Wrong place, at the wrong time{Kodashi}

Dato: 11. februar
Tid: 21.54
Årstid: Vinter
Vejr: Det er koldt, og en iskold vind blæser rundt i gaderne. Det er let overskyet, men man kan sagtens se stjernene gennem det tynde lag af skyer.
Sted: I en skyggefuld gyde i byen Sheria
Omgivelser: Det er fuldmåne, så i skyggerne i gaderne kan få folk til at tænke på overnaturlige og farlige ting. Der er tomt på gaderne, og de fleste butikker er allerede lukkede.
Påklædning: En langærmet hvid trøje, der efterhånden er en smule blodplettet, men det ligner bare nogle kunstfærdige pletter eller noget lignende, så det er meget få der ville mistænke det for rent faktisk at være blod. Et par mørke jeans, der næsten ser sorte ud. Et par støvler beklæder hendes ben, men det er ikke specielt pæne støvler. Løst hår og et par solbriller skjuler det meste af hendes ansigt.

Crystal skubbede solbrillerne på plads, inden hun igen greb fat i den slappe krop. Den døde mand stirrede stadig op i luften, men det gjorde hende intet. Det var i situationer som denne hendes instinkter tog over, og hun spiste uden problemer. Hun flåede et stykke kød af armen, og slugte det næsten i ét stykke. Normalt ville hun ikke spise det helt ligeså råt som idag, men hun var sulten og det var meget hurtigere både at få blodet og kødet når man ikke skilte det ad.
Hendes blik gennemsøgte de mørke skygger der skjulte sig i alle krogene, inden hun skubbede maden op af en rusten skraldespand. Den bragede hult, og hun stivnede. Hun snurrede omkring og stirrede efter det mindste tegn på liv. Den kolde vind blæste hendes hår omkring hovedet på hende, og hun rev det irriteret væk fra hovedet.
Stop it! Leave the poor man alone! How could you do this?
Hun blottede vredt tænderne, og gav sin anden personlighed en lussing. Hvis der var noget hun hadede, så var det når den afbrød hende. Der fandtes ikke noget værre tidspunkt end når hun spiste. Hun rev noget mere kød af hans krop, og slugte det. Hun begyndte langsomt at kunne mærke sulten forsvinde, og hun smilede koldt. Det var ikke til at sige hvor mange der havde måttet lade livet for hendes sult, og det gjorde hende heller ikke noget.
Hendes fingre kriblede for at rive resten af kødet af manden, og tage det med tilbage. Hun hadede at skulle ud og finde noget friskt, når hun bare kunne hente noget fra fryseren. Men på den anden side var det en for stor risiko for at blive opdaget.
Don't kill more. It's so evil!
Hun hvæsede ubevidst af sin indre stemme, og greb fat i en spand der lå på jorden, og kastede den et stykke væk, blindet i irritation. Det var ikke smart når hun blev sådan, men hun kunne ikke lade være. Hun flåede endnu et stykke af hans krop, og slugte det hurtigt. Hun lavede en lille grimasse da det var et utrolig senet stykke der kom ned.
God damn! Cut it out Crystal!
Hun lukkede følelserne ude, og spiste videre.

Påklædning: Sort hat, sort og pink stribet uldtrøje og sorte tætsidene bukser.

Kodashi kom glad gående ned af gaden, det var snart tid til hun skulle male igen, hun havde søgt efter en model i den lokale avis, og hun håbede inderligt på at der ville komme nogle til hendes maler sesion. Portrætter var en af Kodashi specialiteter og det var dem der soglte, også selvom hun godt kunne lide kubisme, og futurisme. Men det ene var en stil art som kun store kunstner kunne leve af og den anden var en egen opgør med nutidens kunst, hvilket slet ikke solgte noget da det var noget specielt kunst man fik ud af det.

Kodashi hørte en lyd inden fra en gyde og undrede sig over hvad det havde været, det lød ikke som et klassik slagsmål, men mere som noget der blev kastet. Nysgeriheden gik straks op i Koda og hun bed sig selv i læben. Kort lod hun blikket glide ned på sit ur og tænkte hun godt lige kunne undersøge det nærmere, det havde hun ihvertfald tid til.
Stille og roligt gik Kodashi ned langs den meget mørke gyde, men intet ville havde forberedt hende på det syn der mødte hende.
*hvad er det her lugter af* tænkte Koda for sig selv som en dunst af en klam lugt der lå over hele gyden ramte hende. Af en eller anden grund gik Koda ganske stille fremad og prøvede at være så lydløs som muligt. Der var bare et instinkt der sagde det til hende at det var hvad hun skulle gøre.

Koda fik store øjne af det syn der mødte hende, blikket af en kvinde der sad ind over en liv løs mand og direkte spiste af ham. En blanding af kvalme og frygt flød ind over Kodashis krop og hun holdte hånden op foran sin mund ganske hurtigt efter at havde undsluppet et lidt højt gisp. Kodashi begyndte med det samme at bakke bagud uden at tænke over mere end hun blot skulle væk før hun blev opdaget. Med det samme som man kunen nå at tænke sig til så vendte Kodashi sig om og begyndte at løbe mens tankerne myldrede inde i hendes hoved *nej det så jeg ikke lige, det kan ikke havde været sandt... det stakkels mand... hvad skal jeg gøære.. .jeg må ringe til politiet... hvem var det... hvem kunne finde på sådan noget.
Tårrene kom frem i Kodashis øjne mens hun bare løb uden at rigtigt se sig tilbage, det var et klamt syn hun helst bare ville glemme over hele verden, men hvad skulle hun dog gøre.

Kodashi løb helevejen hjem, skyndte sig helevejen op i sin lejlighed via trapperne og låste døren efter sig og satte køde på døren. Billede af kvinden sad stadig fast i Kodashis hoved, det havde nok været det mest skræmmende hun havde set længe. Og nok noget hun ikke ville glemme fremover.
Med det samme løb Kodashi nærmest igennem stuen og tog fat i sin telefon og ringede til politiet. Med det samme som der kom en stemme i den anden ende begyndte Koda panisk at prøve at forklare hvad der var sket og blev ved med at insistere på at de sendte nogle ud og kigge i gyden.
Efter politiet havde lovet hende at tage ud og kigge på det lagde Koda på og satte sig hen i hjørnet af stuen og begyndte at græde. Hun var direkte bange, i sær hvis kvinden havde set Kodashi der i gyden, hvad hvis nu hun var fulgt efter hende hjem, hvad hvis nu hun stod foran døren lige nu og bare ventede til Kodashi kom ud igen.. Tanken gjorde blot det hele værre end det blot var og Koda prøvede at trække vejret roligt.

Koda sad der nok et kvarters tid og prøvede at samle sig sammen igen, hun havde set på klokken at det snart var tid til hende sesion og den ville hun stadig ikke gå glip af, men inderst inde håbede Koda bare at der var ingen der ville banke på døren de næste par timer.

Crystal hørte skridt bag sig i gyden, og hun løftede utrolig langsomt hovedet. Hun drejede hovedet, og stirrede på kvinden der panisk løb væk. Hun sukkede teatralsk, og slap sit bytte. Det var bare så typisk. Hun vendte sig om, og gik et par skridt frem, så hun kunne se vejen hun fulgte.
Hun satte i et hurtigt trav, men hastigheden kunne nemt overhale et menneske i løb. Vinden blæste hendes hår bagud, og et kynisk smil klistrede til hendes ansigt. Hun tørrede langsomt hænderne i bukserne, så blodet ikke var smurt ud over hænderne, og kødet ikke længere klumpede under hendes negle.
Hun klemte sig op af en hjørne, og skar ansigt at fugten der satte sig overalt på hendes trøje.
What the hell are you doing?! Stop following the woman! She saw nothing of what happened. I think. She still doesn't know you. Stop it now Crystal, or more innocent people getting killed!
Hun fulgte mennesket op til hendes lejlighed. Hun stirrede i nogle sekunder på døren, og indprintede sig stedet i hukommelsen. Hun kunne sagtens finde tilbage igen. Det her menneske var allerede dødt. Men først skulle hun tilbage og have sin mad.
Hun snurrede omkring, og stormede tilbage til gyden hvor hun efterlod sit bytte. Hun stoppede nogle meter fra gyden, da en politibil blinkende holdt udenfor, og oplyste de mørke skygger der ellers kendetegnede gyden.
Hun trådte et skridt frem, og hævede et øjenbryn. Mindst fem mænd undersøgte stedet, og en samtale kom til hende, båret af vinden. Noget med et mordsted, og en kvinde der havde ringet til dem. Hun spærrede øjnene op, og blottede vredt tænderne.
She was afraid. Don't do anything to det woman. Don't!
Hun snurrede omkring, og styrtede tilbage til kvindens lejlighed. Det var ikke smart gjort af hende. Få minutter senere stod hun og stirrede på døren til kvinden lejlighed.
"Knock, knock, knock ...
Hun lo, og bankede langsomt på døren, samtidig med at ordene forlod hendes læber.
"The big demon is coming after you.

Kodashi sad bange i sin lille lejlighed og var virkelig bange. Stilheden var nærmest kvælende. Igen begyndte hun at græde over det syn hun havde set i gyden, den døde mands blik samt den uhyggelige kvinde der sad over ham og direkte spiste af ham var jo klamt og perverst på samme tid. Følelserne kom op i hende og hun sad blot henne i hjørnet i foster stilling og græd stille for sig selv. Stilheden var godt nok kvalmende men stadig lå det som et roligt tæppe over Kodashi, i det mindste kunne hun føle sig tryk herinde i hendes lejlighed.
*Hvem kunne dog finde på sådan noget* tænkte Koda for sig selv og var sikker på at hun ikke var i sikekrhed her længe, bare der snart ville komme nogle.

Koda kravlede forsigtigt hen til sin telefon igen og ringede op til sin mor, klar tonen var det eneste der brød stilheden indtil røret blev taget. "Hej Mor"
sagde Kodashi nærmest helt græde færdig. Hun fortalte hele historien til sin mor. Kodashis mor blev selvfølgelig ganske nervøs for in datter og de aftalte at Kodashi skulle komme en tur hjem til sin familie og sove i løbet af natten. Kodashi aftalte at hun ville være der om 2 timer og lagde på igen og begyndte at pakke de småting hun skulle have med.

Da det bankede på døren var det lige før Kodashi fik et hjerte stod, stilheden havde lægget fint over hele lejligheden lige indtil nu, inderst inde var Koda lykkelig, det var jo sikkert politiet der var kommet for at fortælle de havde fanget den klamme morder i gyden, men nej sådan skulle det ikke være. Det var mest ordne bagefter der fik det til at gå kuldegysninger ned langs hendes ryg og der det gik op for hende det ikke var politiet der var kommet for at hjælpe hende. Den store dæmon der var kommet efter hende, var personen der ude bare psykopat eller hvad var hun, det var jo direkte perverst at sige sådan noget. Koda listede forsigtigt ud til sin dør og kiggede ud af døre spionen og så den samme kvinde ude foran sin dør
Koda nærmest løb ind til sin telefon igen, tog hurtigt rørret g ringede endnu engang op til politiet, som klar tonen lød i røret stod Kodashi nærmest panisk og sagde for sig selv "Kom nu kom nu kom nu, tag den forbanede telefon". Endelig kom der en stemme i røret og Koda udbrød med det samme "Hjælp hun er her, Koda tænkte ikke meget over at det kunne høres helt ude på gangen, hun var helt gået i panik over at der stod en psykopat ude foran hendes dør.

Crystal rystede på hovedet med et lille smil, da hun hørte kvindens paniske nødråb derinde. Hun sukkede da det gik op for hende at kvinden ikke ville åbne døren. Hun tog fat i døren, og rev den op. Der lød en knasen da døren bogstaveligt talt knækkede midt over i hendes hånd.
"Ups."
Hun smed døren til side, og trådte nogle skridt ind. Hun lagde hovedet på skrå, og sukkede dybt. Hun sendte så pigen et meget sødt smil, og rystede langsomt på hovedet.
"When children learn that it does not help to call the great? They mysteriously disappeared even before the big reach. And if so, the major does not do. We are too strong."
Hun lo, og sendte kvinden endnu et varmt, kunstigt smil.
"All you children should learn. Learn some of life's mysteries. Does you never realize, that we actually exist?"
Hun rystede igen langsomt på hovedet, imens hun trådte nogle skridt frem imod kvinden. Hun lagde hovedet på skrå, og valgte at ignorere kvindens udtryk.
"Consider that you've had not realized yet, that we are here, ready to kill you in seconds. For we are here. And we can kill you in seconds. But yet we are so different. For an exampel i don't like people who gossip when I eat. It is not sweet."
Hun hvæsede de sidste ord ud af munden, og blottede tænderne. Hun trådte nogle skridt nærmere, og fik presset et stort, sødt smil frem.

Crystal rystede på hovedet med et lille smil, da hun hørte kvindens paniske nødråb derinde. Hun sukkede da det gik op for hende at kvinden ikke ville åbne døren. Hun tog fat i døren, og rev den op. Der lød en knasen da døren bogstaveligt talt knækkede midt over i hendes hånd.
"Ups."
Hun smed døren til side, og trådte nogle skridt ind. Hun lagde hovedet på skrå, og sukkede dybt. Hun sendte så pigen et meget sødt smil, og rystede langsomt på hovedet.
"When children learn that it does not help to call the great? They mysteriously disappeared even before the big reach. And if so, the major does not do. We are too strong."
Hun lo, og sendte kvinden endnu et varmt, kunstigt smil.
"All you children should learn. Learn some of life's mysteries. Does you never realize, that we actually exist?"
Hun rystede igen langsomt på hovedet, imens hun trådte nogle skridt frem imod kvinden. Hun lagde hovedet på skrå, og valgte at ignorere kvindens udtryk.
"Consider that you've had not realized yet, that we are here, ready to kill you in seconds. For we are here. And we can kill you in seconds. But yet we are so different. For an exampel i don't like people who gossip when I eat. It is not sweet."
Hun hvæsede de sidste ord ud af munden, og blottede tænderne. Hun trådte nogle skridt nærmere, og fik presset et stort, sødt smil frem.

Kodashi tabte telefon røret da døren direkte blev revet op af kvinden udenfor. Kodashi kunne høre en stemme fra telefon røret sige "Hallo hvem der?", men Kodashi kunne ikke svare, alt hvad hun kunne var blot at bakke bagud imens hendes øjne blev grebet af frygt. hvordan kunne man bare flå en døre op på den måde, det var unaturligt blot at kunne gøre.
"Hvem er du... lad mig værre... hver sød... jeg ved intet... jeg lover ikke at sige mere..."
Kodashis stemme var fyldt med frygt imens hun bakkede bagud i stuen væk fra kvinden. Tårrene kom frem i hendes øjne igen. Kodashi ville ikke dø. Hvordan Kodashi lige kunne forstille sig at hendes bekymret mor ville komme forbi inden for et par timer og finde hendes livlæse krop læggende i stuen. Bare tanken fik hende til at gå helt i panik og gråden kom frem i hende. Hvis hun bare var holdt sig langt væk fra den gyde havde intet af det her sket og dagen ville blot havde været endnu en aften.

Kodashi overvejede at skrive så højt som hun kunne, måske var der nogle i lejligheds komplexet der ville høre hende og komme hende til undsætning. Godt nok var Kodashi ikke lige frem bedste venner med sine naboer, men de ville da komme. Ville de ikke?.
"Jeg vil ikke dø... hver sød" udbrød Kodashi grædene og bakkede mere bagud men der kom en væg i vejen for hun kunne komme længere bagud, der var ikke mere end par meter imellem de to personer i stuen, og Koda kiggede sig panisk om efter en udvej. Måske kunne hun nå at løbe ud i køkkenet og hente en kniv at forsvare sig med, men af en eller anden grund ville hendes ben bare ikke lystre, hun stod blot helt stille op af vægen.

Crystal rystede uendelig langsomt på hovedet, med et lille kynisk smil i mundvigen. Hun fulgte kvinden med blikket, da hun bakkede. Månelyset faldt skråt ind fra vinduet, og badede hele stuen i et sølvagtigt skær. Lyset gav den ene side af Crystals kølige ansigt skygger, og fik hende til at ligne et spøgelse.

"Oh. You want me to be sweet? I can be sweet."

Hun lagde hovedet på skrå, og trådte nogle skridt frem, så skyggerne på hendes ansigt ændredes for hvert skridt. En trækvind fra den åbne dør legede med hendes hår, og fik det til at vifte let. Hun trådte frem, så deres kroppe næsten rørte hinanden, hvorefter hun løftede hånden, og strejfede kvindens kindben med en finger.

"What's your name sweety?"

Hun smilede varmt, og hævede et øjenbryn. Hendes fingre kørte gennem det store, brune hår, inden hun satte den ene hånd i siden. Hun hev solbrillerne af, og satte dem i sin kavalergang, uden af tænkte over det.

"Don't be afraid. I've already eaten, so it will be quick and painless."

Hun gjorde et lille kast med hovedet, og smilede venligt. Hendes mørke øjne borede sig ind i kvindens, og tvang hendes blik i hendes. Hendes let sindssyge smil havde dog også et varmt skær, som hendes indre stemme stod for. Det var noget af det værste.

"But first we need to have a chat. It's not smart to stop a demon when it eats. It can make the most demons angry. Fortunately, I'm not the type who loses my temper. I'm the type who has a quiet talk. Before the closure."

Hun løftede hånden, og lagde den på væggen ved siden af kvindens hoved. Hun knyttede meget langsomt hånden, og noget støv fra den smule af væggen der kom i klemme mellem hendes fingre fløj ned over kvindens ansigt. Crystal studerede hendes træk, inden hun bøjede sig tættere ned mod kvinden med en lille latter. Hun rystede let på hovedet, og trådte et skridt tilbage, så hendes ansigt igen var et stykke væk fra kvindens.

Kodashi følte stort ubehag ved at stå så tæt op af kvinden, utrykheden lå tæt ind over hendes krop, måske var hende liv ovre lige om lidt. Hun stod foran en psykopat. Kodashi følte stort ubehag ved at kvinden rørte ved Kodashi. bare tanken om de selv samme fingre havde flået kød af den mand i gyden, tanken var direkte kvalmende.

"Kodashi... Kodashi Vanguard" sagde Koda stille med nogle små hulk i stemmen mens hun så vidt som muligt prøvede at undgå at få øjenkontakt med kvinden. Men det var næsten umuligt, det var som om kvindens øjne blot fulgte hende lige meget hvor Kodashi kiggede hen.
"Jeg vil ikke dø" hviskede Kodashi stille og spændte i hele kroppen og havde fornemmelsen af at hvert eneste øjeblik ville være det sidste hun ville have.

"Hver sød bare at lade mig gå.... jeg vil gøre hvad som helst... jeg ved intet om dig... jeg lover ikke at sige mere til nogle..." frem snøftede Kodashi stille og turde ikke at se op på kvinden foran hende.

Forsigtigt kiggede Kodashi ned på sit ur, kun om 10 minutter ville der sikkert komme nogle op af gangen og hen til den ødelagte dør og se alt hvad der var sket. I hvertfald hvis Kodashi var så heldig at der ville komme en model til tiden. Hvis bare Kodashi var i live på det tidspunkt så ville hun måske have en chance for nogle ville hjælpe hende. Hvis bare de kunne tilkalde politiet elelr bare en eller anden der kunne få denne psykopat af en kvinde til at forsvinde ud af Kodashi liv for altid.

Crystal sukkede dybt, og rystede langsomt på hovedet. Hendes smil voksede langsomt da hun hørte at Kodashi ikke ville dø. Hun lagde armene over kors, og hævede et perfekt buet øjenbryn over øjet. Hun trådte igen et skridt bagud, så hun igen blev badet i månelysets skær.

"Listen to me. I will not hurt you. First we need to talk."

Hun snurrede omkring, og greb fat i en stol nærved. Stolen skrabede hen over jorden, da hun trak den hen til sig. Hun lod sig dumpe ned på stolen, og løftede hovedet op imod Kodashi igen. Hendes øjne skinnede let i lyset fra månen, og blikket der var rettet imod Kodashi lyste mindst lige så intenst.

"Come and sit here by me Kodashi. I have a little demands that I leave this place much faster than otherwise."

Hun klappede på en stol nærved, og lænede sig let bagover. Hendes afslappede holdning virkede forkert i denne sammenhæng, mens hun trak håret bagover i en hurtig bevægelse.

Kodashi stod nærmest helt klæbet op af vægen og havde sævrt ved blot at tage et skridt væk fra den, hendes ben ville bare ikke lystre. Men i sidste ende tvang hun sig selv til at gå væk fra vægen. Koda turde ikke andet end at se på kvinden, Kodashi var virkelig bange for kvinden ville gøre en eller anden form for pludselig bevægelse. Enteligtaget var Koda meget anspændt og på grænsen til at bryde helt sammen.
"... Hvad vil du have af mig" sagde kodashi stille og satte sig meget modvilligt hen ved siden af den sindsyge kvinde som Kodashi var sikker på når som helst kunne finde på at skære halsen over på Kodashi..

*det her er bare en ond dræm, jeg vågner snar tog det hele er ovre, alt er normalt igen* tænkte Kodashi pansik i sit hoved og bed sig selv i underlæben for ikke at græde igen. For alt i verden ville hun bare gerne have denne kvinde forsvandt ud af hendes liv igen.

"Jeg lover ikke at fortælle noget... hvis det er det sagde Kodashi stille og trak vejret hurtigt, hendes hjerte bankede hurtigt nærmest i takt til hendes panisk vejrtrækning. Kunne denne aften ikke bare end her, kunne politiet ikke bare komme løbende ind af døren og anholde kvinden over for hende.

I det fjerne var det tydeligt at høre indtil flere sirener nærme sig...

Crystal fulgte Kodashi med øjnene da hun skridtede over gulvet, og satte sig i stolen ved siden af hende. Hun smilede varmt, og drejede om, så hun sad i front imod hende. Hun lagde hænderne i skødet og lænede sig let forover. Hendes læber var få centimeter fra Kodashi, da hun hviskede ordene.

"You never saw me. I was never here. It was a big, broad-shouldered man who destroyed the door. It was the same man who killed the man in the alley. I do not exist. Understood?"

Hun så dybt i Kodashis øjne, inden hun rettede sig op med et sæt. Hun rejste sig på stolen, og stirrede ud af vinduet. I det fjerne hørte hun sirenernes umiskendelige lyd, og hun drejede hovedet let.

"If you tell them something, I'll come back, and only then I get really angry."

Hun vendte igen hovedet imod vinduet, og skar let ansigt da hun kunne se de rød- og blå-blinkende lys i nærheden. Hun greb fat i vinduet, og trak det op med et ryk.

"Hopefully for you, we will never see each other again. Oh, and by the way - I'm on drugs, that's why. Goodbye for ever. Unless you create problems."

Hun lod sig glide ud af vinduet, og forsvandt ud i mørket.

Kodashi nikkede ganske forsigtigt og sank en klump imens tankerne fløj igennem hendes hoved, hvad skulle hun gøre. indten kunne hun trodse kvindens ord og risikere livet, eller blot spille med og være sikker. Men hvor sikker på kunne Kodashi være på at kvindens ord var sande, hun kunne lige så godt komme tilbage natten efter og gøre arbejdet fæørdigt, var det ikke sådan at sindsyge var.
"Jeg lover ikke at sige noget" sagde kodashi stille og sank en klump. Heldigvis var politiet på vej kunne hun høre, så var hun i sikkerhed. bare tanken var en lettelse.

Kodashi håbede bestemt på det samme, at aldrig skulle se denne kvinde igen, det var da bestemt et livsmål fra nu af. Men der var et par ting i Kodashis hoved der begyndte at røre på sig, hun kunne jo ikke skifte historie fra det først var en kvinde der havde været i gyden som hun måtte fortælle i telefonen, og til det nu var en mand. Hvad skulle hun nu gøre.. En ting var sikkert.. Hun ville i hvertfald ikke sige noget. Men det betød jo ikke at der ikke var mulighed for at komme ud med hvem der havde gjort det her.