Lykkelig.

Dag:irl
Sted:Den lykkelige eng.
Dato:irl
Vejr:Sol skiner og der er varmt.
Tøj:Se billed.
Omgivelser:Ved jeg ikke rigitg.
Udseende.Ser ud som på billed hår, tøj smil alt...!



Ribanalon løb rundt og var glad, hun grinte og følte sig fri.
Eller hun var fri, hun var ikke den afventede eller stillle Ribanalon hun var sig selv fri, glad som hun altid var under den meget kvindelige maske, hun havde gemt sig men nu var hun alene og fri.
Hun lod sig vælte om i engen grønne græs, og grinte højt imens hun holdte sig på maven, lidt efter var latteren stoppet, og hun lå nu med et kæmpe smil på engen og så op i himlen.

Lucinia kom gående fra skoven af, og smilede som altid lillepiget. Hun stoppede op i grænsen til engen, og lagde hovedet let på skrå. "Miss Ribanalon! Længe siden." udbrød hun så i et muntert tonefald, og gik over mod den anden vampyr.

Hun rettede sig lidt så hun lå halv og sad halvt op, "Jamen Goddag" sagde hun med glæde i stemmmen folk ville straks kunne høre det, da det var mange år siden hun sidst haved snakket med sådan en lykkelig stemme til nogen.

"Hvad har De foretaget Dem så længe?" spurgte Lucy, og satte sig ned i græsset overfor Ribanalon. Lucy smilede en smule bredere, da Ribanalons glæde smittede.

Hun satte sig nu op for at kunne føre en ordenlig samtale med Lucinia.
"Jeg har bare gået rundt og lavet intet, jeg har ikke engang været i komtakt med min bror" hun smilte.

"Det har jeg tilgengæld. Og Deres fader med.. Han søgte efter jer, jeres fader." bekendtgjorde Lucy lettere tænkende, men stadig smilende. Altid smilende..

Hendes smil falmede brat, "Min...min far" sagde hun og havde nu en stemme af ren frygt.
Hun have nu åbenmund som når mennesker trak vejret hurtigt dog trak hun ikke vejret, men så bare meget meget bange ud.

Lucinia lagde hovedet på skrå over Ribanalons reaktion, og så højest underende ud. "Er der noget galt miss Ribanalon?" spurgte hun prøvende, da hun ikke forstod den pludselige frygt.

Hun kravlede baglens væk fra Lucinia, "Har du været i kontakt med min far"
hendes stemme rystede.

Lucinia nikkede langsomt, og rynkede panden. "Jeg mødte ham ganske kort. Hvorfor reagere De på denne måde miss Ribanalon?" Hun var tydeligt forvirret, men forstod at forholdet mellem Ribanalon og hendes far åbenbart ikke var synderlig godt.

Hun stoppede med at kravlde da hun støtte ind i træet.
"Er han her" sagde hun imens hun kiggede ned i jorden, hun var disideret skrækslagen og derfor svarede hun ikke Lucinia.
HUn kom nu til sig selv, og rykkede sig helt frem mod Lucinia, "HVor mødte du ham" han havde sikkert udsprugt Licinia, om hende og Demetri.

"På legepladsen i Sheria." svarede hun fuldkommen roligt, men stadig yderst undrende. Hvad var det dog ved den mand der gjorde Ribanalon så frygtsom? Lucy anså hverken Ribanalon eller Demetri for at være lette at skræmme.

Hun tog det lidt mere roligt, og hvistede så som var hun en slags trance, "Han ledte efter dufte" hun kiggede op på Lucinia, "Han har fundet mig" legepladsen var et af de steder hun tit var ved.

"Men sig mig, miss Ribanalon.. Hvad gjorde at De reagerede som De gjorde?" spurgte Lucy, da hun stadig var forvirret. "De for det til at lyde som om det er en skidt ting at Deres fader har fundet Dem"

Hun rejste sig på og stod og vaklede på benene, "Min far...er...ikke en mand vil møde når man virkelig kender ham" sagde hun og måtte støtte sig op af træet.
"Han...er ikke som du tror" sagde hun og kiggede på hende.

"Hm.. Jeg tror nu intet om ham." sagde Lucy, og rejste sig nu også op. Brød sig ikke om at sidde når andre hun konverserede med stod.

Hun rettede sig op og størg noget af håret til siden, og tog det så roligt som hun kunne, "Jeg undskylder" sagde hun og prøvede at smile så godt hun kunne.

"Det behøver De nu ikke." sagde Lucy, og slog over i det barnlige smil igen. Hun følte sig komfortabel med det smil, og følte at hun var gemte bag det unge ydre..

Hun smilte nu helt igen, Og satte sig ned for at få roen igen.
"Lad os tale om noget andet" hun holdte faktisk meget af Lucinia.
Men helt præcis hvorfor var en gåde, der var bare så mange ting.
Hun var forstående, rolig og venlig.

Lucinia nikkede med med et smil der var fyldt med den barneglæde, der altid prægede hendes ansigt, og satte sig igen. "Glimrende ide." svarede hun i en munter tone, og rettede let på det sorte stykke stof der var bundet for hendes øjne.

//Logger for i dag^^ Godnat//

Hun nikkede, "så du har været lidt rundt omkring" sprugte hun med et smil