På engen

Dato : 30. Januar
Årstid : Vinter
Dag : Onsdag
Vejr : Frost men ingen nedbør
Sted : På engen
Tid : Tidlig aften
Omgivelser : Natur

Jalaz lå ude på engen, midt i det hele. Hun havde ligget der i efterhånden ret lang tid nu. Hun så op på de stjerner der var kommet frem på himlen, og lod tankerne vandre hvorhen de ville. Hun nynnede svagt, så lavt at det ikke var til at høre med mindre at man virkelig lyttede efter det. Hun havde flettet fingrene bag hovedet, så de lå som en slags støtte eller pude. Hun vippede med foden i takt til melodien, og smilede svagt.

Vicente kom gående. Han kørte sit lange sorte hår om på ryggen og så studerende rundt. Han havde aldrig været her før. Han havde egentlig ikke rigtig været ude fra Werclare siden han kom dertil. "Hm.." mumlede han lavt og så rundt på de mange blomster. Stedet var ikke rigtig noget for ham. Det var alt for levende og det kunne han ikke rigtig lide. Døde ting var mere ham. Han stoppede kort og plukkede en blomst, hvorefter han gik videre. Han studerede den kort, hvorefter han smuldrede den mellem sine fingre og stille kastede den fra sig. "Jeg hader levende ting," lød hans mørke og rolige stemme lavt.

Jalaz lå stille i græsset. Hun nynnede ikke mere, men kunne nu ikke holde et lille fnis tilbage over det han sagde. "Nej, død er vel meget mere dig." sagde hun, og blev fortsat liggende. Hun opførte sig næsten som om det var noget ganske nomalt at snakke om, og de to var perle venner.. Hvilket de ikke var.. Så langt fra i følge Jalaz.. Men hun var træt af at være bange, hvilket var grunden til at hun stadig lå i græsset og kiggede op på himlen.

Vicente rettede sine grønne øjne mod hende, da han hørte hendes fnis. "Korrekt," sagde han blot og gik hen ved siden af hende. Han så ned på hende, dog uden at se hende i øjnene. "Hvorfor støder vi konstant ind i hinanden?" spurgte han roligt. Han havde den sædvanlige lyst til at bide hende, men han var ikke tørstig efter blod, så han lod være.

"Dertil har jeg intet svar." sagde hun blot, og så op på ham, stadig uden at flytte sig. Dog mærkede hun den kriblende uro, der altid kom når han var i nærheden. Hun valgte dog at ignorere den, og så kun op på ham med neutrale øjne.

Vicente satte sig et kort stykke fra hende. "Hm.." mumlede han lavt og et lavmælt suk undslap hans læber. "Det er første gang jeg ser dig rolig," sagde han og rettede sit blik mod blomsterne. Han fik lyst til at ødelægge dem, ligesom han gjorde med alt andet levende han så.

"Mmmh..." svarede hun, og satte sig op. "Og det er første gang du ikke opfører dig som en total psykopat." tilføjede hun så. Hun ville egentlig have sagt at det var første gang han ikke forsøgte at tage livet af hende, men det var jo ikke helt sandt... Det var jo faktisk sket en gang før, men der havde han opført sig fuldstændigt rablende, og formået at skræmme Jalaz uden at jagte hende halvt til døde.

"Hm.. Blod gør mig ligeglad med det meste," sagde han og rettede blikket mod hende. Han syntes selv, at han mistede lysten til at slå ihjel når han havde drukket blod, men den var der selvfølgelig stadig. Den gemte sig bare under den mættende følelse, som han fik fra blodet. Meget få ting sagde ham noget efter, at han havde drukket blod. Han blev, som sagt ligeglad med det meste, men samtidig rolig. Derfor gad han tit ikke rigtig noget, efter han havde drukket blod. Han mistede lysten til alt mere eller mindre.

Jalaz nikkede kort, og så hurtigt på hans øjne, og konstaterede at de ikke var røde, som de var når han angreb. "Så det er derfor jeg for lov til at sidde her, uden at blive overfaldet?" spurgte hun for at være helt sikker i sin sag. Egentlig var det vel faktisk lige meget, så længe han rent faktisk kunne sidde så tæt på hende uden at angribe i hunger efter hendes blod.

"Korrekt," svarede han og nikkede kort. "Nyd det mens det varer," sagde han så. Han hev en blomst op og studerede den kort med sit blik, hvorefter han begyndte at hive bladene af en efter en og smuldrede den så i hånden, som han havde gjort før og smed den derefter fra sig.

Jalaz vrængede ansigt af hans kommentar, og valgte ikke at kommentere selv. Hun havde ellers en spydig kommentar klar på tungen, men ville ikke gøre ham vred da hun var bange for konsenkvenserne det kunne risikere at medfører.

"Det er første gang jer er i denne del af landet," sagde han, selvom hun nok var ligeglad med det. Han rettede blikket mod himlen og kørte sit lange sorte hår om på ryggen, så det ikke faldt hen foran hans øjne.

"Virkelig? Jeg plejede at komme her tit før vi flyttede." svarede Jalaz, og blev faktisk en smule overrasket. Måske fordi hun jo var kommet der som barn, og kendte området ud og ind. Det var mærkeligt at kunne sidde sådan, og snakke om komplet ligegyldige ting med Vicente som hun jo nomalt flygtede fra.. Men på en måde var det også rart ikke at skulle løbe til hun segnede.

//Spise//

"Jeg holder mig mest til den triste skov, som du nok ved," sagde han og kløede sig let på sin blege kind. Det var lidt underligt at sidde og snakke med hende på den måde, syntes han, men tog sig ikke videre af det. Lige nu var han ligeglad med om det var ven eller fjende, som han snakkede med.

"Mmh.. Har jeg bemærket.." svarede hun, og vrængede ansigt. Så sukkede hun kort, og vendte blikket mod himlen, med et lettere drømmende blik. Det varede dog ikke længe før hun igen så ned, og pillede lidt ved en blomst der stod ved hendes fod.

Vicente rejste sig og så kort rundt, som om nogen eller noget snakkede til ham og rettede derefter blikket mod Jalaz. "Hm.." mumlede han lavt og stak sine blege hænder i lommerne på den sorte frakke, som han altid bar. Hans grønne øjne skinnede svagt, som altid.

Jalaz løftede hovedet med det samme han rejste sig. "Hm hvad?" spurgte hun og så op på ham, dog uden at rejse sig selv. Hun havde jo ikke noget at rejse sig for, og var derfor for doven til at gøre det.

"Ingenting," sagde han blot og så derefter rundt igen. For andre var det ingenting, men i hans hoved var det mørke skikkelser, som hviskede ting til ham. Skikkelser, som blev dannet af hans syge fantasi. Han havde i mange år levet med de skikkelser. De kom og gik, som de ville, eller som hans fantasi ville, var det jo nærmere. Han havde i hvert fald vænnet sig til dem, dog fik de altid hans opmærksomhed de første sekunder, hvor de begyndte at dukke op.

"Hm.." sagde hun blot, og så lidt rundt for at se hvad det var han så sådan efter. Men hun så lige præcis det som han havde sagt; Nemlig ingenting overhovedet. Hun skuttede sig kort, og purrede lidt op i sit flammende røde hår. Mest for at foretage sig noget, da der ikke rigtigt var så meget andet at lave.

Vicente rystede let på hovedet og rettede derefter sine grønne øjne mod Jalaz igen. Det var lidt, som nogle anfald han fik, hvor han begyndte at se og høre ting, som kun var i hans fantasi. Det var altid slemmest når han havde brug for blod, men skete også tit efter han havde drukket blod. Han satte sig igen og kørte atter sit lange sorte hår om på ryggen.

"Hvorfor er du altid så brutal?.. Når du vil bide?" spurgte hun forsigtigt, og så spørgende på ham. Hun var ikke sikker på hvorvidt om hun ville have svaret, men hun havde hun spurgt, og så var der ikke rigtig længere nogen vej tilbage.. Selvfølgelig med mindre at han ikke ville svare..

"Sådan foretrækker jeg det," svarede han blot selvom, der var meget mere bag det end det. Han havde altid lyst til at skade andre. At slå dem ihjel, fordi når han slog ihjel, så følte han sig i live. For ham var dagens højdepunkt altid når han slog nogen ihjel, for så gik han ikke rundt og følte sig, som en udhulet trædukke. Så følte han sig midlertidigt i live. Hans brutalitet kom også fra alt det, som blev hvisket til ham og de skikkelser, som han så. Hans syge fantasi fik ham mere eller mindre til det.

"Hm.." Jalaz blev en anelse fjern i blikket, og så ud som om hun tænkte. Hvilket hun egentlig også gjorde. Hun tog dog ikke blikket fra ham, men så på ham uden rigtigt at se ham. Lidt efter gøs hun kort, blinkede et par gange med øjnene, og blev nærværende igen.

"Hvorfor?" spurgte han. "Du ønsker måske, at jeg ikke var så voldelig hver gang jeg satte mine tænder i dig?" tilføjede han så. Han så kort rundt. Han var ikke vant til, at alt omkring ham var så levende. "Jeg bryder mig ikke om dette sted," sagde han en smule lavt for sig selv.

Jalaz nikkede. "Som om det ikke er slemt nok at du drikker af mit blod, så skal du også skade mig så jeg er nødt til at opholde mig under samme tag som min far i længere tid." sagde hun, irreteret bare ved tanken. Det var tydeligt at hendes forhold til faderen var dårligt, og Jalaz gjorde intet for at lægge skjul på det. Hun smilede lidt over Vicentes mumlerier, og så kort rundt på engen. "Jeg synes nu godt om det.." mumlede hun, og plukkede en blomst, som hun nulrede mellem fingrene.