Wondrous meeting (Eliot+Nari)

Tid: 29. januar 2012, omkring kl. 20
Sted: Petronia Nightclub
Omgivelser: Der er godt fyldt ved de små borde på gulvet. Flere af båsene langs siderne er optaget, men flere står ledige. Balkonen er tom og en lille rød snor fortæller at den er lukket for aftenen. Fra højtalerne flyder dæmpet musik uden alt for megen voldsom bas eller tempo.
Påklædning: Knælang tætsiddende boudeaux kjole i fløjl med åben ryg. Der bæres ingen bh og udskæringen er dyb, dog stilet og uden at være direkte vulgær. Fødderne er prydet af stiletter der er fæstnet med små sorte remme omkring den mælkehvide hud. Om halsen hænger en lang kæde hvori en patron hænger. Håret er løst og makeuppen mørk.


Hun var træt af at tilbringe nætterne alene. Man skull tro hun var vant til det efter næsten et årti på landevejen... på flugt. Men nu hvor hun havde vænnet sig til den varme skikkelse i sengen, vænnet sig til den ekstra verjtrækning, var det blevet svært for hende at undvære den. Men Azuriel brugte stort set hver eneste nat på at jage. Ofte kom han ført hjem lige inden hun vågnede.

Den næsten overdrevet blege hud, fejlfri som en dukke lavet af procelæn, fangede skærret fra det levende lys på bordet. Hun kunne have valgt at falde i ét med skyggerne, at være anonym, men lige nu nød hun de hvilende blikke på hende. De blikke mænd sendte efterfulgt af et suk. de blikke kvinder sendte, efterfulgt at en misundelig næserynken. Det var egentligt ikke fordi hun begærede dem, menneskene, mændene... men bekræftelsen i deres fysiske hungren efter hende dæmpede den vrede og irritation hun følte over at Azuriel tilbragte så lidt tid derhjemme.

De sorte øjne gled igennem lokalet. Der var par, mænd og kvinder i alle aldre. Flere af dem var væsner. Hun havde efterhånden lært at finde forskellige tegn på hvornår der ikke var tale om mennesker. Men af gode grunde spurgte hun ikke hver eneste hun mødte. Og hun var ikke sikker på sin egen dømmekræft endnu, så langt de fleste gange endte det med at være rent gætteri.

Hendes strube registrerede den krydrede smag af den dyre whiskey. Hun lod tungen danse over hendes læber og nød hver en dråbe. Glasset blev lydløst sat på bordet og et hult suk lød fra hendes læber. Hun anede ikke hvad hun lavede her. Hun var taget af sted i ens lags trods. Nægtede at sidde derhjemme og glo imens han var ude og føjte. Men nu... nu sad hun her og kedede sig.

Hun lod atter øjnene gå på jagt igennem rummet. Måske kunne hun finde sig lidt mundgodt? Det var efterhånden sjældent hun spiste, men hun have jo lovet ham. Måske hun kunne få hans opmærksomhed hvis hun kom til at efterlade et lig til ham?

"Exuse me? Can I bring you a new drink?"

Stemmen var ung og uerfaren. Det samme var hans ansigt. Narcissa rystede på hovedet og lavede en håndbevægelse som en forkælet prinsesse der afviser en bejler. Hendes hvide tænder blev synlige i et sardonisk smil imod mandens ryg da han forlod båsen.

Det var ikke det foretrukne sted for den høje skikkelse der befandt sig i baren. Her var dog rigeligt med smukke kvinder som man kunne tage for sig af, det var sådan set også derfor at herren var dukket op her i nat. Han sukkede let som han så rundt på kødmarkedet af individer der sad og konverserede eller dansede. Han tog en ordentlig slurk af den øl han havde bestilt, lige for tiden drak han ikke så meget whiskey som han plejede, mest fordi at han skulle være nogenlunde ædru hvis telefonen ringede - og det gjorde det ofte lige for tiden.
Den slanke mand var iført sorte, lettere tætsyede bukser og en rummelig, sort silkeskjorte som var åben med to knapper. På fødderne var de velklædte og efterhånden slidste, sorte lædersnøresko, som han altid bar. De var praktiske og stilfulde, som han selv. Han så meget konservativ ud i forhold til resten af mængden i natklubben. Han vidste det godt, men han var ligeglad. Han ville aldrig kunne se fornuften i at bære andet end neutralt tøj. Han havde ikke den holdning til kvinders påklædning, mærkeligt nok. Som enhver anden mand foretrak han en sexet påklædning til kvinder.

De himmelblå øjne havde ikke noget konkret fokus, men det fik de hurtigt da en velkendt skikkelse blev spottet ved et bord. Manden kneb øjnene mildt sammen, men åbnede sig igen... *I remember her... from Rome. I never thought I would see her again. I guess this is my lucky night... Okay, what did I call myself that night... William? Alexander?... Hm, I guess I'll have to wait until I walk over to her...*... Den blege skikkelse tog endnu en påpasselig slurk af sin øl. Han begyndte med langsomme skridt at gå over til Narcissa, som han var ganske overbevist om var kvindens navn.
Mængden flyttede sig efter hans bevægelser, hovedsageligt fordi han var som det højeste træ i en skov. Da han nåede bordet smilte han svagt. Trods den dæmpede belysning funklede tyvens øjne igennem mørket:
"Goodevening Narcissa... Remember me?"
Den britiske hæse stemme ville nok ikke være til at tage fejl af for den person der havde hørt den før. Han foldede nonchalant sine hænder om bag ryggen og betragtede diskret kvindens udseende. Hun var lige så køn som hun havde været i Rom. Han havde ikke fået chancen for at forføre hende den aften, men måske var han heldig i nat. Han regnede dog stærkt med at skulle arbejde, hvis ikke et spion-job, så nogle praktiske andre sager. Han elskede sit job, men det kunne til tider komme i vejen for hans skørtejagt. Og hvis der var noget som vampyren også elskede, så var det jagten på kvinder.

Hendes læber trak sig tilbage i et grin da hun fangede de himmelblå øjne der nærmede sig. I virkeligheden var han ikke én der skilte sig synderligt ud fra mængden, men hans øjne var alligevel nogen man huskede når man først havde stiftet bekendtskab med dem.

"Well, hallo to you to... Alexander?"

De sorte øjne funklede og hun strakte kroppen hen over bordet og rakte ham en spinkel hvid hånd. Lyset fra klubbens loftlamper ramte hendes ansigt, da hun lænede sig ud fra båsen. Make-uppen var vejlfri og slørrede de mørke øjne en smule, men trænede øjne ville straks fange de helt mørke øjne med pupiller der gik i ét med de sorte irisser.

Hun mindedes den sommervarme aften i la città dei sette colli, Rom, byernes by. Et par uger havde hun tilbragt dér, og hun var så småt begyndt at overveje at rejse derfra. En aften have hun vandret langs Via Appia og overvejet om den måske skulle følges ud af byen og videre til én af Castelli Romani-byerne. Ved en lille fortorvs café var hun stoppet op, havde sat sig og skrevet noter til endnu en af hendes noveller. Alexander var kommet forbi og havde straks indsmigret sig og taget plads ved hende bord.

Flere timer havde de drukket espresso, gået langs Rom mindre gyder og hele tiden havde hun leet og taget sig ud fra hendes bedste side. Pludselig havde hans telefon ringet og hans havde undskyldt sig og var hastet af sted. Hun havde været hidsig, irriteret og sur. Dér gik hendes aftensmad, uden så meget som et suk, et støn eller én eneste nøgen berøring eller blodsdråbe.

Og her var han så igen!

"I hope your business was correctly attended?"

Hun var høflig, smuk og forførende. Men der var stadig en smule distance over hendes tone. Gid fanden om hun ville brændes af én gang til. Desuden... så lå den der Azuriel-samvittighed lige dér i hendes baghoved. Men han kunne vel ikke forhindre hende i at spise? Og var han egentligt ikke selv skyld i at hun sad her og var ensom? Han kunne jo bare droppe den skide jagt og tage med hende!

"What a... funny... place to bumb into you."

Hun smilede og slap hans hånd. I en glidende bevægelse trak hun sig tilbage ind i båsen og gav plads til at han kunne sætte sig, skulle han lyste. Omkring hende lå en krydret duft, duften af hendes dæmoniske ophav blandet med en frisk parfume der bestemt ikke havde været billig.

Eliot smilte svagt. Han havde haft ret. Han havde kaldt sig Alexander den aften, sikkert ikke for første gang over for en fremmed som han ingen intentioner havde haft om at åbne sig for. Sådan havde det altid været og sådan ville det altid være. Han var for paranoid til at gøre andet, han følte sig dog ikke skyldig. Hvis han skulle forblive gemt for verden var løgnene hans bedste ven.
Han var kun virkelig kendt af én, men denne person lå trygt i sin kiste og sov... måske til evig tid. Eliot vidste ikke om han ville have det anderledes eller ej. Calum havde hjulpet ham, meget endda... men vampyren havde stået på egne ben længe nok til at kunne leve et liv uden sin kompagnon.
De funklende øjne så ned på den blege, spinkle hånd. Han tog hånden til sig, men i stedet for at trykke den, gav han den et fjerlet kys. Han vidste at Narcissa ikke var menneske, men hvilken slags dæmon hun var, vidste han ikke. Han havde ikke kommenteret på hendes væsen den nat i Rom, ligeledes havde det ikke virket til at hun havde opdaget hvad han virkelig var... det var godt, men også besynderligt, i følge ham selv:
"It was, it was... a doctor's work is never done."
Den britiske hæse stemme talte roligt og lettere varmt. Han kunne huske hvordan han var blevet tiltrukket af Narcissas person. Ikke kun hendes skønhed, men også det selvskab hun udgjorde. Han havde ikke ligefrem savnet hende, men han følte alligevel en hvis mild tilfredsstillelse over at se hende igen. Den der slap væk var nu fundet igen. Denne gang håbede han ikke at noget kom i vejen.
Eliot satte sig ved siden af den blege kvinde og så ind i de velkendte, mørke øjne. Han genkendte duften af hendes tunge, velduftende parfume, det var som om at han aldrig havde forladt hende den aften:
"I guess it is, but... I needed a change of pace for tonight, you know... to try something different... However, I do feel rather misplaced... But it is funny seeing you here as well... we didn't exactly go clubbing the last time we saw eachother. How have you been?"
Han tog en tår af sin øl og forbandede kort stedet for ikke at lade ham kunne ryge indendørs. Han kunne altid bruge sin charme til at få lov, men igen ville han ikke tiltrække for meget opmærksomhed omkring sig.
Han kørte en hånd igenne det halvlange, krøllede, strittende hår, der altid sad ret uhensigtsmæssigt og tilfældigt. Det klædte ham med blandingen af et vildt og et yderst konservativt udtryk. På den måde fremstod han også mystisk og utilregnelig. Det eneste man kunne regne med var at den udødelige skabning var utrolig britisk. Selvom han ikke havde boet i England hele sit liv, så havde han alligevel adopteret normen og livsstilen fra sit hjemland.

"A doctor? But... You told me you was into... eh... insurances, and a security firm?"

Hun så lettere forvirret på ham. Hun huskede meget tydeligt at han havde fortalt at han var doktor. Men der var ét eller andet der ringede i hendes indre. Hvorfor var han her? Af alle steder... Rom og her? På en øgruppe ud for Canadas kyst. Det var næsten liiiiidt for tilfældigt, var det ikke? Hun kunne ikke forklare det, men en alarmklokke rungede højt i hendes indre og hun tog alle forholdsregler.

"Misplaced? Yes... I understand you very well. But... I like this club, it is rather delicate, compared..."

Hun lod sætningen hænge i luften, der var ingen grund til at afslutte den, resten gav sig selv. Hun havde kun været her én gang før, og dengang havde det været med hendes gudfader. de havde siddet ved de eksklusive borde på balkonen, og det havde været deres første møde i over ti år. Hun sukkede ved mindet, hvor var der sket meget siden da.

Da han satte sig ved siden af hende bragte han bevægelser et puf af hans færd med sig. Menneske... men der var også noget andet. En gammel lugt, tung af jern. Blod? Hun gravede igennem sin hukommelse for at huske hvor hun var stødt på denne duft før. Lige umiddelbart var der ingen erindring... men hun vidste at der var noget, et eller andet sted.

"Oh, I miss Rome... do you not? But please, tell me. Howcome a... doctor? ... travels to these remote islands? I doubt the wheater is a reason, perhaps the nature? An old freind? Or... something exciting?"

Atter hævede hun øjenbrynet tvivlende ved ordet 'doktor', og hendes stemme næsten klukkede ved det sidste spørgsmål. Hun studerede ham nysgerrigt, et smil lå på lur i den ene mundvig og de mørke øjne glødede imod ham.

Han lugtede langt væk af problemer, og det tiltalte hende!

Åndsfraværende gled hendes ene hånd over det bløde fløjl i hendes skød. Dæmonens unaturligt skarpe sanser fangede den næsten lydløse gnitren bevægelsen gav, og fandt en hvis form for tryghed i lyden.

Why Rome... AND here? A mere coincidence?

Eliot hævede kort et øjenbryn, men han var ikke i tvivl om sin egen løgn. Efter at hun havde kaldt ham Alexander, var han helt sikker på sit cover. Han var en doktor, en doktor der i Rom havde været til 'konference', hvilket i virkeligheden havde været endnu et spionjob der gav gode penge. Han ville aldrig afsløre sin sande proffession. Det var de færreste der ville kunne forstå ham. Folk havde for meget morale, det havde alle altid haft i denne verden. Han forstod det ikke. Morale var som en lænke for ham, selvom han da havde visse få værdier:
"No, no, I am a doctor. I had been at a conference when we met... I thought I could allow myself to spend a few days there, but then the hospital called about a heart transplant. I guess it is needless to say that I had to jump on the first plain back to America."
Han smilte lettere skævt og tog endnu en tår af øllen. Han manglede stadig en cigaret, men hvis de gik udenfor ville de miste deres plads. Han ville snildt kunne få den igen ved hjælp af sin vampyriske natur, men han ville helst undlade at illustrere sine evner hvis det var muligt.
Han betragtede endnu engang inventaret af natklubben, som så yderst moderne ud, men som alligevel ikke tiltalte ham synderligt. Han foretrak at være på bar, det var helt sikkert. Snusket eller ej, det var sådanne steder han oftest kom. Måske var det briteren i ham grund der dominerede på dét område?
Eliot så tilbage på Narcissa da hun nævnede Rom. Han vidste ikke om han savnede byen så meget som han savnede generelt at rejse. Han havde for et par år siden slået sig ned på Deepshell, alene af den grund for at have et sikkert og permanent sted til Calums kiste. Udover det brød han sig aldeles meget om øerne. Der var noget uforklareligt over dem. Måske de mange væsner? Han vidste det ikke helt:
"Well, of course I do... The weather, the architecture, the nice time we had..."
Han tog endnu en påpasselig slurk af øllen og ønskede lidt at han havde bestilt to. De himmeblå øjne søgte igen kvindens mørke:
"Why not a doctor? Well, once again, I must say I am only here on a short trip. I am a sort of freelance doctor. Where ever there a big difficult operations, that's pretty much where I go... And yourself? Is this where you live?"
Han håbede lidt at dette ikke var tilfældet, til trods for at de jo ikke befandt sig på hans hjemme ø. Hvis hun først boede her, ville han formentlig støde ind i hende igen. Selvom han sjældent var hjemme, så befandt han sig relativt ofte på de forskellige øer.

De to skikkelser sad i en af klubbens båse langs væggen. De var hensunket i skygge, og blikke sendt i deres retning, ville ikke give kasteren mange informationer; en mand, en kvinde, hun bleg og mørkhåret, hans hår også mørkt - resten var slørret af skygger.

Narcissa lod sin slanke hånd føre whiskeyglasset op til sine læber, der var i aftenens anledning malet i en dyb rød der matchede kjolen. Hendes bevægelser var elegante og flydende, på grænsende til det skræmmende. Hendes hud var så hvid og så perfekt at et menneske ikke skulle studere den alt for tæt på alt for længe for at opfatte at noget var galt, ikke et eneste ar, fordybning eller urenhed - som porcelæn.
Der lå en tyk aura af mystik omkring hende, ikke nødvendigvis fordi hun var mystisk, nok nærmere fordi hun ønskede at fylde luften med det. Mystik, spørgsmål, forundring, uhygge og begær.

"Oh yes... I remember now. A doctor. What a flight you had home then."

Hun talte med en let stemme, der dog viste at denne del af deres samtale ikke interesserede hende synderligt. Hun var sådan set mere nysgerrig efter at finde ud af hvor den tunge og støvede duft kom fra, den der bar spor af blod med sig.

Narcissa havde ikke på ét eneste tidspunkt i Rom sat spørgsmålstegn ved om han var menneske eller ej. Og som sådan gjorde hun det heller ikke nu, i hvert fald ikke bevidst. Men der var noget over dén del af hans kroslugt, noget hun havde mødt før... for nyligt.

A hunter? Probably! Act carefully dear girl...

"I am here to visit my cousin, her husband is terminally ill... from cancer. So I am heling in the house. And... paying for his hositalisement."

Hun så bedrøvet ud og lod sit blik glide ud over gulvets og dets mange besatte borde.

"Forgive me... this is not a topic for tonight. Right? Let us have some fun, shall we?"

Hun smilede til ham og skålede med glasset. Det blev tømt i én slurk og da hun satte det fra sig afgav det en lille 'klonk'. Det sorte hår dansede omkring det skarpe ansigt som en tyk løvemanke. Hun sendte ham et flabet smil

"Oh... my glas is broken. It is all wrong..."

Øjnene spillede af latter og hun så på ham med et underforstået blik. For han var vel en gentleman ikke sandt?

Et stik af dårlig samvittighed gik igennem hende da det gik op for hende hvordan hun vred sig under hans blik, således at han fik den fulde fornøjelse af den dybe udskæring i kjolen. Hun burde virkelig bakke ud nu og bare tage hjem. For Azuriel! Men...

Bah, he's never home... It's his own fault!

Desuden nagede sulten dybt i hende... Hvad var det jægeren havde sagt?

...a hungered demon is a disaster waiting to happen? Nari...dont you know anything? Do you realize what will happen if you starve?

Sulten vandt kampen og hun blinkede til ham idet hun lænede sig tilbage i sædet.

Eliot havde for længst lagt mærke til hvor speciel denne kvinde var. Han havde aldrig været sammen med en dæmon før, han vidste dog heller ikke om det ville ske i nat. Hun var flirtende, ja, men var alle mørkets væsener ikke det? Han sikkede sagte:
"Quite a flight, yes..."
Han talte lavmælt, trolds musikken. De var afsides fra de kæmpe højtalere der spillede eksotisk elektro musik. Det var slet ikke hans stil. Så hellere gammel eksotisk musik. Han havde skam været i Mellemøsten flere gange, ligeledes Asien. Der var ganske få lande han ikke havde været i, men det skulle han nok komme. Eliot elskede at rejse, elskede at opleve nye ting. Han var endnu ikke blevet træt af livet som andre vampyrer kunne blive. Måske skyldtes det hans alder, måske ikke. Han var alligevel oppe i årene med sine 613 år:
"Oh, well that sounds terrible... But you are right, you need to unwind..."
Han vidste at hun storløj på dette punkt. Kræft? En fra hendes familie? Næppe. Han holdte det dog ikke imod ham, de begge var igang med at danse rundt om hinanden for ikke at blive afsløret. Det undrede ham lidt at hun endnu ikke var bevidst om hans vampyriske væsen, men så igen, måske havde hun blot ikke informeret ham om sin viden. Han havde jo ikke kommenteret på at hun muligvis var en dæmon. Hun var for mørk til at være en elver, for forførisk og uren til at være en engel. Hun kunne selvfølgelig være noget helt tredje end en dæmon, men han var sikker. Han havde mødt andre dæmoner før. Hans svage smil bredte sig en anelse:
"Well, maybe I should fix it then... Another whiskey?"
Han duftede kort til glassets indhold for at få en fornemmelse for hvilken slags whiskey det var - hans ynglings, åbenbart. Han nikkede kort i en gestus til sin korte afsked og gik op imod baren. Han kom igennem masserne uden problemer og nåede disken. Det tog ikke lang tid før han havde fået øjenkontakt med en kvindelig servitrice, der på få sekunder åbenbart var virkelig interesseret. Hans smil bredte sig yderligere. Han ville altid være lidt af en charmør. Han stod afslappet lænet op af bardisken mens han ventede på en ny øl og whiskeyen, da hans telefon ringede.
*Jesus fucking Christ! Not this again... Oh well, I won't be going anywhere tonight, that's for sure!* Han kiggede på nummeret og sukkede tungt. Han så kort ud af øjenkrogen på Narcissa, men vendte så ryggen til hendes udsyn:
"Russian here, who is this? Tjekov, goodevening. Yes, tomorrow night... What? Northeast? This was not what I planned, I thought he... well, okay then. I will find them. Remember, I only take cash... Great, see you"
Han talte flydende russisk og lød utrolig autentisk, som om han i virkeligheden var russer fremfor britisk. Eliot talte flere sprog, nogle bedre end andre selvfølgelig, men det kom med jobbet at han blev nød til at kunne en del sprog, både for ikke at vække mistanke, men også for at kunne kommunikere med de forskellige kunder verden over. Han var velkendt i underverden, men tværtimod i den virkelige. Han sukkede igen tungt og forbandede at tingene endnu engang ikke gik som han havde forventet. Det gjorde de ellers så ofte, men når de ikke gjorde, tog den høje mand det tungt. Han lagde pengene og tog drikkevarene med sig. De himmelblå øjne vendte igen tilbage til at være karismatiske, fremfor skuffede og mildt irriterede. Han havde et temperament, men han viste det sjældent.

Narcissa nikkede anerkendende til ham og fulgte ham med øjnene da han bevægede sig imod baren.

Hvis fysikken skulle afgøre noget som helst, så ville de være et perfekt par. Begge to spinkle af bygning og med mørkt fyldigt hår. Deres hud havde en grad af den samme bleghed og bevægelserne var yndefulde. Dog var hans kraftige blå øjne meget anderledes end hendes sorte.

Han var da en pæn ung mand, ingen tvivl om det. Og hans hemmelighedskræmmeri tiltalte hende bestemt. Men han ville aldrig kunne hamle op med dem følelse Azuriels brede arme og skæve smil kunne fremkalde i hende.

Forget him..! Focus on your dinner!

Hun lagde det ene ben over det andet og rakte ud efter sin lille håndtaske. Med et par spinkle fingre fiskede hun en lille pakke op, og med små klik pressede hun to piller ud i sin hånd. De sorte øjne hvilede på Alexander og hun konstaterede tilfreds at han stod med ryggen til hende. I en hurtig bevægelse dumpede hun pillerne ned i resterne af hans øl. De blev opløst inden for ganske kort tid og efterlod ingen beviser. Pillerne var stærke nok til at gøre et fuldvoksent menneske groogy og søvnig som bare fanden.

Hun tjekkede endnu engang at han havde ryggen til hende. Dæmonen bed sig let i underlæben og overvejede op hun skulle tilsætte noget af 'hendes eget naturlige opium'. Hun konstaterede irriteret at øllen var for lys og at selv få dråber blod ville kunne ses i væsken.

Narcissa smilede skævt til ham og fulgte ham med øjnene som han bevægede sig tilbage til båsen. Hun purrede lidt op i sit hår og kastede det bag sine skuldre så hendes hals og skulder blev blottet i et forførende lille vrid.

"A gentleman as allways. I thank you."

Hun ventede på at han havde sat sig og tog så en slurk af den whiskey han havde bragt hende.

"So, how long do you stay? And where do you live... hotel?"

De sorte øjne glimtede imod ham over glassets kant.

Eliot nikkede sagte. Han var en gentleman, det var rigtig nok, og selv når det ikke gjaldt kvinder. Han kunne sagtens være uhøflig og lusket, men han havde sine grænser som alle andre. Det kom også an på hvorvidt han følte at han var på lige fod med én eller ej. Han satte sig roligt ved hendes side og tog straks en slurkl af den forladte øl. Han kunne smage at noget var kommet i den, hvilket undrede ham. Han viste ikke tegn på denne undren, for han vidste at hvad end der var i øllen, så ville det formentlig ikke have nogen effekt på ham - hans krop reagerede langt hurtigere end et menneskes. Han blev ikke engang det mindste søvnig, i så fald ville han være en sørgelig og atypisk vampyr:
"For another day, I think. Well yes, a hotel, but I haven't had the time to check in yet. And as you can see, I travel very lightly."
Han betragtede den smukke kvinde foran ham med de elektriske øjne der altid var fyldt af en frygtelig mystik. Han tog den nye øl til sig og tog endnu en tår. Han ville gerne afsløre hende og spørge hvad hendes dagsorden var for ham, men stadig fandt han det spændende ikke at vide hvad der skulle ske. Hun var dog en dæmon, så han måtte tage sine forholdsregler. Han regnede dog med at hun ikke gjorde ham noget foreløbig. For en stund overvejede han om det ville være klogt at lade som ingenting med pillerne. Skulle han blive groggy og søvnig nu? Han måtte hellere lege med, men hvis hun prøvede på noget han ikke brød sig om, så var han mere end på tæerne. Han lod sine øjenlåg sænke en smule, så han begyndte at se trættere ud.

Narcissa strålede imod ham i et skævt smil.

"I guess a well paid doctor does not need a truck full of luggage. Oh by the way. You remember that concert you missed in Rome? It was wonderful. The entire Requiem in the most beautiful park at Collis Quirinalis."

Et drømmende blik gled over dæmonens sorte øjne. Det havde været en fantastisk aften. De ville være gået sammen til midnatskoncert i forbindelse med én eller anden lokal festival på Quirinalhøjen, hvis ikke det var fordi Alexanders telefon havde ringet og han måtte haste afsted.

"It was perfect, sublime. Music that I will never forget... in the dark with Rome spread out under our feets, illuminated with a billion lights in the night."

Hun sukkede og lod sig glide over til ham. Hun lagde hovedet på hans skulder og lod sin side lukke sig sammen med hans. Hendes hænder hvilede over hendes højre ben og hans venstre. Hun vidste at hun duftede godt og at bruset af det mørke hår faldt smukt over dem begge. De sorte øjne betragtede et smukt par der havde omfavnet hinanden i den modsatte side af lokalet.

"It was not very polite to leave a lady all alone in such a huge city, you know. Happily I know how to entertain myself. But I was rather disapointed."

Hendes stemme var klar af lattermildhed og da hun vippede hovedet bagover for at kunne fange hans blik, smilede hun varmt og forførende til ham. Det glædede hende at se hvordan hans øjenlåg hang og hvordan han virkede træt. Det passede hende perfekt, nogle minutter endnu og så ville hun tilbyde at følge ham hjem, eller til det nærmeste hotel. Bare tanken fik hendes indre til at summe af forventning.

"Alexander... Such a pretty name."

Eliot nikkede sagte til hendes ord, som han ofte gjorde. Han havde været ked af at gå glip af koncerten, men han havde oplevet den før da den endnu var ny. Han havde i det hele taget oplevet Rom mange gange, men som andre storbyer blev man aldrig træt af at rejse derhen:
"I am very sorry that I missed it... I've heard great things about the concert. It would have been... very romantic to see it together."
Han smilte svagt og lod kvinden tage plads tættere på ham. Han lagde en hånd på hendes skulder, men kom så i tanke om hvor kold hans hånd var, så kold at hvis man selv var overnaturlig, så ville man ikke kunne undgå at lægge mærke til dette. Mennesker fandt på logiske årsager til sådan et fænomen, men ikke andre væsner. Han lod den elegant falde ned om hendes side, bevidst om at, trods stoffet, ville hun sikkert stadig kunne fornemme hans kolde krop og mørke aura. Måske havde hun allerede lugtet lunten. Han havde forsat øjene træt udstillede, skønt han var skarp i sind og krop, som altid:
"Again, I am very sorry... It must have been lonely to sit there all by yourself... Maybe another time, who knows... we could go see it again..."
Hans ord var fulde af tomme løfter, som de altid var når de blev ytret til kvinder. Hans smil bredte sig svagt som Narcissa tydeligvis forsøgte at forføre ham. Han vidste at han måtte være på vagt, men så igen... han var ikke ligefrem uden magt:
"Really? It is quite common... yours, however... is very... unnatural."
Han så på hende med de piercende blå øjne som han tog en tår af sin øl. Var det nu at han skulle forslå at de forlod dette sted? Han kunne i hvertfald godt bruge en cigaret:
"So, would you mind if we stepped outside for a while? I am in a desperat need of a cigarette..."
Smilet blev lettere skævt. Han havde lyst til at afsløre hendes sande jeg, men denne leg var sjov for ham. Gad vide om hun virkelig ville forføre ham, eller blot... hvad, spise ham? Han vidste ikke hvad dæmoner gjorde af onde ting, så vidt han vidste var der ingen chance for at hun kunne være hans fjende. Ingen kendte til ham, udover kunderne - selv disse vidste ikke hvad han var for en størrelse. Han kom endda forklædt til disse møder. Han var en meget paranoid mand... men desværre havde han et svagt punkt for kvinder. Trods deres intentioner, ville han altid forsøge at charmere sig ind på dem.

"Romantic?"

Hun fnes lillepige agtigt og blinkede til ham.

"I am never lonely... I am the best company one could ever wish for!"

Hun kluklo let og tog en stor slurk af sin whiskey.

Der var ét eller andet over hans hånd? Hvorfor... det var næsten som om den var helt kold? Glimt af et par helt grønne øjne, et brus af rødt hår og et glas med blod.

The vampire..!

Hun vidste at hun havde oplevet dén duft før, at støv, blod og alder. Det var ikke til at beskrive den, men netop fordi den var så speciel var hun nu ikke længere i tvivl. Det var helt sikkert den samme duft som Kaylin. Men... var han så også vampyr? Ville det ikke forklare kulden?

Great... and now what? Are they even eatable?

"Unnatural? Nah... my dad was a bit special. He adored me like heaven, wanted his little girl to be precious and special too I guess."

Stemmen var stadig lattermild, men underneden var et strejf af sørgmodighed. Det var tydeligvis ikke et emne de skulle blive for længe ved.

"Outside? Why not!"

Hun var rådvild. Kunne man æde en vampyr? Turde hun efter den episode med elveren? Skulle hun ikke hellere bare finde et rigtigt, virkeligt menneske at æde? Igen mærkede hun hvordan hendes indre, den dæmoniske essens hun bestod af skreg efter føde.

Hun rejste sig, tog håndtasken over armen og så distraheret ud på menneskene i klubben. Det var ikke svært at se det sultne glimt i hendes helt sorte øjne. Inden hun nåede at tænke sig om sagde hun

"Wonna share a human? I'm starving!"

Nu var det sagt, katten var ude af sækken. Hun sukkede og drejede hovedet imod Alexander. Mon han vidste at hun havde hældt sovemedicin i hans drink? Han virkede træt... men kunne vmpyrer overhovedet 'forgives' på dén måde?

I really have to read more books... and not the one I'm writting myself!

"I'm starving..."

Stemmen var træt, eftergivende men alligevel med en underfundig munterhed. Den her situation var morsom... sågar spændende, hun anede ikke hvor de var på vej hen.

Eliot kunne se hvordan det gradvist gik op for hende hvad han var. Der var noget i hendes blik. Han sagde intet, men nikkede blot forstående til hendes ord. Han hørte godt sørgmodigheden, men han sagde stadig intet. Det interesserede ham ærlig talt ikke, men så igen, var samtale egentlig ikke bare påfyld? I virkeligheden ville ingen være alene, i virkeligheden var alle ude efter noget der ikke bare var en samtale. Måske var han kynisk, men det var de baner han selv tænkte i.
Han rejste sig op og rettede kort på detektiv-jakken. Han stak hænderne i lommerne og så sig ligeledes omkring, ikke efter et bytte, for han havde en idé om at Narcissa ville blive hans måltid. Han havde aldrig smagt dæmonblod før. Som enhver anden vampyr, havde han en mindre hobby med at jagte de mest ultimative smagsoplevelser han kunne komme i nærheden af. Da hun afslørede sig selv og ham, trak han på skuldrene. Katten var helt ude af sækken nu:
"Sure, why not..."
Den hæse stemme talte, afslappet og cool, som havde han aldrig skjult sit sande jeg. Han vidste ikke om hun selv opførte sig casual for ikke at tabe ansigt, eller om hun i virkeligheden var helt okay med hans sande, eller delvist sande, identitet. De himmeblå øjne spejdede allerede rundt i rummet som de gik igennem mængden af mennesker. Han tømte sin øl og stilte den på et bord tæt ved. Han tog lange, elegante, rolige skridt. Han så markant anderledes ud end sine omgivelser, og det lagde folk mærke til. Han fik øjenkontakt med en rødhåret, uskyldigt-udseende pige. Tydeligvis menneske, tydeligvis for ung til at være herinde. Han holdte øjenkontakten. Pigen blev hurtigt tryllebundet.
Eliot forsatte imod udgangen, ikke just overbevist om at pigen ville følge efter, men det gjorde hun. Eliot lod sit hoved tilte tættere på Narcissas:
"If you don't mind, it's my treat..."
Han gjorde et kort nik til den retning han ville have Narcissa skulle kigge i, den retning hvorfra den uskyldige, unge kvinde nu kom fra, imod dem og ikke væk fra dem som før:
"I prefer women... actually, I only drink from women... Even when I was young and hungry all the time..."
Han smilte svagt, snakkede lavt, men ikke for lavt - han var lidt i tvivl om hvor god en hørelse dæmoner havde. Han så sig kort over skulderen og smilte bredt. Pigen kiggede væk, pinlig berørt over at være blevet opdaget. Det var alt for nemt det her... næsten kedeligt. Da de kom udenfor tændte Eliot en smøg og lænte sig op af diskotekets mur:
"So... did you know I was... different... ever since you met me in Rome?"
Hans elektriske, himmelblå øjne lyste op i natten, helt i modsætning til Narcissas, der var kulsorte, næsten sortere end natten selv.

Narcissa så med lettelse til da han ikke flygtede, blev vred eller råbte op. Han var kold og kølig, selv da hun gjorde ham opmærksom på at hun ikke var menneske, og vidste at han heller ikke var.

"Great..."

Mumlede hun sagte og fulgte efter ham. Hendes håndtaske var slynget over armen og skridtene fortalte at Narcissa udmærket vidste at hun var en smuk kvinde. Det sorte hår lå som en manke omkring hendes skuldre og hun smilede forsvorent til flere mænd der fangede hendes øjenkontakt igennem rummet.

"Your treat?"

Dæmonen hævede et øjenbryn og så sig over skulderen. Da hun forstod at den unge pige rent faktisk fulgte efter den smilede hun sardonisk til Eliot.

"Great!"

Udenfor rakte hun en slank hånd ud imod Eliot,s om for at bede om en cigaret. Hun forsøgte virkelig at holde sig rolig, men stod og trippede lidt på stedet.

"We need to get her away from here. Too amny eyes... over there? Down the alley?"

Hendes stemme var sagte og rolig, den fortalte intet om det stress der var ved at blive opbygget inde i hende. Hun nikkede bagover skulderen og i samme øjeblik så hun et brus af rødt hår komme ud af de store døre.

"A little walk?"

Hun smilede kælent til Alexander og begyndte med vuggende skridt at gå ned af gaden. Cirka halvtreds meter nede drejede hun ind af en smal mørk sidegade hvor der knapt var plads til en varevogn. Hun håbede inderligt at han fulgte med... men mere inderligt at han tog pigen med sig.

Eliot gav Narcissa en cigaret, men lod så derefter blikket falde på menneskekvinden der nu stod ikke langt fra dem og røg en cigaret. Hun frøs tydeligvis. Han havde en jakke... det var den oplagte mulighed. Han så hen på Narcissa og nikkede sagte til hendes anmodning. En sidegade var oplagt. Han lod hende gå og gik dernæst hen til pigen med et varmt smil:
"You look cold, darling."
Pigen smilte svagt og sagde tak da han lod jakken falde om hendes smale skuldrer. Han lagde en arm om hende, hun så ikke ud til at have noget imod det. Hun var som en marionetdukke allerede. Hun var sikkert også fuld. Han var glad for han ikke var et menneske i sådan en lille, sort blondekjole som hendes:
"So, do you want to get out of here? I think this nightclub sucks."
Pigen ville gå ind og sige farvel til sine venner, men Eliot lod en kold, død hånd falde på hendes kind. Julelys tændte sig i pigens øjne. Hun ligneede en der havde set gud og spurgte om han var en vampyr. Eliot grinte højt og drenget, grinet afslørede en svunden menneskehed:
"No, you silly little girl. I am just cold like you. I know a nice little café just around the corner. Come on."
Hun smilte bredt og fulgte roligt med ham. Hans smil blev bredere. Han kunne dufte hvordan hendes røde hår var fyldt med alskens parfumeri. Hendes hud så blød ud. Hun havde mange fregner. I det hele taget var hun en god lille godbid. Han nåede straks hjørnet ved den sidegade som han havde set Narcissa gå ned af. Han klyngede den unge pige op mod en kold stenmur og så hende dybt i øjnene. Hun så først skræmt ud, men kyssede ham så hårdt og sulten. Han grinte inden i sig selv... *Oh, if I could only take this little thing home... she smells like a virgin*... Han så ud af øjenkrogen for at tjekke om Narcissa var til stede, og tog så pigen i hånden for en kort stund, før han igen klyngede hende op mod muren igen, nu med et knap så charmerende blik:
"Well, as a matter of fact... I am a vampire... Prepare to have your dreams come true..."
Pigen så nu igen skræmt ud, men han var ligeglad, ærlig talt. Han lod sine hugtænder sive ind i hendes bløde hud på halsen og sugede hendes livskræft til sig. Han himlede kort med øjnene i nydelse. Han elskede det her. Det var de eneste minutter i hans dag hvor han virkelig, virkelig følte sig meget i live.

De sorte øjne så ham komme omkring hjørnet med hende, hun tog et hårdt sug af cigaretten og skodede den så imod husmuren. Med øjne der var fæstnet på parret smed hun den ligegyldigt over skulderen og trådte frem imod dem.

"You treat, huh? Mind sharing?"

Det var ligegyldigt, hun forsøgte at være venlig, at vente på at han var færdig, men forgæves. Hendes tænder var allerede syleskarpe og mundvandet stod højt.

I et hvæs flåede hun fat i pigens arm. Den overnaturlige styrke resulterede i at både pige og Alexander fulgte med. Hun hørte et knæk fra den rødhåredes arm og registrerede lige gyldigt at hendes arm var brækket. Hun blinkede en enkelt gang om fremkaldte det mørke hun kendte så godt. I tre fire meter omkring dem blev alt sort og fyldt af en uigennemtrængelig mørke. Selv ikke vampyren med så godt er styn, ville kunne se igennem det.

Pigen satte i et vræl, men ikke megen lyd nåede ud før Narcissa placerede en spændt stærk arm over hendes mund. hun pressede så hårdt at små bloddråber trillede ned langs mundvigerne af pigen.

Eliot stod stadig og hold om hende, så Narcissa lod sig glide ind bag pigen stadig med hånden over hendes mund. De sorte øjne glødede og var det eneste der viste sig i det magiske mørke. Da Narcissa endelig satte tænderne i pigens hals og smagte mennesket, opgav dæmonen sin indre kamp. Hun gav los for lysten af at føde. Ud af hendes hals voksede en tilfreds sagte snerren og hun indså først for sent at hun havde brækket halsen på pigen i sin voldsomhed.

Dæmonen slap pigens mund, lagde en hånd om maven på hende, så hun ikke faldt til jorden og satte tænderne i de bløde balder. Blodet piskede ud i hendes mund og med de skarpe tænder flåede hun en stor luns kød af som blev tygget med en veltilfreds mine. Balder, lår, lænd og mave blev flået i smadder og tygget grådigt. Synkelydende var slimede og heftige.

For vampyren der intet kunne se, ville lydene være mere end malende. Det var ikke svært at forestille sig hvad Narcissa foretog sig, slet ikke når han ind imellem blev ramt af små blodsprøjt.

Eliot lod sig stille træde tilbage, forundret og lettere bekymret for mørket som han ikke kunne se igennem. Hvad i alverden foregik der? Han kunne hører lyde, føle hvem var hvor, egentlig kunne han sagtens fornemme hvad der foregik, men han var stadig berørt over den uvante situation. Han rynkede næsen over lydene og tænkte på om dæmonen i virkeligheden ikke blot sugede blod, men faktisk spiste den unge kvinde. Han så væk fra hvor han kunne høre hændelsen ske. Ulækkert. Han prøvede at gå imod mørket i en modsat retning af Narcissas ædegilde, hvilket resulterede i at han fandt frem til 'lyset' igen. Han tog et sug af smøgen som han ikke havde formået at slukke i sin jagtakt. Røgen dansede om hans blege, døde ansigt som han tålmodigt afventede at Narcissa var færdig... *That is just so gross... Had I known demons ate like that I wouldn't have bothered to tag along... Jesus... at least I only drink the blood!*...
Han kørte en hånd igennem det gyldne, krøllede, strittende hår og tog endnu et sug af cigaretten. Han overvejde, trods den knap så flatterende spisning, stadig at charmere sig ind på dæmonen. Men havde hun før været ude på at spise ham? Det var det der foruroligede ham. Han sukkede let og så hen imod det uigennemtrængelige mørke. Han så ned af sig selv og opdagede at der var blod på hans højtelskede detektiv-jakke. Hans øjne blev en anelse størrere. Havde den hundjævel spildt på ham? Han sukkede nu tungt og prøvede at få blodet væk med den blege hånd, til hans succes, da der nu kun var diskrete, mørke pletter på hans jakke. Nu ville folk ikke kigge skræmt på ham. Men han måtte desværre vaske jakken, han hadede at vaske tøj!

Dæmonen fik føde, og det var det absolut eneste Narcissa kunne registrere i dette øjeblik. Blod og kød blev tygget og slugt med en voldsom grådighed. Knogler blev knust under den voldsomme behandling og hud blev skåret op af sylespidse tænder.

Hun følte hvordan hendes indre sugede alt næring ud af den unge pige, drak hende ind -bogstaveligt talt - med hud og hår.

Nogle minutter efter sansede hun igen verden omkring sig. Igennem det sorte mørke så hun Alexander stå nogle meter væk. Hun greb fat i resterne af det unge menneske og så sig omring. Længere ned af gaden stod en container.

Da dæmonen bevægede sig væk fra Alexander fulgte den sorte bobbel med, efter den blev et svagt blodspor trukket hen over asfalten. Da hun nåede containeren mærkede hun hvordan mørket langsomt svandt omkring hende og krøb ind igennem hendes hud og atter blev ét med den dæmoniske essens der var hendes indre.

For Alexander var det korte glimt han kunne nå at få af den unge pige, inden Narcissa med en ligegyldigt bevægelse kylede hende i containeren, ganske sigende. Der var ikke meget kød tilbage på hendes krop og det kunne næsten se ud som om dæmonen havde tygget alt det bløde væv af hende.

Narcissa stod længe med ryggen til ham, hun slikkede sig om munden og brugte sine hænder til at fjerne blod fra sig selv. Heldigvis var hendes kjole bordeaux, så de fleste blodsprøjt ville blot ligne et forsøg på et mønster i stoffet. Da hun vendte sig sad kun små rester af blod tilbage på hendes fingre. Hun slikkede det villigt i sig og gik med vuggende skridt tilbage imod Alexander.

"Thank you very much. She was... delicious!"

Hun smilede sardonisk og afslørrede en række af sylespidse tænder der stadig var smurt ind i blod. Hun gned sit ansigt med begge hænder og da hun atter så op og smilede til vampyren var alle hednes træk tilbage til 'normalt'.

De sorte øjne funklede af fryd da hun trådte helt tæt hen til ham.

"Mmm, I really missed that! Giving a cigarette? Hope I did not scare you?"

Hun lagde hovedet på sned og så drillende på ham, mens en lyserød tunge legede på hendes læber. Pigens blod lå tungt omkring hende, blandet med den meget krydrede duft af hendes dæmoniske ophav.

Så utrolig smuk en skabning... selv efter det 'show' hun lige havde givet.

Eliot var måske ret overrasket, men hans interesse for Narcissa var ikke fuldstændig dræbt. Så kræsen var han nok heller ikke. Så længe ydret var smukt ville han ikke vøre bleg for noget... eller, han var jo aldrig bleg. Han smilte svagt og tog det sorte læderetui op af lommen, hvor hans Camel lå, svøbt i dybrød luksus velour, en tand lysere end dæmonens tætsiddende, lokkende kjole. Han tog en cigaret op og gav den til hende. Da hun havde den i munden tændte han den for hende med sin zippolighter i titanium, hans øjne så ind i hendes. Deres øjne var diamentrale modsætninger:
"Of course..."
Han tog lighteren til sig og stakden i lommen. Han inhalerede fra cigaretten. Røgen dansede om de to høje skikkelser, han var omkring tyve centimeter højere:
"You are like a sirene... beautiful on the outside, but the moment a sailor looks away... he is facing his death..."
Smilet bredte sig kort. Han stak hænderne i lommerne og havde ikke noget imod at de stod en anelse tæt, selv ikke efter det show hun lige havde givet ham. Hans læber var rødere end normalt, hans hypnotiserende, mystiske øjne mere livlige end ellers. Han havde fået hvad han behøvede og var ikke fornærmet over at hun på brutal vis havde overtaget. Hun måtte have væet virkelig, virkelig sulten. Hendes væsen fremtonede roligere end før. Han smed den færdigrøgede cigaret for blot at tage en ny. Han var en forfærdelig kæderyger, men han havde råd til det. Han kunne også sagtens leve uden cigaretterne, men han ville ikke. Hvorfor skulle han?
Han rettede lidt på den detektiv-agtige jakke, som han endnu var lidt dvask over at have fået pletter på. Han gik altid med denne jakke. Han havde sin læderjakke, men han foretrak den lange, elegante. Selvom han kunne bærer hvad som helst med den spinkle, lettere muskuløse krop, så opførte han sig som en gammel mand. Han havde sit favorittøj, og sådan var det. Han havde stortset altid holdt sig til den samme stil: simplistisk, ofte sort, og klassisk.

Hun tog et dybt sug af cigaretten. Siden hun havde mødt Azuriel og de var begyndt at... være sammn havde hun ikke røget. Det havde påvirket hans humør for meget. Det tiltalte hende at denne slanke vampyr røg, hun havde altid elsket det æstetiske udtryk der lå i en røgsky.

"A sirene?"

Hun hævede et øjenbryn og smilede skævt. Billedet tiltalte hende enormt og hun følte sig en smule flatteret. Dæmonen trådte et skridt tættere på ham og lagde sin hånd imod hans brystkasse. Der var kun omkring en tredive centimeters luft der skilte dem ad.

"So... I do not believe we should stay here. Her friends might come looking for her."

Kunne hun tage ham med hjem? Der var den fantastiske fordel at lejligheden var lydisoleret... men omvendt, at slæbe en vampyr hjem hvor hun boede var måske ikke det smarteste. ydermere ville Azuriel få et føl på tværs hvis han fandt ud af det. Nej... ikke hjem.

Hun tog et sug af sin smøg og lænede sig frem imod ham. Hendes varme - ovarnaturligt varme - læber rørte hans kolde kind alt imens røgen langsomt sivede ud imellem dem. Med blid stemme hviskede hun

"Come sweetheart. Let's take a walk, shall we? We might stumple upon... something nice!"

Hendes tone var fuld af begærlige løfter og hun gjorde ikke noget for at lægge skjul på det. Hun trak sig lidt tilbage og vendte ryggen til ham. Med et blik over skulderen da hun gik ned af den tomme gyde, tilbage fordi containeren spurgte hun

"Are you allways this cold? Get's kinda creepy doesn't it?"

Endnu engang var der slet skjulte hensigter i hendes stemme. Ville hun kunne holde den kulde ud? Ville hun virkelig finde nydelse i at omfavne hans døde og kolde hud? Det måtte vel komme an på en prøve... så længe han kunne holde til hendes... hrmmm.... tempo.

Selvom Eliot tit charmerede sig ind på alle mulige slags kvinder, så blev han altid overrasket når hans karisma virkede. Selvom han vidste at han ikke var den mest utiltrækkende mand i verden, så ville det alligevel ikke undrer ham hvis kvinder ville afslå ham. Han havde aldrig oplevet dette, men det skete vel nok en dag? Han var ikke en Gud:
"Yes, a sirene..."
Han smilte svagt, som han lagde mærke til hvordan hans ord blev taget godt imod af hundæmonen. Da hun nærmede sig ham, bevægede han sig ikke ud af flækken, men så hende direkte i øjnene, til tider ned af hendes krop. Han vidste ikke at dæmoner kunne være så interessante, men han havde så heller aldrig mødt en kvindelig vampyr - hvilket vel var hovedparten af hvorfor han fandt Narcissa interessant. Dét og hendes udseende og selvskab. Hun var en blanding af elegance og absolut direktehed. Hun virkede ikke bange for at tale lige ud af posen. Han kunne lide kvinder der sagde hvad de mente, så længe de havde en hvis elegance over dem... eller bare så virkelig, virkelig godt ud. Han tog et sug fra cigaretten og nikkede sagte:
"Right, we should go..."
Hans øjne veg ikke fra hendes kulsorte, men skinnende øjne. Han vidste ikke hvad hendes intentioner var med ham, men han ville formentlig finde ud af hvornår han skulle skride. Da hun kyssede Eliots kind, bredte hans smil sig kort. Hun havde varme læber, som de fleste andre væsener havde. Han bed sig let i læben. Han kunne mærke en kilden fra hendes læber da hun hviskede i hans øre:
"We shall... it's a beautiful night for a walk."
Han så op på himlen, til hans held havde han egentlig ret i hvad han sagde. Der var fuldmåne og et par stjerner på himlen, selvfølgelig ikke mange grundet forurening. Han så tilbage på Narcissa, der allerede var gået i forvejen... *Even from the back she is gorgeous... Well, sailor Eliot, you better still watch out !*... Med det tænkt tog han endnu et sug af smøgen og begyndte at gå efter Narcissa. Han hørte hendes spørgsmål, hvilket fik ham kort til at grine, den drengede, uskyldige latter:
"How could it? I have never been anything but stone-cold. However, warm skin does feel quite intoxicating when you're this freezing. Some find a vampire's skin euforic... while others run for their lives... but they are mostly mere mortals... how could they not run?"
Han nåede op på siden af Narcissa, ikke sikker på hvor de gik hen, men opsat på at finde et eller andet spændende sted at være. Det var helt sikkert ikke Rom, men enhver by havde sin charme.

Da Alexander kom op på siden af hende, gav hun ham elegant sin arm. De slentrede af sted igennem den mørke gyde, alt for fint et par til at falde rigtigt i ét med omgivelserne.

"Aaww... too bad, I hate the cold!"

Hun fniste lillepige agtigt og tog endnu et sug af sin smøg. En plan tog form i hendes hoved. Med lettere hastige skridt begyndte hun at føre ham gennem byen, som vidste hun hvor de var på vej hen.

Hun gjorde hvad hun kunne for at holde dem fra folk. Det var ikke ligefrem fordi hun var klædt på til så kold en nat. Hendes jakke havde hun glemt på natklubben - heldigvis var der intet i den. Hun kunne vel hente den en anden dag?

"So... Alexander? Where are you from? And how old are you? You see, I haven't met a lot of your kind. And those I have met were mere children."

Efter et par gader tårnede en stor mørk bygning frem for dem. Narcissa smilede for sig selv. I mørket kunne man se det slukkede neonskilt der prydede facaden: Bathhouse. Der var selvfølgelig lukket nu, men mon ikke de kunne finde en vej ind?

"Care for a svim?"

Hun tog hans hånd og lod et par fingre glide imod hans håndflade. De sorte øjne strålede op imod hans blå blik og hendes tænder var blottede i et forførende smil. Hun slap ham og satte i løb de sidste hundrede meter. Det mørke hår brusede om dæmonens hoved og hendes barnlige lillepige grin slog bagud imod vampyren.

Ved en lille bagdør vendte hun sig og blinkede imod ham. Hun tjekkede hurtigt rundt for øjne i mørket, men fandt ingen. Pludselig var det som om skyggerne voksede omkring hende og hun blev væk i mørke, der dog ikke ville være andet end en lidt fortættet skygge for tilfældige forbipasserende. Da skyggerne igen trak sig bort fra hende stod døren på klem. Den tunge trædør så ud som om den havde fået et ordentligt tryk og låsen havde simpelten givet op og ladet døren åbne sig.

"Come on in!"

Eliot grinte kort over hendes kommentar. Hvis det var tilfældet, så havde hun tydeligvis aldrig været helt tæt med en vampyr. Kulden blev ikke længere en hindring for de fleste. Han fulgte hende med lange, rolige skridt, røgen dansede med utilregnelige mellemrum fra hans læber og op imellem dem. Han havde taget hendes arm som man havde gjordt det i gamle dage. Han ville altid være en gentleman, men kun til visse grænser var nået. Han rømmede sig let og tog et eftertænksomt sug af cigaretten:
"As my accent tells you, I'm from England. I am... quite old, 613, but hardly one of the oldest vampires around..."
Han så ind i de mørke øjne med de gennemtrængende blå:
"I see... well, most of us are very private, maybe that is why you haven't met many of us... I myself have met a few demons before... however, I don't know anything about your kind... Is that... shadow thing a skill that every demon can perform?"
Han så afventende på hende, men da de stoppede og Narcissa så ud til at have øjnet noget interessant, så han i hendes retning og hævede vagt et øjenbryn. Hans smil bredte sig som hun på den mest forførende vis lokkede ham og så satte i løb. Han lagde hovedet lettere på skrå, men satte så selv i løb.
Han endte ikke ved bagdøren hvor hun var, men ved døren lige foran hende. Han gemte sig dog ved væggen ved siden af døren for en stund, før han lod sig stikke et hoved ud til vinduet:
"I already am..."
Han smilte drilskt, men så sig så omkring... Her var mørkt, der var kun gamle, primitive alarmer og ingen individer til stede. Han betragtede alarmerne, nogle der reagerede hvis man var langsommelig nok til at bryde døren ind, men det havde Narcissa ikke været, åbenbart. Han så røgalarmen, men den var for langt væktil at opfatte hans smøg. Han så om på Narcissa:
"I haven't swimmed for ages... not since the sixties..."
Han så i retningen mod den swimmingpool der ville ligge ikke langt fra dem. Han kunne lugte klorinen i vandet.

Narcissa stirrede vantro på ham gennem ruden.

"How the hell did you do that?"

Hun møvlede sig igennem døren og klemte den i efter sig. Lokalet var mørkt og hun havde svært ved at se en hånd for sig. Langsomt begyndte hun at skridte over gulvet, med begge arme strukket ud foran sig.

Narcissa kæmpede sig igennem et par døre, det var ikke svært at gå efter duften af klorin. I den store hal med det dybe basin, stod månelyset ind gennem store ruder oppe under loftet. Bassinet var godt oplyst af de smukke kølige stråler og overfladen var helt blank. Der var ingen risiko for at nogen ville komme tilfældigt forbi og se dem.

"Oh... how pretty!"

Den mørkhårede dæmon vendte sig imod Alexander nogle få meter fra ham og så på ham med et mørkt blik. Hun bed sig i underlæben og vippede lidt med skuldrene. Mens hun talte vred hun en arm bagom ryggen på sig selv og lynede kjolen ned. Med vuggende hofter vred hun den uendeligt langsomt af sig selv og lod den dumpe ned på fliserne i en lille ring om hendes fødder.

Narcissa stod nu foran Alexander kun iført selvsiddende nylonstrømper og stilletter, dæmonen bar åbenbart intet undertøj. Den blege hud nærmest sugede månens lys til sig og omkring hende dansede skygger som slikkende tunger om den spinkle krop. Skyggerne var faretruende og virkede som om det kunne opsluge lokalet i et sort flammehav hvert øjeblik det skulle være. Men den spinkle kvinde så på intet tidspunkt ud som om de generede hende, eller gav udtryk for at hun ikke havde styr på dem.

"For some of us it comes quite naturally, but not all of my kind can dance in the shadows. Me? It's my natural skill, I was born in the shadows..."

Som for at understrege sin ord fortættedes skyggerne omkring hende og lignede mere og mere flammer der slikkede den mælkehvide hud. Hun gik frem imod ham med langsomme skridt.

"Wonna help a girl not getting her shoes wet?"

Hun gik helt tæt på ham, vendte sig om og lænede sig op af ham. Hun trak benet baglæns op imod ham, så han kunne gribe hendes sko og tage dem af hende. Omkring dem stod skyggeree og den kraftige magis slog omkring deres kroppe, enerverende og uden nåde for vampyren der ikke var en del af denne energiudladning. Luften var tæt og havde Alexander rent faktisk haft brug for at trække vejret havde han været i problemer.

Narcissa smilede sardonisk ud imod det tomme bassin.