Rumor Has It - Camille

Det var en mørk nat. Det havde ikke været sjovt, hvis det ikke var, vel? Den legende vind fejede ned over den øde gade. Månen strålede som nattens sol, ene og alene fra den mørke himmel. Tavst kiggede ned på den byen, på gaden, på drengen, under den sammen med nogle spredte stjerner. De hvide, små lys var langt fra hinanden, forladte og uden kontakt med omverden.
Faktisk mindede de bemærkelses værdig grad om drengen.
Drengen udsendte en bøn. En lydløs bån om hjælp. Kaldte uden lyd, som druknede i larmen af grådighed, vrede, misundelse og hovmod.
Drengen gik hurtigt gennem natten. Der er mørk, mørket slugte ham næsten, men der var enkelte lyspunkter. Som nu under lygtepælens skær. Den havde uvenligt og koldt lampe, men lys var lys. Lyset gjorde det muligt at se de forsømte og fordømte butiksvinduer. Han kunne svagt se sit eget spejlbilled.
Vinden hylede som et spøgelse og legede kort med hans hår, før den døde hen igen. Med langsomme, velovervejet skridt trådte han hen til vinduet. Billledet af ham selv stirrede følelsløst tilbage til ham.
Men...
Så løftede det en hånd, som en hilsen. Som en afsked.
Benjamin mærkede hans egen hånd gøre det samme.
Farewell, little you hviskede vinden. Hviskede hans stemme.
Det sorte hår faldt ned i øjnene på den anden, klare grønne øjne kiggede ud. De var ubehagelige kolde. Var det ikke noget med, at de var sjælens vinduer? At du kan se, hvilket person som kigger tilbage på dig?
Første gang opdagede han, hvad den anden havde på. Hvad han havde på. Det var en sort, uld jakke. Hvor kom den fra? De stramme, dog løse bukser, skoene, tasken der var slynget over skulderen... Dæmonen huskede det ikke. Han huskede det ikke. Han kunne ikke engang huske, hvornår der sidst havde været noget der var værd at huske i hans liv.
Liv? Hvordan kan du kalde det her et liv?
Hans fingre, hans lange klaver fingre, ramte det kolde, let våde glas.
Øjnene... De reagerede. Men følelsen var ubestemmelig. Som om han pludselig var blevet brændt, flyttede han sig lynhurtigt af ruden. Med beslutsomme og raske skridt drejede han om på hælen og forlod sig selv.
For første gang gik det op for ham, at han ikke kunne lide den person var blevet. Dæmonen følte sig splittet.
Gud, hvor jeg brug for en øl.
Som om Gud virkelig havde hørt hans bøn, nåede larm Benjamins ører. Det lød som latter. Latter.... Hvornår havde han sidst leet?
Fuck det, Benjamin. Fuck. Fuck det hele.
Natten slap sit stremme tag i ham, da han drejede om hjørnet og så nogle bytosser. Hvad kunne ellers beskrive dem? Hvad med dumme, uvidende, latterlige... Grimme, fjolser, idioter, dummernikker, skiderikker... Resten af skældsorderne er forslemme til at børn læse dem. Vi beklager.
De små, lallende mennesker rendte rundt på gaden, fløjtede efter næsten nøgne piger, drak hæsligt øl, røg sig skæve i hash og grinte over hele femøren. Benjamin rodede lidt rundt i hukommelsen, men blev så enig med sig om, at han aldrig havde set nogen se så dumme ud og gjorde så mange dumme ting på så kort tid.
Med et uhørligt suk gik han hen mod døren. Bag ham råbte drengene efter ham, men han ignorerede dem. En bølge af varme, gammelt bræk og ækelt øl ramte ham, da han åbnede den knirkende dør og trådte indenfor på Clubben. Faktisk havde han ingen idé om, hvad den hed, men var faktisk også overordentlig ligeglad.
Med stor besvær tumlede han gennem den fulde, halvt bevidsteløse, men stadig dansende menneskemængde. Musikken var på fuld volume og havde et fantasiløst beat med en skød sanger, som sang indover.
De farvestrålende lys gav svagt indlys i de dansende svedplettede hud og Benjamins lyse. Det var rødt, det var lilla, grønt, gult, blåt, rødt. Rødt... Alle var badet i blod...
Benjamin rystede på hovedet, lukkede øjnene i et kort øjeblik og trak en slidt stol ud fra barbordet og satte sig ned.
Why I am here again?

Kontraster ....clubben var éen stor kontrast til natten uden for.
Adskildt af mursten og et par døre , var den virkelige natur, den ægte skønhed og den storslående himmel med en parade af stjerner på og indenfor erstattet af en forloren kunstig skabt skønhed, bestående af fake belysning, opfundet røg , falske kvinder med kunstige vippede og syntetiske kjoler overbegloet af uægte mænd med uærlige intentioner .

Dér ved barens ende af dét lange bord , kunne man finde en pige der på mere end en måde ikke passede helt ind i dét velovervejet koncept.
Camille St.Clair....
Læge på skadestuen. Hun var næsten menneske og alligevel dét tætteste de havde på en leder.
Hendes liv var ikke som en dans på roser, men langt mere som en linedans hvor der ikke blev tilbudt second chances.Der var ikke spændt et sikkerheds net ud under hende, så dét galdt om at holde tungen lige i munden og så....fokus.
Dét var ikke fordi folk ikke havde forsøgt, men af en eller anden grund opstod huller altid i dét skide net, så dét endte med at hun selv sad fast i dét, med et ben...eller måske en arm ? Pointen var at dét aldrig synes at virke efter hensigten.

Camille var som altid stylish påklædt.
En kjole blå som midnatten , med korte ærmer , smøg sig omkring hendes kurver men udover dette var kjolen ikke prydet med andre sofistikeret bling bling effekter . Hendes sko var grå med en lidt høj hæl og de tynde strømper der klistrede til hendes lår hilste høfligt på den heckler der sad fastspændt omkring dét samme sted.
Hendes hår hang løst, hvilke dét ofte fik besked på, efter et sammenstød med en noget ustyrlig vampyr.

Hun var i et humør tilsvarende blåt som kjolen hun bar, og dét eneste der synes at afhjælpe dét var Tristan,Zean eller Samuel.....alle tre uden for rækkevidde og uden at have efterladt hende nogen form for besked.Eller havde de ?
Dét eneste hun huskede var at hun var alene , og at hun vist nok var kommet til at slå en mand ned...på en måde, men han havde været uden om det....havde haft sine store grimme hænder al for langt fremme...og nu...nu lå han så på herre toilettet og ventede på at nogen fik banko og fandt ham.
Og hun...hun sad her med en cognac hun slet ikke havde lyst til.
Hellere en kulørt drink af en slags, tænkte hun og så sig omkring.
Altid dét samme...de samme folk...

"Nej, vi har ikke vin"
"Nej, vi har ingen ældgammel whiskey"
"Nej, vi har ikke... Vent, jo det har vi!"
Bartenderen smilede forfjamsket til den kolde dreng. Manden gøs lidt. Kulden var jo næsten til at føle på. Drengens blik var også ubehageligt koldt. Var det overhovedet naturligt? Han udstrålede en autoritet, en viljestyrke, som bartenderen vidste at selv om, han var mange år ældre ikke besad. Han smilede kort igen, men gik ingen beløning. Det store brød af en mand at være vendte sig om, selvom det var lige ved at maven ikke kunne være der, kørte en tykl hånd gennem det gulesrøde hår og gik så på jagt efter noget rom.
Drengen, vores lille dæmon Benjamin, sukkede. Han kunne ikke finde udover, om han hadede den anden eller havde ondt af ham. Det var de samme grunde; Den rødmossede mand var en... mand og han havde ingenting, som var ordentligt at drikke! Helt ærligt... Rom kunne gå, men var og blev ikke bedre end whiskey eller rødvin.
Han trak skuldertasken op på det ridsede bord og tryllede en kop og en termokande frem. Koppen var en blå og en utrolig stor en. Altså; den perfekte størrelse til Benjamin. Fuck farven. Fuck det hele.
Der lød en fantastisk ridslen af den varme chilli-kanel chokolade fandt ned på bunden og farvede blå og en mørk brun. Første gang i de sidste mange timer kom et lille smil frem på læberne.
Bartenderen, han var endelig kommet tilbage, dog noget forpustet. Efter en løbetur på højest halvtreds meter... Benjamin havde aldrig haft respekt for tykke mennesker. Faktisk overhovedet ikke for mennesker generelt.
Han lod den sorte flaske vippede en enkel gang, lod den søde væske løbe ned i kakao. Der kom lidt mere end forventet, men... Hvad betød det?
Hvad betød alt? Hvad betød ingenting?
Hvad betød jeg?
En blond pige sad ved siden af ham. Nogle tomme stole længere henne.
Af en eller anden uforklarling grund bemærkede ham hende. Og registrede, at hun ikke var i så godt humør. Endnu tår kakao faldt ned i dybet. Hun virkede også malplaceret i forhold til de andre kunder. Pigen var pænt klædt og køn. Og ikke halv nøgen.
...Ligemeget.
Dæmonen vendte tilbage til kakaoen. Han blandede sig ikke i andre sager og de ikke i hans. Sådan var det vel bedst. Også selvom nysgerrigheden brændte ham indefra og ud.

Silence was indeed the most powerful scream.
A scream for help.

Farven var det hun bedst kunne lide.
Farven der var som flydende guld var indbydende og gav en illusion af noget værdifuldt og smukt , resten ved væsken i hendes glas frastødte hende.
En stærk lugt af sprit penetrerede hendes næse og generede hendes lugtesang ,hver gang hun førte glasset til sine læber ...og selve smagen var .... ikke hendes flavor.
Alligevel havde hun tømt det første glas og fået serveret endnu et af den noget voluminøse bartender med de rødmosset kinder.
Hun sad med cognacs glasset mellem begge hendes hænder, da en bevægelse fik hende til at kigge op.
Hun havde ingen intention om at blive i bedre humør, ingen lyst til at blive trukket ud af hendes selvpineri for var det ikke hvad hun havde fortjent? Som man redder må man ligge, ikke sandt?
Så synet af en fyr der fandt det helt naturligt , selvat tage drikkevarer med...på en club ...og endog var så uimodståelig flabet at tage plads oppe i selve selve baren, for at skænke op, fik fremtvunget et smil på hendes læber.
Camille kiggede forventningsfuldt på bartenderen, ville han accepterer dette? Eller indlede en scene?
Et undrende blik blev kastet ,som var det en spilleboldt, mellem tjeneren og den unge fyr.
Camille fornemmede fra denen knægt , en aura der strømme ud og indhyllede ham , svøbte ham i en autoritet og selvsikkerhed, der signalerede at han ikke lod sig sige imod.
Og hvad der overraskede hende mest var at tjeneren allerede havde kapituleret, erkendt nederlag og overgivet magten til den unge dreng.
Dette fik Camilles alarmklokker til at ringe, ikke overdøvende højt ...bare en svag summen.
Hun havde efterhånden haft så mange sammenstød med væsner, at når noget afveg fra normalen eller bare overraskede hende, var hun hurtigt i beredskab, klar på at forsvare sig selv eller andre, hvis det skulle være.
Men det eneste der skulle være i aften, var rigelig med promiller til at skylle væk, til at udraderer alle de triste følelser der indtog hende denne aften , alle de hemmelighedder hun bar som ikke måtte siges højt og hvis hun kunne ...ville hun drukne de pokkers fe gener i hendes sind og krop, så hun kunne være det menneske, den almindelige pige...hun iøvrigt altid havde troet hun var.
Indtil sandheden var gået op for hende. " Kan jeg bede om endnu en cognac ? " forsøgte hun at kontakte tjeneren, da hendes andet glas igen var blevet tomt og en svag rosa farve var kommet i hendes kinder.