I Vicentes total klamme hytte xD

Sted. Vicentes hytte *Rawr* xD
Omkring. Uhmm.. Vicente et eller andet sted?
Vejr. Unknown..
Tid. Unknown..
Dag+dato. .... Unknown? xD
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Rose mumlede et eller andet utydeligt og tog sig til hovedet hvor det dunkede utrolig meget. Hun kunne ikke rigtig huske hvad der var sket med hende. Kun at hun var blevet bidt af Vicente.. Ellers var alt andet tåget. Hun åbnede ikke øjnene og lå bare og prøvede at tænke hvor hun var. En afskyelig stank gik op i hendes næsebor, og hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad det var der lugtede af, men det var ihvertfald bare ikke lækkert.

Vicente sad ved bordet og arbejdede med noget af sit trækunst. Han var jo træskærer, når han ikke var ude og lede efter ofre, dog var det kun meget få personer, som havde set hans kunst, mange var dog endt som modeller og inspiration til hans kunst. Et lig var blevet bundet op på væggen og det havde fået maven sprættet op, det var nogenlunde det samme billede, som var på den træplade, som Vicente sad og arbejdede med. Det havde nok hængt der et par dage, han var end ikke selv sikker på, hvor længe det havde været her. Han rettede opmærksomheden mod Rose, da hun bevægede sig og lagde så værktøjet, en majsel, fra sig. Han rejste sig og gik hen til hende, hvorefter han prikkede let til hende. Hans øjne var stadig grønne, han havde været ude og drikke blod for ikke så længe siden.

Rose viftede hurtigt Vicentes finger væk og var først ikke særlig vågen og havde ikke tænkt over at det var mærkeligt at der var nogen som der prikkede til hende. Hun lagde hurtigt to og to sammen og åbnede sine øjne og så først op på Vicente med et forvirret blik og lod derefter blikket gå rundt i det rum hun lå i og hendes blik faldt hurtigt på noget som hang på væggen.. Hvad var dog det?! Hun spilede sine øjne op og havde et forfærdet blik og satte sig hurtigt op, men kunne godt mærke at hun ikke burde have gjort det så hurtigt da det hele snurrede rundt for hende. Hendes hoved gjorde stadig ondt, og hun havde det bare forfærdeligt ved hovedet og hele vejen ned til halsen. Hun så på det forfærdelige syn af et lig på væggen og vidste nu at det var det som havde lugtet så forfærdeligt. Hun lavede nogle små klynkede lyde og så ikke engang tilbage til Vicente.

"Du burde tage det roligt, dit hoved har det nok ikke så godt." Sagde han med sin egen rolige stemme. Han hev en stol hen til sofaen og satte sig på stolen. Han havde ikke gjort noget for at dække liget eller gøre noget ved den forfærdelige stank, som var meget normalt for ham, men han var jo heller ikke helt rask oven i hovedet. Vicente strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Jeg tog dig med igår, da du ikke så ud til at ville lade mig gå. Du var ikke i stand til at fortælle mig, hvor du ville sættes af henne." Sagde han.

Rose så over på liget en sidste gang, men tvang derefter så sit blik væk fra det og lod det gå ned i gulvet foran hende. Han havde nok ret. Hun burde virkelig tage det roligt. Men dette gav bare nogle minder frem, som ikke var særlig behagelige for hende. Hun rystede svagt og bed hårdt ned i sin underlæbe. Hun vidste ikke rigtig hvordan hun skulle svare på det han sagde, men lod dog et lille hæst undskyld komme frem og undlod at se op på ham.

"Undskyld ikke." Sagde han blot. Han lænede sig tilbage i stolen og betragtede hende. "Jeg har intet at drikke, så du må selv finde noget." Sagde han så. Han behøvede vel ikke at forklare hende, hvorfor han ikke havde hverken mad eller drikke i hytten. Han rejste sig og satte sig over ved bordet igen. Han begyndte at rydde lidt op på bordet, lagde det næsten færdige kunstværk til siden og værktøjerne i en skuffe. "Bare se dig omkring, hvis du har lyst, men rør ikke ved noget." Sagde han så.

Rose så op på Vicente og vidste ikke rigtig hvor glad hun var for at være i hans hus, men sagde det dog ikke til ham. Hun så sig lidt omkring og gumlede på sin underlæbe. Han havde ikke brug for at sige det to gange. Hun ville ikke rigtig røre ved de ting som Vicente havde hængende eller liggende. Hun rejste sig langsomt op, men kunne godt mærke at hun havde ligget ned i noget tid, og hendes ben rystede svagt under hende. Hun holdt fast i armlænet på sofaen og gav først slip da hun kunne mærke at hun ikke ville falde. Hun gik langsomt rundt og så sig lidt omkring..

Vicente sad og betragtede hende og gjorde intet for at skjule det. Hvorfor hjalp han hende egentligt? Alt han ville have var jo bare hendes blod og intet andet. Der hang mange forskellige af hans kunstværker rundt omkring på væggene. Det var hans træskæringer, billede i træ. Der var mange, som forestillede lig, som lå, hang eller sad på forskellige måde og nogle af dem manglede lemmer. Et par andre billede viste dog et væsen med vinger, som enten var på vej væk fra en langhåret skikkelse eller var blevet fanget af den langhårede skikkelse.

Rose så på billederne og hendes blik var fyldt med væmmelse og forfærdelse og blev mere og mere forfærdet ved hvert nye billede hun kom til. Hun holdt sig hurtigt for munden da hun kunne mærke at hun skulle til at gispe, da hun så på billederne af de bevingede væsner. Hun gik hurtigt nogle skridt væk fra billederne og kunne mærke tåre vælde frem i hendes øjne og så hurtigt ned i jorden. Hun bed sig hårdt i underlæben og kunne godt mærke at hun snart ville bide hul på den hvis hun ikke snart holdt op. Hun lod sit blik gå ned i jorden og blinkede hurtigt tårene væk. Hun holdt sit blik ned i jorden og bevægede sig ikke væk fra det sted hun stod, mellem det såkaldte 'kunstværk' og Vicente som var kunstneren til disse..

"Hvad synes du?" Spurgte han så og kløede sig let på sin blege kind. "En af de eneste og endda den første, som ikke er vampyr til at se min kunst." Sagde han og hentydede til hende. Hun var vist den femte, som havde set hans kunst og den allerførste engel, sikkert også den sidste. Udover hende, så var det kun få andre vampyrer, som havde set det. Han rejste sig og gik hen til hende. Han rettede blikket imod billederne, det var dem med englene.

Rose så ikke engang tilbage på Vicente da han sagde noget og lod sit blik gå langsomt tilbage på billedet, men måtte se væk for ikke at begynde at græde. Hun åbnede munden, men kunne først ikke sige noget og tvang derfor ord ud ".. De er forfærdelige.." hviskede hun og vidste at det sikkert ikke ville være særlig godt at sige sår'n noget. Men hun kunne altså ikke få andet frem og hun kunne ikke holde ud at tænke på den stakkels engel som måtte have været offer for sår'n noget.

Vicente lo kort. Hver person havde jo sin egen mening og andres mening kunne egentligt rende ham. Han spurgte bare generelt de få, som nu havde set det. Det var jo sådan man gjorde med kunst, ikke? "Det forestiller en engel, som endte med at blive en form for.. Rival. Vi havde mange kampe, nogle gange lykkedes det hende at stikke af, andre gange fangede jeg hende. Du minder faktisk ret meget om hende." Sagde han og rettede blikket imod Rose. Denne engel, som han snakkede om, havde han ikke set i flere måneder.

Rose så ned i jorden og lyttede til det han havde at sige og bed hul på sin underlæbe da han fortalte at hun mindede ham om den engel, og brød sig ikke om at minde ham om vedkommende. Hun rystede på hovedet og ville ikke have at hun skulle minde om hans ofre "Nej!" sagde hun benægtende og lod sit blik gå op på Vicente og gik et skridt væk fra ham og billedet af det stakkels væsen.

"Bare rolig. Jeg slog ikke englen ihjel." Sagde han og rystede let på hovedet. "Du frygter vel, at fordi du minder om hende, så vil jeg slå dig ihjel?" Spurgte han. Han smålo kort. "Hvis jeg ville slå dig ihjel, så havde jeg gjort det for længe siden, Rose." Sagde han så. Den engel, som var med på de billeder han havde skåret, hun var flygtet fra ham og så havde han ikke set hende siden. "Alt jeg vil have fra dig, er dit blod, men det ved du nok allerede." Tilføjede han.

Rose så op på Vicente og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun var bare endt i et panik anfald og kunne mærke at tåre vældede frem. Hun kunne smage den metalliske smag af blod på hendes læbe da hun havde bidt hul i sin underlæbe og brød sig ikke om smagen og lod sit ansigt vende sig væk fra Vicente så han ikke skulle opdage noget ".. Bare.. lad mig være.." hviskede hun til sidst og rystede på hovedet af ham og tvang sig selv til at blive lidt mere rolig.

"Træk noget frisk luft." Sagde han og lavede et kast med hovedet mod døren. Han kastede et blik på billederne og smilede et kort, skummelt smil. Hun kunne vist ikke lide at se de billeder, det havde i hvert fald rørt hende, kunne han se. Engle havde vel også flere intakte følelser end de fleste vampyrer havde. Vicente selv var i hvert fald ikke en, som kunne prale af sine følelser.

Rose så op på ham og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre og hvad der var i galt med hende. Det var vidst bare tanken om at Vicente kunne finde på sår'n noget. Hun sukkede lavmælt og gik langsomt over mod døren, og havde overhovedet ikke taget sit blik væk fra Vicente. Hun vendte hurtigt sig blik over mod dør håndtaget og gik udenfor.

Vicente sad lidt og så ud af vinduet, men rejste sig så. Han gik hen til døren, tog fat i dørhåndtaget og trådte ud til Rose. Han lukkede døren efter sig. Han så på hende. "Hvorfor rører billederne dig på den måde?" Spurgte han så. Han undrede sig over det og ville gerne høre, hvorfor hun var blevet rørt på den måde. Han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre.

Rose så op på Vicente og rynkede panden kort. Hvordan kunne han ikke vide hvorfor? "Jeg er ikke særlig meget glad for sår'n noget.. Okay?.." mumlede hun og ville ikke begynde at komme ind på detaljer og sår'n. Hun havde lagt sine arme omkring sig og så lidt op på ham, men lod bagefter sit blik gå væk.

"Okay." Sagde han blot og så derefter rundt. "Kan du selv finde ud af skoven?" Spurgte han og lænede sig derefter op ad hytten. Han kørte en bleg hånd igennem sit lange sorte hår og rettede så blikket mod Rose igen. "For du må nok snart se at komme afsted, inden jeg bliver træt af at holde mig tilbage." Sagde han.

Rose så op på Vicente og løftede et øjenbryn af ham "Er du træt af at holde dig tilbage da?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun var ligeglad med ham og om han var træt.. Hvis han prøvede på noget ville hun uden at tøve få et eller andet stort til at falde over ham.. Som hans hus, måske.. Hmm.. Fristende egentlig..

Vicente rystede let på hovedet. "Ikke rigtigt." Svarede han. "Nyder du da mit selskab?" Spurgte han, han mente dog mest som en joke, hvilket sikkert også kunne ses, da han lo efter han havde sagt det. Han havde ikke tænkt sig at springe på hende, endnu i hvert fald. Hvis han fik træng til blod, så ville han uden tvivl gøre det.

Rose løftede et øjenbryn af hans spørgsmål og lagde sine arme over kors "Ikk rigtigt.." sagde hun og brød sig nu ikke om nogens selskab af vampyres. Hun så op på ham og vidste godt at han sagtens ville springe på hende hvis han var tørstig. Men det ville hun ikke tillade.. Ikke igen!

Vicente stak sine blege hænder i lommerne. "Jeg tror også, du vil have bedst af at smutte, inden det udvikler sig til noget grimt. Det ville jo være ærgerligt, hvis den kønne engel kom til skade igen." Sagde han og lo ad det han havde sagt. Han overvejede at gå ind i hytten igen og arbejde videre på det stykke kunst, som han havde arbejdet på tidligere.

Rose blev ved med at se op på ham og bed sig blidt i underlæben, men rystede så på hovedet "Jeg vil ikke komme til skade igen.. Jeg vil kun komme til skade igen hvis du beslutter dig for at kaste en sten i hovedet på mig igen!" sagde hun og sagde den sidste del hårdt.