Mere end gennemtænkt - Queenie

Dag: Irl
Tid: 16.23
Sted: Midt inde i den fredfyldte skov.
Omgivelser: planter der er våde af lidt støvregn.
Vejr: overskyet.

Oliver traskede langsomt igennem skoven. Hvad han lige præcis lavede her var et fandens godt spørgsmål.. Det ene øjeblik var han løbet igennem skoven med en vampyr i hælene og det næste øjeblik var vampyren væk og det var Oliver også.. Eller faret vild om du vil..
Han sukkede opgivende og kiggede sig omkring.. Havde han ikke set dette sted før? Oh god.. Sig ikke at han var gået i ring.
Han var iført et par sorte jeans, en hvis t-shirt og en stor blå jakke. Så i det mindste kunne han da holde varmen..

//sorry det ikke blev så langt eller kreativt :i //

På: se ava - ingen paraply

Queenie en ung elver pige gik i gennem skoven, den skov som var hendes hjem og hendes liv, hun holde meget af skoven, hun havde jo heller ikke nogle andre at holde af, hun gik og sang Amazing Grace, det var en sang som hun meget godt kunne lide, hun havde også en smuk sang stemme, men nu var hun jo også en elver, men det var ikke noget hun førte sig frem med, hun gik rundt og holde skoven så meget i live som hun kunne, men der kom næsten hele tiden nogle for at ødelægge den, så gav hun altid skoven en lille del af sine kræfter så den kunne forsvare sig selv, det var jo ikke fair at ødelægge noget så smukt som en skov, den havde jo aldrig gjort nogle fortræd

Oliver stoppede op. Han kiggede sig omkring. Hvis han blev ved med at gå rundt sådan her så ville han jo aldrig komme ud af skoven igen. Endelig kom han frem til den konklusion at det simpelthen ikke hjalp at blive ved med at gå rundt. Nu ville han ud og han ville det nu. Den eneste måde at gøre det var at flyve.
Han sikrede sig at der ikke var nogen omkring ham. Et øjeblik synes han at høre nogen synge, men måske var det bare hans fantasi?
Han lod sin jakke glide af og fremdrog 2 store smukke hvide vinger fra ryggen. Heldigvis havde han huler i sin t-shirt til dem. Han ville dø af kulde hvis han skulle af med den også.
En sussen kunne høres omkring ham da han baskede et par gange for at mærke vingerne af.

hun gik bare rundt i skoven, hun var bare i skoven alene og kun sammen med skoven, hun gik bare og sang for sig selv, hun var kun en gang imellem inde i byen, hun stoppede med at synge da sangen var slut, hun sukkede lidt, hun havde jo ikke nogle at snakke med, hun satte sig ned på en træstup, hun så ned på en lille blomst, hun fik den til at vokse sig op i hendes høje, hun kiggede på den, hun begynde at synge en ny sang som hedder Riverside, hun sang bare med sin smukke stemme, hun viste ikke om der var nogle som hørte hende, for det var der næsten aldrig

Oliver skulle lige til at sætte af og skyde sig op over træerne og ud af skoven, men han bremsede sig selv.
Der var noget.. Han var sikker på at han hørte noget nu, en sang... Han lyttede bedre efter.. En pigestemme? Når man lyttede godt efter fyldte den smukt skoven og gav den mere glans.
"Hallo? Er her nogen?" Kaldte han ud i træerne og traskede lidt i retning af hvor han synes at lyden kom fra.
"Hey!" Råbte han igen for at få svar. Han holdte mund igen og lyttede. Han skulle nødigt overhøre svaret.

hun stoppede med at synge da hun hørte nogle, hun rejste sig op, hun hviskede noget til blomsten, den forsvandt fra hende og dukkede op i nærheden af den som råbte, hun fulgte efter blomsten, hun kom tættere på den person som råbte, hun kom frem da han råbte Hey"ikke så højt, så langt væk er jeg heller ikke"sagde hun til ham, hun stod ved et træ, hun gik så hen til blomsten, hun fik den til at blive sin normale størrelse igen eller næsten, hun lod den være så den kunne overleve det nye sted den var kommet til

Oliver snurrede overrasket rundt da nogen svarede bag ham. Så der havde været nogen.
Hans blå øjne ramte en kvindelig skikkelse ved siden af et træ. En smuk pige, meget endda, men hun måtte da fryse i så lidt tøj?
"U-Undskyld, jeg var ikke sikker" Svarede han lidt forlegent og kløede sig i det brune hår. Det så ud til at hun gjorde noget ved en blomst, noget ikke menneskeligt.. Selvfølgelig var hun et væsen. Intet menneske kunne rende rundt herinde i kun en kjole og stadig være fornøjet.
"Du er elver ikke sandt?" Spurgte han så og nikkede imod den blomst hun lige havde forvandlet.

hun vende sig hen imod ham"jo det er jeg"sagde hun, hun gik lidt hen til træet igen, hun stillede sig så foran det, så hun så på ham"du må være faret vild siden du råber sådan"sagde hun, hun sukkede lidt"nu skal jeg vise dig vejen ud"sagde hun og begynde at gå, det var også det hun nogle gange brugte sin tid på, det var hjælpe folk som var faret vild i skoven ud igen, hun kunne jo ikke gøre andet end det for folk

Oliver trak sine vinger ind igen og tog sin jakke på. Den var blevet helt koldt af at have ligget på jorden.
"Jeg var faktisk faret vild.." Svarede han stadig lidt forlegent. Det var en smule pinligt at fare vild i en skov og skulle have en elver til at vise sig ud..
"Så bor du her omkring?" Fortsatte han og fulgte efter hende. Det var ikke hver dag at man mødte en elver- Han havde hørt at mange af dem boede dybt inde i skovene.. En tanke slog ham .. Han kunne havde gået lige forbi hendes hus og ikke opdaget det...

"ja omkring 7 meter her fra"sagde hun og viste bare vejen ud af skoven som ikke var særlig langt væk"sådan der, så er du ude af skoven igen"sagde hun, hun var endelig ikke glad for at vise folk ud af skoven, men det var jo det folk helst ville, det var at komme ud af skoven, men skoven var jo ikke farlig, den var smuk, men det var der jo ikke nogle som kunne se, ud over skov folket, elverne, hun skulle til at gå ind i skoven igen

Oliver følte sig mildest talt dum. Ikke nok med at han ikke havde set hendes hus på 7 meters afstand.. Han havde også været meget tættere på udgangen end først ventet.
"Skønt tak.." Mumlede han irriteret på sig selv.
Han vidste ikke hvad der ellers var at sige. Det virkede tidligt at splitte op igen, men hvad var der at sige?
Gud... Hun måtte tro at han var komplet idiot..
"Ahaha, det var slet ikke pinligt" Grinede han til hende og rodede i sit hår.

"jeg er van til at følge folk ud af skoven"sagde hun og gik ind imellem træerne, der var aldrig nogle som havde tid til at snakke med hende og lære hende af kende, hun begynde bare at synge igen, men hendes stemme var ikke glad og livlig mere, den var lidt mere trist i det, hun havde jo ingen venner eller familie, hun var helt alene, imens hun sang, løb der nogle tåre ned af hendes kinder, hun tørrede dem ikke væk, for der var jo ikke nogle som ville se dem

Oliver stod lidt tilbage og vidste ikke helt. Pigen var ved at forsvinde ind i skoven igen.
"Hey, vent lige!" Udbrød han og løb op til hende.
"Jeg fik ikke fat i dit navn... Jeg er Oliver " Sagde han imødekommende og håbede ikke at virke for freaket..
"Der kommer vel ikke mange her ud og rent faktisk snakker med dig. Bor der andre elvere i skoven?" Fortsatte han bare og kiggede sig omkring.

hun stoppede med at synge og tørrede sine tåre væk, da han kom op til hende"jeg hedder Queenie"sagde hun"de fleste vil bare ud af skoven når de kommer her ind første gang, der er ingen som kan se det smukke i skoven, lidt lige som dig"sagde hun, hun gik bare videre*hvorfor er alle folk ens*tænkte hun for sig selv, hun gik bare imod sin hytte som hun havde et stykke væk der fra, men hun ville bare gerne hjem og være

Oliver stod lidt og følte at han var blevet dizzet. Nok kunne han ikke se det helt smukke ved en regnfuld og kold skov, men han var heller ikke elver som elskede naturen.
"Nej du har ret" Fortsatte han stædigt og kom op på siden af hende igen. "For at være ærlig har jeg altid mere været et inde menneske, men som engel kan jeg vel se det smukke i alt livet der er i skoven" Sagde han så og trak på skuldrene. Han tog sig ikke af at hun blev ved at smutte fra ham, hun virkede ikke glad og det ville han hellere end gerne hjælpe med.
"Må jeg se hvor du bor, jeg har aldrig set en elvers hjem før?"