En nat med lidt sjov (Procella)

Han følte vreden bølge gennem hans krop, den kendte varme, den kendte følelse af lyst til bare at..slå. slå, rive og flå.
Han var jo ikke nogen historielærer! Han havde aldrig givet sig tid til at forbedre sine sociale færdigheder, til at hyggesnakke og fortælle om sin fortid som om det var en lille historie lige til at nyde...han havde fortalt hvad han havde ment var det vigtigste og så var der ingen grund til at blande alt mulig andet ind i det.
Set i hans øjne havde han gjort hende....måske ikke klogere, men han havde fortalt hende noget, hun havde bare selv valgt ikke at få noget ud af det!
"Hvad fanden snakker du om? Jeg har fortalt dig hvad jeg ville fortælle! Du har selv valgt ikke at få noget ud af det! Hvad fanden vil du have? Jeg sætter mig ned med et tæppe og fortæller min livshistorie fra den ene ende til en anden? Det gør ingen jo! Hvorfor fanden kan du ikke bare acceptere det? Acceptere at ikke alle gider stole på alle, ikke alle gider fortælle alt til alle! Handlingslammet? Overhoved ikke!" han var vred. Rigtig vred. Han gad sgu da ikke blive gjort til grin og svinet til på den måde! Hvad fanden var der galt med den kvinde?
Han var efter hende. Han fulgte efter hende, men uden at ville snakke videre. Faktisk ønskede han bare at gøre hende ondt...Rigtig ondt. Få hende til at fortryde at hun var sådan en snob, sådan en nedværdigende person! En person der ikke tænkte på andre, men bare svinede dem til så snart hun fik chancen! Som ikke lyttede og gad forstå...
Bare gøre hende ondt!
Han skulle måske aldrig være begyndt, sagen var jo klar: hun havde intet i hoved ud over sine egne underlige tanker. En tankegang ingen kunne følge med i. Hvorfor havde han gidet at prøve at gøre noget ved noget som helst? Hvorfor troede han altid han kunne få folk til at forstå? Til at acceptere?
*Fordi du inderst inde ikke ved om du kan lide at være dæmon eller ej...Du er stolt, men alligevel skammer du dig når folk snakker om i slår ihjel...Du ønsker bare en undskyldning, du ønsker bare at folk skal acceptere du er hvad du er, men du kan ikke selv!*
Åhh, nogen gange kunne det være meget bedre uden sit andet jeg...!

Procella fnøs imens hun gik videre mod døren

"Du får ret og jeg får fred. Er det ikke lettere bare at lade den hvile dér. Så går jeg, så du kan drikke din kakao i fred og ro og ikke få rokket ved dit verdensbillede"

Hun kastede et undrende blik over skulderen da hun hørte noget bevæge sig

Uhoh...

Procella flåede døren op og kastede sig ud af den. Hun tog fat i håndtaget og skævede rundt. Der var intet at blokere det med. Crap! Hun smækkede en fod på hver side af døren og hev bagud med hele sin vægt, for at forhindre den arrige dæmon på den anden side i at flå den op.

"Really Zean! Or Leo! I dont feel the love right now!"

Råbte hun og skævede til begge sider. Hvor meget skulle der til for at vække eventuelle naboer der kunne komme hende til undsætning?

Han rystede på hovedet. Gad ikke lytte til havde hun havde at sige, han mente nok han havde været tålmodig! Og hvad var takken? irriterende kommentarer, hun lød så bedrevidende!
Han greb fat i døren, uden selv at tænke på at få hverken sko eller jakke på.
Han hev i den for at få den åben og nogen gange var det lige ved at lykkes...men det var tydeligt der skulle mere til.
Vreden gav ham de ekstra kræfter, han hev til og den lykkedes ham at få fat i selve døren og hive den helt op.
"Uhh, du er da også sååå klog og bedrevidende ikke? Sender et par kommentarer af sted, så hvad der ellers bliver sagt ikke rokker ved dit så perfekte univers!" han ik ud af døren og greb efter hende.
Han ville være ligeglad med om det gik ud over naboerne. Han ville være nød til at flygte herfra, hvis ikke han ville have nogen efter sig hele tiden...Men selve naboerne var han ligeglad med. Aldrig snakket med dem, aldrig kendt dem. Kun set dem.

Procella flåede i døren af alle kræfter

This is insane...im playing tug-of-war with a demon? Im not gonna win this game!

Som bekræftelse på hendes tanker flåede Zean nærmest døren indaf på sine hængsler da hun stemme imod og ikke ville lade ham komme ud. Procella havde valget imellem at forsøge på at gå i spagat på døren i naivt forsøg på at holde fast i håndtaget, eller give slip og lade ham stå med sig og dør i armene. Hun valgte "dør" nummer 2.

Hurtigt samlede hun benene og hendes knæ bankede ind mod træet. i bedste komedie-serie stil hang hun på den løsrevne dør og stirrede ind i træet, som kunne hun se Zean igennem det.

"Klog? Bedrevidende? Hvis jeg havde været nogle af delene sad jeg ikke klistret fast til din dør"

Gispede hun og klamrede sig til "sin side".

"Perfekte univers?! Zean...Leo....se lige hvem fanden du taler til! Du taler til pigen der går med dæmoner hjem, og åbenbart skal til at flåes i stykker af en! Hvilken del af dét er perfekt?!"

Råbte hun, halvt indtrægende og halvt desperat. Da hun så en arm blive langet om på den anden side af døren og grabbe ud efter hende, gav hun slip på håndtaget og tumlede tilbage. Hvorfor fanden havde hun holdt fast?! Hendes hjerne skreg til hende at hun skulle løbe, men en lille stemme af fornuft hviskede samtidig at det ville være pokkers dumt at begynde at provokere rovdyret i ham ved at lege flygtende byttedyr

"ZEAN! LEO! FALD NU NED FOR FANDEN!"

Råbte hun og bakkede nogle skridt, samtidig med hun overgivent holdt hænderne op foran sig for at vise hun ikke havde våben og ikke udgjorde en trussel. Ville det være muligt at lave en stirre-standof med en rasende dæmon?

Han mærkede selve døren give efter for de to kræfter der kæmpede på hver side af dem. Men den holdt.
dog gav den helt efter til sidst, han havde ikke været forberedt på hun slap og tumlede derfor baglæns, skråt ind i væggen. Men han var hurtigt klar igen, med en kort bevægelse skubbede han døren helt op og gik helt ud på det lille trappetrin der var, stod der mens han trak vejret dybt nogle gange bare for at få noget kontrol med sig selv.
Hans mørke blik gled over omgivelserne, for til sidst at ende på Mira...Eller hvad hun nu kaldte sig.
"du har pisset på den forkerte dæmon!" hvislede han, stadig vred, men knap så rasende nu hvor han kunne se hun endelig reagerede på hvad han sagde og gjorde.
og endnu bedre...Reagerede med et let bedende kropssprog.
Men han havde ikke lyst til at give sig så let...
han trådte ned fra trappe trinet for at gå hele vejen hen til hende.
Eller måske skulle han bare true hende...så kunne han stadig modtage gæster i dette hus, uden at skulle igennem militær-blokeringer først.
"så skrid med dig! Løb for livet som dine små mennesker som du sådan beskytter, for de gør jo aldrig noget ondt, vel? løb med dig, som en hund!" han svang ud med armen som for at sige: vil du væk, er det nu!
"Men ser jeg dig igen!" truede han samtidig

Procella havde faktisk været igang med at følge hans opfordring, men ved hans hån stoppede hun op som ramt af lynet.

"Dog? You just called me a dog?"

Hendes stemme var lav og tyk af vantro

"If i am a dog, then you are one sick animal-lover"

Hun blottede tænderne af ham. Hun var for stolt til at løbe sin vej på dén måde.

Hvad hun så end mente med det.
Han snerrede af hende og var helt henne hos hende på næsten alt for kort tid.
Han greb fat i hendes overarme med et fast greb og så hende ind i øjnene.
"Kald mig hvad du vil..." snerrede han koldt.
"...Men nu har jeg været sød!" han skubbede hende hårdt bagud, samtidig med som han plantede et ben bag hende så hun ville vælte.
Hans øjne havde ikke længere nåde i sig, men var bare...kold og vrede. Igen voksede lysten til at gøre hende ondt, få hende til at tigge om nåde...

Procella greb af refleks fat i hans overarme da han væltede hende så hun enten ville blive holdt oppe af ham, eller hun ville trække ham med sig i faldet og de begge ville tumle omkuld

"Oh yeah...really nice! You fuck me, call humans toys and food, and then you wanner kill me? Tell me where i was wrong about any of my assumptions"

Hvæsede hun forpustet

"and why do you even care what i think?! Why is it so important?!"

Han var jo ligeglad med hvad hun tænkte!
Han kunne bare ikke fordrage...Ja. hvad var det enlig? Bare det hele vist. den måde hun havde...nærmest trådt på ham.
sådan følte han det. Men det var jo også lige meget nu.
Han valgte at holde hende halvt oppe, men slap hende så hun enden kunne hive sig op, og støde direkte ind i Zean på vejen, eller lade sig falde ned på jorden.
Zean ville bare ikke ned og ligge, han havde altid set det som...svagere. Hvis man røg ned på jorden.
"Hvorfor kan du ikke bare droppe det og skride dig vej? Men det er måske dit ønske? at dø? sig det en enkelt gang, at jeg skal dræbe dig, og jeg gør det!" men faktisk gik det jo ikke. selv om de var omringet af træer, fandt mennesker altid ud af hvis der var foregået noget.
og han gad stadig ikke lege fange leg med dem...

((Er det en metafor? Jeg bliver lige forvirret af de der træer der...))

//Som jeg skrev da vi ankom til lejligheden første gang, var den om ringet af træer :)//

((Jeg er slet ikke med...er vi ikke ude på en gang nu? *føler mig komplet lost*))