Nye fodtrin på bjerget. (Colt)

Ganske forfærdet så hun på ham, mens han krummede sig sammen, først uden at forstå hvad, der skete. Så dæmrede det for hende; hendes knæ!? Hun først blegnede, så rødmede, før hun satte sig op med en hånd på skulderen.
"Undskyld, undskyld, undskyld," nærmest messede hun og bed sig så i læben, hendes øjne store og runde i hendes forskrækkede ansigt. "Åh Gud," sagde hun så hæst og trak hånden over ansigtet, før hun igen lagde den mod hans skulder.
"D-det er jeg virkelig ked af! J-jeg fik et chok!" udbrød hun videre tydeligt mindst lige så ked af knæet som han var af armen. Hun så ned ad ham et øjeblik, men forsøgte så smertefyldt at fange hans blik. Hun krummede sig let sammen skamfyldt over at have ramt ham netop dér, og hun fortsatte med at myrde sin underlæbe.

Han lagde bare sammenkrummet, efter at hun havde ramt ham lige en anelse for godt, og måske også lidt for hårdt. Han kunne ikke huske sidst han havde mærket smerte som den her, og han følte faktisk smerte og var ikke bare blevet chokeret selvom det gjorde meget af det, hvis han havde forberedt kunne han nok godt have holdt det bedre ud.

"D....Det g...Går nok"

Han havde svært ved at sige det og han trak vejret meget tungt, selvom han ikke var helt tilfreds med at hun havde gjort det, ville han under ingen omstændigheder vælge at skælde hende ud for det, lige meget for stor lyst han faktisk havde til det.

Han kunne ikke gøre andet end bare at slappe fuldstændig af, og det var det han gjorde, han lagde bare og slappede af i hele kroppen og håbede at han kunne få smerten til at fortage sig lidt hurtige, hvis det ikke havde været fordi hun havde gjort det, ville han nok have været med et smil på læben, selvom det var der, men det var bare meget forpint.

"Å-åh nej," hun rystede på hovedet og kærtegnede hans skulder uden at ane hvad, hun skulle gøre ellers. "Det ser ikke sådan ud ... Åh Segovax, jeg er så frygteligt ked af det!" I ren og skær frustration over at have forvoldt ham smerte, løb en tåre ud fra de store, runde øjne og ned over hendes kind, hvor den dryppede ned på hans skulder ved siden af hendes hånd, før en anden var på vej til at følge den.
Selv da han lå stille, troede hun ham ikke, og hun længtes efter at kunne gøre et eller andet for at forbedre situationen. Det var et forfærdeligt sted, hun havde ramt ham, og det måtte gøre så ondt, men hun havde fået sådan et chok, hendes krop bare havde trukket sig sammen i forsvar.
Da det gik op for hende, hun græd, kom hun på benene og gik lidt væk, hvor hun stillede sig med ryggen mod ham og slog armene om sig selv, mens hun lod sine chokkerede tårer løbe uden at vide hvorfor, der var så mange. Måske var det fordi han allerede var blevet såret og skadet så meget, og nu havde hun gjort det samme, og alt havde startet med, hun havde kildet ham. Hun mærkede sine hænder ryste let og klemte dem hårdere sammen om overarmene for at stoppe dem.
"JEg er virkelig, virkelig ked af det, Segovax!" sagde hun lavmælt med hovedet halvt drejet mod ham, hvor hendes masive mængde hår dækkede hendes ansigt for ham.
"K-kan jeg gøre noget? Noget som helst?" Hendes stemme nærmede sig desperation, og hun trak vejret ujævnt. HVorfor skulle hun også have den slags reflekser? Hvis han dog bare havde ramt hende i hovedet og så var det sluttet der, men hendes forbandede reflekser havde fået hende til at krølle sig sammen af frygt. Og pludselig skød mindet frem fra underbevidstheden; En mørk aften, en fremmeds hus og hende liggende sammenkrøllet på gulvet med en brækket arm, skrigende på nåde, mens en mand forsøgte at trække hende ud af fosterstillingen for at... at... Åh hvorfor var hun overhovedet gået med ham dengang? Hun blegv meget bleg og stille og anede ikke hvorfor, hun skulle forbinde de to ting lige nu. Det var absurd, men det blev forbundet i hendes hoved, og billederne kørte for hendes indre blik. Alt sammen fra hendes reflekser, der trak hende sammen.
"Så ked af det," næsten hviskede hun og sank en klump med hænder rystende endnu mere.

Han lagde der bare, og slappede af for at få smerten til at forsvinde så hurtigt som muligt, at tro at den kvinde skulle være den første i mange måneder til at forvolde ham smerte som hna faktisk mærkede var helt uden for hans forståelse. Han kunne ikke gøre andet end bare at ligge lige på det tidspunkt, men han ville gerne gøre andet.

*Argh hun ramte rimelig godt, var gamle dreng?*

Endnu engang slog han over til at tænke og lagde ikke lige mærke til at hun rejste sig med det samme. Han lagde heller ikke rigtigt mærke til at hun var begyndt at græde og da han opdagede hun havde gjort det blev han lid trist over at han faktisk ikke havde opdaget det. Han opdagede det dog, og fik sit hovede drejede så han kunne følge med i hvad hun lavede, og for at se om hun også var okay, han kunne tydeligt se at hun ikke var særligt glad overhovedet for at være kommet til det.

"D.det er altså O... Kay"

Han havde stadig lidt svært ved at tale, og han tvang sig førdt op på albuerne og så helt op at sidde, og han fik sig så rejst op fra tæppet og smed det lige over på sengen igen, og gik over til hende med langsomme skridt, fordi det stadigt gjorde ondt, men han gjorde alt for at glemme det.

Han gik over til hende, og lagde bare armnede om hende, og hvilede sin hage på hendes skulde, men gjorde så heller ikke mere, først ville han se hvordan hun reagerede på det, og han kunne heller ikke lade være med at forbinde det med den gang den jæger i USA havde sparket ham der, men der havde han ikke reaget på den måde, fordi han var forberedt.

Hun var klar over, han stadig havde ondt, da hun hørte hans trin mod gulvet så langsomme og tøvende; slet ikke som hans normale skridt. Sjovt hun allerede kendte lyden af dem.
"Nej det er ikke!" sagde hun hårdt, nådesløst overfor sig selv. "Det sidste, jeg vil er at skade dig, og hvad gør jeg!? D-det...." Hun afbrød sig selv, da hun mærkede hans arme om sig og hans hage mod sin skulder, og med et let suk lænede hun overkroppen lidt ind mod ham og passede på ikke at komme til at trykke mod hans sårede kropsdel. Det havde virkelig ikke været hendes mening, men hun havde det dårligt over det alligevel og fik nu også dårlig samvittighed over den anden episode, der sneg sig ind på hende.
En gammel trang, hun ikke havde følt i mange år, til at slå sig selv, overmandede hende, og hun var lige ved at stikke sig selv en næve på kæben. Det eneste, der forhindrede hende var, at hun vidste det ville chokere ham og ikke forbedre situationen synderligt. Slemt nok en af dem var selvskadende, og det var så mange år siden hun selv havde været det en smule, hun ikke ville begynde igen. Det liv var bag hende, sagde hun hårdt, og en ond lille tnake tog over:
*Ja, nu skader du andre i stedet!* Hun lagde en let rystende hånd over hans.
"Hvor ked af det jeg end er, kan jeg ikke gøre det om," hviskede hun nærmest panisk ved tanken. Havde hun dog bare kunnet gøre det om.

Han lyttede til hvad hun sagde, og tænkte dig ikke rigtigt over det, fordi han havde kun en ting han gad sige til hende, og det havde han tænkt sig at sige næsten uanset hvad hun sagde. Han ville ikke have hende til at have det skidt over det, han var jo også selv skyld i det, så det var jo bare endnu en grund til at hun ikke skulle have det skidt over det.

"Det er iorden og jeg skal nok komme mig, det skal du ikke var bekymreet over."

Hans stemme var hård men også venlig, og han ville under ingen omstændigheder have at hun stod der og havde det skidt over at have såret ham, men han var dog glad for at hun ikke havde lyst til at såre ham, og det gjorde ham varm indvendig på en anden måde end normalt.

"Du skal ikke være ked af det, og vi skal nok finde en måde du kan gøre det godt igen, og dit selskab gør næsten op for det."

Han smilede stærkt til hende da han sagde det, og gav hende et lille kys på halse, så hun kunne forstå at han faktisk mente det, begge dele endda, men han ville kun have hende til at gøre noget hvis det fik hende til at føle sig bedre ved det, han havde ikke brug for det.

Hun var så taknemmelig for hans forståelse, og den varmede hende virkelig meget, go hun gav hans hånd et klem, da han havde talt.
"Tak," hviskede huun med et sagte smil. hun mente virkelig, hvad hun havde sagt; det sidste, hun ønskede var at såre ham. Hellere ville hun elske ham, eller i alt fald forsøge så godt, hun kunne.
Hans næste ord fik smilet til at vokse sig bredere og lidt skævt.
"Det håber jeg, for jeg ramte dig vist temmelig hårdt ... Det var ren refleks; jeg krummer mig altid sammen, når jeg bliver forskrækket på den måde ... Jeg må huske til en anden gang ikke at lægge mit ben der!" Hun forsøgte at spøge, men der var stadig noget trist i hendes stemme, hun ikke helt kan ryste af. Mindet om den aften står stadig så tydeligt i hendes erindring, selvom hun troede, hun havde fortrængt det.
Hans kys mod hendes hals får hende dog til at føle sig bedre tilpas, og et stille, let skælvende suk undslap hende, mens hun lagde hovedet lidt til den modsatte side. Da hans læber slap hende, vendte hun sig forsigtigt rundt i hans arme og lagde sine arme om halsen på ham. Der sad rester af tårer på hendes kinder, men hun smilede tappert, hendes øjne en blanding af ømhed, forelskelse og desperation.
"Du er så sød og god mod mig," hviskede hun med munden meget tæt på hans og mødte hans blik med sine grønne øjne, der næsten havde genvundet deres normale størrelse. "Jeg fortjener det slet ikke." Hun smilede sørgmodigt og kyssede ham så blidt og sødt.

Han smilede bare til hende, da hun takkede han havde ikke ord der kunne svare ordentligt, og derfor var et smil et meget bedre svar ifølge ham. Han smilede over det næste hun sagde, hvilket gjorde ham lidt ked af det, da han ikke havde noget imod at hun lagde såden, da det var dejligt at ligge sådan.

"Nej nej, du må godt ligge på den måde... Det er dejligt at ligge sådan, altså indtil du krummer dig sammen, men jeg må bare lade være med at slå dig så."

Han sluttede af med at smile til hende, og kyssede hende blidt på halsen igen. Han blev meget overrasket over at hun reagerede på den måde, og det gjorde ham både glad og meget overrasket. Han så, så hvordan hun havde grædt og det gjorde ham både trist og ked af det.

Han blev lidt ked af at hun mente at hun ikke fortjente det, hvis der var nogen her der ikke fortjente det personen fik så var det ham. Han var den onde og brutale af de to, han var den der havde dræbt, og han var den der havde såret folk uden at overveje hvilken betydning det kunne have.

"Hey hey, nu styrer vi os lige søde. Hvis der er nogen her der ikke fortjener det så er det da vist mig."

Hans stemme var meget hård men stadig venlig og kærlig overfor hende da han ikke ville såre hende for meget, men han ville ikke være med til at hun sagde at hun ikke fortjente det.

Hun kunne ikke lade være med at le svagt ad hans kommentar om, han bare kunne lade være med at slå hende, men det var en lidt trist latter, og hun overvejede om hun skulle fortælle ham hvorfor, hun havde krøllet sig sammen; hvilke tanker der var blevet sat i gang. Nej, han ville bare tage det på sine skuldrer som om han var skyld i, det var sket, og alt det bare fordi hun havde kildet ham. Og det kunne hun heller ikke lade være med at pointere:
"Jeg skulle have stoppet med at kilde dig så snart jeg så, du er kilden! Så havde du slet ikke trukket dig sådan sammen. Og nu tænker du nok, du bare kunne have fortalt mig det, men det var en god spøg, det synes vi jo begge." Hun kærtegnede hans nakke med et trist smil og kunne ikke helt skubbe de negative, sårbare tanker af sig.
"Undskyld, det var den gamle Colt, der talte der," sagde hun lavmælt og let kryptisk med et tungt suk og kæmpede for at lyse op. "Og jo, du fortjener det!" Hun omfavnede ham efter kort at have kysset ham på kinden, og hun trykkede sig blidt ind mod ham med hovedet mod hans.
"Skal vi bare glemme de sidste fem-ti minutter?" spurgte hun lavt, så det ikke lød for højt i hans øre, mens hun stak fingrene på den ene hånd ind mellem hans dreads.

Han smilede til hende, men det blev lidt mere mat da han kunne se at hun ikke var då glad selv, det gjorde ham trist, og det gik ham også på. Han kunne ikke lade være med at føle det var hans skyld, og at han kunne gøre noget, og ville gerne gøre noget for hende, men han vidste ikke hvad han skulle gøre.

Han havde ikke kunne se hvordan deres aften kunne blive ødelagt, men selvfølgelig blev det det han var jo den bedste til at ødelægge alle de gode tider, lige meget hvem han var sammen med det måtte han erkende. Han ville til at sige til hende, at det var hans skyld, men han blev stoppede af det da hun spurgte om de ikke bare skulle glemme det.

"Jo lad os det, og bare nyde selskabet."

Han smilede bare til hende og holdt hende ind til sig, da han sagtens kunne mærke at hun ikke hvad noget imod det da hun også trykkede sig lidt ind til ham. Han mærkede hendes hånd i hans hår, og hvordan hun rodede med det.

Hun kunne mærke, hans eget humør ikke var så godt, og hun vidste, det var hendes skyld, fordi hun ikke kunne ryste de dystre tanker af sig. Men hun måtte prøve, og hun gjorde et ihærdigt forsøg på at finde den glade, ubekymrede Colt frem igen og spærre den usikre, triste Colt inde i sit sind, hvor hun hørte til.
"Tak Segovax, det er jeg glad for," sagde hun blidt og trak et par fingre ned langs hans rygrad, mens hun blidt masserede hans hovedbund i nakken.
"Og der er megeet at nyde," tilføjede hun med et smil for sig selv og gav ham et klem, mens hn ubevidst trykkede sig lidt tættere på ham.
"Undskyld hvis jeg er lidt af en dødbidder lige nu, jeg kom bare til at tænke lidt." Hun skar en grimasse. "Det har intet med dig at gøre," tilføjede hun så og trak sit ansigt lidt ud, så hun kunne se på ham med et oprigtigt smil.
"Tankerne er låst væk igen nu, så de skulle ikke genere mere." Smilet blev lidt bredere og nåede også hendes øjne denne gang, selvom hun virkede lidt træt uden at vide det.
"Du er meget dejlig at være sammen med, Segovax, jeg nyder det virkelig. Men hvor er det typisk, der skal gå et eller andet galt, lige når man har det aller bedst." En let latter undslap hende, før hun lod sine læber strejfe hans let drillende; kun lige nok til at give en lille msagsprøve på den sødme, hun indeholdt.

Han smilede bare over det første hun sagde, men kunne ikke finde mere frem end det meget taknemmelige smil som han fik frem. Han smilede så det også fik hans øjne til at virke glade. Han kunne dog godt finde noget at sige til det andet, da hun da havde helt ret i at der var meget at nyde.

"Ja det er her da, hele din personlighed."

Han smilede over det næste, da han fandt det morsomt at hun sagde sådan om sig selv, hun var på ingen måde hende der var en dødbidder, eller ihvertfald ikke alene, da det også var hans skyld at hun var blevet lidt nedtrykt.

"Det er helt i orden, og jeg kunne da også bare lade være med at være så følsom i det område."

Han smilede og grinede lidt da hans lagde det. Han kunne høre og se at hun virkede en smule træt, hvilket han også var men han lagde ikke rigtigt mærke til at han var det og ville ikke erkende det.

"Er man lidt træt?"

Han smilede og et gab trak sig over hans læber, og han blev ens mule flov over at have spurgt når han nu også selv var træt, hvilket blev meget opmærksom på det, hvilket man ikke kunne undgå når man gabte.

"Jeg ved hvad du mener."

Han mærkede hvordan hendes læber let rørte hans, og han hold dem tæt på sine lidt længere, før han lod dem slippe. Han lod den ene hånd glide blidt op af hendes ryg, op af hendes ryg rad, med blide berøringer med fingrene af den.

Hun kunne fornemme på trækningen på hans kind, at han smilede, og det gjorde hende lettet. Hans kommentar fik hende til at le muntert.
"Ja og hele dig! Personlighed og alt andet!" Hun rødmede let, mens hun lod hånden glide over hans ryg let udforskende.
Det næste, han sagde, fik hende også til at le, for hver latterudbrud lidt mere muntert og som den rigtige Colt, den Colt hun havde været hele dagen.
"Det er jo ikke din fejl! Det tror jeg nok alle mænd er, dearest, så det må du i alt fald ikke bebrejde dig selv!" Lo hun og rev ham forsigtigt og meget blidt i håret. Hans latter gjorde hende godt, og hun følte sig helt varm indeni. Da han gabte kom der nok en gang en glad latter fra hende.
"Ja, det er man vist!" drillede hun med et kærligt smil og et ømt blik. Hun så hen mod sengen let rød i kinderne.
"Måske skulle vi lægge os?" foreslog hun så med et halvt genert smil ud af det blå.
Hun nød i højeste grad, at han holdt hendes kys længere end hun havde tænkt det, og hendes øjne gled nydende i. Hun nød også hans kærtegn og skælvede blidt under hans berøring, og da deres læber skiltes, sukkede hun blidt og smilede varmt til ham.

Han smilede virkeligt glad da hun foreslog om de skulle lægge sig og det havde han under ingen omstændigheder noget imod, og igen kom tankerne til ham om hun gerne vil have sengen for sig selv, men han havde jo fået at vide at hun ikke ville lade ham sove på gulvet. Han kunne bare ikke lade være med at overveje om det var sandt eller ej.

"Er du sikker på du ikke vil have sengen selv?"

Han kunne ikke lade være med at spørge da han ville være helt sikker. Han lod stadig sin hånd berøre hende lige oven på rygraden, da han kunne mærke hvordan hun sitrede over det. Han håbede at det var fordi hun faktisk kunne lide det og ikke fordi hun hadede følelsen af det.

Han ville have svar på sit tidligere spørgsmål, før han gjorde mere, og kunne ikke lade være med at overveje hvordan hun ville have det med at sove med ham. Han vidste godt hun kunne lide ham, men han var ikke helt sikker på hvor meget.

Med let røde kinder nikkede hun.
"Jeg vil gerne have, du ligger ved siden af mig. JEg kan jo så godt lidt din varme," drillede hun og slog blikket genert ned et øjeblik, så øjenvipperne fejede ned og lagde sig som vifter over hendes kinder.
"Desuden vil du ligge bedre der, og det betyder meget for mig," tilføjede hun og så på ham igen, hendes blik kærligt, mens hun kærtegnede hans nakke blidt. Stadig let rød i kinderne, kyssede hun ham igen, blidt og uskyldigt i sin uvidenhed om emnet, selvom han allerede havde lært hende lidt om det. Hun trykkede sig forsigtigt ind mod hende, hendes bryst fladt mod hans, og han burde kunne mærke nu, hendes vest hang løst, da den hang ind mod hans mave på hver side af hende.

Han smilede til hende over at hun gerne ville have at han lagde ved siden af hende, og det blev han faktisk meget glad for at høre, ikke fordi hun sagde det, men fordi han kunne fornemme at hun faktisk mente det.

"Jamen så får du den ikke for dig selv."

Han smilede da hans sagde det, men smilet forsvandt halv hurtigt da hun trykkede sig ind mod ham, og han førte deres læber sammen, stadig med et lille smil på dem. Han kunne mærke hvordan hendes vest slog mod hans mave, og kildede ham en smule.

Han trak hende forsigtigt med sig det kørte stykke der var over til sengen, hvor han lodsig falde ned på den, mens han hev hende med sig, men han holdt stadig kysset da han ikke ville stoppe det bare sådan.

Hun kunne se hvor det glædede ham, hun ikke forviste ham til gulvet, og følelsen fik hendes hjerte til at slå hurtigere.
"Det er jeg glad for," sagde hun blot med et indsmigrende smil.
Hun lod ham lede sig hen til sengen og fulgte ham blot med stadigt lukkede øjne og hovedet vippet let bagover for at kunne nå ham, da han jo var højere end hende. Da de faldt ned på sengen, rødmede hun en smule mere, da hun ikke kunne lade være med at tænke på, hvad man også kunne lave i en seng andet end at sove. Ikke at hun har intentioner om at det skal ske, men man vidste jo aldrig, og tanken fik hende til at rødme endnu mere. Hun skævede ud af det ene øje for at se om han så det og kæmpede ellers bravt for at holde kysset, så han ikke skulle opdage det.
Hun havde nået at fjerne sin arm fra hans ryg, så han ikke landede på den, men holdt stadig den anden arms hånd i hans hår, og den frie hånd lagde hun mod hans kind og trak ned over den ned mod hans hals, mens hendes tanker forsvandt mere og mere og passionen for ham tog over.
Hun lå ind over ham med et ben mellem hans og et ben på ydersiden, følelsen af deres ben flettet sådan sammen meget intim for hende, selvom hun nød det, og meget fremmed.

Han smilede mod hendes læber, da hun flettede deres ben sammen. Han kunne ikke lade være med at lade den ene hånd stadig glide op af hendes rygrad, med meget blide bevægelser, som svarede til hvordan hun berørte hans hals og kind, samme blide berøring.

Han kunne ikke undgå at ligge mærke til hvordan hun rødmede og hvordan hun halvt om halvt kæmpede for at holde kysset, det gjorde ham intet at hun nød det, og at hun gerne ville det, men det ville heller ikke gøre noget hvis hun bare slappede lidt mere af.

*Skal jeg sige det til hende?*

Han overvejede og besluttede sig for at de kunne jo altid vende tilbage til det. Han slap hendes læber, og kiggede hende dybt i øjnene.

"Hey søde, bare slap af, og tag det helt roligt. Hvad rødmer du sådan over?"

Hans stemme var blid og kærlig da han talte. Han trak så hende hoved helt tæt på sig så hendes hals berørte hans skulder, og kyssede hende så hen over halsen og på nakken, og lidt ned af nakken, til det øverste af ryggen.

"Bare slap helt af"

Hun nød følelsen af deres sammenflettede ben og følelsen af hans hånd mod hendes ryg, hvor hendes bluse gled en smule op og lod hendes lænd være bar.
Da han slap hendes mund ærgrede hun sig et øjeblik, men på den anden side var hun en smule stakåndet, og hun trak vejret dybt og så varmt på ham, mødte hans øjne og begravede sig i dem.
"Jeg er bare lidt nervøs. Sidst jeg var så tæt på en fyr var jeg sytten," indrømmede hun en smule flov. "Der har ikke været andre end drikkevenner siden da, så.. eh..." Hun afbrød sig selv stadigt rødmende svagt, mens hun smilede undskyldende til ham. Men hun besluttede alligevel, hun ville forsøge at slappe mere af, hvis hun kunne. Han var jo dejlig, det kunne hun ikkekomme udenom, og alt, han gjorde, var rart.
Hun lagde hovedet lidt til siden, så han kunne komme bedre til, da han kyssede hende, og hun sukkede blidt og slappede virkelig mere af.
"Jeg prøver," lo hun mildt.

Han nød at være så tæt på hende, uden at det var så voldsomt, det var ikke som om lysterne brændte eller noget i den stil, det var lige tilpas tæt sådan at det stadigt holdt den meget hyggelige stemning der var.

"Ja men det kan jeg jo så ikke helt sige hvornår så var."

Han sagde det, da han ikke helt var sikker på hvor gammel hun var, og det var det han hentydede til.

Han smilede for sig selv mens han stadig kyssede hende i nakken og lidt ned af ryggen, så langt ned han kunne komme uden at skubbe for meget til hende, så han kyssede hende en 15 cm ned under nakken og så op af nakken igen. Han var dog nød til at rykke hendes tøj lidt for at komme til, men han håbede ikke at hun havde noget imod det. Han kyssede hende så op af halse, da hun slappede mere af.

"Godt søde, mere forlanger jeg ikke."

Han lod kyssene glide op til hendes underlæbe, men helle ikke længer hvis hun ville have mere måtte hun selv gøre lidt for det.

Hun kunne selv mærke, hun var begyndt at have lyst til ham, men hun havde ikke tænkt sig at gøre noget hun måske vilel fortryde senere, og derfor nyder hun blot øjeblikket.
"Det er syv år siden," sagde hun efter en kort tænkepause og var egentlig selv lidt chokeret over at det var så længe.
En række kuldegysninger af ren og skær nydelse løb ned langs hendes rygrad med hans kys, og hun sukkede og forsøgte at dreje sig lidt, så han nemmere kunne nå. Hun havde lukket øjnene og nød ham bare fuldt ud. Hun tænkte ikke en gang over det, da han trak ned i hendes bluse, var bare helt optaget af den intime følelse af hans læber mod sin hud. Hun lod sin hånd glide videre fra hans hals ned over brystet og ned over hans mave ikke helt så forsigtigt som tidligere, så hun ikke kildede ham, og ned til hans hofte, hvor hun lagde den på siden af ham og kærtegnede ham mens endnu et suk undslap hende, og da hans mund kom op til hendes, spildte hun ikke tiden med at fange den i et hedt kys. Hun nød smagen af ham og varmen fra hasn mund, mens hun var for genert til at bruge tungen til noget som helst, selvom hun gerne ville. Hun var ikke klar over hvordan, hun skulle gøre, og hun var bange for, hendes forsøg blot ville få ham til at grine. Så hellere lade være. Med hånden om hans nakke, begravet i hans hår, trak hun sig lidt tættere på ham, hendes åndedræt kommende hurtigt og let sukkende, mens hun drejede hovedet let for ikke at støde i hans næse og skade ham igen.

Han mærkede hvordan hun kyssede ham tilbage, og han nød det så meget som det var muligt. Han havde ikke noget imod at være intimt sammen med et andet menneske, men lige netop hende her, ville han være lidt trist over at bevæge sig fremad hos for hurtigt.

Han kunne ikke lade være med lige at lade spidsen af tungen glid hen over hendes læbe, og prikke blidt til hendes tunge, som en invitation til en mild form for fange leg. Han ville gerne være meget sammen med hende, men han var bange inderst ind for at såre hende.

Han lod sine hænder glide ind under hendes bluse og ae hende blidt op og ned af ryggen, mens hun blid berørte ham på maven, som fik en sitren til at gå igennem hans krop. Han kunne ikke lade være med at overveje at hun lod til at have et ømt område på ryggen, et sted hun virkeligt nød at blive berørt blidt.

Hun var glad for, han ikke var en af dem, der stormede frem, hvor alting gik alt for hurtigt, men at han tog det stille og roligt. Trods alt havde de ikke kendt hinanden mere end en dags tid, og de havde lang tid til at nå alt det, man ellers kunne nå.
Da han rørte hende læbe og tunge med sin tunge, sukkede hun let igen og prikkede genert lidt igen uden at vide om hun gjorde det rigtigt; hun forsøgte bare at efterligne hans bevægelse. Det føltes mærkeligt at jage hans tunge på den måde, men måske var det bare sådan det skulle føles, måske skulle man lige vænne sig til følelsen først. Følelsen af hans hænder i fuld kontakt med hendes hud, fik et lille overrasket gisp til at undslippe hende, men hun smilede blot og fortsatte kysset, mens hun kærtegnede ham for at lade ham vide, hun var okay. Og da først hun var kommet sig over det lille chok, var det en rar følelse at mærke hans arbejdsvante hænder mod sin bløde hud. Bhen irriterede hende mildt, da hun ikke kunne mærke hans fingre, da han kørte dem hen over den, men hun lod som ingenting og nød ham bare. Og hun opdagede også selv, hun havde et ømt spot med ryggen, hvor hun vrikelig var glad for hans berøring.
"mmmh," sukkede hun henført og varm i kinderne over alle de følelser, han vækkede og sendte gennem hende. De fleste af dem var nye, for hun havde aldrig følt sådan her for sin eks. Han havde da været sød, og hun havde haft et lille crush på ham, men resten havde blot været hendes behov for at have nogen om sig samt prestigen i at have en kæreste.

Han var faktisk meget usikker på sig selv, fordi sidst han havde været sammen med en pige hvor han ikke bare havde haft den dyrisk tiltrækning til hende, havde han været meget indad vent og turde ikke ret meget. Han mærkede at han begyndte at få det rigtigt varmt, og sveden piplede frem og ville gerne fortsætte men han følte han var ved at få hede slag, så han slap både kysset og hende, og lod sig dumpe ned på sengen.

"Undskyld, men varmen er ulidelig og jeg er ved at være utroligt træt, du må virkelig undskylde, du må ikke tage det skidt, vel søde?"

Han så på hende med bedende øjne, mens han blev meget nervøs over hvordan hun ville tage det, det var jo ikke til at vide. Han var jo ikke inde i hendes hoved, og han blev kort ramt af en af de gange med Ziga hvor han var kommet til halvt at afvise hende men slog den dog hurtigt væk igen.

Han lagde bare og trak vejret tung, mens han forsøgte at køle ned, og han kunne mærke at han ville ikke sove, hvis ikke de fik ilden slukket, og han skulle nok kunne holde sig varm, og håbede hun kunne klare sig med varmen fra ham.

Hun kunne godt mærke hvor varmt, han pludselig fik det, og hun vågnede en smule op fra den tåge af nydelse, der havde lagt sig over hende. Selv var hun også godt varm, og hun forstod ham godt, da han stoppede, selvom hun ikke var sikker på, varmen alene gjorde det. Hun dumpede ned på sengen ved siden af ham og lagde sig op på siden med en hånd understøttende hovedet, mens hun betragtede ham.
"Det er i orden," sagde hun let forpustet og smilede blidt. Sandt at sige vidste hun knapt, hvad der var gået af hende sådan helt at miste hovedet, og hun var faktisk glad for at få muligheden for at sove på det. Det hele ville være meget klarere i morgen, bildte hun sig ind, for dem begge to. Hun havde lidt på fornemmelsen, han havde stoppet lige så meget for hendes skyld som for sin egen, og det varmede hende indvendigt. Hun strøg ham over den svedige pande med blide bevægelser og viftede ham så lidt med hånden, så en lille, kølig vind nåede ned over ham.
"Du skal ikke tænke mere på mig i dag," drillede hun, "lad os bare få sovet." Hun satte sig op med et sødt smil og stak hænderne ind under blusen for at lukke sin bh op, da den bestemt ikke var behagelig at sove med, og hun lukkede den hurtigt op, for hun trak hænderne ud igen og dernæst trak op i ærmerne, til hun kunne få fat i stropperne og trække dem ned. Den sorte blondestrop kom til syne på hver af hendes arme, og snart kunne hun trække dne ud foran. Hun gik hen til sin taske og lagde dne ovenpå den, før hun tog sin vest af også og lod den følge. hun overvejede at tage de stramme bukser af, men hun havde kun en g-streng indenunder, og det var måske lige vovet nok, så hun vendte sig for at gå tilbage til sengen. Det hvide stof på blusen var stadig let gennemsigtigt, og en svag skygge af hendes brystvorte var synlig, uden hun var klar over det. Hun gik hen og stillede sig ved siden af sengen med siden til ovnen, så lyset spillede over hende, mens den ene halvdel af hende lå i skygger.
"Hvad gør vi så nu?" spurgte hun, "slukker for ilden, så du ikke får det for varmt, eller skal jeg vaske dig med lidt sne?" hun havde en let drillende tone, og et blidt blik hvilende på ham. En tot var faldet ned foran hendes øjne, og hun slog kort med hovedet kun for at have den faldende ned igen.