Pjæk... - Zean

Dag: Mandag
Tid: 11:06
Vejr: Koldt lidt halv blæsende
Sted: Midt inde i skoven langt fra alt bil larm
Omgivelser: Træere, smuk natur. resterne af de små dyr der endnu ikke her gemt sig for vinterkulden


Det stod ikke helt klart for ham endnu hvorfor han ikke var kommet i skole idag? Han vidste bare at han nok ikke dukkede op overhovedet.
Det lå til Stefs natur ikke at komme til de ting han var tvunget til, det var imod hans mening! Alligevel endte han altid op med dårlig samvittighed. Den unge elver havde fundet sig til rette, lænet op af et træ så han kunne sidde og se op i de nøgne trækroner. han blev altid lettere trist når det blev vinter, men det var mest fordi alle de flotte grønne farver forsvandt. Alligevel kunne han bedst lide at opholde sig i skoven, selvom at største delen af den var nøgen?
En kold vind gled imellem træerne, og omfavnede Stefs bare arme, og hans hullede jeans. Det var ikke gået op for ham at han havde glemt at tage varmt tøj på, før nu hvor kulden faktisk tog fat i ham. Han gøs kort, men lod det så ligge han gad ikke gå tilbage og hente tøj. Han skulle bare bevæge sig lidt?
Det virkede som en god ide at hoppe lidt rundt omkring træet for at få varmen. Det hjalp kun kortvarigt... Han rystede så bare på hovedet og droppede ideen, det var vel heller ikke verdens størst straf at fryse lidt ? Der ville sikkert ikke gå særlig lang tid før han ville blive smidt ud af skolen? det skulle ikke undre ham på nogen måde, men hvad skulle han dog også bruge den til? han var jo efterhåndet så gammel at alle de ting de lærte om vidste han allerede i forvejen? Han smilede lidt ved tanken, og dumpede igen ned på jorden ved træet og fokuserede på det smukke ved skoven så hans tanker ikke blev negative.
Det rystede blidt i grenene når vinden pustede til skoven, Lyden var hyggelig gjorde ham glad indeni, fik skoven til at virke så levende og rolig.
Et smil brede sig over Stefs ansigt.

Zean begav sig mod skoven.
Han havde brug for at...tænke. Igen, bare tænke. Intet andet, intet skulle forstyrre ham.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en sort jakke.
Han havde lovet si selv ikke at bruge jakke før sneen kom, men det var alligevel blevet lidt for koldt. Hans mørkebrune hår strittede let.
Hans mørke øjne gled over de træer der allerede havde mistet sine grene og de træer der var ved det. Få træer beholdt deres blade.
Han fulgte bare en tilfældig sti.

*Jamen Zean...Du kender det jo. Man finder en, man mister en...drop det, lad os nu bare være sammen!* Leonard. Han havde sagt det samme den ene dag efter den anden.
Han havde opgivet det. Han levede alene nu, havde endda droppet sit job, bare for at få et nyt et ind af døren.
Han lod sine tanker vandre, gad ikke tænke over det personlige mere lige nu. Så i stedet tænkte han over forholdet mellem de forskellige racer.
Han havde jo hørt nogle sjove ting...Især elverne havde overrasket ham, men på den anden side, hvorfor ikke?

Stef var næsten faldet i søvn til den beroligende lyd at grenens vislen. Han sad bare helt roligt lænet op af træet og slappede af. Hans ro blev dog afbrudt af de velkendte lyde af fodtrin i skoven, det kunne høres tydelig da blade og grene knaste hver gang der blev trådt på dem. Stef blev dog roligt siddende han var ikke så bange for hvad det kunne være der var ikke nogle tegn på at det var noget fjendtligtsindet. Han lukkede øjnene igen, og prøvede og høre om personen kom nærmere eller om de bare paserede?
Stef kunne dog ikke lade hver med at blive lidt nysgerrig over hvem det kunne være, eller for den sags skyld hvad det kunne være?
Han rejste sig og prøvede at følge lyden af fodtrin i bladende. Det var ikke svært for at ham at høre hvor langt han var fra personen, det var nok en af de mest heldige ting ved at være elver? Spidserne stark lidt ud af hans eller pjuskede hår. De kunne dog kun lige skimtes, nå ham kom tæt nok på.

Zean lod blikket glide over træerne og planterne omkring. en kristtorn stod med mørkegrønne blade og røde bær.
En typisk...juleplante. Mente han da, det var det eneste tidspunkt han rigtig havde hørt om den.
Han fortsatte uden rigtig at tænke på mere, mest fordi stilheden var dejlig...
Han stoppede op. Han så sig lidt omkring...en svag lugt af...af...det var lidt svært, måske var personen for langt væk eller noget. Den blandede sig med lugten af skov.
Han fornemmede dog bare at der var nogen...Et eller andet sted...
Han drejede langsomt rundt mens han kiggede ind mellem træerne...

Stef blev lettere forvirret da fodtrinene stoppede? Han stoppede selv op og holdt vejeret uden grund. Han listede dog lidt frem igen, og fandt kilden til de andre fodtrin. Han bed sig i læben, og stilede sig halvejs bag et træ på god afstand af personen. Hans nysgerrighed afslørede ham dog da han var ved at vælte over en rod da han prøvede at snige sig tættere på. Han nåede ikke og reagere før han ramte skov bunden med et hult bump. Alt luften i hans lunger syntes kort at bliver skubbet ud af ham. Han fik det dog hurtigt igen, efter a have trukket vejeret forholds vis hurtigt et par gange. Stef satte sig op, og smilede så skævt imens han kort ømmede sig lidt. "Hovsa"lød det stille fra ham imens han grinede lidt.

Han blik opfangede en bevægelse, men da han kiggede derhen var der intet. Han kiggede videre, men i det samme bevægede noget sig igen, væltede og lå på jorden.
Zean lod blikket falde på ham mens han stod stille og bedømte det hele lidt...
Han bevægede sig over mod ham med et svagt smil. Ja, hovsa.
"Hvorfor lister du sådan omkring?" spurgte han uden at ligge skjul på sig mistro. For han måtte da havde sneget sig omkring, siden han ikke havde set ham før nu, hvor hans klodsethed havde afsløret ham. Måske var det en tilfældighed...Men man kunne altid prøve at blive sikker.

Stef så op på ham, og bed sig i læben. "Jeg hørte dig komme gående"sagde han stille, og smilede til ham som om det var helt normalt. Stef så kort undersøgende på ham. Han virkede ikke som en trussel? Stef rejstesig op og viftede der værste skidt af sig. "Jeg ville bare se hvem det var der kom gående"sagde han med et underligt uskyldigt blik. Stef havde det med at snige sig ind på folk, det var nok bare en vane, han gjorde det der hjemme for at finde ud af hvem der kom så han kunne flygte fra det han ikke gad. En udemærket taktik hvis han selv skulle sige det.
Men det var måske sådan lidt Stalker agtigt nu? han bed sig i læben, også lidt rundt. Han havde haft ret Personen var alene. Underligt? Alligevel smilede Stef bare roligt til ham uden at sige noget. Han så bare afventende på manden imens han undersøgte ham for unbehagelige overraskelser.

Han så lidt på ham. der var noget...underligt over ham. Elver, ja, men det var ikke det.
HAn trak lidt på skuldrene.
"En anden gang: lad være at snige dig ind på folk. det giver ikke et godt indtryk" han fornemmede ikke at han løg, men alligevel stolede han ikke helt på ham.
Elver eller ej.
Han gjorde mine til at ville vende om og gå videre...

//sorry, har ikke så meget mere at kunne tilføje//