Sikkerhed bag ved kirkens fire vægge.. (Abaddon)

Sted. Domkirken
Vejr. Det regner udenfor
Tid 21.32
Omkring. Ingen
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://www.irenelim.com/fashion/images/ruffle-front-casual-dress.jpg

Rose sad for sig selv inde i Domkirken. Hun havde slået sig ned på én af de mange bænker og så tænkende ud i luften. Hun vidste ikke rigtig hvad hun tænkte på, og hun var vidst oss lidt ligeglad. Hun havde trukket sine ben op til sig og havde sine arme omkring dem. Man kunne høre regnen slå på vinduerne og det gav nogle ekkoer i den store, tomme kirke. Det kunne både være hyggeligt derinde, men der kunne nu oss være en lidt uhyggelig stemning derinde.

Abaddon åbnede døren, og trådte dramatisk ind i kirken. Af en eller anden grund, som han ikke kendte, havde han en lyst til at bevæge sig herind, det var vist nok Aziel, eller Saxon... Der intenst havde forklaret ham hvordan ha skulle gå herind, og det gjorde han så! Hvis man kiggede på hans påklædning, ville han være helt normal, iført hvid skjorte og sorte bukser, men hans kropssprog var flakkende og sammenkrøllet. Hans mund og næse hev febrilskt efter vejret, som om han var ved at drukne, og blot hev efter vejret, i et forsøg på at holde sig i live. Hans isblå øjne fløj rundt i deres huler, spejdende efter noget, nogen et eller andet. Han gik i en stor buge under om karet med vievand. Hvorefter han satte sig på en af bænkende, tilfældigvis ved siden af en anden skikkelse.

Rose havde hørt en person komme ind i kirken, men havde først været lidt ligeglad, da hun havde troet at det blot var et mennske. Det tog noget tid for hende at opdage følelsen af at denne person ikke var et menneske. Hun blinkede et par gange og man kunne se at hendes øjne blev lidt mere tilstedeværende, og lod sit blik gå hurtigt over på personen som nu havde sat sig ned på bænken ved siden af hende. Der var stille i kirken, og Rose ville ikke være den som skulle bryde den. Hun sagde intet til personen som hun nu kunne se at var en dreng, og hun prøvede nu bare på at gætte hvilket væsen han var. Hun var utrolig sikker på svaret og hun så nu betragtende på ham. Han så nu ud til at være normal på påklædningen, men der var dog noget ved hans ansigt som ikke var noget godt ved. Han hev efter vejret som galdt det liv eller død, og hans øjne gik flakkende rundt. Det kunne godt være at Rose var en engel, men hun var ikke dum, og hun kunne godt regne ud at der var nogen skævt ved denne dreng.

"hvem er pigen?"
"DEt ved jeg da ikke!"
"jamen hvorfor sider vi så ved siden af hende!?"
"sssh hun høre os"
"nej hun gøre ej!"
"Hun er pæn, det er derfor vi sidder ved siden af hende"
"hun er ikke pæn"
"jo hun er!"
"Din begravelse" Han lagde hovedet en smule på skrå, og kløede sig i håret, håret var snavset, fedtet, og da han kløede faldt små klumper af jord og skæl derfra, som om det var lang tid siden han havde været nær vand, hvilket det jo i og for sig også var. Han hadede vand, det kvalte en, lige så stille holdt man op med at trække vejret, det var mildest talt forfærdeligt! Abaddon kiggede rundt i kirken, og lavede en lyd med sin mund, en latterlig prutte lyd, og den gav echo i kirken, hvilket sendte Abaddon i grinekramper!

Rose rynkede på panden over fyren. Hun forstod ikke rigtig hvorfor han grinte over noget så underligt. Han virkede til at være ældre end hende, men hans opførsel lignede et barns. Hun blev ved med at se på fyren og hun så nu hvor beskidt hans hår så ud. Det så ikke særlig pænt ud, men det kunne hun jo selføli ikke sige til ham. Det ville jo være dybt uhøfligt, og Rose var ikke lige den person som var uhøflig overfor fremmede. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den derefter igen da hun ikke vidste hvad hun skulle sige til ham. At han var barnlig? At han var total mærkelig? At han skulle få vasket sit hår? Nej! Det ville hun absolut ikke sige. Ikke engang komme i nærheden af de emner. Hun vidste jo ikke hvordan han ville reagere og hun tog ikke nogen chancer overfor andre væsner. Hun vidste jo ikke om han var en dæmon, og ville flippe ud. Om han var en varulv. Eller om han var en vampyr. Det irriterede hende noget så grusomt at hun ikke vidste hvad han var. Hun plejede nu at være god til at gætte sig frem til sår'n noget, men den dag havde hun vidst nogle problemer med det.

Han stoppede stille og roligt med at grine. Abaddon vidste ikke helt præcist hvad det var der var morsomt, der var bare noget der var helt umådeligt sjovt! Han lagde hovedet en smule på skrå, som når et dådyr lytter i vinden, lytter efter noget specielt, efter jægeren. Han drejede sig på bænken, og mens han vinkede med den ene hånd, talte han. "Hej! Jeg er Abaddon! Hvem er du?" spurgte han nysgerrigt. Hendes hud var ren, hendes hår havde en speciel glans, og hele hendes væsen virkede simpelthen for rent og overmenneskeligt til at hun kunne være et menneske. Engel, måtte det være, engel eller elver. Hans isblå øjne var fokuseret på hende, de gled over hende, fra hoved til fod. En kvinde, midt i sine teenage år vel sagtens? Et smil gled over hans læber, et varmt smil, ikke som det maniske han normalt have. En engel? intet mindre, en engel i gudhus. Oh the ironi.

Rose havde siddet og betragtet Abaddon og havde ikke rigtig forventet at han ville snakke med hende ".. Jeg er Rose" sagde hun lidt tøvende og var stadig lidt usikker på at han var helt normal i hovedet. Hendes egne isblå øjne var på hans ansigt og hun så undersøgende på ham og ventede bare på at der ville komme et eller andet nyt som ville gøre ham fuldstændig mærkelig i hendes øjne. Hun så lidt på Abaddons smil, men lod derefter sit blik gå lidt væk fra ham. Tanker fløj rundt i hendes hoved og hun blev ved med at tænke over hvad der egentlig var i galt med Abaddon. Selvom at han blot havde grinet over noget, så var han stadig underlig. En fyr på hans alder burde være lidt mer seriøs.. Og burde oss have rent hår.

"Rose? gul rose, rød rose, hvid rose, rosalin, risoto" han legede lignende med hendes navn i kort tid.
Og Rose havde ret! Hvad var der egentligt galt med Abaddon, det var utroligt svært at forklare, man kunne sagtens forklare det med at han var sparket i hovedet af en hest, eller faldet ned under isen som barn, men hvad der rent faktisk var gået galt, rent psykisk, var nok umuligt at forklare, det havde starter uskyldigt med at han talte med sig selv, men i de mange hundrede år han havde levet, havde det spundet om sig, og efterhånden var dette blevet en del af ham, han kunne ikke forestille sig et liv uden de mange stemmer, de mange ting han skulle gøre, eller de mange visioner det bragte ham.
Han lagde hovedet tilbage, drejede sig imod hende, og smilte. "Du, hvor er dine vinger?" spurgte han, og fniste højlydt.

Rose så lidt undrende på Abaddon da han begyndte at lege med hendes navn, men rystede derefter på hovedet af ham. Hun strøg nogle fingre gennem sit blonde hår og tænkte lidt videre og havde stadig sit blik på ham. Hvis han nu blev lidt mer normal i det og fik ordnet sit hår og udseende og sår'n, ville han sikker være ret køn. Men nu så han bare så.. Hun vidste egentlig ikke rigtig hvad han lignede. Han så bare tosset ud. Hun så lidt mere tilstedeværende ud da han spurgte hende om noget. Hun lod sin ene hånd stryge over det sted på sin ryg hvor hendes vinger skulle have siddet hvis de var slået ud "De er blevet slået ind i min ryg.. Sår'n at jeg kan gå rundt i offentligheden uden at folk kan se hvad jeg er" fortalte hun, Abaddon og vidste egentlig ikke rigtig hvad der ville ske hvis menneskene i verdenene omkring dem, vidste hvad hun var.

Han betragede hende, liggende hovedet let på skrå, hvad end der skete var ikke hans skyld, INTET var hans skyld, ihvertfald hvis man spurgte ham. "Du er en mystisk skabning! Tænk ikke at ville stå ved hvad man er! han klukkede for sig selv. Han lagde hovedet tilbage, tænk at det var sådan, at man ikke kunne være sig selv. Abaddon havde aldrig lagt slør på at han var vampyr, men han sov jo også om dagen, eller søvn kunne man vel ikke kalde det, man kunne kalde det en form for rensende koma, men uanset hvad, hvis nogen spurgte om hvem eller hvad han var, så skulle de med glæde får svar, og mange af slagsen! For hvem var han? han var jo mange personer, og disse var en del af ham, det endegyldige indefinible ham, hvad end ham så var, og hvem end ham så var.

Rose så lidt på ham "Jeg vil bare ikke have at folk skal tro de forkerte ting omkring mig.." sagde hun og så derefter lidt væk fra ham og syntes at det var lidt irriterende at han ikke rigtig kunne se det. Hun havde jo levet til at se hvad de gjorde mod folk som de var så pokkers overbeviste om at være hekse.. De brændte dem på bålet. Selføli var de ikke sår'n længere, men mennesker kunne alligevel være så ondskabsfulde, og de har fået flere våben at bruge. Hun var vel egentlig bare bange for hvad der ville ske med hende og hvad folk ville tænke om hende.

"Forkerte ting? nu vi da lige sige stop... ikke også?
bestemt!
Hør her pigebarn, du lever kun en gang, du har finger, flyv og vær fri, der er ingen grund til at hænge dig i hvad andre siger.... Hvis jeg havde vinger, fløj jeg hele tiden!"
Forklarede han med armbevægelser, der klart illustrerede hvor meget han egentligt havde lyst til at flyve, den følelse af ikke at røre jorden var fantastisk, at være fri for alting! Han havde følt den før, når man kastede sig ud fra klipper, når man fløj var man fri, men måske skyldtes denne tankegang blot at han normalt ikke fløj, og euforien ville aftage sig, hvis han vidste at han altid kunne flyve. Men alligevel, ha nville gladeligt spilde sit liv nær fuglene, og drømme om at flyve!

"Jeg vil helst være fri for at vise mine vinger frem i offentligheden" sagde hun lavmælt og var egentlig oss meget sikker på at det var forbudt for væsnerne at give væk at de ikke var mennesker. Hun så på Abaddons ansigt og trak på skuldrene "Tjaah.. Så fedt er det altså heller ikke at kunne flyve. Jeg flyver ikke så tit længere" sagde hun og havde faktisk ikke fløjet i lang tid da det var for risikabelt for hende og hun simpelthen ikke turde gøre det, da der snildt kunne gå et menneske forbi.

Han rystede på hovedet af hende, hvad i al verden var det noget gylle at lukke ud? at han ikke ville flyve, fordi der kunne komme et menneske forbi. [b]"Mennesker er omvandrende energi hylstre, de tænker ikke på samme niveau som os andre, som nogen, de er køer...[b] Han lagde hovedet en smule på skrå og betragtede hende, glemte helt hvor farligt det var at se folk ind i øjnene, og gjorde det da, hans isblå øjne stirrede direkte ind i hendes, meget ulig ham at glemme hvilken fare der lå i det, men hans hjerne havde travlt med at tænke på, hvordan fanden kunne man... og ikke.... hva.... helt ærligt pige barn!

"Ja, men hvad hvis de pludselig finder ud af at jeg har vinger og sår'n. Tror du ikke at de vil tro at jeg er et eller andet monster eller sår'n noget.. Jeg vil virkelig ikke tage chancen.." sagde hun og så ham dybt ind øjnene og blinkede næsten ikke. Hun kunne snildt bruge en af sine evner mod ham, men ville ikke gøre det. Men han burde vide at man egentlig ikke burde få øjenkontakt med nogen da der var mange væsner som havde et eller andet med sine øjne som hørte med til sin evne. Hun sukkede lavmælt og syntes at det var lidt irriterende at skulle diskutere hvorfor hun ikke brugte sine vinger særlig tit. Han burde jo egentlig bare holde mund, for han vidste jo ikke hvordan det var..

Og det var der det gik galt, forbindelsen som Abaddon normalt kun brugte i forsvar imod folk der angreb ham, blev etableret, denne forbindelse gik direkte igennem øjnene, op i hjerne centret, og da han mærkede det, skyndte han sig at hive hovedet til siden, han ville ikke skade denne engel, uanset hvad, så havde hun intet gjort ham, så han kunne ikke tillade sig at gøre den slags, han følte efter inde i sig selv, manglede der noget? det var ikke til at sige, paranoiaen havde grebet ham, frygten for ikke at vide hvad der ville ske med ham eller hende, frygten for alting havde grebet ham, og han krøb sammen i opretsiddende foster stilling. "Ja...... " mumlede han fraværende, med en sitren i stemmen, en frygt. "Ja.... jaja"

Rose så lidt på ham og var begyndt at bekymre sig lidt da han sad i en opretsiddende fosterstilling. Hun rykkede sig langsomt og forsigtigt over til ham og lagde sin ene hånd på hans ryg "Hey.. Er du okay?" spurgte hun og håbede virkelig ikke at det var noget hun havde sagt. Hun hadede at sige noget forkert til personer som hun ikke havde kendt i særlig lang tid. Hun aede ham trøstende på ryggen og hørte hvor bange han lød og besluttede sig for at hun bedre kunne lide den lidt underlige og mærkelige Abaddon end denne bange person.

Han drejede hovedet imod hende, og så hende i øjnene, eller sådan kunne det se ud, han stirrede på punktet lige imellem hendes øjne, ikke øjnene. Det ville skade hende, direkte ville han overføre enhver brist i hans eget sind til hende, og det ønskede han ikke, af en eller anden underlig grund, så ville han ikke skade folk, en yderst underlig opførsel for en vampyr! Og pludselig, med en stemme raspende, og fuld af noget der kunne minde om anger, han angrede, han ønskede at det aldrig var sket, han ønskede at alting aldrig var sket, at han blot kunne forsvinde langt væk, langt væk fra alting. har du nogensinde smagt engleblod? Det er det fedeste rus middel, men sekundet du har sluppet det, bryder du sammen, ingen ved deres fulde sansers brug, kan skade et så rent væsen... Hvordan skal vi nogensinde tilgive os!

Rose så på Abaddon og hørte på det han sagde "Hvorfor fortæller du mig dette?" spurgte hun og forstod ham ikke helt omkring at fortælle hende sår'n noget. Hun lod sig ikke undre sig over dette og greb hurtigt fat omkring hans ansigt så han ikke kunne nå at flytte det. Hun rettede sit blik direkte ind i hans øjne og vidste ikke at hans evne oss var forbundet med hans øjne. Men hendes øjne var oss forbundet til sin evne "Abaddon! Slap af!" sagde hun med en høj og klar stemme som havde en underlig klang. Man var tvunget til at gøre hvad hun sagde og man kunne ikke slippe ud af det før at hun brød øjenkontakten. Han havde set så anspændt og angrende ud. Hun ville bare have ham til at slappe lidt af og tage nogle dybe indåndinger og komme ned på jorden igen.

Han sad stille, kiggende hende direkte i øjnene, og præcis 8,4 sekunder senere rystede han på hovedet. "Nej.... nej... jeg må gå... hurtigt... væk væk... langt væk... engel... han rejste sig, og i hurtige larmende skridt bevægede han sig imod døren. Det blev for meget for ham, skylden, og den viden at han så nemt som ingenting kunne bringe uimodståelig smerte over dette væsen. Han rystede på hovedet. Som om noget i hans hoved gjorde ufatteligt ondt. Han rystede det kraftigt, og hviskede. "Gå... gå med jer.. gå... forsvind... FORSVIND! det sidste var en skrattende og halvhøj væsen. Han skyndte sig hen imod døren. Liggende en hånd på denne...

Rose rakte en hånd ud mod døren som Abaddon skulle til at gå ud af, så han ikke kunne komme ud uden at bruge kræfter på det "Abaddon! Fortæl mig hvad der er galt!" sagde hun bestemt og rejste sig op fra bænken og gik langsomt over til ham og så på ham. Hun ville ikke lade ham løbe uden at fortælle hvad der er galt. Hun vidste jo ikke hvad hans problem var, så hun ville da ikke have at han løb, for hun troede jo bare at det var noget hun havde gjort.