Changes can be for the better. <<Procella>>

Brood? Dude you are Emo! and that´s not a compliment! Although it might be a great way to get chicks? Those who wants to save the world and pet you on the head. I'll give you a hint here, free of charge. Reaper wants to save the world, but she is going to gnaw of her fucking arm before she pets your hair dude

Procella så lidt tøvende op fra sine støvler. Hun var blevet meget afdæmpet. Hun havde troet at hun og Helias et eller andet sted, med deres virkelig defekte forhold, alligevel havde noget der måske var lidt mere specielt end andre. Hans ord skød lidt hendes teori i sænk. Hun var som alle andre. Og hvorfor ikke? Men hun var alligevel et eller andet sted, en smule skuffet. Måske endda såret? Ikke at det var sådan noget hun havde tænkt sig at stå og sige. Helias, du sårer mine følelser dybt ved ikke at fortælle mig om din lejlighed...nej ellers tak. Det var lige et nummer for ynkeligt alligevel.

"Well. I guess you don't have to? Yeah. Sure. I can drop you off. Let you live your life. It's your life. I don't really have a say to be honest..."

Mumlede hun en smule afvæbnet. Hvad bildte hun sig egentlig ind? Hun havde ikke ret til at kræve noget af den blinde engel? Jojo måske han havde hjernevasket hende med magi, og været en nar, og gjort alt muligt pis mod hende, men var det egentlig ikke hvad hun havde skrevet sig selv op til ved at vælge den slags liv hun havde? Havde hun ret til at være sur over at de overnaturlige prøvede at fucke med hende? Var det ikke en del af jobbeskrivelsen? Hvornår var hun blevet sådan en kælling omkring det?

Afterlife wisdom? Dude I have been dead for like a month! What do you expect? fucking Yoda?
- Boring death is Uuuuh!
Or I could go commercial on you ass
- Death! Just say no!
Afterlife Wisdom...give me a break! Your the angel! You're supposed to be the wise one! I'm just the dead guy getting a free ride.
- Soon will I rest, yes, forever sleep. Earned it I have. Twilight is upon me, soon night must fall.
Just to be clear, that was another Yoda, and Twilight was so fucking bad I wanted to die. Just to be very very very clear. I only saw that to get laid. I don't understand why I got laid, but I can work with it. Could. I could. Damn...I'm never getting laid again....

En ganske lille krusning af Procellas læber. Hun virkede stadig meget afdæmpet og sært mørkt eftertænksom, i forhold til at det var hende der var tale om. Hans fornærmelse af sig selv fik dog brudt et mikroskopisk hul i det.

"A jackass huh?"

Der var et ganske lille smil i hendes stemme. Et strejf af humor og anerkendelse. Et glimt fra en lighter der kort gnistrede i mørket, før alt blev sort igen.

"Fine. If you want me to be part of your plan. I don't have to be. I can just drop you of and then...whatever. You..hrm...come on..."

Procella rakte ud efter Helias med den ene hånd. Hun forventede at han kunne fornemme hendes rækken ud efter ham. En blind havde med tiden en intuitiv forståelse af andre omkring sig. Han burde have hørt hende bevæge sig ud fra hendes tøj. Eller...kropsvarme? Hvad fanden reagerede blinde folk på? Lydbølger? Var de halvvejs flagermus eller sådan noget? Før Helias kunne skuffe hende trådte hun frem og lukkede afstanden mellem dem. Forsigtigt tog hun hans hånd, for ikke at give ham et hjertestop af forskrækkelse.

You, my friend, is possibly the worst dead guy I have ever met.. And I have met a lot.. Shouldn't you be less focused on getting "laid" and more focused on the grieving you have left people with? Damn youngsters..

tænkte Helias for sig selv, med et let muntert strejf i hans tanker. Han kunne lide hybriden, det var som at have en yngre stemme der fortalte dig om alt det dårlige du kunne gøre.

"I would very much like your help.. Though not with the friends part.. You're way to scary for that.."

smilede Helias let, som Procella greb hans hånd. Han fulgte lydigt med som de begav sig over imod bilen igen.

"Thank you, once more, for guiding me around.. It feels kind of odd not being able to see anything. And I miss your smile."

sagde han med et skævt smil på læberne. Jo nok var Helias' humor forfærdeligt dårlig, men han prøvede da i det mindste.

Som de begyndte at kører fortalte Helias vejen som han kendte den. Heldigvis havde han bevæget sig nok rundt i hele Werclare til at kunne give en rimeligt god vejbeskrivelse.

Komplekset de ankom til var et skummelt sted i midt byen. Folk skuttede sig i gaderne og skyndte sig videre. Der var ingen samtaler eller folk der tog det stille og roligt. Det var ikke et kvarter hvor man gik og nød stedet. Atmosfæren var tyk af undertrykt frygt og desperation.

Procella fik Helias ledt op i lejligheden. Et lille lukket hummer der kun lige kunne tjene som leveplads. Væggende var grå og kedelige. Der hang ingen billeder eller fotos på væggenen. Alt var bare.. gråt og trist.

"I can hear at your silence that you are very impressed with my artistic talent.."

mumlede Helias akavat som han gav slip på Procella og selv gik rundt i lejligheden. Det var som om han vidste hvor alt stod, for han undgik det hele behændigt.

"Can I get you anything? A cup of coffee? A beer?"

spurgte han med et smil i døren ud til det lille køkken.

And you "my friend" are possibly the worst angel of death I have ever met! And I've killed a few of those!

Efterabede Azuriel i mere eller mindre samme toneleje som Helias havde stukket ham

Why the hell should I grief that I left people? Other than very fuckaliscious women? Oh and talking of women...hrm...We might have to talk to Oooooone other pretty lady. Not Reaper. I think you met her. Actually you kinda...fucked her...Not in the good way, otherwise we would have a serious problem, given that I kinda...erhm....You might wanner prepare for a little rough ride on that one. She could be a bit difficult to talk to

Azuriels stemme lød en smule undvigende. Som om det egentlig var noget han ikke så det store frem til, men anså for nødvendig.

Procella fik en kort panderynke og hun skævede uforstående til Helias. Hun forstod på hans lille smil at der måtte være tale om en morsomhed, men ud over det gik den faktisk ret langt hen over hendes hoved. Var hun for skræmmende at være ven med? Hvornår havde hun skræmt Helias? Intimideret kunne hun forholde sig til, men...skræmt ham?

"Well...People will notice us if you fumble around like a. Erhm...well...blind something..."

Mumlede hun afvisende og fejede det af. Hun skulle i hvert fald ikke takkes! Hun var på ingen måde bekymret for Helias! Hun snappede let efter vejret ved den sidste bemærkning og tøvede et splitsekund før hun lukkede bildøren. Hun betragtede ham overvejende et øjeblik.

"You miss my smile?"

Gentog hun langsomt, og en smule vantro. Så rystede hun kort på hovedet og lukkede bildøren bestemt.

"Bloody hell...Sing me a lovesong why don't ya..."

Mumlede hun brummede og trampede forvirret og atter en smule afvæbnet rundt om bilen og satte sig ind. Blikket hun sendte Helias var næsten mistænksomt, som forventede hun at han brød sammen i krampelatter og råbte Aprilsnar!

Bloody hell....

Tænkte hun frustreret og satte bilen igang, efter et langt mistænksomt blik i englens retning. Han tog pis på hende. Det måtte han gøre! Først krammeterapi, og nu at han savnede hendes smil? Hun var sguda ikke typen der rendte rundt med et fjoget smil i femøren? Var hun? Nej hun var ej! Det var hun altså ikke! Straks rimpede hun munden sammen til noget nær en hønserøv, bare for at demonstrere at hun ikke sad og smilede. Ikke fordi Helias kunne se det...men det var mere princippet i det.

___ sceneskift ______

Procella skubbede stille døren i bag sig og så kritisk rundt. Faktisk havde hun nok forventet noget mere...fesent. Noget pompøst i en eller anden udstrækning. Dramatisk? Helias plejede at være meget dramatisk, så det var ganske overraskende at hans lejlighed var så minimalistisk - overraskende, men for Procella var det positivt.

"Yeah...Impressed..."

Mumlede hun fraværende og sugede indtrykket af det komplet manglende indtryk til sig. Hvor var "Helias" i den her lejlighed? Der var intet til at fortælle om de drab han havde begået? Ingen våben på væggene til "pynt". Ingen kors. Ingen helgenbilleder. Ingenting overhoved.

Hun var ikke opmærksom på at hun lidt panteragtigt begyndte at bevæge sig komplet lydløst omkring. Af sig selv vippede hendes vægt fremefter på fodballerne så hun rullede op på tæer, og lydløst gled rundt med årvågne skarpe gyldne øjne. Det var som i gamle dage når hun og Helias trængte sig ind på en overnaturligs enemærker, og hun skulle orientere sig, uden at risikere at dø af det.

Ved lyden af Helias stemme og det meget jordnære spørgsmål om hvad han kunne byde hende, spjættede hun forskrækket, og rødmede let over at være gået i spontant jæger-mode. Hun rullede straks ned på fuld kontaktflade med gulvet igen, og rømmede sig. Lidt for skødesløst tog hun nogle valsende skridt mod køkkenet og strøg en nonchelant hånd gennem det mørke hår.

"Uhm! Beer! Beer's fine!"

Skyndte hun sig at sige. Fuck! Den blinde engel skulle sguda ikke begynde at jonglere rundt med kogende vand! Var han ude på at slå dem begge to ihjel? Procella studsede kort over tanken og valgte så at det ikke var noget hun skulle tænke dybere over lige nu. Specielt fordi hun ikke var klar over hvad svaret på den ville være, og om hun ville bryde sig om det.

"Soooo...uhm...Nice place?"

Forsøgte hun en smule tamt, og fortsatte hurtigt da det gik op for hende at det nok var et samtaleemne der ville være overstået i løbet af milisekunder.

"Had it for a long time?"

Procella skævede rundt efter basale ting. Noget at sidde på. Stole, sofaer, En seng. Madras på gulvet. Et fucking liggeunderlagen! Et eller andet der indikerede at lejligheden muligvis havde været brugt indenfor det seneste århundrede. Havde Helias noget at spise? Tanken slog brat ned i hende. Hvis han ikke kunne se - kunne han så handle ind? Havde han overhoved penge på sig? Hvis han faldt om i løbet af natten fordi hans eneste indtag var den mixede seafood hun havde givet ham, og øl...

Oh fuck me sideways...

Det lugtede lidt af at hun blev nødt til at lege forælder. Mest af alt fordi Helias højest sandsynligt ville være en klaphat til at passe på sig selv når han var blind som en nyfødt kattekilling og rendte rundt og talte med døde. Best case scenario ville være at folk troede han var rablende vanvittig og spærrede den blinde stakkel inde på en institution for alternativt mentalt udstyrede folk. Åh jo...Procellas liv var yderst gloværdigt. Vorherre til hest!

Helias nikkede til Procella og greb to øl i køleskabet. Der var en god chance for at de var en smule for gamle, men det ville tiden jo vise. Han havde ikke brudt sig om da lyden af Procella lige pludseligt forsvandt. Normale mennesker lavede lyde når de bevægede sig rundt, trak vejret ordentligt, sådan ting.. Men det her var Procella.. The Hunter.

Oh right, you talked about another woman? Who was that? And what do you mean that I fucked her in a bad way?

tænkte Helias meget undrende til Azuriel. Han var vant til at de afdøde var kryptiske, men det her.. var ikke noget han havde forventet af hybriden. Nej, den unge hybrid havde indtil nu været meget rå og ligefrem i sin tale.. Hvorfor nu al den hemmeligheds kræmmeri?

Helias fik endeligt åbnet ølene efter at havde famlet rundt i skuffen et lille stykke tid. Med en øl i hver hånd gik han behændigt ind i stuen uden at falde over alle sine genstande.. Som var ingenting.

"Have had it for a good three years I think.. Around that yeah. Oh you might want something to sit.. Let me get it."

Helias vandrede over til et højskab der stod integreret i væggen og åbnede det. Indenfor hang hvad der minde om camping stole, en sammenrullet feltseng og et lille bor, hvis det nu skulle blive nødvendigt. Efter lidt mere famlen og bakseri, fik Helias trukket det lille bord og stolene ud og sat dem midt i rummet.

"There we go.. I don't keep stuff out as I might need to move away quickly.. No reason to tie yourself down, when everything is gonna turn to dust around you anyway."

sagde Helias med et træk på skuldrene som om det forklarede alting. Der var jo ingen grund til at bygge store palæer og leve i mag når han alligevel ville blive tvunget til at flytte og starte forfra. Hellere leve let og uforstyrret så.

Well. Ring a bell if I say her name is Narcissa?

Azuriel lød tøvende, som om han faktisk ikke var sikker på hvorvidt Helias ville vide hvem der var tale om ved nævnelse af navnet.

Procella betragtede tavst hvordan Helias bevægede sig rundt. Han virkede overraskende "hjemme". Hvis han ikke havde været her før som sådan...Et sted i hendes baghoved begyndte regnestykket at tikke hjulene igang. Hvor tilfældigt var det at hun for en små 5 år siden havde brudt det meste kontakt med alle i huset, nærmest med undtagelse af Ripper? Hun havde mødt Azuriel kort efter. Taget ham som elev. Og så var han kommet med den der...lille brøler...

*Procella sukkede træt og skubbede det svedige hår bort fra panden, imens hun lod kroppen glide ned af Azuriels. Hybriden havde ekkoet af smerten i ansigtet endnu da Procella, tungt åndende lukkede sine øjne. Hun var lige ved at glide bort.

"I love you...you know that?"

Procellas øjne blev brat åbnet. Et kort udtryk af panikblandet vrede stirrede rovdyrgult ud i mørket. Et glimt af hvide tænder. Derpå ventede hun. Da Azuriel vågnede igen var hotelværelset tomt. Ethvert spor efter Procella, og at hun nogensinde havde været der, var borte*

Procella fugtede let læberne. Helias havde søgt hende. Af uforklarlige årsager havde han omkring på samme tidspunkt som hun brød med Azuriel, købt en lejlighed på Deploratus? Hvad var sandsynligheden for at hun 3 år efter sit brud med hybriden, skulle ende på Deploratus, hvor Helias havde gjort noget så atypisk som at købe en lejlighed? Og hvorfor havde hun først mødt ham på færgen, efter hun havde født de 4 piger? Hvorfor havde hun ikke set ham før? Hørt om ham? Tingene gav ikke mening? Hun veg let tilbage så Helias kunne gå forbi hende uden at de bragede sammen.

"Why? Why here? Of all the places in the world, why did you buy one here? Or rent it?"

Spurgte hun med en undrende panderynke. Hun følte der var et større puslespil der burde give mening i hendes hoved, men som hun ikke var i stand til at se lige nu, og det irriterede hende. Hun havde ikke nok svar til at kunne regne ud hvorfor. Og hvorfor var essentielt. Hvorfor var...alt. Det føltes vigtigt. Var det vigtigt? Hun kunne ikke slippe tanken om at nogen sad et eller andet sted og havde svar. Logen? Procella blev bleg, og var meget taknemmelig over at kunne lade sig halvt falde ned i campingstolen.

Havde nogen plantet tanken i Helias om at Deploratus var et genialt sted at tage hen? Samme nogen der havde tippet Ripper. Ripper som havde sendt hende til Øen og kort tid efter havde bedt hende om at få røven af helvedes til fordi Logen begyndte at røre på sig, på en ganske urovækkende måde. Og manden i kirken. Præsten...der ikke var præst.

Procella snappede flasken ud af hånden på Helias, og skar lydløst tænder da hun fangede hvordan hendes fingerspidser dirrede let. Havde han fornemmet det? Nej selvfølgelig havde han ikke det! Hun var ikke nervøs! Hun sank noget og syntes hun var tør i munden. Hun tog hurtigt en tår af sin øl uden egentlig at smage på den.

No...

Procella stivnede let i det bløde sæde. Hvis Helias kæmpede for at få tilgivelse...kunne han så finde på at? Jægerens hjerte sprang et slag over, og derpå steg hendes puls støt. Hendes hjerte pumpede adrenalin rundt i kroppen på hende i en tung hurtig rytme. Kunne han finde på at arbejde for Logen? Han havde truet hende. Hendes børn. Hendes mand. Var det her et trick for at vinde alt det tilbage som han havde mistet?

"Mhm....dust. Times change...and so do people..."

Hun krympede sig da hendes stemme lød en smule for høj i hendes egne ører.

Snap out of it! Find out! He is blind damnit! You just put a fucking bullet between his eyes if he sold you out! Stop playing deer in bloody headlights!

Smældede hun på sig selv. Paranoid? Nejda. Hvis man vidste hele verden var ude på at slå en ihjel var det ikke paranoia. Det var preservation.

Helias frøs et kort øjeblik med ølen svævende foran hans læber. Et række minder løb igennem hans sind, en kvinde med sorte øjne, lys og mørke der blandede sig i et.. en brændende smerte som forbandede handsker slugte livet fra ham..

I seriously hope you are kidding me.. Narcissa? That's your woman? Father in the heavens.. She is gonna rip my throat out..

tænkte Helias for sig selv imens han satte ølen foran sig. Helias vendte "blikket" imod Procella og rømmede sig let.

I seriously hope you are worth it..

"Umh Procella.. I kind of have a request of you.. another one.. umh.. It might be a little complicated.."

sagde Helias stille, imens han prøvede at finde ordene.

"You know I speak with the dead.. right now I have one of your students with me.. Azuriel. The hybrid who gave his life for me.. And he kinds of wants me to.. umh.. speak with... Narcissa.. to.. ease her.. sorrow.."

Helias's stemme svandt langsomt hen til han til sidst blot sad helt stille og afventede Procella's svar.. Det her kunne nå at blive rigtigt, rigtigt kompliceret.

Procella havde taget en langsom tøvende tår af flasken. Hun havde næsten til perfektion gengivet alle Helias bevægelser, vagtsom på alt. Hun var som en kat, kunne fare sammen ved en brise i sine knurhår. Men det her var hun alligevel ikke forberedt på.

Der lød en halvkvalt sprutten da hun fik alkohol i den gale hals og hostende kæmpede for ikke at sidde og tude af kvælning.

"W-what...the...Dude!"

hostede hun og sprang op fra stolen. Hun så anklagende ned på Helias og bakkede bort fra ham

"That was the worst joke...like...EVER! What the hell is wrong with you?! You don't joke about dead people!"

Da sætningen havde forladt hendes mund studsede hun kort over den. Det gjorde hun selv hele tiden. Men det her var noget andet! Det her var hendes døde folk. Det var helt sikkert, noget helt andet!

"So that´s your...request? Making me listen to bad jokes? Don't quit your dayjob!"

Den forladte campingstol fik et solidt spark så den krøllede sammen i en uformelig masse af...ja hvad fanden den nu end var lavet af. Procella tænkte egentlig ikke på nuværende tidspunkt over at det var sært at Helias kendte Narcissas navn, eller bekymrede sig om koncepter som dæmoner og sorg. Det var jo ikke normalt.

Yeah so what? She is a demon, you fell in love with a...whatever Reaper is! Like that's so much better! Don't go all high and mighty on my ass! They higher the fly the...erhm...something about falling? Or the sun? LIKE YOU'RE SO MUCH BETTER!

Azuriel virkede faktisk virkelig oprigtigt vred for første gang. Og måske endda en smule defensiv? Der var helt sikkert noget der var blevet prikket til der havde sendt hybriden op på mærkerne.

Helias skar en grimasse over vreden der slog mod ham fra to sider. Azuriel's stemme skar igennem hans sind som anklagerne ramte ham, og Procella's stemme overdøvede dem næsten. Helias tog en dyb indånding imens samtlige muskler i hans nakke spændtes.

Like I care that she is a demon.. We tried to kill eachother! She is gonna rip of my head before i even get close enough to speak your name..

Helias rejste sig stille, hans blinde øjne vendt stift frem foran ham.

"Procella.. I do not jest about the dead.. Azuriel, the hybrid, is with me right now.. I am one of the winged messengers of death. Do not forget that. He has words for his woman, Narcissa, and I need your help to bring them to her.. Lest she rips my still beating heart from my chest and uses it to feed whatever spawn of hell she confines with now.."

Helias trak vejret vislende igennem sammenklemte tænder. Havde det ikke været for den ynkelige positur, havde hans vrede næsten kunne virke en smule skræmmende. Hans forkrøblede stadie gjorde den dog blot sørgelig.

"Help me speak with her. Allow me to bring the words of the dead on. That's all I am asking of you."

"You are SO lucky I don't beat on a fucking crippled angel..."

Hvislede Procella lavmælt. På sekunder havde tanken vendt sig i hendes hoved, uden egentlig at stille de store spørgsmålstegn havde hun vægtet tanken, fundet den plausibel, halvvejs accepteret den, men hun var rasende over det. Hun følte et eller andet sted - hvor irrationelt det måtte være - at Helias tog noget fra hende. Han blandede sig i noget der ikke var hans at blande sig i, og atter tillod han sig at være hovskisnovski omkring det og stå og blive vred. Det var alt hun kunne, ikke at tage resterne af den latterlige campingstol og tæve ham med den...bare for princippets skyld.

"Don't talk about him like that! He is not a hybrid! He's Azuriel! He was my student! NOT a fucking hybrid! You are so bloody racist! Should I talk about you like the goddamn blind poultry?! And stop talking like a freaking Jane Austin Novel! "

Procella pratisk talt dirrede for at holde sin krop under kontrol. Alt i hende skreg at hun skulle lange ud og smadre resterne af flasken i hovedet på Helias, bare nu imens hun havde krammet på ham, men det faktum at hun stod over for en svag modstander og at der absolut ingen ære ville være i det, låste hendes lemmer fast. Hun endte op med at snerre dybt i halsen af ham.

I Helias sind vendte Azuriel sig. Han havde ikke manifesteret sig før. Helias havde aldrig set Azuriel. Det gjorde han nu. Ansigtet var i mørke, så det var ikke tydeligt hvordan han så ud. Til gengæld var kroppen høj, meget bred over brystet, og der lyste noget farestruende ud af posituren. Noget mørkt glødede hvor det skyggelagte ansigts øjne burde være. Manden var klædt i tætsiddende jeans, og en læderjakke - tøjstilen syntes tydeligt inspireret af Procella. Til gengæld var det blåhvide gigantiske vinger af energi svidende foldede sig ud, i skærende kontrast til de glødende øjne, næsten fysisk smertefulde for Helias da Azuriel rullede let med nakken med en dyb brummen, der ikke burde kunne komme fra et menneske.

You serve the dead. You are nothing but a messenger who failed. If she wants to feed your pathetic wings to what might be my offspring, I will help her, by tearing your mind apart. Narcissa and her child, deserves a little more respect than what you give. Be warned. You accepted me, I can wear your ass like a meatsuit until your precious Daddy takes you back into grace, and somehow, I think your gonna work a little harder for it. See...I gave the ultimate sacrifice. I gave my life to save you and Reaper. That makes me a very good boy in Daddys eyes.

Procella blottede tænderne af Helias. Hun gik over til nærmeste vindue og smækkede flasken fra sig, bare så hun ikke blev fristet til at bruge den til noget dumt. Hun var rasende, og hun sørgede. Ikke kun over sig selv og sin situation, men også over Nari. Uanset hvordan man vendte og drejede den så havde dæmonen mistet noget så uhåndterbart som kærlighed. Og hun var gravid. Det gjorde uundgåeligt at Procella tænkte på sin egen situation. Hvis hun mistede Wick, eller børnene. Den der kvalmende fornemmelse i maven og halsen der snørrede sammen så hun ikke kunne snerre...

Hun blinkede let da hendes verden blev slørret. Beskyttende lagde hun armene om sig selv i en sårbar gestus. Hun var taknemmelig over at Helias faktisk ikke kunne se hende lige nu.

Helias stivnede midt i en bevægelse. Rynker dannede sig omkring hans intet-seende øjne og udtrykket i hans ansigt blev stift og anstrengt. Billedet af Azuriel brændte sig fast for hans indre øje. De lyse vinger skar ham i sindet, i deres blasfemiske skønhed. Mørket omkring hans ansigt og de glødende øjne satte gang i alle hans farer signaler og sendte hans bevidsthed skrigende til de sikreste kroge af hans sind, blot for at hente ham tilbage i et virvar af følelser og trods...

I hans eget sind genlød hans egen stemme:

Do it then.. Wear me like a meatsuit and abuse what is left of my fragile carcass. Help your precious slay me and feed upon my still beating heart.. If you really think that will give you salvation.. You will find no peace without my help and guidance.. I have been doing this for 800 years.. Even without the heavenly Father, I still know what needs to be done... And I will do it.

Stemmen i ham var kold og hård. Smerten sydede igennem hans hjerne, så intens at han følte blodårene sprænge indvendigt. Det gjorde de selvfølgeligt ikke, for så havde han ligget, ansigtet først, hen over bordet, i en pøl af sit eget blod. Det gjorde han dog ikke endnu. Hans ansigt var stadig vent imod Procella, da han talte til hende.

"Procella.. I don't care if he is a hybrid or not.. This has nothing to do with racism.. It is merely what he is. Azuriel is currently trying to partly shred my sanity apart and take over my body. Should he succeed, please do help him get to Narcissa. He won't be able to see a thing.."

sagde Helias tørt, en anelse for koldt. Et øjeblik var det næsten som om han ønskede at Azuriel tog over, fjernede alting.. Men det kunne ikke være. Hans ansigt var stadig fortrukket i en anstrengt grimasse, passende for den indre kamp han kæmpede mod hybriden. Med en grimasse løsnede han dog lidt op. Prøvede at sætte sig ind i Procella's situation. Hun havde mistet en elev.. en discipel. En hun havde haft et bånd med. De personer var der for få af i forvejen, så at miste en måtte være.. næsten ubærligt. Helias havde glemt smerten ved at miste andre i sit selvvalgte eksil, så mit i kampen med hybriden, samtalen med Procella og hendes vrede, prøvede han at mindes og forstå hvad hun gik igennem.

"So, I will ask you again Procella. Will you help me bring his words on? Please? I.. we.. would greatly appreciate.. you help."

Klør skrabede hen over Helias bevidsthed da Azuriel rakte ud og begyndte at rode rundt, som et lille barn der kedsommeligt, men ikke destomindre yderst effektivt havde fundet en kæp og ødelagde en smule af myreturen foran sig. Blot for at bevise det var muligt, og hvem der havde fati pinden. Azuriel var der, og han havde ikke tænkt sig at gå nogen steder lige med det første.

Procella så en smule køligt tilbage mod campingstolen hvor Helias stadig sad. Hun hævede et øjenbryn, og vendte sig halvt. Hun lod sin ryg bumpe mod vindueskarmen og spidsede læberne kort imens hun fordøjede den lille nye information.

"...Is he...now..."

Lød det lavmælt fra hende. Med et lille bagudstødende bump fra sin bagdel, sendte hun langsomt sin krop i bevægelse. Hendes gyldne øjne glitrede farligt i det næsten ikke tilstedeværende lys. Dette kunne Helias naturligvis ikke se. Det var der dog andre der kunne.

Den lille kvinde greb fat i den lette engel og trak ham - ikke direkte brutalt - men alligevel ubønhørligt og fast op af stolen. Hun så udtryksløst op i de velkendte træk. Hun trak vejret dybt gennem næsen. Den kvalmende lugt af rosentræ var lige ved at få det til at vende sig i hende, men hun bed det i sig. Fordi hun vidste hvad hun vidste, og ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig at Helias kunne finde på at lyve om sådan noget...var det lige før hun kunne lugte ham også. Lige før. Det var som hvis man skulle huske et ord, det lå lige på tungespidsen, og alligevel forsvandt det hver gang man forsøgte at få det ud. Hun kunne ikke fornemme Azuriel. Ikke rigtigt. Men nu hvor hun vidste, uden skyggen af tvivl at Helias ikke var alene, fornemmede hun noget...mere. Fordi hele hendes organisme var sporet ind på det. Teknisk set kunne det have været naboen afdøde kat, og Helias være igang med at tage røven på hende, men hun satsede på at det ikke var tilfældet. Hvis det var, kom han til at fortryde det bitterligt.

Procellas stærke hænder lagde sig om Helias ansigt og hun så op i de blinde øjne, der ikke længere så hende. Hun slog klik med tungen.

"Tsk tsk tsk...Always a troublemaker huh?"

Var der noget kærligt over hendes stemme? Der var i hvert fald noget belærende. Procellas øjne glimtede farligt. Hendes ene hånd gled bort fra Helias kind, den anden lå fast omkring kæben. Den fri hånd svingede ud til højre og ramte derpå atter perfekt på Helias kind...med et klask der gav genlyd. Procellas hånd om Helias kæbe, gled om i nakken på ham og holdt ham fast. På et menneske ville den almene lussing have sendt baglæns hen af gulvet. Her havde det været lige før kæben havde knaget af protest i ledet, men hun havde ikke slået ting løs på ham.

Procellas greb i nakken på Helias strammedes og hun gled let ud til siden. Hun knurrede lavmælt. Sødt. Var det i virkeligheden en spinden? Det ville i hvert fald få gåsehudeb til at rejse sig på de fleste.

"You listen, and you listen up good. You don't get to fuck him up after all I went through because of him. I will hunt your half-demony ass right into hell and back again if you don't back the fuck up and take a breather, you arrogant little shitface. You might be dead, but I am very creative. Stop...fucking...my...angel...Now make the prettyboy nod if we have an agreement, Mkay? I'll talk to your girlfriend. All you had to do was saying pretty please"

Hendes hvisken var varm og truende, direkte ind i hans øre. Hun sluttede af med at bide ham let i øreflippen, sendende blandede signaler af fare og sex afsted. Pain and pleasure. The ultimate high.

Smerten i Helias sind holdt mere eller mindre omgående op. Azuriel sagde intet, men atmosfæren var af den type hvor man kunne se en hund der blottede sine tænder, lagde ørene tilbage og tog et halvt skridt bagud, ikke sikker på om den skulle trække sig og se tiden an, flygte, eller gå til angreb. Angrebet ville ikke være på Procella. Azuriel var hendes elev, han havde arvet hendes agression om ikke andet, og Helias var den der var tættest på. Hvis han blottede struben ville det være for fristende for den dæmoninficerede mand til ikke at tage tilbudet. Et tilbud var et tilbud. En aftale var en aftale. En sjæl var en...Azuriel skælvede af grådighed et øjeblik. En ny krop?

"There seems to be a disturbing lack of nodding kid. You better bob that head like your gonna loose it"

Knurrede Procella. De skarpe tænder slap hans øreflip og hun trak sig langsomt tilbage så hun kunne se ham i fuld figur, bemærkende den hæftige rødmen over ansigtet i form af hendes egen hånd, der så sært mørk ud mod hans ellers skære hud. Lidt som en hastigt bredende forbrænding. Hendes øjne gnistrerede af vrede. Derinde sad Azuriel og prøvede atter engang at lege dukkeføre. Havde han ikke forstået at legen ikke fungerede på den måde, første gang de legede?

Azuriel trak sig en smule mere så Helias kunne nikke eller lade være som han fandt det for godt. Han var for stolt til at vedkende sig det midlertidige nederlag han havde lidt.

Helias følte det knap nok da han blev trukket op af stolen. Hans sind var for langt væk fra hans krop til at bemærke det. Den krympede sig, vred sig og skreg i smerte som Azuriel ubønhørligt rev i hans sind. Han hørte knap nok Procella's ord, som frygten og smerten gik i et og minder ubønhørligt begyndte at trænge sig på... Så kom lussingen. Den følte han. Smerten trak ham op til overfladen, op af de dybe skygger af hans sind og han famlede efter fæste som en druknende. Han ville have været taknemmelig hvis det ikke var for den brændende fornemmelse af den svidende hud og den utrolige ydmygelse af at blive holdt ved nakken af en kvinde lavere end ham selv.

Helias fulgte interessant samtalen imellem de to. Monologen måske nærmere eftersom Azuriel var for stolt og vred til at svare. Det var en interessant oplevelse af side som passager i sin egen krop og sit eget sind. Ubehagelig, men ikke desto mindre interessant. Som når man drømmer og ved det er en drøm, men stadig kun kan følge med i hvad der sker. Dette var bare ikke en drøm, men en dødelig virkelighed. Helias nikkede da han igen fik kontrol over sig selv, en kontrol han greb med hele sin existens.

"Seems our mutual friend is a bit to proud to nod himself.. and.. did you really have to slap me like that?"

sagde Helias med en let grødet stemme imens han afprøvende bevægede underkæben og gned imod kinden. Han krympede sig let da hans fingre gled over det hastigt opblussende område.

Damn her.. and damn you Azuriel.. I will aid you, as I have swore.. But this was not the way I had it planned..

tænkte Helias højlydt. Hans stolthed var blevet knækket da de to havde kastet rundt med ham som en kludedukke og opført sig som børn der skændtes over et stykke legetøj. Et legetøj det ville blive glemt når det gik i stykker. En tanke slog ned i Helias, en tanke han prøvede at holde for sig selv.

Is this her way of punishing me? By letting some mongrel take over my mind and body.. No.. Procella wouldn't do that.. She doesn't have the means.. or.. does she.. Is she really that angry at me? I have been foolish no doubt, but to enslave me for eternity just to ressurect her disciple.. lover probably too by the way she acts.. Could she do that? Yes.. Yes she could..

Helias tankespor fortsatte lidt som han stadig bevægede kæben. Det løsnede lidt op i den og dulmede smerten en lille smule.

"Lest we aren't done with our little game of "Who-can-beat-the-angel-the-most" perhaps we should try and find our mutual demonic friend? I am sure she will be pleased to hear her love is fine and well, trying to take over an angel.. I am sure it will improve their relationship vastly.."

Helias tone var skarp og lettere spydig. Hans stolthed var blevet såret og han følte vreden boble i sig. Følelser var en besværlig ting at rende rundt med, blev han enig med sig selv om.

Procella knurrede dybt af Helias

"He is not our mutual anything. He is a spoiled little jackass, who's trying to manipulate the world even now!"

Procella slap Helias da han syntes at kunne stå selv. Hun fnøs af ham og rullede med øjnene.

"He's not fine, he's dead! And what do you expects going to happen? Hi Narcissa I know we got off on the wrong foot but you dead boyfriend says hello so could you please not kill me?"

Vrængede hun.

"You can't possibly be stupid enough to even consider a gameplan like that. On a good day she's a hysterical teen. She's gonna eat your feathery ass for breakfast. Unless your very presence makes her spill her guts, in which case I really doubt she'll be any kind of chatty. Could you just TRY to think for a second here? Try it out for a size. Really. Some people actually use their brains. I'm not kidding you"

Proklamerede hun en smule tørt. Det ville fandme være kønt hvis hun skulle slæbe rundt på en blind engel med en tøsefornærmet hybrid i hovedet, og en hysterisk højgravid dæmon i røven der enten ville slå dem ihjel med sit dødelige farlige bræk eller bare æde Helias fordi han var defekt. Hun tvivlede kraftigt på at Narcissa ville begynde at humpe englen, bare fordi Az var i hans hoved, men på den anden side kunne man aldrig vide med dæmoner. De havde ind i mellem nogle ganske ulogiske reaktionsmønstre. Det stod vel i deres jobbeskrivelse at være bygget af bizarhed.

"Tell me - how do you usually get rid of dead people? God...one more thing I never thought I would ever say. Ahem. Does it feel like he wanner leave or are we going to have trouble with this? Can he refuse to stay with you or leave completely?"

She knows that already. Stupid question. If I don't get my ass away from here soon I'll become a spirit. Depending on my anger I'll be able to kick both of your asses

Lød det muggent i Helias hoved. Det var muligt det bare var en selvhævdende sur kommentar, men der var sandhed gemt i ordende alligevel. Hvis Azuriel ikke forlod dødsenglen ville han blive til hvad menneskene kaldte for spøgelser. Det kunne så være alt lige fra flimrende ting der kun blev opfanget på et kamera, til fulde agressive poltergheists der var i stand til at overtage andres kroppe og være destruktive i deres omgivelser

"How I usually get rid of dead people? I don't. They leave when their wises are fulfilled. When they have no regret left in this world. That, or they become ghost. Powerful beings, capable of changing the physical world around them... If that happens, well, let's jsut say we are in for a lot of trouble.."

Helias forsøgte desperat at gemme sine tanker væk fra sjælen i hans sind. Forsøgt at dræbe sine følelser, synke ned i det trygge mørke han huskede. Men det lykkedes ham ikke. Tankerne blev gemt i dybe mørke kroge af hans sind. Han var forberedt på indtrængen, han havde trods alt gjort det her i adskillige hundrede år.. men føleserne blev ved med at rasere i ham. Frygten, smerten.. skuffelsen.. Hvorfor var han skuffet? Var det Procella's totalle apati for ham? Måden hun smed ham rundt som en gammel brugt klude dukke?

Damn you.. Damn you both.. Sometimes I don't know why I bother trying to win back grace wasted on you.. you.. mortals..

tænkte Helias med foragt for sig selv.

"I say we leave and try to find the demon. If our "friend" can give us some way of proving he is here, we might be able to talk to our little demon friend.. If not, i'll stay away at a safe distance. Shouldn't be a problem."

Sagde Helias, mere selvsikker end han lød. Situationen var ikke den bedste, men det var hvad han havde at arbejde med. De døde krævede langt mere end de levende.. Ofte ting der virkede næsten umulige.

(Der er givet tilladelse til karakterstyring og tidshop af min medspiller)

Procella fnøs let

"Well thank you so much for the hunting-lesson daddy."

Det pissede hende ret meget af at Helias mente han skulle holde foredrag for hende omkring hvad spøgelser var. Som om hun var våd bag ørene endnu. Selvoptagede fjerkost!

Fuck you, you self absorbed crybaby. I was half angel, half demon, which makes me at least twice as immortal as you. How about a bit a gratitude for saving your depressing ass. And don't fool yourself asshole. You never did this for us. you just looooove killing things. You are more sick and deranged than both me and Reaper aaaaaaall together. We killed to try to rid the world of evil. You? You did it for power. You loooooved to see things crumble before you. Oooh-oooh-oooooh watch out for the big bad angel, send from GOD! Bullshit! You did it for YOU! You killed because you loved it, and now you feel sorry for yourself because you got caught with your hand in the cookiejar. You can lie to you little angel-girlfriend, you can even lie to Reaper, but as long as I'm in here, you can't lie to yourself. Your chance for getting your flimsy little grace back is as realistic as a mutated goldfish winning American Idol

Blev det køligt fnyst et sted i Helia's bevidsthed. Billeder begyndte at flakke igennem englens hoved. Brudstykker af scener set gennem Helias øjne. Et sværd løftet. Klagende smerteskrig i mørket. En bøn om nåde. En hane på en pistol der blev spændt. Et slag der ramte kød, og lyden af knogle der gav efter.

Procella rystede på hovedet og holdt en hånd op for at stoppe Helias. Hun knurrede let da det gik op for hende at han ikke kunne se hendes gestus.

"No. I'm gonna find her. And then I'll contact you. She'll use your intestines as Christmas decorations if you just show up with a smile, and that kinda defeats our purpose"

Procella trådte ind til Helias og klappede ham hurtigt igennem. Da hun fandt hvad hun søgte trak hun hans mobiltelefon op af lommen. Med et suk begyndte hun at lede den igennem i dens indstillinger til hun fandt det lagrede telefonnummer som hun hurtigt gemte på sin egen mobil.

"You know the deal. I've put in a pagernumber as speed-dial for you. It's on 2. You can nickname it some shit when I'm gone, so you're able to voice-dial it if you're caught in some shit. I'll make sure a contact comes by later with some papers for you, but you owe me for this. Fast papers costs a shitload of money, and silence costs extra."

Procella skred hen over gulvet, trak døren op og forsvandt ud af den. Den blev stille lukket efter hende, og hun tog trappen lydløst ned, men uden forsøg på at skjule sig. I fattige kvartere var der ingen der holdt øje med hinanden hvis ikke man stod ud. Men stod ud hvis man prøvede at være ninja. Hvis man gik som hørte man til, så var det tvivlsomt at naboen overhoved ville ligge mærke til én. Guderne skulle vide at i disse tragiske tider var der folk der boede i samme opgang der aldrig hilste på hinanden. Hvor mange kunne huske øjenfarven på deres overbo? Eller hvilke slags bukser underboen havde på i forgårs? Faktum var at med mindre ens medbeboere var til gene, så lagrede det sig faktisk ikke i folks hukommelse hvad der skete omkring dem. Og det passede Procella perfekt...

( 8 timer efter )

En nøgle blev sat i låsen og vredet om. Da døren blev låst op kom der 2 store papkasser ind. Da de blev på gulvet, dukkede der en enorm sort kvinde frem. Hun var nemlig ikke brun, hun var direkte sort. Hendes negroide træk var meget overdrevne, og hun lignede en rigtig madmor til et slæng på mindst 12 unger, og skyldig i at have prøvesmagt samtlige måltider. Der var en umiskendelig "duft" omkring hende af soulfood. Døren blev lukket grundigt.

"This place smells. And lack color! When did you have a bath last time? You'll never get married if you use some deodorant boy!"

Kvinden åbnede den ene papkasse og begyndte at hive tøj ud, hvorefter hun nærmest sejlede igennem rummet og ud i det lille køkken med den anden kasse, hvorefter vandet blev tændt derude.

"Boy! Get your skinny white ass out here and let Mamma have a look at you!"

Efter lyden at dømme blev der åbnet skuffer og skabe, og skramlet med alt muligt derude.

You were a pathetic little wretched thing Azuriel.. Inbred and damned from the start.. I served the Lord as I was told..
Helias krympede sig en smule da brudstykker af minder. Derefter begyndte hans læber at krumme sig i et grumt smil.

So what if I did? Ain't nothing wrong with enjoying your purpose. Atleast I had one..

En latter gik igennem Helias' tanker selvom et sted dybt dybt inde i ham var der noget der gik i stykker. En lille del der fortrød og græd over hvert enkelt liv han havde taget. Dæmonisk eller ej. En del mindre en et sandkorn i havet... Men det var der. Mere virkeligt end alt det andet til sammen.

Til Procella nikkede han blot og modtog telefonen igen. Da hun var gået indtalte han et simpelt ord til sin speed-dial. Obitus. Derefter lagde han sig for at hvile til han blev kontaktet.

Helias blev revet ud af sin søvn da nøglen blev sat i døren. Hans drømme havde været fulde af skænderier med Azuriel og minder han havde glemt i århundreder var blevet gravet frem af den hævngerrige afdøde skabning. Helias var allerede halvt oppe af sengen, ifør sin slidte bukser, da kvinden stormede ind som en hvirvelvind og begyndte at kaste rundt med hans hjem. Hans stilhed.

Et kort sekund overvejede Helias at angribe den indtrængende. Så faldt femøren.

"Proceeeella..."

snerrede han højt hen for sig, imens at Azuriel nærmest brækkede sig af grin i hans indre.

"Woman, stop your messing about! I need no help, and I am most certainly not letting you dress me like a child!"

halvt råbte han med sin bedste indignerede stemme.

Oh she is gonna get paid back in full..

"Bless you boy!"

Lød det høje svar tilbage. Det var ret tydeligt at kvinden ikke havde nogen anelse om hvad en Procella var.

10 bucks that you have to search for at least 5 different personas before you find a connection with my mentor. She is one of the best out there. Why don't you just give up and go with it? It's a bit pathetic to argue with a human, when the woman you wanner strangle ain't even in the room. Just saying

Hikstede Azuriel af grin

"I didn't ask if you needed my help, boy. If you don't want Mamma to dress you like a child, then stop acting like one. And you stop yelling at a Lady! Where you manners be!

Yeah, where you manners be little angel. Now go act like a grown gentleman

Azuriel praktisk talt brølede af grin. Et kort sekund, et meget kort sekund, sås en tåget flimren af en skikkelse i lokalet, en høj bredskuldret mand med levende varme øjne og et grin der nok kunne få de fleste kvindehjerter til at banke hurtigere. Naturligvis kunne Helias ikke direkte *se* det, men han ville kunne genkende fornemmelsen af den korte manifestation. Det var jo trods alt hans arbejde igennem mange hundrede år at have med de dødes sjæle at gøre.

Helias kvælte vreden der væltede frem fra hans indre. Azuriel's korte manifestering irriterede ham kun yderligere. Hvad vidste sådan en yngling omkring mannere? Han havde været til nogle af de fineste banketer denne verden havde haft at byde på..

Helias rømmede sig engang og strøg en hånd gennem det lange hår.

"I do apologise for my manners. Might I ask whom have requested your presence m'lady?"

sagde Helias roligt imens han langsomt begav sig ud hvor han hørte kvinden begynte at rodde igennem hans ting. Det var let med hjertet i halsen at han begav sig inden for rækkevidde af den balstyriske kvinde.

Den store kvinde havde sit eget centrum i universet og alt andet blev nærmest suget mod hende. Som en lille indvaderende færge sejlede hun fra ø til ø - eller i dette tilfælde mellem kasser og kogeplader, imens hun lod til at have gang i 30 ting på én gang.

"Actually, no you may not. But thank you for asking boy"

Lo hun, der var noget let formildet over hendes stemme. Hurtigt åbnede hun nogle dåser og en blanding af baked beans og røget bacon røg ned i en tykbundet gryde der begyndte at syde, og afgav en tyk krydret lugt af chili.

"You know, in this neighbourhood, we take care of our own"

Hun så ned af sin næse på englen, hun var ikke bare en stor kvinde, hun var også lav, men alligevel lykkedes det hende på en elller anden måde at se ned på ham, som var han en uvorn unge med hånden i kagekrukken.

"Nau I told ya. Loose deem racks boy. You can't walk around looking like a beggar, and don't you give momma no lip now! I'll smack your bottom with ma spoon!"

Den store ibenholtssorte kvinde truede af englen med en gigantisk slev så baconfedt dryppede på gulvet. Hun prustede, tørrede sig over panden og rørte i den højt sydende gryde som gjaldt det hendes liv

Helias fnyste højt, men lod alligevel de lasede klæder falde. Det var tydeligt at han havde tabt sig den sidste tid, omend han endnu ikke så sygelig ud. Musklerne var stadig tydeligt markerede imod hans hud, men nu viste ribbene sig også. Helias's krop havde få ar, et faktum der blev tilskrevet hans blods helbredende egenskaber, men de ar der var, var tydeligt ikke fra normalle skader. Det lignede snitsår og grumme flæsninger.

"It smells good. What are we cooking, little mother?"

spurgte han roligt, som om det mest naturlige i verden var at han stod i næsten ingenting foran en fremmed han ikke kunne se. Han kunne vel ligeså godt se situationen an og bedømme hvor meget Procella skulle straffes for denne frækhed og ydmygelse.

Han løftede også en hånd og pegede mod sit skab.

"Clothes are in there, if you insist on it. I could pick them out myself, but sadly I am a blind to the latest fashions at the moment.."

sagde Helias sarkastisk.