Plotemnet: Det store maskebal!

Kristy kom tavst op på benene, ude af stand til at vide hvad hun skulle sige, han havde opdaget det, hun tog dog alligevel hurtigt fat i sin maske og fumlede kort før hun fik den hurtigt på, hun mærkede hvordan hendes mave snurrede sig sammen og hun havde det som om nogen lige havde fortalt hende, at dette var hendes sidste dag at leve i, der gik kort tid før hun fik taget sig sammen til at sige noget "Undskyld .. det mig der burde sige undskyld, jeg er klodset og .." hun stoppede i sin sætningen og rystede svagt på hovedt, hun gik et skridt væk fra ham "Måske .. burde jeg gå hjem" sagde hun så med lidt ubevidst gråd i stemmen, hun havde desuden også fået det lidt dårligt, hun havde heller intet drukket udover den smule champagne, hun havde heller intet spist og hun kunne ikke kontrolere sin egen forelskelse, hun var ikke vendt til den følelse, desuden vidste hun at hun ville blive såret i den sidste ende, hun havde ladet sig selv forvente for meget og havde ladet sig selv blive forelsket, en af hendes værste rædsler.

Andy så på ham og gav et grin fra sig "det syntes jeg ikke" sagde han og tog gaflen ud af hans hånd, han tog den ind i sin mund et stykke tid og gav ham den "prøv at smag" sagde han og viste endelig ikke hvorfor han gjorde dette, men da de jo var så godt inde i samtalen så ville han ikke stoppe det

"Hun er rigtig nok..", mumlede han til sig selv. Han rørte stadig blidt, hendes kind, men lod sin arm falde ned langs siden, da hun trådte væk fra ham. Han havde dummet sig, det var tydeligt. Han sukkede tungt, "Du behøves ikke gå..", sagde han stille, mens han kiggede hende i øjnene. Han ville ikke tvinge hende til at blive, men han havde ikke lyst til at hun skulle gå - selvom det nok var det bedste. Han var en smule bekymret for hende, og vidste at hvis hun valgte at tage hjem, ville han sørge for, at hun kom ordenligt hjem. Han kom til at tænke på da de mødtes i skoven, hvor hun væltede ned på den våde skovbund, og at den hvide kjole, blev fuldstændig ædelagt, og beskidt. Han trådte prøvende et skridt hen imod hende - med håndfladerne mod hende, som tegn på at han ikke ville hende noget. Matthew var bange for at han havde gjort noget forkert, og at han have overtrådt nogle grænser, eller noget. Han kiggede undskyldende på hende.

Eolith tog gaflen tilbage og tog den i munden. Også selvom det var lidt underligt. Men Eolith nikkede og så på ham. "Ja. Du har ret?" Sagde han og tog den ud igen "Den smager af dig...?". Han var lidt overrasket over at han ikke bare kunne lugte ham, men nu også smage ham!? Kunne almindelige mennesker det? Han så spørgende på ham.

//Jeg smutter i seng nu n__n//

Andy så på ham og smilte og nikkede "det er jo det jeg siger" sagde han og så sig omkring og fik øje på nogen der så på dem, med et hævedet øjebryn. Andy grinte svagt og vende sit blik tilbage mod Eolith "smager jeg så godt ?" spurgte han om og satte sin albule ned på bordet, og lag sit hoved i sin hånd og så bare på ham mens han smilte "så du kan se mig, røre mig, lugte mig og smage mig" sagde han og prikkede ham på kinden med den anden hånd

//også mig x'D//

Kristy blinkede lidt med øjnene da han gik hen mod hende som var hun farlig, hun så lidt rundt på de mennesker der kiggede, hun havde et nervøst blik i øjnene, hun blev stårende selvom han gik hen mod hende "jeg vil gerne forklare .. et andet sted" sagde hun så stille, selvom hun aller mest havde lyst til at løbe sin vej, men hun følte det ligsom ved bedst at forklare og lige nu, var hun slet ikke det rigtige sted, især fordi folk de lyttede og så til. Hun så lidt ned og følte sig dum, dummere end nogensinde før, hvad tænkte Matthew ikke om hende? hun ødelagde sikkert hele festen for ham med sit skaberi.

Rose så på Evelyn og smilte muntert og sukkede derefter oss "Nu kan denne aften da ikke blive meget værre" mumlede hun og rystede svagt på hovedet.

Chi havde gået over til danse gulvet, hun så på alle de dansende par danse rundt om hinanden og grine. Hun så rundt omkring og fandt et mørkt hjørne i enden af salen, og satte sig der. Hun kunne tydeligt hører den høje live musik, og folkene der snakkede ved spiseborderne.*Jeg kunne lige så godt være blevet hjemme* tænkte hun og sukkede.

Nathan førte hende roligt ud på danse gulvet med et lille smil på sine læber.. han stoppede op ude på danse gulvet og lade en arm om hnedes liv og holdte hende i hånden med den anden og begyndte roligt og danse ..

Matthew fulgte hendes blik, ud mod folkemængden. En masse blikke var diskret vendt mod dem, men Matthew rystede svagt på hovedet, og kiggede så på Kristy. "Så lad os gå udenfor..", hviskede han, og kig helt hen til hende, og tog blidt fat i hendes hånd. Han møvede sig gennem flokken, og trådte ud af den store, smukke dør, som førte ind til balsalen. Hans blik kørte rundt, for at finde et sted de kunne sætte sig. Til den ene side, sad der to piger(Rose & Evelyn). Han smilte svagt til dem, og gik den modsatte vej, og satte sig ned, og trak hende med ned og sidde. Han vendte sin front mod hende, og kiggede hende i øjnene, "Hvad er der galt?", spurgte han, med et bekymret blik.

Evelyn rystede svagt mod hovedet, "Næh..", hun lænte sig op af muren, bag dem, og selvom hun var rimlig wasted, var hun stadig en engel, og så stadig meget smuk ud. Et par kom ud, og så lidt småforvirret ud. Drengen smilte til hende og Rose, og Evelyn smilte svagt tilbage, selvom han ikke nåede at se det, før han vendte sig om. Hun kiggede over på Rose, "Du ryger ikke, vel?", hun orkede ikke, hvis Rose begyndte at ryge - det var der ikke særlig meget frisk luft over.

Rose så lidt på det par som kom ud, med et roligt blik og sendte drengen et svagt smil og så derefter tilbage på Evelyn. Hun rystede på hovedet "Nej... Jeg gider ikke at ødelægge mine lunger på sådan nogle ting" sagde hun og smilte muntert ".. Selvom at Demetri kom, skal det da ikke ødelægge vores aften.. Det burde det ikke gøre" hun rystede svagt på hovedet og nægtede at lade Demetri ødelægge deres hyggelige aften.

Evelyn smilte svagt til Rose, "Godt.. for jeg hader når folk ryger mig op i ansigtet".
Hun nikkede, "Jeg ved det godt..", indrømmede hun. Men det var svært at blive påvirket af Demetri, og det burde Rose også vide. Evelyn begyndte at overveje hvor Rose kender Demetri fra. Hun syntes allerede selv at en engel som hende, skulle kende en vampyr, som Demetri, så det var ligeså uetisk og surrealistisk at en anden engel ville gøre det. "Hvor kender du ham egentlig fra?", spurgte hun nysgerrigt. Hun nåede jo ikke at spørge derinde, da han dukkede op, lige da hun skulle til det.

"Det gør jeg oss" mumlede hun og så lidt på Evelyn med et tænkende blik da hun spurgte om hvor hun kendte Demetri fra "Hmmm..." mumlede hun og prøvede at tænke tilbage "Det er ved at være noget tid siden at jeg mødte ham for første gang.." mumlede hun og strøg nogle fingre gennem sit hår "Jeg mødte ham første gang til en fest.. Han fik mig til at gå ind i en forladt bygning og drak mig næsten tør for blod" sagde hun så og gøs bare ved mindet om dengang..

Hun kiggede forfærdet på Rose, og tog sig til arrene på hendes hals. Hvorfor var det at Demetri gjorde sådan noget mod uskyldige folk. Selvfølgelig vidste hun ikke om Rose havde gjort noget, der havde provokeret ham, men hun tvivlede stærkt. "Ikke også dig", sagde hun, og kiggede undskyldende på Rose. Hun lagde en hånd på hendes skulder, og sukkede.

Hun så på Evelyn og rystede på hovedet "Bare rolig.. Jeg overlever.. Jeg er stærk" sagde hun og sendte hende et opmuntrende smil "Hvor kender du ham fra?" spurgte hun da hun huskede tilbage til da Demetri kaldte hende for skat og gjorde alt muligt blot for at irritere Evelyn.

"Det er godt..", sagde hun, og hentydede til at hun var stærk. Selvom det var synd for hende, for man følte sig meget sølle, når man var hoppet på hans forvirringer.
Hun smilte svagt, men det blegnede igen, "Ehmm.. første gang jeg mødte ham, var han en ravn.. og.. han bed mig", hun tænkte - ubehaget - tilbage på dengang. Hun huskede at han ville lege med hende. Hun mødte ham inde i skoven, og havde ikke gjort ham noget.. overhovedet. Han legede altid med hende. Men hun gættede på at han legede med alle forsvarsløse piger.. eller generelt bare piger.

Hun nikkede svagt og sukkede derefter "Han er squ en røv.." mumlede hun, men ville ikke rigtig snakke mer om ham og skiftede hurtigt emne "Hvordan kan det så være at du ikke har nogen date, i aften?" spurgte hun og smilte skævt til Evelyn.

Evelyn nikkede svagt.
Hun rødmede let, da hun spurgte, "Der er ingen der har spurgt", sagde hun og trak på skuldrene, "Og desuden.. kender jeg ikke rigtig nogle drenge", hun smilte igen. Hun havde altid været sindsygt genert, da det gjaldt drenge. Hun undrede sig også over at Rose ikke havde nogen date. Rose var jo smuk, sød og sjov. Hvem ville ikke følges med hende til maskeballet?
"Hvad med dig?", spurgte hun nysgerrigt, og gengældte det skæve smil.

Hun smilte stadig til hende og trak på skuldrene "Jeg ved det ikke rigtigt.. Ingen har spurgt mig.. Og jeg har ikke rigtig taget mig sammen til at spørge en dreng. Jeg er ikke særlig god til drenge" sagde hun muntert og var egentlig lidt ligeglad med at hun ikke havde nogen date. Selvom at det selføli ville gøre aftenen meget bedre med en dreng ved sin side. Men man kunne jo ikke altid være så heldig.

"Uhm, så er vi to..", mumlede hun, og kiggede op hende, "Det ville nok have været en bedre aften, hvis man havde en dreng ved sin side..", sagde hun, og smilte så forlegent, "Ikke fordi det er kedeligt med dig.. men.. ja, ved du hvad jeg mener?", spurgte hun, og var små-irriteret over, at hun snublede så meget over ordene. Hun kørte blikket rundt. Der var et par stykker der var begyndt at tage hjem af.

Rose kunne ikke lade vær med at smile over Evelyns snublen over ordene. Hun nikkede "Jah, jeg ved godt hvad du mener" sagde hun og var glad for at Evelyn forstod hende. Det var rart med en engel ved hendes side. En engel som faktisk forstod hvad Rose gik igennem. Roses blik gik oss lidt rundt og så at der var nogen som var på vej hjem.

"Godt.. Det er ikke særlig tit folk fatter hvad jeg mener.. Som du nok kan høre, snubler jeg meget over ordene.. desværre.", hun rystede på hovedet af sig selv.
Hun kiggede stadig ud på mængden, "Det virker ikke rigtig til at der sker så meget mere her i aften", mumlede hun - mest til sig selv - men også til Rose.

Kristy fulgte med ham med blikket mod jorden, hun så dog op på ham da de satte sig og mødte hans øjne, hun flakkede dog med øjnene da hun havde svært ved at se ham i øjnene, hun så ned og havde håbet lidt på at han havde droppet hende og sagt det kunne være ligeglad, så havde det på en måde været lettere, men han ville gerne lytte på hende og det gjore at hun kun synes endnu mere om ham, som så gjore det endnu svære for hende at tackle det her "Altså .. det .. ikke .. noget alvorligt" sagde hun så, da det jo ikke var noget alvorligt for andre mennesker, men for hende var det svært, da hun havde svært ved at stole på folk, men endnu svære ved at tage den rigtige beslutning, så forelskelse var bestemt noget hun havde svært ved at være, især fordi hun var bange for at blive såret "Jeg .. " fortsatte hun så og prøvede at formulere en ordentlig forklaring " det fordi .." sagde hun så og bed sig kort i underlæben.

Matthew kiggede på hende med et blidt blik, "Hvis det betyder noget for dig, betyder det også noget for mig", sagde han, og smilede opmuntrende til hende. Han ventede tålmodigt på at hun ville sige noget. Selvom hun havde sagt det ikke var alvorligt, betød det åbenbart noget for hende, siden hun var så længe om at sige det. Han gav blidt hendes hånd et klem, for at berolige hende lidt, og han forsøgte at få øjenkontakt med hende, hver gang hun kiggede op. "Du behøves ikke at sige det, hvis du ikke har lyst", sagde han stille, og kiggede aflæsende på hende. Han kunne ikke lide at han afbrød hende, mens hun tog sig sammen, men han ville bare være sikker på, at hun ikke følte sig tvunget til at tale med ham.