No more dirty jobs - Selene

Dato: 10/6/12
Tid: 1:30
Omgivelser: Mennesketomt, da det er dagen op til en ny mandag. Ingen orker at feste nu.
Vejr: Overskyet, en anelse blæsende og med en ganske let støvregn, der knapt nok kan ses eller føles.
Sted: Et stort palæ i La Sunisha.
Beklædning: Et par stramme kridhvide jeans, en blodrød tanktop, en ny-købt sort læderjakke, et par ganske enkle højhælede sorte læderstøvler og handskerne fra profilbilledet.

Lyden at et par knirkende handsker der let blev gnedet mod hinanden, for at dæmpe humøret og for at fjerne lidt at vandet, fyldte den ellers så tyste gade, i et af byens finere kvarterer. Det var ikke et sted, man ville forvente at se en type som Cherlyn. Og det var bestemt ikke med sin gode vilje, at hun gang på gang viste sig her, som en anden skødehund. Denne gang var det dog frivilligt og uanmeldt, at hun havde tænkt sig at dukke op hos Selene. Tøsen skulle vide besked.

De seneste par dage havde ikke lige været med humøret i sit højeste. Af flere forskellige grunde. Det var gået ned af bakke, siden den skæbnesvanger dag, hvor hun fik kylet en halv hund i hovedet. Hvad Selene og hendes kilder ikke var i stand til at opsnappe, fandtes stort set ikke i denne forskruede verden! Men eftersom hun intet havde hørt, var planen at sige fra, mens legen var god. Hun vidste at hun stod i gæld til Selene, men uanset hvad, var Cherlyn ikke gratis. Nu var det efterhånden gået op for hende, med de få jægere hun havde mødt, at det ikke ville blive en nem opgave. Især ikke hvis manden, var i stand til at snyde både døden og Selene.

I en hidsig bevægelse trak hun jakken tættere omkring sig, selvom de små dråber blot prellede af på hende. Selenes hus nærmede sig, og det kunne mærkes i hele kroppen. Hvorfor så nervøs? Det er jo bare en lille pige.. Hun lo kort af sig selv, og svang endelig op til døren. Uden at lægge ret megen følelse i, lod bankede hun let på, og gav sig til at vente. Tidspunktet var blevet valgt meget nøje, da hun ikke var helt sikker på vampyrers 'dagsrytmer'. Det var næsten komisk så lidt hun vidste om dem, til trods for at de nu var hendes kollegaer og en mulig chef. Ud fra de puslende lyde, gik Cherlyn ud fra at døren snart ville blive åbnet. Hun havde ikke synderlig travlt selv. De havde hele natten, for hendes skyld.

I et kontor i stueetagen sad Selene. Kontoret var stort, femkantet, nærmest en parodi på det ovale kontor - det var i hvert fald indrettet ligesådan. I midten stod et gammel mørkt mahogni-skrivebord. Bag det sad Selene på en hævet stol, grundet sin ringe højde, og læste dokumenter med tilhørende billeder igennem. Et dæmpet ovenlys brændte i det overdådige lokale. Klassisk musik flød lavmælt ud af små højtalere på væggen. Den bærbare computer summede svagt, næsten lydløst, mens den regelmæssige kradsen af pen over papir flød fra hendes fine, lille hånd.
Selene var for en gangs skyld ikke iklædt kjole, men derimod et par lange sorte, kvindelige jakkesætsbukser med pressefold. På overkroppen bar hun en hvid skjorte og en nålestribet vest, der var knappet op over hendes flade bryst. Skoene var flade, håret sat op i en sirlig frisure. Selene var bestemt ikke på vej i seng. Som enhver anden vampyr foregik det meste af hendes liv i nattetimerne, grundet deres svaghed for den brændende sol.

Den lette banken fik den blege, slanke hånd til at stoppe op. Hun havde ikke kaldt efter nogen i aften. Hvem mon ønskede hendes opmærksomhed i disse timer? Et lille smil spillede over hendes læber, hvorefter hun roligt skrev, hvad end hun var i hvert med, færdigt. Efter endt sætning løftede hun papiret og pustede kort på det, tydeligvis en gammel vane fra den tid, hvor man ikke kunne styre mængden af blæk på samme måde som nutidens kuglepenne. Papurerne og billederne blev lagt i skuffen, hvorefter hun satte sig til at kigge på den nymoderne computer.

"Ohh dear, go and see who is at the door, if you would be so kind."

Hendes stemme var ikke hævet synderligt, men stærke ører ville sagtens kunne høre det gennem en lukket dør.

Døren blev åbnet, og den samme tjenestekvinde som sidst sås i døren. Den modne kvinde smilede gæstfrit og en smule overrasket til Cherlyn, der stod i døren

"Ahh.. Godevening. It's so nice of you to come visit my lady, Miss McClain!"

Blev stemmen hævet en smule til sidst, da navnet blev nævnt? Kvinden klappede en enkelt kort gang i hænderne.

"Come in, come in, dear! We can't have you standing out there in the rain!"

Der var en moderlig kærlighed over hele hendes udtryksform. Hun trådte til side, for at lade den unge dæmon komme ind, hvorefter døren blev lukket tung efter hende.

"Miss Willyn's in the office."

Med raske skridt gik tjenerinden mod kontoret, hvor hun let bankede en enkelt gang på døren.

"Yes?"

Lød en fløjlsblød stemme fra den anden side af døren.
Tjenerinden så undskyldende på Cherlyn, hvorefter hun selv hurtigt trådte ind på den anden side af døren og lukkede efter sig.

"It's Miss McClain, should I..?"

Hun blev hurtigt afbrudt af Selenes fløjlsbløde stemme.

"Ohh.. There is no need to let her wait outside the door like a child in school detention. Let her in."

"Yes, of course.."

Hovedet af kvinden tittede snart ud af døren igen, hvorefter hun åbnede og bød Cherlyn indenfor.

Selene sad stadig bag det store skrivebord med hænderne foldet oven på den tykke bordplade. Høfligheden blev gentaget;

"Dear Cherlyn. How nice of you to visit me!"

Selene stod op så hurtigt, at intet normalt menneske ville have kunnet følge med, uden den skrabende lyd fra en stol over et plankegulv. De tynde arme blev bredt ud i en familiær velkomst.

"Come child, sit down and tell me, why you have come to see me. I do believe it is not based upon you missing me."

Et skælmsk udtryk listede sig svagt igennem den glædelige, gæstfrie stemme, og hånden blev åbent rettet mod stolen på den anden side af bordet.
Et lydløst gisp kom fra hendes læber, og det påtagede udtryk af at hun havde glemt noget forfærdeligt sås.

We could go to the lounge as well, if you prefer?"

Et påtaget undskyldende smil sås, som var hun pinlig over først at have tilbudt dette nu.

Trofast - som altid, blev Cherlyn stående mens hun efterhånden kunne skelne stemmerne. Selene, og tjenestekvinden. Tjenestekvinden, havde hun egentlig aldrig fattet, som hun selv ville udtrykke det. Hun anede intet om hende, udover hun var vampyr. Men selvfølgelig. Selene foretrak at have de fleste af sine kort tæt, og det skulle man ikke grave for meget i. Så hun undlod. For nu. Da døren blev åbnet, nikkede hun høfligt som hilsen og sendte et mindre men stadig tandvisende smil til tjenestekvinden.

"Good evening Miss… Oh well, it is truly an honor to visit her, so no problem from my site. Unless the lady is busy?"

Ingen grund til at starte på den hårde måde. Desuden ønskede hun jo blot at tale om arbejdsforholdende, ingen problemer der.. vel?

Hun sendte tjenerinden endnu et svagt smil, og lod ikke til at bemærke sit navns højere tone.

"Thank you. But don’t worry. I don’t normally get sick, of a little water. Funny enough…"

Hun påskønnede dog alligevel at komme væk fra det fugtige vejr, og rystede let det vilde hår for vand, inden hun villigt trådte indenfor. Uden den mindste tøven fra Cherlyns side, satte hun igang igen, og fulgte kvinden til hvad hun formodede var rummet hvor Selene befandt sig. Ingen detaljer blev ænset på vejen. Ikke denne gang. Hun havde for en gangs skyld, lidt vigtigere sager at tage sig til.

Hælene satte i, da hun blot nikkede til tjenerinden, og endnu engang måtte vente 'udenfor'. Da hun blev budt indenfor, var den halvvåde jakke smidt over armen, og armene bredt let ud.

"Selene! Good to see ya again, darling! And don’t think of that. One time, has to be the first were you don’t have to call me, to come and see you."

Hun sendte hende et skævt smil, der hurtigt blev opløst da hun i stedet rettede sin opmærksomhed mod stolen. Så var det nu..

"Yeah ab-.."

Forvirret rykkede hun hurtigt blikket tilbage mod Selene, og lagde hun en anelse på skrå, som en tænksom hund. Dog ikke noget, hun ville sætte pris på at blive forvekslet med.

Don’t even think about it! It’s just a lounge! Nothing you need! Don’t get distracted! It’s just fancy stuff! Expensive glasses, damn good music!.. And.. Alcohol! As said!.. Nothing you need there! Focus! Wait.. Are you even listening to me?! Hello?!..

"Let’s take the lounge."

Et lidt bredere næsten grinende smil bredte sig, da hun igen rettede hovedet pænt tilbage, og slettede alle tegn på, at der nogensinde havde været tøven omkring det.

Selene stod stadig op, og ventede på, at den unge dæmon satte sig, en bordskik der efterhånden var nogle hundrede år gammel. Dette var hun 'vokset' op med, efter hun var kommet til mere kummerlige kår, efter hendes forvandling.
Hun smilede et næsten for venligt smil til kvinden overfor hende.

"Ahh yes.. But I do like, that you come here voluntarily"

Stemmen var rar. Venlig. Sød. Men øjnene fortalte, at hun godt var klar over, at deres forhold ikke ligefrem var.. Ligestillet. Dog var der en undren i baghoved over, hvorfor hun mødte op her. Det var efterhånden noget tid siden, at hun havde sendt Cherlyn og Willith ud efter Jack. Willith var tidligt kommet tilbage med gode resultater, men Cherlyn.. Havde endnu ikke vist, at hun havde opsnappet noget. Var det dét hun var kommet med? Først nu? I så fald havde hun været længe om det, og Selene havde for længst fået sine ønskede oplysninger. Men nuvel.. Hvis det var dét den temperamentsfulde dæmon kunne klare.. Tankerne blev dog ikke vist, de fløj gennem hoved i den korte tænkepause dæmonen øjensynligt havde brug for. Hvilket Selene valgte ikke at kommentere på.

Da Cherlyn endelig svarede, slog barne-vampyren glædeligt hænderne sammen.

"A delightful decision, Cherlyn!"

Smilet var stort, da hun vendte ansigtet mod tjenestekvinden, der stadig stod afventende ved døren.

"Would you bring my finest bourbon to the lounge, sweet Ellen?"

Smilet var oprigtigt og ordene bløde. Kvinden fortrak sig med et nik.
Blikket blev igen rettet mod Cherlyn.

"Well.. Shall we?"

Hun afventede ikke svar med gled elegant rundt om skrivebordet og viste vej til opholdsstuen på første sal. Hun åbnede døren og lod høfligt Cherlyn træde ind først.
Det var den samme som sidst. De bløde, antikke lænestole stod stadig placeret om det smukt udskårne, runde sofabord. I hjørnet stod den gamle violin stadig ved siden af den ranke træstol. Der var ingen ild i kaminen, men Selene tændte en stikkontakt og blødt lys dansede ud fra loftslampen.
Hun henviste med en udbredt hånd til den ene lænestol og placerede sig derefter selv i en anden. Albuerne hvilede på armlænene, hænderne foldet ud fra hendes hage. Hun sad let foroverbøjet som skulle de igang med en interessant samtale.

"So tell me, Cherlyn, why have you come to visit me?"

Samtidig gik døren op og lydløst trådte tjenerinden, Ellen, ind ad døren med en bakke i hænderne. På den var to glas, en karaffel og en metallisk udseende beholder, hvor lyden af is, der slog mod hinanden, lød.
Hurtigt trådte hun over til bordet, hvor hun stillede bakken. Med en tang, der hang på siden af beholderen, tog hun tre isterninger op og lagde dem med en let klirren i hvert af de lave, brede whiskyglas. Herefter hældte hun hurtigt med sikker hånd den amerikanske kraftigt aromatiske whisky op i de to glas. Et glas blev stillet foran hver af dem og karaflen og beholderen med is blev taget fra bakken og efterladt på bordet.

"Thank you, Ellen. I will not take more off your time. You can take the rest of the night off."

En samhørighed var tydelig at se mellem de to. Hun nikkede smilende og fortrak sig med den tomme bakke.

"Goodnight dear."

Selene smilede venligt tilbage som svar på ordene, hvorefter hun igen vendte opmærksomheden mod dæmonen overfor hende. Hun nikkede mod drinken foran hende, opfordrende.

"Let us get back to where we came from. Why have you come?"

Hun løftede glasset og tog et lille sip, med blikket stadig hvilende på dæmonen. Hun kørte væsken rundt i munden for at smage på den, tog en lille tår til og stillede derefter glasset lydløst tilbage på bordet, mens hun så afvendtende på Cherlyn.

Selvom stod høfligt og ventede, skulle hun nok ikke forvente, at se dæmonen sætte sig som en anden lydig hund. Under normale omstændigheder ville hun have smidt sig, uden at skænke resten en tanke. Men denne gang var der lidt for mange tanker der fløj rundt til, at hun kunne overskue at flytte stol konstant. Især nu hvor de allerede skulle 'afsted' igen.

"That is surely great! But let’s be honest… Who doesn’t like that?"

Hun slog en kort latter op, blot for at understrege ironien i sætningen. Det var ikke specielt tit efterhånden, at hun følte sig fristet eller velkommen af andre, til at komme frivilligt. Det var mere af pligt, end lyst. Det var bestemt ikke svært at tyde, at det samme gjalde for, Selene. De kunne spille nok så sukkersøde overfor hinanden, men der var ingen tvivl om hvordan det i virkeligheden fungerede.

"Yup! It sure is, dear Selene."

Cherlyn, fulgte fascineret stemningen mellem de to kvinder, mens ordren blev udleveret. Den virkede så ægte, og en smule mere.. 'kærlig end, hvad man kunne opfange mellem, Selene, og hendes kunder, samt andre arbejdende. Måske gemte de også på et par hemmeligheder, eller to?

"Absolute."

Med et stadig påsat smil, fulgte hun valsende efter, Selene. Uanset, hvor mange gange hun kom i dette hus, ville hun nok aldrig stoppe med at lade sig imponerer en smule. Trods det ældre og antikke look, var det faktisk ganske fandt hun det faktisk meget tiltalende. Men det behøvede man jo ikke skræppe ud med, som en eller anden begejstret unge. I stedet lod hun synligt blikket glide rundt, og suge alle mesterværkerne til sig. Da de ankom til lænestolene, satte hun sig mageligt til rette, samtidig med at hun smækkede den ene ben over det andet. Jakken som havde dryppet lidt færdig, smed hun hun over skødet, og placerede hænderne på det bløde stof. Nok mest for at redde armelænende, hvis noget nu skulle gå galt.

"Well… It’s just.."

Redningen var nær. Trods sin sikkerheden i sagen, virkede det som om ordende var imod hende, og havde sat sin en smule fast. Hun fangede hurtigt tjenerindens navn, Ellen, og skrev sig det bag øret. Ikke vidende, om hun nogensinde kom til at bruge det. De mørke øjne fulgte den gylden væske, mens hun allerede kunne fornemme den krydrede smag inde i munden.

Da drinken blev skænket færdig, og Ellen havde forladt dem, tog hun glædeligt men forholdsvis roligt glasset op, og tog en god tår. Hun lod væsken blive et øjeblik, mens alle sanserne arbejdede på det højeste, for at få det bedste ud af drikken. Et lille nik blev givet til, Selene, da hun slugte væsken.

"I have come to tell… That I haven’t really found anything."

Ordende blev sagt med et dybt suk, inden hun hurtigt rejste hånden som en tegn på at hun ikke var helt færdig endnu. Den anden hånd var travlt beskæftiget med, at holde godt fast om glasset. Balancen mellem ikke at knuse det, og ikke at spilde en dråbe.. forsøgte dæmonen standhaftig at kontrollerer.

"Except some few crazy folks, who might show how sick this game is. I like to play. I really do! But when you are getting a half rotten dog, right in the head… Things just aren’t that fun anymore. And by the way haven’t I seen any sign of this Hunter that we are searching for. This is not what I did expect. At all… "

Hun lod sig synke en anelse dybere ned i stolen, mens hun afventende hævede et øjenbryn. Endnu en tår blev hastigt skyllet ned, mens hun ventede på ventede på den uforudsigelig reaktion, fra sin unge chef.

Et tænksomt smil trådte ind i Selenes mørke øjne, da Cherlyn slugte væsken som en alkoholiker, der ikke havde fået alkohol i mange dage. Et øjenbryn blev skuffet hævet, da hun fortalte, at hun intet havde fundet, men ventede dog med tålmodighed på en forklaring. Hun rørte sig ikke, sad bare perfekt stille, som kun en død kunne det, mens øjnene borede dybt ind i Cherlyns.
Da Cherlyn var færdig med sin, i Selenes øjne, ynkelige forklaring, lod hun stilheden strække sig i, hvad der kunne minde om, det uendelige.
Med en hastighed, som kun et overnaturligt væsen kunne præstere, stod hun over Cherlyn. En hånd var placeret på hver side af hende, på de tomme armlæn. Med sin sølle 150 centimeter og sin spinkle bygning, så hun ikke ud af noget særligt, men hendes kropssprog indgød noget andet, mens øjnene borede sig dybt ind i dæmonens. Ved lejligheder som denne var det brugbart, at en vampyr ikke behøvede at blinke for at fugte sine øjne. Stemmen, der nu lød, var langsom og afgrundsdyb.

"That is, by far, your own fault. Attracting a hunter like that, is the stupidest thing you could do. I can not tell you how disappointed I am. I had expected more form you."

Hun lod ordene synke ind, håbende at dette ville være nok. Hun kunne ikke bruge en, der konstant lavede unoder og tiltrak sig en sådan form for opmærksomhed. Hendes ansigt røg nu endnu tættere på Cherlyns. Den naturlige intimsfære for længst overskredet. Øjenkontakten ville kun blive brudt, hvis Cherlyn ønskede det. Selene havde i hvert fald ikke i sinde at gøre det.

"I sometimes wonder whether I should have intervened that night, or not. Maybe I just should have let you sail in your own pathetic, little sea. But you owe me and I will make good use of that."

Og så.. Var hun væk. Hun sad tilbage i stolen, albuerne på armlænene, hænderne foldet foran hagen, som havde hun aldrig stået op. Men blikket var stadig mørkt.

"You will learn to restrain yourself and just use, at least, a small part of that brain of yours. Are we clear?"

"Pathetic demon. And they think ill of us?"

Cherlyn tog ikke tasvheden, og ventetiden som et godt tegn. De skarpe negle var uroligt begyndt i et meget langsomt tempo, og prikke rytmisk mod de dyre glas. Tempoet var præcis langsomt nok, til at det ikke dannede irriterende lyde, man ville få spat af. Det skulle blot holde hende beskæftiget, indtil reaktionen ville vise sig, mod den lille pige, der så ud til at være gjort af sten.
I det øjeblik, den spinkle skikkelse stod foran Cherlyn, ændrede hendes kropsprog sig ikke en tomme. Alt bortset fra øjnene, tydede på komplet ro. Med en fart, det normale øje aldrig ville kunne opsnappe, svømmede farverne og stemningen rundt inde i dæmonen. Blikket mødte beslutsomt og trodsigt, Selenes. Men da hun i første omgang registrerede den lille pige røre på sig, trak pupillerne sig en anelse sammen, samt den normale nøddebrune farve, blev en anelse lysere. Næsten som om skrækken for, hvad der ventede, havde skræmt farven ud af dem. Men da det først blev slået fast, at Selene ikke havde andet end ord, strakte pupillerne sig normalt igen, samt den før lysebrune farve, blev næsten kvalt i et altædende mørke, der næsten oversvømmede hendes blik. Personlighederne der fløj rundt mellem dem, havde endelig slået fast, hvem der havde overtaget for aftenen.

"Attracting a hunter was not my plan! And that was not a normal hunter! That woman was far from normal… Some kind of freaking creature! And if people knew what happened, why did they not stop it then? I did not want the hunter, to… hunt me! She was just there!"

Stemmen var protesterende, uden at ville virke for ynkelig. Undertonen bag også et snert at vrede, som egentlig var rettet mod 'The crazy hunter'. Men at blive beskyldt for alle unoderne, var ikke lige Cherlyns hof. Blikket blev ikke fjernet fra, Selenes. Dog blev hovedet skubbet en anelse længere bagud, frem for at være så tæt på den knap så lykkelig lille pige. Trangen til at blotte tænderne en smule, for at skabe lidt mere plads, lurede hurtigt i baghovedet. Hun skyndte sig dog at skubbe den væk. Ikke mere ballade.

"Selene… I promise you. I will not fail again. It was a good choice, to ‘save’ me that night. "

Stemmen var en anelse mere bedende denne gang. Samtalen gik indtil videre, lagt fra som hun havde haft i tankerne. Men, hvad havde hun haft?

Oh everything is fine, McClain! I am far from mad! Actually, am I so happy to have you here!

Hun måtte virkelig tage, at skære lidt ned på de drinks, når hun tænkte planer. Lettet, men ikke forbløffet, over at Selene sad i stolen igen, lod hun sig rette op fra stolens bløde stof, hvor hun var sunket en del ned i. Hun rømmede sig kort, mens hun viftede let med glasset.

"We are clear. But I need your help then. I cannot control myself. I have actually tried a hell lot of times, but each and one of them… I fail. Over and over again."

Det var intet ynkeligt over stemmen. Ingen behov for medynk, fakta eller konklusioner. Hun vidste det selv. Men inderst håbede hun, at Selene kunne hjælpe. Selv den mindste hjælp, der kunne vende hendes vrede til noget godt, ville gavne begge parter. Hun skulede ned til væsken i glasset, og kylede resten indenbors.

Selenes øjne lyste af tilfredshed, da hun opsnappede den minimale reaktion fra dæmonen. Det var ikke meget, men det var der, og det var godt. Cherlyn skulle lære, hvordan man omgik verdenen, når man var et overnaturligt væsen. Det kunne da ikke være så svært, kunne det?
Blikket blev en smule nedværdigende, da Cherlyn kom med sin forklaring. Selene troede øjensynligt ikke på hende.

"You mean to tell me, that this was not your fault? If you had been more translucent, this problem would never have occurred. The Hunter would never have known that you are more than a mere human."

Hænderne greb hårdere fat om kanterne på armlænet. Det lignede vrede, men det var mere usikkerheden over denne "ualmindelige jæger". Cherlyn havde noget at gøre med Selene, og det kunne derfor blive ledt tilbage til hende. Hun havde sjældent haft problemer med jægere, nu havde hun problemer med én, og hun ønskede ikke flere, i hvert fald ikke, hvis denne var dygtig. Ikke at kontakten mellem de to var tydelig. Der skulle kigges ordenligt efter for at se sammenhængen.
Hun påtog sig et dybt suk, selvom ilten ikke var nødvendig. Den bedende stemme irriterede hende.

"Ohh.. I do hope that you are right about this. I will not take kindly to you failing me a second time."

Stemmen var tør, men der var styrke bag ordene. Hun mente tydeligvis, hvad hun sagde, og trusslen lå i ordene.

Da hun igen sad ned, sad hun som en stenstøtte. Hun bevægede sig ikke. Trak ikke vejret for at angive noget menneskeligt. Blinkede ikke med øjnene. Hendes blik lå blot på den unge dæmon overfor hende.
Hun var stille en tid, tænkte. Endelig bevægede hun sig. Hun lænede sig tilbage samtidig med, at hun lagde hænderne i skødet. Hun sad nu ret op og ned.
Dæmoner havde disse problemer med temperamentet, det vidste hun. Deres.. Tvistede personligheder hjalp heller ikke på det. Og selvom de lærte at styre sig, så ville det altid ligge og ulme i baghoved. Det havde hun kendt nok af dem til at have lært. Dette var en opgave, der krævede lidt mere end jævn tænkning. Især med hende..

"I will help you then. But you can not merely do it with my help, you will have to work with it yourself."

Hun var stille et øjeblik, lod ordene synke ind.

"Tell me.. Where does it go wrong? Is it just when you are hungry? When people provoke you? Is it something specific?"

Stemmen var nu mild, interesseret.

Cherlyn kunne ikke undgå, at frembringe et mindre fnys. Ikke direkte rettet mod, Selene, men nærmere ordende hun kom frem til. Det var tydeligt, at Cherlyns egne ord, ikke blev godtaget. Uacceptabelt smidt væk. Den lille vampyr, var virkelig ikke glad.

"Not all of it as I said. Yes, maybe I did some stupid thing. But that Hunter did not even want to shot me, or something. She just provoked me, and for no reason! And even if I did nothing, she would have known what I am. It is not easy to hide, with these to, growing out of your skull!"

Med en irriteret bevægelse, smøg hun en hånd op, og pegede let mod de to sorte horn, der prydede panden. De var stort set umulige at skjule med hendes hår, eftersom det sad på den måde det gjorde. Hun var ikke typen der blev irriteret over de ekstra.. dele. Men efterhånden som hun skulle mere og mere væk fra alting, blev de en hindring for hende. Da det unødvendige suk kom frem, trak hun hånden til sig igen, og lagde den i stedet omkring det fine glas.

"I promise, Selene. I will not fail again."

Ordende var bestemte. Vampyrens tonefald, var nok til at få hende overbevist. Dæmonen var faktisk aldrig rigtigt blevet straffet. Men det var bestemt ikke noget, hun nogensinde ville gå langt for at prøve.

Da holdningen hos den lille pige skiftede, tillod hun sig selv at slappe lidt af. Truslerne var overstået for nu. Beskeden var afleveret.. nu manglede de kun, at 'hjælpe' Cherlyn.

"I know. I will work with it, every time I can. But it is not going to be easy."

Hun sendte en kort smil, uden rigtigt at mene det. Et håbløst forsøg på at redde stemningen.

"Well… Food is a good reason. No food means a crazy demon. But food is a normal reason for a demon to go crazy. My problem is especially when people provoke me. I cannot control myself. The episode with the werewolf. He tried to leave me… But I did not accept the no. Aaand after that, yeah you know."

Hun så ned i glasset, efter de forhåbentlig hjælpsomme ord var blevet udtalt. Tydeligvis ikke helt stolt over sin opførsel i sin 'chefs' selskab, lod hun blikket hvile lidt længere ned i det tomme glas, mens hun lod Selene fordøje ordende.

Selenes ansigtsudtryk fik hende til at ligne en, der lige så godt kunne have lavet den famøse; slå sig selv i panden af opgivenhed. Lang i ansigtet så hun dybt ind i Cherlyns øjne. En meget tør og opgivende stemme brød over hendes læber.

"You are a demon. You have magic running in your veins. Use that pretty, little head of yours, and hide them with your magic. That is what all the other demons does. I did not believe, that you were that incompetent. Pull yourself together, Cherlyn Dakota McClain."

Det var tydeligt, at Selene var ved at miste tålmodigheden, men hun gjorde et bravt forsøg på at holde vreden i ave. Normalt var hun en vampyr af stor tålmodighed. Men det her.. Det var jo.. Ulideligt.
Hun sad fuldstændigt anspændt i stolen, alle muskler arbejdede på deres højeste, helt spændte, smådirrede. Selv det åndedræt hun normalt angav, hun havde for at lade menneskene blive i troen, var holdt op. Blikket var mørkt og udstrålede en tydelig frustration over dæmonen overfor hende, mens neglene borede sig ned i armlænene på stolen.

"Sometimes you are so.. Inadequate, that I can not believe half of it. Are you incapable of using your head?"

Det hjalp hende at sende nedværdigende ord efter dæmonen, og hendes muskler holdt op med at dirre, hvorefter hun kørte hånden opgivende hen over panden og ned over øjnene.

"By the ancient gods.. I can not believe this.."

Mumlede hun opgivende ned i hånden. Hun kiggede op med et mørkt blik, om muligt endnu længere i ansigtet, og lod håndens slanke fingre hvile på siden af hoved. Smilet blev fuldstændigt ignoreret. Som det så ud lige nu, var det intet, der kunne hjælpe på Selenes humør.

"And you will not "work with it, every time you can". You will work with yourself. Every. Second. You. Are. Alive."

De sidste ord blev sagt højt og tydeligt med opgivende stemme, som talte hun til et dumt barn, der intet forstod.

"The only excuse is you being dead. Only by then, maybe, I will accept it."

Selenes ansigt lignede mest af alt en, der havde lyst til at opgive og ligge sig til at dø.
Det så ud til at være en lille, og kun en lille hjælp, at Cherlyn på ingen måde så stolt ud.

"You eat, and you ignore what people say about you. It can not be that difficult."

Læberne blev krænget let tilbage og den ene spidse tand blev boret ned i læben. Hun var tydeligvis væk i vrede, da tanden brød gennem læben, og det blod hun havde i kroppen langsomt brød gennem huden og farvede hendes mundvig rød. Først da lagde hun mærke til det og lod hurtigt tungen glide over såret, hvorefter det var væk.

Ved synet af Selene der, endnu engang, blev lang i ansigt af ren overraskelse, tydeligvis over Cherlyns egen dumhed, var tanken om en lukket mund tiltalende. Hun ønskede næsten, at Selene ville smide hende ud nu, og fortælle hende at det var alt for i dag. Desværre var ingen af dem så heldige.

"I am glad, that you think that it is pretty. Because I can obviously not use it for logic, so.. Got to have a plan B! But I know I have magic, lots of it actually! It’s just.."

..I feel naked.

Kampen var dog tabt på forhånd. Hun ønskede ikke at sige Selene imod, eller gøre det her værre end det allerede var. Cherlyn var udmærket klar over, at hun langt fra udnyttede sit eget hoved eller sin magi nok. Det havde bare aldrig faldet hende ind, at det passede til hendes stil. Men det skulle der vist laves om på. Sandheden var vel også, at tanken om at vise sig frem, uden horn, uden klør, uden tænder... ja, den føltes nøgen. Alt for pokkers menneskelig.

Stadig med blikket rettet mod en frustreret Selene, sukkede hun dybt, og lod magien få frit spil. Trukket en smule på det indre lager, lod hun den op mod panden næsten som en usynlig tåge. Essensen af magien, mørk som dæmonen, fyldte hurtigt op omkring hende, og gav fine pulserende udslag fra sig, mens den udførte sit arbejde. Dækkende trak det sig over hornene, som delevist så ud til at forsvinde mere og mere. Samtidig med at magien også strakte sig ud over hendes slanke hænder, og så ud til næsten at klippe de sylespidse negle. Resultatet var et meget menneskeligt syn, der mødte dem begge. Med en opgivende grimasse, viftede hun let med fingrende, og hævede det ene mørke bryn. Ingen horn, negle eller så meget som antydningen af de skarpe hjørnetænder. Stadig med den omklamrende følelse af magien, som et tydeligt tegn på at den var der.

"Happy now? And no not completely incapable, but I’m not the most trained neither."

Ganske langsomt kunne man næsten fornemme, at dæmonen efterhånden accepterede sin tilværelse, dømt som.. en idiot. Hun var ganske vist så småt begyndt at lægge planer for, sin nyere tilværelse. Knap så meget alkohol, fest eller fejl. Mother of.. Hun kunne lige så godt begynde sit liv forfra. Det virkede også som om, den lille vampyr også faldt ned, efterhånden som hun fik spyttet nedværdigende ord et efter et, efter den håbløse dæmon.

Den næste sætning trak hun blot på skuldrene, med et smil af. Hvad skulle hun sige? Ingen dumme ord, kunne redde hende fra det her.

"Yes, Selene. I will."

Hun nikkede kort for at understrege, og lænede sin slanke skikkelse let frem i den bløde stole. Albuerne hvilede på knæene, mens hun holdt sit hoved hvilene, på en kno. Den anden arm lå mere henslængt, over knæet. Hun lignede mest af alt en, der fulgte interesseret med i en udsendelse. Men det var vigtigt. Ikke et ord måtte misses, eller en hentydning misforstås.

"Can I eat what I want? That hard? Maybe you’re right. But I’m not an old wise vampire, I am a demon. A demon with no real education, no real upbringing.. who has been drinking the most of my life. Put that together, and you get a sick in the head person, who cannot control itself. Or me in that case."

Så var det ude. Selene, vidste formegntlig over halvdelen af de ting, men det var rart selv at komme ud med det en gang. Det var ikke en undskyldning. Der var ingen bedende blikke, eller tiggen om forståelse. Hun ønskede blot, måske et lille syn på livet i det gamle fattige liv hun havde levet i Boston. Opdraget af sin søster. Knap så sundt, for en ustyrlig dæmon som Cherlyn. Men ingen af dem, var da døde endnu. Det måtte de da have.

Under sin lille tale, havde hun knapt bemærket blodet, før den svage fært af det let krydrede men svagt eksotiske blod ramte hende. Halv interesseret faldt hendes blik, på læben der øjeblikkeligt blev helet, før hun rettede sig tilbage i stolen, foldede hænderne, og atter engang mødte Selenes blik.

Selene vendte det hvide ud af øjnene, så det så helt sygeligt ud, over den unge dæmons første kommentar. Ikke en kommentar hun var i humør til lige nu. Javist. Cherlyn var en flot kvinde med sine overlegne, dæmonisk perfekte træk - det var korrekt - men det var ikke pointen i denne samtale.

Med afventende mine ventede hun på, om hvad der måtte vise sig at være et forsøg eller et resultat. Hun kunne ikke selv mærke magien. Nok kunne hun finde ud af at bruge den, men en sådan form for magi, der ikke fysisk berørte hende selv, kunne hun ikke mærke. Men hun kunne se et resultat udforme sig langsomt, hvorefter alle abnormale træk var forsvundet fra den kønne dæmons krop. Hun nikkede tilfreds en enkelt gang. Det kunne den unge, uregerlige tøs da i det mindste finde ud af.

"You are at least a couple of hundred years old, you have had plenty of time to practice. You should practice that as well, for your own sake. But it will be a second priority, as long as you keep up this appearance."

Tonelejet var misbilligende men ikke længere opgivende vredt som før. Skuldrene var efterhånden faldet ned i en afslappet stilling igen og hun lænede sig rankt tilbage i den store stol.

Hun var tilfreds med det enkle svar, i et håb om at der ikke ville komme flere ynkværdige undskyldninger. Nok var hun ung, men hun var efterhånden, hvad man kunne kalde voksen. Hun havde haft tid nok til at gennemgå sin ungdoms vilde eskapader, det måtte være nok nu.

Et halvmørkt blik kom tilbage i hendes nøddebrune øjne, da hoved igen vendtes mod hende, efter at have været hensat i egne tanker en kort stund.

"No. You can not eat what you want. You will keep to human blood, and angle if you ever have the chance. No elven or werewolf."

Det var her tydeligt til, at hun hentydede til endnu en af hendes eskapader med elverpigen. Hun vidste besked, og det sagde hendes blik.

"I will not have you running around insane on some elvenblood. That is too stupid and dangerous for all of us."

Ét blik, og mere blev der ikke sagt om dén sag. For det meste var det også nok for hendes bekendtskaber at vide, at hun vidste besked. Det lukkede typisk munden på dem, og de gjorde det sjældent igen.

"And you are old enough not to have your age or lack of time as an excuse. It is you own fault, that you are in this mess, and it should be yourself pulling it together. But by you knowing me, I have to help you. Even if we did not talk together anymore, your knowledge of me would be enough for me to get into the line of fire - and I do not want that. I will help you, if you pull it together."

Dengang Selene var ung, havde hun selv ansvaret for at holde sig oven vande. Nok havde hendes "forældre" opdraget hende, som enhver creator burde gøre, men efter dét stod hun selv til ansvar for sine fejl. Selv i den abnormale verden ønskede man ikke at andre gjorde sig for tydelig blandt menneskene, og hvis man ikke selv gjorde noget ved det, skulle andre abnormale væsner nok sørge for det.

Den unge vampyrs himlen med øjnene, fik et smil frem, på dæmonens ellers så.. bekymrede ansigt. Selvom det så umenneskelig forkert ud, til den lille pige, vidste hun godt at hendes ord var tåbelige, og at de intet betød. Hun ville se resultater.

Stadig med den mørke magi smygende omkring sig, lod hun hænderne faldt blidt ned i sit eget skød igen. Følelsen af at være så omklamret virkede i første omgang, indlukket, på dæmonen. Men jo længere tid den sad, og jo mere hendes sanser blev vant til den, var 'tågen' næsten rar. Kold og varm på samme tid, og ganske velkendt. Det enkle lille nik fra Selene, var nok til at en stor byrde blev lettet fra Cherlyns skuldre. At have gjort den lille pige glad, var da første skridt på vejen, til at bevise at hun var andet end en fordrukken ung dame.

"I know. In some point, I’m not that young. And in some other point, I’m freaking old. But never mind what I am.. It has never been my interest to practice the magic thing. I had other stuff to do. But I will practice it for now, as a second priority as you just said."

Selenes sidste ord, overraskende hende faktisk. At bærer dette udseende, var som at være nøgen i den overnaturlige verden. Hun følte sig udenfor. Svag faktisk. Men styrke var ikke noget der manglede.

"Really? All the time? Even when I am home, or with other creatures?"

Bare tanken om at skulle gå, og skjule sig blandt væsnerne føltes ydmygende. Men eftersom partnerskabet, og jobbet stod på spil, var hun tilbøjelig til at lade visse forandringer ske, for at det kunne fortsætte.

"Yes , of course. Easy now.. Dogs are out of my interest. And elven was just a one-thing try. I won’t do any of them again."

Tonen var træt, bare ved tanken om, at de to emner formodentlig ville forfølge hende i meget lang tid efter dette.

"All of us? Do you fear me, Selene?"

Der var intet humoristisk eller hoverende, men i spørgsmålet. Blot nysgerrighed. En vampyr så mægtig som Selene, der muligvis frygtede Cherlyn var en interresant tanke, til trods for at hun kendte forskellene mellem de to racer.

"That is true. It is my problem, and I should be able to solve it by myself. But you might have got into your head, that time you helped me, that I’m not that kind of person. I drink the life away and I do not, care about life or time. I got all of it, so why should I?"

Endnu før Selene kunne nå at afbryder hende, og bryder ud i et endnu et raserianfald fortsatte hun roligt.

"But I know, now that I work for you, that it is no acceptable. As I have said so many times this evening, I will not fail again, Selene."

Afventede så hun på vampyren, og forventede næsten at få endnu en trussel smidt i hovedet om at, hvis hun ikke tog sig sammen, ville det ende skidt for hende. De 'nøgne' hænder var nydeligt foldet, samtidig med at begge deres holdninger var langt mere afslappet, da dumhederne og de smarte kommentarer var faldet til jorden. Det lod endeligt til, at dæmonen kunne finde ud af at fokuserer på sin business.

Den lille pige ignorerede smilet, der trådte frem på Cherlyns læber. Dette var ikke en tid til smil, i følge Selene.
Hendes hånd gled ud i luften i en ulæselig gestus, før den igen fandt armlænet.

"It might not have been in your interest but demons are a strong race in the use of magic. I think it would be wise of you to learn how to use that magic, you never know when the use of it would be practical."

Blikket var alvorligt, men det var i bedste mening. Hun havde selv brugt lang tid på at lære magiens veje, men det ville aldrig falde hende lige så naturligt som dæmonerne, ej heller ville hun blive lige så dygtig - det lå i deres blod. Det lå i Selenes sind nært at lære at bruge alle de fordele man havde til ens eget bedste, og hun havde svært ved at forstå, hvorfor denne dæmon ikke havde gjort det? Det var en styrke, der lå hos hendes race, så hvorfor i alverden ikke bruge den?

Krøllerne hoppede på det lille hoved, da hun rystede på det. Der var ikke den samme opgivenhed i hendes bevægelser som før. At dæmonen spurgte praktiske spørgsmål, for ikke at være i tvivl om noget som helst, gjorde egenligt kun Selene glad. Selvom det måske var spørgsmål, som havde sagt sig selv i hendes hoved. Misforståelser var der ikke plads til.

"No. That is not necessary. In your home and with others of our world, you do not have to hide. But we do live in a world with hunters and ignorant humans, and it has always been wise to leave then out of out knowledge. Your appearances are what you define yourself by, I am aware of that, but keep in mind that not everyone in this world need to know that."

Ubevist lod hun tungen glide over hendes egne skarpe hjørnetænder - dem hun havde fået, da hun blev forvandlet. Dem der viste, at hun var, hvad hun var. Dem der hjalp hende med at overleve. Hun forstod udmærket godt, hvordan den unge dæmon havde det med sit udseende, men nogle gange var det bare vigtigere at kunne bevæge sig ubemærket rundt. Og det kunne dæmonen endda nemmere end hende selv, da hun ikke var afhængig af mørkets beskyttelse.

Hun nikkede blot tilfreds ved Cherlyns næste ord. Det var forhåbentligt ikke nødvendigt at berøre emnet om hendes føde igen.

Et ulæseligt smil gled over de smalle læber og en hånd røg igen filosofisk op i luften.

"It is not fear that drives me. It is pure self preservation. And the lazyness of not having to deal with such mortal human, I have other things to do. But yes, there are some proficient mortals and immortals out there. I do not have the time to deal with them if not necessary."

Hun var selv overbevist om sine evner til at overleve. Ved hjælp af dem var hun kommet ud af mange problemer og unødvendigheder. Hun var dygtig, det vidste hun. Hendes evner, vid, erfaring og viljen til at forsvare sig selv, skulle nok holde hende i live.

Et.. Medlidenhedsfuldt? smil trådte frem på hendes læber.

"And it is with a dreary mind, that I see you treat your immortal life this way - like a human."

I det sidste ord kunne høres en form for.. Spydighed? Nedværdigende tankegang? Det var ikke helt til at placere, men det var noget i nærheden af de linjer.

"I am delighted that we got this out of the world. I do believe in you and I do want to trust you. I will try that again."

Et afsluttende nik. Der var ikke meget mere at sige end dét. Den lille pige var tilfreds, og hun havde fået sine frustrationer ud af verden.

Til trods for at Selene gang på gang, lod til at ignorerer de prøvende forsøg på at lysne stemningen op, tog Cherlyn det ikke så tungt længere. Alvorlige forretnings samtaler, blev nok aldrig helt naturlige for dæmonen. Men, hvis det ikke krævede andet en at påtage sig en alvorlige mine i ny og næ, virkede det endnu ganske overskueligt.

"This is kind of one of the first many times, I really have used my magic. I know demons are strong, and it’s not hard to feel right now. So… It seems fun. I will for sure, remember to practice especially this. And of course all the other stuff you told me."

Til trods for det strenge blik, dæmonen fik tilsendt, blev ryggen langsomt og afslappet lænet tilbage i den bløde stol. Holdningen var nu komplet afslappet. Eftersom der var ved at være styr på alle de løser ender, der havde fumlet rundt mellem dem begge i starten, var Cherlyn ikke bleg for at slappe en smule af.

Hænderne var stadig artigt foldet, og lå placeret på skødet. Benene var lagt over kors, og hovedet lå halvt hvilende tilbage mod stolen. Der var ikke den mindste smule træthed at føle i hendes krop, udover ved tanken om alle de pligter der nu lå på hendes skuldre. Men ved udsynet til et formodentlig rimelig drukfrit liv, var der alligevel ikke så pokkers meget at give sig til.

"Alright! I do luckily not have that much experience with hunters, but I could imagine that a hunter would recognize me, even without my horns? I’m not afraid of humans. Yes, I’ll hide. But that doesn’t mean that I have to fear them. They’re just some kind of idiotic toys!.. Only fun when they’re screaming.. "

Cherlyn virkede udmærket klar over, hvad Selene mente med sine ord. Men luftningen af meningen om legetøjet omkring dem, lod til at lette en smule. Ved den sidste bemærkning, gled et lettere sadistisk smil over dæmonens læber, og afløste det før morede smil. Med det sadistiske smil, røg et bryn i vejret, mens blikket fulgte den fagtende hånd.

"And while you’re doing business, I’m here to take care of the 'problems'? I know, that we are searching for the hunter. But what about after that? Then what?.. I’m just going home and getting drunk again, or do you have other plans with me?"

Nysgerrigheden om der lå mere bag konceptet, at Selene havde valgt at kontakte Cherlyn, lå godt skjult. Alligevel var der en, hvis gnist af håb i de mørke øjne, ved tanken om at måtte knuse et par folk eller tre, på ordre! Et sandt drømmejob, som snart skulle bekræftes. Sandt eller ej?

Glæden over det mulige job, blev dog spoleret af den spydige kommentar fra den lille pige. Underlæben blev skubbet en millimeter frem i utilfredsheden, mens den ellers glatte pande blev rynket en anelse. Magien omkring hende, sitrede let, da en vrede indefra boblede frem. Det var med stor selvbeherskelse, at hun ikke gav sig til at knurre af Selene i øjeblikket.

"I do not act like a human! They're weak, and dumb!.. Maybe I’m not the smartest one, but I’m not one of them. I like to enjoy, the fun in life. And for all of these years, I have had nothing else to do. I’m not a business person, and you know that."

Da sætning blev afsluttet med et mindre fnys, nikkede hun ganske stille til pigens næste ord.

"Good. You don’t have to think about that anymore. I’ve learned my lesson."

Stadig en anelse skumlende fra før, måtte hun erklære sig enig. At, Selene endelig virkede tilfreds, var en stor forbedring. Hvis hun bare kunne holde det sådan her, ville ingen formodentlig komme til skade fremover.

Et lettere overrasket udtryk trådte frem på den lille piges ansigt, men det forsvandt så hurtigt igen, at man kunne være i tvivl om, hvorvidt det nogensinde havde været der. Dæmonen måtte da vide - have set - hvad andre dæmoner kunne med deres styrke i magiens strømninger. At hun ikke selv havde brugt det, gav ingen mening for den ældre vampyr. Hvis hun selv havde haft denne styrke, denne fordel, ville hun have brugt den, lært at kende dens styrker og begrænsninger. Hvordan kunne dæmonen være så ignorant? Det var jo en del af hende, af hendes race, og det burde også være en del af hendes liv. Mens de uforstående tanker fløj gennem hendes hoved, komponerede hun sit hoved til at nikke en enkelt gang. De mørke øjne så ind i dæmonens, intenst, uden nødvendigheden af at skulle fugte dem ved at blinke.

"If it is fun that drives you, then see it as that. I know of magic. I have used it myself from time to time, but as a racial advantage, as part of your body and mind, I know little of. You should find a demon to teach you. It is a part of your being. Learn it. Use it."

Stemmen var mild, vejledende. Der var ikke længere den spydige vrede, den opgivende, nedværdigende tone at høre længere.
Hun så egentligt dæmonen som et lille forældreløst barn, der aldrig havde oplevet den vejledning, som det havde brug for. Måske kunne hun vejledes, formes til noget brugbart. Noget som både dæmonen selv og Selene kunne få noget ud af? Hun havde aldrig selv oplevet denne uvidenhed om, hvad hun skulle gøre med sit liv, kunne ikke sætte sig ind i det. Og det var sandelig heller ikke noget hun ønskede at opleve.


"Luckily.. Yes."

Ordene blev sagt, som var hendes tanker langt væk. Dog blev hun hurtigt tilstedeværende igen.

"They can recognize you if you are not careful. They can not recognize your essence as demons, werewolves or angles can, but they are trained to recognize abnormal features or behavior. They see what normal, ignorant.. "toys" do not."

Ordet 'toys' var plettet med en form for.. Nedværdigende morskab?

"And if you do not fear them, at least be aware of them. Some of the hunters out there are very capable. Just.. Keep that in mind."

Igen den vejledende, milde forklarende stemme.

Ved det næste spørgsmål gled den lille piges ansigt over mod vinduet, tænkende. Regnen havde taget en smule til og slog nu lavmælt mod ruden i en tilfældig, ukendt rytme. Det tænkende, analyserende udtryk hørte slet ikke hjemme på det unge ansigt. Vejret blev trukket dybt ind gennem næseborene, ned i de lunger, der ingen ilt krævede og blev pustet lavmælt ud gennem den fine, lille næse igen. Det tog ikke lang tid, før et roligt, afklaret blik igen gled tilbage til den unge hundæmon. Spørgsmålet var forståeligt. Måske ønskede dæmonen virkelig en fast hånd til at vejlede hende? En fast hånd som Selene kunne yde.
Ordene, der nu trådte over hendes læber var lavmælte, på en måde forsigtige?

"If this problem are dealt with as I have planned, that you prove to be of use, I might have use of you in the future. Do you wish to remain in my service afterwards?"

Spørgsmålet var måske overraskende. Selene plejede ikke at spørge, hvad folk selv ønskede. Men i dette tilfælde ønskede hun ikke at have en utrænet, uvidende dæmon i sin varetægt, hvis hun ikke selv ønskede det. Hvis hun ikke selv ønskede at lære, at blive bedre, var det for stort et arbejde, som Selene ikke gad ligge unødvendige, måske tabte kræfter i. Hendes øjne søgte dybt ind i Cherlyns. Hun ønskede at se, hvis der var den mindste tvivl eller usikkerhed i den unge dæmons svar. Hendes eget ansigt var ikke til at læse. Hvorfor ønskede hun dæmonens egen mening?

Da dæmonens protest over hendes ord blev kastet ud i luften, trådte et smil af morskab og lettere nedværdigelse over de fine træk.

Too close to home, eh?

Var hendes eneste tanke, før hendes ansigt igen blev koldt og følelsesforladt.

"Then stop acting like one"

Få ord der fortalte, hvad Selene mente om hendes opførsel. Det kunne lyde, som om, der lå mere i dem, men hvad det var, var ikke til at vide..

Et kort nik blev sendt tilbage til dæmonen.

"I am pleased. Then; is there anything else you want to talk about, or are we done for tonight?"

Ordene var plettede af forretningens sans. I forretningsøjmed skulle intet kunne misforstås, og det var sådan Selene havde det lige nu. Selvom denne samtale på ingen måde havde føltes som en forretningssamtale, langt nærmere en lærer der skældte sin elev ud for endnu engang ikke at have lavet sine lektier.
Cherlyn havde forstået sin lektion. Nok var det ikke på denne måde, Selene havde ønsket at gøre det. Men hun havde en teori om, at havde hun valgt en hårdere, skarpere vinkel, ville hun ikke have fået andet ud af det, end en ung teenagers dumme stædighed.
Denne vinkel havde været den rigtige - håbede hun..

Magien var aldrig blevet til det store i familien hos, Cherlyn. Hendes søster var den eneste, der havde haft mulighed for at få overført viden, fra deres forældre. Men det lod ikke til, at det heller havde interesseret hende. Da Cherlyn så voksede op, i et liv uden forældre eller lærdom, tog hun tingene som det kom. Magien var blevet skubbet bort, og andre ting var kommet i fokus.

"Magic is fun. Just different. It is surprisingly easy to handle. As you see now, I can bring it on no time. Yes, I see your wonder. Just because magic is an abnormal part of… ‘me’, it doesn’t mean I can’t handle it. It is like what humans would say; Driving a bike? Just relax. Luckily I seem to have this part under control."

Til trods for den milde stemme, fra den barnlige skikkelse, kunne Cherlyn ikke holde en let latter tilbage. Dæmonen lod til at have komplet ro over sig for øjeblikket. Påtaget selvfølgelig. Men det var for en gangs skyld ikke tydeligt. Tanken om at opsøge en anden dæmon, for at søge viden, virkede langt fra, hvad hun selv ønskede. Lavt. Nedværdigende. Selv med alle de trusler, og bommerter gennem tiden, nægtede hun dette. Det var alligevel overraskende få dæmoner hun kendte, der ville ønske at spilde deres tid med den slags. Skuespil. Hvis hun kunne overbevise, Selene, om blot den lille detalje, kunne hun slippe.

"Trained toys?.."

Ordende blev udtalte langsomt. Smagt på, med et skævt og underholdt smil som tydeligt fortalte 'roen' over dæmonen.

"Alright then. I’ll be aware. I have never been afraid, of anything I could play with. But your words tells the truth. She spotted me. Even with that little experience of mine, I’ll stay out of their sight. It was not a fun game, last time. And I’m a bad loser."

Fingrene gav et svagt knæk fra sig, da hun i sin ro måtte have noget at lade anspændtheden gå ud over. Ikke brækkede. Blot lettere maste. Hænderne var stadig artigt foldet, men et skarpere og unaturligt godt syn, ville bemærke, hvor stramt de holdt om hinanden.

Da spørgsmålet lod til at kræve sin tid, hos den eftertænksomme vampyrunge, lod Cherlyn selv tankerne få frit spil. Ønskede hun virkeligt at blive? Hænderne slap deres tag. Blikket blev fjernet fra Selene, der alligevel så væk, og lagt ned i skødet. Faste job, eller aftaler, havde aldrig været en del af hverdagen. Men tanken om et sted, og nogen, der var fast, var alligevel betryggende. Men så igen..

"Maybe. Before this, I have never really.. been.. "

Med et dybt suk, så hun atter op. Der var en, hvis opgivenhed at spore i det mørke blik hos hundæmonen. Kunne det virkelig være så kompliceret af forklare?

"As you may know, I have never really had anything to care for. A job. Contacts. Friends. So.. If I stay.. What will then happen to me?"

Til trods for tilbageholdenheden der nemt kunne spores i dæmonens ord, mødte hun Selenes blik, der så ivrigt søgte hendes eget, uden den mindste tøven. Det var efterhånden blevet lært, at det var en vigtighed at kunne. Desuden frygtede hun ikke, Selene. Selv med alle truslerne.

Et hidsigt svirp kunne svagt fornemmes fra den mørke magi, da humøret hos Cherlyn brat skiftede. Ordende sendte en bølge af raseri gennem hende, der var lige ved at få den ellers så rolige facade til at krakelere. I stedet blev den ulmende vrede, formet i et bredt kattevenligt smil, mens øjnene stadig holdt kontakten med Selens.

"Of course, Selene. Whatever you say, my lady."

Igen sukkede hun dybt. At skabe ravage i forholdet endnu engang, ville ikke gavne nogen af dem. I stedet tørrede hun det smørrede smil af fjæset, og sat sig ret op i stolen. Efter et kort øjebliks tænksomhed, rømmede hun sig for at få den værste hidsighed af stemmen.

"Not really. But.. I need to know. Any news about the hunter? Or anything else, I might need to know? I know your think I’m unprepared. But silence is making me restless. When do you need me? And for what?"

Et spørgsmål, var blevet til mange. Selvom det nu var planen, at dæmonen skulle praktiserer, og redgøre sig selv for den kommende.. kamp. Var det ikke usandsynligt, at hun ville ende med at kede sig ihjel. Uden den mindste form for information, kunne tiden godt komme til at gå langsomt. Desuden virkede hendes makker McRian dygtig til at skaffe informationer. Det ville ikke være umuligt, hvis de indtil nu, havde holdt noget skjult for dæmonen.

Et lettere tvivlsomt blik landede kort på den yngre dæmon, men nikkede dog til sidst.

"Very well then.. Just remember; this might be the easy part, some of the more advanced magical work might take a little more training to learn."

Hun så ud til at have opgivet mere diskussion inden for emnet - eller i hvert fald have lagt det på hylden ind til videre. Hun gad ikke bruge mere tid på dét nu.

Blikket blev skarpt og tonen spydig ved næste svar:

"Yes. Trained toys. Some are from families who have been trained in the art of abolishing abnormal creatures for several generations."

Der var ikke en egentlig frygt i stemmen, men mere en klarhed om, hvorvidt landet lå. Hun havde mødt denne slags jæger-familier, både i denne tid og i fortiden. Javist, i dag havde de langt bedre våben end dengang, våben der langt nemmere kunne slå ihjel. Men dengang indgød de langt mere respekt, de kunne et eller andet mere. Eller også var dagens jægere bare blevet mere dovne, fordi de forventede at deres nymoderne våben nok skulle ordne det hele.
Og hvis den unge hundæmon rent faktisk havde været diskret, så kunne denne jæger faktisk være en af de dygtigere af dem. Det var ikke godt, hvis hun var her. Og hvis Jack følte sig truet, ville han med garanti finde nogle af de bedre jægere. Hun kunne være en af dem? Disse tanker fik et tænksomt blik i øjnene.

"This.. Female hunter.. How did she look? Was she capable? You were, discrete, I presume, and she still spotted you."

Selene havde stadig ikke været så lang tid på øerne, så hun forsøgte stadig at mindske sine huller i sin viden om stedet. Og en dygtig jæger var en af de vigtigere ting at være underrettet om.
Selene bemærkede ikke den påbegyndende anspændthed fra dæmonen, sådan så det i hvert fald ikke ud.

"Friends.."

Det så ud som om hun smagte på en ny ingrediens for første gang. Dette var ikke et særligt kendt udtryk for den gamle vampyr. Hun havde i hvert fald ikke gjort sig særligt meget i det. Jobs og kontakter til gengæld. Det var mere eller mindre det, hun levede af. Udtrykket i øjnene blev igen nærværende og skarpt.

"If you stay, you will work for me, do my biding and will get paid after the level of how satisfying you have done your job, and more as you improve. When I call upon you, you will come. Other than that, you will be free to do your own wishes, as long as it does not stand in the path of what I wish to overcome. Of course, my interests is in the narrow field of stocks, thus it would be easy to stay out of this particular field. Thus you will receive money, gain contacts in the abnormal world and make some of those friends you talk about. I do not demand much, but if you are willing to accept these terms, I will let you work for me."

Tonelejet var blevet formelt, informativt og med en gammeldags udtryksform, som man ikke ville regne med fra en så ungt udseende pige. Tydeligvis havde vampyren prøvet dette før. Der var ingen tvivl om reglerne inden for denne kontrakt. Og en undertone antydede, at hvis hun sagde ja, så skulle hun ikke ønske at bryde disse regler.

Et tilfreds nik sås da hun adlød og afsluttede yderligere diskussion.

"Ahh.. The hunter. He is last seen going on a hunt to the mainland. So for now, we are waiting for him to get back here, where we are the strongest. On these islands I have only seen him interact with one other hunter. Therefore I believe it is best to wait until he returns. So for now I want you to train your abilities and your magic in this respite."

Igen blev stemmen informativ og direkte, for at undgå misforståelser.

Såvel som Selene selv lod til at bærer et ønske om at lukke diskussionen, fejede Cherlyn det tvivlende blik, fra vampyren, af banen med et kort smil og en doven håndviften.

"With your words of quitting the drinks, I surely seem to have plenty of time with my magical training. "

Dermed var det samtaleemne lukket. Så fik de begge fred til at gruble over, hvordan katastroferne derefter ville ende, med en uerfaren magi rendende rundt blandt mennesker. Kønt syn?

Roen lod sig ikke skræmme bort, da den spydige tone atter fløj ud mellem de barnlige læber. Selvom det virkede en smule malplaceret at lade sig piske rundt af en mindreårigt udseende, havde Cherlyn, efter selv at mene, ladet sig vænne godt til det denne aften.

"Then go kill the bloody families! Kill the families, and let the kids on their own. Let them grow weak, and then, when they’re trying to kill you… You eat them!"

Som hos Selenes egen stemme, lå der ingen frygt i Cherlyns. Kun morskab over hendes egen tydelige logik. Den boblende latter der lå på lur under hvert ord, hjalp også godt til med at vise, hvordan dæmonens syn på jægere var forholdsvis uforandret.

Ved spørgsmålet om den kvindelige jæger, tav Cherlyn brat. Det var stadig kun pinlige minder, som dukkede op, hver gang nogen spurgte ind til det. Derfor tog det en smule tid før dæmonen fik taget sig sammen, til at formulerer de forholdsvise neutrale men korte sætninger, som derefter gled lavt ud mellem læberne.

"That crazy woman?... Yes, she was what we would call capable. She moved unnaturally fast and seemed too strong at the same time… With big dark hair and weirdo yellow eyes. I must say, that I have never seen anything like her. I cannot even compare with any race. Except the eyes, she looked totally human. Not that tall actually… But still. "

Øjnene blev lukket i et kort øjeblik. Cherlyn lod sig slapt læne helt tilbage i stolen, hvorefter hun kort masserede næseryggen mellem to fingre. Øjnene åbnede sig igen, med et mat men beslutsomt glimt.

"Well… It seems that I’ve got nothing else to do. And if I’m only going to practice magic, I’m going to be crazy. So… I am accepting your terms, Selene. I still want my freedom, but it sounds nice to have a job and make some real money… And friends."

Ordende blev afsluttet med et forholdsvis smørret grin, efterfulgt af et stille nik, over den afslappede stemning på den anden jægerfront.

"Alrighty. I’ll wait and train, just like you said it… Boss?"

Smilet fra før, voksede sig større i den mørke dæmons ansigt, og lod til at dreje mere end på det djævelske end det afslappede. Til trods for Selenes konstante advarsler, var det altid sjovt at prøve folk af.

Et skævt smil trådte over de smalle læber i det spinkle ansigt.

"Ohh yes, do try. The other of us are. But they reproduce with a speed unlike any other race."

En tænksom rynke indtrådte i den fine, glatte pande, da dæmonen fortalte om denne jæger. Det lød.. Bekendt? Som noget hun tilfældigt havde overhørt i en andens samtale, kunne hun ikke helt huske, hvad det var beskrivelsen havde fortalt.

"Hmm.. She does sound familiar, but I am not yet sure. But I will look into it, as we can not have someone like that running around."

Ved dæmonens næste svar og følgekommentaren; chef, fløj Selenes øjne direkte til hendes og et mørkt smil bredte sig over det uskyldigt udseende ansigt. Et smil, der slet ikke burde høre til der.

"Ahh.. I am pleased to hear this. I am sure you will find your time with me very.. Educational. I do hope you will find it to your liking."

Pludseligt rejste den lille pige sig op og rakte en lille hånd ud mod Cherlyn for at give et fast, formelt håndtryk.

"Until the next time dear Cherlyn."

Hun havde givet sin tjenerinde fri og fulgte derfor selv sin nye ansatte til døren, som hun derefter lukkede og forsvandt endnu engang ind til sine studier.

//Out

Mohawken viftede let, da det mørke hoved nikkede enig.

"They sure do… But they also die first."

Cherlyn kunne ikke lade være, og måtte smile, af den lille piges rynke. Det lod til, at dæmonen havde fået, den ellers yderst velopdragene og ekstremt beherske lille pige, ud af sit gode skind, flere gange, bare denne aften. Rynken fik hende til at fremstå ældre, og viste i sandheden, hvilken visdom der gemte sig bag det barnlige skind.

"She is not a person to forget. But I do agree. It wills for sure, risk our safety, if she knew what w-… You are planning."

Endnu en tør latter lød, fra den ældre udseende kvinde.

"I cannot wait. And I am sure that you will find me, as your worker, very… unusual?"

Lige så hurtigt som Selene stod foran hende, lige så dovent, men hastigt, fik Cherlyn rejst sig op, og trykket den lille hånd.

"Until the next time, Selene."

Hun lod sig følge til dørs, hvorefter dæmonen efter et kort vink, forsvandt ned af de lange dyre gader og ud i mørket.

//Out.