Et godt sted at tage et hvil? - Demetri

Dag : irl
Vejr: køligt og tæt på frost
Tid: 23:45
Sted: Midt inde i den triste skov
Omgivelser: Træere?
Påklædning: Stramme jeans, T-shirt i hvid, og et par converse

Dagen havde været tung og irriterende på alle måder. Hun havde været udenfor lige siden mørket havde overtaget himlen så hu slap for at være låst inde i den bar hun havde opholdt sig i hele dagen fordi hun ikke havde holdt øje med tiden natten før. Hun bed sig i læben, og bevægede sig ind imellem træerene i den triste skov. Det var rart at komme væk fra noget af al larmen inde fra byen. Hun havde været faget i en lille bar sammen med en del fulde og irriterende mennesker som heletiden var nærgående fordi hun var vampyr og havde den tiltræknings kræft som vampyre nu en gang har.
Fie bed sig i læben og sukkede lettet da hun stoppede op ved et lille sted der så ud til at være lidt åbent så hun kunne slå sig ned der og få styr på tankerne igen. Hun strøg en hånd igennem håret og smilede så kort prøvende, nej det var ikke lige hvad hun kunne mestre i det øjeblik.

Demetri var ikke i det beste humør. langt inde i skoven, langt væk
fra Fie var han. Han gik rundt i ulve skikkelse og snusede efter spor
af andre væsner eller ting der kunne være sjove, men han fandt intet
hans duft ville nok være i hele skoven, men Fie var først lige kommet
og hendes duft var ikke sprædt sig så meget. Han trippede svagt rundt
imens han gjorder hvad han havde lyst til i denne mørke triste skov.

Selvom det var mørkt og koldt var Fie på ingen måde utilpas der hvor hun var det var meget afslappende for hende bare at sidde der i skoven. Hun kunne dog alligevel ikke lade hver med at undre sig over den uhyggelige velkendte duft af Demetri? hun bed sig i læben. Det kunne være han lige havde været på jagt i nærheden? Eller at han var det i dette øjeblik? Hun rystede bare på hovedet, og blev siddende. Hvis han var det ville hun ikke forstyrre ham.
Hendes blege hud lyste næsten op i mørket, men hun var ligeglad med om hun var synlig eller ej, der var ikke noget hun frygtede som så i skoven.
Hun lyttede roligt til lydende for at se om hun kunne få bekræftet at han luskede rundt der ude et sted?

Demetri satte sig i sin ulveskikkelse og hylede så hele skoven rungede.
Hylet var langt og kraftfuldt som et horn der blev pustet i af alle sine
lungers kraft. Han havde tænkt på Fie i lang tid uden at havde set hende.
Han ville ikke vende hjem til hende, han ahvde dårlig samvigtighed, men
hvor hvad viste han faktisk ikke helt. Der lå bare noget og gjorder ham utryk
ved det at se hende igen.

Fie fik sin bekræftigelse i at han luskede rundt i skoven. Hun var helt sikker på det var ham. havde det været en varulv havde der lugtet at hund overalt! Hun rejste sig og overvejde om det var en smart ide at finde ham? Hun ignorerede faktummet at han måske ikke var i godt humør, og begyndte at gå i retning af hvor hylet var kommet fra. Hun havde ikke videre travlt så hun gik bare roligt af sted. Hun fik øje på ham på trods af at hun var forholdsvis langt væk fra ham. Hun bed sig i læben, og så lidt ned inden hun igen begyndte at gå. Hun stoppede dog op lidt fra ham og lænede sig op af et træ imens hun roligt betragtede ham uden at sige noget. Hun smilede bare roligt imens hun var helt stille.

Han rejste sig op igen og begyndte at lunte længere ind i skoven
med de døde træer og grimme jord der alligevel var så ødelagt at man
kunne høre hvordan det knak under ind. De 4 poter trippede svagt imens
at han gik, kløerne klakkede kun meget svagt når de ramte en lille sten
eller hinanden. Tungen var inde i munden og hang ikke som andre
ulve gjorder. De grå øjne kunne tydeligt ses var Demetris.

Fie var helt sikker i sin sag nu, det var Demetri. Hun smilede bare roligt imens hun så ham begynde at gå igen. Hun betragtede ham roligt forsvinde ind imellem træerene. Alligevel indhentede hun ham hurtigt og dukkede op ved hans side. Hun sagde ikke noget fulgte bare roligt med. Hun var ikke helt sikker på hans humør endnu, da han var lidt svært at læse når han ikke var i sin normale skikkelse. Hun bed sig i læben, og så lidt frem for sig imens hun roligt kørte en hånd igennem sit hår. Hun begyndte roligt nynne imens hun fulgte med ham.

//undskyld det korte svar//

Et piv kom fra Demetri i det Fie dukkede op ved siden af ham ud af
mørket. og ørende røg kort ned og så op igen. Han stoppede op og
kiggede på hende med øjenen der var hans egne. Han satte sig ned og
stirrede end tid uden at forvandle eller andet.

//i lige måde//

Fie blev lidt forskrækket over hans piv, hun bed sig i læben, og trak sig lidt væk fra ham. Hun bed sig i læben imens hun så på ham. "Hvad er der?"spurgte hun forsigtigt. Hun kunne ikke forstå hvad der var galt med ham? Havde hun mon gjorde noget? Hun så ned imens hun Ikke rigtigt vidste hvad hun skulle gøre. Hvorfor var han sådan? var der sket noget eller?
"Demetri... Hvad er der galt?"spurgte hun stille, og så kort på ham. Hun kunne ikke se på ham særlig længe af gangen, da hun følte at hun havde gjord noget dumt.

HAn forvandlede sig til sig selv og stirrede en tid bare på hende,
"Næh...der er ikke rigtig noget Fie" han strakte sig bagefter han
havde sagt det som om at det at gå på alle fire var taget lidt på
hans ryg. Han smadskede kort fora t smaGE DE SIDSTE rester af
blod der var i hans mund. Han kiggede væk fra hende og ned på hendes
sko i al den tid og så så endelig op på hende igen nu-

Fie så kort på ham med et meget mistroisk blik. hun troede ikke på hvad han sagde. Han virkede for hemmelighedsfuld i hans tale måde på at alt kunne være iorden. Hun så kort rundt, bare for at sikre sig at de ikke blev overvåget. Hun bed sig i læben, og overvejede kort om hun mon skulle lade ham være i fred, han kunne nemlig godt virke som en der bare ville være i fred.
Hun bed sig i læben, og så på ham. "Vil du ikke nok være ærlig overfor mig?"spurgte hun, enden hun vendte sig om, og begyndte at gå ind i skoven. Hun fortrød hvad hun havde sagt.

Demetri kiggede undrende på hende da hun bare vendte sig om
for at gå, det gjorder ham nærmest helt vred. Han knyttede hænder
og vendte sig om. "Hvis du også fortæler sandheden" sagde han og
vendte sig selv om for at forlade stedet. Der skulle intet til at pisse
ham af lige nu. HAn begyndte at ´skære tænder og for første gang
i lang tid følte han sig gal.

Fie blev forvirret, og så igen på ham. "Okay!"sagdehun, og så på ham. "Fortæl hvad der er galt!"sagde hun, og stirrede på ham. Hun var forvirret over hvad der var galt, og hvorfor han var sådan. Fie bed sig i læben, og blev kort nervøs over hvad der skulle til at ske. Hun lage armene over kryds hen over maven imens hun så på ham. Det hele virkede så underligt, hun havde følelsen af at hun havde gjort noget galt. Som om hun havde gjort noget ondt imod ham. Hun vidste dog ikke hvad det skulle være? Hun strøg kort en hund igennem sit hår og så afventende på ham. Hun ville have svar på hvad der var i vejen?

"Ingen ting har jeg sagt" sagde han surt og gik videre...
Han gad viirkelig ikke det her lige nu.Han kiggede frem for
sig og så kun mørket, han var så irreteret ligenu.

//sorry kort svar//

Fie så på ham, og bed sig i læben. "Okay..."sagde hun roligt og bed sig i læben igen. Hun fattede ikke hvad der kunne være galt siden han opførte sig som han gjorde. "Demetri.. Hvorfor er du sur på mig ?"spurgte hun stille, og så på ham med bedende øjne. Hun var bange for hvad hun havde gjord siden han var som han var. Fie blev stående, hun var ikke sikker på om det var smart at følge efter ham, hun var bange for det ville irritere ham, og det virkede ikke som om der skulle så meget til.

Han stoppede op og faldt på knæ. EN knurren kom fra ham, men det
var sådan det lød når Demetri gråd. Dog gråd han ikke da han ingen tåre
nogne sinde kunne komme med ud af sine øjne. Han holdte sig på maven
imens den lyd kom fra ham. Det lød mere og mere som glas der splintrede
end det lød som knurren.

Fie så forvirret på ham, og blev forskrækketover hvad der skete. Hun skyndte sig hen til ham og satte sig ved siden af ham. "Skat?... Vil du ikke nok fortælle mig hvad der er galt"spurgte hun stille, imens hun blidt strøg ham ned af ryggen. Hun så på ham, og bed sig læben. Fie var ret forvirret over hvordan han reagerede, især da hun overhovedet ikke havdenogen ide om hvad han var så meget oppe og køre over? Der plejede ikke rigtigt at være noget der kunne sætte hans pis i kog på den måde. Fie aede ham blidt imens hun bare håbede han ville svare hende eller bare et eller andet. Hun så lidt rundt, mest bare for sikre sig at de ikke blev angrebet eller noget. Desværre kunne det gå hen og blive farligt for Demetri at græde, eller hvad man kunne kalde det for midt ude i den åbne.

"Jeg dør snart Fie" sagde han og kiggede ned i jorden. Han kunne næsten ikke
få det ud af munden da han sagde det, det lød nærmest som klirrende metal.
"Jeg kan mærke helved mærker sig" sagde han, grunden til han holde sig om
maven var smerten der blev større dag for dag. "Satan kommer for at hente mig"
HAn bed hårdt sammen næsten så hårdt at hans tænder ville knække. "Jeg kan
mærke de flammer som præsterne lovede alle sønder denganh jeg levede"
han stønede af oprevethed.

Fie så forvirret på ham. "Jamen?..."hun bed sig hårdt i læben, og krammede sig ind til ham. Der var gået lidt tid før det gik rigtigt op for hende hvad han sagde. Hun slap ham, og så på ham med store øjne. "Du kan ikke dø!"sagde hun, og så stadig på ham med store øjne. Hun forstod det ikke. Han var da ikke i stand til at dø? Var han? "Jeg kan ikke... du kan ikke bare forsvinde?"sagde hun, hendes stemme blev helt hæs, og lav. Hun kunne slet ikke forstå at dette kunne ske. "Hvorfor lige dig?" lød det fra hende efter noget tid. Hun ville ikke have han forsvandt. Hun ville ikke miste ham, ikke nu, aldrig!

"Jeg ved det ikke....Jeg ved ikke hvorfor nu og ikke før" han var ved at falde
forover men han nåede at stoppe sig selv. Han havde det ikke godt, ikke fordi
han havde store smerter, men alt det han ville forsvinde fra. denne verden. Fie.
HAns vampyrer. Og det værste var at han også hviste at han familie ville mærke denne
smerte en dag. "Jeg ved ikke hvorfor Fie" skreg han tilsidst. Han havde prøvet at undgå hende en tid nu men hun havde fundet her i skoven.

Fie så på ham, og bed sig hårdt i læben. "Men... Jeg vil ikke miste dig!"lød det halv kvalt fra hende imens hun krummede sig sammen, og prøvede at finde hovede og hale i hvad der skete. Hun kravlede helt hen til ham, og så på ham. "Hvor længe er der..." Hun vidste ikke om hun overhovedet kunne få sig selv til at sige det? Hun bed sig i læben hårdt og håbede at han vidste hvad hun mente. hun kunne ikke tvinge ordet ud af sin mund. Hun var ikke engangsikker på om hun ville vide svaret? Hun krammede sig ind til ham imens hun gemte sit hoved. Hun ville ikke miste ham. Hun håbede på a han ville kunne blive hos hende.

"Jeg ved det ikke "sagde han og tog hende i sin favn. Hans krop var svagt varmere end
normalt. Det var derfor han have smerter. Hans krop var ved at blive varmere og varmere.
Flammerne fra helved. "Jeg ved det virkelig ikke Fie" Han knuede hende ind til sig. "Jeg tror
det fordi jeg endelig følte mig lykkelig sammen med dig" helvede ville straffe ham for at kunne finde menneske følelse som vampyrer ikke burde føle. "Jeg har ikke elsket nogen som dig siden jeg levede" hviskede han ind i hendes øre.

Fie pressede sig ind til ham, og bed sig i læben imens hun lyttede til hans stemme. Hun kunneikke finde ud a om hun skulle tage det som noget godt eller noget dårligt, for hvis det var sandt det han sad og sagde var hun jo med til at slå ham ihjel? Men på den anden side han var lykkelig? Hun ville ikke have han forsvandt på grund af hende. "Jeg elsker dig Demetri!"sagde hun og tog kort hårdt fat i hans t-shirt imens hun prøvede at holde et skrig inde. Hun ville ikke gøre det værre end det allerede var. Hun blev bare ved med at presse sig ind til ham. Hun var dog stadig iskold, som hun blev efter han havde forvandlet hende. Hun rystede på hovedet imens hun prøvede at fokusere på at hans holdt om hende, og ikke lå død.

Han rejste sig om med hende i sine hænder han viste om nogen dage måske uger
ville smerten være så stor at han ikke engang ville kunne gå. Han ville ikke kunne
beskytte Fie. sin søster, eller sig selv overhoved. Han var som en tikkende bombe
der bare blev mere og mere ekspordernde. Han kiggede på hende og kunne mærke
hendes fustretion over hvad fremtiden ville bringe ham og Fie. "Jeg så ked af det
her" inderst inde havde han vist det her. men havde benægtet det i det at der ikke
var sket noget med ham i den tid han havde været sammen med Fie uden der var
sket noget.

Fie så på ham, og bed sig i læben. "Demetri, kan det ikke stoppes?"hviskede hun stille, og holdt hans blik fanget. Det var som om hun selv snart skulle dø, følelsen af at skulle miste ham kunne hun ikke holde ud, hun var bange for hvad hun skulle stille op, hvis han forsvandt. Fie knugede sig ind til ham imens hunlukkede øjnene. "ved din søster det?"spurgte hun stille, og så på ham med et nervøst blik.Hun var ikke sikker på om det overhovedet var et smart spørgsmål at slette ham. Men hun ville vide det.