First Blood (Procella - Fortid)

James forsøgte at skubbe sig op - og muligvis væk fra Procella - men stoppede og blegnede synligt da bevægelsen rykkede ved såret i siden. Hans øjne gled op og det mørke forsvandt, så kun det hvide kunne ses. Han faldt bagover tilbage imod jorden med et lille skrig af smerte, før bevidstløsheden overvældede ham.

Regnen fortsatte med at sile ned, tunge dråber der skjulte kirkegården i et tæppe af vand. Det var umuligt at se mere end et par meter frem og selv da dryppede regnen tungt henover dem, og forstyrrede udsynet. Blodet på Procella blev langsomt skyllet væk og blandede sig med den voksende, mudrede pøl omkring dem. Endnu et lyn flakkede under skyerne og slog ned i et træ knap halvtreds meter væk. Kirkegården var fuld af monumenter og statuer, men konstruktionen var stadig mere eller mindre en flad mark - og de sad midt i det hele, som lynfangere der bare ventede på, at moder natur ville bemærke dem.

Procella så sig desperat omkring. Havde hun tabt den? Hendes øjne søgte ned af sig selv. Hun græd af lettelse da hendes mudrede og våde fingre lukkede sig om læderhylsteret og fumlede mobilen frem. Den paniske pige trykkede en lang serie numre, holdt en pause, trykkede nogle flere, og atter en serie. Selv i det kun nyfødte mobile netværk var der sendere der blev aktiverede, maskiner der nøjsomt sendte forstyrrende signaler ind over, og lagde røgspor.

"Creo! Help me! I killed someone! Please help me! I didnt do it!"

Procella græd hysterisk ned i telefonen og rejste sig rystende op

"I dont know...a graveyard somewhere. Help me! He is everywhere! And i have a civilian too! No he is not dead! Not yet! Maybe soon, he got struck by lightning, and chewed up by a hellhound...NO IM NOT JOKING! PLEASE JUST HELP ME! I DONT KNOW WHAT TO DO! PLEASE!"

Procella for sammen da lynet slog ned i nærheden

"Creo please come an get us! I need you! I fucked up bigtime! Please!"

Den unge uprøvede jæger lukkede øjnene da svaret faldt

"Thank you...thank you thank you thank you...dont tell Ripper...please...thank you..."

Procella slog hurtigt en klo i James og begyndte at trække ham hen over den gennemblødte plæne. Hjælpen var på vej. Det hele skulle nok blive okay nu. Creo var på vej. Han ville få styr på verden igen. Han ville rydde op i det hele. Procella trak dem ind i halvlæ fra et obelisk. Hun satte James op af sig så han havde ryggen mod hendes bryst.

"Hang on...its gonna be okay...its all gonna be okay now...Creo is coming...its okay..."

Mumlede hun og krympede sig da lynet atter slog ned, så der gik en dirren gennem jorden. De små hår rejste sig af statisk elektricitet, overalt på hendes krop, og hun blottede tænderne af naturkrafterne der rasede om dem. Elveren var på vej. De skulle nok klare den, alle sammen.

...not Rob....

Med et lavmælt klynk gemte Procella ansigtet ved James skulder og krympede sig

"Get out...you are not supposed to do that...you are not supposed to be here...how did you do that? Get out...get out..."

Your new friend is interesting moon-child...I think im gonna stick around...for awhile...fun fun fun...he and I both like a good game...wonder who is going to win...

Procella pressede ansigtet hårdere mod James skulder og pressede øjnene så hårdt i at det gjorde ondt. Gid stemmen ville holde op. Gid den ville forsvinde. Hun holdt krampagtigt om James og brugte ham psykisk som et skjold mod alt det de kæmpede imod. Langsomt trængtes stemmen tilbage, og var mindre end en hvisken, men dog hele tiden svagt nærværende, et sted i hendes sinds dybeste afkroge.

((End))