Barnlig eller alvorlig? (Helias)

Tid: ved otte tiden om aftenen, en lørdag.
Sted: Sheria, legepladsen.
Omkring: klatretårn, sandkasse, gynger og ingen mennesker eller væsner.
Vejr: skyfri nattehimmel.
Tøj: Et par hullede cowboy shorts, en sort top og et par sorte ballarinaer med nitter.

Rosa nynnede en lille melodi, og dansede let og elegant rundt mens hun var på vej hen til en af hendes yndlings steder at opholde sig. Hun var på vej hen på legepladsen, som hun elskede at være på når mørket havde lagt sig over byen. Rosa drejede let rundt på vejen, så hendes lange lyse hår dansede let omkring hendes kønne lettere blege ansigt. Rosa kiggede sig hurigt omkring med sine nøddebrune øjene, og kunne ikke rigtig få øje på nogen. Da hun var nået hen til legepladsen smilte hun lidt for sig, og kiggede rundt igen for en sikkerheds skyld. Hun kiggede hen på gyngerne og begyndte at løbe barnagtigt hen til dem, og satte sig hen på en af dem og svingede let frem og tilbage. Hun kiggede op på den skyfrie natte himmel, og beundrede de smukke lysende stjerne. Hun begyndte let at nynne igen, og var ved at blive helt opslygt af den smukke natte himmel..

Helias gik langs stien igennem parken. Det var en vej han ofte tog mod byen, da den var hurtigere og ofte tom på denne tid af dagen. Hans lange midnat sorte hår hans langs hans skuldre, og de blå øjne kiggede frem foran ham, tabt i tankerne. Han hørte en nynnen fra legepladsen, og af uransaglige årsager gik han over for at se hvad det var. Han stod i udkanten af lyset, halvt gemt i hans sorte trenchcoat, og kiggede forbløffet på den unge kvinde der sad og gyngede og sang. Da hun rettede blikket mod himlen gjorde han det samme, og betragtede stjernerne end tid, inden han sagte sagde for sig selv. "I natten er vi alle ens, søgende, alene, tabt i tanker, fri for byrder og lænker, skabt af dagens lys.." det var en frase han yndede at sige, og glemte ofte at holde sin stemme lav.

Rosa stoppede med det samme at nynne, da hun hørte en stemme lidt væk fra hende. Hun kiggede rundt med sine nødde bruneøjene, for at se om hun kunne finde den der havde snakket. Det eneste hun kunne se var en uskarp skikkelse, og hun kunne ikke rigtig genkende den. "Hvem der?" sagde hun højt, og lagde hovedet let på skrå af nysgerrighed. Hun blev ved med at kigge hen på skikkelsen, og vidste ikke helt om personen som stod der ville angribe eller ej. Hun tog ubemærket fat i sin sorte pisk med den ene hånd, Pisken som hun havde var i hendes ene side. Hun holdt kun let fat i den for at være klar til at kæmpe, hvis den fremmede nu skulle angribe.
Ville den fremmede skade hende, eller var personen sød? Tænkte hun, og kiggede opmærksomt på den fremmede som stod i skyggerne.

Helias rettede blikket op, usikker på om han var blevet tiltalt. Han kiggede rundt om sig. Der var ikke andre så det måtte det jo have været. Han smilte let for sig selv, et koldt humørløst smil. Du har vendet dig for meget til ensomheden, tænkte han for sig selv, imens han trådte frem i lyset, med blikket halvt skjult af hans lange hår. "Jeg er bare en forbipasserende der hørte en nynnen og blev nysgerrig.." svarede han med sin bløde stemme. Han nikkede i retning mod den unge kvinde.

Rosa kiggede nysgerrigt og opmærksomt på den fremmde, da personen gik lidt ud i lyset så man berde kunne se hvem det var. Hun betraktede den unge mand, som kom frem i lyset og lagde sit hovedet let på skrå af ren vane. Hun lyttede opmærksomt til det han sagde, og grinte så lidt for sig selv. "Oki så, Mit navn er Rosa." Sagde hun med sin blide klokke fine pige stemme, og kiggede på ham.
kan jeg mon stole på at han ikke lige pludselig angriber mig?
Hvad er han? Var nogen af de tanker Rosa havde. For en sikkerhedsskyld blev hun ved med at holde let fast i sin pisk, hvis hun nu fik brug for det.

// smutter lige lidt, men kommer på igen senere^^

"Helias.." var hans korte svar imens han betragtede den unge kvinde. Hun virkede tilbageholdende. Et smart valg. Helias smilte lidt for sig selv, det kolde humørløse smil han satte op så ofte disse dage. Han holdt sig fra øjenkontakt som altid, men gik lidt nærmere, ganske stille og roligt. Han havde ingen job denne nat, så lidt social kunne han tillade sig at være. "Hvad bringer dig ud så sent?" spurgte han stille, imens han betragtede hende, indgående studerede hende.

Rosa blev ved med at kigge på ham, og var meget forsigtig med sine træk mens hun holdte øje med hans. Hun nikkede let af hans svar, "Hyggeligt at møde sig Helias." Sagde hun roligt, og kunne ikke lade vær med at smile sit søde lille pige smil. Hun lå hurtigt mærke til at han ikke kiggede hende direkte i øjene, og at han ungik øjenkontakt. Men hvorfor? Tænkte hun nysgerrigt, og betraktede ham med sine blide øjene. Hun blev roligt siddende på gyngen, da han gik tættere på hende. Hendes søde smil blev lidt større over hans spørgsmål, "Jeg elsker natten, for man ved aldrig hvad den bringer en, eller bringer med sig. Så jeg er her ude for at beundre den, hvad med dig?" Spurgte hun blidt, og smilte stadig sødt. Hun lå mærke til at han betraktede hende, og kunne ikke lade vær med at rødme let i sine kinder.

Hmm ærlig er hun også... Helias undrede sig i sit stille sind over den unge kvinde foran ham. Hun måtte have set hans blik og lagt noget i det, for en let rødmen bredte sig i hendes kinder. Hendes spørgsmål, hvad med dig, ringede i hans øre. Ja hvad med mig? Hvad er det jeg søger her i natten uden mål? Hans ansigt viste ingen af hans mange tanker da han svarede hende. "Jeg vandrer blot.. Byen er mig tung og døsig, og jeg søger luft, fornyelse, fred.. Natten er et godt tidspunkt at vandre." Han betragtede hende igen, imens han begav sig over for at sidde på den anden gynge.

Hun kiggede stadig nysgerrigt på ham, og kunne se at han tænkte over noget. Hun fik en trang til at bruge sin evne, fordi hun blev nysgerrig efter at vide hvad han tænkte på. Hun bed sig let i underlæben, og rystede så let på hovedet over sig selv. Self skulle hun ikke læse hans tanker, det var hans tanker! Alle havde jo ret til privatliv tænkte hun til sig selv. Rosa kiggede lidt ned i jorden, og hørte så at han svarede på hendes spørgsmål. Hun kiggede smilende op på ham, og nikkede sødt til ham. "Du har så ganske ret." Sagde hun smilende, og betraktede hans træk.

Helias så ung ud, ikke mere en midt tyverne, og man kunne kalde ham tiltrækkende. hvis ikke det var for hans øjne. Hans øjne var ubehageligt, intense, for.. dybe. Hans ansigts træk ændrede sig heller ikke, ikke engang da han satte sig på den kolde gynge. Helias kiggede op mod natte himlen og sukkede lidt, imens han satte gyngen igang med et blidt skub med benene. Stille og roligt lod han den svinge, og i et stykke tid, så det ud som om han havde glemt den unge kvinde ved siden af ham.

Rosa havde stadig sit søde lille pige smil om sine glinsende læber, og hendes blide nøddebrune øjene skinnede som to små stjerner. Hun betraktede ham nysgerrigt og synes hans så tiltrækkende ud, og det eneste hun var nysgerrig efter nu var at se ham i øjene. Hun var en af de typer, som godt kunne lide at kigge folk i øjene. Hun rykkede let på sig i gyngen, så hendes lange lyse hår bevægede sig lidt da det hang løst ned af hendes ryg. Rosa fulgte hans blik op mod nattehimmelen, og svingede lidt frem og tilbage i sin gynge.

"Du finder det ikke underligt, at sidde her, midt om natten med en vildt fremmed?" spurgte han stille efter lidt tid med sin bløde stemme. Han vendte blikket mod hende, nok til at man kunne opfange hans blik, men ikke nok til at kigge hende i øjnene. Hvad er det jeg spørger om? tænkte han for sig selv. Jeg burde bare lade hende være.. Natten er dyb til at glemme det igen alligevel. Han kunne dog ikke lade være med at betragte hendes øjne, de to stjerner så tæt i mørket, og de fascinerede ham. Hans blik hvilede længe på hendes ansigt, længe nok for kontakt til at kunne tages.

Rosa tænkte sig lidt om, men rystede så let på hovedet så hendes lange lyse hår kom lidt i bevægelse. "Ikke rigtig. Jeg har ikke noget imod det, jeg kan godt lide at snakke stille og roligt med andre. Og hvis du ville have skadet mig, ville du nok allerede have gjort det. Så nej." Sagde hun smilende, og betraktede ham nysgerrigt med et blidt blik. Hun lå mærke til at han betraktede hende, og prøvede på at tage sin chance og kigge ham i øjene. Hun opfangede hans øjene, og kunne endelig kigge ham i øjene med sine stjerne klare brune øjene. Hun smilte sødt til ham, mens hun kiggede ham i øjene og blev næsten helt opslugt af hans øjene.

Helias blik var intenst og gennemborende. Ubehageligt ville mange sige. Der var ingen følelse i de blå øjne, blot en dyb tomhed. De virkede som om de så alt for meget og havde set alt for meget. "Sandt.. Men nogle gange er tillid noget man skal holde tæt til kroppen.. I denne vore verden er mørket tættere og holder mere i sit skød end mange aner." sagde han stille med sin kolde og milde stemme.

Rosa var glad for at hun endelig fik lov til at se ham i øjene, og så at hans blik var intenst og gennemborerne. Hun havde ikke noget imod det, hun kiggede bare ind i hans øjene mens hun stadig smilte sødt til ham. Hun blev helt opslugt af hans blå øjene, og synes han havde nogen kønne blå øjene. Hun lyttede til det han sagde og nikkede let med hovedet, "Det er sandt, men nogen gange skal man bare tage tingene, som de kommer og lade vær med at frygte så meget." Svarede hun stille, og smilte sødt til ham igen.

Helias slog en stille latter op. Den var kold og uden følelse, en skrækkelig lyd i natten. "Vore verden bygger på frygt.. Frygt for mørket, frygt for det ukendte, for andre, for alt.." han kiggede igen på Rosa, hans ansigt en maske kold som is. "Mennesket drives af dets frygt.. Det er grunden til at folk samler sig og skutter sig i deres bygninger, i håb om at deres vægge kan holde verden udenfor væk.."

Rosa blev forskrækket over hans pludselige kolde latter, men holdte masken og viste det ikke til ham. Hun lagde hovedet let på skrå af ren nysgerrighed, og lyttede opmærksomt til det han sagde. Hun blev ved med at kigge ham i øjene, mens han talte til hende og hendes øjene skinnede stadig som to små stjerner. Hun rystede let på hovedet af det han sagde, "Sandt, men hvem sagde at alle mennesker frygter meget? Nogen frygter meget, og nogen lidt." Svarede hun roligt, og blev ved med at smile sødt til ham.
Hvorfor havde han lige sagt menneske på den måde?
Hvad mon han var? tænkte hun nysgerrigt.

"Om det er lidt eller meget, de drives af deres frygt.. Frygten for smerte, for sorg.. for død.." Helias så mod himlen igen, hans blik længselsfuldt og sørgmodigt. "Døden er ikke en forbandelse eller straf.. Det er en befrielse fra de byrde livet har lagt på vore skuldre.." hans stemme var blød, næsten kærlig, og fra hans blik var det tydeligt at se at hans tanker drev langt, væk fra stedet hvor han var, i ukendte tåger i hans sind.

Rosa kiggede opmærksomt på ham, mens hun lyttede til det han sagde og fandt med ét ud af hvad han var. Han var en dødsengel ligesom hende selv! Hun sagde ikke noget om at hun nu vidste hvad han var, men holdte det for sig selv. Hun smilte stort over det, og nikkede så af det han sagde. "Det sandt, jeg har det på samme måde. Døden er fred fyldt og ja en befrielse, som du sagde." Svarede hun med sin klokke fine pige stemme, og kiggede også op mod nattehimmelen. Hun fik en lyst til at flyve op, og bare mærke luften mod sit ansigt og krop.

Helias blev trukket ud af sine tanker ved Rosa's uventede svar. Han betragtede pigen med et forbløffet udtryk i de dybe øjne. "Du frygter ikke døden? Skælver ikke ved tanken om mørket.. Om slutningen?" spurgte han forundret, hans blik søgte hende intenst efter løgn eller lignende i hendes ansigt. Snakker hun mig efter munden eller mener hun det..? tænkte han for sig selv. Det var alt for sjældent han fandt mennesker der var værd at snakke med. De var alle fyldt med frygt og tvivl. Men måske var denne unge kvinde mere end bare menneske. Helias vidste at mange forskellige væsner begav sig omkring på denne ø, så hun kunne være alt mellem himmel og jord.

Hun rystede grinene på hovedet af hans spørgsmål, "Nej, jeg frygter ikke døden." Sagde hun smilende, og kiggede ham i øjene med sine stjerne skinnede nøddebrune øjene, så han kunne se at hun talte sandt og ikke løg overfor ham. "Hvis jeg var bange for mærket, ville jeg nok sidde i lyset lige nu." Forsatte hun smilende, og lavede en let bevægelse med den ene hånd, for at vise hvad hun mente. Hun ville så gerne sige hvad hun var, og at de havde det til fælles men gjorde det ikke. Hun blev ved med at kigge ham i øjene, og smilede sødt til ham.

"Hmm.." Helias så eftertænksomt på Rosa, og lod hånden glide op til hans kors. Ubevidst gned han det imellem fingrene imens han tænkte. "Det er.. usædvanligt at møde nogen der ikke frygter døden.. Eller holder til i mørket. Få søger den form for ensomhed dette giver.." sagde han stille til hende. Forskellige tanker løb igennem hans hoved. Hun er helt sikkert et væsen, men hvilket.. Mørket søger ingen frivilligt.. og dog gjorde jeg.. 800 år, evigheden, den tunge byrde.. tankerne flød sammen i hans hoved, imens han blot iagttog hende, usikker på hvad han nu skulle gøre.

Rosa kunne se at han var ved at regne ud hvad hun var, eller at hun i vartfald ikke var et mennekse. Hun nikkede let af det han sagde, og bed sig let i underlæben. "Det sandt, ingen eller ikke ret mange opsøger mørket af egen fri vilje eller ikke frygter døden." sagde hun blidt, og smilte stadig sødt til ham. Hun håbede på at han snart ville regne ud at hun var en dødsengel, ligesom han selv var. Hun betraktede ham nysgerrigt og ventene.

"Hører du dem også? Omkring byerne, kirkegården.. På denne ø tale de tydeligt gør de ikke?" hans spørgsmål var stille, og hans blik sænket. Han rørte knap nok på sig mere, og hans ansigt var som skåret i sten. Igen satte han stille gyngen igang med et skub af sine ben, og lod den svage rokken berolige ham. Hvis han havde gættet rigtigt.. Havde han endeligt fundet en som ham.. Der var så få af dem, så få der forstod hvad han gik med.. Endnu færre der følte det samme.

Rosa lyttede til det han sagde, og da han havde talt færdig færdig blev hendes smil større. Hun nikkede stille af hans sprøgsmål, "Ja." Hun smilede sødt til ham, og kiggede ham i øjene med et blidt blik i sine øjene. Hun grinte let med sin fine pige stemme, "Du kan være ganske rolig, jeg er liegsom dig eller samme slags som dig" Sagde hun sødt, og rørte forsigtig ved hans skulder af ren refleks. Hun betraktede ham opmærksomt, for at se hvordan han regaerede på at hun havde let rørt ham.