Ved søen - Éowyn.

"Tak" mumlede hun og tog hans jakke på. Hun slikkede sig om læberne og ventede på at kræfterne og varmen skulle komme tilbage. "Undskyld" sagde hun så. "Jeg har før haft ubehagelige oplevelser med vampyrer." svarede hun. Kæfterne var næsten tilbage. Hun satte sig op og så ned på sine hænder. To fingre strejfede det ar hun havde på indersiden af hånledet. Det var to huller, de var næsten sølv-farvet i forhold til hendes blege hud. Da hun slap væk fra vampyren som bed hende, prøvede hun at heale sit blødende håndled. Det lykkedes, men arret ville ikke gå væk. Og det var koldt. Iskoldt. Kun de to prikker. Hele tiden. Varmen i resten af hendes krop begyndte at sprede sig.

"Giver vi vampyrer andet end dårlige oplevelser?" Spurgte han og havde endnu ikke fjernet blikket fra hende. Han havde i hvert fald givet mange mennesker dårlige oplevelser og taget manges liv. Det havde dog ingen betydning for Vicente. Han gjorde det jo bare for at overleve, selvom det med at slå ihjel mest var for sjovs skyld. Han kunne i hvert fald ikke huske, hvornår han sidst havde givet nogen en oplevelse, som ikke var dårlig.

Éowyn svarede ikke på hans spørgsmål. Hun rystede åndsfraværende på hovedet, kun meget let, så det ikke kunne vides om det var et svar eller ej. Så så hun på ham. De blå øjne søgte de grønne og fandt dem. Hun prøvede at finde de rigtige ord, men det var svært. Anger kunne skimtes i hendes øjne og hun åbnede og lukkede munden op til flere gange. "Får i aldrig nogensinde skyldfølelse?" - ja, de var de rigtige ord. Hun bed sig selv i læben. Måske ville hun gøre ham vred ved dette spørgsmål?

"Jeg kan kun snakke for mig selv i den sag. Jeg ved ikke, hvad andre føler." Sagde han og mødte hendes blik. Han så tilbage ind i hendes øjne. "Jeg har i hvert fald ikke følt skyldfølelse siden jeg var menneske og det er mange år siden." Sagde han. For ham var det ikke kun hans krop, som døde i det han blev vampyr, det var også hans indre. Nu var det for det meste tomhed, vrede eller had, som han følte.

Hun undrede sig. Hun undrede sig virkelig. Hvordan kunne man ikke have dårlig samvittighed? Hun var nysgerrig. Alt for nysgerrig, for denne vampyr var anderledes end de andre. Fortænderne borede sig ind i hendes underlæbe, da hun lod murene i hendes sind falde. Og hun følte.. ingenting. Hun kunne ikke føle noget. Han følte ikke noget. VINCENTE følte i øjeblikket kun tomhed. Hun hejste murene op igen og så forbløffet på ham. Aldrig før havde hun selv følt, eller mødt andre der følte tomhed. Éowyn var facineret.

"I min tid som vampyr, der har jeg angrebet børn og voksne, kvinder og mænd, piger og drenge, forsvarsløse og bevæbnede og engle, som indtil videre er min favorit, når vi snakker blod. Intet har jeg følt efter jeg har angrebet dem og boret mine tænder i dem. Tilfredsstillelse jo, men det betyder ikke meget, når selv det vil blive opslugt af det store tomme hul, som du har inden i dig." Sagde han og man kunne høre på ham, at alt dette var fuldstændigt normalt for ham, som om han fortalte om en typisk hverdag.

Hans følelser var stadig tomme, selv under hans lille historie om sig selv. Da han begyndte at snakke om engle følte hun en lille længsel, nok et minde der var strøget forbi. Længslen var væk på under et sekund. Hun nikkede til hvad han havde at sige. Han snakkede helt normalt om det, uden at skjule en eneste detalje. Dette havde hun aldrig set en vampyr gøre - være åben, uden den mindste form for uhøflighed. Hun smilede varmt til ham. "Jeg kan ikke rigtig sige jeg forstår dig." smilede hun. "Jeg har kun én eneste gang dræbt. Men det var faktisk også uden at føle skyld." sagde hun. Hendes indre blik svømmede væk fra Vincente, væk fra alt omkring hende. Luften lugtede pludselig tør og uren. Skrigende i baggrunden var forfærdede og de store, sorte øjne stirrede direkte på hende. Så rystede hun på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden.

Vicente nikkede let til det hun sagde. "Jeg slår ihjel for at føle mig i live. Jeg gør skade på andre for ikke at føle mig som et levende lig." Forklarede han så. Så kunne hun vel godt forstå ham. Han havde endnu ikke fjernet blikket fra hende. "Hvem slog du ihjel?" Spurgte han og trådte hen til et træ, som stod et kort stykke fra dem. Han satte sig ned og lænede sig tilbage mod træet.

Selvfølgelig måtte han have blod for at være i live. Det var jo deres fødekæde, som det var menneskers at dræbe og spise dyr. Hun så ham sætte sig henne ved et træ, og hun rejste sig op og gik efter ham. Hendes hovede blev pludselig ørt, men kræfterne var tilbage. Hun satte sig i skrædderstilling foran ham. "Jeg kendte ikke hans navn." svarede hun ham lidt efter. "Men han dræbte min far."

Vicente måtte selvfølgelig dræbe for at være i live, men at være i live var ikke ensbetydende med, at han følte sig i live. Derfor slog han ihjel, det gav ham en slags følelse af liv, som intet andet kunne give ham. Han nikkede let af det hun fortalte og kunne skam også godt forstå hende og hvorfor hun ikke havde følt skyld.

Stilheden lagde sig over dem som et tykt tæppe, men det gjorde ikke Éowyn noget. Hun holdt af stilheden. Hun holdte af at høre vindens susen, vindens hvisken i baggrunden. Og fuglenes lavmælte sang, som næsten ikke var til at høre i denne larmende stilhed. Søens lugt hang fast i Éowyns kjole, og takket være Vicentes jakke havde hun fået varmen igen. Kjolen var stadig våd og gennemsigtig, men jakken skjulte heldigvis det værste. Hun smilede til Vicente da de fik øjenkontakt.

Vicente lyttede til stilheden. Det gjorde han så tit, stilheden her var dog anderledes end den i den triste skov. I den triste skov var stilheden en død stilhed, en stilhed som var tvunget stille. Da Vicente fik øjenkontakt med hende, smilede han ikke. Hans ansigtsudtryk var bare roligt, stille. Han holdt af stilhed og for Vicente var der heller ikke noget, som hed 'pinlig stilhed.' For ham var der kun god tavshed, dejlig tavshed.

Månen spejlede sig smukt i søens overflade. Dens runde skikkelse var mystisk og glimtrede. Éowyn var rolig nu. Selv i vampyrens tilstedeværelse. Hun kunne ikke lade være med at tænke over noget, som hun havde hørt og set så mange vampyrer gøre. Det var ikke noget ondt, ikke noget forkert. "Vicente?" sagde hun roligt og så på ham med et skævt smil. "Altså.. I vampyrer.. Er I meget alene?" spurgte hun så.

"Nu kan jeg kun snakke for mig selv og mine egne vegne." Sagde han og lod sin blege hånd med de lange tynde finger løbe igennem sit lange sorte hår. "Jeg er nattens kreatur.. Jeg har kun mig selv og ingen andre." Sagde han og nikkede let af det han sagde. Det med, hvor alene vampyrer var, det var vel forskelligt fra vampyr til vampyr?

Éowyn så facineret på ham.
"Tja.. Det må vel være forskelligt.." sagde hun og trak på skulderne. Hun så ned i jorden med et suk. For hende var det ubehageligt at være alene. Specielt når man hørte lyde i skoven om natten. Hun gøs. Tit drømte hun sig langt tilbage i tiden, hvor hun havde venner, familie. Hun rystede på hovedet og kom tilbage til virkeligheden. Smilende så hun på Vicente. Hans hår vejrede i vinden.

"Hvad med jer elvere? I må vel have store familier og den slags?" Spurgte han og rettede så sine røde øjne ned mod jorden, som han studerede med sit blik. Som vampyr så han så meget mere, end han havde gjort som menneske og det var noget, som han stadig fandt nyt ved at være vampyr, selvom han havde været det i så mange år. Alt hvad han så var jo nyt og forskelligt. Så mange nye og forskellige detaljer. Det var også derfor, at han ikke brød sig om levende ting. I hans øjne var de alt for levende, lyse og gode. Ting som han ikke brød sig meget om.

Det var som to reb der knuste hendes brystkasse. Hun gispede.
Hans øjne havde skiftet farve. Straks mærkede hun sine hænder ryste og hun kæmpede med at tale.
"Min familie lever ikke længere." sagde hun med en dyb stemme. Éowyns forældre havde fået en grusom skæbne. "Men de fleste elvere føder kun et barn." sagde hun og nikkede. Hun lukkede øjnene for at styrke sig. Hun mærkede kræfterne komme tilbage i musklerne og hun stoppede med at ryste.

"Selv er jeg enebarn." sagde hun og så på ham. Hun mærkede vinden i ryggen.

Vicente betragtede hende og han kunne se den effekt, som hans spørgsmål havde på hende og lyttede til, hvad hun svarede. Han nikkede let og kløede sig så let på sin blege kind. "Min familie lever heller ikke længere. Jeg er den sidste Valentieri der lever.. Selvom 'lever' nu ikke rigtigt kan bruges om mig." Sagde han og placerede så sin blege hånd på sit knæ. Hans familie havde været død i 639 år. De blev slået ihjel kun et par dage efter Vicente var blevet til vampyr. De blev slået ihjel - af Vicente selv.

"Det gør mig ondt." sagde hun.
Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle svare. Hun synkede hårdt og så ned i jorden. Hendes øjne var meget åbne og hun forstod at Vincente nu kunne være en fare for hende.
*For hele himlens og vindens nåde, hvorfor er jeg så naiv?* tænkte hun. Hun havde oprigtigt troet at hun kunne være blevet venner med Vicente, at Vicente aldrig ville gøre hende ondt. Selvom han lod til at være rolig var de røde øjne aldrig et godt tegn. Hun forbandede verden langt væk.
"V-Vicente?" stammede hun og hendes stemme knækkede over. Stadig var hendes blik rettet mod jorden.

Han lænede sig tilbage imod træet og trak så let på skuldrene. "I modsætning til mig, så skulle de dø før eller siden." Sagde han og betragtede hendes ansigt. Elvere var nu meget smukke væsner, som han havde hørt og læst. Han lod sin blege hånd, stryge en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Ja?" Spurgte han og havde endnu ikke fjernet sit blik fra hende. Hvorfor stammede hun? Hun virkede også urolig, syntes han. Det så da ellers ud til, at hun var faldet ned efter hans spørgsmål, så han vidste ikke, hvorfor hun så virkede urolig.