Når der er lys foroven - Jake

Jake kiggede stadig ud i luften og hørte på hvad hun sagde, hans læber var formet i et næsten usynligt smil, men et smil var det dog, han havde sit kakao krus mellem hænderne og tog af og til en slurk af den "Ja det burde jeg vel, hvad synes du så jeg skulle have for et dyr?" spurgte han og kiggede over mod hende igen med et skævt smil, han kunne ikke selv se et dyr han ville fungere godt sammen med, alt dyr ville var at blive fodret og ud at gå i vise tilfælde og det var ikke noget Jake fandt specielt tiltallende.

"Det skulle da lige være en mega stolt og hunglad hankat." sagde hun med et svagt grin. Det muntre og charmerende var langsomt dampet af hende, fordi hun var både kold og træt. "Jake.." Hun ville forsøge sig forsigtigt ind på det, for hun ville ikke ødelægge det på den her måde.

Jake træk en smule på smilebåndet af hendes hankat svar, sådan var han vel, men hunglad? det var komisk, han havde levet i 408 år og han havde aldrig haft en kæreste, ja faktisk havde han aldrig rigtig haft nogen romantiske følelser, han gok ud fra at der bare var alt for mange følelser før i tiden til at romantik kunne komme ind. Jake kiggede stadig over på hende og blev en smule undrende over hendes tøven "Ja?" svarede han så og ventede på hendes svar.

"Du ved.. jeg er blevet ansat i Van Martes park.. Og .. Der er jo mega splid og cheferne er ved at bide alle deres negle af.. Og jeg mødte tilfældigvis en før som.. Ja, som havde en tegning af dig, og som talte om et mord ved chokoladeboden." Joannes stemme dirrede, og hun så ned på sine negle.
Hun kom tit ved den chokoladebod og hun snakkede tit med den ældre mand som havde butikken. "Det var dig, ikke?"

Jake kiggede stadig på Joanne lidt overrasket over hendes spørgsmål, det var ikke ligefrem noget han havde regnet med at hun ville spørge om, han tænkte tilbage på det og var stadig forvirret "hvad .. hvad for dig til at tro det?" spurgte han så og kiggede væk fra hende, han havde ganske vidst været på stedet den dag, men havde hun set ham der eller havde hun snakket med nogen?

"Jeg så dig på overvågnings båndet. Det gjorde jeg." mumlede hun, og så ned på sine hænder. Hun ville ikke flikke lige foran ham, især ikke lige nu. Hun var alt for træt til at kunne styre sig selv, så hun ville nok begynde at tude nu. "Vallo så dig også. Han har tegnet dig. Jeg tog tegningen men han tog den bare tilbage..." Hun havde fået nogle hudafskrabninger på sine albuer da han væltede hende, og tog tegningen ud af hendes bukselomme.

jake kiggede ud for sig igen, vallo havde ikke set ham men kun haft en mistanke han ikke kunne begrunde, men at Joanne havde set ham var en overraskelse, hun måtte have kunne kende hans kropsbygning, for så vidt han huskede havde han haft sin blå hætte på den dag og kamaraer skulle ikke havde opfanget hans ansigt. Jake var en dæmon og det var ting som disse som dæmoner ikke tog så hårdt, det var ting de bare gjorde, men noget ved skælven i hendes stemme fik ham til at indrømme det alligevel "Du har ret det var mig.." sagde han så, han havde ikke tænkt sig at komme med en eller anden dum unskyldning for han vidste hun ville se igennem den, der var bare noget ved hendes rød brune øjne der fik ham til at sige det.

"Undskyld, jeg er bare alt for træt til at overskue det lige nu." mumlede hun med en meget tynd stemme, imens hun gned sine øjne. "Måske burde jeg tage hjem." Hun havde overhovedet ikke lyst til at tage hjem, for hun viste at Jake ikke ville stoppe hende, og så ville hun bare tage hjem i en mega sorg over at have.. hvad var det overhovedet hun havde? Hvad havde hun gjort, overhovedet? Men hun skulle have gjort et eller andet, hun skulle bare have.. Hun snøftede en gang og hostede igen.

Jake kiggede lidt fra hende og ned i jorden, der var noget ved hende der fik ham til at måske at fortryde en smule? nej det kunne ikke være rigtig, han var jo en dæmon, han skulle ikke have det på den her måde *for satan* tænkte han og var en smule forvirret, han kørte en hånd op og lagde den hen over ansigtet "Joanne jeg..." begyndte han, men vidste for første gang i lang tid ikke hvad han skulle sige, Joanne var et menneske og forstod ikke en dæmons lyster så hvordan skulle han nogensinde forklare sådanne ting for hende, han ville ikke have hende til at gå, men vidste heller ikke hvad han skulle gøre her fra.

Hun lod sine blege fingerspidser stryge beroligende over hans hånd, og tog den ned fra sin ansigt, for at holde den imellem sine hænder. "Jeg forstår det altså godt.." mumlede hun og så ned på deres hænder. De havde næsten samme kulør, men det lagde hun ikke særlig meget mærket til. "En lille dreng.. Det er bare helt ligemeget, forstår du det ikke? Lige nu er der sikkert et mord i gang, og næste gang kan det være mig. Selv en jeg elsker.." Hun tog en dyb indånding for ikke at lyde så skinger og såret. ".. kan drikke alt mit blod, eller suge min sjæl.. så jeg dør." Hun kløede sig fraværende på sit første vampyr ar, og fik bare en fornemmelse af at hun ville få mange fler, inden hun døde. Om det så ville blive af alderdom eller noget andet. "Så derfor må jeg leve et godt liv, for der vil altid være en risiko, også selvom jeg flyttede væk. Derfor må jeg leve som et lykkeligt menneske, og smile." Det lykkedes hende faktisk at lave et lille, men ægte smil.

Jake mærkede hun tog fat i hans hånd og han lod den køre med ned, hvad fanden var det han lavede? en dæmon skulle ikke kunne få skyldfølelse overhovedet, hans blik var rettet mod jorden og han var ikke helt sikker på at han forstod hvad hun sagde, hadede hun ham nu? hvem ville ikke hade ham? "Joanne.. jeg er en dæmon" beegyndte han stadig med blikket rettet mod jorden "jeg er ond.. kan du virkelig ikke føle det frastødene og ækelt?" spurgte han og slog sine mørke øjne hen imod hende.

Hun mødte de mørke øjne med en svag fnisen. "Nej, det tror jeg virkelig ikke. Jeg syntes bare frøer er nuttede." Hun kunne ikke holde en lille fnisen inde, fordi det han sagde faktisk var lidt sjovt, på trods af alt den alvor. Men måske ikke han sagde noget? Hun var virkelig alt for blødsøden. Men måske var det bare godt, for det passede til alle de fine ord hun havde sagt før. At man skulle leve livet, uden at tænke på alle de onde ting som man kunne løbe ind i. Hvis man var bange for døden, var man også bange for livet. De bar hinanden med, om man ville det eller ej.

Jake smilede en smule af hendes fnisen, han var stadig ikke sikker på hvad hun mente men det var osse lige meget, bare hun var glad var det vel okay "nu er frøer og dæmoner også temelig langt fra hinanden" smilte han og holdt sine følelser inde, som han altid gjorde, holdt alting inde, det var sådan man overlevede der hvor han kom fra. Han kiggede ud af vinduet et par sekunder for at se på sneen der faldt, den var ikke stoppet endnu, den blev bare ved med at falde.

Joanne kunne lige så godt vente til at sneen stoppede, for ellers ville hun bare nå at blive iskold inden hun kom hjem, med taxa eller ikke.. Ups, hun havde vist ikke sin pung med. Så måtte hun vist tage vejen på gåben. Der var maks fire kilometer, så mon ikke hun kunne klare det? Hun smilede til ham, og aede blidt hans hånd, fraværende imens hun tænkte. Hun havde fået så meget at tænke over, her på det seneste. Efter hendes 18 års fødselsdag her, så.. så.. det hele var bare blevet så underligt og anderledes. Men spændene alligevel.

Jake kiggede hen mod hendes rødbrune øjne igen lige nu specielt synes han at kunne skimte den røde farve i hendes blik og det fik ham til at tænke - mere end han plejer - tingene virkede underligt her på jorden, ligemeget hvem du var, hvor hårdt du prøvede og hvor hurtigt du løb så ender du med at dø, men var det en dårlig ting? det vidste han ikke, i hvert fald ikke endnu, men det kunne han hurtigt komme til, han havde bemærket mange dusørjægere for tiden, var det bare et sammentræf? det var det jo sikkert.

"Men man skal dø, ligemeget hvad, din dæmon." fniste hun, og gned sit ene øje, mens hun holdt det anden på hans ansigt. "Om ikke af andre væsner, så af alderdom. Men jer... I lever kraftedeme evigt i gør. Hvorfor giver guderne jer så meget, når vi ingenting får? Menneskerne er sådan nogle svæklinge, og hvad er de til? Til at blive spist." Hun smilede svagt ham, med en drillende tone. "Hvorfor tror du jeg er vegetar? Fordi at dyrene er det samme for os, som vi er for vampyrerne." Hun kløede sig på næsen og fugtede læberne.

Jake smilte skævt til hende, hun havde ret menneskene var til for at blive spist, de er et led i fødekæden, men at guderne havde tildelt dæmoner, vampyre og engle at leve evigt var måske heller ikke en gave, ja man behøver ikke være bange for at dø, men døden er en naturlig ting i livet og uden døden fandtes livet heller ikke sådan var det "vis du så gerne vil leve evigt hvorfor biver du så ikke vampyr?" spurgte han drillende over mod hende.

"Fordi at jeg blev nød til at dræbe for at holde mig i live." smilede hun svagt. "Så hellere være elver og forblive vegetar, og nogle siger at elverne er de smukkeste væsner på jorden." Hun smilede drillende til ham, og fniste svagt. "Så kan jeg også få enhver fyr jeg har lyst til." Hun lagde hovedet svagt på skrå, så det mørke hår faldt ned over hendes blege ansigt.

// Jeg bliver helt vildt depri af den musik på Luna's profil, men den er mega god XD //

Jake smillede tilbage til hende - falsk som altid - så hun ville gerne være elver? det forstod han ikke, at rende rundt i skoven og spise planter, men måske for nogle lød det vel tiltalende "Måske, men elvere lever jo ikke evigt" sagde han med et skævt smil på læben, han kiggede lidt rundt og bemærkede hvor tomt her var, måske var det på grund af hvad klokken var, folk ville nok helst ligge i deres seng og sove på denne tid, men Jake havde altid best kunne lide natten så derfor havde han ikke noget imod at være ude nu.

//jah den er meget stille :3 hun burde få noget metal man kan forholde sig til på xD- men den er ok//

Joanne plejede at komme i seng virkeligt sent, og så stod hun op klokken sent og tog på arbejde. Det var det gode ved at arbejde på en avis. Hun smilede svagt og kløede sig i panden. "Ja, men så kan jeg nå at forholde mig til virkeligheden inden jeg bliver vampyr eller dæmon." Hendes øjne begyndte at blive lysere, når de altid gjorde når hun blev nysgerrig. "Men hvordan bliver man enlig et væsen?"

Jake tænkte sig godt om, hvordan blev man egentlig et væsen? han vidste om vampyre, men om man kunne blive til noget af det andet, vidste han ikke helt "Vapyrer skal bide dig også skal du drikke deres blod for at blive vampyr" så meget vidste han da han havde set det flere gange "Jeg har ingen viden om hvordan et menneske kan blive andet end vampyr, det er noget man er født som" fortsatte han og tænkte det igennem en ekstra gang, han var født som dæmon og havde ikke mødt en dæmon der ikke var.

"Kender du nogle, som måske har mere forstand på det?" spurgte hun nysgerrigt. Ikke i en ond tone, bare en nysgerrig en. Det var begyndt at interessere hende meget, og hun havde ikke så nemt ved at lægge sådan nogle tanker fra sig. Hun lænede sig op af vinduet, som faktisk var ret koldt. Hun pillede ved sine negle, imens hun betragtede ham. Måske var det hele slet ikke noget hun skulle blande sig i, men hun kunne ikke lade være med at være interesseret.

Jake koncentrede sig et par øjeblikke for at gennemsøge sin hjerne for personer der muligvis vidste noget, den eneste han kunne komme i tanke om der var nok ville vide mere end ham selv var hans far, men han havde ingen intentioner om at lede Joanne til ham så istedet valgte han at lade som ingenting "nej, det tror jeg ikke" svarede han men fortsatte "hvorfor vil du vide det?" spurgte han og tog en slurk mere af sin kakao.