Have i been here? Or here?

Omgivelser: Træer og massere af dem
Tid: 23:59
Sted: Den fredfyldte skov

Natten havde stille og roligt lagt sig som et slør hen over den fredfyldte skov. Mørket lå over landet som en mørk skygge. Der var dog en skygge som bevægede sig. Ikke lydløst men heller ikke larmende. Det var Constantin som bevægede sig rundt i skoven. Han havde haft brug for en stille og rolig gåtur og var nu åbenbart kommet ud i en skov. Helt præcist hvilken skov han havde bevæget sig ind i var han ikke helt sikker på. Men han gættede på den fredfyldte skov da skoven så meget fredfyldt ud. Derfor var han også en smule på vagt. Han havde hørt noget om at elverne bevægede sig rundt i denne skov. Alligevel havde han aldrig haft problemer med elverne så han regnede nu ikke med de ville blive et problem. Forudsat selvfølgelig at dette var den skov han troede han var i.
Efter en god times gå tur måtte han dog indrømme for sig selv at han var lidt fortabt og ikke anede hvor han var henne. *mod syd så burde jeg komme ud af den her forbandede skov* tænkte han kort for sig selv. Han kiggede så kort op imod lyset og gik så imod syd. Dog kunne han ikke ryste følelsen af at være faret vild af sig.
Han havde taget noget stille og roligt tøj på idag. Han havde en hvid skjorte på og en sort blazer udover så ikke han frøs. Ellers havde han et par sorte bukser på også .

Queenie havde besluttet sig for en nat gå tur i skoven, det kunne jo være der var nogle planter som havde brug for noget hjælp, det var det hun brugte meget af sin tid på, det var at passe planterne i skoven, der var jo ikke rigtigt nogle andre som gjorde det, hun viste ikke at der var andre ude og gå en tur denne aften, hun havde den kjole på som hun plejede, men hun havde dog en jakke på så hun ikke skulle fryse så meget, hun havde selv syet alt sit tøj og hun var ved at blive rigtig god til det, hun havde tænkt sig at åbne sin egen butik inde i byen, men det var jo bare om der var nogle som ville syntes om hendes tøj, det viste hun jo ikke, der var aldrig nogle som havde sagt noget til hende om hendes tøj, så hun troede ikke der var nogle som ville syntes godt om det, men hun måtte jo prøve det hvis hun ikke gjorde det viste hun jo heller ikke om der var nogle som ville kunne lide det

Som han gik i sine egne tanker og prøvede at finde ud mødte hans ører dog noget lyd længere fremme. Han stoppede kort op. Et smil kunne kort anes på hans læber og så gik han videre igen. Denne gang hen imod lyden. Han sørgede for at knække nogle kviste så ikke personen blev forskrækket. Han var jo ikke ligefrem ude på at slå nogen ihjel lige i aften. Så han kunne lige så godt få noget hyggeligt ud af aftenen hvor han alligevel ikke lavede noget. Efter noget tid fik han øje på en person længere fremme. Så snart han kunne se hende gik han ind i hendes hoved. Han skulle lige se om hun havde opdaget ham. Vis ikke skulle han jo lige finde ud af hvad han så skulle gøre.

hun havde hørt der var nogle grene der knækkede, men hun troede jo bare det var nogle dyr, dem var der jo også om natten, hun gik jo bare videre og passede planter, skoven var som hele hendes store have, hun var nok den eneste der passede skoven og holde så meget af den som hun nu gjorde, hun begynde så at nynne, denne sang hun nynnede var Amazing Grace, hun elskede den sang meget, hun kunne ikke lade være med at nynne den, hun begynde så at synge den og hun sang ikke dårligt, nej meget endda, men hun ville ikke gøre det til noget, hun ville bare havde lov til at synge for sig selv

Han sukkede kort over hende. Et dyr? Kunne hun virkelig ikke tænke at der måske var andet i naturen end kun lige dyr. Selvfølgelig kunne han vel også kaldes for et dyr men han var lidt mere end et almindeligt dyr jo. For at bringe opmærksomhed på sig selv hostede han kort men højt og langt tid nok til at hun i hvert fald burde høre det. Selvfølgelig kunne han være svær at se i hans sorte tøj da frakken var lukket. Han gik nu mere mål bevidst hen imod hende. Det kunne da være at hun rent faktisk kunne vise ham vej så han kunne komme ud af denne forbistrede skov.

hun vende sig forskrækket rundt da hun hørte hosten, hun kiggede lidt rundt, hun opdagede så at der var en person hen imod hende, hun var ikke helt tryg ved det, men hun viste jo ikke hvem det var og heller ikke hvad personen ville, hun viste jo ikke at der var nogle som var i skoven om natten, men det var jo en skov hvor alle kunne være, men hun havde aldrig rigtigt set nogle folk i skoven om natten, men det kunne jo være fordi hun ikke så tit var udenfor om natten, hun viste godt der var andre væsner end elvere rundt omkring, men hun viste ikke at de var i skoven om natten, der var jo ikke rigtigt noget at komme efter på nogle måde

Han kunne med det samme forstå at hun havde opdaget ham. Han gik lidt mere selvsikkert hen til hende med et lille smil på hans læbe. Han viste ingen tegn på voldelig adfærd overhovedet da han godt kunne fornemme på hendes tanker hun ikke var helt tryg ved situationen. Da han nåede hen til hende nikkede han en kort gang til hende. "Godaften. De skulle tilfældigvis ikke kende vejen ud af den her forbistrede skov. Jeg er faret en lille smule vild vis jeg skal være helt ærlig" sagde han og grinte lidt af sig selv. At en mand skulle indrømme at han var faret vild det var godt nok en kendsgerning som ville noget. Han var heller ikke helt glad for at måtte spørge om vej men så igen hun var jo bare elver.

hun kiggede lidt på den"ja jeg kender en vej ud, men du kunne jo også gå tilbage af den vej du var kommet, det ville gøre det hele meget nemmere"sagde hun, hun havde endelig ret, havde han bare tænkt så langt så skulle han jo slet ikke spørge hende om vejen ud fra skoven, hun kunne ikke lide han kalde den en forbistret skov, det var hendes hjem, nogle af planterne voksede meget større de endelig var, men hun blev også svagere, hun opdagede det hurtigt og stoppede det, hun sukkede lidt, nu skulle hun jo hjem og sove, hun gik fordi ham og videre, hendes hytte lå ikke langt derfra, den lå ikke nogle elverlandsby, den helt for sig selv og halv skjult af nogle træer

Han sukkede kort over hendes svar. Mage til uforskammethed skulle man godt nok lede længe efter. Men han opfattede dog også hvorfor hun var så uforskammet. Det var jo på grund af hans ordvalg. Han gik op på siden af hende. "Jeg undskylder for mit sprogbrug før om skoven. Men ser de jeg gik i mine egne tanker og glemte hvor jeg drejede og så farede jeg vild" sagde han stilfærdigt. Det smarte ved at kunne læse tanker var jo netop at han kunne finde ud af hvad han gjorde rigtigt og forkert. Han havde dog håbet på at han kunne få hende til at vise ham vejen ud. Det ville gøre hans aften en del lettere.

hun kiggede på ham"det forklare det jo bedre hmmmm...lad mig se"sagde hun oh tænkte sig lidt om"okay, jeg kan godt vise dig vejen ud, men jeg skal lige hjem efter noget først"sagde hun og gik videre imod sin hytte, hun kom til den og gik indenfor, hun fandt nogle af de ting hun skulle bruge, man kunne jo aldrig vide hvad måtte skøde på om natten, hun havde en lille taske med og så paraply, hun gik aldrig udenfor skoven uden den, hun gik så ud til ham"kom denne her vej"sagde hun og gik den vej hun kende ud af skoven

Han nikkede kort for hendes betingelser. Det var da rimeligt nok. Han fulgte med hende på vej tilbage til hendes hytte. Dog blev han ståede lidt væk da hun var inde og hente nogle ting. Han blev dog inde i hovedet på hende vis nu hun skulle prøve på noget. Det var jo altid godt at han var et skridt foran hende vis nu hun ville noget. Han nikkede kort da hun viste vej og gik så afsted på siden af hende.

hun gik videre igennem skoven, uden at sige noget til ham, han ville bare ud af skoven og snakke med hende, så hvorfor skulle hun snakke til ham, så hun begynde bare at nynne en smuk sang, den som hun også nynnede før han kom og forstyrrede hende, hun stoppede igen og sukkede lidt, det eneste folk bad en elver var nok mest at komme ud af skoven fordi de ikke selv kunne finde ud, det havde hun endelig prøvet meget i gennem hende 150 år, ja hun var 150 år og ikke de 18-19 år hun lignede, men sådan var det jo med elvere de så meget yngre ud end de endelig var

Han sukkede endnu en gang af hende. Hun var da godt nok ikke lige den nemmeste at snakke med når bare hun ignorerede ham. Han tænkte sig lidt om og læste igen hendes tanker. "Jeg er ked af at jeg bare ville spørge om vej. Det får du sikkert af vide hele tiden. Men det kan jo være det bare at for at komme i kontakt med sådan et smukt væsen" sagde han charmerende. Han kunne jo ligeså godt prøve at få noget sjov ud af natten. 150 det var da ikke så gammelt for en elver. Så var hun da stadig rigtigt ung i det. I hvert fald af hvad han vidste om elvere

hun vende sig om"undskyld mig men prøver du at ligge an på mig?"spurgte hun og kiggede på ham, hun ville gerne vide det, for når hun havde vist ham vejen ud af skoven, skulle hun hjem og sove, hun havde brugt sin evne lidt for meget, hun var ikke så god til at bruge den, hvis der var nogle som ville gøre hende fortræd, ville hun ikke kunne forsvare sig særlig godt, men godt nok til hun ikke ville kunne dø af det, men skadet ville hun kunne blive, hun vende sig så om igen og gik videre, hun tog noget frem fra tasken, det var et eller andet hun kunne spise, hun gjorde det også, hun fik en lille smule mere energi

Han kunne ikke lade være med at smile kort op da hun spurgte om han lagde an på hende. Han overvejede stadig om han skulle ligge an på hende eller spise af hende. For hvad han kunne læse i hendes hoved kunne hun ikke rigtigt forsvare sig særlig godt overfor ham vis han angreb. Han besluttede sig dog for det som virkede mest harmløst. "Det kunne da godt tænkes at jeg overvejede det" sagde han med en charmerende undertone. Det var bare at læse hendes tanker og finde ud af hvad hun brød sig om og hvad hun ikke brød sig om så burde det ikke være et problem at forføre hende.

hun sukkede lidt*mænd er og bliver ens*tænkte hun og gik bare videre, mere tænkte hun ikke over det, det hun aller bedste kunne lide i verden var skoven, hun elskede skoven af hele sit hjerte, hun gik forbi træer og mange planter, det var næsten som om skovens planter og træer blev helt glade når hun kom forbi, ja det var nok underligt, men sådan var det jo nu nok en gang, hun havde i mange år levet i skoven, hun havde kun levet 1 år i byen resten i skoven og derfor var hun blevet meget knyttet til den

Han sukkede over hendes tanker. "Men jeg er sikker på dit hjerte allerede tilhører skoven. Jeg kan se den er glad for dig og omvendt. Det er tydeligt for enhver" sagde han stille og roligt. Nu gjaldte det om at spille sine kort rigtigt vis han ellers skulle have en chance. Ellers skulle han have hende helt ud af skoven før han kunne gøre noget imod hende. Det var selvmord at prøve på det inde i skovens. Det var jo hendes domæne. "De er godt klar over jeg ikke prøver at udnytte dem ikke?" spurgte han ud af det blå. Han skulle jo prøve

"selvfølgelig gør jeg det, det er mit hjem"sagde hun og smilede, hun kom til udkanten af skoven"sådan så er vi ude af skoven, så håber jeg da du kan finde vej også for det kan jeg ikke hjælpe dig med , da jeg ikke ved hvor det er henne"sagde hun, hun så på ham"det håber jeg lidt for dig du ikke gør"sagde hun så og skulle til at gå ind i skoven igen, hun begynde at nynne

Han smilede kort over det. Hun virkede til at være helt fortabt i skoven. "Jamen så er det måske nu jeg kan vise dig vej. Vis de ellers vil kunne jeg da vise dem mit palæ? De kunne lære mig noget om planter" sagde han med et smil. Det var lige det eneste han kunne tænke på. Vis det ikke var nok så kunne Constantin ikke rigtigt komme på mere at prøve på.

hun stoppede og kiggede på ham"det kommer jo lidt an på om du gider høre sådan noget kedeligt snak om planter"sagde hun, hun havde tit fået af vide at når hun snakkede om planter var det mega kedeligt, men det kunne hun jo ikke gøre for, det var bare folk der ikke havde noget til overs for planterne, det var jo endelig dem som forsynde folk med ilt så de kunne trække vejret hvis de ikke var der ville alle dø og sådan var jordens gang

Han trak på skuldrene. "Well altså du kunne måske lære mig at få mine planter til at overleve" han grinte kort. Okay lidt akavet var det vist nok men det var en god måde at kunne socialisere på. Han begyndte at gå i retningen af hans hus og forventede at hun gik med vis hun ville med. "Du vælger selvfølgelig selv om du vil med. Men vis du vil så følg mig. Vis ikke så ses vi nok igen næsten gang jeg farer vild" sagde han med et smil og fortsatte så

hun stod med ryggen til ham, hun bed sig lidt i læben, hun hadet når folk sagde deres planter var ved at dø, hun sukkede lidt og gik så med ham"jeg går kun med på grund af dine planter, hvis du altså har nogle"sagde hun, hvis han ikke havde det og bare havde lokket hende og hun fandt nogle planter, han ville måske være lidt i problemer, hun kunne jo godt bruge sin evne lidt mere end før