Efter overfaldet...

Sted. Den triste skov
Tid. 01.32
Omkring. Skov ting og ingen personer
Vejr. Is koldt og regnen står ned i stænger
Dag+ dato. IRL
Påklædning. En hvid kjole og strømpe fødder

Roses lavmælte hulken kunne høres på afstand og man kunne høre ulykken i hendes små hulk. Hun var blevet overfaldt og banket og bidt. Det havde været en bande med vampyre som havde bundet hende og efterladt hende, blødende og såret og grædende og helt alene. Hun havde sine vinger fremme da hun havde prøvet at flygte fra dem og havde nu ikke kræfter nok til at trække dem tilbage. Hendes håndled var blevet bundet hårdt sammen og hun havde et stof bundet stramt omkring hendes ansigt, sår'n at det dækkede for hendes øjne. Hun snøftede og kunne mærke blod og tåre falde ned af hendes kinder. Hun ville ikke begynde at råbe efter hjælp da hun ikke vidste om nogen kunne høre hende og hun havde bare for ondt omkring på sin krop til at gøre det. Hun lyttede derfor til stilheden omkring sig og sad fuldstændig stille så der ikke blev påtaget mer smerte på hende..

De bløde poters skridt mod skovbunden kunne ikke høres, men tilgengæld var den hvide pels tydelig at se. Tatiana luntede roligt gennem skoven, og fulgte en lugt, hun ikke havde været i stand til at identificere. I virkeligheden, kunne hun ikke identificere ret mange lugte, men hun var nysgerrig nok til at følge dem, til hun fandt ud af hvad det var der lugtede sådan. Hun kunne dog genkende lugten af blod, og kunne ikke finde lugten af menneske, så hun vidste at det var væsen. Hun vidste også at det ikke var en varulv, for de lugtede jo som hende selv...

Rose kunne mærke en eller andens tilstedeværelse og rystede svagt over tankerne over om vampyrene var vendt tilbage. Hun frøs som bare pokker og hun kunne mærke vinden slå hårdt mod hendes nøgne hud som ikke blev dækket af kjolen. Hun lyttede til stilheden, men kunne ikke rigtig høre nogen og hun kunne jo ikke se sig omkring da hun havde bind for øjnene. Hun ville ikke begynde at kæmpe mod rebene omkring hendes håndled da rebet havde brændt hendes håndled ret meget, så det gjorde ondt hvis hun prøvede at komme fri.

Tatiana var imidlertidigt kommet så tæt på, at hun nu kunne se pigen.. Nej englen, der lå bundet. Hun gik langsomt nærmere, og snusede let til englen. Jo det var bestemt fra hende den uidentificerede lugt kom fra. Tatiana så sig om, for at tjekke at der ikke var andre, og forsøgte at forvandle sig til menneskeform igen, men mislykkedes. Hun trippede lidt, klynkede svagt, og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun endte dog med at bide rebene, der var bundet om englens håndled over. Ville dog ikke forsøge sig med bindet for hendes øjne, da hun var bange for så at komme til at skade hende.

Rose fik et chok da hun kunne mærke nogen snusede til hende og hørte derefter en klynkende lyd. Et dyr? Hun lod sine sanser tage over og kunne mærke at det var et væsen. En varulv? Hun åndede lettet op da rebene omkring hendes håndbled blev bidt over. Hun tog sig ømmende til håndledene og kunne mærke at hun havde sår hele vejen rundt om dem. Hun lod sine fingre gå op til bindet og bandt det langsomt op. Roses ansigt så fuldstændig smadret ud. Hun havde fået blå øjne og sår omkring dem og mærkerne var ret hævede, så hun kunne næsten ikke se ordentligt ud af dem. Hun lod sit ansigt gå i retningen af varulven og rakte en hånd ud efter den, bare for at være sikker på at den stadig var der. Hun kunne ikke rigtig se noget i mørket, hvilket irriterede hende utrolig meget.

Tatiana blev helt forfærdet ved synet af englens smadrede ansigt. Mødte dog hendes hånd med snuden, for at lade hende vide at hun ikke var gået sin vej. Hun var meget i tvivl om hvad hun skulle gøre, men forsøgte dog igen at forvandle sig. Igen uden held. Hvor var det dog irriterende! Når nu hun faktisk havde brug for det, kunne hun faktisk ikke forvandle sig...

Rose kunne mærke at varulven blev forfærdet ved synet af hende. Hun kunne mærke flere tåre pible frem fra hendes sårede øjne og gemte sit ansigt i sine hænder. Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke vise sig offentligt med sit sønderknuste ansigt. En lavmælt hulken begyndte at hobe sig op i hende og hun ville ikke lægge skjul på det og lod det blot komme frem. Hun hulkede lavmælt og kunne mærke blod og tåre løbe ned i hendes hænder. Blodet var fra sårene omkring hendes øjne, heldigvis. Det ville gøre det endnu værre hvis hun var begyndt at græde blod..

Endelig! Trejde gang lykkedes det Tatiana at forvandle sig. "Hvad er der dog sket?!" udbrød hun, og tog tøvende fat i englens ene skulder. Det var tudeligt, at der behøvedes hjælp, men Tatiana kunne vel ikke bare marchere gennem byen med en synderbanket engel, der havde vingerne fremme? Hun bed sig i læben, og forsøgte at regne ud hvad i alverden hun skulle gøre. Ringe 112? Nej, der var vingerne jo igen et problem...

"Jeg blev overfaldet.. Vampyre.." hviskede hun og så op på omridset af en pige som tydeligvis havde været det store dyr for nogle få øjeblikke siden. Hun snøftede lavmælt og tørte sine øjne med sin ene håndryg og lavede en grimasse da det gjorde helvedes ondt.

Vampyrer... Tatiana så sig endnu engang omkring, og slap sin læbe. Hun trak vejret dybt, og tog sig sammen. "Hvis forvandler mig til ulv igen, tror du så, at du kan klare at holde dig på min ryg?" spurgte hun lettere beslutsomt. Englen behøvede hjælp, det var tydeligt, og eftersom hun ikke så godt kunne bringes til et hospitalt, så måtte Tatiana vel blive den hjælp...

Rose så op på pigen og trak på skuldrene hvilket fik hende til at bide sig i underlæben af smerte "Jeg tror det.." hviskede hun og prøvede langsomt at komme op at stå.

Tatiana nikkede, og koncentrede sig om forvandlingen. Mindsanten om ikke det lykkedes i første forsøg!.. Hun lagde sig ned, så det ville være lettere for englen, at komme op på hendes ryg. Hun var stadig ret usikker, men ville under ingen omstændigheder efterlade pigen. Tatiana havde tænkt sig at tage hjem til sit lille hus der lå i udkanten af byen. Der kom ikke så mange mennesker på denne tid, og det ville ikke tage alt for lang tid at komme der hen...

Rose fik sig op at stå til sidst og haltede langsomt over til det store dyr som nu lå ned i græsset. Hun satte sig langsomt og lidt usikkert op på ryggen af varulven og holdt godt fast i hendes pels.

Tatiana rejste sig igen, og var faktisk overrasket over hvor lidt englen vejede. Hun satte i er roligt luntetrav, da hun var usikker på om hun kunne løbe uden at smide sin passager af. Så det gik ikke alt for hurtigt. Men fremad gik dog. Langsomt satte hun farten mere op, men var hele tiden klare på at sætte den ned, hvis der var tegn på at englen ville falde ned.

Rose holdt et stramt greb i ulvens pels, men dog ikke sår'n hun rev noget pels af. Det var så dejlig varmt og blødt, pelsen. Rose havde lagt sit ansigt mod det og faldt egentlig lidt hen og prøvede at ignorere smerterne i sin krop ved hvert skridt ulven tog. Det var bare rart at mærke varme mod sig når man havde siddet ude i kulden i så lang tid.

Efter en rum tid tyndede det ud i træerne, og man begyndte at kunne skimte byen længere fremme. Snart efter stoppede Tatiana op foran det lille hus hvor hun boede. Hvad nu.. Hvordan i alverden skulle hun komme ind? Det havde hun ikke lige tænkt nærmere over, da hun besluttede sig for at tage hjem med englen... Alene kunne hun nemt komme ind, hun sørgede altid for at lade kælder døren stå ulåst, men for at komme ind der, måtte hun jo rejse sig op.. Hun gik alligevel om til kælderdøren, så måtte hun vel bare finde på en måde at fortælle englen at huns skulle stige af?

Rose havde lukkede øjne og hun var faldet i søvn, men vågnede pludseligt da hun kunne mærke at ulven stoppede op "Er vi her?..." hviskede hun og vidste egentlig ikke engang hvor de var, men de var ihvertfald et lidt mer sikkert sted end skoven, kunne hun mærke. Hun lod sit blik gå langsomt omkring, men kunne ikke rigtig se noget tydeligt på grund af sine hævede øjne. For snøvsen da! Hun følte sig så skrøbelig når hun ikke kunne se noget og hun følte sig så svag fordi hun ikke kunne gå selv.

Tatiana virrede lidt med hovedet. Bestemte sig for at det ville være for besværligt at bede englen stige ned, så i stedet rejste hun sig langsomt og forsigtigt ved døren, til hun kunne nå håndtaget. Fik det trykkte ned, og kom ind i huset. Snart efter var de begge inde i stuen, og Tatiana lagde sig på gulvet, som tegn til at englen kunne kravle af hende.

Rose åndede lettet op da hun kunne mærke varmen fra et hus komme over sig. Det var en hel del bedre end at være udenfor. Hun kunne mærke at varulven lagde sig ned og lagde to og to sammen og kravlede langsomt af dens ryg og satte mig på knæ og havde sine hænder ned mod gulvet da det var besværligt for hende at holde sig oppe. Hun var træt og svag og kunne bare ikke mer, men hun ville ikke falde hen i ubevidstheden.. Ikke endnu..

Efter lidt besvær lykkedes det for Tatiana at forvandle sig tilbage til menneskeform. Hun skubbede sig op at sidde, og så kort på pigen. Dukkede så ind under hendes ene arm, og trak hende med op at stå. "Læg dig ned her." sagde Tatiana, og usikkerheden kunne stadig høres i hendes stemme. Hun fik dog sat englen på sofaen, og forlod så rummet for at hente en dyne, eller et tæppe eller noget..

Rose kom med nogle problemer op da pigen dukkede ind under hendes arm og lagde sig uden indvendinger ned på sofaen. Hun lagde sig på maven og knyttede sine hænder hårdt sammen og tvang sine vinger til at trække sig tilbage. Det var det sidste at hendes kræfter der blev taget fra hende. Hun lukkede sine øjne og havde mistet bevidstheden inden at pigen var kommet tilbage med noget til at lægge over hende.

Tatiana kom tilbage med sin egen dyne, og bed sig let i læben. Burde hun prøve at forbinde nogle af skaderne? Nej, det måtte i al fald vente til pigen igen vågnede op. Tatiana lagde dynen over hende, og gik ud i sit lille snævre køkken. Hvad i al verden var det hun havde gang i? Sukkede, og bed i et æble. Midt i det hele var hun blevet sulten. Hun rystede let på hovedet, og lod sig glide ned at sidde på gulvet.

Rose lå i ubevidstheden i nogle få timer, men lod derefter sine øjne åbnes på klem. Hendes øjne var stadig hævede, men hun kunne se lidt bedre end da hun blev bragt til huset. Hun blev liggende på sofaen og kunne mærke en varm dyne på sig. Hun smilte svagt og følte sig ikke så kold længere, men havde stadig ondt i kroppen. Hun mumlede nogle beklagende og ømmende ord da hun langsomt satte sig op og lod sit blik gå rundt i stuen som hun befandt sig i.

Tatiana havde imidlertidigt bevæget sig ud af køkkenet, og vidre til sit værelse. Lå og stirrede op i loftet, da hun hørte sofaen knirke let under englens bevægelser. Dukkede derfor op i døren ind til stuen, og så både bekymret og usikker ud. "Hej.." sagde hun lettere tøvende, og gik ind i rummet.

Rose så hurtigt op på en lidt sløret skikkelse i døråbningen ind til stuen. Hun gned sig i øjnene for at prøve at kunne se bedre, men skar en grimasse da hun gned sig i sine sår "Hey.." sagde hun lavmælt og blinkede et par gange og prøvede at smile et venligt og taknemmeligt smil, men det blev bare et halvt smil som var fyldt med smerte.