Når der er lys foroven - Jake

"Være alene, i et stort palæ?" Hun rynkede panden en smule, og kunne ikke rigtigt lade være med at smile. "Er det ikke lidt.. ensomt?" Hun kunne godt forestille sig et mega hus, og så lille Jake som skulle gå rundt helt alene. Han måtte da føle sig ret lille bitte. Det ville hun i hvert fald have gjort, hvis det var hende som havde boet der. Men Maiken og resten af familien Cajé boede også i et mega hus, som Joanne helt vildt meget ønskede at hun måtte eje, når de gamle døde. Ikke fordi hun ikke kunne lide dem eller noget, men det var bare de lækreste hus, og hun kunne bare ikke klare at lade hele huset blive solgt..

// Jeg hader bare min krea i dag oo' //

Jake grinede lidt anstrengt - men der viste han ikke - hun havde set igennem ham igen, selvfølgelig havde det været ensomt og alt det, men vis Jake skulle være ærlig så havde han mere lyst til at bo der alene end sammen med sin resterende familie "Joh.. en smule" begyndte han og ville snart fortryde at han fortsatte "Det er bedre end at bo der med min far..- familie" han kunne have slået sig selv hårdt i hovedet for hvad han havde sagt, men gjorde det ikke da det ville se underligt ud, han havde bare plapret det ud uden at tænke hvilket virkelig ikke lignede ham.

//me too, men det er stadig tidligt om morgen så det er nok derfor, det overraskede mig faktisk at du var på så tidligt?? ;D//

// Ja, jeg havde da også sovet længere hvis min lillebror og hans ven ikke havde slået mig i hovedet med deres gummi-lego-sværd.. TT__TT //

"Din.. Far?" Hun rynkede panden en smule, men kunne så ikke lade være med at smile af ham. Det virkede som om hun var kommet ind på livet af ham, uden at han havde trukket sig væk. Han var en af dem her som var lidt bange for at binde sig til andre mennesker, og hun viste hun skulle træde varsomt.. "Min far og mor var altid i totterne på hinanden. Udenpå virkede alt normalt og så perfekt, nogle fattige, men lykkelige mennesker, med en smuk datter. Men alligevel gik det bare så galt....." Hendes stemme fortonede sig i sorg, men ingen vrede eller had. Sådan havde det altid været. Hun kunne ikke hade folk... Især ikke hende mor og far, selvom de virkelig kunne have ødelagt deres datters liv.

//det lyder som en rar måde at blive vækket på xD jeg vågnede ved at min kat synes mit hoved lignede et pude-.-"//

Jake holdt masken selvom han kunne mærke et smil der gerne ville ud, man kunne godt sige at Jakes forældre havde været i totterne på hinanden, dog på en mere voldsom måde end de fleste, han var glad for at hun nævnte hendes egen familie da han måske kunne få emnet derover "hvad skete der med din familie?" spurgte han så med en smule nysgerrighed i stemmen, han var ikke sikker på at hun ville snakke om det, men da det ledte samtalen væk fra ham selv så var han tilfreds.

// Jeg ville ønske at jeg kunne tåle katte -.-' En af mine veninder/klassekammerat/genbo har 18 katte .. ^^' //

Joanne kunne godt mærke at han var taknemmelig over at skulle skifte emne til hende selv, og hun var glad for ikke at ødelægge det, på en så dum måde. "Jeg.. jeg ved det ikke helt. Så vidt jeg ved, elskede de virkelig hinanden.. Men...." Hun kunne ikke lade være med at smile en smule. Nu hun tænkt over det, viste hun faktisk ikke hvad der var sket, overhovedet. "Min mor dræbte min far, da jeg var syv. Præcis klokken 02:16 Mandag d. 20 maj. Eller.. han døde først senere, men det var der hun stak ham." Joanne havde en lille tatovering af et par vinger, et stykke under ribbenene, det samme sted hendes mor stak hende far den nat.

// sygt det er mange OO synd du ikke kun tåle demT.T//

Jake spærrede øjnene en smule op og kiggede på hende igen, han blinkede et par gange inden han fik fat i det, voldsomt for et menneske, det minede ham om hans egen fortid og om hvordan han også kunne huske datoen selvom det snart var flere hundrede år siden det var sket, så var billederne brændt ind i hans erindring "Voldsomt øhm jeg.." han var ikke helt sikker på hvad man sagde til sådan noget, men han vidste dog at han for en værd pris ville undgå at komme ind på sit eget personlige trauma og istedet fokusere på hende.

// Jeps, jeg er mega jaloux ^^ Men jeg skal spille World of Warcraft med min lillebror og hans ven, så jeg bliver nok nød til at logge lige om lidt.. T_T //

Joanne så hans reaktion, men den var vel meget fin over for en fyr som lige havde hørt hende fortid. "Jeg forstod det bare ikke.." mumlede hun svagt og bed sig hårdt i læben for at komme tilbage til virkeligheden. Hun kunne ikke være bekendt at stå der og drømme om blod, imens hun stod sammen med ham. Hun sendte ham et anstrengt smil, og kløede sig i panden. "Men.. Hvad laver du i din fritid?" Hun havde virkelig ikke lyst til at snakke mere om det, ikke her... Hun græd sig nok i søvn i nat, men så ville hun være stærk igen i morgen. Sådan var hun altid.

Jake tøvede lidt af hendes pludselige emneskift og overvejede at grave dybere ind i det, men lod være da han ikke ville ind på familie emnet igen, han var sikker på at ingen af dem havde specielt meget lyst til at snakke om dette emne og han besvarede istedet hendes spørgsmål "kampsport.." sagde han stille og kort "hvad med dig?" gav han hende igen med et lille smil for at komme over den dystre stemning.

Joanne rystede kort den lidt dystre stemning af sig, og blev igen til sit venlige, charmerende jeg. "Jeg.. Jeg fotografere og går til ballet. Og så arbejder jeg i Van Martes park. Den kende du godt, gør du ikke?" Hun smilede svagt, og kløede sig i panden. Hun elskede at se på folk som hyggede sig i parken, og hun tog af og til også billeder af den. Hun havde sikkert over hunderede billeder, som var taget i parken. Hun havde også klippet i nogle, og lavet en kollage. Hun var kreativ, det måtte man lade hende, og hun var toldmodig.

// Baaack ^^ //

Jake fik igen sit store falske smil på, det smil der gemte på så meget ser aldrig blev vist til omverdnen "Ja selvfølgelig" begyndte han og skrabbede lidt i jorden med den ene fod "ballet? så det er derfor du er så yndefuld" svarede han og hans smil gled over i det mere charmerende som var det smil han brugte næstmest overhovedet, det var et smil der fik folk til at stole på ham selvom det i mange tilfælde ikke var en god ide.

//welcome baaaack//

"Jamen tak for komplementet." smilede hun kærligt, og prikkede ham på næsen. "Du er nu heller ikke værst. Men det er nok ikke på grund af flere års øvelse, vel?" Hun kunne ikke lade være med at smile lidt af ham, da han jo var født elegant.. Eller i hvert fald genfødt, set på hvad folk mente hvad dæmoner var. Hun havde ikke rigtig nogle mening om disse væsner, da nogle var onde og andre var virkelig.. charmerende. Der var bare det der glimt i øjet, det der sving i smilet, som bare fik hende til at elske ham. Hun kunne bare ikke rigtigt forestille sig at denne åbne og varmhjertede person måske i virkeligheden var.. ond?

// Jamen.. Taark ^^ //

Jake smilede forsat sit charmerende smil, der var noget særligt over denne menneskepige som man ikke kunne undgå at lægge mærke til og selv om Jake måske ikke var helt som han viste hende kunne han godt lig at snakke på dette plan med hende "jah nogen er jo født med det" sagde han drillende mens han lænede sig frem imod hende og kiggede ind i de rødbrune øjne, de havde et skær som kun få væsner og mennesker havde, en gave, om den var god eller dårlig viste han ikke, det havde han aldrig fundet ud af selvom han selv besad dette glimt i de mørke øjne.

//no problem ^^//

"Så er nogle vel også født, med de mørkeste, dybeste øjne. Ikke?" Hendes stemme var lige tilpas dyster og tilpas charmerende, til at det kunne lyde drillende. Hun beundrede virkeligt hans smukke øjne, og det havde hun ikke tænkt sig at lægge tvivl på. De passede så godt til resten af hans krop og fremtoning. Dyster og hemmelighedsfuld, men indeni.. Venlig, åben og charmerende. En fyr som man bare ikke kunne holde sig fra, især de piger som tændte på mystiske typer. Som Joanne tilfældigvis gjorde. Hun slog en lille kluklatter op, og tog et skridt tættere på ham, for bedre at kunne betragte hans ansigt. De stod tæt nok på hinanden, til at hun ville kunne gøre ham med sin albue, men det gik hende ikke på.

Jake smilte lidt af hendes drillende men meget charmerende stemme, at han havde mørke øjne var blandt andet et tegn på dæmonblod, men han havde altid ment at hans familie havde haft et særligt glimt i øjnene, men hun skulle nu ikke komme for godt igang med hendes øjne, af et menneske at være havde hun meget smukke øjne de var næsten som en vampyrs forførende øjne og det klædte hende godt "jah og nogle er født med smukke forførende rød brune øjne" svarede han i samme tone som hende.

//sorry for den manglende krea :/ ..//

"De personer er godt nok heldige var? De får altid utrolig chancer for at komme ind på livet af de mest vidunderlige personer." Hun løftede drillende det ene øjenbryn og fik sådan lyst til at kysse ham på kinden, bare for at vise ham at hun faktisk var kommet langt ind på livet af ham. Men det ville sikkert få ham i dæmon-humøret igen, og måske angribe hende. Men tanken slog hun fra sig, frimodig som hun var. Men hun var alligevel glad for at han havde lagt mærket til at hun ikke havde brune øjne, men faktisk med et ret kraftigt skær af rød, især når solen skinnede i den rigtige vinkel.

Jake smilede til hende igen og kom først nu i tanke om hvor de stod, klokken var mange og sneen blev ved med at falde, han havde ikke så meget imod det, men hun måtte da fryse "såe, skal vi gå et sted hen? det begynder at blive koldt" sagde han så og kiggede op mod de tusinder af snefnug der dalede ned på dem, han kiggede ned og blinkede til hende, han var ikke helt sikker på hvor de kunne gå hen, men i det mindste måtte der da være en café der havde åben nu de skulle nok bare lede lidt efter den.

Joanne rystede nogle snefnug ud af det mørke hår, og betragtede den mørke himmel, hvorfra de små, kolde, hvide væsner faldt. "Jose.. En af mine venner har arbejdet i en café ikke langt herfra. De sælger utrolig god varm kakao." Hun kunne ikke lade være med at sende ham et varmt smil. Hun tog hans hånd, orienterede sig i et par øjeblikke, og begyndte så at gå i den knagende sne under sine fødder. "Jeg ved lige hvor den ligger."

Jake blev en smule overrasket over bare at blive slebt med, men fandt sig i det for nu da han jo ikke vidste hvor det lå, han gav hendes hånd et lille klem mens de fortsatte gennem den kolde snedækkede skov, de kom ud af lysningen og træerne lukkede sig om dem, det var en rar fornemmelse igen at være i mørket, det er her dæmoner trives bedst, i skyggerne og Jake følte pludselig at han slappede mere af nu.

Joanne havde det faktisk også ret godt tilpas i skyggerne, så hun lagde ikke mærket til det. Hun havde ingen ide om at Jake ville angribe hende her, så hun var slet ikke den mindste smule bange. Hun elskede denne skov, og var her tit, derfor kendte hun vejen ud. Hun håbede heller ikke at han blev sur over at hun trak afsted med ham, men det lod det ikke til, da han trykkede hendes hånd. Hun lyttede til sneen under hende, og mærkede den smelte på hendes ansigt.

jake fulgte med mens de holdt takten med fødderne, man kunne høre sneen under deres fødder mens de bevægede sig videre og Jake lagde mærke til hvor kendt Joanne var i skoven, som om hun kunne vær et træ og hver en gren "hvor langt sagde du der var?" spurgte han mens han kiggede ned og konsentrerede sig om ikke at glide eller træde på noget.

"Vi er her.." Hun trådte adræt over en væltet træstamme som hun kunne huske ved en af hendes gåture sammen med Josephine og hendes venner, og med det samme trådte hun igennem et buskads, og ud i skovbrynet. ".. nu."
Foran dem lå en lille, hyggelig café, lige i skovbrynet. Hun holdte døren for ham, og smuttede hurtigt ind i den varme bygning. Hun var utrolig glad for at Josephine ikke var på job, og at det ikke var hende som skulle give hende en kop varm kakao og spørge hende om hun havde fået ny fyr.
"En kop varm kakao tak." sagde hun med et venlig smil, og børstede nogle flere snefnug ud af håret, mens de hældte kakao ned i koppen fra en maskine.
Joanne faldt hjemmevandt ned i en af sofaerne ved vinduet, et sted som hun altid sad. Hun tjekkede om Jake var med, og gjorde tegn til at han skulle sætte sig. Hun havde dog hørt ham, og følt at han var med hende hele vejen.

Jake ventede til Joanne havde bestilt inden han selv bestilte det samme og dumbede ned ved siden af hende, han lænede den ene arm på sofaens ryglænd og slog blikket ud mod ruden hvor et par snefnug havde sat sig fast, når man mærkede varmen herinde kunne man tydeligt føle hvor koldt det havde været derude, gad vide hvad klokken var nu, ikke da det betød så meget, han havde hele natten vis ikke mere, man havde så meget tid når man levede evigt.

Joanne så over hovedet på Jake, for lige der hang et ur. Hun fjernede blikket fra det, og så ned på ham igen, med et svagt smil. Hun var lidt træt, men hun havde ikke lyst til at tage hjem endnu. Hun nippede til kakao og holdte kruset imellem begge sine hænder. Hun lænede sig tilbage og sukkede svagt. "Jake, har du nogle dyr eller noget?" spurgte hun nysgerrigt, og smilede venligt til ham. Hun trykkede sig ind mod vægen og langt ned i sofaen, fordi den var så blød.

// Undskyld min fraværende krea T_T //

Jake smilede tilbage til hende og tog selv en slurk af sin kakao hvorefter han satte den ned på bordet igen, det varmede godt i kroppen efter at have stået ude så længe "nej det har jeg ikke" svarede han og tænkte lidt over hvorfor han aldrig havde anskaffet sig et dyr overhovedet "jeg går ud fra jeg bare er en enspænder, hvad med dig?" spurgte han, men kiggede ikke på hende, han kiggede ud i luften foran sig og vidste egentlig ikke hvorfor, måske var han bare begyndt at være en smule træt.

// Skulle lige spise. //

"Jeg ser ikke mig selv som en enspænder, da jeg har min elskede kat." Hun smilede svagt og tænkte lidt på hvad Kiki lavede nu. Hun lå sikkert i fodenden af sengen, eller også stjal hun Joannes mad. Hun hadede når hun kom hjem om aftenen og opdagede at Kiki havde rodet i skabene. Det skete faktisk af og til. "Hvis du bor alene i et palæ, burde du da godt kunne få noget dyr, ikke?" Hun smilede skævt og så ud af vinduet. Eller sådan så det i hvert fald ud, i virkeligheden betragtede hun hans spejlbillede.