Mmm....Jeg savner dig mere end du aner...

Sean rystede stille på hovedet og så væk fra Nick "nej Nick...det er fint... vi er brødre...det er forkert at vi er sammen...det er meget forkert...det er sygt..og vi var naive nok til at tro det kunne gå...men selvfølgelig kunne det ikke det...brødre kan ikke være kærester...men hør her...nu har vi fundet ud af det.. og sådan er det det var en hyggelig tid, men det går ikke længere..jeg skal nok lade være med at forstyrre dig længere..jeg vil ikke stoppe dig i et leve længere" sagde han og rejste sig rolig op.- han var stadig neutral i blikket og i stemmen. han gik ud fra køkkenet og mod hoved døren. han havde det ahelvedes til i kroppen og vidste han ikke ville kunne leve uden Nick, men han havde forstået det som om Nick syntes det var forkert og derfor ville han ikke havde Nick skulle havde en forkert følelse inden i. om det så skulle betyde han ikke kunne være sammen med sin elskede -Nick.

Det var som om hans hjerte var stoppet med at slå fra det første ord der kom ud af Seans mund. Som om det snart ville krakkelere og som om det blev knust til tusind stykker. Det han sagde...At det havde været en hyggelig tid? Som om deres 7 år sammen havde været ligegyldige? Ikke andet end tidsfordriv? Han elskede ham jo...men at høre ham sige sådan noget...
Nick fulgte ham lamslået med blikket og opdagede egentlig først at han var på vej ud mod døren efter et par sekunder "Sean vent" sagde han med en stemme som næsten knækkede over. Uden at vide præcis hvad han tænkte, rejste han sig lidt tøvende og gik langsomt hen til ham "Jeg mente det ikke på den måde" hviskede han og følte sig helt ved siden af sig selv. Han følte sig ikke hjemme længere og stod bare og holdt om sig selv.

Sean stoppede da han hørte Nick sagde han skulle vente. han så ned i gulvet og lyttede til hvad han sagde. han så sig stille over skulderen og så på Nick "du sagde det er forkert...mere præcist kan det ikke blive Nick...jeg har forstået det...jeg vil ikke være en klos om benet på dig..jeg vil bare havde du har det godt og er lykkelig...det kan du ikke hvis du synes vores forhold er forkert...og du sagde det var forkert..også er den ikke længere..." sagde han nu med en rystene stemme. hvis han ikke havde været vampyr, ville han havde stået og stort tuden i dette øjeblik. han havde så megen sorg i sit hjerte at det var sprækket se dybt at alt lykke i hans krop sev ud. han havde det som om det var jordens undergang. men Nick havde gjort det klart og Sean ville ikke stoppe ham. Sean vente blikket tilbage og så på hoveddøren. han tog stille fat i dørhåndtaget og skulle virkelig tvinge sog selv til at åbne. han ville ikke forlade Nick. han vil ikke miste ham igen.

Nick så bare på ham og forsøgte forgæves at holde tårene tilbage men det lykkedes ikke og kort efter havde den første banet sig vej ned af hans kind. Han vidste ikke hvad han skulle sige og vidste da også at hvis han sagde noget nu, ville han bare komme til at såre Sean endnu mere, men han prøvede alligevel. Det måtte briste eller bære. "Det er ikke forkert" begyndte han og valgte sine ord med omhu mens hanforsøgte at holde hovedfet koldt "desuden kan jeg ikke være lykkelig uden dig. Du er min lykke Sean. Uden dig...hvis du går nu...vil vi begge to have det af helveds til og hvem ved hvad det kan føre til" sagde han stille med en spinkel stemme og trådte et skridt nærmere "Skat...jeg elsker dig og det ved du...hvad end du vælger nu...så ved du at jeg elsker dig og det vil jeg altid gøre" han kastede et kort blik på ham men vendte så hurtigt blikket væk igen da det var som om hans syn blev sløret hver gang han så på ham. Han vidste det var tårene. Det krævede al hans viljestyrke at tvinge sig selv til at gå et par skridt tilbage fra sin elskede, og i sit stille sind besluttede han at hvis Sean forlod ham nu, ville han ikke søge efter ham mere. Det var hårdt, men det var den bedste måde.

Sean holdte om dørhåndtaget og skrælvede over hele kroppen. han lyttede til hvad Nick sagde og anede ikke hvad han følte længere, andet en han elskede Nick af hele sit hjerte. han så om på ham og slap dørhåndtaget. det hele virkede så uvirkeligt. hvordan kunne han forlade Nick nu. han havde gjort så meget for at komme tilbage til Nick, så hvordan kunne han overhovede tænke tanken om at forlade ham nu. det virkede pludselig mere forkert en noget andet. Sean vendte sig om og stod pludselig lige foran Nick. han lagde armene om ham og trykkede ham ind til sig "undskyld Nick" hviskede han som det eneset han kunne sige. han havde egentlig så mange ting han ville sige, men det var det eneste han kunne få formuleret. han kunne ikke lide han sådan havde fået Nick til at græde. igen. han hadede at såre Nick og havde det helt forfærdeligt med at havde fået Nick til at græde. han ville ikke kunne få sig selv til at forlade Nick. det ville aldrig føre til noget godt i hans liv.

Nick blev ved med at se ned i gulvet og holdt vejret mens han hvert sekundt forventede og frygtede at høre døren lukke i bag Sean og vampyrens fortrin ned af trappen. Tanken var ikke til at bære. Hvad skulle han gøre uden Sean? Det havde været noget andet i den tid hvor han bare var forsvundet men at han nu stod foran ham og gjorde mine til at forlade ham for altid. Der var noget andet over det. Det var nok også derfor det overraskede ham så meget da han mærkede Seans arme om sig. Et lille gisp forlod hans læber men i det mindste var det det eneste som ville forlade ham for idag. En lettelse uden samligning spredte sig i hele hans krop og ud til fingerspidserne og samtidig begyndte tårene at løbe ned af hans kinder. Han ville ikke holde dem tilbage, og det var nu mest af lettelse over at Sean havde ombestemt sig, at de faldt. "Sean" hviskede han med en let skælvende stemme, og lagde armene om ham som om der ikke fandtes nogen fremtid. Han græd i stilhed og kyssede ham lidt forsigtigt på brystkassen.

Sean blev på en måde lettet over at mærke Nick arme om sig og trykkede ham derefter tættere på sig "undskyld" hviskede an blot igen og kyssede ham blidt på hovedet. han ville slet ikke kunne tag hvis den lille dæmon ikke var hans længere, for han ville aldrig kunne elske andre en ham. Sean vidste godt han elskede stod og græd igen, men han håbede inderligt det blot var af glæde, for han kunne virkelig ikke lide når Nick grad, især ikke over ham. Sean tog stille fat nede omkirng dæmonen's lår og løftede ham op. automatisk lage han sine hænder på Nick's røv for at støtte bedre og gik så ind i køkkenet igen. han satte ham forsigtigt på køkkenbordet og så lidt på hans hals. det oprevede hud blødte stadig, men ikke lige så voldsomt. han vendte opmærksomheden tilbage op dæmonens ansigt og tørrede forsigtigt hans tåre væk fra hans kinder.

Nick nød at mærke ham så tæt på sig og sukkede svagt. det lille kys og undskyldning sendte et mindre gys gennem dæmonen men det var den behagelige af slagsen så Nick havde intet imod det selvom han stadig var en smule såret over det der lige var sket. Han mærkede at han blev løftet op og lod bare Sean gøre det uden indvendinger. Han ville bare være så tæt på sin bror som muligt. Selv lagde Nick ikke så meget mærke til såret på sin hals og var faktisk ret ligeglad med det. Han havde sin elskede omkring sig igen, og det var alt som talte. "Tak" sagde han stille og så ham i øjnene et lille sekund før hans sorte vipper brød kontakten idet han sænkede blikket da han bare ikke kunne se ham i øjnene lige nu

Sean så på ham og var lidt nervøs for at øjenkontankten varede så kort. han så lidt ned og tænkte sig godt om "jeg..." kan kunne ikek rigtig få flere ord ud og det ærvede ham meget, da han ikke kunne lide stilheden mellem dem. han så lidt op på ham og løftede hans hage op, hvorefter han søgte efter sin elsledet blik. han ville se hvilke følelser han havde og hvad der foregik i hans hovede, men det kunne han ikke. han måtte derfor se hvad hans æjne sagde. Sean var bange for at Nick stadig var ked af det og hvis han var ville Sean godt kunne forstå det. alt det der var sket var noget rod og han kunne godt havde unværet det. han ville bare kunne være sammen med sin elskede igen og se det glade smil p åhans læber.

Nick vidste godt at han ikke kunne finde ord, så godt kendte han ham da. Han lod Sean løfte hans hage lidt op og tøvede lidt før de sorte øjne mødte de grønblå og kunne pludselig ikke tage blikket fra ham. Det gik op for ham hvor smuk Sean var og hvor meget han havde savnet ham i den tid han havde været væk. *Den bedste storebror nogensinde..* tænkte han for sig selv og lod forsigtigt sine fingerspidser række hen og stryge ham over kinden "det er okay" hviskede han og sank en klump i halsen

Sean så ind i de mørke øjne og kunne tydeligt huske det han var blevet så forelsket i, da det var små. han havde nærmest lokket Nick til at kysse med ham den gang og virkelig gjort alt fpr at det virkede hlet rigtigt for sin lillebror. han anede virkelig ikke hvordan han havde kunne undvære de smukke øjne i så lang tid. den smukke dreng der nu sad overfor ham havde han skulle undvære i så langtid. han syntes det virkede helt uvirkeligt at skulle være væk fra Nick, så han håbede virkelig at det aldrig ville ske igen. han lukkede stille øjnene, da han mærkede de bløde fingerspidser mod sin hud og følte sig næsten lykkelig da nick sagde det var okay. han åbnede stille øjnen igen og fandt med det samme Nick's blik igen. han sagde intet, da han intet havde at sige. han var jo bare glad for at Nick var hos ham.

Nick lagde igen benene om hans talje og trak ham forsigtigt tættere på end han allerede var, så de næsten ikke kunne blive tættere. Det slog ham hvor lang tid han egentlig havde måtte undvære de kolde læber mod sine og det undrede ham faktisk at de ikke havde kysset endnu. Det plejede de ellers altid. En varm og brusende fornemmelse strømmede igennem Nick's krop og helt ud til fingerspidserne idet deres øjne mødtes og dæmonen kunne ikke holde et lille, lykkeligt smil tilbage mere

sean mærkede hans ben om sin talje og los sig trække helt ind til sin elskede. han lagde sine arme om ham og længtede efter at mærke dæmone's nøgne krop mod idn igen. han så det lilel lykkelige smil og en stor glæde fyldte hele hans krop, hvorefter han strækte sin nakke ganske lidt, så deres læber mødtes. det varme og det kolde mod hinanden føltes så fantastisk. savnet efter at mærke Nick's krop var nu blevet endnu større. han lagde sine hænder ned på hans hofter og kørte dem derefter op under hans bluse, hvorefter han nussede ham direkte på huden.


//logger skal tideligt op imorgen ses katte pus ^^//

Nick følte lettelsen i sindet da han mærkede Seans arme om sig og han havde mest af alt bare lyst til at forblive fastlåst i dette øjeblik for evigt. De natsorte øjne spærredes op idet deres læber mødtes og han havde det fantastisk hvilket fik ham til at slappe af mentalt, hvor han før havde været ret spændt, og hans øjne gled langsomt i. Han hengav sig i kysset og til Sean. Blidt, lod han sine arme glide omkring hans nakke og lændte sig let ind til hans behagelige kulde som kunne mærkes helt ude på tøjet. Kolde gys blev sendt gennem ham da Sean førte hænderne ind under Nicks sorte bluse, og en lille nydelseslyd undslap hans læber. Det var en fantastisk fornemmelse han havde ventet længe på.

//så det på face ^.^' natnat nød, og hav det nu godt//

Sean havde lukkede sine øjne, da han mærkede det bløde læber mod sine. han var glad for endelig at kunn være tæt på sin elskede Nick igen og fra nu af ville han gøre alt for at være tæt på ham forevig. han lod sine hænder nusser Nick op af hans overkrop. han nød at høre den lille nydelses lyd fra sin elskede.