Mens, moeder en een raadsel. (Pro+Nari)

Procella bakkede og dumpede ned på sofaen. En elver? Havde hun virkelig spist en elver?

"How did he taste?"

Det fløj ud af munden på hende før hun overhovedet fik tænkt rigtigt over det. Jægeren så dybt rystet ud over spørgsmålet og pressede læberne hårdt sammen, som var hun bange for at andre forræderiske ting skulle undslippe hendes læber, hvis ikke hun fik dem spærret inde.

Sekundet senere fløj hun op af sofaen igen og holdt armene op i luften foran sig.

"woah woah! Back up! He had a demon as a girlfriend? flirting? Did you...?!"

Procella lod sætningen svæve i luften mellem dem, imens hendes intense stirren var anklagende. Som gudfar så guddatter?

Hotel? There was...the bed...blood? Someone bleed

Procella fik et koncentreret udtryk i ansigtet og hun gned sin pande da hun prøvede at huske. Det var som om hendes tanker var blevet tyk havregrød. Overalt hvor hendes hud var blottet rejste gåsehuden sig selvom værelset var varmet op.

"I...there was...blood...my head hurts..."

Mumlede Procella

Lyden af et gevær

Det gav et lille sæt i den slanke kvinde og hun så sig hurtigt omkring i den enorme pejsestue, søgende og forvirret på samme tid.

Jægerens videre reaktion affødte et hævet øjenbryn hos dæmonen. Hendes slanke fingre havde lukket sig om Dayas lille hånd og en pludren lød fra den lille rynkede mund. Narcissa smilede, et smil der kunne sætte spørgsmålstegn ved om hende og gudfaderen virkelig ikke var i familie.

"Delicious! Hey... I'm a demon... oh, and Azuriels knows."

De sidste våde spor på Narcissas kinder var ved at tørre ind og smilet blev afløst af et tomt udtryk. Bag de sorte øjne spillede tonsvis af tanker forbi i brøkdelen af et sekund, men det ville være umuligt at gætte på hvad de præcist indebar.

Hun gik langsomt over imod sofaerne, men stoppede undrende op da Procellas krop gav et sæt fra sig. Hun så spørgende på kvinden og kiggede så rundt i lokalet for at forstå hvad hun ledte efter. Da Narcissa intet unormalt fandt, sukkede hun og satte sig til rette i sofaen med Daya i skødet.

"It was my blood."

Hun kiggede ned på den lille der lå over hendes ben og nærmest skubbede imod Narcissas mave med de små strømpeklædte fødder. Hun smilede stort til pigen og mødte det mørke blik. For en kort stund glemte hun næsten Procella der sad i sofaen overfor hende.

Will I ever get a child like you, huh sweety?

"Black eyes... like mine!"

Spontant krummede hun ryggen og løftede knæene så hun kunne plante sine læber blidt i panden på det lille barn. Hun så smilende op imod Procella og lagde så ansigtet i mere alvorlige folder.

"Micha erased your memory of that night... I don't know why. It was my blood. I don't remember everything because of my... well, after the meeting with your stake. But somehow we got away from there, Azuriel got you onto the floor. It was that night she told me she'd killed my father."

Narcissas ansigt bar igen det lille smil, kun henvendt til barnet i sit skød. Al anden følelse over at sige disse hårde ord blev gemt væk i hendes indre. Det nyttede ikke noget at bebrejde Procella noget, det var Micha der skulle forbandes herfra og ud i evigheden. Men det var frustrerende ikke at kunne gøre noget håndgribeligt... Procella - Micha... samme krop, og alligevel to vidt forskellige personer. Hvis bare hun dog vidste hvad Procella var, og hvad søsteren var. Man måtte da kunne gøre noget...

"Hey, are you a hybrid like Azuriel? I mean, you and Micha?"

Hun skævede til Procella og derefter ned på stakken af bøger på gulvet.

Procella gned sin pande kraftigere og virrede på hovedet som var det fuld af irriterende fluer.

"De...licious...dont do that again...i will kill you..."

Det lød underligt halvhjertet og fraværende. Procella vendte sig mod sofaen som om hun ikke helt vidste hvad den skulle bruges til.

Her blood? Demons...blood...

Procellas ansigts var koncentreret og samtidig underligt udtryksløst. Hun så fraværende til da hundæmonen kyssede hendes datter, totalt uvidende om hvad der videre skete. Da de varme læber berørte pigens pande strakte noget sig ud mod Narcissa.

Like me? I doubt it...

Stemmen var klar og tydelig i Narcissas bevidsthed og der var ingen tvivl om hvor det kom fra.

"She...she have done that. Done things to my...head...I...what? I killed your father?"

Procella gik over til sofaen og satte sig på kanten af den med et underligt udtryk i øjnene. Så var der vel ikke noget at sige til at dæmonen havde et lettere anstrengt forhold til hende, hvis alt hun så var sin fars morder, når hun kiggede på Procella. Det kriblede i jægeren for at rive sin datter til sig igen.

"Me? A hybrid?"

Atter engang så Procella måbende på dæmonen

"That does not make any sense. What should I be? Im not an angle? Not a demon. Wick would feel that...i think...i...im not!"

Tvivlen sneg sig ind i hendes stemme og hun blev defensiv i sit kropssprog

Narcissa gik i stå og mærkede knap nok at Procella satte sig i sofaen. Hun stirrede overrasket ned på Daya, hendes øjne blev større og større da det gik op for hende... at der ikke var nogen tvivl.

"You... I... Daya? Did you... what... how..."

Undrende tog hun den lille piges hænder og lænede sig ned imod hende. Havde Daya lige... talt til hende?

"What do you mean? Never... like you? How..."

Igen gik hun i stå, kunne ikke helt selv begribe at hun sad der og talte til et nyfødt spædbarn, som om det forstod hende. Hun rystede på hovedet, blinkede et par gange og stirrede så atter ned i de sorte øjne.

You shouldn't be able to... think... or... you're a newborn!

"Huh?"

Åndsfraværende kiggede hun kort op på Procella og så spørgende ud.

"Yeah... you... she did!"

Dæmonen havde virkelig svært ved at samle tanker om dét Procella sagde. Hendes øjne flakkede imellem jægeren og dennes datter.

"Perhaps, some other hybrid-form? Procella... ehrm... I think your daughter... ehrm... does she tell you stuff?"

Procellas øjenbryn kravlede længere og længere op i hendes pande. Det var lige før man kunne høre en lav knirken følge med lyden.

"Are you drunk? Did you drink before coming here?"

Procellas stemme var vantro og selvom stemmen var sarkastisk, var det tydeligt at hun helt oprigtigt mente Narcissa var fra koncepterne

"Daya is less than 2 weeks old! She is not talking! And why would she talk to you and not me?!"

Der lød en afdæmpet klukken i Narcissas bevidsthed.

Procella rakte krævende armene frem mod Narcissa

"If you have taken...anything. You give me back my dauther, this instant!"

Narcissa så undrende på Procella... fuld? Hvorfor skulle hun være fuld?

"Drunk? It's been ages since..."

Hun afbrød sig selv. Jo godt nok var det længe siden hun havde været fuld... det havde krævet knapt 2 hele flasker whiskey, drukket hurtigt, meget hurtigt. Men billedet af hendes ekstase efter at have gulpet elveren i sig tordnede frem for hendes indre øje. Det var vel også en slags fuldskab?

"She did, she..."

Narcissas øjne spærredes endnu mere op og hun kiggede foruroliget, nysgerrigt og skræmt imod barnet i sit skød da latteren ramte dæmonens indre øre.

"Don't laugh at her... this is not funny Daya!"

Stemmen var en smule irettesættende, grænsende til det paniske. Narcissa klappede kæberne sammen, lidt for hårdt og lidt for hurtigt til helt at kunne skjule det faktum, at hun havde talt over sig. Hun kiggede forsigtigt op på Procella og forsøgte at smile - grimassen var stiv og kejtet.

"Ehm... hihi."

Med underligt akavede bevægelser løftede dæmonen den lille pige op fra sit skød og rakte hende imod moderen.

Don't cry... she's tired... give her some peace... pretty please? I'll bring a treat next time I'll visit?

Tanken blev rettet imod Daya og et meget bedende ansigtsudtryk ramte den lille piges blik idét Narcissa sendte hende i retning af Procellas arme. Hvordan tiltalte man en nyfødt der tydeligvis forstod hvad der foregik omkring sig?

Om det rent faktisk var Narcissa der fik pigen til ikke at bryde i krampegråd, eller om der var andre faktore der spillede ind, var ikke til at vide. Procella fik pigen i sine arme, og den lille sortøjede pige så roligt op på sin mor. Hun vendte hovedet let mod Narcissa og blikket var alt for intelligent til en lille pige på knapt 2 uger.

"Stop screwing around Nari. This is not funny. My girls are normal. Normal little healthy girls"

Det blev sagt med en indædt stædighed der tydeligt talte sit eget sprog. Procella prøvede stadig at overbevise sig selv om at pigerne var ganske normale, selvom deres udseende talte imod det. Selvom deres tilblivelse, og deres fødsel samt graviditeten havde været så langt fra normalt som noget overhoved kunne komme.

Procella håbede stadig. Det var naivt. Lattervækkende. Medlidenhedsfremkaldende i sin blindhed. Men det var en mors desperate ønske for en fremtid for sine døtre.

Thanks!

Narcissa sukkede opgivende af Procella protester. Hun så træt på hende, lænede sig tilbage og trak benene op under sig i sofaen.

"Yeah... normal, uhum."

Hun tiltede let hovedet og kunne ikke undlade at stirre ind i Dayas øjne et kort sekund før hun atter så imod Procella. Gad vide om de andre piger også kunne... kommunikere? Hun fik en pludselig lyst til at rejse sig og hente pigerne ned i sofaen, men velvidende om Procellas hysterianfald hvis hun gjorde, fik hende til at sidde helt stille.

"Procella... you said it yourself: "We dont apply to normal rules. Stop dreaming of a normal life." So why should your girls be? And why should the girls be less perfect if they aren't?"

Der var en sjælden klang af alder over Narcissas stemme. Hun lød næsten gammel og træt, som om hun i evigheder havde erkendt dette, på trods af at det var Procellas meget nutidige ord der genlød fra hendes læber.

"Degene die praat weet wat om te spreken van. Yes... you know what you said. Live by it. Daya, and probably the rest of the girls are... unique. HEY, you've even seen them communicate with uncle..."

Hun bed sig selv af. Der var vist ingen grund til at smøre mere slat i dét sår. Hun smilede svagt, men varmt til Procella.

"Hey, I'm really glad we got to talk. I've missed that... well, I got Azuriel. But you know, I've never had a female, erhm, woman to talk to... it's... nice."

Dæmonens hoved tiltede let til siden og de sorte øjne fangede Procella blik. Posituren vidnede om taknemmelighed og en smule hengivelse... til bare at være, at snakke uden trusler og dødsfrygt.

Procella skød defensivt underkæben en smule frem

"Shut the fuck up. Let me live my dream for a while longer. There is one big fucking difference. You and Az, can take care of yourselves. These infants cant. I am not going to let them take my girls! So you shut up!"

Procellas øjne blev blanke og hun åd resten af den svada der skælvende lå i hendes stemme og boblede rundt i hendes bryst. Hun knugede Daya ind til sig - blidt og beskyttende.

"...protect the children..."

Stemmen der kom fra Procella, var mystisk, og det lod ikke til at hun rent faktisk fangede den kom fra hende, eller opfattede hun havde sagt noget.

Jægeren fnøs irriteret og opgivende.

"So...now what? Are we like...i dont know...fri...erhm...do we have like...a relation?"

Tanken om at være venner med en dæmon strittede i hende så meget at hun havde besvær ved blot at sige det

Narcissa lettede hovedet fra hendes knæ i en agtsom grimasse.

"Them? Let who take them away?"

Der var noget truende over dæmonens stemme, en instinktiv vrede over at nogle skulle kunne finde på at fjerne børnene. Dog anede hun ikke hvad eller hvem Procella talte om.

"No one! No one will ever touch those kids!"

Narcissa blev overrasket over den styrke der lå i hendes ord. Hun var vist blevet mere blødsøden end hvad godt var. Men hey, hvem kunne bebrejde hende. Hun havde trods alt været der da pigerne blev født, hun havde holdt dem i sin favn i flere timer efter fødslen, alt imens Procella og Wicked havde været langt væk i bevistløshedens rænker. Og nu havde hun fundet ud af at... Daya, måske også de andre rent faktisk forstod hvad der skete omkring dem.

Hun rakte en hånd ud og lagde den blidt, men trods alt fast omkring Procellas underarm hvorpå Daya hvilede. Hun så til mens jægeren talte fraværende.

"Who are they Procella?"

Narcissa svarede åndsfraværende på kvindens sidste kommentar. Det var ikke første gang Procella havde talt om at beskytte børnene. Hun prøvede ihærdigt at genkalde sig erindringen... noget med Micha? Et hotelværelse? Hospitalet måske?

"I guess... But Procella. Please! We are here.... Azuriel and I. We might be, well he might be a kid, but we are not pathetic. We will help protect you from... from what?"

Hun trak armen til sig og så spørgende på Procella. Hun kunne ikke helt undgå at føle et lille sug af panik i maven, samtidig med at hun formanede sig om at slappe af. Jægeren var gift med en dæmon, hvem ville ikke forsøge at dræbe hende? Men alligevel var der noget i hende der blev ramt af en agtsomhed. Hvor havde hun hørt det med børnene før?

Procellas kinder blev en smule lyserøde og hun trak blikket til sig. Under Narcissas udbrud blev hun mere og mere utilpas og endte faktisk med at rykke let på sig i sofaen - noget der skreg til himlen om hvor hendes sindsstemning lå henne. Hun kunne blive vred, men intet fik normalt Procella til at blive urolig. Ikke på denne måde.

"No-nothing. No one. I dont want to talk about it"

Der kom et udtryk af jaget dyr i hendes øjne, der flammede op i klar rovdyrgul, men det var frygt, og ikke raseri der spillede hen over jægerens ansigt.

Damnit...shut up...shut up...

Det var slemt nok hun havde palpret ud til Az omkring det, fandme nej om hun gjorde det til Nari også. Hun ville gå direkte til Wick, og så ville helvede være løs. Bogstaveligt talt. Især hvis "præsten" stadig var et sted i byen.

"...not allowed..."

Den samme underlige undertone fra før lå i Procellas stemme, og atter engang syntes hun ikke at registrere at hun havde sagt noget. Det var hun dog den eneste der lod til. 3 sæt sovende øjne blev åbnet da Daya vendte ansigtet mod sin mor. De resterende piger så intenst på jægeren med uudgrundelige sorte øjne, der var alt for bevidste og intelligente for små spædbørn. Procella rømmede sig kraftigt og smilede påtaget.

"Oooh its nothing. Just some old family who might not agree with my new way of living..."

Hvis hun ikke havde virket en smule febrilsk og havde det jagede udtryk i øjnene, og hvis ikke pigerne havde reageret så kraftigt, og hun selv talt halvt i tunger...så var det muligt Narcissa ville have haft købt den...på en god dag...

"Oh cut the crap will ya?"

Narcissa stirrede over på sengene, ned på Daya og tilbage på Procella med et meget sigende blik.

"You demanded to know stuff about me... I've never demanded anything from you. But! If you are in some kind of trouble, if the girls are... You better spit it! I won't let y... I mean. I won't let anyone in my family get hurt, okay!?"

Et lettere forfjamsket udtryk blandede sig med Narcissas meget stålsatte mine. Det var tydeligt at hun ledte efter ordene og havde svært ved hvordan hun undgik latterlige klicheer. I en umenneskeligt adræt bevægelse lod hun benene glide væk fra hinanden og derefter vikles ind under hende så hun kunne læne sig tættere imod Procella.

"And by the way... If anyhting happen to you, or the girls... I don't wonna be in this world when uncle finds out. So please... spit out, tell your dear Nari what bothers you. WHO wants to hurt you? Stop talking shit. You make no sense."

Hun havde svært ved at indrømme over for sig selv at hun faktisk bekymrede sig om jægeren. Givet, lige nu var hun såmænd mere bekymret for pigerne. Måske ville hun aldrig helt kunne blive tæt, sådan rigtig tæt med Procella. Men omvendt, jægeren havde dræbt hendes fader... eller Micha havde... Åh, det var så forvirrende det hele.

"See... your girls know you better than you think. Stop lying... tell us the truth. They deserve to know!"

Narcissa så atter rundt på de fire sæt sorte øjne og nikkede så bekræftende af hendes egne ord. Denne gang fik jægeren simpelthen ikke lov til bare at tale uden om, nix!

You deserve to know...

Procellas blik blev roligt og koldt. Det ene øjenbryn hævede sig i sin klassiske sarkastiske bue imens hun betragtede dæmonen med et lille isnende smil

"I excuse you. You are...emotional. Eating an elf. Apparently being intimate with him, and having a pissed of demon-girlfriend on your ass. Being scolded by your godfather. Having a troubled boyfriend. I excuse you. But listen up Nari. You do not demand anything from me. Ever. I try to live with you. I am being...very civilised right now"

Der var faldet en underlig ro over hende, der komplet fjernede det jagede udtryk fra før. Hun lagde meget blidt sine piger til rette i sengene. De stirrede alle opmærksomt på hende.

"Who wants to hurt me? You want a list? I am a hunter Nari. You can put yourself on the top of that list. You hate my guts. I slept with your boyfriend, I stole your uncle, and i killed your father. We can put Az on it too. I stole his heart, tricked him his soul, bailed on him when he told me he loved me, and i have sworn to kill him if he steps of the trail. So how long do you have? Wanner lock me up forever?"

Hvor mange gange havde hun haft denne samtale på det seneste? Halvt med Wick. Hun havde haft den med Creo. Med Ripper. Med Az.

Procellas ansigt blev mørkt da Nari nævnte Wick og pigerne. Det første glimt af sørgmodighed af ægte sorg.

"You know why I have not given you your free will back yet?"

Stemmen var lavmælt, nærmest hviskende.

"Because I count on you. I need you to do what you swore to. Not harm my children. I hope that someday you will love them. I am not immortal like you. Like Wick. I need someone to take my place. I am going to die Nari. I am human. I could be hit by a car. Killed by an abnormal, slip in the shower. I could get shot in a fight, choke on food. Its almost ridiculous how many ways a human can die"

Hun rettede sig en smule. Hendes blik blev mødt af 4 tavse sæt sorte øjne der opmærksomt betragtede hende. Der var en sær alvorlighed over sengene. En uudtalt stædighed der modsage jægerens ord.

"So...the truth is that I am going to die. Sooner or later. I am what I am. Whatever that is"

Procella sled blikket bort fra de små piger og tilbage til dæmonen. Smilet var sorgmodig accept

Narcissas mørke blik lagde sig tungt imod Procellas. Ansigtet var tomt og kroppen nærmest stiv.

"I'm emotional? Procella... yeah, I ate an elf. But that's not the topic here, is it? As I said, I've never demanded anything from you... but please, this is not only about you. It's about all of us. The girls... Yes, I might love them, they... no one is allowed to hurt them!"

Hun tiltede hovedet en milimeter til siden og betragtede Procella pyldre om børnene.

"Oh, I've got so many words for you... Yeah, you are mortal. I'm really honored that you... want me to take... over? I... It's... We've both promised to kill him. But, there will be no reason to kill him. And by the way... who are to rule who to live and who to die? ...Procella. Listen. You are family. I can give you all the platitudes in the world, but would it matter? Would you belive me?"

Narcissa kravlede under hendes tale ned på gulvet og begyndte fraværende at stable bøgerne i små sirlige bunker.

"Just... You can hate me, I can hate you. But... as long as you know; call me, and I'm here! Unless I'm in the middle of dinner!"

Dæmonen hævede hovedet et kort øjeblik og smilede skævt til Procella, for at understrege joken i det sidste. Hun var virkelig usikker på hvordan hun skulle få jægeren til at forstå hendes velvilje. Velvilje for at få den her familie til at virke. Narcissa havde aldrig haft en egentlig familie... og det lå hende for at få én nu.

Hvor lidt hun end ville indrømme det, så drejede hendes verden sig lige nu om Azuriel, Wicked, Procella og de fire piger.

"And yeah... It might be your body who killed my father, but it was Micha who did the work. I hate her more than... I really do, and trust me. If I get the opportunity to take my revenge... I will. Well, of course, there are some difficulties on that matter. I can't... I wont hurt you. They need their mom..."

Narcissas øjne fortalte alt. Blikket der gled over sengene vidnede om at hun virkelig ikke ønskede børnene noget ondt. Procella... nej, hun ville ikke skade jægeren som det var nu. Ikke Procella. Men Narcissa var ikke sikker på hvordan hun ville reagere hvis hun nogensinde skulle stå overfor Micha igen.

Der kom en lille rynke i Procellas pande

"Hate you? I dont hate you Nari. I hate what you are. Its not your fault though. You have no soul. You kill humans...and elfs. Claim you dont love it when you drown in darkness. Try to convince me. You would be the first demon ever who could...but it dosnt matter...you are what you are...i just dont wanner know. and yes...we are family. Just dont bring your food over"

Der spillede et svagt smil i hendes øjne et kort øjeblik. Da talen faldt på Micha døde det igen.

"You cant...you cant hurt Micha. You still dont get it"

Procella fugtede let sine læber

"If you hurt her...you..hurt...me..."

Det kom anstrengt fra jægeren. Som om det sled på hende at tale om det.

"Remember what I told you? I have made some really stupid mistakes...one of them was making promises. Like you. Another was opening to magic I didnt know. Like you. Twins are...special...and she used it. Im sorry Nari...you cant touch her. You will do to me, as to her..."

Procella rejste sig fra sofaen og gned sine bare arme og den gåsehud der prikkede dem.

"...clever clever girl...always a little too smart..."

Mumlede hun lavmælt

Narcissa rettede den sidste bog ind i toppen af én af bunkerne. Hun sukkede let, næsten som var hun trist over at arbejdet var slut. De spinkle ben blev foldet om hinanden og dæmonens hænder dannede en skål hvori hun hvilede sit hoved. Der var noget barnligt over den lille sammenkrøbede krop.

"I get it... It's just... I really don't understand. She's put you under some kind of bond? Like... me? Magic. She did say that you suck at magic, guess she's a pro! So... where's her body? Yeah yeah, easy... not looking for locations. But... is she dead? Twins, huh?"

Hun sukkede og blikkede lidt med øjnene.

"Hey... we're family now. We are!"

Et spontant smil fik hendes ansigt til at krølle sammen i en varm grimasse. Narcissa så tænksom ud og lignede så pludselig én der havde fået verdens bedste ide.

"Hey... we might not be normal, but could we try? I mean... Azuriel and I would love to invite you to dinner, at our place. Just the, ehh, eight of us!"

Hun slog afværgerne ud med hånden, en gestus der tydeligt fortalte at hun kendte Procellas umiddelbare svar.

"Oh, come on... just for the joy of it? We could laugh and pretend! Call me a child, but I would love it. And Azuriel too... he would spend all day in the kitchen. And we could drink wine, eat some nice human food and talk. And I get to cuddle the girls all evening."

Et meget tøset fnis slap hendes læber og øjnene spillede af fryd over den absurde ide. Et forventningsfuldt blik mødte Procella. Jægeren kunne ligeså godt have været julemanden der stod for at skulle dele gaverne ud.

"Ahhh... yeah! We could do that. Please? Uncle would love it... the wickedness... "

Endnu et fnis slap hendes læber.

"Sorry, but... we could so do it! And... ehrm, we could play cards and do adults-stuff. Sorry... but... ehrm... yeah. We are family, you know!"

Et øjenbryn blev sigende hævet. Godt nok var humøret hos hundæmonen, men samtalen om familien og de eventuelle farer den stod overfor lurede stadig under overfladen.

Procellas blik blev endnu mørkere

"No. Not dead. Believe me. When she dies, people are going to notice"

Der var en underlig dommedagsklang i hendes stemme. Hun vendte sig fra ilden og forsøgte med et suk at ryste samtalen af sig.

"A dinner? Like a family-dinner? At...your place? Nari, its a very sweet idea. But. 4 children...they are not even 2 weeks old. I really dont feel comfortable...its not that I dont want to...its just..."

Hun slog en smule ud med hænderne for at beskrive situationen med at indfange børnene i bevægelsen også. Hun gned sig i panden og så en smule træt ud. Nari så så...ivrig ud...

"But...uhm...actually...I dont know...we never had anything...like..."

Der var en mild kamp i Procellas ansigt. Det var meget tydeligt hun ikke brød sig om det, men også samtidig gerne ville give en slags plaster på såret over at sige nej til middag hos paret.

"Nari..would you...uhm...could you....you know about parties right?"

Procella bed tænderne let sammen og trak vejret dybt

"How about you...arrange some kind of...late...ceremony...private...here...we are bound of love and in magic....but its not formal...so...maybe you could..."

Procella viftede lidt med hånden og stønnede anstrengt

"Oh just forget it...its stupid anyway..."

Jægeren vaklede let i sit tilbud da tanken om kjoler og blomster og fine manere begyndte at veje tungere og tungere i hendes bevidsthed.

Narcissa så tungt på Procella og lod ordene synke ind. Hvorfor skulle folk lægge mærke til Michas død? Det her blev mere og mere underligt, men det var tydeligt at jægeren ikke havde planer om at delagtiggøre dæmonen mere.

Hun havde forventet Procellas svar og nikkede langsomt, men stadig med et skævt smil. Hun håbede inderligt at Procella dog ville ende med at tage imod tilbuddet.

"A party? Love..?"

Pludselig fløj Narcissa op og nærmest sprang hen imod Procella. Bevægelsen var adræt, smidig og umenneskelig.

"Like... like, a weddingceremony?"

De sorte øjne strålede af barnlig glæde. Det her var bedre end selve juleaften!

"Oh I would LOVE to! Absolutely! Oh, it's gonna be so fine. Maybe we should wait until sommer to di it in the park? No... why wait when we have this castle at our hands? Oh... and we need flowers, boubles and some one to do the cereomy! I can do that! Maybe we should..."

Narcissa bed sig selv af og smilede strålende til Procella. Uden egentligt at overveje det slyngede hun armene om kvinden og klemte hende hårdt ind imod sig.

"No need to worry... not going all out I guess. It's gonna be... ehhh... light and delicious. Like you!"

Hun slap Procella og vendte sig imod sengene og smilede til pigerne. Hendes hænder klappede ivrigt foran sig. Aldrig havde hun oplevet et bryllup, men hun var romantisk nok til at forestille sig hvor vidunderligt det kunne være. Og så mellem Procella og Wicked? Åh, suk! Hun huskede hvordan de havde været overfor hinanden den nat pigerne var født. Dæmonen havde ikke kunnet følge deres indre dialog, men rummet havde emmet af deres gensidige følelser.

"Oh, your parents are gonne be sooooo fine. But nothing compared to you lovies."

Narcissa vendte sig atter imod Procella, denne gang med armene oppe foran sig, for at afværge det verbale overfald hun frygtede skulle komme.

"Easy, easy... Nothing huge. An intimate ceremony, only with the ones you choose to invite. And I'll make sure that neighter Fletcher or Porcelain will be any near us. Just the ones you love... and me... or... well. Persons of your regard. I would love to!"

Oh, they will be so beautiful! Imagine your parent girls... their smiling and loving eyes... weeeee!

Narcissa drejede rundt om sig selv i en lille ballarina piruette og stoppede atter foran Procella. Det mørke hår gled ned på plads omkring dæmonens skarpe ansigt. Stemmen var kontrolleret og gav et billede af at Narcissa virkelig koncentrerede sig om ikke at lade sig rive alt for meget med.

"Procella, it would be me a great honor. And everything will be as you and uncle want it."

Fortrydelsen bredte sig over Procellas ansigt jo mere iver Nari lyste af.

"Uhm...wait..."

Procella blev stiv som et bræt da hun pludselig blev omfavnet

"Bubbles? Flowers?"

Kvækkede hun, med gryende rædsel i blikket

"We uhm...no ministers...we need to find someone else to do it. And...uhm...maybe a well...someone to make it legal..."

Oh crap...what did I just do...

Procella holdt afværgende hænderne op foran sig da dæmonen begyndte at danse rundt

"Uhm..Nari...wait...just wait! Maybe we should ask Wick first. It IS his home and all, and I havent even talked to him about...anything like this"

Der sneg sig et håb ind i hendes stemme. Der var no way in hell Wick ville gå med til sådan noget...var der?

"Maybe we should just forget it. I mean. With the club and the girls. He is very busy you know. And i would have to get a false identity to officially have a marriage, and i dont even know if the girls have a SIN og birth...oh my god...my girls are going to be named Faccombe...I am going to be a...bloody hell..."

This is crazy...why do I feel sad? McMannus? I never used my name. It dosnt matter...its just a name...im not loosing anything here...so why...

Procella vaklede over og smed sig i en stol. Hun dirrede svagt.

"Could you get me some water please?"

Mumlede hun, en smule rystet

Narcissa smilede. Hun havde forventet at Procella ville reagere som hun gjorde.

"Hey, of course he will allow it. Your his love... and I'm his goddaughter. I know parties! He'll love the idea!"

Hendes stemme afslørede at hun var overbevist om at en lille snak med hendes elskede onkel ville ordne alting. Hun tiltede hovedet en smule da snakken pludselig faldt på officielle papirer.

"Hon... your husbond is a Faccombe. He knows stuff like that. Hell, he's probably allready arranged it. Don't you worry. It's gonna be fine. A nice evening, just a few people. A little bubbles and we're all good."

Med et par lette trin stod hun ved siden af Procella og bøjede sig lidt ned imod hende.

"Water?"

Jægeren kunne lige så godt have bedt dæmonen om at skaffe arabiske snegle i hvidløgsmarinade. Narcissa så et øjeblik fuldstændig uforstående ud og smilede så lidt tøvende.

"Oh... water! Eh... sure... eh... where's the kitchen? Never mind... I'll get it."

Hurtige bevægelser bragte den spinkle kvinde igennem rummet. Hun fløj ud af døren og et hårdt klask lød da hun ramlede ind i Porcelain. Narcissa slap et hvæs da hun mærkede en smerte gennem panden, som hun havde banket ind i hovedet på halvenglen.

"Move!"

Om det var dæmonens spyttende ordre, eller instinkter fra Porcelains tomme indre var ikke til at vide, men hun vendte omkring og begyndte at gå ned gennem den brede gang. Narcissa fulgte efter alt imens hun gned sin pande.

"The kitchen? I need water."

Porcelain reagerede ikke, men gik igennem endnu et par døre. Narcissa fulgte efter og hendes øjne iagttog alt på sin vej. Smukke rum med de smukkeste møbler. Hun sukkede og snusede ind. Billeder fra den gamle herregård i Holland spillede for hendes indre blik.

I køkkenet fandt hun efter lidt tids roden et glas og fyldte det med postevand. Hun hvæsede atter irriteret af Porcelain, som blot stod og stirrede med sit tomme blik. Da hun gik tilbage imod stuen hørte hun de klikkende skridt fra halvenglen bag sig, hun gjorde hvad hun kunne for at ignorere hende, men mærkede irritationen vokse.

"Freaking dog! Don't you have something better to do than stalking me?"

Ordene blev spyttet ud idet dæmonen atter trådte ind i pejsestuen. Porcelain stoppede op i døren og stod bare og kiggede ind i rummet på Procella og børnene. Narcissa kunne ikke dy sig, men smækkede døren hårdt. Med en tilfreds mine hørte hun hvordan døren ramte sit mål med en sagte knas. Hun smilede sardonisk da hun vendte sig imod Procella.

"Sorry, I'll pay the new pholstery on your... ehrm... ottoman."

Procella så mere og mere beklemt ud. Nej vel? Han kunne ikke finde på at gå med til det? Kunne han? Jægerens læber blev presset sammen til en tynd streg ved tanken om den glød der ville komme i Fletchers øjne ved at kunne putte hende i en kjole, og det alt for talende brede, sardoniske smil fra Wick. Han *kunne* faktisk godt finde på at sige ja, bare for at se hende vride sig.

"Fine...if Wick gives you the green light..."

Brummede hun opgivende, og klamrede sig til håbet om at tanken om blomster og blonder og flæser og alskens afskyeligheder ville få Wick til at le sin guddatter ned i ansigtet. Hun så efter dæmonen og hævede et øjenbryn over den hidsige undertone ude fra døren. Hvad foregik der?

Procella lagde hovedet let på skrå over Narcissas vrede ord. Hvad havde halvenglen gjort for at gøre hende så vred? Jægeren slugte et meget tilfredst grin da den tydelige tunge lyd af dør mod kød og knogler nåede hendes øre. Hendes øjne glimtede af indestængt latter da hun rakte ud efter vandglasset og nippede af det.

"Luckily my husband got a...self-cleaning...couch..."

Hun prøvede at kvæle sin latter bag en fingeret hosten

Narcissa kunne ikke undgå at fnise højt da hun så skadefryden i Procellas ansigt. Glasset blev rakt frem og taget.

"You feeling better?"

Dæmonen sendte et blik over skulderen imod døren for at tjekke at halvenglen ikke kom farende. Der skete intet og endnu engang fnes Narcissa som en lille pige. Hun satte sig i sofaen ved siden af jægeren.

"So... I'll talk to Uncle. And I'll get in touch soon. Don't worry... it'll be perfect!"

Narcissa skævede til de små bunker af bøger på gulvet.

"Ehm... well. I guess that... It doesn't work if I pressure you to anything. Just... call me if you wonna talk, or need me for something. I guess we can... i'll look into the enigma myself. Not gonna... well. Just because I'm damn currious, ok?"

Hun så skævt over på Procella.

Procella skar ansigt

"I dont know. I think i just kinda realized what it means. I have never been in a marriage before. Hell...i never thought it would happen. Any of this"

Procella rynkede sine bryn let og så sig rundt i det enorme lokale og over på sengene

"now i live in a...freaking castle...i have a husband...well...not legally...yet...and i have four daughters. Its just.."

Uden forvarsel begyndte store varme tåre at løbe ned af Procellas kinder

"Its just a bit...much...Im not...this is not me. I feel like im...loosing myself, and i dont even know what i am!"

Med rystende hænder tømte hun vandglasset

"I mean...im a hunter! He is a demon! Where did i go wrong?! Why am i screwing everything up? He dosnt want me, im not...this!"

Hun fægtede ud i luften med den ene hånd, igen for at beskrive hele rummet og børnene

"I cant do this...im not a...a...im not you...i dont do dresses, i dont do heels...im not a mother...and now im not a hunter! What the hell am i supposed to do?! What am i supposed to be?!"

Fra Tias og Dayas seng blandede der sig to spæde børnestemmer i jægerens gådkvalte stemme. Tårene løb hende stadig ned af kinderne, og hun stillede hurtigt vandglasset fra sig. Hun småløb over til sengene og strakte armene ud så hun kunne rokke vuggemodulerne let.

"Sccchhh...quiet now. Im sorry. Mommy's sorry...please stop crying"

Det var dog ikke særlig overbevisende, for det var som om hendes ord kun fik hende selv til at græde endnu mere.

Narcissa rejste sig og gik frem imod Procella. Hun stoppede tøvende op nogle skridt efter og gned fødderne genert imod hinanden, næsten som en lille pige. Procella græd? Jamen... En snert af panik ramte hende og hun kløede sig i håret, i rigtig Azuriel stil.

"I'm not gonna laugh at you..."

Måske var ordene malplacerede, men meningen bag var reel. De mørke øjne så kort på Procella og trak sig så høfligt væk. Narcissa trådte hen til sengene og aede blidt Daya på maven. Hvorfor var det kun Tia og Daya der tog sådan på vej idag?

Scccchh loves. Your mom just need to clean out some thoughts. The tears help...

Narcissa smilede svagt til Procella. Hun var stille længe. Helt stille. I sit hoved gennemgik Narcissa hvad hun kunne sige eller gøre... men der var ikke rigtig nogle 'rigtige' replikker der faldt hende for. Til sidst sukkede hun og lod tungen løbe frit.

"I told you, I'm here. Tell me... what you need. I can not help you to... find out how you should feel... or behave. It's your life, and... Procella... I don't even know you. We've been talking, but... we do not know each other. No offence... it's just. Hey, I'm a demon... probably not the best to advise you."

Narcissa forsøgte ikke at se alt for meget på Procella. Hun ville gerne give den stolte kvinde mulighed for at græde i fred.

"Should I leave you? Perhaps you need some space... or something to tear apart? I could bring in Porcelain?"

Der var ikke meget der afslørede joken, kun en lille krølle i mundvigen.

"And hey... I'm a demon. How the hell did I end up with an angel? We're crazy, that is!"

Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Skulle hun gå? Blive? Havde jægeren brug for et kram? Hun skævede lettere skræmt til Procella. Hvad fanden skulle hun stille op nu?

Procella var komplet utrøstelig

"Why would you laugh at me? I am trying to talk to you! You wanted to talk right?! Open up, be...friends! And now you say you cant help me? Well thank you so much. See! This is why i dont do this fucking crap! It always backfires! And no! You dont know me, and like this you wont!"

Hendes grådkvalte stemme var vred og såret, og man kunne høre på ordende hvordan hun nærmest defensivt krøb sammen.

Da Narcissa rakte ned i sengene stoppede Tia med at græde. Spædbarnet hikstede, og faldt så til ro under Procellas rokken af sengene.

Daya som blev nusset på maven skreg til gengæld øresønderivende, og noget slog ud mod Narcissas sind, som en pisk der knaldede mod lydmuren.

Stop hurting her!

"And its not the same! Azuriel is also a demon! You guys at least have something in common!"

Procella var totalt uvidende om hvad der foregik mellem Daya og Nari.