Et gensyn - Azriel

Tid:Aften.
Sted: På en bænk, i byen.
Vejr:Regnvejr, optræk til torden, men ingen blæst.
Omgivelser: Mennesker der stormer hjem ad, muligvis væsner der ligger på lur. Butikker der er ved at lukke.

Det var beroligende. Bare at sidde der i regnen, egentlig blev han slet ikke våd, for hans sorte paraply var stor nok til at dække ham. Lyden af de små dråber der ramte paraplyen fik ham til at nyde den kolde øl han havde i hånden endnu mere. Det var perfekt. Han havde det utroligt nok helt vild godt, også selvom hans sind var så tæt på at blive splittet, nød han faktisk sine omgivelser lige nu. Han legede lidt med kapslen, han havde ikke bare smidt den som han plejede, den trillede rundt i hans hånd. Et varmt smil oplyste hans ansigt for førstegang i flere måneder. Allerede nu var det en god dag. Han var mæt, havde sovet, sad nu her og slappede af imens regnen trillede ned rundt omkring ham. Han havde en indre ro i sig i dette vejr.
Mathias kunne strække sine lange ben, der lige nu var iført et par grålige bukser, under paraplyen. Kulden gjorde ham ikke rigtigt noget, så han sad bare i en hvid t-shirt, med et gråt halstørklæde hvilket omkring halsen et par gange.

Azriel bevægede sig langsomt hen ad fortorvet. Hun syntes ikke at det havde været en særlig god dag. Det havde ikke været nogle særlig gode dage, i det hele taget. Alle havde været så sure på hende, over et lille menneske. Hun sukkede lavmælt, og rystede på hovedet, og nægtede at tænke mere på det. Hun bevægede sig lidt hurtigere og kunne egentlig godt lide regnen som faldt let imod hendes blege ansigt. Der var bare noget ved regnen, som hun godt kunne lide. Noget som fik hende til at blive mere rolig. Et lille svagt smil sneg sig frem på hendes ansigt, og hun lod de dårlige tanker flyde ud af hovedet på hende.
Hun stoppede langsomt op, og så frem for sig. En bekendt duft, fyldte hendes næse, og hun vidste, at nogen som hun havde kendt for mange år siden, var i nærheden. Hun vidste ikke hvem det var, men følte dog at hun var nødt til at gå videre. Hun følte sig trukket til vedkommende. "Hmmm..." mumlede hun tænkende, og gik blot videre, og fulgte den følelse af nogen i nærheden..

Mathias nynnede stille for sig selv, en gammel melodi, han havde egentlig glemt hvor den var fra, men der var noget nostalgisk over den. Det måtte være duften der ramte ham, som fik ham til at tænke på lige netop dette. Kort stoppede han for at tage en tår af øllen. Let vippede han paraplyen op da han kunne mærke at duften nærmede sig. Hans syn fungerede fint i den mørke nat, og en skikkelse synes at komme tættere på ham. Det overraskede ham lidt at skikkelsen var så lille, og at lugten kom fra den af. Det forvirrede ham et kort øjeblik, måske tog han fejl. Han fortsatte sin nynnen, imens at han betragtede den. Et lyn slog ned et sted bag ham, det gav ham lys nok til at se personen. Det tog ham noget tid at finde ud af hvad det korte glimt han havde fået mindede ham om. Hans øjne spærredes op og han tabte kæben et øjeblik, inden han fortsat nynnede videre, nu med et endnu større smil på læben, et varmt et, der nåede hans øjne.
Hvor lang tid siden havde det lige været? Han havde egentlig aldrig troet at han skulle se hende igen. Måske tog han dog fejl, han kunne ikke vide, men han nægtede at rejse sig før at den lille person kom hen til ham. Hvilket det virkede som om at hun var på vej til.

En nynnen. En bekendt nynnen, fra en bekendt melodi skar igennem regnen. Hun blev ved med at gå, dog i et hurtigere tempo, da hun blev lidt mere desperat på at finde vedkommende, som trak sådan i hendes minder. Et lyn lød foran hende, og hun så hurtigt over hvor lynet havde slået. Det gav lys. Lys til at kunne se en person som var foran hende. Hun stoppede brat op, og så længe på personen, som virkede så bekendt. Hvor havde hun set denne person før?
Det tog noget tid, men til sidst kom det til hende, og slog hende nærmest i ansigtet. Mathias? Hun så hurtigt over på personens ansigt. Ja! Det var ham! Hun havde ikke set ham i meget lang tid, og troede aldrig at den dag skulle komme, hvor hun mødte ham igen. Hun var lidt ligeglad hvad andre folk tænkte, eller om han egentlig kunne huske hende fuldstændigt. Hun løb hurtigt over mod ham, så det store smil på hans ansigt, og lagde armene omkring nakken på ham, sagde ingenting og holdt sig bare ind til ham.

Der var hun, hun havde set ham. Hans hjerte blev helt varmet op, og heller ikke han kunne lade være med at smile. Pludselig begyndte hun at løbe og han mærkede hende i sin favn. Melodien kunne ikke længere høres, i stedet kom der en varm latter. Mathias holdte den våde krop ind til sig. Vuggede den stille ind til sig, som han havde gjort det før. Alle minderne væltede frem og op i ham, og alt han kunne var at grine. Øllen havde han hurtigt nået at få stillet ved siden af sig. "Azriel," han sagde blidt hendes navn inden han trykkede hende hårdere ind til sig. Så hun var uskadt, hun havde det godt? Han havde ikke set hende ordentligt, men hun havde smilet. Hans t-shirt klamrede sig nu til hans krop, men det gjorde ham intet. Han tog fat om hende, så han vidste at han ikke ville tabe hende af syne igen, rejste sig op og svang dem sammen rundt i en cirkel, som på film, inden han blidt lod hende komme ned og ramme jorden med sine fødder igen. Han lod hånden glide igennem hendes hår. "Utroligt nok er du blevet kønnere, det troede jeg ellers ikke var muligt," sagde han varmt.

Azriel slappede for en gang skyld helt af. Hun indrømmede for sig selv, at denne person, var den eneste som hun havde stolet fuldstændig på igennem alle de år. Hun nød at hører hans latter, og blev helt varm indeni da hun hørte hans stemme. Hun grinte ikke, og havde bare lukket sine øjne og holdt omkring ham, i frygt om at hvis hun gav slip, ville han forsvinde helt. Minderne fór frem, og det gav hende lyst til at græde, men vidste at dette ikke var en mulighed for hende længere. Det var rart at have hans arme omkring hende, som han havde haft så mange gange før.
Hun åbnede øjnene da hun blev svunget rundt og lod et lille grin forlade sin mund. Hun mærkede så sine fødder solidt på jorden, og så op på ham. "Og du er stadig den samme" sagde hun blidt og rakte op og lod en finger gå over hans ene kind. Han havde ikke ændret sig det mindste. Ikke for hende ihvertfald. Hun kunne mærke hvor glad hun var. Høre hans stemme igen, og at han faktisk komplimenterede hende. Det var rart. "Hvor har du været..?" spurgte hun hviskende, og begravede så sit ansigt ind mod hans våde trøje.

Han lukkede øjnene da hun berørte hans kind og nikkede let, "Jeg er stadig den samme," nikkede han enigt. Paraplyen havde han sluppet, den lå nu og blev våd sammen med dem i regnen. Det bekymrede ham ikke, han var så overvældet af den energi der kom fra Azriel. Måske havde hans tilbage flyt til øen ikke været så ufornuftigt alligevel, lige nu var han kun glad for det. Den lille skikkelse lagde hovedet imod ham og han aede hende blidt over håret. Et tungt suk lød fra ham. "På flugt fra mig selv..." sagde han dæmpet tilbage, som var ordene for tunge til at kunne sige. "Så jeg har været rundt omkring i verdenen, du har til tider krydset mine tanker, men jeg var ikke sikker på om jeg nogensinde ville få dig at se igen," han stoppede kort og rømmede sin stemme. "Men her er du," konstaterede han med et sørgmodigt smil, "Hvad laver du dog her? Er du fri?" spurgte han kyssede blidt toppen af hendes hoved. Sidst havde hun være nødt til at flygte fra hendes frygtelige skaber, han havde ikke set hende siden. Mathias havde været plaget af tanken om at hun var kommet tilskade, han havde været syg af bekymring.

Azriel smilte svagt, og var glad for at han stadig var den samme. Hun ville ikke kunne tage det, hvis han havde ændret sig, da det var den Mathias som hun havde kendt for så mange år siden, som hun havde kunnet lide så meget. Han var som en bror for hende.
Hun kunne mærke hvor gennemblødte de blev, men det gjorde ikke noget for Azriel, da hun godt kunne lide regn. Hun nød hans fingre igennem sit hår og så op på ham. Hun kommenterede ikke det han fortalte, og lyttede bare. Hun smilte svagt og trak så på skuldrene "Det ved jeg ikke. Jeg bor lidt udenfor Sheria" sagde hun og gav et lille nik med hovedet i den retning hvor hendes hus lå. Hun smilte stort nu ved det sidste han sagde og nikkede "Jeg er helt min egen. Ingen tør at gøre mig noget" sagde hun, da første gang hun mødte ham, var hun svag og der var mange som gerne ville gøre hende fortræd. Nu, var hun leder af vampyrene, og ingen turde ligge en finger på hende. Hendes smil falmede og hendes blik gik ned i jorden "Jeg har været så ensom.." mumlede hun og så op på Mathias med et sørgmodigt blik "Jeg har virkelig savnet dig.." sagde hun endnu mer lavmælt end det sidste hun havde sagt, da hun var bange for at sige sådan noget. Hun havde aldrig sagt sådan noget tll nogen andre, og hun følte sig bare... svag når hun sagde sådan noget, da hun har været tvunget til at være stærk og ikke give sine følelser væk på noget tidspunkt..

Han kunne dårligt tro det, til tider var han nødt til at se ned på hende, trykke hende lidt tættere ind til sig, for at sikre sig at hun virkelig var der. Alle de tanker han havde tænkt, at skaberen havde fundet hende, at hun ikke havde kunnet klare det alene, at hun var død. Det havde smertet ham frygteligt at hun havde været nød til at flygte væk, igen, at han ikke kunne beskytte hende tilstrækkeligt.
Han så i retningen af hvor hun nikkede og hævede det ene øjenbryn, hun havde klaret sig rigtig godt uden ham. Det var i det mindste noget. Tænk at hun boede så tæt på, gad vide hvor længe hun havde det? Og hvor længe havde han haft chancen for at have kunnet se hende. Hvis han spurgte, var han ikke sikker på at han ville bryde sig om svaret, så han lod være. Tænk at han bare sådan havde givet op på det... givet op på hende. "Jeg burde have stolet mere på din beslutning," sagde han sørgmodigt, selvfølgelig kunne hun klare sig selv. Det var hun stor nok til. "Så er vi to, stump," sagde han og smilede taknemlig, "Jeg har også savnet dig," ufatteligt meget. På det punkt var de ens, den eneste han med det samme havde følt sig knyttet af, var hende. Denne gang ville han ikke lade hende smutte væk imellem fingrende på ham.

Azriel smilte varmt og begravede sit ansigt ind til hans brystkasse, og havde grebet fat i hans trøje, for at være sikker på at han pludselig forsvandt. Hun kunne mærke at der var noget han havde det dårligt med, men ville ikke til at spørge ham.
Hun hørte det han sagde og rystede på hovedet "Du skulle ikke have gjort det..." hviskede hun, og tænkte på hvordan det havde endt hvis hun var blevet hos ham. Så ville hun ikke have været så ensom i så mange år. Hun ville ikke have været alene, og trist. Men så igen... hvis hun var blevet, ville det måske have endt meget galt, men hun kunne dog godt huske at hun havde været så paranoid efter at han havde reddet hende. Hun kunne huske hvordan hun var et nerve vrag og hvor bange hun var hele tiden.
Hun så op på hans ansigt og smilte stort "Virkelig?" spurgte hun, og var utrolig glad for at høre det. Hun var stadig paranoid, men det var blevet bedre igennem alle de år.

Hans åndedræt var tungt, som fuld af bekymringer, og samtidig var han lettet, det havde ikke faldet ham ind, det var en tanke han end ikke havde håbet på, at han kunne se hende igen. Men der var hun. Dog, bekymringen kom fra de ting han vidste hun måtte have været igennem. Det havde taget ham mange år at komme til at ligge det bag sig, at han havde ladet hende smutte imellem hans fingre. Det skulle ikke ske igen, uanset hendes ønske om at se ham eller ej. "Måske var det, det bedste," hviskede han stille og aede hende over håret. Det beroligede ham, vakte nostalgien frem. Det virkede som om at hun havde klaret det bedre end han havde, da tanken slog ham, kunne han ikke lade være med at smile for sig selv, imens regnen dryppede fra hans hår, ned på hovedet af Azriel.
Glæden der strålede fra hende, smittede af, fik hans hjerte til at springe en enkelt gang. "Selvfølgelig," forsikrede han hende, hendes smil smittede af på ham. Det ellers ulveagtige grin, var harmløst, som han var lige nu. Sådan som han altid havde været efter, at han havde taget hende under sin vinge.

Azriel nulrede stoffet i hans trøje imellem to af sine fingre og havde et sørgmodigt smil på læberne. Hun lod sit blik gå op på Mathias og trak svagt på skuldrene "Måske.." mumlede hun. Han havde ret i sine ord, men hun kunne dog ikke lade vær med at tænke at han skulle have haft holdt fast på hende. Det havde dog været en god lektie for hende, at komme væk og passe på sig selv. Ikke være så afhængig af ham. Hun havde dog savnet at have nogen som hun stolede på omkring sig, og Mathias har altid været den eneste person som hun havde stolet fuldt ud på.
Hun kunne mærke dråberne falde på hendes hår, og hun rystede med hurtige bevægelser med hovedet, så dråberne i hendes hår faldt rundt omkring hende. Hun lod derefter sin ene hånd gå igennem sit hår, får at få det våde, væk fra hendes ansigt. Hun så op på ham og smilte varmt til ham "Det var godt" sagde hun, og var lettet over at han havde savnet hende. Det ville have ødelagt hende, hvis han ikke havde savnet hende, og faktisk havde været glad for at hun havde taget væk. Hun smilte muntert og så ned på sine hænder som stadig stod og pillede ved hans trøje, og krøllede den svagt.

Den våde trøje blev trukket væk fra maveskindet det ellers var klistret til på grund af regnen, Mathiases blik faldt på hendes små hænder, der holdte hans trøje. Mathias var ikke den emotionelle type, typen der græd. For det meste var de mest sårbare følelser gemt langt væk i hans indre. Allligevel var han nødt til at rømme sig lidt, og bruge et par sekunder på at blinke vandet væk fra øjnene. Heldigvis skjulte regnen det. Azriels øjne, kunne han - som før - overhovedet ikke stå for. Hvis hun bad ham om at hente månen ned, ville han gøre det uden tøven. Den lille pige, som overhovedet ikke var så lille, så han stadig som hans ansvar, gik det op for ham.
Samtidig med at et lyn slog ned flere kilometere væk, samlede han hende op igen, krammede hende tæt ind til sig. "Azriel Mooze Rosevelt," sagde han ind i hendes hår. "Du har ingen ide om hvor meget jeg har savnet dig," sagde han berørt. Det var forsent, de tilbage holdte følelser var fremme. "Du må ikke flygte fra mig igen," hviskede han, velvidende at hun kunne høre ham, "Det vil jeg ikke lade dig gøre," forsikrede han, hans tone blid og omsorgsfuld.