listetyv næe trætyv- Wilith

Tid:23:30
Omgivelser:lige ved kanten af skoven.
Dato:irl
Dag:irl
Vejr:frost, sner, minus grader.
Årstid:Vinter

Bethany sad inde for sin hytte som lå ved udkanten af den fredfyldte skov, det sneet hele dagen og nu ja nu snede det stadigt hun overvejede at gå ud i sneen, men noget fik hende til at blive indendøre. Hun vendte sit blik imod brændeovnen der skulle snart nyt brænde i. Hun hadede at hente brænde for hun følte altid at hun dræbte noget eller tog noget som ikke var hendes, hun kom til tænke på mennesker og hvor onde de var ved naturen hvis menneskene fik det som de ville det så var der snart ikke noget tilbage at kalde natur. Hun rejste sig op gik hen og tog sin jakke og et æble hun var sulten det blev hun altid af dovne den. Hun var blev aktivt menneske hvor altid skulle ske lige nu og i et godt tempo. Hun åbende døren lukkede den efter sig. Hun behøvede ikke læse den. Hun kiggede ned på sine røde gummistøvler da hun kom i tanke om at hun havde glemt jakken så hun åbende døren igen tog den lange jakke. Hun smilede bred idet hun løb ud sneen som et barn. Hun grinede højt idet snublede over gren og med bump lod i sne drive så man kun lige kunne se hendes arm som holdte vejret. Bethany elskede sne og det var det bedste ved var det virkede så rent og uskyldigt drog koldt..

Vejret havde ikke lige været som Wilith havde håbet da hun forlod sin lejlighed tidligere på aftenen, og nu gik hun rundt i skoven med sin grønne taske fra militæret over skulderen. den var gammel, over 60 år, men den var velholdt og kunne stadigt holde sneen ude. Hendes tegneblokke skulle jo helst ikke blive våde.
En latter fangede hendes opmærksomhed og med sin vampyrfart løb hun hen imod stedet. det var et pr hundrede meter væk, og knap 50 meter derfra stoppede hun og listede hen imod stedet. en hytte kom til syne, og fik hende til at være endnu mere stille. Med alle de problemer der var for tiden rundt omkring på øen var det bedst at være forsigtigt... og en hytte ude i skoven var trods alt et godt skjulested. det vidste hun af erfaring..

Hun kunne ikke lade være med at grine da hun så den mørkhårede pige snuble over grenen og ende i en bunke sne. Hun tænkte ikke så meget over hvad hun gjorde, men få sekunder stod hun ved siden af pigen og tilbød hende hånden.
"Vil du have en hånd?"
Hendes grin var bredt, og helt ægte. Umiddelbart virkede hun ikke farlig, med sin fredelige og glade fremtoning men bevidst tonede hun lidt ned på smilet så pigen ikke kunne se de spidse hugtænder i hendes overmund. Hvis Bethany tog hendes hånd ville den være overraskende stærk og kold af et menneske at være.

Hun stoppede med grine idet en pige afbrød tavsheden, som før kun var brudt af hendes latter, men nu stod hun der og hun kiggede lidt på hånden, sneen føltes kold imod hendes ryg, men på den anden side så var den blød ligge hun rystede på hovdet og et lumsk smil bredte sig Bethanys smil hun tog imod hånden, men stedet for at hjælpe sig selv op med hjælp fra pigen rev stedet i pigen for at få hende til falde ned ved siden af hende hun havde helt glemt trække sin hætte op over de spidse øre og det rimlige tydelige her sneen. Hun håbede at pigen ville vælte ned i sneen ved siden af hende. Bethany smilede svagt inden hun igen rev denne gang smule hårde, hun skulle have pigen ned sneen gjalt liv død, det var måske overdrivelse men hvis stod ville hun jo gå glip af alt det sjove.

// undskyld krea svigt af de store//

Hun så ingen grund til at holde sig på benene og lod sig falde ned i sneen ved siden af pigen, mens hun knugede tasken ind til sit bryst. den måtte ikke blive våd! alt hendes seneste arbejde var deri, og det ville blive ødelagt hvis det blev vådt. hun rullede om på siden så hun havde fronten imod pigen med en smule sne i hånden og kastede det efter hende. Derefter sprang hun på benene med en næsten overnaturlig smidighed, mens hun grinede bredt. de så ud til at have næsten den samme alder, hvilket med det samme skubbede tanken om at drikke fra pigen her langt væk.
Bethany ville måske ligge mærke til at sneen på hendes frakke og hendes hår ikke smeltede ligesom sneen på elveren ville gøre. Det var der da hun stod op at hun lagde mærke til de lidt for spidse ører og indeni sukkede hun. Hvad var der galt med de her øer!?

At pigen var elver gjorde desværre ikke sagen mindre kompliceret for Wilith for hun ville nok ikke blive så glad hvis hun fandt ud af hvilken race pigen hun havde trukket ned i sneen var. Vampyren kunne godt mistænke hende for at være en af de piger der ville løbe hvis hun fortalte hvad hun var.. ikke at hun ikke ville kunne indhente hende, men det var så trættende i længden når folk opførte sig sådan. Alligevel burde hun nok sige et eller andet, det ville næsten være endnu værre hvis pigen selv fandt ud af det. Så ville der nok komme beskyldninger om at hun kun var ude på at æde folk, og at hun var et monster.. det sidste var måske ikke helt forkert, men lige i dag passede det første ikke.

//det sker jo ;)//

Et halvkvalt gisp unslap Bethanys læber idet hun havde været ved sige noget, så det næste sekund havde fået sneen ind munden. Hun hostede voldsomt idet hun vendte blikket imod pigen som nu havde rejste sig med smidighed som var overnaturlig. Hun kom hostende på benene, men den samme smidighed som den fremmede havde, måtte hun undvære, hun holdte sig svagt for munden, men hun var færdig, et hævngærrig smil bredte sig over hendes læber, nu var det payback. Hun samlede alt det sne som hun kunne holde i favnen og kom så tæt på hun kunne uden at røre hende. Hun kastede sneen op luften og løb så smule væk så hun ikke ville få mere sne.

Det var først nu at Bethany så at sneen på pigens frakke, nu ville hun ønske at hun havde stoppet med sneen, hun havde helt glemt at det var brænde hun skulle ud efter, men noget var en smule lunket ved denne pige, men et smil bredte sig alligevel over hendes læber og hendes barnlige sind kom tilbage " vil du med indenfor og havde varmen?" spurgte hun og satte kursen imod sin hytte. Hun elskede den hytte det havde været hendes mors og fars, hendes hånd røg op til hendes medaljon. Hun sukkede svagt idet hun kom tanke om dem. Bethany havde aldrig mødt sin mor hun var blevet dræbt da hun skulle føde. Bethany havde været skyld moderens død...

Sneen havnede ned i hendes nakke og hun gyste selvom kulden ikke rigtigt gjorde hende noget. følelsen af sneen der lagde sig i hendes nakke var alligevel ubehagelig.. mest fordi at den ikke smeltede. Et bredt smil spredte sig på hendes ansigt og hun følte sig næsten levende igen hvis man så bort fra manglen på hjerteslag og sne der smeltede ved kontakt med hendes hud. Pigen var elver, og de skulle være uhyggeligt intelligente.. så hun måtte da snart regne det ud.. hvilket betød at hun nok snart blev nød til at lade bomben falde.da pigen inviterede hende indenfor vidste hun at det nok var bedst ikke at misbruge hendes tillid og gå derind uden at lade elveren vide hvad hun var.

"Lov mig ikke at freake ud.. Men jeg tænkte at du gerne ville vide hvad jeg er før du inviterer mig ind?"
Hun så med store øjne på pigen, skyggen af latteren viste sig stadigt i hendes øjne og hun så ret fredsommelig ud som hun stod der, en teenager dækket af sne som ikke smeltede.
"Du har vel lagt mærke til at sneen ikke smelter.. du er trods alt en elver, og i siges at have bedre øjne end en falk."
Nervøst fingerede hun ved sin taske og ville helst ikke se på pigen. Når man forsøgte at blive venner med andre fredsommelige racer var vampyrkortet altid et minus. Men hun ville ikke skamme sig ikke over hvad hun var, så hun rettede hovedet op og så på pigen med bestemte øjne.
"Jeg er vampyr. Jeg døde for 300 år siden."

Bethany smilede ganske kort, hun havde allerede regnet det ud, men hun havde ikke sagt noget hendes smil blev bare endnu bredere " så længe du ikke har tænk dig at æde mig" sagde hun stoppede sig selv for det lyd forkert " nej vent bare så længe du ikke drikker af mig" svarede hun blev mere flov det lød så forkert at hun faktisk overvejede at løbe skrigende væk pågrund af det hun havde sagt, men det gjorde hun ikke. Hun smilede svagt " jeg havde regnet det ud" sagde hun pegede på sneen som ikke var forsvundet. Hun vendte sig helt om imod hende og smilede venligt. Hun kunne måske være noget naiv, men Bethany troede på det gode i folk og væsner, det kunne så godt give hende nogle problemer en gang imellem.

Hun tættere på for at få hende hen imod huset, hun havde ikke noget imod at den fremmede var en vampyr bare så længe hun ikke skulle have en smagsprøve af hendes blod. Hendes røde dråber var nemlig mere værd end som så. Hun overvejede tanken om hun skulle lade værre, men på den anden side virkede hun rar.

"Jeg lover at jeg ikke skader dig! Jeg kan styre mig.."
En kold stemme svarede prompte på hendes svar med en kold hvisken: *det ved du jo er en løgn! Du kan ikke styre det!**Jeg kan og jeg vil styre det! skrid tilbage til din hule!* Hendes egen stemme genlød i hendes hoved og monsteret trak sig tilbage med en hånlatter.
Hun tvang et smil frem på hendes ansigt og det voksede langsomt og endte som et ægte smil. Pigen virkede ikke til at dømme hende på hendes race, for en gangs skyld og det fik hendes øjne til at glimte af glæde. det var som om en aura af glæde lagde sig beroligende over hende, for på trods af den stereotype sure eller sørgmodige vampyr så var hun en meget glad person. Hun havde lært at holde af hvad hun var, og bare fordi at hun var død var der jo ingen grund til ikke at være glad?


I sin normale fart gik hun op på siden af pigen, da hun hurtigt havde indset at hun nok ikke skulle udnytte sin fart lige nu.. det kunne alt for nemt opfattes offensivt og det var ikke hvad hun ønskede lige nu. indtil hun havde grund til andet var hun ret fredelig, selv overfor dusørjægere.. hvor underligt det end lød. Kamp var noget af det som hun var virkelig dårlig til så oftest foretrak hun at charmere sig ind på folk i stedet. Det var langt mere effektiv hvis det lykkedes.

Beth smilede svagt, pigen virkede som om hun kunne styrre sig og faktisk følte Beth at hun intet havde frygte. Hendes smil kunne næsten ikke blive større idet hun at pigen smilte. Hun så altid noget godt i væsner også selvom at andre så dem som dræbermaskiner. Hun gik sidste stykke hen imod døren. Beth havde helt glemt at hun skulle samle brænde, men det kunne også være lige fedt. Hun trak kort skulderen flyttede sig så vampyren kunne komme igemmen til hendes hjem " velkommen til mit ymyge hejm" sagde hun og smilede hytten var ikke så stor og det var begrænset hvad hun kunne have ting der inde. Hun sukkede svagt imens hun hang sin jakke på plads. Hun kneb øjnene sammen, mon hun skulle spørge pigen om hun ville have noget te? Hun anede ikke om vampyre overhovdet drikkede andet end blod. Idet hun kom tanke om at de spiste blod gled en hånd beskyttende op imod hendes hals.
Hun smilede så flyttede hun hånden hun havde lovet Beth at hun kunne styrre sig, hun smilede svagt imens hendes hænder stille fik varmen, det var ikke gået op for hende hvor kolde hendes finger egentlig var før nu. Hendes blik gled ned på hendes hænder som var begyndt at stikke en smule nu hvor de kommet ind i varmen. Hendes smil var der stadig " navnet er Bethany, men kald Beth" sagde hun og rakten den lidt forfrosne hånd frem imod pigen. Hun havde glemt om hun sagt sit navn til den fremmede, som hun inviteret. Hun fugtede sine læber inden hun kiggede rundt " vill du have noget at drikke måske te" hun sukkede opgivende det dumt at spørge en vampyr om den ville have noget at drikke, men på den anden side kunne noget høflighed vel ikke skade.

Inden wil trådte ind i huset rystede hun sig for sne for nu hvor den ikke smeltede som den ville på normale væsner ville den være nem at få af.. nemmere end for andre i hvert fald. Med et par hurtige grove strøg fjernede hun det meste af sneen fra hendes tøj og trådte derefter forbi elveren med et lille uudgrundeligt smil. At blive indviteret ind af en elver.. hvor dejligt forfriskende for en gangs skyld.
Pigens bevægelse imod halsen gik ikke ubemærket hen, og smilet falmede en smule. Selvfølgelig var pigen stadig lidt nervøs, men hun ville holde sit løfte uanset om hun måtte gøre skade på sig selv for at aflede sin opmærksomhed. Det helede jo bare alligevel.
"Du kan kalde mig Wil.. Du behøver ikke være urolig for din hals, jeg er gammel nok til at kunne holde mig selv tilbage."

Tasken stillede hun forsigtigt ned da hun trak skoene af, for derefter at trække hættetrøjen af da den snart ville blive ret våd af de rester af sne der sad i stoffet.. Og måske kunne hun ikke rigtigt mærke kulden, men vådt tøj var hun altså stadig ingen fan af.
Hun lagde trøjen ved siden af tasken og listede forbi elveren og ind i stuen hvor hun nysgerrigt så sig om.
"Jeg beklager at måtte takke nej, men det er desværre ikke godt for os.."
Ligesom blod ville få de fleste mennesker til at have brækfornemmelser fik normalt mad og drikke hende til at kaste op. hendes krop kunne simpelthen ikke tage imod det og derfor måtte det ud.
Spørgsmålet gjorde hende intet, for det var sødt af pigen at spørge, selvom det mindede hende om hvor langt fra levende hun var. Det måtte være hvad det var for der var intet at gøre ved det. Var man først død, så var man død..

Bethany fulgte efter Will, hun skiftede retning gik op i hendes lille køkken, det havde kun vask og en vandhanen som ikke virkede. Hun måtte koge vandet hun havde hentet fra lille bæk. Hun hældte vandet i en gryde og begyndte at finde de andre ting frem. Hun anede ikke rigtigt hvad hun sådan skulle sig, men efter at sat vandet over på et lille gaskomfur hun havde, hun vendte sig imod stuen som køkkenet var forbundet med. Hun smilede bredt “ du kan bare sætte dig” hun pegede på lille bord hvor der var to sorte klapstole. Hun vendte sig så om imod hendes vand som langsomt var begyndt at små boble. Hun fandt et te brev, hun studerede posen og fandt ud af at det Earl Grey te. Hun brød sig rigtigt om den, men det var den eneste hun havde. Hun trak kort på skulderne inden fandt et kop og ventede på at vandet ville koge så det buldrede.

Ud af øjenkrogen holdt vampyren øje med den unge elver. Hun virkede til at være på Wils egen alder, men udseendet kunne nemt bedrage med elvere så vidt hun var orienteret. At blive budt indenfor af pigen var en velkommen, men uforventet overraskelse og hun kunne ikke lade være med at være lidt mistænksom. Måske var pigen jæger? Den mulighed stoppede hun af bedste evne ned i en kiste og låste den godt væk, for hun burde ikke være så mistænksom.. Måske var der rent faktisk nogen på denne her ø, som ikke bare ønskede at gøre livet surt for andre..

"Hvorfor inviterede du mig egentlig ind?"
Med så mange andre vampyrer ville det have været direkte dumt, og hun kunne heller ikke selv bryste sig af at være ufarlig.. Men så alligevel, hvor mange kunne det her på øerne? Der var så mange vampyrer og dæmoner at hun ikke forstod hvordan i alverden menneskerne kunne overse de overnaturliges eksistens. For en der kendte til det var det så tydeligt hvor meget menneskernes eksistens blev påvirket af så mange forskellige udødelige vænser.. politikere, soldater, læger, forskere... De fandtes jo næsten overalt..

Det tog noget tid inden hun svarede, men efter lidt tid vendte hun sig om imod hende og et bredt smil bredte sig omkring hendes læber, men hun svarede ikke med det samme da hun ikke rigtigt havde noget svar, men til sidst fik hun alligevel sin stemme igang " hvorfor ikke?" spurgte hun hævede spørgende det ene øjnbryn. Hun havde altid været gæstfri, men det betød ikke at hun altid stolede på folk. Hun trak kort på skulderene og vendte sig for putte te brevet i koppen, derefter fandt hun et æbel. Hun elskede æbler og spiste næsten ikke andet når hun skulle have en snack. Hendes munterer smil blev på læberne, hun følte at hun alligevel godt at kunne stole på Will " Jeg ville vel bare snakke og vejret er rimlig dårligt, så indenfor er vel bedre" svarede hun og betragtede Will. Der var noget meget barnligt over Bethany, ikke at hun opførte sig helt som et barn, men der var en naivitet og uskyldighed som godt kunne forbindes med et barn, men hun var jo også ung i elvermålestok. Hun sukkede kort imens hendes blik nysrrigt betragtede den anden pige som nu hvor hun var kommet ind lyset var meget bleg.
Det var jo klart hun var jo en vampyr, en levende død, men det gjorde ikke Bethany noget Will virkede rar og det var den første sådan overnarturlig væsen som hun havde mødt der virkede rar. Hun rødmede en smule idet hun fanget sig i at stirre forlænge på Will og hun slog hurtigt blikket ned i bordet. Hun følte sig en smule adkavet og det måtte Will også helt sikkert føle sig. Hun skød hagen en smule frem, imens hun prøvede på skjule at hun stadig stirrede på Will.

"hm.. Mange tak i hvert fald.. det er jo ikke alle der er så.. velkomne over for min slags.. med god grund desværre."
Hun fangede elverens blik, og hun kunne ikke lade være med at smile skævt. Hun kunne ikke rigtigt sige noget til at pigen stirrede lidt. med hendes alt for blege hud, kraftige røde hår og grønne øjne var hun også noget af et syn. Hendes hud var som alabaster, og blodårerne var blå imod hendes hud på armene. Hendes læber var røde, med et lilla skær som om hun frøs, men hun kunne ikke rigtigt føle sådan noget mere ligesom hun ikke produserede varme længer. Det sorte tøj gjorde hende også kun blegere, som om det var nødvendigt når man var bleg som et lagn, tænkte hun ironisk.
"Det er i orden. Du må gerne stirre.. jeg er vant til det. Som udød må man finde sig i at blive stirret på. Jeg ser også lidt.. død ud.. Poseblod får mig altid til at se sådan ud."
Grinet i hendes stemme var tydeligt og hendes øjne glimtede som om hun havde fortalt en inforstået joke.

Det var vel akavet på en eller anden måde, men det var ikke slemt endnu. Bare at elveren fik stirret færdigt på et tidspunkt, men hun var vel stadigt et barn et eller andet sted. Gammel var hun i hvert fald ikke, og slet ikke så gamme som vampyren så ville hun nok ikke have inviteret hende ind.
Det var noget der kom med alderen, den der arrogance, det måtte det være. Når man var ældre end de fleste væsner i denne verden begyndte man vel at føle sig bedre, og det var så der at det var på tide at man døde. Så lang tid ville hun forhåbenligt ikke leve, og hvis hun gjorde så måtte hun bare hoppe op på taget og se på en solopgang..

Idet Willith sagde at det var med god grund sukkede hun dybt, hun syntes det måtte være irriterende at strøges over en kam, hun vendte tilsidst sit imod den varme te, hendes spejlbilled bevægese sig og blev noger forvrænget på grund af de små bølger som blev dannet idet hun løftede krusset og tilsidst tog en slurk af teen. Hun vendte derefter blikket imod Will og smilede " det er en skam" udbrød hun, men det var vel ikke alle som var dødlige dræbermaskiner. Hun bed sig svagt læben inden hun åbende munden igen " det er syndt at alle sammen skal skræres over en kram" sagde hun vendte hurtigt blikket imod hendes hæmder.
En fortvilet panderynken blev synlig i hende lige imellem øjene. Hun sank en klump. Før hun prøvede at skjule rynken. Hun fik altid en panderynken og især når hun fortivilet, eller forvirret. Den forsvandt hurtigt da hun kom i tanke om det hun skulle have gjort og rejste sig op med et sæt. Hun viftede svagt med sine hænder foran sig " bliv bare siddende" sagde hun og kom tanke om at Will ikke anede hvad dette her handlede om " jeg skal lig ud og hente brænde, er tilbage om lidt" svarede hun og vendte sig om for tage sin jakke på.
Hun nåede hen til sin jakke og tog den på hun trak hætten godt op om ørene så ingen ville se dem hvis mødte nogen, inde hun tog fat i dørhåndtaget vendte hun sit blik imod Will og smilede. Hun kom tanke om at huu måske skulle have spurgt om hun ville med, men hun havde haft så travlt da hun fik øje på at ilden var ved at gå ud. Hun skulede op på himmlen og sukkede så der var ingen gang sikkert at få ild i det når hun kom ind. Hun gik ikke synderlig langt fra hytten. Hun kiggede på stor og kroget gren, man kunne ikke kalde det for en gren for den større end hendes overarm.

Wil kunne ikke rigtigt se grunden til sukket, men hævede bare et øjenbryn og smilede ellers stadigt. Elveren virkede rar og stille, så modsat dem hun oftest omgik. Oftest var det fleste højrøstede, hidsige og fandenivoldske.. Besynderligt nok beskrev de tre ord de fleste af hendes venner.
"Vi er alle jægere.. oftest er det med god grund.. selvom jeg nok ville blive lettere fornærmet over at blive sammenlignet med nogle individer af min slags."
Nogle af de gamle ville hun ikke sammenlignes med under nogen omstændigheder for dem hun havde mødt eller hørt om som havde levet i op imod et årtusinde eller mere var nogle arrogante, selvoptagede, kræsne stivnakker. Hendes skaber var ingen undtagelse.. Hun var nok bare mere uformel end de fleste hvilket egentligt passede hende godt.

Vampyren blev siddende, høfligt smilende indtil elveren var ude af døren, hvr hun hurtigt rejste sig op og begyndte at kigge rundt. hurtigt stak hun hovedet ind i værelserne, bare for at se om der gemte sig grimme overraskelser. Efter hendes ankomst til øen var hun ikke blevet mindre mistænksom, måske var folk det de udgav sig for at være, men der var ingen garanti.. Derefter susede hun tilbage til stuen for at stå og kigge i et par bøger da hun hørte elveren komme tilbage imod hytten.
At det ikke var god tone at kigge i andres ting uden tilladelse kunne hun ikke tage sig af. Gwyns tilstedeværelse havde fået hende til at indse at hun måtte gøre hvad der var nødvendigt for at overleve.. Nogle ville nok mene at det var på tide.

Hun kiggede igen på grenen, hun rystede svagt på hovedet inden hun med noget besvær fik løftet grenen, som man hvist ikke kunne kalde en gren op skulderen. Hun mærkede hvordan grenen tyngede hendes skulder ned. Hun satte kursen imod hytten, sneen dalede stadig ned fra den triste himmel. Hun fandt nogle mindre grene og samlede dem med forsigtighed op så den større gren ikke faldte af, hvis ikke hun havde haft gæster havde prøvet lede efter et træ, som var væltet som kunne tage grene fra. Hun elskede naturen og gjorde så lidt for skade den så lidt som mulligt. Hun gøs en smule idet hun ikke havde set at hun var gået i en snedrive og væltede.

Et skrig af overraskelse unslap hendes læber, det var ikke noget hun havde forventet og skar en grimasse idet mærkede smerte i hendes skulder der grenen havde været, hun anede ikke hvorfor hun havde fået ondt skulderen for så stor havde den ikke været. Hun var sunket i til lige over knæene hun havde slet ikke troet at den ville være så stor, hun prøvede at kæmpe sig op, men måtte nøjes med at komme op sidde på en smule adkavet måde. Men måtte holde op et svagt suk unslap hendes læber. Hun sagde nogle bande ord på elvisk. før hun lukkede øjnene.

Will måtte have hørt hende, vampyre havde vel også en god hørrelse, hun følte sig flov over ikke at have holdt øje med driverne. Hun kiggede op himmlen. Hun bed sig svagt læben inden hun lagde sig ned på maven så hun kunne gemme sit hoved, på den måde kunne hun skjule sin flovhed. Hun kom i tanke at hendes far altid havde advaret hende om dette her og alligevel var hun havnet idet. Hun begyndte at mærke kulden. Hun bed sig svagt læben, hvordan kunne hun være så koldset.

Som en kat der havde opfanget en svag puslen fra muren rettede vampyren med et sæt hovedet imod det sted skriget lød til at komme fra. Det tog hende ikke mange sekunder at komme over til døren efter at have smidt bøgerne i en stol og stukket fødderne i sine sko. Nattemørket var intet problem for hende og elverens hjerte kunne tydeligt høres i den stille nat. Det var ikke så tit at der var stille nok til det men herude var der kun smådyrnes puslen og de forstyrrede hende ikke.
Halvt om halvt forventede hun en eller anden modstander springe ud af nattemørket, men der var ingen andre hjerteslag fra væsner på størrelse med mennesker, dæmoner, engle og lignende. Da der intet kom fortsatte hun hurtigt hen imod snedriven.
"Du er virkelig for glad for sne.."
et kort øjeblik så hun bare med et smil på elveren inden hun svævede op ad snedriven, med ganske få centimeter afstand imellem hende og jorden. I nattemørket var det svært at se, men måske kunne elverens skarpe syn se det.

Hun borede sine slanke arme ind under Beths for at trække hende op ad sneen uden at det ville være alt for ubehageligt. Elverens lille slanke skikkelse var ikke noget problem for hende at løfte, men hun satte hurtigt elveren ned neden for snedriven med et lille smil.
"Kom gå ind så du kan få varmen. Jeg finder lidt brænde."
Som sagt så gjort. Kort efter randte Wil rundt efter brænde, både det som elveren havde tabt og noget mere som hun havde fundet rundt omkring. Det tog hende langt kortere tid da hun trods alt kunne løbe en del hurtigere.
Kort efter var hun inde igen med favnen fuld af brænde. Usikker på hvor hun skulle ligge det stod hun i døren og så spørgende over på elveren.
"hvor skal jeg ligge brændet, frøken?"

Beth var lettet idet hun kunne høre at døren blev åben. Hun elskede at hun kunne høre så godt for så kunne hun hurtigt komme væk, hvis det var noget farligt " helt klart" sagde hun og et utilfredst smil bredte sig over hendes læber, hun syntes bestemt ikke at dette her sjovt, men på den anden side var det hendes engen skyld. un lyste en smule op og kom så til at grine " jeg tror snare det sneen som kan lide mig" sagde hun fnisende. Hun mærkede hvordan hun blev løftet. Hun følte sig som barn. Hendes kinder blussede i en rød farve, men hun håbede at Will ikke ville ligge mærke til det. Hendes kæbe hang en smule det var næsten ikke til at tro at det var så nem at løfte, men så kom hun tanke om at det var fordi vampyre jo havde sin styrke ligesom hun havde sin hørrelse og gode syn.
Hendes kæbe var nede at røre jorden idet Will var begyndt samle hendes brænde og så næste øjeblik stod henne ved døren. Hun stod flere sekunder inden hun begyndte gå hen imod hytten, hun stod Will " wauw hvor er du hurtig" sagde hun og lagde ikke skjul på sin forbløffelse over hendes fart. Først kiggede hun smule forvirret på hende, men pegede så kurven ved sinden af brandeovnen.

Hun mumlede forbløffet til sig selv, hun begyndte kunne lide denne vampyr, hun virkede ikke som de andre, eller ihvertfald dem som hun havde hørt om. Hendes blik gled ned på stolen hvor hende bøger lå, nogle af dem var dagbøger hun havde skevet, men de på elvisk og medmindre at pigen kunne læse det fik hun ikke noget ud af dem. Hun satte sig på den stol hun havde siddet på inden hun havde haft nærkontrakt med snedriven " fik du set dig omkring?" spurgte hun hendes stemme lød ikke anklangende, men nysrrig. Hun smilede svagt inden hun igen rettede sit blik imod bøgerne, med spørgende utryk.

Et smørret smil voksede som elverens utilfredshed blev tydelig og de grønne øjne glimtede drilledene. Af en eller anden grund fandt hun dette her umådeligt morsomt. Naturen der holdt den utilfredse elver fanget.. På en eller anden måde forfriskende ironisk.
"Du burde være glad for at den elsker dig så højt."
Pigens rødmen lagde hun ikke mærke til, for da hun havde sat hende ned var hun allerede på vej for at hente brændet igen. Hun måtte hellere få det indenfor inden det blev alt for fugtigt. Det var trods alt ikke behageligt hvis det begyndte at ryge når det skulle brænde. Hun nød at løbe i den fart som var vampyrer forundt, deres største styrke. hvor varulve og dæmoner var stærke var vampyrer hurtige og smidige.
"Vi er ikke så stærke som flere af de andre racer, til gengæld er vi hurtigere. det har sine fordele."
Mens hun snakkede hældte hun brændet ned i kurven og sørgede omhyggeligt at få det hele med inden hun sluttede sig til elveren igen.

Blikket på dagbøgerne viste tydeligt at hun var blevet opdaget og havde hun kunnet rødme så havde hun gjort det. Det havde ikke været hendes mening at snage, men når man ikke kunne elvisk så var det svært at få noget interessant ud af det, men den svungne sjove skrift havde bare givet hende lyst til at se nærmere på det.
"Det beklager jeg.. Jeg kan ikke elvisk, så jeg fik ikke noget ud af det.. Men ja det gjorde jeg.. På de her skøre øer er det bedre at tjekke en gang for meget end en gang for let.. Min slags er jo klassificeret som oplagte mål for.. jægere."
Et lille beklagende smil, og et træk på skuldrende var det nærmeste hun kom på at se undskyldene ud men hun fortrød det ikke. Som sagt, hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Hun smilede bredt gik hen tog og rakte den til hende, tænkte slet ikke at det kunne virke underligt " her" sagde hun rakte bogen imod hende, en lyst til at lærer hende blev meget stor og hun kunne næsten ikke holde denne lyst tilbage " jeg kan lærer dig det" sagde hun rakte bogen længere frem imod hende. Dagbogen var ikke hendes, men nogen hendes mor havde skevet. Hun lagde svagt hovedet på skrå og kiggede afventende på Will. Hun lignede næsten barn der glædede sig til jule aften. Hun sukkede svagt og nærmest længselfuldt. Hun kom til grine fordi hun ikke rigtigt kunne finde rundt menneskene ord, deres bøger var mærkelige og unaturlig for hende som disse bøger var for Will, hendes forældre havde ikke set det nødvendigt at hun lærte det, men hun var begyndt at øve sig. Hun vendte svagt blikket imod bordet imens hun samlede en anden bog op. Bethany tvilede på at Will ville lærer det.

// undskyld længden min krea døde lige//