En tur i skoven (William)

William sank stille igen, han kunne smage blod, og det var hans eget han kunne smage. "Jeg er ked af at du må have det sådan" mumlede han. Han bed sig hårdt i læben og knækkede mere sammen og støttede sin ene hånd mod jorden så han ikke faldt forover "jeg ville ønske..." hviskede han, men smerten var for stor, så han gav op og koncentrerede sig i mellemtiden om at få trukket vejret ordentligt. "Undskyld.. men hvis det virkelig skal være på denne måde.." hviskede han og løftede sin ene hånd og greb fat om halsen på hende "jeg kan ikke lide at dræbe børn.." sagde han stille "jeg har faktisk aldrig dræbt nogen.." hviskede han og lod nogen små istapper vokse ud fra hans hånd og ind i hendes hals, helt langsomt for han havde ikke mange kræfter tilbage at tære på. Han hørte pludselig stemmer fra skoven.

Sascha gispede ved den langsomt voksende smerte i halsen. Kulden nåede ikke at blive stor nok til at have en bedøvende efekt, før isen pressede sig ind i hendes hud. "Det.. Det kan de færreste... Lide at dræbe børn altså." hviskede hun som svar, og trak endnu engang kniven ud ham. Hun huggede dog kniven op af, i et forsøg på at ramme den arm, med hvilken han holdt om hendes hals. Hun ville ikke dø. Hun ville ikke lade sig dræbe... Hun ville ikke... "Men det er jo det der er så genialt, ved at lade børn dræbe." tilføjede hun, med noget bedre styr over stemmen, da hun var kommet sig over chokket ved den isende smerte.

William bed sig i læben, han kunne ikke det her "Nej.." mumlede han bare. Til sidst slap han dog hendes hals "smut med dig, jeg siger bare at det var en bjørn" hviskede han hæst og kunne høre nogen råbe om at der var nogen. Han fik skubbet sig op og stå, og så kort på Aingeal som hun kaldte sig. Han stod usikkert, og var i tvivl om at han ville overleve dette, han havde jo tabt en masse blod, og hvis han havde været menneske havde han nok allerede været død.

Sascha tog sig let til halsen, og mærkede den klistrede væske. Hun mumlede let, og rejste sig op, lyttede efter stemmerne. "Det ville betyde at jeg skulle lade dig gå." sagde hun, og rystede let på hovedet. Holdt stramt om kniven. Hun kunne ikke lade ham gå... Hvordan skulle hun kunne det?

William smilte kort "hvis jeg kan gå nogen steder.." sagde han lavt. Han holdt stadig for sårene og prøvede at standse blodet "der er ingen grund til at du bliver stemplet som morder" sagde han, og så to mennesker komme gående. Den ene af dem standsede op og gik så i panik og råbte om de var okay. Han så lidt på kniven og lod blikket følge æggen og frøs den ubemærket til så den ikke kunne skære. Han så på hende igen "løb nu...sårene på din hals er ikke dødelige" sagde han lavt.

Sascha rynkede tilfredst på næsen, og rejste sig op. Overvejede tydeligt at skide på menneskene, og hugge kniven i han igen. Dog gjorde hun det ikke, men gik nogle skridt baglæns. "Hvorfor gør du det?" spurgte hun undrende, og var klar til at sætte afsted igen. Hun ville bare lige have et svar først. Hvorfor ville han forsøge at beskytte hendes uskyldige ry blandt menneskene, når hun havde været godt igang med at slå ham ihjel?... Det gav jo igen mening altså!

William så kort på menneskene og så på hende igen. Han smilede svagt af hendes spørgsmål "fordi jeg er dummere end en sten.. men jeg vil ikke skade dig eller gøre en ende på dit liv, jeg er ikke ondsindet" hviskede han og så på hende "fis så af med dig så jeg kan finde på en undskyldning for at se sådan her ud" sagde han kort, og kunne ikke lade være med at smile en lille smule. Han ville og kunne ikke være istand til at slå hende ihjel.

"Hm.." var det eneste svar, der kom fra Sascha, før hun gemte kniven væk igen, og satte af sted gennem skoven. I det samme hurtige løb, som hun havde benyttet sig af tidligere.

//out