Når der er lys foroven - Jake

Jake blev en smule overrasket men kom hurtigt over det da han kom i tanke om at selvom Joanne kendte til vampyre kendte hun nødvendigvis ikke til andre racer og det løb ham koldt ned ad ryggen når han tænkte på specielt én race. Jake tømte hovedet for tanker og så hvordan hans mest frygtede hukomelse kom til bage til ham, han kastede det måske lidt for hårdt fra sig da han vendte hovedet væk og lod sit sorte hår hænge ned over øjnene "så du kender ikke til andet end vampyre?" spurgte han så stadig med hovedet vendt væk.

"Jeg.." Hun prøvede at finde på noget for ikke at virke for dum og barnlig, men hun viste jo ikke andet. Kun dæmonerne og vampyrerne. Og hun havde aldrig set en elver selvom William havde nævnt dem. Men hun viste dog at de havde lange ører.. Eller i hvert fald bare spidse ører. Hun fugtede læberne og hostede lidt. Så strøg hun ham over håret og så på hans ansigt, og ventede på at han igen ville se på hendes ansigt, og smile til hende. "Fortæl mig om det." bad hun, måske en anelse skingert. Hun følte sig bare så ynkelig når hun viste at der var mere som hun ikke kendte. Joanne hadede at være så uviden.

Jake vendte hovedet og blev en smule overrasket over hvor tæt hun egentlig var på men han viste det som sædvandelig ikke, at hun ville vide mere overraskede ham dog ikke, men han havde ikke lyst til at uddybe det for meget på grund af hans egne minder "jeg.." begyndte han men fortrød halvt og sagde istedet noget andet "lad os bare sige, at vis du nogensinde ser en bloddæmon, så løb." hans stemme var blevet fjern og kold, men kulden var ikke rettet mod henne men mod noget helt andet.

Hun rynkede svagt panden og betragtede hans udtryk. Lige det udtryk kente hun alt for godt. Det var minder som man helst ikke ville huske. En gysen for ned igennem hendes rygrad og hun lagde armene om sig selv, næsten for at holde på sig selv fordi hun var bange for at blive skildt fra kroppen. "En blod.. dæmon...." hviskede hun skingert. Hun viste ikke hvad det var, men det hav hende gåsehud. "En dæmon.. Som lever af.. blod?" Det lå lige for. En dæmon som drak blod. Men var det ikke det samme som vampyre?

Jake kiggede stadig på hende med alvorlige øjne, der var ikke meget forskel på en vampyr og en bloddæmons evner, men dog var det ikke helt det samme "ja.." sagde han så med en smule tøven og fortsatte "når en vampyr bider efterlader den kun 2 små fine huler, en bloddæmon ville flå halsen op på sit bytte.." sagde han så og lagde fingerspidserne på plastret på hendes hals "havde det været en bloddæmon, så havde du ikke levet endnu. i modsætning til vampyre viser de ikke nåede tro mig" sagde han så og genoplevede atter minder han helst ville glemme, men som blev ved at dukke op inde i hans hoved.

Et svagt gisp forlod hendes læber, og hun sank en gang. Hendes ansigt var blevet helt stift. Tanken om det gav hende kvalme, og hun fik en pludselig en utrolig trang til at kaste op. Lige det.. Det mindede hende om noget.. Blod og.. En rystelse gik igennem hende igen, og hun rettede sine øjne mod ham igen, men denne gang skjulte hun ikke at hun var bange. Hun var utrolig bange. Bare tanken om at nogle væsner gik rundt og flænsede folk.. "Jeg tror jeg skal kaste op." hviskede hun og sank en gang mere. Nej, ikke her, ikke foran ham!

Jake smilede beroligende til hende og selvom han sikkert var i fare ved det kunne hans lille skuespiller alligevel ikke lade være med at give hende et lille kram, han pressede hendes krop ind til sin for at berolige hende, han selv var ikke bange for bloddæmoner, men der var dog én han foragtede over alt andet "bare rolig .." begyndte han stadig med armene omkring hende ".. der er ikke så mange af dem tilbage mere.." afsluttede han selvom han faktisk ikke vidste hvor mange der var havde han faktisk kun mødt omkring 4 af dem gennem hele hans liv.. 3 af dem var døde nu så mon ikke der var en meget lille sandsyndelighed for at hun ville møde en.

Joanne var næsten helt sikker på at hun engang havde mødt en, og det havde også været meget heldigt at den ikke havde opdaget hende. Hun gøs igen og gemte ansigtet i hans bryst. Hun ville ikke have at han slap hende. Hun viste at hun ikke ville kunne falde i søvn i nat, og bag efter ville hun nok så mareridt. *Fuck. Hvor er du bare svag Joanne!* Hun bed sig i læben og kæmpede for at holde skrækken væk. "Okay..." mumlede hun og skar ansigt for at det igen blev lidt varmt. Så varmt det kunne blive i hvert fald. "Men såå.." Hun trak sig lidt væk fra ham, og smilede svagt, bare som en prøve og se om hun stadig var for chokeret eller noget. "Hvor mange væsner findes der enlig?" spurgte hun, bare for at skifte emne.

Jake viste godt at det ikke var menningen at han måtte fortælle et menneske så meget, faktisk havde han allerede sagt alt for megte og han tænkte nu på hvordan han elegant kunne undvige spørgsmålet på et plan hvor han stadig besvarede det "jeg er faktisk ikke helt sikker selv" sagde han og kløede sig en smule i baghovedet med et lille smil -der som sædvanligt var et af hans falske smil - Jake smilte aldrig rigtigt, det var sjællent og derfor havde næsten ingen set hans rigtige smil, men kun de falske som han var blevet så god til at lave og på en måde var det også trygt aldrig at smile det gav ingen adgang til hvad han tænkte.

Joanne kunne ikke lade være med at smile en smule af det dumme svar han gav hende. Hun var ikke i tvivl om at han viste lidt mere end han gjorde tegn til, men det kunne hun vist godt leve med. "Nå, men så finder jeg bare ud af det på en anden måde." grinede hun og fugtede læberne igen. Hun skulle nok finde ud af noget mere, om hun så skulle spørge en vampyr. Joanne smilede næsten aldrig falsk, og det havde kun en grund. Hun var alt for glad og venlig til at lade være med at smile. Sådan var hun bare, en utrolig optimistisk person, som måske bare var en lille smule genert og en anelse for mystisk af og til. Men det viste hun ikke selv særlig meget om, så det var op til andre at dømme hende. Hun ledte efter en ny ting hun kunne spørge ham om, for at de ikke bare skulle stå i stilhed. "Altså jeg ved godt at du er en scuro-dæmon, eller hvad det nu var det hed, og de lever af menneskers glæde, right? Er det forskelligt fra menneske til menneske, hvad der smager bedst eller hvad?"

Jake smilede lidt bredere og kunne ikke lade være med at grine lidt af det hun sagde, menneskers tankegang var så simple, ganske vidst var han scuro dæmon og levede af folks glæde, men de fortærrede ikke ligefrem glæden som når man spiser noget "det er jo ikke som om vi spiser glæden" sagde han så stadig smågrinene og fortsatte så igen "vi føler glæden og bliver lykkelig af den, så i prinsippet behøver vi ikke folks glæde for at leve, det ville bare være et ulykkeligt liv" afsluttede han smilende, men hans tanker var langt fra glade, der var ikke meget glæde på jorden idag og det blev sværere og sværere at være en lykkelig scuro-dæmon måske havde det også noget at gøre med at Jake aldrig smilede rigtigt, han fandt ingen grund til det da han ikke følte sig lykkelig.

Aha, det var det som William havde prøvet at lære hende, men hun var åbenbart for dum til at forstå det rigtigt første gang. "Så i optager bare blodet, ligesom planter optager sollys?" spurgte hun nysgerrigt, selvom hun allerede kendte svaret. De var enlig ikke så svært at forså, det var nok bare fordi hun var ret uintelligent. "Men hvorfor tager du så bare ikke en kæmpe potion fra en eller anden glad person - måske mig? - og så tager og udtrykker en glæde?" Lige det var et mysterie for hende. Det lod til at William altid var glad, så han måtte da få helt vildt meget her og der, måske fra alle mennesker han mødte eller bare fik forbi? Eller var det slet ikke så simpelt? Hun var jo også bare et menneske, så det var da heller ikke så mærkeligt hvis hun ikke forstod det. Naive lille menneskepige, som bare blev bidt af en vampyr.. Hun kunne ikke lade være med at gyse lidt ved tanken igen.

Jake smilede tomt over på hende og tænkte lidt over det, han vidste ikke helt selv hvordan det gik til og var lidt ligeglad men han vidste at han ikke behøvede at have fysisk kontakt med nogen for at absorbere deres glæde, hun måtte tænke at ligesom en vampyr måtte han bide nogen for at få deres glæde ud, men sådan hang det ikke sammen, Jake kunne mærke når nogen var glad og det gjorde ham lykkelig - sådan da "haha nej det er ikke så simpelt, vi behøver ikke have fysisk kontakt for at føle folks glæde, vi bliver 'lykkelige' bare af at se nogen der er glade" begyndte han og tænkte lidt over om hun forstod "så de mennesker der giver os glæde vil aldrig bemærke det" fortsatte han og kiggede fortsat på hende. En scuro dæmon kan mærke når nogen er lykkelige og Joanne virkede en smule trist omkring noget hun ikke ville vise ham.

"Ahaaa.." henåndede hun med et svagt smil. "Så glæden kommer helt af sig selv fra glade mennesker." Det sidste var ikke et spørgsmål, men mere som en konstatering. Men så måtte han også kunne mærke når folk var glade. En svag rødmen bredte sig over hendes ansigt, men det rystede hun hurtigt af sig. Helt ærligt, hvor var hun barnlig. Hvad gjorde det hende at han kunne mærke at hun var lidt nedtrykt? Det blev sikkert bedere når hun gik i seng, og så stod op med Kiki i hovedet. Hun slog en lille, svag kluklatter op. Nu troede han sikkert at hun var sindssyg.

Jakes ansigt gled over i et mere alvorligt udtryk mens han nikkede af hendes konstatering, han vidste godt at han ikke burde blande sig og han håbbede ikke hun ville blive fornærmet over at han gjorde det, for det var ikke hans mening at fornærme hende tvært imod, han kunne bare ikke lide når folk lod som om de var glade - selvom han altid selv lod som om. "såå hvorfor er jeg ikke lykkelig ved at stå overfor en glad person som dig?" sagde han så og hentydede selfølgelig til at han ikke kunne mærke at hun var glad.

"Vel fordi jeg er trist og..." Hendes øjne blev lidt større, da det gik op for hende hvad det betød. "Ja ja, du er helt vildt sjov." mumlede hun og kløede sig på panden. Han havde nok ret. Hun var ikke særlig glad, og det var nok fordi hun stadig var lidt overvældet over at vide det hele nu. Hun skulle lige øve sig lidt på at forstå det, og så skulle det nok gå. Hun smilede og prikkede ham i panden. Et lidt større smil bredte sig over hendes pande, og hun prøvede at blive mere glad. Bare for ham. "Var det bedere?"

Jake smilte lidt af hendes forsøg og lagde sin finger på hendes pande på samme måde som hende "jah du er køn når du smiler - men også når du ikke gør" begyndte han med sit charmerende smil "er du sikker på at du ikke vil fortælle mig om det? jeg kan holde på en hemmelighed" sagde han så stadig med sit falske smil på, han mente det med at hun var sød når hun smilte, hun lyste næsten helt op og var næsten for smuk til at være menneske

Hun bandede sagte, og kløede sig på panden så hun fik en undskyldning for at se ned i skovbunden igen. Aldrig havde hun rødmet så meget på en nat. Men nu rødmede hun heller ikke så meget når hun sov, underligt nok. "Det er bare hjertesorger." grinede hun, og ventede med at se op indtil hendes kinder var blevet kolde igen. "Og du er da heller ikke særlig grim." Hun måtte bare ud med det, især når han havde rost hende sådan. Hun elskede at få ros, og plejede altid at rose tilbage af ren høflighed.

Jake rynkede brynene en smule mens han havde stirret på hende hele tiden og det blev han ved med, han prøvede at tænke sig til hendes sorg, men da han aldrig selv havde stået i sådanne sitution var det svært, Jake havde aldrig været forelsket, i hvert fald ikke på den romantiske måde så det var ham en gåde og vidste ikke om han var kvalificeret til at snakke om sådan et emne "hvem kunne dog finde på at give en pige som dig hjertesorger?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå og et lille næsten usynligt smil på læben

Joanne havde lyst til at slå hovedet ind i maven på ham, bare fordi han var så utrolig dum. Behøvede han at køre rundt i det? "Det var en vampyr, så det er vel hvad man kan vente af sådan en. Ikke?" Hun så på ham med et løftet øjenbryn. Hun viste ikke hvad hun lige skulle sige for at få ham til at holde sig til et mindre smertefuldt emne. "Men hvor bor du henne?" spurgte hun, og prøvede at lyde nysgerrig.

Jake kiggede væk et øjeblik, hendes pludselige emneskift var tydeligvis fordi hun ikke ville snakke om det og han var alligevel ved at blive træt af at rode i det, men et menneske forelsket i en vampyr måtte være en svær forelskelse for mennesket, men et nyt legetøj for en vampyr, han stoppede med at tænke over det og forkuserede istedet på hendes spørgsmål "lige udenfor Weclare" svarede han og holdt lidt tilbage på det næste han ville sige "i min families palæ" sagde han så og bed sig i underlæben han hadede at snakke om sin familie.

"Din families palæ?" spurgte hun, imens hun prøvede at undertrykke hendes iver efter at vide mere om det emne. Hun havde vist ramt en guldåre! Hun kunne ikke lade være med at smile kært til ham, og klø sig i panden. Det var ikke noget mærkeligt med at han boede i Werclare, for der boede de fleste af hendes rigtige venner, og hun hang tit ud der. Det var et sejt sted, med alle mulige fine steder at opholde sig.

// Mega krealøs T_T //

Jake kløede sig i nakken mens han tænkte over hvordan han let og elegant kunne komme uden om emnet, men kunne godt selv se hvor svært det ville blive efter det ivrige udtryk i hendes ansigt "ja.." begyndte han og overvejede omhyggeligt de næste ord før han sagde dem "vi er en temelig rig familie.." han løj jo ikke efter hans familie havde været og stadig var en temelig velhavende familie.

//haha det er da bedre end mit :3//

"Temmelig rig?" Hendes familie havde altid haft en meget beskeden økonomi, især fordi hun var den eneste Park til at føre arven videre, og tanken om at hende forældre bare skulle løbe ind i en mur, og aldrig få videresendt deres smukke, rødbrune øjne og det mørke hår. Joanne kunne ikke lade være med at smile lidt ved tanken. Hold kæft hvor var hun bare moderlig..
"Hvor må det være cool at have sådan et stort sted at bo, altid omgivet af dine bedste venner." Måske lød det mærkeligt men Joannes bedste venner var hendes familie. Måske lige bortset fra William. Men han betød noget for hende, på en anden måde end Maiken gjorde.

Jake bed sig lidt i læben ved hendes kommentar, han havde altid boet alene i det store palæ og det var derfor en smule ensomt også ordene bedste venner mente hun familien? det gjorde hun nok og Jake ville ikke ligefrem kalde han familie - den der var tilbage- for hans bedste venner "nja.. jeg bor der alene for nu" svarede han med et lille smil for at skjule alvoren i det en smule.
Jake fik en smule kvalme af hvor sukkersødt det lyd at være bedste venner med sin familie, ganske vidst havde Jake været glad for en familie engang, men dengang havde han været meget lille så det var ikke mere end et falmende minde mere.