Not again. (Wicked) - Privat

Savoy lod dem stadig om deres samtale til trods for Crimsons blik der sagde alt om hans tanker. Det var Savoy underordnet, så længe... Overførslen gik ordentligt og efter planen.

Hans blik gled over mod elevatoren da denne blev åbnet og han så køligt hen på damen der gik hen til dem, før blikket røg tilbage til de to.
Han smilede let, da han fik englens navn at vide, da Crimson talte til hende, men undlod at kommentere på noget som helst, indtil Izriel igen gik på tværs.

Da tog han sig til panden i irritation og kiggede derefter på hende, irriteret.

"You do know money isn't an issue, right? Unless you are fond of your job of course,"

Lød det smågnavent fra ham, før han begyndte at rette lidt på sit slips. Det her var åndsvagt. Izriel måtte sgu da kunne sige ja, så slemt var det da heller ikke, med mindre halsbåndet havde en af den ækle slags magier på sig.

"You do know that a necklace and some people laughing to death isn't as bad as your own death, don't you, Izriel?"

Wicked hævede et øjenbryn af hendes kommentarer, men virkede nærmere underholdt og påtaget overrasket end chokeret over hendes afvisning.

"You are truly more concerned with your masquerade-employment than your heavenly charge? You would put your own life, and that of your ward, in jeopardy over appearance?"

Stemmen var katteblid, indsmigrende og forsøgte igen at minde Izriel om hendes position og det dybt latterlige i hendes indsigelser. Det var ikke en forhandling hun kunne undslippe ved at tale om sit 'arbejde'. Hun var en skytsengel. Alt andet var en simpel dækhistorie for at skjule hendes sande natur. Hvad betød hendes arbejde som læge, hvis han ombestemte sig og dræbte Colt?

Englens fordrejede prioriteter fik smilet til at blive en smule bredere.

"As Cimitiere has said. Although, since appearance seems to be your only objection."

Wicked hævede et øjenbryn og hvislede ned imod halsbåndet imellem de slanke fingre. Skyggerne bevægede sig igen, flød henover metallets overflade, dækkede det fuldstændigt - og blegnede. Halsbåndet var ikke fuldstændigt usynligt, men nærmere en skygge uden ophav, der kunne være en reflektion fra en hvilken som helst lampe i klubben. De fleste ville ikke have bemærket det. Den viden, at det ikke var 'forsvundet', men nærmere maskeret, stammede fra den svage fornemmelse af magi der stadig lå omkring Wickeds hænder.

"I trust there will be no more objections?"

Det var en konstatering, nærmere end et spørgsmål, i en forlængst glemt autoritativ tone, der ikke forventede indsigelser. Wicked lænede sig fremad imod hende og rakte ud for at lægge skygge-halsbåndet omkring hendes hals.

Izriel stirrede fortsat på det kølige metal der endnu hvilede mellem Wickeds hænder, inderst inde bredte sig en uro der nærmest var kvalmende, som det så ud var 'smykket' uungåeligt hvis hun havde i side at have mennesket med sig ud fra klubben, men tanken om at være en dæmons problemknuser ikke just tiltalende.

"Well, if you are so fond of it, why don't you wear it?"

Snappede hun så bidsk efter Savoy der tillod sig at blande sig lidt for meget fra den ene langside, inden hun strøg en hånd over øjnene og gned dem mens hun igen igen gennemtænkte situationen. Det var for hende ikke kun et problem hvordan det så ud, men det var lige lovligt voldsomt at blive rodet ud i så meget, først med Colt og nu med Wicked på én uge.

Om Colt nævnte englen intet, hun havde mest af alt lyst til at være en fri engel og hele kaoset omkring hende der bare blev værre og værre gjorde det ikke meget bedre.

"Fine, what kind of magic does it contain?"

Mumlede hun så idét Wicked bukkede sig for at lægge lænken om halsen på hende, selvom det stridede voldsomt imod hendes natur bare at blive siddende. Hårdt bed hun tænderne sammen så kæben afgav en næsten uhørlig knagende lyd, inden hun flyttede sig væk fra Wicked så snart halsringen lukkede til.

"Now, get Colt!"

Knurrede hun så hæst imod dæmonen, inden hun rejste sig fra sofaen og foldede vingerne sammen op ryggen. Hun havde mistet tålmodigheden for alvor nu, og ville helst bare ud af klubben så hurtigt remme og tøjler kunne holde til det.

Savoys blik blev hårdt, da Izriel snappede igen over hans ord til hende. Han brød sig ikke om hendes uhøflighed, især ikke når han endda havde hint'et til, at han da sagtens kunne hjælpe. Men han sagde intet, da han følte at det var spild af tid og lod bare Cimitiere tage den derfra. Han så i det mindste ud til at være enig.
Han så på, mens englen lod Crimson lægge halsbåndet om hendes hals efter at have gjort det mere eller mindre usynligt, og så derefter meget mere tilfreds ud.

"Very well, I suppose that's it.."

Han nåede ikke rigtig at sige mere før Izriel meget brat rejste sig og gav Crimson komandoer. Hun skulle ikke have lov til at ødelægge det mere, hverken for sig selv eller for Colenta eller ham selv. Han rejste sig selv, nu da det så ud til at alle alligevel stod op og satte stokken i gulvet med et lille klonk.

"Unless there's anything else you want to discuss, Crimson, I wouldn't mind if we could get Colenta with us,"

Sagde han tørt, men med et roligt, høfligt smil rettet mod Crimson. Helvede skulle fryse over, før han bare lod Izriel alene om den lille naive ballademager!

Han lod halsbåndet lukke sig omkring hendes hals, uden at svare på spørgsmålet, de mørke øjne på hendes ansigt da den lille split lukkede det tæt - og forsvandt under hvad end magi han havde lagt over metallet. Vægten i sig selv var imponerende, og fortalte at det højst sandsynligt ikke var en moderne legering af metal. Alligevel havde han behandlet det som om det vejede ingenting. Det var imidlertid ikke den fysiske vægt, der trak mest i englens opmærksomhed, men fornemmelsen af gammel magi, blandet med dæmoniske energier, der lagde sig som et åg på hendes skuldre. En konstant påmindelse, der næppe ville lade hende glemme aftalen særligt længe af gangen.

"Old magic. A little something I picked up a few centuries ago. I've always wanted to try it out on an angel. Thank you so much for volunteering."

Det lykkedes ham at få den sidste del af sætningen til at lyde som en ætsende parodi af en service-ansat, fulgt af det blændende charmerende smil - selvom de mørke, spillende øjne ødelagde udtrykket - før han trak sig et skridt tilbage og så overvejende henover hende.

"It also holds a small part of my own, just enough to let you know when I need you."

De slanke fingre løftede sig og pegede imod hendes hals. Skyggerne omkring halsbåndet blussede op og strakte sig langs hendes hud, som sorte flammer. Der lød en let syden, da magien brændte hende - ikke af varme, men af sammenstødet af dæmonisk energi og en hellig skabning. Wicked vendte hånden let og flamme-skyggerne trak sig tilbage, indtil de kun var en ubehagelig følelse af krybende mørke, en kuldegysning over fornemmelsen - visheden om - at skyggerne bag hende ikke længere var tomme, men fulde af sultne øjne. Et lille træk i halsbåndet, som et fysisk ryk i en usynlig snor, pegede hende imod dæmonen foran hende.

"Pardon. A little too high on the voltage. This should be appropriate. Unmistakable, isn't it?"

Cheshire-grinet strakte hans læber og viste de hvide, let spidse tænder i et ubehageligt smil. Hans blik gled fra Izriel til Savoy, før han lod sig falde tilbage ned på sofaen med en lydløs bevægelse. De muskuløse arme strakte sig henover ryglænet, kærtegnede det hvide læder.

"Such a brief visit, Cimitiere. I would have enjoyed exchanging old stories. Another time, perhaps?"

Taget i betragtning at de fleste historier imellem dem var krigshistorie, frygtelige hændelser fra nogle af verdens mest brutale slagmarker, var der en svag hån i ordene, en lille prikken til den anden dæmons forpinte fortid. De mørke øjne søgte imod Izriel da de begge rejste sig fra sofaerne, og smilede svagt ved den nervøse energi omkring englen. En slank finger hævede sig let og tikkede fra side til side foran hans ansigt.

"I'm afraid, once again, that you forget yourself. Coltena still owes an hour worth of pain - courtesy of your hasty words. You, however, are free to leave."

Han tiltede hovedet let, selvom de mørke øjne gled op og betragtede hende spottende under de sorte øjenbryn. Der var en afskedigelse i bevægelsen, der fortalte at han ikke længere betragtede hende som en del af samtalen, da han vendte ansigtet tilbage til Savoy.

"Once past the hour, I will have words with her to explain her new position. By then, the club will be populated and I gather it would be unwise to have her leave. So many unpleasant things might take a liking to her and follow her home. We wouldn't want for anything to happen to her, now would we? She'll stay here for the night and I will make arrangements for her safe return tomorrow."

Et smil hang som en skygge på kanten af læberne ved de dobbelt-moralske ord.

De hvide feminine fingre lagde sig kortvarigt imellem den solide metalring om hendes hals og den bløde hud, inden hun trak prøvende i den urokkelige ring, havde halsbåndet været synligt kunne hendes lange hals næsten få det til at se elegant ud, eller rettere, så elegant som sådan noget nu engang kunne blive.
Hun åndede tungt den tætte luft ind, det føltes ikke blot som en halsring Wicked havde givet hende på, men nærmere som en tung kappe af gennemblødt uld der hvilede imod de slanke skuldre.

"Well, that sounds absolutely interesting!"

Knurrede hun så med en lettere ironisk undertone og trak diskret på skuldrene i ren og skær ubehag. Et øjeblik strejfede tanken hende, om det ikke bare ville være lettest at lave en blodbinding, men den sejer skulle han ikke rende med, hun måtte bare bide tænderne sammen og tage tingene som de kom.
En lettere udpint lyd fandt vej igennem englens strube, mens senerne i halsen kort kom til syne som hun prøvede at undvige den ting der samledes uungåeligt om hendes hals, da de sorte flammelignende skygger kort sydede henover den hvide hud. Smerten det indebar var ubeskrivelig, på trods af at det ikke var brændende var det hverken værre eller bedre, nok nogenlunde samme smerteniveau, dog uden at efterlade noget synligt.
Et iskoldt blik blev midlertidigt sendt til Wicked som smerten fortog sig og den sydende lys stoppede, i og for sig sagde hele handlingen alting om de tos modsætninger.

Tanken om at marchere ud af klubben og dét faktum at Colt så kunne passe sig selv var ganske indbydende, men af åbenlyse grunde flyttede englen sig ikke ud af stedet da Wicked vendte opmærksomheden imod Savoy.
De store sorte vinger forsvandt langsomt men sikkert indunder huden på ryggen af englen og efterlod den sorte tanktop med massive huller på ryggen hvor stoffet var sprækket under presset. Så tog Izriel tog en rask beslutning og stormede forbi de to dæmoner og ud af klubben, hun kunne argumentere i timevis, men det ville nok ikke gøre situationen meget bedre for nogle af dem, desuden kunne Savoy måske bedre tale med Wicked når hun ikke var der, det kunne være hans behov for at puste sig op blev mindre.

I et hurtigt snuptag fangede hun den tunge læderjakke i gardaroben og trådte så udenfor det var stadig lyst, men hendes tidsfornemmelse var totalt forsvundet. I en hurtig bevægelse kastede hun sig ind på forsædet af den sorte mustang og stirrede så mistroisk ind i bakspejlet hvor hun betragtede skygge-halsbåndet der hvilede så tungt imod huden. Colt kunne nok godt klare at være der til i morgen, så længe det ikke drejede sig om længere tid end det. Med et utilfredst fnys fik hun tændt bilen og kørte så imod Sheria, det eneste sted man kunne få turkish delight som kune redde enhver situation

// Out