From the frying pan... (Izriel)

Den konstante bippen fra maskinen der målte hans puls og hjerteslag afholdte ham fra sove.

Øjnene gik op og han sukkede så lavt som muligt. Der var ingen grund til at vække de andre patienter eller fortælle lægerne at han var vågen. De ville bare kræve svar på spørgsmål som Eithan ikke engang selv ville kunne svare på. Som hvordan han var havnet her, hvem der havde gjort det ved ham og ikke engang pege dem i retning af hvor henne det var sket.
Han løftede stille sin højre hånd og kørte den igennem det sorte hår. Der var stadig en smule af den voks han havde brugt og det satte sig på fingrene.

*Shit… It’s not even a Dream…*

Aften havde været som en drøm for Eithan. Der havde været en fest som næsten alle unge på alle øerne havde hørt om. Den var blevet holdt i Deepshell, i en af de mange klubber. Og han var fulgtes med sine bedste venner. Festen begyndte allerede 19.30 og slutte engang om morgen.
Efter han havde fået noget at drikke, fået kysset mere end en pige og fået et nummer stykket i lommen var han begyndt at gå hjemad igen.

Så var overfaldet sket for ham… Og intet! Han vågnede op i hospitals sengen. Omgivet af syge, overfaldsofre og hypokondere… Eithan kunne ikke engang huske hvornår han sidst havde været på hospitalet, men nu var det sket…

Nu skulle han bare undgå at nogle af hans venner dukkede op og fik at vide at han var blevet fundet nøgen i byen. De ville bare tro at han var blevet… Det han selv frygtede var sket for ham og som lægerne sikkert ville bekræfte… At han var blevet voldtaget af en eller anden syg stodder!

*Please God! Don’t let that be the case!*

En stille nynnen bredte sig langsomt på den kliniske hospitalsstue inden den karakteristiske lyd af gummisko i rolige skridt, brød den bløde mørke stemme og hun stoppede som hun trådte ind på stuen med et clipboard i den ene hånd. Med et roligt blik lod hun de blå øjne flakke ned over sidens informationer og fastsatte sig kort, inden hun kiggede op igen. Så trådte hun hen til fodenden af sengen hvor i Eithan befandt sig.

Izriel var iklædt den typiske lægekittel som dog stod åben og afslørede en hvid t-shirt og ligeledes de hvide bukser alle læger rendte rundt i. Det lange sorte hår var sat op i en stram hestehale men blev brudt af pandehåret, som var blevet puffet lidt op til en frisk frisure inden det gled tilbage og samlede sig sammen med resten af hestehalen. Sandheden lå nok i, at Izriel hadede at synke sammen med den monotome mængde på hospitalets personaleafdeling, og hun havde efterhånden fået forbudt at rende i så meget tøj, at det eneste hun kunne gøre noget ved var det lange sorte hår.

I en glidende bevægelse satte hun sig ned på en af skamlerne der stod ved sengen og kørte så forsigtigt ind for hans synsfelt.

"Hey, are you awake?"

Izriel vendte de kølige blå øjne imod hans ansigt, og betragtede ham så kort, hun var efterhånden ret overbevist om at hun havde set ham glippe et par gange med øjnene. Hendes hjerte blødte allerede for den unge knægt, han anede ikke hvilket liv han var på vej ind i og havde Izriel været mere koldblodig havde hun nok allerede gjort det af med ham nu, men sådan skulle det ikke være.
Kort strøg hun en håndryg over øjnene og så så afventende på fyren foran hende, han havde ikke været ved bevidsthed længe nu men englen var ikke i tvivl om, at han var ved at være vågen

Eithan stirrede kort på hende. Hun virkede som en normal læge. Der var bare noget over hende. Hun kunne nok godt ha været en af de der læger fra en af de mange serier der kørte på tv’et når enten hans mindre søster eller mor havde kontrol over det. Hun var sikkert slet ikke sådan, men han kunne ikke lade være med at forbinde hende med noget andet end normal læge…

Han prøvede satte sig lidt op i sengen sådan så han ikke lå helt ned. Da han støttede med venstre arm sendte det en bølge af smerte igennem ham. Han bed sig i læben for ikke at skrige af smerten, og lod sig i stedet glide ned igen.
Uden at svare hende så gled hans hoved til venstre og han stirrede med store øjne på forbindingen. Nu hvor han havde bevægede venstre arm så kunne han mærke hvordan blodet pumpede igennem den del af kroppen og hans blik skulle slides væk for ikke at stirre.

Hans blik fokuserede på hendes rolige blå øjne og hans mund føltes tør. Hun var faktisk ganske køn, nok mere end det. Nok mere i nærheden af smuk, men det var nok ikke det rigtige tidspunkt at flirte med en som nok vidste hvad der var sket med ham.

Den højre hånd løftede sig rystende op og pegede på såret.

”Wha-wha-what…?”

Han kunne ikke presse en hel sætning ud. Og de ord der kom ud var tørre og hæse. Han lød som en mand der ikke havde fået noget at drikke hele dagen. Og han følte sig også sådan.
Men hvad var det dog der skete? Smerten pumpede hurtigere rundt i kroppen nu hvor hans blodtryk steg. Synet af forbindingen havde sat fantasien i gang på ham og han begyndte at se for sig selv hvordan knoglen var synlig, at der intet kød tilbage at blodet ville sprøjte til venstre for ham snart!
Hjertet begyndte at pumpe så hårdt at han kunne mærke det på indersiden af ribbene. Det slog så hårdt at Eithan var sikker på at alle på den her etage kunne høre den høje lyd af hjertet der bankede som i en kanin!

Izriel lænede sig roligt tilbage og betragtede drengen foran hende, så lagde hun hovedet let på sned som han vågnede op og kom mere og mere til sig selv. Kort lod hun tungen fugte de fyldige læber inden hun rejste sig fra skamlen og stillede sig så ved siden af sengen, hvor hun forsigtigt lagde sit clipboard ved hans fødder.

kort skulle hun til at protestere som han ville rejse sig, men nåede det ikke rettidigt, hvilket betød at han fik hele fornøjelsen af såret og hvad der hørte til at lægge vægt på sådan et, lige nu skulle han vidst bare prise sig lykkelig over at han var dopet på div. smertestillende medikamenter.

"Hey, my name is Isabel Black, and you are at Sheria Hospital!"

Startede hun roligt inden hun skævede ned på såret som drengen meget protesterende pegede på, hun havde dog allerede fra starten været fast besluttet på at give ham informationen i små bidder, så han ikke faldt død om med det samme af skræk.

"Right now, it's very important that you try to relax and stay calm!"

En enkelt slank tot der var en kende kortere end de andre havde revet sig løs fra pandehårsanordningen og faldt ned over lægens ansigt, igen satte hun sig ned på skamlen og justerede den så, så de to var nogenlunde i øjenhøjde inden hun langsomt hævede elevationssengen så drengen kunne komme op at sidde, som han gerne ville før.

"What's your name? And do you have family? They might be nervous!"

Sagde hun så, stemmen var mørk og blød som fløjl, ganske beroligende udtalte hun ordene langsomt så hun var sikker på at hun ikke tabte ham på halvvejen, det var vigtigt at han var rolig og kunne forstå hvad hun sagde til ham når hun begyndte at fortælle som skaden og såret, dog kunne hun godt forklare en smule, så han ikke troede at der var tale om åbne benbrud eller det der var værre.

"I know it's very overwhelming, but the wound isn't as bad as it looks, but I'll come back to that later!"

Inderst inde var det en lodret løgn, Izriel havde ikke været mange sekundter i tvivl om hvad der havde bidt ham, og nu var der kun tilbage at håbe på, at hun havde nået at vaccinere og behandle ham i tide, så infektionen ikke nåede at få fat før det var for sent.

Han blinkede flere gange med øjnene og tog en dyb indånding og kunne mærke hvordan hendes stemme hjalp på hans panik. Hans øjne fandt igen hendes rolige blå øjne og han kunne nærmest mærke hvordan musklerne sagde til ham at han skulle slappe af.

Eithans hoved klarede mere op og han følte sig pinligt berørt over at være gået sådan i panik foran hende.

*Great, now I have made an idiot out of my self… Could just as well have screamed like a girl…*

Han rystede lidt på hovedet, for at få det sidste af panikken ud, mens hun løftede sengen op så han sad normalt. Da han så at han bare kunne ha gjort det, kunne Eithan ikke lade være med blive lidt rød i kinderne over sin lettere åndssvage handling. Alle hospitals senge kunne selvfølgelig gøre det.

*Why didn’t I thinkg of that?*

Da hendes spørgsmål trængte ind løftede han sit blik op til loftet og lod så øjnene falde tilbage. Som om han havde haft brug for at tænke det igennem. Det var egentlig underligt at det kunne være så svært at huske sit navn, selvom han havde gået rundt med det i 20 år.

”My name is… Eithan Hawkeing Lunes. My family is probably sleeping… I was supposed to get back home tomorrow morning or something like that.”

Eithan stoppede med at snakke, da der ikke rigtigt var nogen grund til at fortsætte med at give sin information… De ville nok kunne finde det hele når han først gav dem sit SIN nummer.

*Wait a second… If I woke up naked… Then… My wallet’s gone too!*

Han kiggede rundt, nærmest for at forvente at hans tøj hang på en stol i nærheden eller noget lignende. men han kunne ikke se det.

”Fuck!”

Det var ikke mening at han skulle ha bandet sådan, men han havde også haft sin mobil, sine nøgler og nærmest hele hans liv!
Han tog endnu en dyb indånding og spurgte så indtrængende og lidt lavere stemme.

”You didn’t find a Wallet or something like that near me when you found me? I mean… I do remember my SIN-number and all that… It’s just… My father’s gonna go medieval on me if I lost everything… So please, tell me you found it!”

Izriel sad stille som en stenstøtte mens drengen begyndte at tale, så brød hun ud i et lille smil, hun kunne næsten ikke lade være, forvirringen og skammen der tydeligvis fulgte efter var så tydelig, at hun lige så godt kunne have slået det op i en bog. Dog holdt hun sig fuldkommen professionel og sagde så ingenting til hans indre kamp. Udefra virkede Izriel generelt til at have alt den tid og tålmodighed i verdenen, det var hun god til, det var af samme årsag at hun ofte sad med de døende, de følte sig ikke til besvær og hun kunne give dem lidt glæde i deres sidste stund, på trods af, at hun i virkeligheden havde utroligt travlt.

Idet drengen igen snakkede var hun ikke mange sekundter om at gribe clipboardet og notere navnet ned med en svungen håndskrift man ellers ikke normalt så, med mindre det var slået ind på computeren, det var et af de spor fra hendes mange hundrede år hun ikke kunne viske ud, men ligeledes et, hun ikke rigtigt selv tænkte over.

"I'm sure your family wont get mad if you call them and tell that you'r in the hospital, asleep or not!"

Sagde hun så endnu med det lille smil spillende på læberne, så strøg hun igen totten væk med bagsiden af den ene hånd og skævede så igen ned i papirene, inden hun vendte blikket imod Eithan der kort efter igen panikkede. På trods af hans sprog fortrak hun ikke en mine, hun var selv begyndt at bande lige lovligt rigeligt på sine ældre dage, så det rørte hende faktisk ikke.

"I'm sorry Eithan, you were found somewhere near the forrest, naked, with no sign of clothes anywhere near you. But don't think about that, I'm sure your family is happy to find you alive at this point!"

Izriel sendte ham et alvorligt blik, det var vigtigt for ham et forstå at det ikke bare en hudafskrabning han havde, eller for den sags skyld noget han kunne hope rundt med. Hvis hans familie ikke var i stand til at se alvoren i situationen skulle hun i hvert fald nok selv fortælle dem hvordan landet lå med deres søn.

"You have a SIN? That's great, can you remember it?"

Spurgte hun så efterfølgende og hævede de slanke mørke bryn imod ham, det ville gøre det hele meget lettere eftersom han ville få langt bedre behandling og Izriel ikke var tvunget til at behandle ham til han ikke længere var helt forfærdeligt tilrikket og derefter bare smide ham på gaden, nu ville han ligeledes være i stand til at få fuld behandling for infektionen

Eithan skulle til at kravle ud af sengen, men en stemme i hovedet frarådede ham det. Både fordi han kun havde en af de der papirkjoler de gav patienter på, det kunne også forklare den underlige følelse han havde mellem benene af manglende tøj, og grundet den dunkende smerte der nærmest pumpede gift rundt i kroppen oppe fra skulderen…
Så han ombestemte sig for det. Nok bedre bare at blive liggende her.

”You’re probably right about that… Can I borrow a phone or do you have to call?”

Han vidste at hvis hans forældre skulle vækkes, så skulle det være af ham selv, helst. De ville sikkert bekymre sig hele vejen, også selvom de havde fået at vide at han var okay… Så hellere han gjorde det hvis muligt.
Det var nu underligt at hans forældre stadig bekymrede sig om ham, selvom han var 20 år gammel. Det var vel bare sådan noget forældre gjorde.

Eithans øjenbryn trak sig sammen til et mørkt V da hendes ord trængte helt ind til ham. Hans øjne blev lidt store ved den viden.

*The Forest! What the… What the fuck?! I was at a party in Deepshell and got mugged on the way home… How the hell did I wind up in the woods… Naked also… That must have been some sicko that got his hands on me…*

Eithan kiggede på hende i et langt øjeblik før han så remsede sit SIN nummer op. Det var bare den slags viden som skulle sidde på rygraden… Ellers var han virkelig ude og skide.
Men hvad skulle han ellers sige til familien? At han var vågnet op her og at de ikke havde nogen idé om hvad der var sket med ham?

Et stik af smerte fra skulderen fik hans tanker tilbage.

”So… You can tell me what the hell happened to my shoulder? Did I get eaten by a bear or did the psycho who got to me take a bite of me?”

Det sidste var sagt lidt hen ad i en spøg, men efter han havde sagt det kunne han ikke lade være med at føle en vis… frygt overfor det. Hvis der var en galning løs på øen som rendte rundt og åd folk… Var Eithan så måske bare blevet mærket til en anden gang? Man hørte jo om den slags når man var ude at drikke… Alle rygterne og hvisken i hjørnerne… Men det hele var jo bare Løgn og Latin… Ingen af det var rigtigt.
Urban myths!

Izriel kunne godt fornemme hans ubehag, de tynde patientklæder var heller ikke syderligt behagelige at have på, men desværre havde hospitalerne ikke råd til de dyre klædedragter af stof, desværre. Dog havde englen efterhånden set den samme ubehag så mange gange at hun ikke længere tænkte over den, eller undskyldte overfor patienterne, det var det rene tidsspilde.

"Of cause, I'll get it in a minut!"

Sagde hun så og sendte ham det bløde varme smil som ofte krusede sig på englens læber, langsomt lagde hun benene over kors og begyndte så at skrive hans SIN nummer ned som han remsede det op, igen med den gammeldags svungne skrift.
Derefter lagde hun igen mappen fra sig, og så så ganske alvorligt op på Eithan, et øjeblik overvejede hun hvorvidt det ville være bedst at lade ham ringe først, eller om hun skulle forklare ham situationen før han ringede, men blev enig med sig selv om, at den sidste mulighed var den bedste.

"You were found early this morning by an elderly couple. You have a big bitemark on your left shoulder, it looks like it could have been a bear, but if you ask me, it looks more like a wolfbite!"

Sagde hun så og tiltede hovedet lidt på skrå, hun havde prøvet at inkludere hans egen humor i hans forklaring, det hjalp oftest ofrene med at bearbejde det hele lidt bedre hvis man relaterede til dem. Ikke nok med det, så ville hendes ord måske også bringe nogle minder frem hos den unge mand, der måske kunne hjælpe Izriel lidt, det var jo det hun var her for, afskaffe bæster der overfaldt folk som ulven havde overfaldet Eithan.

"We are treating you for rabies, it seems like the animal infected your wound. The treatment consists of a regimen of one dose of rabies immune globulin and five doses of the rabies vaccine over a 28-day period. You allready got the first vaccine and the rabies immune globulin, so you might feel a bit dizzy. Besides that we have to give you a lot of pain medication and antibiotica!"

Englen holdt en kort pause i sin tale hvor hun betragtede den unge herre med et roligt blik, for at være sikker på at han endnu var med i samtalen og forstod hvad hun sagde til ham. I en hurtig bevægelse strøg hun igen totten væk og fugtede så læberne med et lille suk, hvorefter hun så over på det drop, der var lagt i hans ene håndryg.

"The painkillers and the antibiotica are given intravenously so no worries, if you feel bad, tell me okay?"

Så smilede hun igen til ham og rejste sig så for at hælde et glas vand op til ham, han havde ikke været ved bevidsthed længe efterhånden så hun kunne næsten forudsige at han snart ville spørge. Der var sågar allerede stillet en kande vand og glas klar på et lille bord ved siden af sengen, så rakte hun ham glasset og satte sig igen.

"Tell me Eithan, what do you remember?"

Han smilte tilbage til hende og kunne ikke lade være med at føle en lille knude inde i hans bryst langsomt løsne sig og tillod ham dybere vejrtræk. Det var da helt utroligt. Hun havde et smil som sikkert kunne smelte smør. Han følte sig faktisk lidt varm indeni og kunne faktisk ikke stoppe smilet, selvom han gerne ville.

Eithan vidste bare at hun fortalte sandheden og ikke bare løj for ham for at få ham til at slappe mere af. Hun ville sikkert lade ham ringe.
De grønne øjne gled ned da han så hvordan hendes skrift var svagt synlig hen over clipboardet. Eithan kunne ikke se den direkte skrift, men han kunne se hendes håndled lave alle svingene som var unødvendige, men yderst smukke.

*Wolf bite… That sounds… Troubling, since there haven’t been any sightings, but then again… What the hell do I know about that, it’s not I’ve been listening after any sights…*

En svag rysten løb ned af hans rygrad da han tænkte over det hun havde sagt. En ulv, kunne ha ædt ham, man havde ikke gjort det… Hvorfor ikke?
Han lyttede stadig til hendes forklaring og han nikkede da hun nævnte det med rabies… 28 dage og sådan, virkede nu ret simpelt, noget han nok sagtens kunne klare.
Nu hvor hun faktisk nævnte det, lagde han godt mærke til hvordan hans hoved virkede… let og som om det flyttede sig lidt langsommere end han normalt ville have det til… Det virkede faktisk også ret tungt.

Hans blik fulgte hendes og han så også droppet der var i hans håndryg. Det forklarede også den lette følelse i hovedet… smertestillende og antibiotika kunne sikkert være en utrolig cocktail, de fungere nemlig fint nok til at få Eithan til at sidde uden at næsten føle noget i skulderen, bortset fra da han bevægede den.

Han åbnede munden for at stille et spørgsmål, men så fik han øje på kanden med vand og da hun begyndte at hælde vandet op, blev øjnene igen store. Han greb glasset med vand med dyrisk iver og slugte vandet som var det sidste vand på jorden!
Da glasset var tomt tog han hurtigt kanden og hældte endnu et glas op til ham og drak det ligeså hurtigt. Det samme tempo fortsatte til der kun var lidt under et glas vand tilbage i kanden og han bare greb kanden og drak resten direkte derfra.

Og så blev øjnene normale igen og han kiggede på hende som om det først gik op for ham at han lige havde drukket som en sulten hund. Han prøvede sig med et lidt usikkert smil.

”Sorry… I don’t know what hit me… I was just so thirsty, and there was some water… But, to get back to your question… No, the last thing I remember is that I was on my way back to my friend’s house. I took a shortcut through some alley, and… Nothing”

Han kiggede lidt overrasket på hende. Det var sandt at han intet kunne huske, men der var noget.

”I remember looking up at the moon and hearing something… Probably just a cat wandering around the trashcans and then… I woke up here”

Izriel rømmede sig kort, næsten ubetydeligt og skævede så ned til noterne der lå på boardet på hendes skød, inden hun bladrede kort i papirene, for til sidst at lukke mappen og vende blikket imod patienten foran hende. Han havde overrasket hende, de færreste ville have været i stand til at tage situationen så roligt som han gjorde, de fleste ville have gået i panik hvis de vågnede på og ikke kunne huske noget, men fik oplyst, at de var blevet bidt af en ulv.

I en langsom bevægelse rejste hun sig mens Eithan hurtigt fik tømt kanden med vand, de blå øjne betragtede ham stille mens han hændte over halvanden liter vand i sig, måske var det bedst at øge hans dosis for vaccinen, det var som sagt ganske forståeligt at han var tørstig, men den dyrise grådighed var ikke noget godt tegn. Igen slog hun op i noterne, skrev en lille fodnote på papiret mens et undrende udtryk formede sig hos den unge læge, men som hun klappede boardet sammen, smilede hun så igen til den unge mand i sengen.

"I'll get some more water for you, okay? Meanwhile I'll get the phone so you can call your parents and afterwards I'm gonna change your bandages!"

Så snurrede hun hurtigt rundt på hælen og gik ud af den sparsomt oplyste hospitalsstue, hvor Eithan blev overladt til sig selv ganske kortvarrigt.
Da hun kom tilbage var det med en lille vogn hvorpå der lå nye forbindinger og redskaber til at rense såret Eithan havde erhvervet sig, men den blev hurtigt stillet for hans fodende, inden han blev rakt en ret gammel mobiltelefon.

"Here call you parents if you want to, according to you'r SIN you are 20, so it's up to you!"

Så grinede hun lidt, hun vidste godt at hun burde holde sig professionel overfor ham, men hun var ligeledes klar over at det ikke var specielt behageligt at ligge såret og det nærmere var maskiner end mennesker der tog sig af en, af samme grund trodsede hun også reglerne om at lave lidt sjov med patienterne og med den solide mangel på læger kunne de ikke rigtigt forsvare en fyring.

Eithan kiggede bare længe på hende. Efter han havde færdiggjort sin overraskende korte fortælling var han begyndt at tage hende i nærmere øjensyn. Hun var ung. Det havde han allerede lagt mærke til. Hun måtte jo være et eller andet supergeni hvis hun var kommet igennem lægestudierne i sådan en ung alder.
Ærligt talt havde Eithan ikke den mindste forståelse om hvornår man egentlig var gammel nok til at være uddannet læge, men det måtte jo være et eller andet sted over de 20… Hvilket hun jo også var, men hun var ikke langt over… Det max han ville sætte var 26 år… Nu var hans job jo heller ikke at gætte folks alder… For det ville bare ende katastrofalt… Så de her tanker burde han nok holde for sig selv.

Da hun gik igen, gav han bare et lille nik til hende, mens han gruede lidt for den uundgåelige samtale han om lidt skulle tage med sin familie. Det var sikkert hans far der endte med at tage telefonen, da han for det meste lå tættest på telefonen… Eller stadig var vågen fordi han skulle læse op på en eller anden fusion han skulle stå for.

*If I’m really really lucky…*

Han stoppede kort tanken og kiggede på den tykke bandage der var om hans venstre skulder og gennemgik lige tanken igen. Heldet havde ikke ligefrem været med ham denne nat…

*If my luck returns… Then I might get the machine*

Han kiggede op da han hørte lyden fra rullebordet. Det var ikke engang gået op for ham at han havde sat sig til at stirre ned i dynen.
Han smilte smørret da han tog imod mobilen med højre hånd. Det hun havde sagt med at han var tyve, var sandt nok, men…

”Unless you are gonna offer me a ride home, I don’t really think I can drive home myself… So are you gonna give the offer of a ride home or do I have to do the drive of shame home?”

Det blev sagt i spøg, men Eithan vidste godt at han ikke spøgte om det. Inden hun kunne nå at svare igen greb Eithan igen ordet.

”Besides, my father would probably kill you, if you take the enjoyment of teaching me a lesson from him”

Det var til gengæld en ren spøg og hans smil var faktisk ægte og humorfuldt. Trods smerten i venstre skulder. Han tastede nummeret ind med en hvis trækning over hovedet af koncentration. Det var svært at huske hjemnummeret på smertestillende.
Men ikke desto mindre lykkedes det og han satte mobilen til øret. Hans bønner var blevet hørt og svareren tog den.

”Hey Dad… Or Mom, hope it’s not Nathan… Well, I’m calling to tell you that I’m at the hospital… The one in Sheria... At any rate, I’m in no position to drive myself home, or ask for a cab, and I don’t think I can charm the doctor to give me a ride back… So, we’ll probably see each other soon”

Han klikkede på den røde telefon og sad et stykke tid med den i hånden. Han forventede næsten at den ringede op igen lige efter han havde lagt på, men der skete ikke noget. De måtte virkelig sove, eller også ignorerede de ham bare for at sige at de ikke kom… Men det var ikke deres stil.
Han rakte den tilbage til hende og smilte bare som tak. De smertestillende var virkelig i gang med at gøre kås på tankevirksomheden.

Izriel hældte roligt endnu et glas vand op til ham som hun stillede på hans bord, mens han lå og gjorde sig til som en anden flabet møgunge, personligt kunne hun ikke lade være med at grine lidt af ham, hun kendte udemærket godt til menneskenes teori om sexede læger der skulle komme og tage sig pænt af en, men persomligt havde hun aldrig rigtigt fanget ideen, var der noget usexet, så var det da de formløse kitler og masseproducerede bukser man blev stoppet i når man arbejdede på et hospital.

I tre lange skridt endte hun for hans fodende hvor rullebordet stod, så lænede hun sig indover den hvide metalbøjle der udgjorde den kliniske seng og hævede så et af de mørke slanke øjenbryn imod ham.

"Uhm, you know what?"

Startede hun kort ingen hun slugte et grin og bed sig i læben hvorefter hun rejste sig op og kørte det lille bord hen ved ulvens venstre side. Kortvarrigt satte sig på sengekanten så hun minimerede afstanden imellem dem, selvom det var dybt uprofessionelt. Så vendte hun blikket imod ham og lagde benene over kors, inden hun lænede sig indover ham.

"I would be glad to get Edna and tell her about you. She's 63 years, so i can guarantee you lots of experience, and you won't have to do the walk of shame!"

Med en lille latter rejste hun sig og kiggede så kortvarrigt på hans bandage, inden hun igen så imod hans ansigt¨, så lænede hun sig helt tæt på hans ene øre og lod de varme ironiske ord flyde over de fyldige læber.

"Though, you might have to refresh her memory, I think it's decades since last time she 'drove a patient home'!"

Så rejste hun sig igen og trak et par latexhandsker på, inden hun vendte opmærksomheden imod hans forbinding, den havde vidst set bedre dage, eller rettere tidligere timer, men infektionen var så voldsom at den gennemvædede selv den mest vellagte forbinding i mands minde.
Fra bordet tog hun hurtigt en saks som var indpakket i papir som alle instrumenter blev efter at have været steriliseret, papiret blev hurtigt trukket af inden hun så sendte ham et alvorligt blik.

"Okay, to be old, boring and serious nontheless, i have to change that. The would looks bad, but it's under control, I just have to clean it and give you some new bandages, okay?"

Izriel hævede langsomt øjenbrynene imod ham og begyndte så langsomt at klippe den store hvide forbinding op, hvorefter hun fjernede den. Såret var best af alt bestående af en masse mindre sår som tydeligvis kunne ligne et stort tandsæt, derudover var det hævet og betændt, ikke det kønneske syn man kunne forestille sig.

Da hun lænede sig ind foran ham begyndte han at smile. Det var ikke helt til at stoppe og det gav jo fin mening at han skulle smile tilbage til hende. Han havde jo ikke været andet end…

*Edna?... Oh god no!*

Det lettere smørret smil på læberne forsvandt og blev erstattet af et ansigt af gru. Hun kunne da ikke være seriøs?! Eithan stirrede bare på hende med en mund der var et perfekt O. Da hun så lænede sig helt ind og talte lige ind i øret på ham, kunne han mærke hvordan det satte blodet helt i gang på ham bare at mærke hendes varme ånde på huden.
Blodtrykket steg lige og hjertet slog lidt hurtigere. Kinderne fik da også lidt mere farve.

”You know what… I… I think I’ll just wait for the old folks to come by…”

Hans stemme rystede svagt og han flyttede sig minimalt. Hun vidste da virkelig hvordan man skulle sno folk om lillefingeren! Eller i hvert fald kunne hun tage en spøg og vende den tilbage imod senderen.

Da hun sagde at hun skulle være mere alvorlig, begyndte han også at slappe mere af. Det nyttede ikke at han skulle sidde der med røde kinder når hun skulle fjerne en klam forbinding. Den virkede gul og hård grundet al betændelsen der sikkert bare lagde sig oven på hinanden. Han havde set det på tv’et før når de viste de der underlige serier med dyr der angreb mennesker… Der var altid meget betændelse fordi dyrene næsten altid bar sygdomme.

”Sure… As long as you say it’s okay, it can’t be that bad”

Igen prøvede han et smil som udviklede sig til et lettere rystet smil. Nu skulle han faktisk se det sår som den ulv havde givet ham… Ikke en chance for at han kiggede væk.
Da bandagen blev fjernet og sårene fik luft snappede han efter luft, og fortrød det straks efter. Den tykke dunst af betændelse lagde sig på hans tunge og han hostede efter vejret. Den lagde sig som en hinde og Eithan fik det virkelig dårligt af den lugt.
Men da han fik øjne på sårene blev hans øjne igen store og understregede denne gang hans grønne øjne. Det var et tandsæt… Eller, et meget underligt våben… Så han var faktisk blevet bidt!
Koldsveden gled lidt ned af hans ryg.
Det var jo nemt nok at virke så sej, selvom han havde fået at vide at han bare var blevet bidt… Men nu hvor han kunne se sårene, så satte hans virkelighedsfølelse ind. Han kunne mærke sårene og smerten igen pumpe fra det.

Det var selvfølgelig rent psykisk, men ikke desto mindre drejede Eithan hovedet væk fra såret igen. Der var jo ingen grund til at blive ved med at kigge nu hvor han havde fået et kig… Og han skulle jo nok rende rundt og kigge på det i flere uger…

En dyb behagelig latter startede fra struben på englen som Eithans kæbe sank ned til et udtryk der bedst kunne beskrives som en blanding af overrasket og urolig. Personligt ville Izriel aldrig hente Edna, ingen ung mand fortjente den skæbe at blive passet af hende, eller for den sags skyld lagt an på, for det kunne hun godt finde ud af og hun var ikke bange for at flirte uhæmmet med de tydeligvis utilpasse mænd.

Izriel var ikke mange øjeblikke om at få forbindingen af som betændelsen næsten havde gennemvædet, så den ramme luft af inficeret sår bredte sig i lokalet og slog imod englens ansigt, men overraskende nok fortrak hun ikke så meget som en mine da hun betragtede bidemærkerne.
Kort vendte hun de store vågne øjne imod Eithan inden hun rømmede sig og smilede så til ham med noget der mindede om medlidenhed i blikket.

"Yea, i know it isn't pretty, and the smell is bad, but I'm gonna clean it up now, so it won't be so bad, and then I'll bring you some more pain-medication!"

Så smed hun de gamle bandager ned i en skraldespand ved siden af sengen, inden hun fandt nogle gennemvædede klude frem, som hun forsigtigt men med stor omhyggelighed duppede sårene med for at fjerne det overskydende betændelse.

"Tell me if you need a break okay?"

Kort skævede hun rundt på den tomme stue, Izriel havde kæmpet hårdt for at få ham på en enmandsstue, men det havde lykkedes til sidst i tilfælde af at virussen tog over og det blev nødvendigt at likvidere den unge mand, om ikke andet skulle det i hvert fald ikke gå ud over de andre patienter.

"So Eithan, this is gonne be some pretty cool battlescars huh?"

Grinede hun lidt, inden hun igen vendte blikket op imod hans ansigt, mens hun forsigtigt og meget rutineret rensede det inficerede sår

Han nikkede bare kort da hun nævnte det smertestillende. Han havde ikke brug for mere, for det var ikke fordi det gjorde mere ondt på ham at hun fjernede noget af betændelsen. Smerten var stadig ligeså meget i gang mens hun duppede, som da han havde givet det et kig. Det lod ikke til at ville lægge sig ned igen, hvilket virkelig fik ham til at kværne livet ud af lagnet med sin højre og venstre hånd.

*Come on! It’s not so bad… You broke your hand once, and even your foot… You’ve live through this, even if you don’t think so yourself!*

Han vidste godt at han ville overleve det nu, men det gjorde det ikke mindre smertefuldt… da han havde brækket hånden var det fordi han havde smadret den ind i kanten på bassin som han havde svømmet i med lidt for meget fart og, som hans bror yndede at sige, ”med for lidt hjerne”.
Foden havde dog så været lidt mere pinlig fordi han bare var hoppet ud af et vindue fra 1. sal. Han havde landet okay og var løbet videre uden noget andet end en lille afskrabning… Og så havde han løbet lige ind i container rundt om hjørnet…

”No no… Just keep going until it’s no longer necessary…”

Han drejede hovedet da hun snakkede om krigsar, ikke sådan at han så selve såret, men bare så han kunne se hendes ansigt… Ja, det var vel egentlig en ret god isbryder og ville sikkert vække opsigt når han havde været ude og svømme. Så det var vel ikke kun en masse betændelse og smerte der kom ud af det her… Lige nu gjorde der godt nok, men det betød ikke at det blev ved med det.

”Yeah… I’ll definitely recommend this to others when my street credit is going up the roof!”

Det var så dybt sarkastisk og sagt så meget i spøg at hvis hun ikke fangede den, så ville hun være langsommere end en bogreol. Eithan kunne nok ikke være ligeglad med hvad andre tænkte om ham… Og hvis nogle ville kommentere på de ar og sige at de så nice ud, ville han nok ende med at stikke dem en flad… Hvem fanden ville vide at de så seje ud efter at være blevet revet i stykker af en ulv?!

”Though it may gonna be a tinsy winsy bit uncomfortable when I’m gonna go for a swim… Or is that one of the No-noes I can’t do?”

Han spurgte lidt små flabet, men alt for at vende snakken væk fra de mange små huller i hans skulder…

De kølige blå øjne blev kortvarrigt klemt sammen til smalle sprækker som englen opfangede at Eithan kæmpede en indædt kamp for at ligge stille og ikke vise sig som en tøs. Det var ret tydeligt at han ikke var villig til at overgive sig til en pause og hun satte af den grund ind med al koncentration for at få det overstået hurtigt men grundigt.
Efter yderligere minutter lagde hun forsigtigt en ny forbinding på og smed de brugte klude ud hvor hun efterfølgende trak handskerne af og sendte ham et lille smil.

"I'm done, it wasn't that bad, was it?"

Så krusede de brede læber sig igen i et bredt varmt smil som hun pakkede tingene sammen på rullebordet og kørte det lidt væk fra sengen. Det havde heldigvis været en meget stille dag på hospitalet og af samme grund havde englen givet sig god tid til at pleje Eithan og få ham til at føle sig nogenlunde godt tilpas.

"Haha, don't worry, you can go swim if you want to, but be careful with a wound like that, sharks may find you tasty!"

Så grinede hun igen og lod de slanke fingre glide op i det sorte hår for at rette på de vildfarende totter og for at løsne den stramme hestehale en smule der var ved at give hende hovedpine, hun burde drikke noget vand og få lidt sukker nu hun tænkte over det.

"Can I get you anything? Are you hungry? Friut? Some dinner perhaps?"

Izriel samlede diskret hænderne på ryggen og vipede så lidt på fødderne, det havde været en lang vagt, men hun havde over 7 timer endnu så det måtte hun bare bide i sig, hun havde brug for at tænke på alt andet end det forpulede halsbånd der tungt hvilede om hendes slanke hals, men ikke var til at se for det blotte øje grundet magi.

Eithan trak det ud et minut mere og kiggede så på den nye forbinding med et lille grin. Han prøvede nok den dummeste han kunne og bevæge armen en smule, som om den forbinding havde gjort det endnu bedre.
Han havde dog lært af sin lektie fra tidligere, og prøvede derfor ikke kaste rundt med armen, men flytte den en cm længere væk fra kroppen.
Om det var den omfattende omgang smertestillende han nu havde i kroppen, om det virkelig ikke gjorde ondt eller om han bare var blevet lam i armen, anede Eithan ikke, men det lykkedes ham dog at flytte armen den centimeter, hvilket fik ham til at smile stort.

”Yeah… Sharks tend to find me tasty… It’s a gift and a curse”

Han lavede et teatralsk suk og rystede så på hovedet, af rent dramatiske grunde. Det blev dog lidt ødelagt af at han ikke helt kunne finde en lidende maske frem, men i stedet havde et grin på læberne. Det var også lidt svært at lade være med at grine med en læge der ikke var alvorlig og seriøs hvert øjeblik.

Dog ved udsigten af mad virkede det som om der var noget inde i hovedet der sagde klik. Øjnene blev igen store, så det grønne kort fyldte hele øjet. Der var noget ved hendes ord om mad, som fik hans tænder til at løbe i vand og han kunne næsten smage det sidste måltid han havde haft. Det røde kød, den bitre smag af sovsen og…

*Wait… The last thing I ate was a lousy hotdog at some corner on the way to the party… What the hell?!*

Den pludselige smag i munden forsvandt ligeså hurtigt som den var dukkede op, øjet blev normalt igen da han blinkede og han virrede igen med hovedet for at få det helt ud af sig. Det var sgu da for underligt. Hele den her underlige oplevelse og tanke havde dog kun taget få sekunder, men det virkede nu som flere minutter for Eithan.
Og så blev han opmærksom på Isabel. Hun måtte være træt… Der var ikke nogle direkte tegn, men hun mindede ham om en ven han havde som også stod og trippede på fodballerne for ikke at falde i søvn… Eller måske begyndte han bare at se ting grundet sult og medicin.

”Dinner sounds great, but I’m normally the one asking out for dinner”

Endnu engang hoppede det lidt flabet grin frem på hans læber og han rystede så på hovedet bagefter.

”Why don’t you take a break? I mean a break from me… There must be others who need a beautiful women to watch over them… Heeey… That’s what you are… One of those… Guardian angel thingies you hear about in the old stories!”

Det var selvfølgelig ment som en kompliment det han sagde. Hun havde jo holdt øje med ham og han var sikkert reddet af hende… Ifølge Eithan var det i hvert fald hende der havde reddet ham. Så derfor måtte hun jo være en skytsengel… Selvom det godt nok gav mere mening oppe i hans hoved.

Englen betragtede kort sit værk med slet skjult professionel stolthed, skulderforbindinger var altid besværlige at lægge så den både var effektiv og nogenlunde udholdelig for patienten, men det så ud til at hun havde klaret begge dele. Nu havde hun selvfølgelig også været i lægefaget et utal af år og havde fulgt den udvikling verdenen havde taget omkring hende, nogle gange gik det stærkt, andre gange stod det næsten stille, men inden for de sidste hundrede år havde gjaldt om at holde tungen lige i munden og følge med.

"Haha, it dosn't like a gift i would miss, but then again, sharks have never been my type of animal, I'm more the crazy cat-lady type!"

Så grinede hun igen, ikke fordi hun havde dyr af nogen art, men hun havde da haft nogle kræ af og til gennem tiden, men det var mange år siden sidst.

"Haha, don't be to exited. You know, the food you get here dosn't come with three stars!"

Så trak hun lidt på skuldrene og gik over til skabet i rummet, hvorfra hun fandt et plastickrus patienterne normalt fik udleveret, hvorefter hun hældte et krus vand op som hun satte for læberne og drak, men hans ord fik hende kløjes i vandet go stirre overrasket på ham, vidste hvad hun var? Havde han hele tiden været klar over den overnaturlige verden? Ihærdigt hostede hun efter vejret men genvandt efter flere sekundter kontrol over sin vejrtrækning og fik så fremtvunget en krampagtig latter der skulle dække over hendes fejltagelse.

"Guardian angel? Hahaha, last time i checked angels were small, blond and with big fluffy wings!"

Så stillede hun glasset fra sig og gik så hen til vognen som hun skulle have med tilbage når hun alligevel hentede mad til ham.

"No, I'm off in about 7 hours, and i have my third break in two, so there's a long time to go, and besides it's quiet tonight, no worries!"

Så vendte hun ryggen til ham og smuttede hurtigt, hun havde brug for et stykke turkish delight og desuden skulle hun hente mad til ham, selvom hun godt kunne bede en af sygeplejerskene om det ville hun så bare skulle sikre sig at han var okay og desuden ville hun slippe for at skulle tage blodprøver på afdeling 4.
Omkring et kvarter efter kom hun tilbage med en af de neutrale bakker hvorpå der lå to hakkebøffer med brun sovs og kartofter, englen havde et lille smil på læberne som hun stillede den på hans bord.

"You were lucky today, it's actually edible!"

Eithan grinte over hendes kommentar. Gal katte dame… Straks hoppede hans tanker til de flere forskellige billeder han havde af en skør katte dame. Alle billeder han havde var fra Tv og ingen af dem, der kunne han sætte Isabel i. Der var bare noget over hende, som fortalte Eithan at hun ikke ville blive det. Selv hvis hun prøvede.

Og da hun begyndte at snakke om maden kunne Eithan heller ikke holde et grin tilbage.

”If it surpass my dad’s… So called food, then I believe I can eat it.”

Det var ikke engang en løgn. Eithans far kunne ikke lave mad om så hans liv af hang af det. Selv når han lavede Pasta lykkedes det ham næsten altid at give det en eftersmag som fik en til at tænke på gummi… Og nu skulle han heller ikke begynde at tænke for meget før det begyndte at rumle i maven, på den dårlige måde.
Hans øjne fulgte hende da hun tog lidt af vandet og næsten fik det galt i halsen. Han satte sig mere op end sengen og gjorde mine til at rejse sig op. Hun skulle ikke stå og blive kvalt, bare en halv meter fra ham!
Eithan pustede lettet ud. Det var slet ikke gået op for ham at han havde holdt vejret mens hun hev efter vejret.
Og så grinte han bare af hende.

”What makes you think a Angel wouldn’t slap you silly if it heard you say that? Weren’t they supposed to be Heavens warriors?”

Eithan famlede sig frem som en blind mand. Han havde ærligt talt ingen idé som sådan om det, men det lød bare som om at det med at de skulle være små, blonde og med fjervinger virkede lidt for meget… Krikeligt og Eithan havde aldrig været særlig Religiøs. Så det at tro på Kirkens version lå ikke rigtig til ham.

Han kiggede efter hende da hun smuttede ud for at hende mad. Eithan sad sådan og kiggede på døråbningen et stykke tid. Havde Isabel hostet så meget, af grin eller hvad? Der var da ikke noget så sjovt ved det… Medmindre hun havde fundet det morsomt at han sagde noget sødt til hende…

*Mjeh… Ikke mit problem… Jeg burde mere tænke på om de fanger ulven der overfaldt mig… Mon man skal pege den ud i sådan en ting… som på Tv?*

Det smertestillende var begyndt at trænge godt ind i kroppen på Eithan og han smilte hæmningsløst da Isabel kom tilbage. Ikke kun grundet medicinen, men også fordi han havde kunne lugte kødet, inden hun var trådt hen i døren.

”It’s about time I’m just a bit more lucky…”

Da det så var sagt kastede han sig over maden. Dog ikke med dyrisk lyst som før, men mere… sulten trykkede og han var sulten.
Med munden fuld af det halve af den ene bøf, sølet i sovs, kiggede han hen på Isabel og slugte noget der virkede som et æg på vej ned igennem halsen.

”So… What about you? Aren’t you hungry?”

Det var kun til Izriels store held at hun havde haft så lang tid til at tænke over hans spørgsmål, taget i betragtning af at hun var en engel kunne hun let komme til at tale over sig, det var hun før kommet til i en blodig diskussion om kristendom, guder og engle. Heldigvis lod det dog ikke til at Eithan vidste specielt meget om englenes eksistens, men mere kom med teorier og ideer. Hvis varulveinfektionen tog over ville han alligevel blive informeret omkring hele den overnaturlige verden, hvis Izriel ikke fik plantet en sølvkugle i ansigtet på ham inden da.

"Haha, well, I don't expect a little halo-girl flying down from heaven to kick my ass for making a steriotype!"

Så grinede hun lidt af sig selv og sendte det næsten kroniske smil til Eithan, inden hun drejede det lille bord lidt så han bedre kunne komme til at spise, uden at skulle dreje sig for meget, så foldede hun en serviet og lagde ved siden af.

"Do you belive in Gods warriors? It sound like it has interest to you!"

Så hævede hun det ene øjenbryn i en spørgende mine, men stadig med det lille smil, hun kunne næsten ikke lade være med at spørge, det var næsten for komisk til at lade være og af og til var det lidt spændende at høre hvordan menneskenes verdensbillede havde ændret sig. Ubevidst klikkede hun lidt på den ene kuglepen hun havde siddende i brystlommen mens de blå øjne betragtede ham, som de afventede et svar.

"Oh, if you want me to leave, you just say so!"

Sagde hun så og trak kort på skuldrede, et kort irriteret træk gled lynende hurtigt over hendes ansigt, kun de færreste ville bemærke det, inden hun vrikkede skuldrene nogle gange op og ned, lange vagter generede hende hverken grundet mangel på søvn eller pauser, men ikke at være i stand til at strække vingerne var ligesom at gå i sko der var tre numre for små en hel dag.

"Hungry? Haha, don't you worry, I have supplies!"

Langsomt trak hun en marsbar op ad den ene lomme i kitlen, men lod den så dumpe tilbage, takket være hendes englegener havde hun mere eller mindre altid sukker på sig og kunne snildt arbejde en hel nat udelukkende ved at indtage søde sager og tomme kalorier

”It’s not like I have a huge interest in god and his angels… It’s just common knowledge when you think about it…”

Eithan diskuterede ikke teologi tit… Faktisk havde han ikke gjort det siden gymnasiet, men det stoppede ham ikke fra at begynde at diskutere. Han var ikke helt rundt på gulvet, selv på trods af medicinerne, mente han selv.

”Just think about it… If god created Angels, and they came in a fight. Then it make more sense if the angels aren’t big fluffy babies, and instead are warriors… Or… Something like that. Isn’t Michael the leader of the Heaven army?”

Eithan anede ikke helt om han selv snakkede fuldstændig eller om der også var lidt medicin I stemmen… Det lidt slørrede i stemmen afslørede det. Men det stoppede ham ikke fra i det mindste også at lægge lidt logik ind i stemmen. Hvilket var en sjov kombi.

”And no… God no, I would never ask you to leave!”

Han havde et lidt forskrækket udtryk I ansigtet over hendes made at fortolke hans ord på… Selvom han nu ikke kunne huske han havde sagt noget som fik hende til at tro at han ville have hende væk… Måske fik de smertestillende ham til at sige noget som han ikke kunne huske han havde sagt?

Hurtigt slappede han af igen da han så hende afslappede igen. Det sidste han ville var at genere hende… ikke kun fordi hun var læge, men også fordi hun var flink nok… Hun var helt sikkert bedre end de andre læger der var på stedet.

*Or Edna… Yuck…*

Izriel lod sig igen synke ned på en af stolene ved siden af Eithans seng, det var ikke kun for at være flink, eller for den sags skyld underholdningens skyld at hun blev så længe hos den unge mand som muligt, ethvert tegn på hans forvandling ville være vigtigt for hende og så vidt hun var informeret var der kun én anden læge på hospitalet der kunne fortælle hvornår en varulv ikke længere var til at redde og hun arbejdede ikke på afdelingen.

Interesseret lyttede hun dog til hans teorier omkring engle og nikkede så forstående, igen vippede hun utålmodigt med skuldrene, alt englesnakken mindede hende hele tiden om de store vinger og gjorde hendes ignorance overfor dem, hun normalt havde på arbejdet, næsten umulig. Det var ligesom når det kløede på et myggestik og man fik i vide at man ikke måte klø og alligevel snakkede alle om det.

"Hah, well according to the new testament, Michael was supposed to defeat Satan in some heavenly war..."

Hun rømmede sig kort og bed så sin sætning over, det ville måske virke lige i overkanten at hun udover at have læst til læge i en alder af hvad? Hvad lignede hun? En på 24? 25 måske, også havde læst bibelen og havde styr på alt det teologiske ræs.

"Anyway, I guess it makes more sense if the angel were big budybuilders!"

Hendes blik blev næsten fjernt ved tanken, så grinede hun lidt for sig selv og vendte så opmærksomheden imod Eithan. Hun vidste efterhånden ikke selv hvad hun skulle tro, de første mange århundrede havde hun været meget religiøs, men med tiden og gennem nogle af de ting man så i verdenen var det så let at miste troen.

"Haha, that's very kind, but i won't sit here if you want to sleep!"

Igen tippede hun hovedet lidt på skrå og skævede så op imod uret, der var stadig længe til hun havde fri, og tiden skulle jo gå med et eller andet. Diskret lod hun blikket glide ned på hans tallerken, han havde da i det mindste appetit, hvilket i og for sig var meget godt, med med den type infektion ligeledes kunne gå hen og være rigtig rigtig skidt

Eithan lyttede til hendes hurtige forlæggelse af hvad der havde stået i det nye testamente. Øjenbrynet løftede sig lidt over den måde hun sagde det på. Det lød som om hun faktisk anede hvad hun snakkede om og ikke bare falmede efter hukommelse.
Hvilket da var lidt overraskende. Hvor tit mødte man en læge på under de 30 som faktisk stadig havde en snert af humor tilbage, mere end det faktisk, som ikke havde noget imod at snakke med patienterne, vidste hvad hun lavede og samtidig kunne teologi…

”You know?... You’re quite amazing!”

Hans stemme lød svagt slørede, men ikke mere end før. Det var lidt underligt som de smertestillende nærmest lod til at miste deres virkning på ham efter en kort tid… Eller var det noget han bare fortalte sig selv? Det kunne jo være hjernen der igen lavede sjov med ham.

”I mean… How do you know all that stuff? Medical stuff and stuff from the bible… Plus! You know how to make a joke!”

Han sad med et lille grin på læberne. Hemmelighedsfuldt bukkede han så meget frem som han kunne uden at skulderen sendte et stød af smerte igennem ham og hviskede så med overdramatiseret stemme for at vise at det var en joke.

”Are you even human?”

Det var en joke. Det kunne tydeligt ses på ham. Der var intet fornærmende over det, eller det var i hvert fald ikke meningen… Det havde bare givet mere mening oppe i hovedet.

*Okay… Maybe those painkillers might be more effective than I make them to be…*

Øjenlågene begyndte langsomt at glide ned over hans øjne, men det lod ikke til at påvirke Eithan fra at have blikket i retning af Isabel. Selv efter hovedet gled langsomt ned mellem skulderne og hans øjenlåg var faldet helt ned over øjnene og åndedrættet var faldet til et absolut minimum holdte han hovedet rettet imod hende.

//Sorry for being so slow... Og så endda komme med så kort et svar... Do you forgive me? >:} //

Izriel skar en grimasse og slog det så over i en lille latter inden hun bed sig selv i indersiden af kinden, sikke en tosse hun var, det var ganske naturligt at hun havde et bredt spænd af felter hvor hun vidste en masse, hun var en engel, ikke nok med det, så var hun en gammel en af slagsen. En bølge af lysten til at banke hovedet ned i Eithans sengebord skyllede kortvarrigt indover hende, på trods af facaden udadtil bare var stivnet i det lille smil.

"Hah, what do you now? My parents took me always to church every sunday, I guess something must have slipped through the thick curtain of boredom afterall, huh?"

Så nikkede hun og trak på skuldrene. Teknisk set passede det, eller, en variation af historien passede, hendes forældre havde ikke så meget slæbt hende med i kirke som de havde dumpet hende på et kloster første gang de så hendes vinger, og så sandt som det var sagt havde hele forløbet været ualmindeligt kedeligt. Det var så indtil Helias kom ind i billedet.

I en hurtig bevægelse rejste Izriel sig fra stolen og skævede op imod uret der hang i lokalet, det var på tide at han fik noget mere smertestillende, men kort efter fangede han igen hendes opmærksomhed, hun brød sig slet ikke om alle de jokes omkring hendes oprindelse, hun skule hver gang bruge tid på at spekulere og bekymre sig om hvorvidt han havde set direkte igennem hende. Alligevel fremtvang hun det lille smil og det drillende blik, inden hun lænede sig indover ham og rystede på hovedet.

"Human? Not at all! Actually, I'm a little fairy who sprinkle purple fairydust all over the hospital so all the human beings feel good and safe!"

Så vendte hun sig langsomt som Eithans øjne begyndte at glide i, inden hun hentede smertestillende fra lageret, som hun kort efter indsprøjtede i hans drop. Forhåbentlig ville det give ham en lang ubesværet søvn og ligeledes give hende rig mulighed for at kigge efter eventuelle forandringer på drengen.