I Vicentes total klamme hytte xD

Vicente drejede blikket mod hende, da hun også satte sig i sofaen. "Hvad så?" Spurgte han, da han ikke rigtigt havde andet at spørge om eller sige. Han var jo ikke vant til selskab så længe af gangen. Han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre og stoppede med at troppe på lædersofaen.

Rose så på Vicente med hovedet let på skrå og trak på skuldrene "Not much.." mumlede hun og vidste ikke hvad hun skulle sige til denne fyr som sad overfor hende. Hvad kunne hun sige? Hun betragtede ham og vidste ikke rigtig hvor lang tid der egentlig gik før han ikke kunne holde hende ud længere.

"Hvor bor du?" Spurgte han så og rettede sig lidt op, så han sad bedre. Det var et eller andet sted i byen, det vidste han. Han huskede engang, hvor de havde haft en kamp i hendes lejlighed, han kunne dog ikke huske, hvor den lå og han havde ingen anelse, om hun stadig boede der eller om hun var flyttet.

Rose så på ham og kunne godt huske at han havde angrebet hende i hendes lejlighed "Uhmm.. Werclare" sagde hun lavmælt og strøg en hånd gennem sit hår og lod sit blik vandre lidt væk fra ham.

"Hm.. Fint." Sagde han og rejste sig. Han kørte en hånd igennem sit lange sorte hår og sukkede lavt. Han havde til sidst givet efter. "Så følger jeg dig hjem." Sagde han og trådte over til døren. Han tog fat i håndtaget, men åbnede ikke døren. Han rettede blikket imod hende igen og ventede på hende.

Rose så på Vicente og løftede et øjenbryn "Giver du op, eh? Er du blevet træt af mig?" spurgte hun svagt hånligt og elskede hver gang at folk gav efter for hende. Hun rejste sig langsomt op og gik med langsomme skridt over til ham og udenfor.

"Giver op?" Jeg vidste ikke, at dette var en konkurrence." Sagde han og trådte også udenfor. Han lukkede døren efter dem. Han så kort rundt og tænkte kort over, hvilken vej de skulle gå, hvis de skulle til Werclare. Han så kort på Rose og begyndte så at gå. Han mente, at dette var vejen som ville føre dem til byen. Det ville nok tage et stykke tid.

"Næææh.." mumlede hun og så ikke rigtig det hele som en konkurrence "Du virkede bare ret sikker på din beslutning om ikke at følge mig tilbage" sagde hun og smilte af ham og fulgte hurtigt med og vidste jo sår'n set ikke hvor lang tid det tog at komme tilbage.

Vicente betragtede de træer, som han efterhånden kendte ret godt. Han havde utallige gange gået i området omkring sin hytte og studeret den døde natur. Man kunne jo ikke rigtigt kalde den triste skov for en levende og grøn skov. Han rettede sine grønne øjne mod Rose. "Jeg kan stadig nå at vende om, hvis det er." Sagde han så.

Rose lod sit blik gå rundt på den mørke og døde skov og gøs et par gange da hun ikke syntes at den så særlig behagelig ud og kunne ikke rigtig forstå hvordan at Vicente kunne holde ud at bo der. Hun lod sit blik gå hurtigt tilbage på ham og hævede et øjenbryn af ham og lagde sine arme over kors "Og hvis du gør det.. Så følger jeg efter" sagde hun og ville ikke tillade at han bare efterlod hende ude i den mørke og uhyggelige skov.

"Hvis du ville kunne følge med." Sagde han og kørte en bleg hånd igennem sit lange sorte hår, hvorefter han stak de blege hænder i lommerne på sine sorte bukser. Han ville sagtens kunne løbe fra hende. Det kunne egentligt være sjovt at gøre, men hun ville sikkert godt kunne finde tilbage til hans hytte herfra, så helt smart var det måske ikke. Han måtte vente med at lave nogle numre til, at de var længere væk fra hans hytte.

Rose løftede et øjenbryn af ham og rystede derefter på hovedet "Selføli ville jeg kunne følge med.." mumlede hun og strøg en hånd gennem sit lyse hår og så frem for sig i mørket og brød sig ikke rigtig om at gå derude og vidste ikke hvor langt der var "hvor langt er der?" spurgte hun lavmælt og så langsomt tilbage på Vicente.

"Så lang tid det tager." Svarede han blot og sukkede lavt. Han så frem for sig. Vicente kunne godt lide denne skov, da den var så trist og død. Lige noget efter hans smag. Han vidste ikke selv, hvor langt der ville være.
"Hvordan er det at elske et andet menneske?" Spurgte han så og håbede på, at det kunne holde hendes tanker beskæftiget nok til, at hun ikke ville begynde at spørge om, hvor langt der var tilbage hele tiden.

Rose så på Vicente og sukkede lavmælt over hans svar og begravede sine hænder i sine kjole lommer og så frem for sig. Hun rynkede på panden over hans spørgsmål, men var dog ikke særlig overrasket over at han spurgte om det da hun havde mødt mange væsner som havde spurgt omkring sår'n noget og ikke vidste hvordan det var at elske. "Uhmm.." mumlede hun og kunne dog ikke lade vær med at rødme svagt over det og skulle heldigvis ikke svare på sår'n noget tit ".. Det er vel.. Godt.." mumlede hun og trak på skuldrene "Jeg kan ihvertfald godt lide følelsen af at elske nogen.." sagde hun lavmælt og havde vendt blikket tænkende ned i jorden.

"Godt? Hvordan godt? Beskriv det noget bedre." Sagde han og lod sit blik studere træerne, som de gik forbi. Han havde aldrig helt forstået det med at elske. Det havde aldrig været hans ting. Det havde død og smerte til gengæld, det var der ingen tvivl om. Han trak en bleg hånd op ad lommen, strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre og begravede så hånden i lommen igen.

"Jamen hvorfor spørger du?" spurgte hun og lød lidt irriteret om at hun skulle gå dybere ind i hvordan det føltes at elske "Det er en rar følelse okay.. Nok en følelse som du ikke kender en skid til.." mumlede hun og lod sit blik gå hurtigt væk fra ham da hun ikke rigtig havde lyst til at se hans reaktion. Hun sukkede lavmælt og lod sine arme gå rundt om hende og vidste ikke hvad hun egentlig følte for denne vampyr. Hun faldt så let for folk og hun vidste ikke om hun hadede Vicente eller hun egentlig godt kunne lide ham.

"Du har ret. Jeg kender ikke noget til det og det er sku nok også derfor jeg spørger." Sagde han og sukkede ad hende. Han trak sine blege hænder op ad lommerne og så kort på hende, før han så lod blikket vandre mod træerne igen. Hun burde da have flere ord at beskrive det med, hun var trods alt en engel og havde de ikke styr på dens slags med følelser og lignende?

Rose kløede sig lidt tænkende på kinden og begyndte at gumle på sin underlæbe, noget som hun altid gjorde når hun skulle tænke over noget som hun ikke ville tænke på, og så op på Vicente "Hmm.. Altså.." mumlede hun først for at trække tiden ud for at finde på det rigtige at sige til denne vampyr "Det kommer selføli an på om man har fundet den rette at elske.. Hvis det er den rette er det som at svæve på en lyserød sky. At man er lidt i et drømmeland og sår'n.." mumlede hun og lod sit blik gå hurtigt væk fra ham. Rose burde virkelig være bedre til at snakke om sine følelser, men det kunne godt være lidt svært for hende nogle gange.

Vicente betragtede hende imens hun forklarede. Lyserød sky og drømmeland? Alt det fis lød godt nok ikke som noget for ham. Det lød alt for lyst og levende og Vicente var stik modsat af det. "Det lyder underligt." Svarede han og kunne heller ikke forestille sig, hvordan det måtte føles.
Han havde jo ikke rigtigt gode følelser, hvis han havde, så var de i hvert fald gemt godt væk. Så godt, at han ikke engang selv kunne finde dem.

Rose trak på skuldrene "Tjaah.. Når du prøver at føle dem så lyder det ikke så underligt mer" sagde hun lavmælt og så langsomt tilbage op på ham og smilte skævt over ham. Hun havde jo følt det et par gange. Hun var egentlig ret overrasket over at han ikke havde prøvet at føle det før og kunne ikke forestille sig hvordan det kunne være. Hun betragtede ham og lod for en gang skyld ikke sit blik gå væk fra ham og smilte svagt.

"Hm.." Mumlede han lavt. Det kunne godt være, at hun havde ret. Han var dog selv i tvivl, om han nogensinde ville føle det. Han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. Han så stadig på hende og lagde så hovedet let på skrå. "Hvad smiler du ad?" Spurgte han så.

Rose så op på Vicente og blev ved med at smile selvom at han jo havde opdaget det "Dig" sagde hun lavmælt og lod sit smil blive endnu større og rystede derefter på hovedet og lod sit blik gå langsomt væk "Du er en mærkelig person" sagde hun og var egentlig begyndt at kunne lide ham selvom at han var en ondsindet vampyr.

Vicente rynkede brynene let, da hun sagde, at det var ham, som hun smilede ad. Han forstod hende virkelig ikke. "I lige måde." Svarede han blot, da han syntes, hun heller ikke var helt normal. For ikke lang tid siden ville hun bare væk fra ham og nu gik og hun smilede ad ham. Engle var vel bare nogle underlige væsner?

Rose så tilbage op på ham "I know you love me.." sagde hun drillende og strøg en hånd gennem sit hår og var lidt ligeglad med hvad hun var. Hun var ved at være gammel og hun havde lov til at være mærkelig. Hun blev ved med at se op på ham og ville egentlig gerne se hans reaktion til det som hun havde sagt, men havde selføli bare sagt det for sjovt.

Vicente rystede på hovedet ad hende og det hun havde sagt. "Elsker dig.. Pff." Mumlede han og så nu frem for sig. Hun var godt nok underlig. Han elskede hendes blod, men det var også det eneste, som han indtil videre kunne sige, han elskede. Han vidste godt, at hun ikke var helt seriøs omkring det, hun havde sagt. Hun måtte være godt forvirret, hvis hun rent faktisk troede sådan.