Forgivness. Love. Misery. Life?

Dato : 24. Januar
Årstid : Vinter
Dag : Søndag
Vejr : Koldt - blæssende.
Sted : Legepladsen
Tid : 00.30
Omgivelser : Nobody.

Renesmee sad på en af gyngerne og svingede sig stille frem og tilbage. Hendes hår hang løst ned af ryggen, og blev fanget af vinden, så det dansede omkring hendes ansigt. Hun sad bare og stirrede tomt frem for sig. Og tænkte. Hun tænkte på alt. Hendes fortid - barndom, hendes fremtid, og nutiden. Hun vidste ikke hvad hun skulle med livet, eller om man overhovedet kunne kalde dette for et liv? Hendes far havde igen voldtaget hende, og smidt hende i seng. Hun var kravlet ud af vinduet på 1. sal, og løbet hen på legepladsen. Hun havde brug for at komme væk. Væk fra det usle sted af et hus. Det sted hun var opvokset og var blevet holdt inde i hele sit liv.
Hun sukkede svagt, og hendes øjne var præget af tristhed. Hvad skulle hun gøre? Det eneste hun ønskede var at skrue tiden tilbage, før hun blev født.. For så ville verden være et meget bedre sted. Hun ville ønske at der var nogen der ville holde af hende. Elske hende. Hun ønskede at der ville komme en og redde hende fra dette kar af smerte og sorg. Hun ville ønske at der ville komme en der var tålmodig, og for en gangs skyld ville vente på at hun åbnede sig op, istedet for at gå, ligesom alle andre. En tåre trillede stille ned af hendes kind, og siden der ikke var nogen, lod hun den falde.
Hun vendte hendes håndled opad, og betragtede det mange ar. Hun tog sin hånd i lommen, og fandt et barberblad, som hun havxde sniget med sig. Hun tog en dyb indånding og skar lige så stille hul. En tåre dryppede ned og blandede sig med blodet. Hun gispede let, og betragtede blodet strømme. Såret var ikke særlig stort, men sårbart. Hun havde - desværre - ikke ramt pulsåren, og man kunne tydeligt se hendes arm spænde af smerte.

Amber gik stille ned på legepladsen hun regnede ikke med der ville være nogen der nede hun fik øje på en pigen som sad på gyngen hun betragtede hende kort da det gik op for hende hvad hun havde gang i overvejede om skulle gå men satte alligevel kursen over imod pigen hun så ud til have det skridt hun sukkede svagt satte sig på gyngen ved siden af hende uden sige et ord men stirrede bare frem for sig

Renesmee kiggede op på et modgående menneske, og smed barberbladet i sandet og skjulte sit håndled. Hun tørrede tårene væk, og kiggede ned på barberbladet i sandet. Hun sukkede og kom til at hulke svagt. Hun holdte så vejret og kiggede undrende, men dog ligegyldigt over på pigen. Hun studerede den nyankomne pige, der sad på gyngen ved siden af, og rynkede panden. Hun vidste ikke rigtig om hun skulle forklare sig, eller overhovedet sige noget, så hun droppede det og kiggede frem for sig igen.
Hun glattede panden ud igen, og tænkte. Hun kunne mærke at hendes anden hånd var våd af blod, og pressede tæt på såret, da det sikkert ville give den anden pige traume, hvis Renesmee pludselig døde for øjnene af hende eller sådan noget. Hun sukkede, og skævede over til pigen igen, men droppede det og vippede igen lidt frem og tilbage på gyngen.

Amber vendte først blikket imod pigen efter hun havde smidt barberbladet men Amber havde set stort set det hele og skævede alligevel ned sandet hun åbende munden men rodede efter noget i sin lomme hendes mor var sygeplejske det i den grad heldigt hun stjålet nogle bandager " lån mig dit håndled" næremest komenderede hun og fandt endelig bandagen frem men så stadig afventende på pigen

Renesmee spærrede øjnene op og kiggede forbavset på pigen, og kiggede så overvejende på sit røde håndled.
Hun betragtede blodet, og var tavs i et stykke tid, og kiggede så over på pigen, og rystede bedende på hovedet. Hvis pigen vidste hvilke lidelser Renesmee blev udsat for hver dag, så ville hun lade hende forbløde. Hun kiggede ned på håndleddet igen, og sukkede irrteret og rakte hende så hendes arm, så hun kunne få bandagerne på. - Hun havde alligevel ikke lyst, hvis pigen skulle overvære det. Og hvad nu hvis hun fik skyldfølelse resten af livet?

Hun smilede selvtilfredst da armen kom og hun begyndte ligge forbindningen på hun sørgede for den var stram men hellere ikke sådan at blodet ville stoppe med at komme op til figner hendes hænder arbejdede hurtigt hun lignede næstn selv en sygeplejske men det var hun ikke hun overvejede blive dyrelæge da hun endelig færdig og lagt flappen ind under noget af forbindnigen så det ikke ville falde af hun betragtede pigen " navnet er Amber"sagde hun smilede svagt hun samlede barberbladet op og var på passelig med ikke at skære sig på det

Hun betragtede pigen, mens hun forbandt hendes arm, og skar ansigt når det gjorde ondt - hvilket det hele tiden gjorde. Hun sukkede og tog sin hånd til sig, da hun havde forbundet den, og studerede forbindingen. *Gad vide hvad far siger?* Han var ligeglad med at hun gjorde skade på sig selv, men han troede sikkert at hun var taget til hospitalet med det, og han ville sikkert straffe hende. Hendes vejrtrækning vibrerede, da hun var lige ved at græde. Hun kiggede ligegyldigt over på pigen, et stykke tid efter hun havde sagt hendes navn, og kiggede så frem for sig igen. Hun betragtede Amber, da hun samlede barberbladet op, og sukkede endnu engang.

" hvorfor?"spurgte hun hentydede til barberbladet hun ville ønske at hun kunne hjælpe men hun hviste ikke hvad hun skulle hjælpe med hun betragtede pigen hun kunne nemt se at der var noget de pinede hende og det gjorde næsten ondt på Amber at hun ikke kunne hjælpe med det gjorde vel ikke bedre hun sukkede svagt og smed baberbladet over imod den nærmeste skraldespand

Hun svarede ikke med det samme, men fulgte bare tavst, barberbladet med øjnene.
Hun kiggede spørgende op på pigen, "Hvorfor hvad?", hun skubbede gyngen lidt frem og tilbage, og kiggede igen ned på din forbundede hånd. Hun sukkede, og holdte om snorene på gyngen, og begyndte at gynge lidt højere. Hendes hår blev igen fanget af vinden, og svingede sig yndefuldt frem og tilbage.

Hun vidste ikke om skulle sprøge igen og sagde derfor ikke noget men smilede bare imens hun betragtede pigen " det er lige meget" sagde hun smilede pigen kunne selv fortælle om det hvis hun ville hun vendte til sidst blikke væk og over imod legehuset