First kill, First floor. [åben - og til marcus]

Tid: 02:43
Dato: 31 Maj 2012
Sted: Første niveau på Muse. Vegas salen
Årstid: Forsommer
Vejr: For en gangs skyld halvlummert omkring La Sunisha, mest fordi det er let overskyet og vindstille, fremfor høje temperature.
Omgivelser: Bred vifte af væsner i alle afskygninger, samt deres "kæledyr".
Særligt for denne aften: Folk er generelt pænt klædt i aften da et teater har åbnet med en musical for få dage siden, hvilket afspejles i de festende.

Procellas Påklædning: En cremefarvet overdel med tynde stropper i udsøgt silke. Den består næsten udelukkende af blonder, med undtagelse af strategiske placeringer af tykkere permorsbesætninger der forhindre den i at være direkte vulgær. Procellas gyldne hud ses ret tydeligt gennem den, og understreger hendes kurver, holdende det lige på grænsen mellem elegant og direkte udfordrende. Dertil en knælang midnatssort nederdel der er lige på grænsen til at være kedelig i sin enkelthed, hvis det ikke havde været for slidsen i højre side, der til gengæld afslører uhyggeligt meget velformet lår - samt en bred kant selvsiddende nylonstrømpe - der frarøver enhver illusion om tækkelighed. Hele looket er sluttet af med små sandaletter i samme cremefarve som overdelen.

Procella skridtede op i baren med klakkende hæle. Det føltes enormt mystisk for hende ikke at have de lange læderstøvler på. Hendes hænder gled forsikrende ned over bagdelen på nederdelen der sad præcis hvor den havde gjort det for 3 sekunder siden da hun havde lavet samme bevægelse. Hun hævede sig let på tåspidser og lavede anderumpe så hun kunne glide op på den lidt høje barstol og skubbe sig sidelæns.

Hun følte sig alt for stiv og pæn i tøjet. Hun kunne have slået ihjel for et par gummiesko og nogle bløde joggingbukser. Hendes fingre gled søgende over det pæne hår. Det var det eneste ved hende der var en lille smule hurtigt. Det var lidt pjusket. Det kunne blive taget som moderigtigt pjusk selvfølgelig. Der var bare noget ved det der var lidt...off.... Var der en svag snert af...bål? Det var i hvert fald en lidt sjov aroma der hang ved det levende mørke hår...var det ikke?

Procella gned let læberne mod hinanden. Hendes naturlige skønhed var ikke fremhævet med sminke. Der havde hun trukket grænsen. Hun havde fået et raserianfald på Fletcher tidligere og der var røget rouge og skældsord gennem luften. Hun havde overgivet sig ved at tage lidt gloss på læberne, men så havde det også stoppet! Fletcher havde vidst ikke været til at nare da hun stak ud af døren med tasken fuld af pænt tøj. Jægeren rømmede sig let til fyren bag baren.

"Ey? Something to drink? Anything with coke please. Damn weather..."

Brummede hun utilfredst. Hun så ud til siden og skar tænder da hun stirrede ned på sin overarm. Der var en lang udtrukken streg af aske. Hun stak hurtigt en finger i munden så den blev fugtet og tværrede med let febrilske bevægelser asken ud og bort fra den gyldne hud. Hun sendte en engel der gik forbi hende et lidt anstrengt smil, og indkasserede selv et vagtsomt blik for sin indsats. Hun knurrede lavmælt og skottede tilbage mod fyren i baren. Hvad fanden var det der tog så lang tid?!

"You don't have to invent spacelanding! Just give me the bloody coke if it's too much work! Geeeh!"

Snappede hun arigt - og fortrød med det samme. Hun gned en hånd over ansigtet og viftede let af fyren bag baren med den ene hånd.

"Sorry...It's me. I had a bad...date...I'm sorry..."

Hun prustede halvt opgivende og smækkede en albue i bardisken og støttede kinden i hånden. Sikke en aften. Måske skulle hun bare tage hjem og være glad for at hun i det mindste kun havde bidt hovedet sf Fletcher og en eller anden tilfældig fyr på Muse? Meeen Procella havde noget med sit personale. Man behandlede barfolk pænt...og hun opførte sig ikke særlig pænt lige nu. Der landede en 100 dollars seddel på baren.

"Hrm...could you just like...take that, and forget that I was a bitch just now? give me some nuts and lets call it the most expensive peanuts in the entire world. Dude? don't leave me hanging here..."

Hendes lidt brede tale og meget jordnære måde at udtrykke sig på stemte heller ikke overens med det meget fine tøj. Men forventede lidt en overklasse engelsk accent. Det var på ingen måde det fremherskende udtryk i stemmen. Det virkede meget...meget...bredt. Syngende sydstats accent...hvis man kom fra Usa, eller havde rejst der, og kendte det mindste til dialekterne.

Marcus - og dermed de andre mænd på Muse -var i aften iklædt et par fine sorte bukser, fintpudsede sorte sko, samt en grå skjorte med et sort slips. Dog var det i løbet af aftenen blevet så varmt, at det hele ikke virkede helt så fint og fornemt som det måske burde. Den lette skægvækst han havde hjalp heller ikke vildt og voldsomt på det, men Marcus brød sig ikke om at være helt barberet og så var det vel heller ikke særlig vigtigt. Han havde i hvert fald endnu ikke fået nogle anmærkninger for det og havde derfor valgt at gå videre med den stil.

I aften var forholdsvist hård, især fordi Marcus havde valgt at tage en dobbelvagt, mest af alt så han ville blive værdsat og dermed ikke blive fyret helt så let. Men det var ikke ensbetydende med, at han kunne stå og slappe af hele natten. Tværtimod var han dybt forstyrret og de mange forskellige lugte der var herinde fra forskellige væsner der bare... Ikke var mennesker. Men det kunne han havde sagt sig selv da han sagde ja til jobbet. Derudover var det også temmelig hårdt at stå i en lunken bar, servere drinks på hypertempo, samt ikke få en forbandet smøg i flere timer.

Klokken var ved at blive ret mange, da Marcus' opmærksomhed, der før var rettet mod luft, blev rettet mod en kvinde der talte til ham. Han så hurtigt på hende og sendte hende et smil.

"Coming right up,"

Svarede han kort for hovedet, før han begyndte at mixe en drink med Jack Daniels samt cola.
Det måtte tilsyneladende tage alt for lang tid, især fordi han havde måttet finde et glas til at starte med i det hele taget, for mens han hældte op kunne han høre selv samme kvinde sidde og snappe vildt af ham. Under normale omstændigheder ville han have taget det med et gram salt, men i sin nuværende, ret så stressede tilstand, kunne han mærke temperamentet banke på døren til hans hoved. Han undlod at se på hende, men fortsatte bare sit arbejde, med lidt mere usikre hænder.

Kort efter lød der dog en undskyldning fra hende, der fik ham til at slappe en smule af igen, men problemet var bare, at han stadig ikke kunne få sig selv til at sige et eneste ord til hende.
Da han kom op til hende med glasset, lagde hans blik sig dog på 100 dollar sedlen som kvinden lagde frem for sig. hun måtte have temmelig dårlig samvittighed, for det lød sådan. Men han kunne ikke få sig selv til at tage imod så meget.

Han kiggede et øjeblik på sedlen og så tilbage på hende igen, hvorefter han stillede glasset frem.

"No, no, it's alright, the drink doesn't even cost half the amount of money,"

Forklarede Marcus med et lille, skævt smil. Den stærke Belfast accent var meget tydelig når han talte og tog imod sedlen, hvorefter han fyldte en skål med peanuts og stillede den op ved siden af drink'en og gav sig til at veksle pengene.
"Oh, it's a Jack Daniels by the way. Ya want anything else, or?"

Spurgte han lettere usikkert. Han var bestemt ikke vant til denne slags kunder i øjeblikket.

Procella havde egentlig forventet at pengene bare blev taget, så hun kunne smække en streg over det hele og glemme alt om fyren i baren. Det var hans afvisning af de mange penge der fik hendes allerede udfasede opmærksomhed til at zoome ind på ham igen. De fintformede bryn blev rynket let. Hun så ned på sine byttepenge der blev lagt ved siden af hendes drink.

"What kind of guy turns down a huge tip?"

Spurgte hun undrende og rakte ud efter glasset. Pengene lå endnu urørt på baren. Procella kunne ikke helt finde ud af om hun skulle føle sig mere underholdt end fornærmet. Hvad fanden var der galt med hendes penge siden han ikke ville tage imod dem? Procellas blik blev mere studerende. Havde hun set ham før? Hun lagde generelt ikke det store mærke til personale på Muse, men der var alligevel noget ved ham her der fortjente et ekstra øjekast.

Han var lidt for pæn til Procellas smag. Der var noget ved uniformen der bare ikke ringede for hende. Til gengæld fandt hun skyggen om hans kæbe og det intense blik spændende. Procella følte sig et øjeblik fristet til at tage et dybt åndedrag, men stoppede sig selv før bevægelsen var mere end en indskydelse. Det ville ramme hende i røven hvis hun gjorde det. Her var mange væsner i nat. Hun ville meget sandsynligt gå direkte i Reaper-mode eller blive syg af det. Ingen af de to muligheder var specielt tiltalende.

"You do know that the tip doesn't mean I expect you to fuck me in the bathroom right?"

Brummede hun, satte en finger i den nederstliggende seddel og klamte den fast mod baren, imens hun insisterende kørte den frem mod ham igen, så mønterne og de resterende sedler fulgte med.

Hun havde spidset øre ved hans udtale. Havde hun været en hund var det muligt hendes ører var vippet opmærksomt fremefter og halen havde slået taktfast mod stolebenet - men nu var Procella ikke en hund. Til gengæld var der en let ændring i hendes kropssprog. Hun blev ikke direkte indladende, men der var meget mere interesse i hendes holdning.

"So...mystery-guy. Are you gonna take my money? Let's say I'm paying for a name? You do have name right?"

Det var lidt besværligt at skulle føre en samtale med en person uden navn. Procellas opmærksomhed blev kort brudt da musikken stoppede. En meget muskuløs dreng trådte op på scenen. Han havde en lilla bandanna bundet om hovedet. Det var ret skævt i forhold til Muse. En kvinde der var af normalhøjde, men virkede som et fyrtårn ved siden af den lavstammede dreng rakte ham en violin. En ledning blev tilsluttet.

"....now what..."

Mumlede Procella og så spørgende på fyren bag baren og tilbage mod scenen. En blanding af klassisk musik og dance-musik med violin som hidsigt fremtrædende element, summede gennem Muse. Drengens blik var koncentreret og hans øjne funklede mod publikummet som efterhånden vendte opmærksomheden mere og mere mod den dansende bue. Jægeren bed tænderne sammen da musikken begyndte at vibrere et sted i hendes indre. Hun kunne tydeligt mærke magien slikke mod sin hud.

Hendes hånd strammedes om glasset og hun tog en dyb tår af glasset. Hvorfor havde hun ikke tænkt på at der ville være alternativ underholdning med det store opbud af turister og teateret. Det var hendes egen forbandede skyld. Med en kraftanstrengelse fokuserede hun atter på fyren bag baren. Hun var ved at knurre lavmælt. Hun hadede magi...

Egentlig var Marcus på vej tilbage til andre kunder, men kvinden ville tydeligvis tale mere med ham, da hun spurgte ind til det med pengene. Hun havde nok ret; Pengene var fristende for en mand som ham, især når han i forvejen ikke boede særlig godt og havde brug for ekstra penge. Men der var tale om 100 dollars. Der måtte vel ligge et eller andet bag? Derfor trak han bare på skuldrene af hende og forsøgte at sende et bare nogenlunde venligt smil. Det var lidt anstrengt over aftenens strabadser.

Endnu en gang skulle Marcus til at gå videre, men det virkede som om, at kvinden virkelig gerne ville have ham til at tage imod de penge. Hendes ord fik ham til at grine meget pludseligt. Hans selvbeherskelse over for sådanne jokes var bare begrænsede, især fordi han ikke havde noget behov for penge, for at tage med hende ud på toilettet. Men det ville chefen nok ikke kunne lide.

"Well, uhm. No, I guess not,"

Hans latter stoppede ikke af den grund. Han fandt hende morsom, til trods for hendes snappen tidligere, og hun fandt tydeligvis også ham interessant, det kunne han sagtens se. Men samtidig, mens hendes tilbud om et navn dukkede op, kunne han mærke, at det nok var det hun ville have fat i. Han havde fået lidt at vide om det med navne og overnaturlige, men heldigvis havde han intet behov for at give sit fulde navn væk.

"No, I'm not nameless. Then I wouldn't be able to get work here, would I? It's Cormac,"

Svarede han med et smil. Mellemnavnet. Det var sandheden, men alligevel ikke et navn han normalt brugte over for så mange andre. Han tog imod pengene og lagde dem ned bag bardisken. Men han nåede ikke at spørge efter hendes navn, da aftenens underholdning dukkede op. Marcus sukkede lavt og forberedte sig på satyrens magiske kunnen. Det var tydeligt, at alle andre blev mere og mere begejstrede jo længere satyren kom ind i sit musikstykke.
Men det var noget andet med kvinden han stod over for. Musikken rørte naturligvis også ham, men gjorde ham ængstelig. Han brød sig ikke om manipulation som denne slags.

"And that's one of the less likeable things on the lest when I think about workin' here,"

Sagde han til hende. Det var dog ikke helt så højt at mange rundt omkring kunne høre det.

Procella sukkede svagt. Hendes bartender virkede ikke som den store samtalepartner. Hun havde halvt om halvt afskrevet ham da han begyndte at le. Det fik hende til at ligge hovedet let på skrå. Af sig selv krusedes hendes læber i et svagt smil.

"What's so funny? I'm not scaly enough for you?"

Spurgte hun en smule flabet, men hendes øjne afslørede at hun blot morede sig lidt over det. Hendes smil blev mere tilfreds da han endelig overgav sig og ragede hendes penge til sig.

"Cormac?"

Procella smagte lidt på navnet. Det var en smule usædvaneligt. Hun havde forventet noget mere normalt. Michael. Daniel. Steven. Travis. Hvad i al verden var Cormac for et navn?

"Well, nice to meet you Cormac. Is that Canadian? Gotta love creative parents. Bet you where neeeever bullied for that one"

Hun blinkede let til Cormac med det ene øje og rystede på hovedet. Cormac. Stakkels knægt. Procella kunne lige forestille sig hvordan det måtte være at være en splejset knægt i skolegården og have et skævt navn...hun havde selv været den splejsede pige i skolegården der alt for mange gange havde måtte lege med eftersining...når hun ikke stak af fra den også altså. Mindet fik hende til at le en smule tørt. Hun rystede det af sig igen.

Procellas blik gled fra Cormac til satyren og tilbage igen. Hendes øjenbryn - begge to denne gang - hævede sig overrasket. Damn...var hun ikke alene i verden om at synes magi var en nederen ting? Smilet var tøvende og vagtsomt, men mere dybfølt og ægte denne gang.

"Really? Disliking magic and working at Muse? How is that working out for ya? Wouldn't that be like...working at a animalshelter and being allergic to cats? Sounds a little strange?"

Procellas stemme bar svagt præg af at hun ikke helt vidste om hun skulle stole på hvad han sagde. DEt var jo en bartender. Måske prøvede han bare at fedte sig ind? Men så igen...det havde været nærmest en kamp at få ham til at tage drikkepengene? Han var den særeste bartender på Muse hun havde talt med...og det sagde alligevel ikke så lidt. Men hun kunne faktisk li ham. Bare det faktum at hun nu kunne sidde sammen med en der ikke mente magi var det fedeste påfund siden skiveskåret brød, gav hende en smule trøst.

Marcus rystede lidt på hovedet da hun kom med flabede spørgsmål. Han kunne godt tage det nu, hvor hun lige havde gjort hans aften en god del bedre end før. Hendes spørgen ind til hans navn ledte ham tilbage til dengang han gik i skole. Han havde vidst været heldig med sin menneskelige charme dengang. Det var allerede i en alder af 12 at de fleste piger var blevet glade for ham. Nok var det ikke så voksent, men han havde været temmelig populær.

"Oh no, whoever tried anything with me got their arse kicked. And the name is Irish. I'm from Belfast,"

Fortalte han med et mere skævt smil end før. Han var ved at komme tilbage i sit mere frie jeg end den måde han normalt var på, når han arbejdede. Bare det faktum at han ikke var alene om ikke at bryde sig om sindsmanipulation var et stort plus til denne, allerede ret interessante samtale. Han undrede sig dog lidt da hun virkede forvirret over at han heller ikke brød sig om det.

"Well, for a start, I needed a job and this place was open. I've only been working here for a couple of weeks. It's not the magic in itself, that I don't like. It's more the feeling of being manipulated by it. I don't like being forced to like that little boyo's music,"

Egentlig ville han havde skræmt kunder væk ved dette, men kvinden var for sig selv, ergo, hun måtte være overnaturlig og derved vant til ting som disse. Marcus kom blot med sin hudløst ærlige mening, for var der noget han ikke brød sig om, så var det at lyve.

"You never told me your name? Can I pay ya for it?"

Den pludselig indskydelse, fik ham til at spørge, mens han rodede lidt med pengene på bordet bag baren. Bare for at spille joken lidt længere ud.

Det var lige før Procella fik julelys i øjnene ved den lille information. Hvis hun havde haft den der før omtalte hale havde den banket hårdt mod både stol og bar nu - med fare for at banke hul i træet. Så det var nok meget godt at hun ikke havde det. Hun slugte grinet der fulgte med julelysende.

"Irish? What, you lost your way on the ocean? Home is a bloody long way from here?"

Hey nu virkede han mere afslappet? Det var rart at se. Hvis ikke hun havde tvivlet på hans herkomst ville hun i sit sind have kaldt det for kærkomment menneskeligt at se nogen smile og være "varm" på den måde. Det var kun når hun oplevede det på nært hold at hun registrrede at hun faktisk solede sig i det fordi hun savnede det.

Procella nikkede opmærksomt til hans beretning om jobbet. Det var jo en ærlig sag. Han måtte da tjene så hatten passede nu? Tanken fik hende til at føle sig lidt tåbelig. som om en ansat på Muse havde brug for hendes penge. Men det var tanken der talte. Jægeren lagde derpå nakken tilbage og lo højlydt. Åh han var god!

"Pay me for my name? with my own money? You have guts! I like it! I'm L-..."

Violinens magi smøg som i luften omkring hende og gav hende gåsehud. Hun tænkte mindre over tingene end hun ville have gjort normalt. Hun fik lige præcis stoppet sig selv før hun bralrede ud med sit sande navn...det navn der var så dyrebart og gav en vigtig nøgle til hendes sind. Hendes sjæl.

DON'T YOU DARE!

Skriget i hendes sind fik hende til at klappe munden sammen i rædsel. Der var en mærkbar pause i hendes sætning og stemmen var pludselig en smule skælvende og rusten.

"Leyla. I'm Leyla"

Procellas gyldne øjne blev på sekundet rovdyrgule og der var et halvt bedende, halvt panisk udtryk i dem der tiggede Cormac om ikke at forfølge emnet.

...Fuck...fuck....fuck....fuck....
- What are you doing...shake it off
I can't...he is...it's...that BLOODY music!
- Shake, It, Off! NOW!

Procella trak vejret i små stød. Sved glinsede på hendes pande da hun kæmpede imod musikken der lullede hendes hjerne ind i overgivelse. Hun var absolut ikke den eneste. Mange af gæsterne havde efterhånden fået et let glasseret udtryk i ansigter eller øjne. Den lille satyr syntes næsten at drikke folks overgivelse med tonerne der sitrede ud i alle afkroge af klubben. Jægeren skælvede synligt og lavede en halv bevægelse som ville hun slå hænderne for ørerne, men fik afbrudt den midt i det hele ved at stryge begge hænder gennem håret, og prøve at virre skjult på hovedet under dække af bevægelsen. Hun havde mest af alt lyst til at flygte - men hun kunne ikke rejse sig.

"More! Give me the fucking bottle! Please!"

Fik hun anstrengt stødt frem mellem sammenbidte tænder. Det var lige med nød og næppe at hun afholdt sig fra at dreje kroppen mod scenen. Hun kunne tydeligt mærke at hvis hun gjorde det ville hun miste kontrollen.

Make him stop...make it stop...the music...
- I can't! Stop talking! Just stop!

Ved kvindens bemærkning om hjemme og at han var langt væk, blev Marcus' blik lettere fjernt. Måske var der noget mørkt i dem? Han ville hellere kalde dette nye sted for hjem. Nok var Belfast det helt rigtige hjem, men det indeholdt også hans gale far og komplet ligeglade mor.

"Ireland's not my home anymore. Not yet anyways,"

Forklarede han mens temperamentet fra før kravlede lidt under huden på ham. Det var ikke så synligt, mest af alt fordi det kort efter fik sparket. Det var blevet en ganske udmærket aften, især da kvinden begyndte at le højt af hans joke. Han havde intet imod det. At bryde isen lidt.
Men så gik der noget galt i det hele. Hun stoppede op og han kunne se at der var noget forandret. Var det rædsel? Havde hun virkelig været ved at sige sit rigtige navn? Det måtte være musikken. Især med de følelser hun så ud til at udstråle gennem øjnene. Han kunne sagtens læse det i hendes ansigt. Den forbandede satyr kunne ende med at endevælte hele lokalet, og ikke kun på grund af denne kvindes modvilje, men også hans egen. Selv de andre bartendere bag baren var gået let i stå i deres arbejde.

"Well, nice to meet you Leyla,"

Så snart Leyla bad ham om mere at drikke, fumlede han flaske whisky frem og rakte hende den, før han valgte at gå ud fra hans plads bag bardisken og lige så forsigtigt lagde en hånd på hendes skulder.

"I need air from.. That.. You do too. Let's get out,"

Forklarede han, mindst lige så sammenbidt. Han følte det også gnave, men han ønskede det virkelig ikke stige til hjernen. Det var så forfærdelig ubehageligt. Han fik på en eller anden måde ledt hende med ud bag ved, hvor en bagdør ledte ud til en privat parkeringsplads, hvor der stod et par biler og hans store chopper. Da han lukkede døren og derved afdøvede musikken, gav han et meget lettet suk fra sig. Det var allerede ved at gå væk igen. Den klamme fortryllelse.
Han begyndte at pille en pakke cigaretter frem, men af en eller anden grund var han blevet helt usikker på hænderne, så det krævede flere forsøg at få tændt én ved hjælp af sin zippo-lighter.

Procella var halvvejs væk i sin egen verden da hun desperat greb om flasken. Hun lod uden protest Cormac ligge armen let om sine skuldre og søgte tilflugt i at der var nogen der havde blot en smule selvkontrol. Hun tillod sig selv at lukke øjnene et øjeblik og synke let ind mod det relativt nye selskab, da hun vaklede let under presset af musikken. Hun ænsede ikke det store af omgivelserne da han førte hende gennem personaleomklædningen - men hun registrerede svagt at hun var et sted hun ikke havde været før.

På vej gennem omklædningen stod en ung kvinde, fuldstændig væk i blikket. Hun var gået i stå midt i at tage de høje stiletter på. Den ene lå på gulvet, den anden var i hendes hånd. Hendes hud blev ved med at skifte udseende. Fra mennskelig til kamelæonagtig nubret øglehud der bølgede af farveskift, før den atter blev glat og blød og menneskelig at se til.

What the fuck...it's out of hand. This is...too much...

Tænkte Procella kort før hun blev ledt udenfor. Døren smækkede i bag dem og lukkede al lyd fra klubben ude. Hun stønnede af lettelse og hev efter vejret. Den gav ikke det store. Luften var stadig stillestående og alt for lummer - men den var fri for kvælende lullende magi. Selvfølgelig var der lydafskærmning på klubben. Hvis noget skreg et sted derinde gik det jo ikke at nogen udenfor kunne høre det. Jægeren blinkede med øjnene og tørrede sveden af sit ansigt med en irriteret bevægelse. Hun var ikke ligefrem lykkelig over at nogen havde set hende presset så meget. Hun rømmede sig og så ned på flasken i sin hånd og tilbage på Cormac.

"Bloody hell...you guys call that fucking entertainment?"

Hun satte flasken for munden og tog en stor tår af den. Det gjorde hende lidt glad at det så ud som om han var en smule ved siden af sig selv. Hun skævede kort rundt på personalekøretøjerne. De var naturligvis grundigt skildt fra gæsternes ved at være på en afskærmet del af huset. Man viste jo heller ikke sit affald til gæsterne bare fordi de spiste med.

"You..uhm...I...Fuck...that was...so sick!"

Procella stirrede stadig chokeret på Cormac, og vidste godt det var en smule tamt at hun ikke kunne komme op med noget mere intelligent at sige, men hun var rystet i sin grundvold. Kontrol? En by i Rusland. Hun havde været så fortabt derinde.

"Can you spare one of those?"

Spurgte hun en smule spagt og vippede tilbydende med flasken så den gyldne væske skvulpede i den.

"Trade you a sip for a fag?"

Det var en anden accent end den ellers fremherskende sydstasaccent der havde været der før, og det var et mere europæisk udtryk. Procella sukkede let. Hun rodede rundt i identiteter og sprogformer lige nu. Hvad fanden havde hun overhoved præsenteret sig selv som? Hun tænkte så det knagede.

this is so bad...

og selvfølgelig var der ingen stemme i hendes hoved længere til at hjælpe hende på vej. Hvad fanden var det galt med verden?!

Marcus var, om muligt, lige så forbandet chokeret som Leyla var, for han havde ikke oplevet noget lignende på sine to uger her. Han havde selvfølgelig været udsat for magi før, men ikke på helt samme måde. Selvfølgelig havde han fået advarslen tidligere i dag, men var det som forventet? Fandme nej! Det var helt ude i Peters-skidemark-syret! Men jobbet gav nu stadig penge. Og penge var alt for vigtigt. Og så følte han sig nogle gange hjemme på det arbejdet, til trods for nogle af de mere ubehagelige aftener.

"Hell no.. I don't think getting me mind probed is entertaining,"

Lød det overrasket fra ham, mens han kløede sig lidt i nakken. Så snart nikotinen fyldte hans lunger, begyndte han dog at slappe en del mere af. Han havde ikke fået en smøg siden for mange timer siden og den var dælme tiltrængt. Det var tydeligt, at Leyla også havde et mindre behov for én.

Idet hun tilbød ham en handel med flasken og hans cigaretter, tog han et kort kig på sit armbåndsur. Han havde alligevel fri fra arbejde om nogle minutter, underligt nok, så derfor valgte han at sige ja til det.

"Alright, my shift is over anyways,"

Mumlede han, mens han tog en til smøg op og rakte hende den, sammen med lighteren og fik flasken i retur.
Han tog sig ikke lang tid om at åbne flasken og tage en ret solid slurk. Det så ud som om, at han var vant til de stærke sager, for han stillede ikke den typiske grimasse op som de fleste gjorde når de drak whisky.

"I really haven't seen - or felt - anything like that. It was bloody scary! I'm happy we're out here, not with all them music-lunatics in there!"

Marcus' reaktion var lidt forsinket, men det var først nu gået op for ham hvad der kunne være sket. At Leyla lige pludselig skulle stå over for en frådende ulv... Well, hun virkede ikke selv helt og holdent uskyldig, men alligevel. Marcus lod sig sjældent forvandle uden at det var med hans accept. Det var ubehageligt! Alene tanken om at skulle gå derind igen fik ham til at ryste på hovedet mens han stirrede frem for sig. Nok gik der en smutter en gang imellem. Men at udfordre en hel nightclub? Fandme nej!

Der lød en svag grynten fra Procella. Det tog et par sekunder for at fange at det var en svag halvtør latter. Hun tørrede svedperlerne på sin overlæbe bort. Det var da satans som hun var helt ved siden af sig selv.

Fuck it...this night is just...

Hun kunne ikke engang nyde tanken om det drab hun havde lavet tidligere. Det virkede småt og betydningsløst i forhold til at en lille fyr med lilla klud om hovedet lige havde rodet rundt inde i hendes kranie. Tanken fik hende til gyse igen - selvom det intet havde med vejret at gøre.

"Probed huh?"

Brummede hun surt og lod ham få flasken. Hun trippede nærmest på stedet indtil han rakte hende pakken og hun fiskede en smøg op med fingrene. Hun havde ikke tålmodighed til at vente på at han eventuelt stod og rodede med lighteren og fordi hun var sikker på at hun ikke selv ville kunne styre det, så hun stjal hans cigaret og tændte sin egen på hans glød imens han drak - hvorpå hun pænt rakte ham den ene tilbage...sammen med lighteren.

"Sounds like some alien-shit. But then again. That was a good analprobing. Dude...We just got brainraped by a freaking kid with a violin. That's...goddamn pathetic..."

Procellas blik gled fra Cormac til døren og tilbage igen. Hun sendte en solid spytklat ned på astfalten for at give sin mening til kende om dén ting. Hun havde ikke tænkt sig at blande sig i det med hans vagt. Hun tvivlede dog på at hans vagt teknisk var overstået. Det var nu der rigtig var gang i den derinde, men under ingen omstændigheder havde hun tænkt sig at sende staklen tilbage i det musikhelvede. Det var ikke hendes klub. Det var ikke hendes ansatte - det var bestemt ikke hendes hovedpine.

"I'm a rock-girl. Heavy. Sing-a-long-shit. Not into that fiddle-crap. And someone should have written a notice somewhere! Warning - entertainment tonight includes brainfucking. I'm gonna complain..."

Halvknurrede hun. Hun ville sikkert få hat og en fis ud af det, men fandme om hun ville finde sig i den slags behandling. Hun sparkede en lille sten hen over astfalten og blev i det samme mindet om at hun ikke var i sit normale tøj da hun fik sand mellem tæerne. Hun så anklagende ned på sit fodtøj og lod det glide videre op over nederdelen, nylonstrømperne og den dyre overdel...

Det slog hende hvor tåbelig hun tog sig ud...i sine egne øjne. I andres var hun nok elegant og fræk at se på. Hun følte sig selv som en klovn i et cirkus. Hun så tilbage på Cormac. Gud hvor var de ynkelige sammen.

"Uhm..."

Hun rømmede sig let og kørte en hånd gennem det mørke levende hår. Det føltes let fugtig hvor paniksved var brudt igennem langs hårgrænsen. Hun var ikke klar over at hun stod over for en varulv - hun havde ikke åbnet for sine sanser. Hun havde på ingen måde lyst til at blotte sig mere end hun havde gjort. Hun følte hun var blevet vendt på vrangen - mod sin vilje.

"You wanner get out of here then? And again, it's not to be sleasy and the tip was not to get in your pants. But maybe you should..."

Hun viftede med hånden af den statur han udgjorde

"You're kinda hard to miss in that...outfit. But...shit...I'm not going inside again...hell no"

Hun så medfølende på ham. Hvis han skulle ind igen for at få fat i sit normale tøj. Damn...hun misundte ham på ingen måde. Hendes hånd dirrede let da hun førte smøgen til læberne og sugede kraftigt på den. Gløden flammede op i natten og badede kort hendes ansigt i varmt lys. Hun pustede kort og kraftigt ud gennem næsen og stampede let og rastløst i astfalten med de irriterende tynde hæle. Hun kunne have slået ihjel for sine bløde slidte cowboybukser og en t-shirt.

Marcus lod hende tage hans cigaret, mens han fik flasken. Hun virkede yderst trængende, så han lod hende gøre som hun ville. Da han også fik sin cigaret tilbage, tog han endnu en solid slurk og puttede lighteren i lommen igen.

"Hey, at least we didn't fall for the brainrape, like most of the others. They're even more pathetic,"

Lød det lettere nervøst fra ham. Han lo en smule, mest af alt for at opveje for sin egen angst for hvad fanden der skete derinde. Det var fandme klamt at blive hjernebollet på den måde! Han var næsten glad for at hun var lige så trodsig over det, som ham og smilte lidt mere sikkert, da hun fortalte at hun var mere til rock end sådan noget violinpjat. Præcis den slags musik han også langt bedre kunne lide, selvom han var fandens tonedøv og nærmest ingen rytmesans havde. Det var kun når han var fuld, han var i stand til at følge ordentlig med i musikken - underligt nok.

"I got warned. But I didn't think it was a fuckin' brainraper. But you're right, I'd be a lot more comfortable with a rock band in there,"

Der var pinlig tavshed derefter, hvilket Leyla kort efter måtte reagere på. Han kunne sagtens se at hun stadig var i et stadie af ubehag så derfor var hendes opfordring til at tage af sted nok den bedste idé, Marcus længe havde hørt om.

"Oh, don't worry, I'm not misunderstanding anyt'ing,"

Sagde han, lidt mere afslappet med et efterfølgende grin. Men så kom der en ikke så god idé. Han måtte sluge en mindre klump. Han havde godt nok et par få ting liggende i et skab derinde. Noget tyggegummi og en mindre lommekniv, samt nogle småpenge. Men man kunne vel se om musikken var færdig?
Han nikkede, stirrede smånervøst på døren og valgte derefter at åbne den. Musikken lød omgående igen, endnu mere intens end før, og han kunne omgående mærke det i hovedet. Hans reaktion var at smække døren og glo på Leyla med store øjne.

"No, I'm not going in there for the last five minute shift, a pocket knife and some money. Hell no,"

Mumlede han skræmt, før han lavede en gestus mod bilerne. Han skulle fandme hjem! Da han kom hen til motorcyklen, åbnede han for den taske der var sat på og fik hevet sin læderjakke op derfra. Kort efter gik det op for ham, at Leyla stadig var her og han kiggede på hende lidt, før han blev enig med sig selv om at det ikke kunne skade.

"Wanna tag along? I can offer you a ride home for them 100 dollars you gave."

Procella begyndte at småle. Hun kunne faktisk oprigtigt godt lide Cormacs bryskhed. Og han var irsk. Røg. Kunne lide Whiskey. Hm.... Hun var lige præcis overskudsagtig nok til at hun sendte ham et dovent smil - som forsvandt det sekund han tog i døren. Da den magiske musik flød ud gav hun et lille piv fra sig og slog hænderne for ørene.

"That's it! Bloody hell! He is insane!"

Skreg hun af døren. Om der var tale om satyren, eller om hun talte om Wick som Cormac jo ikke anede hun kendte - var hun faktisk ikke selv klar over, men hun var gal meget gal. Procella var ved at få kørt sig selv op i en spids da Cormac gik over til kværnen. Hun lagde hovedet let på skrå.

"What ya doing?"

Spurgte hun nysgerrigt og gik tøvende efter ham. Et bredt smil spillede over hendes læber da han trak en læderjakke på. Det måtte næsten være for varmt for ham at have den på. Men...hm...hun havde slet intet imod hvordan den sad på ham.

"You're kidding? That's yours? Niiiiice...."

Procellas blik gled fra Cormac i læderjakke, til motorcyklen. Det mindede hende svært om gamle dage. Hun sugede tænksomt luft ind mellem læberne. Der var en dyb glød et sted i de nu ravfarvede øjne. Noget der spillede med en djævelskhed.

"You wanner give me a ride home for a hundred bucks? You're cheap. I paid more for..hrm...Yeah. I'll ride ya"

Svarede hun flabet og blinkede til ham. Hun smed hurtigt smøgen fra sig og tværede den ud. Hun kunne ikke helt lade være. Da hun gik over til udyret lod hun med en kenders mine, fingerspidserne glide over det blanke chrome. Hun brummede let, hev op i nederdelen, så den sad næsten kriminelt højt på hende, og svang et ben over. Hun skubbede sig til rette og klappede lidt provokerende foran sig.

"Make her hum for me"

Der var ingen tvivl om at Procella spillede åbenlyst og flabet på at lege med ordende, men hun kunne slet ikke lade være. Hendes vilde ungdom var en faktor der var meget savnet. Hvor savnet gik det nok egentlig først op for hende når hun fik den smækket i ansigtet som nu. Hun tænkte ikke, hun handlede bare.

Det var åbenlyst, at Leyla var lige så sindsforvirret, som Marcus var, over musikken. Han var derfor ikke videre overrasket over hendes råben af døren. Han undlod bare at kommentere på det, for havde han været alene og ikke i så hårdt brug for arbejde, så havde han sikkert reageret på lignende manér. Han lod hende derimod komme til sig selv, hvilket hun da også gjorde og da hun gik hen og komplimenterede hans chopper, smilte han skævt. Et ret så drengerøvet smil, der matchede hele motorcykel og læderjakken tingen.

"Hell yes, that's my baby,"

Det lød næsten som en mands ubetingede kærlighed til et bæst af et køretøj. Men nu var Marcus mindst en lige så dygtig mekaniker som bartender og var derfor blevet meget glad for den forbandede bike. Havde også modificeret den en god del. Nu lød den rigtig lækker, når den blev tændt. Den havde et mægtigt brøl.
Hendes joke om penge fik ham til at brase i latter.

"You know what they say, right? The cheaper the better. Well in most cases,"

Jokede han igen, mens hans blik fulgte hendes bevægelser. Hendes nederdel blev trukket provokerende langt op og han kunne ikke undgå at få et mindre, charmerende glimt i de brune øjne. Han kunne ikke dy sig da hun havde sat sig. Hun bad nærmest selv om det.

"Does it feel good to have that large animal between your legs then?"

Spurgte han, før han satte sig foran hende på motorcyklen. Han satte gang i "dyret", der allerede nu gav en ret så heftig brummen fra sig.

"So, where to?"

Spurgte han, mens han accellererede og lavede en ret glat vending, i stedet for at bakke. Kort efter var de ude af parkeringspladsen og ude på vejen.

Procellas grin blev bredere. Der var intet som en mand der kendte sine maskiner. Eller sine våben. Det tiltalte hende på et instinktivt niveau fordi hun var flasket op med rigtige mænd. I hendes verden var en rigtig mand, et hankønsvæsen der kunne drikke en flaske om dagen, flå vingerne af en engel om aftenen, udhule en kvinde om natten, og derpå køre ud i solopgangen for at gentage det mønster. Det var muligt at Cormac manglede den med skydevåben og engle...men der var krummer i ham. Potentiale.

Procella snuppede flasken med whiskey fra Cormac da han satte sig foran hende. Hun tog en stor tår af den og spandt svagt da hun skubbede sig ind til ham. Hun vuggede lidt mere i hoften end hvad der praktisk talt havde været nødvendigt for at sætte sig ordenligt til rette - men hva faen. Det var en del af legen ikke? Derpå slyngede hun en arm om livet på ham. Motoren sang til live, og hun lo højt og frydefuldt.

"Well, it beats the hell out of a washing-machine right?"

Svarede hun højt for at overdøve mortorlyden. Hun lod sine fingre behændigt og øvet vippe et par knapper på skjorten op og gled ind på det varme bryst. Hun lagde hagen på hans skulder og klemte sammen med lårene omkring ham for at holde balancen - stadig med flasken i hånden

"I dunno about the legs. But the rest feels really good"

Lo hun og trykkede sig ind mod det tykke læder på hans ryg. Hun fniste da han lavede sin vending og hun måtte gribe lidt bedre fat i ham. Hendes ene sko gled let på det glatte chrome.

"Ey! Be nice! I have to hold on to something...My hands might slip"

Sagde hun højt med et grin og lod sigende sin hånd glide ned over hans bryst og nærme sig hans mave - men hun holdt sig alligevel pænt fra at holde fast i mere...fremtrædende anatomi. Procella gav ham hurtigt nogle instruktioner - det var godt nok ikke til det enorme hus hvor hun boede med Wick - det ville være forfærdeligt dumt. Hun gav i stedet adressen til den meget afsidesliggende jagthytte nogle kilometer inde i skoven. Hun ville egentlig gerne hjem...men det gik sgu nok ikke helt at troppe op lugtende af bål og med en...hvad han nu var på en motorcykel.

Procella lukkede øjnene og nød vinden mod sit ansigt imens de kørte igennem skoven. Den duftede...grønt. I mangel af bedre udtryk. Alt var frodigt og fuld af saft - lige på bristepunktet af vitalitet. Det smittede af på hende. Hun havde mere eller mindre allerede glemt hvordan den ulækre magi havde føltes mod hendes bevidsthed og hud. Da de trillede op foran den enorme jagthytte - der nok mest af alt var et... palads i træ

Procella skubbede sig af motorcyklen da de trak op foran "hytten" som hun havde kaldt det. Hun rynkede let på næsen. Var det her en hytte? Nå men...

"Are you in a hurry? I have whiskey...and a hottub"

Lokkede hun med et grin og vippede let med flasken. Hun havde egentlig forberedt sig på en afvisning. En ting var flabet leg, en anden var virkeligheden. Hun kunne ikke helt lure hvor meget af det ene eller det andet der var tilfældet med Cormac. Hun havde bare ikke lyst til at være alene. Nu hvor motoren var død hen og vinden i træernes blade var det fremherskende element, var det lige før hun kunne høre et ekko af det forbandede strenge-instrument i sit hoved igen. Hun strøg en hånd gennem håret og ømmede sig. Det var blevet uglet efter en tur på motorcykel uden hjelm. Hun vrikkede med fingrene for at få dem ud af håret og forsøgte at klappe det en smule på plads.

(( Fortsætte her

http://deploratus.heavenforum.org/t7478-first-kill-first-floor-pt-ii-privat-procella ))