Old Acquaintances [Procella]

Procella skælvede svagt da hans berøring af hendes kind fik hendes hjerte til at synge i brystet på hende. Hun lagde kinden mod hans håndflade og henåndede et lille suk. Det var ikke en løgn. Hun havde savnet ham. Hun savnede ham stadig, og afsavnet synes så meget værre nu hvor han var så tæt på. Hvert fiber i hende ønskede ham. Hun drak ham med blikket. Trak ham ind og lod sig fylde af synet. De mørke øjne, de højtsiddende kindben, den skarpe kæbe. Læberne...

Han kendte hende. Kendte hende som ingen anden gjorde. Han vækkede ting i hende. Længsler. Det tåbelige var at da hun havde overgivet sig til ham havde det været hendes mest menneskelige øjeblik nogensinde. Hun havde ladet alle parader falde. Hun var ikke alene. Ikke helt. Hvis hun havde været alene var det muligt at deres dans ville være endt for længe siden.

Hendes øjne blev en smule fugtige. Der var stille nu. Men en anden havde noget at skulle have sagt. En der ikke ville tillade hende den illusion hun havde bygget op. En der ikke ville lade hende glemme hvad han var. Eller hvad hun selv var.

...im alone...its quiet...

"Please...can...we leave?"

Hviskede hun - næppe hørligt for det menneskelige øre

"I...uhm..."

Hun sank noget og lukkede øjnene. Hvis han afviste hende. Hun ville ikke kunne bære at se ham i øjnene. Ikke hvis det var en leg.

"I need to...leave...can we leave?"

Still cant say it...still cant say i need him...so proud...

Procella bed sig i kinden da hendes bryst snørrede sig sammen. Hun forberedte sig på en afvisning. En hånlatter. Et eller andet. Hun vidste hvad hun skulle gøre så. Så kunne hun blive vred. Han formåede altid at klæde hende af. At frarøve hende for sindsro og sikkerhed i viden om hvad der var rigtigt og forkert. Hvad hun skulle gøre.

Han kunne ikke holde det pludselige ryk der gik igennem ham skjult. Hendes stemme, den tiggene tone og længslen i hendes udtryk berøvede ham al kontrol.

It'll end badly, brother.

Wicked kneb øjnene sammen, prøvede at frigøre sig fra fornemmelsen af hendes hud imod hans og pulsen i lysken. Forsøgte at overdøve beruselsen fra hendes duft. Sød, som alle mennesker, men med den bitre, indviklede smag, der gav ham lyst til at slikke hver en centimeter af hendes hud, lade hende smelte på tungen og dække sig selv med hendes fært. Han kunne huske morgener hvor han var vågnet til en pude dækket af hendes specielle parfume, dage hvor han bar duften af hende med sig rundt.

"You make it so easy to forget.."

Ordene sad fast i halsen.

I'm the monster under the bed, remember? I do unforgivable things. How long can you live with that before we're back to where we started? Do I even care anymore?

Han havde holdt sig fra hende, undertrykt trangen, behovet, besættelsen, alt for længe. Det betød ikke ikke længere noget om udtrykket på hendes ansigt var en løgn eller sandhed. Om de endte tilbage i den samme leg igen. De havde danset den dans før. Hvis han kunne få hende, som han engang havde haft hende, bare for en enkelt nat, så var det arrene værd.

Wicked hev brat hånden til sig og rejste sig, tårnede over hende et øjeblik, før han bukkede sig fremover og løftede hende fra stolen. Han rettede sig op med hende i armene, virkede knap til at bemærke hendes vægt, da han vendte sig og begyndte at bevæge sig igennem restauranten. Maître d'en kom løbende, alarmeret af deres tjener, og dansede panisk fra fod til fod ved den underlige scene. Hans bemærkninger var en summen i Wickeds øre.

"We're leaving."

Den hæse besked kunne lige så vel have været til restaurantens personale, men de mørke øjne var på hendes ansigt, glødede i stearinlysene fra bordene.

(fortsættes andet steds)