Genforening //Jameelah//

Tid: Klokken er omkring 3 om natten.
Omgivelser: Ingen andre end Zack og den vampyr han jæger!
Vejr: Det er koldt og det blæser, der er sne, men ellers er vejret rimeligt i forhold til årstiden.
Sted: Havnen.

Zack løb efter den flygtende vampyr, den flygtende vampyr var såret og hans tøj var forrevet, vampyrens ene arm var mere eller mindre halvt afhugget og for en gangs skyld viste et af disse afskyelige væsner frygt!
Zack hakkede væsnet i benet med en lang dolk og væsnets skrig kunne høres langt borte, skriget efterfulgtes af nogen lave gurglende lyde og derefter et skud og så et mere, det blev alt i alt til seks skud.
Zack smed liget i havnen og rendte væk fra lejlighederne hernede og tilbage mod pakhusene, da Zack var inde mellem pakhusene kunne han først igen slappe af, Zack havde fået lidt tæv men ikke nogen skader der krævede lægehjælp hans jakke var smurt ind i blod, Zack smed jakken i en skraldespand, heldigvis havde han en sort sweater indenunder med krave, men det var stadig en smule koldt, faktisk meget koldt at gå rundt sådan her, handskerne smed Zack også for det ikke skulle se forkert ud, ellers havde Zack bare nogen mørke halvløse bukser på og et par skridtsikre militærsko.

Tøj: En varm, sort vinterjakke. Indenunder har hun en sort cardigan på med en grå top inden under den. Lyse, stramme jeans, et par sorte støvler og en sort hue

På trods af sneen, havde Jameelah bestemt sig for at gå en tur ned til havnen. Flyve turde hun ikke længere. Det var blevet alt for farligt, i følge hende selv. Mest af alt, fordi hun var så synlig når hun fløg. Både dusørjægere og vampyrene ville kunne følge efter hende og så angribe hende. Det var ikke en chance hun havde lyst til at tage. Så selvom hun var et lettere bytte på jorden, så kunne hun jo altid lugte hvis fx. en vampyr nærmede sig. Det ville give hende tid til at folde sine vinger ud og flygte. Måske først lave en slags storm, som blændede vampyren, men ellers så bare flygte. Hun magtede ikke at slås. Både fordi hun var så svag, som engle nu var og så fordi at hun ikke brød sig om vold. Det var nytteløst.
Hun stak sine hænder ned i lommerne på sin jakke, for at varme dem op. Ikke at hun frøs, men det ville hun sikkert komme til. Derfor ville hun bare prøve, at undgå at fryse alt for meget. Så ville hun i hvert fald ikke komme til at ligne en omvandrende istap.
Tanken fik hende til at le. En smuk, engleblid latter. Så fortsatte hun med at gå ned af havnen.

Zack var på vej hen af den gade med de mange pakhuse, hvor det pakhus Zack selv holdt til i lå, da Zack pludselig hørte en blød og pæn stemme le, han ville næsten kalde stemmen lækker.
Zack fik en trang til at gå derhen hvor han hørte den pæne stemme fra, før den forsvandt og før han vidste af det fulgte han efter en pige med en sort jakke og lyse jeans, han kunne ikke se hendes hårfarve i mørket til dels fordi den blev dækket af en mørk hue og til dels fordi han mere fokuserede på hendes ryg.
Zack satte farten lidt ned da pigen ikke skulle tro at Zack fulgte efter hende selvom han rent faktisk gjorde det.

Jameelah begyndte at få færten af et menneske. Ikke at det var unormalt ovehovedet. Nej, men det unormale var at det virkede, som om duften kom tættere på hende. Til sidst kunne hun dufte at mennesket gik lige omme bag sig. Hun turde ikke dreje hovedet og kigge, for så ville hun jo være afsløret. Hvilket menneske ville måske kunne dufte et andet meneske, når afstanden på dem var så stor? De færreste, gættede hun på. Hvilket hun nok også havde ret i. Hvis der var nogen mennesker, som kunne det måtte de være en eller anden slags supermennesker eller noget. Der kunne ikke være en anden forklaring.
Hun satte farten lidt op, og håbede at mennesket, som duftede som en mand, ikke lagde mærke til det. Så ville han måske begynde at løbe og så ville hun have problemer. Hun ville ikke angribes eller noget. Hun ville bare sikkert hjem.

Zack som var dusørjæger kunne en hel del ting som mennesker normalt ikke kunne deriblandt løbe stort set lydløst, Zack kunne løbe eneste forskel ville være istedet for takfaste skridt som man gik med normalt ville der gå længere tid mellem skridtene, og dette gjorde Zack nu.
Zack vidste hun ville kunne høre ham når han kom tættere på, men Zack måtte bare tale med denne dame.
"Hey, du?" sagde Zack og gjorde tydeligt opmærksom på sig selv, og satte farten ned, og gik nu i cirka samme fart som pigen gjorde.. Pigen virkede en smule bekendt, hvor Zack havde set hende før kunne han ikke sige, Zack havde jo heller ikke set hendes ansigt endnu, bare kropsformen, måske lignede hun bare én?

Da hun hørte at han begyndte at løbe, fik det hende til at begynde at små løbe. Nu ville hun altså bare væk. Måske begyndte han bare at løbe, men hun behøvede bare at løbe ind i en gyde, folde sine vinger ud og så var hun væk. Det ville han umuligt kunne opdage, for når hun kom højt nok op, lignede hun bare en fugl.
Da han havde indhentet hende, stoppede hun med at løbe, men stadig gå hurtigt. Hun drejede hovedet og så på ham med store, blå og skræmte øjne. Hvad ville han hende dog? Han virkede lidt bekendt, men hun kunne ikke placere ham helt. Hun havde helt klart mødt ham, men hvor kunne hun ikke huske. "Hvad vil du?" spurgte hun med skælvende og bange stemme. Inderst inde håbede hun på, at han ikke var dusørjæger. Men man vidste aldrig med menenskerne. Dusørjægerne lignede og duftede som helt almindelig mennesker, som ikke vidste noget om væsnerne. Derfor kunne det være svært at se, hvem der var hvem af dem.

Zack kiggede lige ind i de blå øjne og tænkte sig om... Jo han havde sku da set hende her før! Zack tænkte sig om et øjeblik før Zack huskede, og sagde "Du arbejder på Petronia, ikke? Vi har snakket engang." Zack kiggede et øjeblik på hende for at se om hun ville huske ham.
Zack var en af de lidt "flinkere" dusørjægere der var nogen væsner han ikke rørte fordi Zack vidste de ikke var til skade for menneskeheden, men resten, de var jaget vildt, og når Zack jagede nogen eller noget vildt, så var det virkeligt vildt, Zack ville finde dem til enhver pris og dræbe dem til enhver pris, dog var hende her ikke en af dem som Zack umiddelbart ville dræbe.

Hun nikkede en enkelt gang, for at bekræfte det han havde sagt. Nu huskede hun det. Han var faktisk en dusørjæger, hvilket gjorde hende endnu mere bange. Hun kunne ikke huske om han var venlig eller det modsatte. Derfor var hun lidt på vagt, selvom hun mest af alt, sikkert lignede en skræmt, lille hunde hvalp. Men når man var engel lærte man hurtigt at frygtee det meste. For som en af de svageste af racerne, ud over menneskerne, så havde de en del at frygte. Nærmest alle væsner.
Jameelah trådte et par skridt tilbage, for ikke at være alt for tæt på ham. Når hun ikke vidste hvor hun havde ham, brød hun sig ikke om at han stod så tæt på hende.

Zack smilede skævt da hun nikkede og ville række hånden frem for at hilse, sikke en tilfældighed, men da hun pludseligt trak sig lidt tilbage løftede Zack hænderne op for ligesom at vise at hun ikke skulle være bange for ham, Zack var ikke ude på noget lige nu.
"Hey hey, tag det roligt, jeg er ikke ude på noget, okay?" sagde Zack og sænkede langsomt hænderne igen.
Zack holdt hænderne under armhulerne for at få varmen i de kolde fingre igen, Zack møgfrøs lige nu, han fortrød han havde smidt handskerne og jakken væk selvom der havde været blod på, heldigvis havde Zack ikke fået blod på bukserne eller skoene.

Jameelah betragtede ham bare med store øjne og sagde først ikke en lyd. Mest af alt, fordi hun ikke turde. Måske løj han! Man kunne ikke altid stole på dusørjægerne. De var tit løgnagtige og ville bare tjene en masse penge på at fange væsnerne, dræbe dem og derefter sælge dem, til den der bød højest i den højeste valuta. Derfor turde hun ikke stole på hvad han sagde.
Men hun slappede en smule mindre af og gav sig til at gå igen. "Zack" sagde hun så, da hun pludselig kom i tanke om hans navn. Hendes stemme var stadig lidt utrolig og bange, men mest af alt blid, som kun en engels stemme kunne være det. Hun vidste, at alene det at han var i nærheden af hende, gjorde ham rolig og tryg. Det var en ret sjov egenskab ved engle, syntes hun.

Zack smilede stort da hun sagde hans navn 'Zack' Zack måtte bare nikke for at vise at det var rigtigt, Zack hed, han ja.
Zack tænkte sig lidt om før han sagde "Jami... Je... Jameelah?" og på hende med et spørgende udtryk i ansigtet, det var tydeligt han var i tvivl om han udtalte det korrekt, det gjorde han nok ikke, men hvad så... Vis dette så overhoved var hendes navn, hellere et dårligt forsøg end intet forsøg.
Zack rakte hånden frem mod Jameelah for at hilse, og se hendes reaktion på at han forsøgte at være venlig, mod hende.

Jameelah nikkede, for at vise at han havde ret og også havde udtalt det korrekt. Gad vide hvordan han havde kunne huske det. Plejede mennesker ikke at have en hukommelse som en si? De levede jo ikke særlig længe, så alle ikke-vigtige ting, burde vel slettes fra deres hjerner? Det gjorde de måske ikke. Sådan noget kunne hun jo ikke vide. Bla. fordi hun ikke var menneske og aldrig havde været det og så fordi at hun ikke var særlig vild med hjerner. De lignede.. Ja, noget ikke særlig lækkert. Alene tanken om dem, gav hende kvalme.
Usikkert, tog hun hans hånd og klemte den blidt, hvorefter hun slap den. Hun ville gerne være venlig, men hun ville stadigvæk ike sænke sine parader alt for meget.

Zack smilede og nikkede da hun nikkede, eneste grund til at han faktisk kunne huske hendes navn var at Zack havde haft et chrush på hende fra lige efter han havde set hende første gang, men det havde han opgivet, for Zack havde jo egentligt ikke set hende ret længe, men det var også hans egen skyld, ja det var.
Zack smilede til Jameelah og gik lidt tættere på hende "Skal vi følges?" spurgte Zack selvom han skulle den anden vej, en lille omvej var jo nok ikke noget der kunne skade ham specielt meget, nej... Det kunne umuligt være særligt slemt.
Zack smilede til Jameelah og stak sine hænder i sine lommer.

Hun nikkede. Hvad kunne der være farligt ved at de fulgtes? Okay, han kunne selvfølgelig finde på at angribe hende, men der kunne hun jo bare bruge sin evne. Kontrol over luften. Med den kunne hun jo kvæle ham eller noget i den retning. Mulighederne var mange. Men hun ville prøve at undgå det. Som den nok fredeligste race, så hadede hun vold og ville helst ikke selv ty til det. Faktisk ville hun hellere blive slået end selv slå. Gud ville jo heller ikke have at man sloges. Så hvorfor egentlig gøre det?
Hun sukkede og gav sig til at gå igen. Retningen var mod La Sunsiha. Der var måske langt tilbage, men hun plejede jo heller ikke at gå. Hun tvivlede på at hun nogensinde ville gå fra La Sunisha til Wereclare eller omvendt. Det var jo alt, alt for hårdt og hvorfor gå når man havde vinger, der nemt kunne være ens 27 kilo?
Tanken fik hende til at smile blidt, for sig selv.

"Hvor langt væk bor du egentligt?" spurgte Zack og kom i tanke om at han rent faktisk havde en bil stående hjemme i pakhuset, en lidt ældre en måske, men den kunne køre og den kørte godt.
Zack havde kørekort og alt det, det var bare sjældent at Zack kørte i bil... Eller noget andet for den sags skyld.
Zack foretrak at gå, og Zack kunne alligevel gå langt, det var jo ikke for ingenting at Zack havde lært at overleve i en skov, vis man skulle kunne det måtte man være i god kondition, og Zack var i bedre kondition end de fleste mennesker. Det var de fleste dusørjægere faktisk.
Zack gabte højt og strak sig.

"La Sunisha, men jeg behøver ikke noget lift" svarede Jameelah og var en smule i tvivl om han havde glemt at hun var en engel. Faktisk mente hun, at kunne huske han havde opdaget sidst de havde mødtes. Ellers måtte han da ikke være en særlig god dusørjæger. De kunne jo nemt se forskel på væsnerne. Hvem der var varulv, vampyr, dæmon osv., var jo nemt for dem. Meget nemmere for væsnerne selv, men dusørjægerne var jo trænet i at de forskel på dem. Derfor var det bla. ret sjældent at en engel blev forvekslet med en elver eller en varuvl. Der var jo en del ting, bare på udseendet eller væremåde, som adskilte dem. Med dæmoner og vampyre var det endnu nemmere. Man skulle jo nærmest bare kigge på dem, for at se hvad de var. De var jo så unaturligt smukke. Nogle gange kunne hun godt blive lidt misundelig på dem.

"Er du sikker? Jeg mener der er langt, og det er dumt at flyve i dette vejr, tænk nu vis det begyndte at sne slemt? Så ville du ende med at komme til skade?" Zack stod og så lidt overvejende ud et øjeblik, før Zack så sagde "Jeg kender nogen der har et hus lige i nærheden, vis du vil overnatte der, du må gerne, de bor der ikke rigtigt, men der er møbler og alt?" Zack undlod at fortælle at han mente hun gerne måtte låne hans hjem, bare for en nat, det kunne vel være ligemeget om det var ham der boede der eller om det var nogen andre, det troede Zack da i hvert faldet.

"Jeg elsker at flyve i snevejr" sagde Jameelah stille og roligt. Faktisk var der ikke noget bedre end at flyve i sne, hvis man spurgte hende. Godt nok, var det en udfordring, men når man vænnede sig til det, så var det faktisk slet ikke så slemt. Det var ret sjovt. Mennesker eller andre væsner, kunne sikkert ikke se det sjove i det, men det kunne hun. Der var sikkert hellere ikke andre engle end hende, der syntes det var sjovt, men de var jo alle forskellige trods racen. Der var jo dødsengle og skytsengle. Selv var hun bare en almindelig engel. Dødsengel, ville hun aldrig kunne blive og slet ikke skytsengel. Selvfølgelig ville hun gerne beskytte menneskene, men det at blive knyttede så meget til et og dø når det gjorde.. Nej, det ville hun ikke kunne. Hun ville leve i en evighed, ligesom det var meningen med almindelige engle.
"Tjoh.. måske" mumlede hun.

Zack nikkede bare opgivende og kiggede på himlen det så ud til at det kunne begynde at sne når som helst, på et hvilket som helst tidspunkt fra nu til i nat.
Zack smilede og nikkede da hun sagde måske til hans tilbud om at overnatte.
Zack spurgte "Skal jeg så ikke bare vise vej?" Zack havde allerede vendt sig halvt og pegede i den retning de skulle for at vise hende hvad retning pakhuset lå i, det lå faktisk lige bagved det pakhus de stod ved siden af, det lå under 100m væk, faktisk under 50, måske 20 højst 30m væk.

Jameelah nikkede. "Så længe du ikke føre mig til jeres hovedkvarter, så værsgo'" sagde hun med venlig stemme og smilede blidt, som kun en engel kunne til ham. Hun bed sig nervøst i læben. Hvad nu hvis han førte hende i en slags fælde eller noget? Hvad skulle hun dog så gøre? Engle kunne jo ikke forsvare sig så godt, som de andre reacer. De var jo den svageste af alle racerne, hvis man ikke talte menneskerne med. Så hvordan skulle hun kunne forsvare sig? Hun kunne selvfølgelig bruge sin evne, men den var hun ikke meget for at bruge. Enkelte gange var de vinde hun havde lavet blevet nævnt i Tv'et. Derfor forsøgte hun at bruge sin evne så lidt som muligt.

Zack begyndte langsomt at gå indtil han var sikker på hun fulgte med, Zack rystede på hovedet, nej han ville ikke opgive hende til dusørjægerne, det havde han ikke tænkt sig, og vis Zack ville det, så behøvedes Zack bare et enkelt opkald så var her loads af dusørjægere parate til at fuldføre hans ordrer.
Zack pegede på pakhuset de kunne se lige så snart de havde drejet rundt om det første.
Zack åbnede ikke porten, det gjorde han aldrig, den var også låst indefra på flere måder, så den kunne direkte ikke åbnes udefra, Zack gik hen til den mindre dør og låste den op og gjorde en armbevægelse for at vise hun bare kunne gå ind, lyset tændtes automatisk da Zack sagde en bestemt lyd.
Zack kiggede rundt for at se om der var noget der kunne skræmme hende i rummet, det burde der ikke være.. Dog fik han øje på to åbne kufferter den ene var fuld af penge og i den anden sad et par store pistoler, knive og et stykke ståltråd med håndtag, til at kvæle folk, Zack gik hurtigt over og lukkede begge kufferter og smed dem under sofaen.

//Pakhusets indvendige udseende: på den etage man kommer ind er der et stort køkken, en sofagruppe bestående af 3 sofaer overfor sofaerne er der en fladskærm, der er også et toilet med brusebad, og en cirkeltrappe til anden etage, på anden etage er der et kæmpestort badeværelse bestående af en seng et par komoder og skabe, og et stort toilet med både spabad og karbad, brusebad og toilet.//

Jameelah fulgte med ham, så godt hun kunne. Han var lidt hurtigere end hende, så derfor gik hun et lille stykke bag ham, men hun holdt hele tiden øje med ham. Var på vagt. Hvis hun havde brug for at flygte, så skulle hun jo bare lige folde vingerne ud og.. ja, flyve afsted. Det var ikke så meget det der bekymrede hende. Mere det at hun var sammen med en dusørjæger, og hun kendte ham jo ikke så godt. Hvad nu hvis han fandt på at binde hende, så hun ikke kunne flygte? Det ville hendes vinger eller krop ikke kunne holde til. Når man var et svagt væsen, som hende, var der få ting man kunne holde til. At blive bundet var hel klart ikke en af de ting.
Med et nik gik hun gennem den mindre dør og så sig omkring i pakhuset. Det så ret almindeligt ud, lidt som en stor lejlighed. Den havde personlighed og var ret hyggelig. Lige som hendes egen lyse lejlighed i La Sunsiha. I modsætning til i pakhuset, så var hele hendes lejlighed malet hvid, for dte fik det hele til at se mere rummeligt og åbent ud. Præcis som himlen, lige som hun kunne lide det. Men her var der bestemt også hyggeligt. Hun var så optaget af at se sig omkring, at hun ikke lagde mærke til kufferterne.

"Jeg regner med her er rent, vis du er sulten er køleskabet altid fuldt, eller også er der nok forskellige ting i fryseren såsom is og færdigretter." Zack gik hen og lukkede døren efter Jameelah, og viste hende låsen, det var en meget special lås, dog viste Zack hende hurtigt hvordan man kunne åbne og lukke den.
"Vis du trænger til et bad er det store badeværelse ovenpå, der er allerede håndklæder deroppe, de er alle rene så du tager bare dem du skal bruge, vis det er." Zack tog sin våde sweater af og smed den på trappens gelænder, og rendte op og fandt en ren t-shirt frem, en grøn med skrift og logo, den anden var blevet gennemblødt også.
Da Zack kom ned igen, smuttede Zack hen og satte sig i sofaen, lige over det sted kufferterne lå, så Zack kunne fjerne dem når han fik lejlighed til det.

Med et nysgerrigt og opmærksomt blik, så hun hvordan låsen kunne låses op eller låses helt. Da den var ret specielt, så den også temmelig svær ud at åbne, men overraskende nem at låse. Måske var det meningen. Nemt at komme ind, men svært at komme ud. Hun havde virkelig ingen anelse, men hun egentlig heller ikke rigtig lyst til at vide det. I så fald måtte der da være nogle vinduer, man kunne flygte ud af. Flygtveje, var noget af det der optog hendes tanker en del. I hvert fald mens hun havde været i nærheden af dusørjægeren Zack. Ikke at hun ikke stolede på ham, men det var altid godt lige at have en slags Plan B eller andre bogstaver. Hun havde ikke lyst til at havne i hænderne på en eller anden rig, grisk mand som havde betalt mange penge for at få en engel til sin samling af væsner. Men det værste senarie var nok, hvis hun fik skåret vingerne af. Det ville hun ikke kunne bære. Så hellere udstoppede og udstilles.
Jameelah nikkede og smilede blidt som en engel til ham, mens han fortalte om maden og badet. Hverken mad eller et bad havde hun lyst til lige nu. Måske lidt senere. Normalt spiste hun heller ikke særlig meget, for engle behøvede ikke ret meget at spise. De vejede jo heller ikke særlig meget nogen af dem. Omkring de 15-30 kilo ville hun sige. Ca. det samme som et barn i indskolingen. Bad behøvede hun heller ikke.
Hun tog sit overtøj af, også sine sko. Mest for at være venlig og ikke svine huset til. Inden under sin jakke havde hun en sort, lidt for stor cardigan med et grå tanktop inden under.
"Her er hyggeligt" sagde hun stille, da han kom tilbage. Hun blev stående og satte sig ikke ned.

Zack smilede til Jameelah og gik hen og åbnede køleskabet han stod lidt og overvejede hvad han ville have indtil han tog en dåseøl og kastede den lidt fra hånd til hånd før Zack tog en skål halvspist slik, normalt var der kun lakridser tilbage, men Zack var lidt mærkelig og spiste altid det 'dårlige' først, så der var kun chokolade og vingummier tilbage.
Zack lukkede køleskabet og satte sig over i sofaen, Zack gjorde tegn til at Jameelah bare kunne sætte sig.
"Bare tag, hvad du vil have, vil du have noget at drikke?".