En fredelig aften? - Angelie

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Lørdag
Vejr : Hverken varmt eller koldt
Sted : Havnen
Tid : 00.00
Omgivelser : Både, pakhuse osv

Artemios stod i skyggen af et af de store pakhuse. Hans ellers så mørke øjne skinnede gyldent ud i mørket. Han trak vejret tung, og så hele tiden fra den ene ende af havnen, til den anden. Han var sulten. Umådeligt sulten. Han havde let åben mund, og de endnu uvant spidse tænder kunne anes. Han ventede. Ventede på en eller anden at drikke sig mæt i. Han var bare ikke sikker på hvor meget længere han kunne holde ud at stå stille og vente, før han ville begive sig ind hvor folk boede, og finde sig et menneske eller to der...

Angelie sukkede fredfyldt, da hun var gået på jagt efter endnu et væsen, så byen ville være fri for den. Men hun var ikke efter en hvilken som helst, men den dæmon, som havde en stor sum på sit hoved. Hendes skridt gav genlyd på havnen, da hun bevægede sig imellem pakhusene, mens hun holdt øje med skyggerne.
Hun bemærkede ikke vampyren, som stod nogle meter fra hende, da Angelie stoppede op, og satte sig tungt ned på en bænk. Hun havde ledt hele natten og flere dage, men stadig uden at finde et eneste spor efter dæmonen. Hun trak benene ind til sig, hvor hun havde træpælene på indersiden af de høje støvler, så de ikke var synlige.

Artemios' øjne var fikseret på den unge kvinde, der havde sat sig på bænken. Hans vejrtrækning blev hurtigere, mere hungrende og utålmodigt. Med lange skridt bevægede han sig væk fra sin plads i skyggen. Han fugtede kort sine læber, før han stoppede op bag hende. "Godaften." hviskede han hæst, og lagde hænderne på hendes skuldre for at holde hende fast. Bukkede sig ned mod hendes hals. Så tæt på... Nogle få sekunder fra at berolige den brændende sult. Han hadede det at han skulle tvinge sig vej til blod på den måde, men det var midlertidigt. - Og det vidste han godt. Tænderne begravede sig i hendes bløde hud, og Artemios sugede grådigt blodet til sig.

Angelie sukkede kort, mens hun lod blikket stirre frem for sig, uden egentlig at fokusere på noget punkt. Hun tænkte alt det igennem, som var sket den sidste tid. "Hvad har jeg dog rodet mig ud i" mumlede hun lavmælt til sig selv, og hørte ikke vampyren bag hende, for sine egne tanker.
"Godaf.." Hun skulle lige til at svare, da et stik af smerte gled igennem hendes krop. Den var uudholdelig. Et kraftigt gisp undslap hende, og hun var lige ved at overgive sig selv til smerten, da hun igen kunne tænke klart.
"Lad være med det!!" skreg hun højlydt, og vristede sig hårdt fri af hans greb, inden hun rejste sig fra bænken, og gled væk fra ham. Hun vendte sig hurtigt mod ham, og sendte ham sit ondeste, og mest nidstirrende blik.

Artemios brummede utilfreds, da kvinden rev sig fri af ham. Rettede sig op, og så på hende uden at gøre noget ved det blod, der løb fra hans mundvig. Han strøg sit håt væk fra ansigtet, og gik udenom bænken, for at komme hen til hende igen. Sulten var alt andet end stillet. "Lad nu være, gider du? Jeg har ikke tålmodighed til at finde en anden." sagde han muggent, og havde øjnene fikseret på de sår han havde lavet på hendes hals. Hvis han nu bare kunne få hende til at stå stille, uden så meget påstyr, så ville han være tilfreds. Han var mildt sagt ret så ligeglad med hvor meget hun skreg, der boede alligevel ikke nogen i denne del af havnen.

Angelie bakkede langsomt tilbage, da han trådte forbi bænken, uden at fjerne blikket fra ham. Langsomt lod hun hånden glide op til sin hals, og strejfede de to bidehuller han havde fået lavet.
"Nej.. Gå væk fra mig!" skreg hun, inden hun rakte hånden ned i sin nærmeste støvle, og trak en træpæl frem. "Jeg advarer dig!". Med et fast blik i øjnene, og pælen rettet frem mod ham med den spidse ende, ventede hun på det uundgåelige.. At han ville angribe.

Artemios stoppede op, og så et øjeblik uforstående ud. Så brød han ud i latter. Hun... Hun var jæger? Morsomt! Den første jæger han havde mødt i lange tider, og så forsøgte han at dræbe hende... En gammel kollega... Han tørrede nu blodet fra kinden væk, og så indgående på hende. Han var ikke spor bange for hende. Han kendte jo alle tricksene, og fiduserne man gjorder brug af som jæger. - Efter 15 år i branchen var det jo næsten uundgåeligt. "Jeg er ked af det, men du har noget som jeg skal bruge." sagde han, og fortsatte så frem mod hende.

Angelie kiggede nervøst på ham, og det blev ikke bedre, da han bare begyndte... At grine?
Langsomt sank hun den klump, der efterhånden havde siddet fast i hendes hals et stykke tid, inden hun med et bestemt blik, bakkede endnu et par skridt. "Du får ikke noget at mit blod!" svarede hun bestemt, inden hun rynkede let på næsen.
Måske ville der være andre jægere i nærheden? Hvis hun nu skreg? Nej!
Hendes mission gik ud på at dræbe jægerne, og ikke de andre. "Jeg håber du er i stand til at forklare dig godt ud af problemer" svarede hun mere nøgternt, hvorefter et lettere triumferende smil gled over hendes læber.
Skulle hun dø, ville problemerne vokse op som skyhøje vulkandampe.

Artemios løftede et øjenbryn. "Jeg havde skam aldrig forestillet mig at du ville give mig det frivilligt." sagde han, og kom om bag hende. Han var stadig ikke vant til den vampyriske fart... Han lagde armene om hende bagfra, så hun ikke ville være i stand til at bruge sin arme, og træk vejret dybt. "Hvilke problemer?" spurgte han stille, før han atter satte tænderne i hende. Regnede med at hun ville kunne svare selvom han bed.

"Virkelig? Jeg havde ellers troet i var vant til at få blodet serveret på et sølvfad hver aften" svarede hun ironisk tilbage, da hun mærkede hvordan hans greb blev strammet omkring hendes arme, så hun ikke kunne bevæge dem.
"Du.." Endnu engang gispede hun dybt over den smerte, som løb igennem hendes krop, da han for anden gang den aften satte tænderne i halsen på hende. ".. Med Morgan.. Vampyren" Hviskede hun svagt, mens hun mærkede hvordan benene snart ville give efter under hende, på grund af blodmangel.

Der var stille mellem dem en tid, mens Artemios drak. Så trak han tænderne ud af hende igen. "Aha." sagde han overvejende, og satte hende på bænken. "Du er måske hans blodbank?" spurgte han, og så på hende. Han kendte ikke noget til nogen Morgan. Og han havde ikke umiddelbart tænkt sig at rende ind i ham. Han brød sig mindre om vampyrer, efter han selv var blevet en af dem. "Eller hvorfor skulle jeg ellers få problemer med ham?" spurgte han videre, og tørrede blod væk fra munden.

"Jeg er ingens blodbank" hviskede hun svagt, mens hun lod ham sætte sig ned på bænken, inden hun tungt hævede hovedet for at kigge på ham.
Han virkede som en underlig vampyr i hendes hoved. "tager du mere af mit blod, så dør jeg" fortsatte hun langsomt sin samtale, inden hun igen strejfede de to bidehuller i halsen. Hun måtte jo slet ikke sige noget omkring det. Hun havde jo lovet. "Fordi... Han ejer mig" afsluttede hun sin fortælling, inden hun fnøs foragteligt over at have fået taget alt fra sig, på grund af en mand.. eller.. en vampyr.

Artemios nikkede let. Gned sig i ansigtet, og vendte sig ud mod havnen. "Jeg er ikke interesseret i at dræbe dig, så du for lov at beholde det sidste for dig selv." svarede han, mens han så ud over vandet. Han vendte sig dog om, da hun fortalte han denne Morgan ejede hende. Så overrasket på hende. "Sig mig, hvor længe har du været jæger?" spurgte han, og så indgående på hende. Umiddelbar ville han sige at hun var omkring 10 år yngre end ham, hvilket ville sige, at det var rimeligt at antage, at hun havde været jæger i omkring fem år. Hun kunne ikke være helt forfærdelig dygtig, hvis hun var blevet en vampyrs ejendom. På den anden side. Artemios havde været ganske erfaren, da det gik galt for ham. Så måske han ikke skulle dømme hende for hårdt.

Hun kunne ikke lade være med at sukke lettet, da han fortalte at han ikke havde tænkt sig at slå hende helt ihjel. Hun lukkede kort øjnene, mens hun lyttede til hvad han fortalte, og spurgte om.
Spørgsmålet dukkede op og rungede inden i hendes hoved, mens hun overvejede hvad hun skulle svare. "Seks år" svarede hun langsomt, inden hun åbnede øjnene, og betragtede ham nysgerrigt.
Langsomt løftede hun hånden, og kradsede fraværende sin kind. Hvorfor fortalte hun en vildt fremmed om alt det her?
"Og der er aldrig nogen, som er sluppet fra mig før ham.. aldrig" mumlede hun i en advarende tone, som om hun havde opdaget hvad han tænkte over.

Han lo dæmpet af den sidste bemærkning. "Ikke det? Nej, det er jo heller ikke svært for få alt sit bytte, på sølle seks år." svarede han, og satte sig på hug foran hende. "Hvad går det så ud på? - Det at han ejer dig?" spurgte han, og betragtede undersøgende hendes ansigt. Hvor var det egentlig mærkeligt. For ikke mere end en måned siden ville han aldrig kunne have forestillet sig selv i denne situation. Åndsvage vampyrer altså... Jo, der var stadig meget jæger over Artemios, selvom han var blevet forvandlet.

Hun rynkede lettere irriteret på næsen over hans tonefald. "Hey.. Det jo ikke ligefrem fordi det er et nemt job vel" forsvarede hun det, inden hun lagde armene over kors, og betragtede ham, mens han satte sig foran hende.
Undrende bed hun sig i læben, inden hun kort lod blikket glide rundt omkring, for at være sikker på der ikke var andre til stede.
Langsomt lænede hun sig frem mod ham, mens hun undersøgte hans ansigt. "Det går ud på at han har en evne igennem sit blod.. Drikker man det, gør man alt hvad han ønsker" hviskede hun lavmælt, inden hun trak på skuldrene. "Han tvang det i mig.. Så nu har jeg ikke ret mange andre muligheder vel"

Artemios smilede, da hun frosøgte at forsvare det hun lavede. "Nej, det ved jeg godt. Jeg har selv været der. 15 år før jeg mødte min overmand." svarede han, og så op på hende. "Aha..." kommenterede han, da hun var færdig med sin forklaring. "Og hvad er det så han vil have dig til?" spurgte han. Egentlig var det overraskende hvor let hun gav ham disse informationer. På den anden side var hun ung. Men han ville nu alligevel have forventet en smule mere modvillighed fra en jæger, end det hun udviste.

Overrasket hævede hun det ene øjenbryn, inden hun lænede sig helt tilbage mod bænkens ryglæn. Så han havde været jæger engang. "Vampyrer afskyr jægere.. Hvorfor er du ikke død?" spurgte hun istedet, for at aflede opmærksomheden på det spørgsmål han stillede hende.
Morgan havde sat det meget skarpt at hendes mission ikke måtte blive afsløret for nogen.. Den kunne hun ikke fortælle om. Tænk hvad han ville gøre ved hende, hvis han opdagede det.
"Og hvorfor er du så interesseret i mit liv? Du kender mig jo ikke engang"

Artemios rejste sig op, og satte sig på bænken ved siden af hende. "Fordi min skaber fandt mig interessant." svarede han, og lod blikket hvile på horisonten i det fjerne. "Hvorfor jeg interessere mig for dig? Fordi jeg ikke har andet at lave. Og så virker du interessant." svarede han, og så på hende med et lettere drillende blik, da han tilføjede det sidste. Han havde jo lige fortalt at interesse kunne være nok grund for en forvandling...
"Du svarede ikke på mit spørgsmål." informerede han så, og så igen ud mod havet.

Hun holdt øje med hver eneste af hans bevægelser, og mærkede svagt duften af blod strømme ud fra ham.. Hendes blod. "Aha.. Fordi du var interessant" mumlede hun lettere opgivende, og måtte for 117. gang konstatere at vampyrer var nogle mærkværdige skabninger.. Dem hun helt sikkert brød sig mindst om, sammen med englene.
"Så interessant virker jeg heller ikke" svarede hun skarpt, inden hun rykkede lidt væk fra ham på bænken, så mellemrummet imellem dem blev større. Hun havde også opfattet bemærkningen omkring, at det ville være nok til at forvandle en.. Hendes liv skulle ikke allerede ende.
"Jeg.." mumlede hun, da han igen ledte hende ind på hans spørgsmål. "Det.. Jeg må ikke sige det" svarede hun så, og trak let på skuldrene.

"Du kan da virkelig ikke sige, hvad jeg finder interessant, og hvor interessant jeg finder det." sagde han leende, og rystede på hovedet. Dumme pigebarn. Men hun var nu morsom... Måtte han indrømme.
Han løftede det ene øjenbryn, og så på hende igen. "Åh, han finder ikke ud af det. - Jeg kan holde på en hemmelighed." svarede han, og betragtede hende undersøgende. Nå, nu var hun da i det mindste blevet modvillig... Det var da altid noget.

Hun fnøs let af den kommentar. "Jeg er ikke beregnet til at blive fundet interessant" svarede hun istedet, mens hun langsomt hævede det ene øjenbryn. "Og jeg vil nødig findes så interessant, at jeg ender som dig". Hun nikkede skarpt, for at understrege sin mening omkring den sætning, inden hun kort trak på skuldrene.
"Det er ligemeget" svarede hun istedet til den anden. "Jeg siger ingenting.. Jeg er jæger, og jeg tager ingen chancer.. Det burde du vide". Hun trak vejret tungt, da det var begyndt at blive anstrengende for hende, at tale og tænke så meget, med så lidt blod i årene.

Artemios lo igen af hende, og rejste sig op. "Det er ikke så slemt igen. Bortset fra sulten. Den er ikke til at udstå." fortalte han, da hun pointerede at hun ikke ville ende som ham. En skam faktisk. Han var jo egentlig gået hen og var blevet helt taknemlig, overfor sin skaber. Dog var han stadig fast besluttet på at slå denne ihjel før eller siden.
"Hm... Ja, det burde jeg vel." svarede han blot, og begyndte at gå.

Hun rynkede let panden, da han fortalte om det at være vampyr. Forsigtigt overvejede hun mulighederne det ville bringe. Måske kunne hun hævne sig på den måde.. "Er det ikke?" spurgte hun, for at fange hans interesse igen.. Mænd elskede trods alt at snakke om sig selv.
"Hvis du ikke har noget imod det, må du da gerne fortælle mig hvad der skete" Hun nikkede lidt, og rakte ud efter hans arm, da han begyndte at gå.
Hun mærkede hans kolde hud mod fingrene, men slap den ikke.

"Nej, det er det ikke." svarede han, og stoppede op, da hun tog fat i hans arm. Så lidt på hende, før han langsomt satte sig igen. "Der skete ikke så meget. Ingen vild og blodig kamp. - Det var ikke min stil." sagde han, og blev kort tænkende. Hvad var der egentlig sket... Ikke rigtigt noget... Han havde været på jagt, og havde mødt ham, hans skaber. Var blevet angrebet efter kort tids snakken, og havde ladet vampyren drikke. - Han var jo blevet bidt før, så det var ikke noget der skræmte ham synderligt... Men så havde Lyonaro fået den skøre ide, at han ville forvandle Artemios... Resten kunne han ikke huske. Ud over at han havde sat sig godt og grundigt på tværs.