Alene på havnen

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Onsdag
Vejr : Skyfrit
Sted : Havnen *Surpriiiiise*
Tid : 17.32
Omgivelser : Ikke en sjæl

Artemis balancerede på kajen. Det var egentlig utroligt hvor hurtigt man kunne blive væk fra fire voksne der skulle holde øje med omkring 40-50 børn i forskellige aldre. De ældste børn hjalp jo sådan set til med at holde øje med de mindre, men af en eller anden grund var der sjællent nogen der var synderligt opmærksomme på Artemis. Det var hun sådanset også meget godt tilfreds med, men hun vidste hvor forfærdet nogle af de voksne blev, når det gik op for dem at de endnu engang havde glemt hende inde i byen. Det morede hende at de troede at der ville ske hende noget slemt, bare fordi de ikke lige var i nærheden. Som om at hun, fordi der ikke lige var nogen hun kendte i nærheden, ville gå i panik, begynde at tude, og gå med hvem som helst blot for at komme hjem igen. Dette var dog langt fra tilfældet.
Egentlig var det noget tid siden hun havde forladt de andre, og de var vel nok hjemme nu. Det var nok ved at være spisetid for de yngste, så de voksne ville nok ikke opdage at hun manglede før om nogle timer. Fint nok, så havde hun stadig noget tid, hvor hun kunne få lov at gå rundt som det passede hende..

Eugene gik ned langs molen. Det var hans yndlingssted, for her var næsten ingen mennesker, stille, hyggeligt og nostalgisk. Han kom her tit for at tænke, huske og ønske den fortid han savnede, men smilte ad sig selv over hvor dumt et ønske det var. Han kiggede ned i det grumsede vand, Overvejede hvordan det ville være at hoppe i, føle det kolde vand omslutte en, Eugene gav endnu et smil og grinte en smule af ideén. Han vendte sig om og ville gå hjem da han så et barn lege ved kajen. *hjemløs? Eller måske faret vild?* barnet så ikke ud til at mere end omkring 10 år gammel. *der er nok ikke nogen der opdager at et enkelt barn forsvinder fra jordens overflade* hans instinkter som blod-dæmon trådte ind. han gik bevidst åbenlyst derhen, men som han kom nærmere begyndte den lille pige at minde mere og mere om hans egen datter, som ikke var i denne verden længere. Eugene mistede sulten, "hey, det er farligt at lege så tæt på vandet, skal du ikke hjem til dine forældre, de savner dig måske?" han sagde det mere vredt end han ville. og håbede ikke det skræmte hende.

Artemis så overrasket op idet der blev snakket til hende. "Hvorfor bekymre du dig om det?" spurgte hun, i stedet for at svare på nogle af hans spørgsmål. Artemis havde ikke været hjemme hos sine forældre i lang tid, og hun vidste ikke om de savnede hende. Regnede dog ikke med det. Hun savnede jo heller ikke dem? "Desuden opholder jeg mig hvor jeg vil, og endnu er der intet hændt mig." tilføjede hun, og stoppede op. Betragtede manden. Hvorfor var det at voksne altid skulle formane hende om hvad hun skulle gøre og ikke skulle gøre? Hun var jo for pokker da ikke alle voksnes ansvar. Hun var faktisk ikke rigtigt nogens ansvar. Eller.. Det var jo ikke helt sandt. Hun var Fars ansvar, men Far havde jo ansvaret for så mange børn, så han tog sig ikke selv af dem. Det var jo også derfor at Artemis kunne rende hvor det passede hende, og kunne smutte fra Nanny'erne når de tog børnene med på tur.
Hun havde godt lagt mærke til det vrede i hans stemme, men hun var efterhånden så vandt til at voksne bare var vrede, at det ikke gik hende på. Han havde jo måske en grund til at være vred. En dårlig dag eller noget? Hun betragtede ham roligt, og lod de dybgrønne øjne hvile på hans ansigt.

Eugene blev fornærmet, over pigens svar. Da han var ung talte man ikke sådan til sine ældre, men det var jo også mange år siden *hvad kan man forvente af børn nu om dage* det kan godt være at pigen mindede om hans hans datter men tungen var skarp som en kniv, som Eugenes søn der hadede ham. som han tænkte alt det, kunne han ikke lade vær med at grine. "du ved vist ikke hvor farligt det kan være her omkring, der lusker monstre rundt" han smilede, den lille pige pige interressede ham, et spøjst menneske. "jeg har ikke noget og lave resten af dagen, så jeg kan være din bodyguard" *det er næsten skæbnesvangert at hun roder sig ud i et eller andet* og Eugene ville være der for at se det.

"Min bodyguard?" gentog hun undrende. Smilede svagt. "Men Nanny Rose kommer og henter mig. Når ellers de opdager at de ikke fik mig med hjem" fortalte hun, og lagde hovedet let på skrå. Et tænkende blik løb over de grønne øjne. Hun forstod ham ikke. Hvorfor skulle han dog ville beskytte hende? Desuden hvad havde han tænkt sig at beskytte hende mod? Luften? "Hvad mener du med monstre?" spurgte hun nysgerrig, og så på ham. Monstre fandtes jo kun i de bøger Nanny Violet læste højt for de mindre børn hjemme på sovesalen. Men det var måske ikke sådanne monstre han mente? Det kunne jo også være at han betragtede folk som kidnappere, og andre skumle typer, som monstre. Men så var det da et besynderligt udtryk at bruge? Nanny Rose ville blive vred hvis hun fandt Artemis sammen med en fremmed mand. Det var måske heller ikke helt klogt at være sammen med en fremmed, der påstod at han ville beskytte hende fra monstre. Han kunne jo lige så godt være en af de skumle typer, som Nanny'erne var så bekymrede over om hun skulle møde. "Nanny ville ikke blive glad..." mumlede hun, og så tænksomt på ham. Måske hun bare burde gå sin vej? Måske skulle hun ikke være gået fra de andre? Måske, måske, måske. Der var altid så mange måske'er omkring alting. Hun sukkede svagt, missede let med øjnene, og betragtede ellers bare manden.

Eugene var velvidende om at det han sagde fik ham til at virke mere mistænksom, men tænke ikke så meget over det. hun havde nævnt en 'nanny rose' et par gange nu "hvad bliver denne nanny rose ikke glad for?" spurgte han med et smil på læben. han undveg hendes spørgsmål omkring monstrene, han havde vist snakket over sig på det område, men hendes tænksomme ansigt og mumlen for sig selv morede ham.

Eugene syntes hun virkede mere selvtænkende end andre børn. men ud fra det hun havde sagt, lød hun som om hun opholdt sig meget for sig selv, hvilket så gjorde det mere utroligt hovrfor hun stadig var i live. hun var et forholdsvist nemt bytte for sådan 'nogen' som ham selv.

Artemis rynkede let på næsen, mens hun tænkte over hvad hun skulle svare til det. "At jeg er sammen med en fremmed." endte hun med at sige, og så efter hans reaktion. Han var mærkelig. - Lige som stortset alt andet. Hun lod blikket gå ned mod sine fødder, og skrabede let på asfalten. Så så op på ham igen. "Du svarede ikke på hvad du mente med monstre?" spurgte hun så, og var alt, alt for stædig til at lade en sådan ting passere ubemærket hen. Selvom hun ikke rigtigt svarede på alle spørgsmål, så mente hun nu, at han burde svare på det spørgsmål - uddybe meningen - da det jo handlede om noget han havde sagt. Endnu en gang rynkede hun på næsen, og kløede sig på kinden. Begge dele små tegn på, at hun tænkte..