Faret vild - Segovax

Tid: 21:25
Dato: IRL
Vejr: Koldt, blæstende, men tørt.
Omgivelser: Træer, skovting
Sted: Den triste skov
___

Arane gik og skuttede sig. Det var virkelig koldt i nat. Hendes hvide kjole, bare tær og brune jakke var ikke meget til hjælp herude i kulden. Hun gik blandt træerne, næsten grædende. Hun var faret vild i skoven, fordi hun troede hun kunne tage en omvej denne vej - til Sheria, men da mørket begyndte at falde på, mistede hun sin stedsans, og nu havde hun virkelig ingen anelse om hvor hun var. Hun var træt, sulten og hun frøs. "Hallo!" råbte hun panisk. "Hallo! Er der nogen?" - hun tænkte, at hvis nogen hørte hende, kunne hun måske finde hjælp.
Arane blev ved med at gå dybere ind i skoven. Hun kiggede sig omkring og pludselig fik hun øje på en sø, hvis vand var grønt og slimet. En død sø, så at sige. Hun satte sig ved bredden af den, for at hvile sine fødder. Hun prøvede at varme dem med sine hænder, men det gik ikke ret godt.

Segovax var ude at løbe endnu en aften det var altid rart at gøre, så han lige kunne få noget frisk luft. han rendte rundt og jagtede nogle små gnavere for at have noget at lave, men det var en ret kølig aften så han havde taget en lang frakke på, en uld foret læder frakke. normalt brugt han den kun når det regnede eller der var en anden form for nedbør.

Han hørte pludseligt nogen der råbte op omkring hjælp, de var muligvis faret vild hvilket ofte skete når man bevægede sig rundt i den triste skov, specielt når der var mørkt, mange ville endda kalde det for direkte dumt, at gøre med mindre du havde et godt nattesyn eller god belysning med. Han nåede frem til søen hvor han så kvinden der sad ved kanten, hun lignede en der bare var ved at gå helt fra den.
"har du brug for hjælp?"
Han gjorde det sgu igen han var begyndt at henvende sig mere og mere til folk siden han havde mødt Ziga, det var en af de ting hun havde gjort ved ham.

Arane så en mørk skygge. Det gav et sæt i hende, og hun farede op og stå, for at se skyggen i øjnene. Det var en mand. Han var mørk, og havde lange dreadlocks. Hun lagde en hånd på hjertet.

Hun vidste ikke rigtig hvad hun følte. Hun var både chokeret og lettet. Chokeret, fordi manden havde givet hende en forskrækkelse. Lettet, fordi én havde hørt hendes hjælp.
Men der var også en tredje følelse. Frygt. Hvem var han egentlig? Hvorfor skulle en som ham, en stor, muskuløs mand, rende rundt om natten, i en skov? Kritisk, tænkte hun. Kunne hun stole på ham?
Men havde hun noget valgt?

Forsigtigt placerede hun sin højre hånd i nakken, og hendes øjne spilede helt op da hun så ham i øjnene. "Jeg er faret vild." svarede hun bare. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige.

Han smilede bare til hende da hun rejste sig, smilet var en mellemting mellem et varmt smil og et koldt smil. Han syntes det var lidt morsomt at hun var så nede over at være faret vild, men det var måske fordi han aldrig havde prøvet det. Han var vant til at skulle klare sig selv så han var også vant til at finde vej, selv når han ikke vidste noget om stedet.
"Ahh du er faret vild, det sker godt nok tit"
Han smilede lige lidt mere til hende denne gang var smilet bare stort og mindede om en person der var ved at bryde ud i grin over et eller andet.