Alene ved Havnen

Dato : 1. August - 10
Årstid : Sommer
Dag : Søndag
Vejr : Støvregn.
Sted : Havnen - Werclare
Tid : 04:12
Omgivelser : Havnen, både og vand. Tomt for mennesker.
Påklædning : Menneske krop. Hætte trøje, lange bukser og bare tær.

Larentia gik barfodet på kanten til vandet. Hun stirrede på hendes kolde fødder, men hun var ligeglad.
Hun var normalt altid varm, men ikke idag, hun savnede nogen at snakke med. Hendes følser omkring kærlighed gik hende lidt på. Hun begyndte at tro mere og mere, at hun ikke var i stand til at elske. Det gjorde hende ikke rigtig noget, så ville hun aldrig kunne blive såret, men selve tanken om at hun ikke var i stand til at elske skræmte hende en smule.
Hun stoppede op og fik øje på en sten der lå på kanten, lige der hvor hun skulle til at sætte foden. Hun samlede den op, kiggede på den, "hmf" sagde hun får sig selv og kastede stenen lang ud i vandet og så på de vandringe der kom i vandet efter stenen ramte vandoverfladen. Helt alene gik hun stille videre.

Matt vågnede fra den lille jolle han var endt op med at sove i, da han fik øje på en bekendt skikkelse. Dog ikke så bekendt som hendes anden skikkelse, men han vidste det var Larentia. Han fiskede sin jakke over sig og så sig lidt omkring efter Briak, men han var ingen steder at se, og Matt tænkte på Briaks stigende tendens til at flyve rundt for sig selv. Han tænkte på det at han måtte give slip på snart.
Men han måtte snakke med Larentia, han vidste ikke helt hvorfor men det måtte han altså bare . han hoppede op på havne kanten, "Larentia!" kaldte han.

Larentia gik i sine egne tanker, da hun pludselig hørte sit navn i mellem støvregnen. Stemmen var bekendt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men personen kendte hende så hun kaldte tilbage "Ja?" svarede hun med en rystende stemme, hun var våd over det hele på grund af den stille regn. Hun var ved at blive kold. Hun håbede inderligt at det var en fredelig sjæl.

Matt lagde forsigtigt hånden på Larentias skulder, "hey, ka du huske mig?" sagde han med sin drillende tone. han kunne mærke hvor kold hun føltes. Hun måtte havde randret rundt uden for i lang tid nu. Matt stod og kiggede lidt på hende. Hun var forandret på en måde. "Ka du huske mig?" spurgte han, denne gang bestemt.

Larentia blev en smule forskrækket da Matt lagde sin hånd på hendes skuldre. Hun vendte sig om og der var Matt! "Matt!" Sagde hun overraskende glad, hun krammede ham hårdt. "Ja, jeg husker dig" hun vel ved med at kramme ham. Hun var lykkelig, hun havde nu opdaget hvordan det er at savne en anden person, det var underligt. Hun smilede stort, hun havde lukkede øjne og forsat sit kram.

Matt fik først et lille kuldechok da han mærkede hendes kolde krop mod hans altid brændende krop. Men lagde så armene om hende. Han havde ikke tænkt på det med alt hvad han lavet, men han savnet Larentia. Den eneste anden varulv han stolede på. han lagde sin kind mod hendes, og trykkede hende hårdt ind til sig.

Larentia var helt afslappet af hans varme krop. Hun gav slip og kiggede op på ham, "hvad har du lavet i alt denne tid vi ikke har set hinanden?" spurgte hun med et drillende blik. Hendes våde hår sat nærmest klistret ad hendes ansigt, hendes våde ansigt gav hende en form for glans. Hun smilede til ham, det var rart at se en man stolede på. Hendes helt sorte øjne stirrede på hans ansigt og ventede på svar.

"Jeg har haft meget at gør" sagde han, mens han så på Larentia. "og dummet mig" mumlede han mest henvendt til sig selv. så så han igen Larentia i øjnene. "hvad med dig ?", sagde han med et skævt smil.

Larentia hørte godt hvad Matt mumlede, men hun lod som ingenting. "Tja" sagde hun tøvende .. "du ved, hvad ulve nu gør, hehe" sagde hun imens hun smilede dumt og kiggede ned. Hun ville ikke starte en dårlig stemning om hvad hun har lavet og tænkt de sidste dage.

Matt mærkede at Larentia havde noget hun tænkte på. Men han lod som ingenting. I stedet tog han hende blidt under hagen, og trak hendes ansigt op så deres øjne igen mødtes.

Larentia smilte usikkert og tænkte på den ting som hun havde gjort eller mistet kunne man jo også sige. "Du vil sikkert ikk høre det" sagde hun i håb om at han sagde ja. Han var den eneste som hun stolede rigtigt på.

"Jeg vil høre alt hvad du vil sige" sagde han og lagde sit hovede på skrå. Han hjerte begyndte underlig nok at banke. nok mest fordi han vidste at han bagefter nok også havde noget at sige. både til og om det hun nu ville sige.

Hun gik en smule væk fra ham og satte sig på den våde kant til vandet hvor alle bådene var. Hun kiggede ud i vandet, så på den lette regn landede på overfladen af vandet. "Jeg har gjort det" sagde hun bare ud i ingenting. Hun så den på sit spejlbillede i vandet. Hende kolde våde krop blev langsomt varmere, undtagen hendes tøj selvfølgelig. Hendes krop var spændt, hun vidste ikke hvordan hun skulle formulere sig.

Matt satte sig bag hende og lagde sine lange arme om hende, sådan sad de lidt, da han stille spurgte "Gjort det ?". Men han vidste det godt, og af en eller anden grund fik det ham til at få en knude i sin mave.

Det var rart at blive omfavnet på den måde, men i stedet for at tale i gåder så sagde hun "Ja, jeg.. jeg er ikke.." hun tog en dyp indånding "jomfru" sagde hun med et suk i stemmen. Hun fortrød det en smule at have gjort det med en hun knapt nok kendte.

Matt følte et lille stik i sit hjerte. "hvo-..hvornår?" spurgte han, selvom det egentlig var sagen uvedkommende. han sukkede og lagde panden mod hendes baghoved. "heller ikke jeg" sagde han så, med en lidt trist stemme. Han foldede sine hænder omkring livet på Larentia.

"Jeg ved hvorfor jeg er trist, men hvorfor sukker du?" spurgte Larentia med uvidne øjne. Hun tænkte tilbage til det ufølsome samleje hun havde på legepladsen kun nogle få dage siden. Hun sukkede dybt. "det er ikke så lang tid siden" sagde hun, med en stemme der rystede så meget som hun fortrød.

"jeg er heller ikke... du ved... men ... jeg fortryder inderligt" han slap hende som om han var inficeret med en dødelig sygdom og han ikke ville smitte hende. og hans øjne søgte han knæ, i fortrydelse.

"hvorfor fortryder du?" spurgte hun nysgerrige, hun vidste hvorfor hun fortrød, men hvad med ham? Hun vendte sig om og søgte efter hans øjne. Hun kunne mærke at han virkelig fortrød, hun ville høre historien.

Matt prøvede at undvige blikket. "Det er lige meget nu, jeg kan intet gøre ved det". han sad lidt med blikket nedslået, da de ord hun sagde ligesom sagde klik inden i hans hovede. "Hvorfor fortryder du ?", han lod sine nedslået øjne liste sig op i hendes.

Larentia kiggede skamfuldt væk men svarede alligevel "Jeg fortryder fordi det var med en fremmed, på en måde" sagde hun med lukkede øjne. Der fald en enkel tåre fra hendes venstre øje. Hun ville bare gerne krammes igen. Hun savnede hans arme omkring hende.

Matt så tåreren løbe ned af hendes kind og greb den med sin ene finger. Han lagde derefter sin ene arm om hende mens han med den anden hånd holdt hendes hovede ved hagen, og ae'ede hendes kind med tommelfingeren.

Larentia følte at hun var i de bedste hænder man kunne ønske sig. "Det jeg kan ikke gøre noget ved nu" sagde hun og tog en dyb indånding og slappede af i kroppen. "Men jeg har også mødt nye søde venner" sagde hun med et skævt smil på læben, på en måde for at sætte et form for plaster på såret, af den dårlige stemning.

Matt smilede, mens han prøvede at fange hendes blik og fast holde det " det er jeg glad for" sagde han. Han havde også selv fået gode venner. Det var faktisk derfor det hele gjorde så ondt. at sige farvel til det hele . at rejse væk. Men han blev nød til det nu. Han måtte finde ud af at kontrollere sig selv, og det kunne han kun gøre alene. Hans øjne blev sorgmodige og hans smil faldt igen. Han måtte sige farvel til det hele. Til sine venner, til sit nye hus, til sit job, og det han var mest bitter over, til Larentia, den eneste han kendte der var til som ham.

Larentia smilede, men ikke så længe, da hun så Matts smil falde så faldt hendes også. Det stikkede i hjertet at se ham så ulykkelig. Hun ville spørge hvad der var i vejen, men hun turde ikke spørge, men hun var alligevel alt for nysgerrige. "hvorfor er du pludselig så trist" sagde hun med de mest triste øjne. Hun kunne mærke at der var noget galt som hun bestemt ikke ville høre.