Tågen..

Sted. Werclare Byen
Vejr. Det er tåget som bare pokker
Tid. 23.43
Omkring. No one
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://www.irenelim.com/fashion/images/ruffle-front-casual-dress-b.jpg

Roses skridt kunne høres hen af fortorvet. Hun var på vej hjem fra arbejde og havde været så irriteret over at det var tåget. Hun hadede tåge og hun kunne ikke lide at gå rundt udenfor i det. Der kunne være så mange væsner eller bare forkerte mennesker derude, og hun kunne ikke se noget. Det gjorde hende utilpas. Derfor gik hun med hurtige skridt og så sig hele tiden varsomt omkring.

Zack var ude at gå, han havde ikke lyst til at være hos plejefamilien, de kedede ham.
Zack var istedet taget ind til byen for at se sig lidt om, men tågen havde indhentet ham.
Han havde jo også altid været et ulykkesbarn mente han.

Rose kunne langsomt mærke en persons tilstedeværelse og var blevet mere og mere forsigtig. Hun brød sig ikke om at kunne mærke ens tilstedeværelse, men ikke se vedkommende.

Zack så heller ingen men han hørte tydeligt skridt, han følte ikke frygt, han følte aldrig frygt.. For hvad havde han at miste?... Intet.
Zack stoppede op og stillede sig ind under et halvtag i mørket, så han ikke kunne ses.
Zack spejdede efter personen, han havde intet mod en slåskamp vis det kom til det, men han vidste han ville gøre alt for ikke at tabe.

Rose gik videre uden at kunne se nogen. Men hun kunne mærke tilstedeværelsen blive stærkere. Hun kiggede rundt og det var frustrerende at hun ikke kunne se nogen. Hun gik langsomt forbi det mørke halvtag hvor Zack befandt sig og opdagede ham ikke.

Zack gik ud bagi Rose, og fulgte efter hende, han kendte ikke pigen og vidste ikke hvorfor han fulgte hende, men han fulgte hende med hans lydløse skridt, han havde ikke lyst til at slå nogen ihjel, men han havde en trang til at fortælle om hans dårlige liv og smadre en eller anden så alle hans frustrationer kom ud, men han ville ikke angribe pigen, han fik bare en lyst til at følge efter hende, hun var smuk, og hun så ud til at være ret fredelig, men han havde ikke dårlige intentioner, han ville ikke gøre hende noget, indtil videre. Bare kigge lidt på hvad hun lavede ude så sent.

Rose opdagede ikke noget i starten, men kunne efter lidt tid mærke en forfølge hende. Hun turde ikke at se sig tilbage og begyndte derfor at gå i et mere hurtigt tempo for måske at få hendes forfølger af hende. Hun var en værre bangebuks af en E-engel. Men det var vidst bare på grund af nogle dårlige oplevelser.

De var efterhånden nået hen til en parkeringsplads, i en gammel bil sad en rottweiler som begyndte at gø venligt og hoppe rundt, Zack gik hen til bilen og åbnede døren, så hans lille ven kunne komme ud hvorefter han sagde højt så Rose kunne høre det "Heej ven, har du savnet mig?, jaah det har du?" Zack forsøgte at lyde venlig og uskadelig samtidig med han klappede den glade hund på ryggen og nussede dens ører, han vidste det fik de fleste folk til at slappe af, men man skulle vogte sig, for den her hund var ikke en hvilken som helst hund, den var næsten helt ligesom dens herrer og de vidste næsten altid hvad den anden tænkte og mente, så gode venner var de, de var nemlig også begge to blevet forladt som spæd, eneste forskel var at, Zack blev bortadopteret, og hvalpen blev fundet og opfostret af Zack da den var 5 uger gammel.

Rose vendte sig hurtigt om mod Zack og så varsomt på ham. Hun sagde intet og så bare på ham og vidste jo ikke hvad han var. Hun kunne mærke at han ikke var noget væsen, men han kunne jo oss være en dusørjæger. Og dusørjægere skræmte livet af hende. Hun havde heldigvis kun mødt ganske få dusørjægere i sit liv, men det havde oss nær endt frygteligt galt op til flere gange. Hun så lidt frem og tilbage mellem hunden og Zack og blev stående hvor hun var så der var en god afstand mellem dem.

Zack så hvordan pigen stillede sig og forberedte sig på kamp, han behøvedes ikke engang at sige noget men i løbet af et halvt sekundt stod hunden og blottede tænder og knurrede, og Zack havde ikke engang bedt den om det, den havde bare gjordt det. "Dæk" sagde Zack blidt og så lagde hunden sig men den blottede stadig fortænder mod Rose, Zack gik hen til Rose og rakte hånden frem mod hende "Ehhmm... Hej" sagde Zack lidt forlegent.

Rose havde haft gået et skridt tilbage da hunden blottede tænder for hende og mumlede et eller andet vredt af den og så derefter på Zack da han kom over til hende. "... Hey" sagde hun lidt tøvende og så på hånden og ville ikke tage imod den. Hun følte sig ikke særlig tryg ved det.

"Fri" sagde Zack til hunden som kom luntende over mod dem, og kiggede op på Rose, Zack smilede lidt og sagde "Den bider.. Men kun når jeg blir truet" og så tilføjede han lidt efter "Så du må gerne ae den vis du vil, du skal bare ikke lave for hurtige bevægelser" sagde Zack med et smil og stak hånden ned til hunden, som hunden begyndte at slikke hengivent. Zack grinede lidt for sig selv, hunden var slet ikke så slem som den fremstod, alt i alt var det jo en god hund, og den lavede næsten aldrig ballade, kun vis den var rigtigt stresset eller man havde generet den eller Zack groft.

"Jeg vil helst være fri..." mumlede hun og så lidt ned på hunden og ville ikke røre den. Hun så derefter tilbage op på Zack med et usikkert ansigt og bed sig blidt i underlæben og lod tankerne få frit spil. Hun kunne virkelig ikke fordrage fremmede. Og når hun følte sig utryg ved deres tilstedeværelse var hun VIRKELIG ikke særlig glad. Og hun følte sig ikke særlig tryg for Zacks tilstedeværelse..

"Vil du have et lift hjem?" spurgte Zack og pegede på bildøren som hunden hoppede hen til og satte sig ind "jeg kan mærke på dig du ikke er så glad for ham" smilede Zack, og hentydede til han havde sendt hunden ind i bilen "Bare rolig jeg har kørekort" sagde Zac og grinede, og tænkte lidt over hvad hun tænkte over, hun syntedes jo nok han var sindsyg eller mærkelig, det var folk jo oftest når de havde et rottweiler, men Zack var normal syntedes han selv, han syntedes også at rottweilleren var normal.

"Nej tak.. Jeg vil helst ikke have lift fra fremmede" sagde hun og så lidt efter hunden og derefter tilbage op på Zacks ansigt. Hun havde viiirkelig ikke lyst til noget. Hun var utryg ude i tågen. Hun var utryg ved Zacks tilstedeværelse. Hun var bare utryg i det hele taget og kunne ikke få sig selv til at slappe lidt af.

"Tag det roligt jeg gør ikke noget" smilede Zack "Må jeg følge dig, hunden blir selføleligt, her ved mindre det er okay den går med?, han ser og hører jo bedre end os, og lugter bedre, så vis der kommer nogen, så opdager han dem jo nok?" smilede Zack "du virker meget utryg, men det skal du ikke være, jeg har ingen våben på mig eller noget" smilede Zack, det havde han heller ikke.. af hvad man kunne se, han var blevet mester i at gemme dem, om man så kropsvisiterede ham kunne man ikke finde dem, ved mindre man var meget heldig.

"Jeg.. jeg.. Jeg ved virkelig ikke om det er en god idé" sagde hun og prøvede at finde på en god undskyldning. Hun ville have haft slået sig selv. Hvorfor skulle hun dog være sår'n en bangebuks? Hun havde stillet sig i halvt forsvars stilling og var egentlig klar til at han ville gøre et eller andet. Og hun blev nu endnu mer usikker da han fortalte at han ikke havde nogen våben på sig. Det kunne let lyde som om at han godt kunne finde på at have våben på sig.

"Altså, du er jo mere sikker vis jeg følger dig end vis du går alene, og især vis Rex er med" sagde Zack og pegede på bilen "Han er en fredelig lille en, når han vil være det" smilede Zack og forsøgte at virke så afslappet og fredelig som muligt.

"Hør her! Det er meget venligt af dig, men jeg er ikke glad for fremmede" sagde hun og virkede faktisk lidt irriteret og så op på Zacks ansigt og knyttede sine hænder sammen da hun jo allerede havde gættet sig frem til at han var dusørjæger. Hvilket fik hende til at være mere utryg ved ham. Man vidste jo aldrig hvad en dusørjæger kunne finde på.

"Helt okay, unge dame" sagde Zack og vente siden til hende "men vis du bliver voldtaget eller slået ned, eller måske slået ihjel på sådan en aften her, så kom ikke og sig du ikke var advaret" sagde Zack, og smilede meget neutralt, men sørgede for hun ikke så det rigtigt.

Rose så på ham og rystede på hovedet "Jeg vil ikke lade dig skræmme mig" sagde hun og lød faktisk lidt irriteret fordi at hun faktisk blev skræmt ved tanken.

"Vis jeg ikke kunne skræmme dig ville du ikke reagere sådan" konstaterede Zack, og han vidste han havde ret, han var en ret god menneskekender syntes han selv, og det var der sikkert også andre der mente, for resten var han ligeglad med hvad folk mente, han var alligevellet mest en enspænder, han var en rigtig jæger, han jagede ikke kun væsner, han jagtede også dyr.

"Og hvorfor vil du så følge mig hjem?" spurgte hun og syntes at det var lidt underligt at en dusørjæger ville følge hende hjem. Det overraskede hende oss lidt at han ikke havde opdaget at hun var en engel og at han ikke gik til angreb på hende.

"Fordi jeg er den retfærdige hævner" sagde Zack dybt alvorligt "Jeg hævner de mennesker som vampyrene dræber, men jeg ser gennem fingre så længe væsnerne kun tager det de skal bruge for at overleve uden at lemlæste eller dræbe personen, og jeg har ikke set dig lave noget du ikke må." sagde Zack og hentydede til det hun ikke måtte var at overskride hans love.

Rose blev ved med at se på ham og var lidt overrasket over at han begyndte at snakke om vampyre, men rystede derefter på hovedet "Du er en dusørjæger.. Og jeg holder mig helst væk fra folk som dig" sagde hun med en lidt bitter stemme og så op på hans ansigt.