I Vicentes total klamme hytte xD

"Indrøm det nu bare, Vicente! Du kan ikke få nok af mig" sagde hun drillende og grinte muntert og lod sit blik gå væk fra ham mens hun blev ved med at drille ham og vidste godt at hun var skide underlig, men elskede at drille folk. Hun strøg en hånd gennem sit hår og vidste at han ikke elskede andet end hendes blod som løb gennem hendes åre, men det betød jo ikke at hun ikke kunne hånlig- og latterliggøre ham lidt og drille ham lidt med at han ikke kunne elske noget som helst andet end blod.

"Jeg kan ikke få nok af dit blod, men det er indtil videre også det eneste." Svarede han og sukkede lavt af hende. Hun havde da pludseligt ændret væremåde. Tidligere havde hun været stille og havde ikke rigtigt gide at snakke med ham, men nu prøvede hun at drille og hun grinede endda. "Du er underlig." Sagde han så.

Rose trak på skuldrene "måske er jeg.." mumlede hun og var lidt ligeglad. Hun blev sår'n når hun ikke følte frygt for personer mer. Hun følte virkelig ikke rigtig nogen frygt for Vicente mer da hun jo havde fået snakket lidt med ham og hun havde ikke lyst til at være bange for én som ham længere. Det var vidst kun når vampyre blev helt mærkelige og psycho agtige at hun blev bange.

"Ikke måske." Sagde han og rettede blikket mod himlen. "Hvorfor er du pludselig så munter?" Spurgte han så, dog uden at se på hende. Han fandt det underligt, at hun havde ændret sig sådan og så pludseligt. Han skævede kort til hende. Hun var vel bare rolig omkring ham, nu hun vidste, at han ikke havde tænkt sig bare at springe på hende, da han ikke hungrede efter blod endnu.

"Fordi du ikke er skræmmende, Vicente" sagde hun og så op på ham og smilte svagt hånligt og vidste at der var ret mange vampyre som ikke kunne lide når folk og især engle ikke syntes at vedkommende var skræmmende. Men Vicente var bare ikke særlig skræmmende for hende længere. Han var da heldigvis ikke som nogle af de andre vampyre hun havde mødt; sadistiske, mandschauvinistiske og helt og igennem ubehagelige.

Vicente kunne ikke skjule en kort latter. "Du ved ikke bedre, tøs." Svarede han blot og rystede let på hovedet af hende. Han kunne skam have været meget ubehagelig. Vicente spillede dog taktisk. Rose var den eneste engel, som han indtil videre, af en eller anden underlig årsag, så meget tit. Han ville ikke ødelægge denne kilde til dejligt, rent blod. Det ville jo bare være dumt. Havde han andre engle, som han kunne sætte tænderne i, så havde han nok været meget mere ubehagelig end, hvad han havde været overfor hende.

Rose så op på Vicente og trak på skuldrene "Måske ikke.. Men du er ikke skræmmende, Vicente. Face the fact" sagde hun og grinte lavmælt og hånligt over ham og gik lidt foran ham og strøg en hånd gennem sit hår og elskede når hun kunne latterliggøre folk på denne måde.

Vicente trak let på skuldrene. Han var egentligt ligeglad med, hvad hun syntes. Hun havde alligevel ikke set så meget af, hvor ubehagelig han egentligt kunne være, så hun kunne kun dømme ud fra, hvad hun havde set. Hendes forsøg på at håne ham gik i følge Vicente ikke specielt godt. Han kunne altid jagte hende igennem halvdelen af skoven for at få hende på andre tanker, men alt det gad han ikke, hendes mening betød alligevel intet for ham.

Rose så frem for sig og sagde intet mer end det. Hun kløede sig lidt tænkende på kinden og lod sit blik gå rundt for at se om de snart ville være der da skoven stadig fik hende til at flippe lidt ud "Er vi der snart?" spurgte hun og så ikke tilbage på Vicente og ville egentlig bare gerne ud af skoven så hurtigt som overhovedet muligt.

"Vi kommer ikke nærmere af, at du begynder at spørge." Sagde han og sukkede lavt. Han ville for alt i verdenen undgå, at hun begyndte at spørge hver femte sekund om, hvornår de var der. "Vi er der, når vi er der." Sagde han og så på hende igen. Der var et godt stykke ind til byen, især når man bare gik. Hvis hun kedede sig for meget, så måtte hun vel bare finde på noget at lave imens de gik.

Rose så tilbage på Vicente og sukkede lavmælt over ham "Jamen fortæl mig da nu bare hvor langt der er.. Fem minutter? ti minutter?" spurgte hun og stoppede langsomt op og så op på ham "Eller vil du ikke fortælle mig det fordi du føre os i ring sår'n jeg ikke kan komme hjem. Du holder så meget af mig at du ikke vil lade mig gå" sagde hun og grinte lavmælt og syntes selv dét lød åndsvagt. Hun begyndte langsomt at gå igen og så op på Vicente og nød egentlig hans selskab nu hvor han ikke var skide ubehagelig overfor hende.

Vicente stoppede op, da hun også var stoppet. "Klart. Jeg fører os i ring." Sagde han sarkastisk og rystede let på hovedet af hende. Han kunne ikke sætte finger på, hvor langt der var til byen, så han undlod bare at svare på det spørgsmål. "Bare du ikke begynder at spørge hvert minut." Sagde han så.

Rose så op på ham og grinte lavmælt og begyndte for at irritere ham at spørge "Hvornår er vi der?" hvert femte sekund mens de gik og så frem for sig og lyttede efter hans reaktion.

Vicente stoppede op og så bare på hende med sine grønne øjne. "Bliver du ved sådan der, så når vi aldrig frem." Sagde han. Den form for irritation gik lige i nerverne på ham. Han begyndte ikke at gå endnu, han ville være sikker på, at hun fattede, han ikke gad den slags. "Så stop eller så får jeg dig til det." Sagde han så.

Rose stoppede langsomt op da han gjorde og satte hænderne i siderne og så flabet op på ham "Er vi der snart?" spurgte hun og man kunne let høre på hende at hun ikke var bange for hans små trudsler.

Vicente gik hen til det nærmeste træ og satte sig ned. Han lænede sig tilbage mod træet og så hen på hende. "Nej." Svarede han så. Han overvejede at skræmme hende ved hjælp af sin evne. Hun havde jo sagt, at hun ikke var glad for mørket og så ville hans skyggeevne jo være perfekt, hvis han skulle give en et godt gys. Sådan kunne han vel på en eller anden måde også sætte hende på plads?

Rose så efter ham og begyndte at gumle i sin underlæbe "Uhmm.. Kan vi ikke gå et sted hen hvor der ikke er så.. mørkt?" spurgte hun og så op på den mørke himmel og brød sig ikke om det. Hun gik langsomt over til ham og stod ret tæt på ham og så ned på ham og lagde hovedet let på skrå.

Vicente havde aktiveret sin evne imens hun havde set mod himlen. "Vi er i den triste skov. Jeg tror ikke, der er nogle lyse steder her i skoven." Sagde han og betragtede hende. En skygge, som lignede en arm gled fra Vicentes skygge hen over jorden og over imod Rose. Hånden var gledet op på Roses fod, da Vicente kastede et blik på den. "Du har noget på din sko." Sagde han og kunne forestille sig, at hun ville gå fuldstændigt i selvsving, når hun opdagede skyggehånden.

Rose så på Vicente og vidste godt at der ikke var nogen steder i skoven hvor der var lyst. Hun sukkede lavmælt og rynkede panden forvirret da han sagde at hun noget på sin sko og lod sit blik gå langsomt ned. Hun så en eller anden skygge som lignede mest en hånd og spilede sine øjne op af ren chok og sprang et skridt tilbage og faldt over sine fødder og faldt derfor hårdt på røven på den beskidte skovbund og så på skyggen og derefter hen på Vicente.

Vicente fandt hendes reaktion ganske morsom og smålo kort. "Gad vide, hvad det er?" Spurgte han og så fortsat på den skygge, som han havde lavet. Den delte sig i to, så den blev til en tvearmet skygge. De to hænder gled videre hen imod hende, dog forholdsvist langsomt. Han kastede et blik på hende, men blev siddende. Hun irriterede ham, så var det kun i orden, at Vicente gave hende et lille chok eller to.

Rose så ondt over på Vicente og vidste at det var ham som stod bag det og så hurtigt ned på skyggerne og gispede da der kom flere over mod hende "Vicente! Stop så! Jeg advare dig!" peb hun nærmest og skubbede sig hen af jorden og væk fra skyggerne og vidste egentlig ikke hvad pokker han kunne finde ud af at gøre med de skygger.

"Jeg ved ikke, hvad du snakker om." Sagde han og placerede begge sine blege hænder på sine knæ. "Jeg tror de vil have dig til at stoppe med at spørge hele tiden. Det ødelægger skovens fred og det kan skoven ikke lide, ser det ud til." Sagde han og og holdte skyggen lidt tilbage. Han kunne styre dem blot ved at tænke på, hvad de skulle gøre. Det var meget smart og så duede de jo til så meget andet end blot at gøre folk bange. Det var egentligt første gang, han havde brugt dem til det.

"Jamen du vil jo ikke fortælle mig hvor langt der er!" snerrede hun irriteret og hadede at han prøvede at gøre hende bange hvilket var ved at lykkes ham ret godt. Hun blev ved med at skubbe sig hen af jorden for at have lidt afstand med skyggerne og kunne mærke at hendes hjerte galoperede afsted.

"Jeg ved det ikke. Lader du så være med at spørge hele tiden?" Spurgte han så og lod skyggen glide tilbage mod ham. "Det er såmænd alt jeg forlanger." Sagde han og rejste sig så op. Han gik hen til hende og satte sig på hug foran hende og så på hende.

Rose så over på ham og svarede ikke til det han sagde og åndede lettet op da skyggerne gik tilbage til ham og så på ham da han kom hen til hende og satte sig på hug foran hende, men blev dog siddende. Hun så på ham med et koldt blik og hadede ham virkelig for at have brugt sin evne mod hende, men så måtte hun jo oss få lov til at gøre det samme mod ham. Hun greb hurtigt fat i ham og brugte hurtigt sin telekinese til at få ham skubbet i jorden og lod telekinesen presse ham ned i jorden og havde ham på ryggen mod jorden. Hun satte sig hurtigt op på hans brystkasse og blev ved med at se koldt ned på ham "Du vover på at lave det trick på mig igen!" snerrede hun og ville ikke tillade at han gjorde sår'n noget mod hende.