Når der er lys foroven - Jake

Tid: 01:25
Omgivelser: Helt stille.
Vejr: Stjerneklart og svagt snevejr.
Sted: I en lysning.
___

Joanne havde sin natkjole på, med en tyk, pelset jakke udenover. Der havde bare ikke været tid til at skifte da hun skulle ud i skoven. Hun havde haft en drøm, og den havde bare skreget ind i hovedet på hende at hun skulle tage ud i skoven. Og hun fulgte altid sine drømme. Men nu frøs hun dog en smule, og følte sig en anelse alene. Hun kunne ikke lade være med at le en smule. Dette sted var bare det dejligste. Stjernerne reflekterede lyset i hendes sorte, blanke hår, og i hendes rødbrune øjne. Sneen dalede langsomt ned på hendes hår, og fik hende til at se virkelig smuk ud.

Jake var på vej gennem skoven, hans sorte hætte var trukket op over hovedet og skjulte det meste af hans ansigt. mens han gik tænkte han på hvorfor han var her, var det sneen der havde kaldt på ham? han rystede på hovedet af sine fjollede tanker og fik et lille næsten usynligt smil på læben, han stoppede brat op da han fornemmede nogen tæt på og hoppede hurtigt op i et træ, det var et menneske men det tog ham yderliger et par sekunder at finde hvor lugten kom fra og han smilte overlegent da han fik øje på en menneskepige, han kunne kun se hendes ryg, da han var langt bag hende. han sneg sig lidt tættere på og fik nu første gang rigtig set på hende, en meget smuk og yndefuld skabning.. Det var længe siden han sidst havde 'skræmt' et menneske og måske var dette lige det rette tidspunkt..

Joanne kløede sig i nakken, og fugtede læberne. Havde der ikke lige været en lyd? Nej, det måtte være noget hun bildte sig ind. Ingen ville være ude i dette vejr, så sent. Sneen lå allerede tyk på jorden, og gik hende halvt op af skinnebenet. Hun sank en gang, og lyttede, men hun kunne ikke høre noget som helst, kun den dalende sne, og lyden af sammentrykket sne. Hun trak lidt ned i sin kjole, så den igen dækkede hendes midterlår. Hun slog en lille kluklatter op, fordi hun havde været så dum at tage herned i det her vejr, i det her tøj. Hun burde altså blive lidt klogere. Hun så sig omkring, men hun så det samme over det hele. Den smukke skov, overdrysset med sne. Det lignede et smukt eventyrsland, helt ens på begge sider.

// Sorry min manglende krea :3

Jake smilede selv en smule af hendes latter og forvirring, hun havde en meget sød latter der gik ind gennem huden og gav ham kuldegysninger men på en god måde, han så hun trak ned i kjolen og kunne regne ud at hun frøs. Med et elegant hop landede han ved siden af hende og lod sin sorte hættetrøje dumpe ned over hendes skuldre så han selv nu stod i t-shirt, men det var ligemeget han kunne godt lide kulden og sneen. Jake kiggede ikke på pigen ved siden af ham, istedet kiggede han til den anden side mens han åbnede munden for at begynde en sætning "du bliver forkølet vis du går ud i det her vejr uden mere tøj" sagde han så, stadig med blikket rettet i den modsatte retning.

//det okay, den lå godt til mig^^//

Joanne havde været helt afslappet lige inden han var landet ved siden af hende, men lige så snart hun mærkede det svagt vindpust og hans blide berøring måtte hun undertrykke et skrig. Hvor havde han bare forskrækket hende! Hun trak vejret hurtigt, og fniste hysterisk. "Jeg hørte sig slet ikke... Men.. tak." Hun trak hans hættetrøje lidt tættere om sig, og strøg noget flyvsk, sort hår væk fra ansigtet. Hun skælvede en smule, men det var ikke kun på grund af kulden, nu også på grund af chokket han havde givet hende. Hun drejede ansigtet mod ham, og betragtede hans smukke ansigt. Alle hans ansigtstræk var utrolig smukke, og han var alt for smuk til at være menneske. Næsten helt usynligt lod hun fingrende stryge over hans nakke, og mærkede svagt de små prikker i nakken på ham. Det var tatoveringen... Han var vist nok en dæmon, ligesom William.

Jake fik et chok da han mærkede hendes kolde fingre mod hans nakke og trådte et skridt tilbage, han tøvede lidt og tænkte over hendes berøring, havde hun gået efter tatoveringen på hans nakke, i så fald var hun ikke så dum igen, på den anden side kunne det bare havde været en uigennemtænkt menneskeberøring, han gættede på det sidste og gav hende et af hans små charmerende - men falske - smil "undskyl jeg forskrækkede dig" sagde han så, stadig smilende, det gav ham en smule kvalme at undskylde overfor et usselt menneske, men noget ved dette uskyldige lille væsen havde sagt han skulle gøre det og så måtte det være sådan.

Hun holdte sine glødende øjne på hans smukke øjne, og var nu blevet meget mere tryg. Sjovt nok... Nu viste hun at han var dæmon, og så var han ikke noget farligere. Men mon ikke han kunne gøre mere skade på hende, end almindelige mennesker? Men alligevel havde hun bare en tryg følelse. "Det gør ikke noget." sagde hun med en kær, venlig stemme. Det efterfølgende smil var også et kært, barnligt et. Hun var faktisk bare glad for at han var kommet hen til hende. Ellers havde hun været alt for alene. Da de alligevel stod lidt længere fra hinanden, tog hun et par skridt tættere på ham. "Hvad hedder du enlig?" spurgte hun åbent.

Jake rettede for første gang sit blik rigtigt hen på hendes ansigt og smilede en smule ved synet, det var sjælent at man så en så smuk menneskepige, han blev et øjeblik fanget af hendes glødene øjne men kiggede hurtigt væk igen og rystede det fra sig *hun er et usselt menneske* tænkte han til sig selv, men lod på ingen måde sine tanker vise sig for pigen foran ham istedet. Nu bemærkede han også afstanden og tog et skridt frem mod hende så de nu stod rimelig tæt hvorefter han kastede blikket hen på hende igen "Jeg er Jake" sagde han så med en lidt ligegyldig tone som han dog hurtigt skiftede og smilede istedet over mod hende igen "og skønheden foran mig er?" spurgte han så med et langt fra troværdigt uskyldigt udtryk i ansigtet.

Hun fnøs som om hans kompliment var helt ligemeget, men hun blev alligevel ret glad for det. Hun elskede at få ros, og hun rødmede da også en smule, selvom hun håbede at han ikke lagde mærket til det. "Hun hedder Joanne." sagde hun trodsigt, kløede sig i hovedbunden og sendte ham et af sine normale, charmerende smil. Hun følte sig alligevel glad for at stå lidt tættere på ham. Hun havde bare lyst til at lære ham at kende, og muligvis være sammen med ham hele natten. Tanken fik hende til at blive endnu mere opkørt, og hun rødmede lidt mere. Han var en dæmon.. Hun huskede sig lige på det for en sikkerheds skyld. Før havde hun være sammen med en vampyr, helt uden at vide det. Men hun havde bare været så naiv for alt fare...

Jake bemærkede hendes rødmen og det gav ham en triumferende fornemmelse, han var ikke genert og var derfor på hjemmebane nu, han tøvede lidt mens han tænkte det igennem, han havde jo intet at lave så hvorfor ikke bruge en aften på hende? han besluttede at spille den venlige type for nu og lære hende lidt at kende, han hadede at være venlig, men på en måde var det også lidt sjovt at 'spille sød' overfor mennesker de fleste troede altid på den. Han lagde en hånd på hendes pande og holdt den der lidt før han sagde noget "dit ansigt er rødt" begyndte han med et bekymret tone "er du ved at få feber?" spurgte han så og kiggede atter på hende.

Hun udstødte endnu en utrilfreds lyd, og kunne ikke lade være med at grine. "Helt ærligt. Det er jeg da ikke, er jeg?" Hun kunne ikke lade være med at grine fjoget. Hans hånd glødede mod hendes hud, og hun skar ansigt. Helt ærligt, hvorfor rødmede hun også så tit? William syntes at det var nuttet, men selv syntes hun bare at det var så pinligt. At rødme var bare det værste hun viste! Og så foran ham... Et mærkeligt væsen som bare kunne. Helt automatisk lod hun fingrene glide over plasteret på hendes hals, ved tanken om Taron. Helt ærligt, tænkte hun stadig på ham? Han var slet ikke hendes type! Helt ærligt. Hun var bare sådan en håbløs romantiker.. Hun rev sig ud af tankerne, for at holde øje med ham. Man kunne ikke være helt sikker på en dæmon.

Jake grinede lidt indvendigt af hendes kommentar men endnu en gang viste han det ikke til hende og smilede istedet venligt til det sylle væsen der stod overfor ham "du er sød når du rødmer" sagde han så med et lille grin, men bemærkede derefter plastret på hendes hals *et vampyrbid?* han kunne ikke være sikker, men at dømme efter pladseringen kunne det godt være det. Han løftede sin hånd fra hendes pande og lod sine fingerspidser køre ned over hendes kind og ned til plastret "hmmm hvad har vi her?" mumlede han og prøvede at gennemskue om det var et vampyr bid eller ej, vis det var kunne det meget vel betyde at hun kendte til eksistensen af vampyre og måske også dæmoner.

"Ja tak." grinede hun, da han hentydede til at hun var nuttet når hun rødmede. Men lige meget hvor mange gange han sagde det, så hadede hun alligevel at rødme. Men hvis han syntes at det var sødt såårh.. "Måske er jeg sød," startede hun og holdte hans øjne fast, med nogle øjne som var både drillende men også faretruende. "men det betyder ikke at jeg er dum. Jeg er ingen blondine kan du vel se." Normalt var hun ikke så langt fremme i skoene, men det lod til at Jake kunne tage det. Han virkede ikke som den allermest tøsede hun noglesinde havde mødt. "Og ja." Hun strøg hånden kærligt over halsen, som om hun var en gravid kvinde som kærtegnede hendes mave. Dette bid var ikke længere noget hun skammede sig over, men nu en slags trofæ.. Altså hun havde det selv sådan.

Jake rystede på hovedet med et lille smil hvorefter han kiggede op på hende igen "Nej, jeg ville aldrige hentyde til dig som dum" sagde han så med et lille charmerende smil. Han mærkede hendes øjne bore sig ind i hans og han var tavs lidt da han havde travlt med stirre tilbage ind i hendes smukke rød brune øjne der synes at reflektere månens lys, sådan stod de lidt inden han kiggede ned i jorden igen, tænkte tingende igennem igen og besluttede at spørge hende ligeud, vis hun bare var et uvidende menneske ville hun tage dette som en harmløs joke "plastret på din hals.." begyndte han men fortsatte hurtigt "er vampyrbid?" afsluttede han og kiggede alvorligt tilbage ind i hendes glitrende øjne.

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt. Han var virkelig charmerende, og faktisk også sygt lækker. Hun så lidt ned og kløede sig i panden, for at undgå at se ind i hans øjne, for ellers ville hun bare rødme igen. Men så rettede hun igen sine øjne imod hans. "Dig kan jeg godt sige det til, hr. 102." sagde hun med en blød stemme. "Og.. Ja, det er det vist nok." Hun smilede lidt og rørte det så igen, hvorefter hun igen lagde sine kolde fingre på hans hals. "Det var 102, var det ikke?" Hun kunne ikke lade være med at rødme lidt. Tænk hvis hun nu havde gættet forkert? Så ville det være en kæmpe nedtur.

Jake var denne gang forberedt på hendes kolde fingre mod hans hals og gjorde intet ved dem istedet smilede han lidt mere og svarede hende "du er ikke dum" sagde han så og lagde sin hånd på hendes fingre der stadig lå på hans hals "og du har fuldstændig ret 102" fortsatte han stadig med sine øjne rettet mod hendes. Han tøvede lidt og besluttede sig derefter for at spørge lidt mere ind til såret på hendes hals "hvem bed dig?" kom det fra ham måske en smule uforsigtet da han ikke var så god til det med at være forsigtig.

"Nej, selvfølgelig er jeg ikke dum." kunne hun ikke lade være med at grine. Hun blev kun glad over at hun havde gættet rigtigt, at hendes følesans stadig var lige så perfekt som den altid var. "Gad vide hvor mange af jer der enlig er, med alle de numre?" tænkte hun højt, det skete af og til at hun talte med sig selv, men ikke særlig tit. "Hvem der bed mig?" Hun så på ham, lidt overasket over spørgsmålet, men smilede så bare åbent til ham, og lod fingrende glide ned over hans hals og hans arm og lod den så hænge afslappet ned af kroppen. "Det var bare en tilfældig vampyr som.. Ja, du kender ham nok ikke. Der er alligevel så mange vampyrer her." Hendes stemme var helt rolig, på trods af at hun var lidt oprevet indeni. Men der var ingen grund til at hun skulle vis ham det.

Jake rynkede øjnbrynene for at lave et bekymret udtryk, han havde altid været god til at se igennem folk og se bag deres facader, udover det nød han faktisk at lege med denne utrolig smukke menneskepige og tænkte over om det var okay at trække denne leg ud længere end bare en dag, måske skulle han ikke 'skræmme' hende nu hvor hun faktisk var temelig klog. Han kørte en hånd op og lagde den på hendes kind mens han kiggede ned "er du helt helt okay?" spurgte han så dog med blikket rettet mod den snedækkede jord.

Da han ikke så på hende, syntes hun at det var okay at løfte et øjenbryn. Havde han lige lydt lidt for blid der? Han var godt nok nuttet, men han var så dyster og mørk.. var han ikke? Eller var det noget hun bildte sig ind? Hun lod øjenbrynet falde ned igen, med et svagt smil på læberne. "Jeg er vist helt okay nu." mumlede hun med et ømt udtryk imens hun også så ned på jorden under dem. *God Damn! Han har fået mig til at rødme igen den dæmon!* Hun bed sig i læben og gned sig på næsen.

Jake kiggede op på hende igen han havde et uigennemskueligt smil på mens han kiggede op på hende han var ikke blevet overrasket over hendes svar, men han synes heller ikke det lød specielt overbevisende. han havde ikke længere sit bekymrede look på men et lidt mere kold og gådefuldt ansigts udtryk, et udtryk han ikke havde vist hende før nu "du skal ikke skjule det for mig" sagde han en smule hårdt men blødede op igen og fortsatte "Joanne.. din mund siger noget men dine øjne synes at fortælle mig noget helt andet" sagde han så og kiggede ind i hendes dybe øjne med et lettere alvorligt ansigts udtryk

Da han var færdig med at tale, vendte hun sine rødbrune øjne mod ham. Han var faktisk heller ikke så dum, selvom hun nok var lidt nem at gennemskue. "Jeg mener det faktisk." Hendes øjne var blide, men alligevel hårde som sten. "Jeg okay." Det ragede da ikke ham at hun var ked af at have fået drukket sit blod af en fyr, som hun ikke havde vist at han var vampyr. Men hun havde jo slet ikke vist noget om det før det.. Og hun havde lært det på den hårde måde, uden at have haft noget valg. "Nå, det lader til at du er bekymret," sagde hun overlegent, men det var kun en tone. Hun følte sig alt for lille og ubetydelig til at være overlegen lige nu. "Har du da prøvet at få drukket dit blod?"

Jake bevarede sit alvorlige ansigts udtryk da han lod sin hånd falde flat ned langs siden, når han tænkte tilbage på alle de vampyre der havde jagtet ham igennem tiden, kun få af dem havde haft heldet til at få fat i noget blod og dem der havde var ikke overlevet til at se en ny dags lys "jeg har levet 408 år nu.. og jeg er blevet jagtet af adskillelige vampyrer" begyndte han og kiggede væk "jeg ved godt hvor ondt det kan gøre" han kiggede væk fra hende og fortsatte med en tøven "både fysisk og psykisk.." han overvejede sine ord omhyggeligt og var ikke ude på at fornærme hende overhovedet "og ja jeg er da bekymret" afsluttede han og slog sit blik op mod hende igen.

Hun vendte ansigtet mod ham igen, og skulle lige til at slå en sarkastisk latter op, da det gik på for hende at det faktisk kunne være at han ente det. Han kunne godt blive bildt ind at han var så gammel, også at vampyrerne havde jagtet ham, for de var altså ikke de kæreste væsner på jorden. Men at han var bekymret, for et lille uselt menneske som hende.. Det var da yderst mærkeligt. Hun vendte sine rødbrune øjne mod hans egne øjne, og sendte ham så et ømt smil. Hun trak lidt ned i sin natkjole og håbede at den dækkede det værste. Lige nu var hendes øjne svært beskæfdiget med at granske hans smukke ansigt. Hun var helt sikker på at dæmoner også kunne være mindst lige så smukke som vampyrer.

// Ha ha, sikke et brug af mærkværdige ord jeg lige pludselig besidder?? :3 //

Jake gengældte hendes blik med sit eget og var ikke sikker på i hvor høj grad hans bekymring var, et kort sekund blev han en smule bange for sin egen bekymring da han ikke fandt det logisk at tænke mennesker som andet end byttedyr men rystede det hurtigt fra sig og koncentrerede istedet om deres samtale og da hun ikke svarede besluttede han at ændre den dystre stemning en smule "nå men der er værere ting derude end vampyre" sagde han så med et af hans chamrende smil.

//haha ja jeg synes lige det blev lidt kompliceret ^^", sorry det blev en smule kort:D//

Joannes hjerte bankede en smule hurtigere, men så tvang hun det ned i hastighed. Hun prøvede at koncenterer sig på hvad han sagde, men det var svært nok uden at han så på hende. Hun fjernede blikket ned på græsset igen. "Værere end vampyre?" spurgte hun. Bare for at få det bekræftet. Det lød da helt sygt. Ingen væsner kunne være mere farlige en vampyre. De var farligere, hurtigere og stærkere end noget menneske hun noglesinde havde mødt. Hun havde selv set det, derfor var hun helt sikker. Hun fugtede læberne og blev næsten helt paralyzeret ved tanken.

// Det gør ikk noget. Jeg har heller ikke så meget krea.. ^^'