt se at Irissa havde været i en del andre kampe med de ar og skrammer hun havde forskellige steder på kroppen, hun var også en del beskidt på benene eftersom hun tit rendte rundt forskellige steder som for det meste var rimelig sumpet og muddret...

Man kunne let så på Azriel at hun nu blev rigtig sur. Hun så op på kvinden og tog en dyb indånding "Jeg er ikke lille! Og hold så KÆFT!!" råbte hun og brugte hendes evner, til at skubbe kvinden hårdt tilbage, og koncentrerede sig for at hendes telekinese kunne skubbe hendes ned i jorden, og holde hende dernede. Hun gik langsomt over til kvinden og så ned på hende "Nu syntes jeg, at du bare skal gå hjem og lade mig være. Okay?" sagde hun med en nedgørende tone "Du burde tænke dig lidt om, før du ligger dig ud med nogle som er stærkere end dig" sagde hun med den samme stemme, og prøvede bare at gøre kvinden sur.

Irissa grinede koldt, men hendes grin forsvandt dog da hun blev skubbet ned i jorden af den lille vampyrs kræfter.
Mudderet sprøjtende op på hende og gjorde hendes tøj mere beskidt end det var i forvejen. irissa kunne mærke vreden rase op i hende, hun kunne mærke hendes arme, ben og resten af hendes krop blev presset ned i jorden. hun så op på pigen, men stadig havde hun ingen respekt eller frygt i øjnene. Efter det med hendes forældre var det eneste glimt man kunne se i hendes øjne: had og raseri.
Irissa sagde ingenting, hun ville vente til at hendes arme var frie igen.

Azriel så ned på hende og gik helt over til hendes side. Med en hurtig og kraftig bevægelse, sparkede hun sin ene fod ned i siden på hende, så hårdt, at Azriel var sikker på at kvinden havde bøjet et ribben eller to. "Gå så hjem med dig" sagde hun med en tone af ren syre og kølighed. Hun vendte sig langsomt om, og begyndte at gå, og slap kvinden fri fra den våde jord..

Irissa bed tænderne sammen og udstødte en vred tone af smerte da hun kunne mærke hvordan det ene ribben blev bøjet. Hun rejste sig med nød og næppe op og åbnede for vievandet hvorefter hun hurtig tog det i munden og spyttede det efter varmpyren. grunden til at hun spyttede var at så var hun sikker på det kunne ramme langt nok i forhold til hvis hun havde kastet det..

Azriel havde ikke opdaget at kvinden var kommet så hurtigt op, fået fat på en flaske med vievand og rent faktisk spyttet det på hende. Hun faldt ned på knæ, da selvom at hun havde tøj på, som beskyttede hende lidt, var der stadig kommet nogle dråber ind igennem tøjet. Hun rystede svagt af smerte, men viste dog ikke mere end dét. Hun nægtede at vise smerte overfor kvinden, og prøvede langsomt at komme op, og kunne godt mærke at det gjorde ondt at bevæge sig, da vievandet havde brændt hendes hud..

Irissa nød at se varmpyrens korte smerte, selvom den dog kun var kort frydede hun sig over den. Hun så stod bare og kiggede på pigen og vidste ingen tegn på følse "tænk på alle de mennesker du har såret ved at dræbe deres kære, det der var kun en smule af den smerte du har forvoldt"
sagde hun og så koldt ned på pigen, Irissa stod kun en smule sammenkrympet pga smerterne i ribbenene ..

Azriel bed sig hårdt i underlæben og rystede på hovedet af det som kvinden sagde "Jeg... jeg.. jeg dræber ikke mennesker!" snerrede hun vredt "Ikke nogen uskyldige ihvertfald.." mumlede hun. Hun satte hænderne langsomt imod jorden og prøvede at komme op. Det gjorde ikke så ondt længere, så forhåbentligt kunne Azriel komme væk..

"nå så det siger du" sagde Irissa og løb hurtig hen for at vampyren kunne nå at komme op. irissa indledte et hårdt spark efter vampyrens ribben. Hvis hun ramte ville pigen nok på omkring samme smerte som Irissa havde fået. dog vidste hun godt at det kunne være svært at skade en vampyr ved vold. men det kunne vel hjælpe at forsøge..

Azriel nåede ikke at gøre noget, og mærkede smerten i siden, i det hun sparkede hende. Hun lavede et lille støn af smerte, og faldt om på siden. Hun holdt sig ind til sine ribben, men var meget sikker på at hun ikke havde fået nogle alvorlige skader "Jeg advarer dig!" snerrede hun arrigt og rullede langsomt over på maven og begyndte igen at forsøge og komme op at stå, men denne gang holdt hun koncentrationen på kvinden, og ville sørge for at det ikke ville ske igen.

"advare mig? du er ikke andet end en lille pige?" sagde Irissa koldt og hånligt hvorefter hun trak træpælen, irissa kiggede ned på pigen. det var jo næsten synd at slå sådan en lille sød pige ihjel, men tanken om at den lille søde pige kun var det ydre fik irissas vrede til at stige hende til hovedet.
Irissa var bare glad for at pigens håndlangere ikke længere var der, så kunne hun klare skabningen alene. dog ville håndlangerene nok kræve hævn en dag... irissa knurrede grebet om træpælen..

Azriel trak vejret i hivende vejrtrækninger, da det stadig gjorde lidt ondt efter det spark som kvinden havde plantet ved hendes side. "Jeg er ikke lille!" snerrede hun og fik sig selv op, og så op på kvinden "Hvis du ikke vil mig andet, end at gøre mig fortræd, vil jeg gå hjem" sagde hun vredt og begyndte langsomt at gå. Hun ville ikke lade kvinden gøre hende fortræd en gang til. Azriel indrømmede for sig selv, at kvinden var stærk, men hun indrømmede oss overfor sig selv, at hun ikke ville lade kvinden dræbe hende!..

Irissa grinede og lod pigen gå, i lidt tid.. "hils i heleved! " råbte hun før hun trak armen tilbage og hun tyrrede træpælen næsten direkte efter den lille vampyr pige.. hun elskede at lege med sine ofre, tanken om de mennesker de havde gjort fortræd gav hende blod på læben og lysten til at pine sine ofre så meget som mugligt. pælen fløj igennem luften med en stor hastighed. og ramte den ikke, var irissa godt og grov på skideren for hun havde ikke flere pæle tilbage andet end ved hendes gemmested ..

Azriel var lidt overrasket over at kvinden havde ladet hende gå, og troede faktisk at hun kunne gå uden flere problemer, men hørte så kvindens stemme igen. Hun vidste hvad kvinden mente med det samme, og nåede kun lige at se sig tilbage før hun så en træpæl komme flyvende igennem luften. Hun flyttede sig, men var dog ikke hurtig nok, og fik pælen ind i armen. Hun skreg højt og greb hurtigt fat i den og smed den hurtigt på jorden. Hun lod sin ene hånd gå op til sin arm og holdt imod såret. Det var ikke særlig stort, men det var dog stort nok til at kunne bløde "Nu stopper du!!" råbte Azriel vred "Jeg vil ikke mer!!" hun blev ved, og man kunne tydeligt høre at hun var virkelig arrig nu.

Irissas første tanke da pælen ramte var *yes* og anden tanke *pis* da hun så at det var den eneste pæl hun havde med. Irissa så sig lidt omkring før hun så på pigen. hun overvejede lidt hvad hun så skulle gøre.. med en lille pige med sådan en stor mund, havde irissa måske forventet lidt mere fra. meeen, nu havde irissa heller ikke flere våben tilbage, så man kunne nok heller ikke have sådan helt vildt høje forventinger til hende mere.
Irissa nikkede "vi ses en anden gang så, men du slipper ikke, stol på mine ord" sagde hun koldt før hun vente sig om og begyndte at gå ..

Azriel så på kvinden og kunne simpelthen ikke fatte det hun sagde. Ville hun bare gå? Azriel rystede på hovedet og bare for at få lidt hævn over kvinden, lod hun sine evner skubbe til hende, så hun landte med hovedet nedad i det fugte jord, ligesom første gang "Hvis jeg nogensinde ser dig igen, så er du død!" råbte hun vredt over imod kvinden og begyndte så selv at gå den modsatte retning.

Irissa var træt af hun ikke kunne dræbe pigen den nat, men det skulle nok ske. Irissa rejste sig irritabelt op og tørrede noget af det mudder i ansigtet hun havde fået. hun kiggede sig over skulderen "jeg skal nok få fat på dig, og dine to håndlangere, og alle de andre skabninger du har lavet tro mig bette pige tro mig!" råbte hun vredt. hun ville gøre alt for at hævne sin familie..