En kold gå tur

Dato: IRL
Dag: Lørdag
Tid: 23.30
Sted: I en gade hun ikke kender
Omgivelser: En masse skumle mennsker
Vejr: Koldt -10 grader mørkt
Påklædning: http://www.splendicity.com/files/643/2008/10/jessica-wilde-coat.jpg og et par jeans og på fødderen et par røde Converses
Årstid: Vinter

Amber trak kort på skulderen hun stod kiggede ned af gade der var ret dovn syntes hun selv men alligevel var der nogle mennsker som stod og gloede på hende, men amber var ret ligeglad og ænsede dem ingen gang hun tog sig sammen og begyndte at gå og de mennsker som havde kigget vendte sig om imod det de var ved lave. Hun fór forskrækket sammen da en fuld mand blev smidt ud af det første værtshus hun havde set på gaden hun andede ikke hvor i Werclare hun var men forsatte alligevel for at holde på vamen...

De lette trin af Lucys bare fødder mod fortovet kunne ikke høres. Den hvide sommerkjole smøg sig let om hende, men på trods af kulden så hun ikke ud til at fryse. Mange ville nok undre sig over hvad sådan en lille pige lavede ude så sent, og så i det tøj. Det sorte stof det var bundet stramt for hendes øjne, fik hende til at ligne et let offer for diverse skumle typer, men det var nok nærmere andre der ville komme i problemer hvis de truede den lille pige. Hun var jo faktisk slet ingen lille pige, men en gammel vampyr.. Mildt sagt en ulv i fåreklær'.

Amber gik videre lidt før hun stoppede op hun var virkelig forvirret hun andede ikke hvor hun var hun og kiggede sig omkring da hun fik øje på pigen hun betragtede hende kort hun så ikke ud til at fryse hun lod blikket køre op til den sorte forbindning hun sagde ikke noget da hun var så opslugt af betragte den lille pige

Lucy gik roligt videre, men vendte ansigtet direkte mod menneske-pigen da hun mærkede blikket på sig. Hun smilede lillepiget, og lignede intet andet end en syv-årig lille pige der var ude i noget helt forkert tøj alt for sent om aftenen.

//Spise

hun blev en smule flov da pigen kiggede på hende det troede hun ihvertfald selvom hun gættede på hun ikke kunne se noget hun stod lidt og åbende munden og lukkede den igen hun rystede på hovdet for at tage sig sammen hun kunne ikke forstå at forældre kunne lade deres gå ude så sent uden varmt tøj " er du blevet væk?" spurgte hun med lidt sød stemme som man snaakker med når prøver at trøste et barn

"Nej det er jeg ikke." svarede Lucy, med et barnligt smil, og så rent faktisk helt og aldeles uskyldig ud... Det var nu ikke særlig svært.. Når man havde krop som et yndigt lille barn som ingen nomale mennesker ville tro kunne finde ud af at slå ihjel, og smile bagefter, eller for den sags skyld have levet i flere tusinde år..

" jamen hvor er dine forældre henne?" spurgte hun forvirret over pigens svar for pigen måtte da have nogle hun trak lidt skulderen smilede svagt " vil du følges med mig?" spurgte hun kiggede lettere forvirret på pigen hun bed sig svagt i læben og måske ville de finde pigens forældre hvis de gik

"De er derhjemme" svarede hun som om det var helt nomalt. "Mmmh" nikkede hun til det andet spørgsmål, og morede sig skjult over mennesket forvirrelse. Mennesker var så lette at forvirre. Det var næsten synd for dem.. Men også kun næsten..

Amber smilede kort hun kiggede kort og forvirret rundt folk ville nemt se at det var første gang hun havde sat sine ben her hun sukkede opgivene kiggede på den lille pige smilede " du må bestemme hvilken vej" sagde hun for skjule forvirelse over stedet her hun betragtede kort nogle få gamle nedslidte huse hun var stadig en smule forvirret over pigens tilstedeværelse " men ved dine forældre du er gået?"spurgte hun stadig forvirret

"Mmmmh" nikkede hun igen, smilede lillepiget til det tydeligt forvirrede menneske og begyndte at gå i den ene retning. Det var tydeligt at Lucy var stedkendt, eftersom hun - på trods af bindet for hendes øjne - ikke famlede en eneste gang, eller gik ind i en eneste ting overhovedet. Selvfølgelig var hendes utrolige hørelse og lugtesans en god hjælp, men det kunne menneskene jo ikke vide noget om.

Amber fulgte efter hun begyndte at slappe mere af hun betragtede sine omgivelsere omhyggeligt for at huske dem hvis hun skulle fare vild hun betragede pigen igen

"Hvad hedder du?" spurgte Lucy med en klang af barnlig nysgerrighed i stemmen. Det barnlige var for det meste rent skuespil, da man efter 3000 år ikke kan holde sig på en syv-årigs niveu(staves). Lucy tænkte ikke videre over hvor hun gik, hun gik bare som hun så ofte havde gjordt før..

" Amber" sagde hun og betragtede pigen hun smilede svagt pigen kunne alligevel ikke se det og hun trak svagt på skulderne og gik op siden af Lucinia hun sukkede svagt " hvad med dig??" spurgte hun * hvordan kan hun være så let på klædt uden se ud til fryse" tænkte hun og vendte blikket imod en bygning

"Lucy" svarede hun med den altid barnlige klang i stemmen. Hun opførte sig ikke meget anderledes end andre børn, hun så ikke anderledes ud end dem, men hun var langt fra som dem. Hun kunne være blid som et lam, og virke så uskyldsren som noget, men var i virkeligheden en koldblodet morder. Det nok ikke lige det man ville tro om den lille pige, hvis man da ikke kendte til hendes race...

Amber betragtede stedet og stoppede hun vendte blikket i alle retninger hun bed sig svagt i læben hun brød sig ikke om byen som sådan hun syntes det virkede skræmmende hun rettede til sidst blikket imod Lucy