så mødes vi igen..god i miss you (Embry)

dato: irl
tid: 16.00
vejr: lunt, små skyet, vidnsstille
omgivelser: nogle mennesker og andre væsner


David gik på gå gaden med en tom papkasse i hænderne og smilede. det var tydeligt han var glad og han fik da også et på glade smil fra fplk der blev påvirket af hans utrolig glade humør. han havde næsten lige været med Andy på 'ferie' og var glad for at være tilbage til byer han kendte igen. det havde været hyggeligt, men han havde savnet de tryge hjemlige trammer. dagen havde da også været en lykke dag da han var kommet af med de sidste hvalpe og kunne måske få mere fred i dagligdagen igen.

Embry havde prøvet at finde et bælte der passede til hans smalle hofter, men som altid kunne han kun få det hvis han ville have et bælte med spiderman på fra H&M's børneafdeling. Han gik ud fra forretningen, og tændte en cigaret og pustede langsomt den hvide røg ud mens han så sig lidt om. Han så kort ned på sine lilla sneakers og tænkte sig lidt om. Det var et stykke tid siden han havde set David, men der gik ikke en dag hvor Embrys tanker ikke strejfede David igen. Han var egentlig ked af at han havde måtteet smutte så hurtigt dagen efter fordi han havde været sulten og hans øjne havde haft samme farve som en ametyst. Han begyndte at gå ned af den brede gågade, og så lidt rundt de forskellige mennesker der gik rundt omkring. Han stoppede op og fik øje på en han kendte, men han var hurtigt væk i mængden. Han rystede lidt på hovedet af sig selv, nu spillede hans tanker ham også et puds, han havde troet at det var David han havde set.

David smed kassen fra sig og så lidt omkring på det forskellige tyber. hans tanker var langt væk i alle mulige sære ting, men på en eller anden måde ente de altid ved en bestemt person. David havde også tænkt på den person, da han havde været ude og rejse med Andy. David havde savnet Embry utrolig meget og gjorde det stadig. han havde ikke set ham i et godt stykke tid og der var så mange ting at fortælle. han havde haft mange drømme om de syn han havde set fra Embry' sfortid og havde haft mange søvnløse nætter, men dagen i dag var en glad og havde det som om det nok skulle blive en god dag. hvorfor anede han ike, men det var da startet meget godt og havde ind til nu været meget god. David stoppede op ved et vindue med kunst og stirrede lidt på det med et smil. han vente så så blik lidt rundt og så søgene rundt. efter hvad anede han ikke, men da han fik øje på en der lignede Embry på en prik følte han pludselig at dagen var blevet meget bedre. han gik lidt derhen af, men blev lidt forstyrret af alle de høje mennesker og mistede hurtigt synet af Embry.

Embry så sig lidt omkring, røg færdig, og skodede sin smøg og smed den i en skraldespand. Han begyndte at gå igen, og lagde sine hænder ned i sine lommer, mens han gik. Igen fangede noget, eller nogen hans øjne, og han drejede hovedet og fik øje på en lidt lavere fyr, med store grønne øjne der nærmest søgte i mængden af mennesker, og væsner. Hans mund blev trukket op i et lille smil, og begyndte så at gå hen imod ham. Han sneg sig hen til ham og lagde blidt armene om ham bagfra "savnet mig?" hviskede han i hans øre, og smilede lidt af varmen fra den lille dæmon. Han slap ham dog igen så han ikke troede at han ikke ville give slip på ham, selvom han egentlig ikke ville have givet slip. Han havde fået en god varm fornemmelse i brystet. Han havde lyst til at kramme ham igen og aldrig give slip igen. Han smilede stort, og lagde sine hænder tilbage i sine bukselommer, og lagde hovedet på skrå og betragtede ham "længe siden.." sagde han stille, og følte at det ikke burde være længe siden.

//must go to bed naow... TwT vi snakkes lille kaaaat! 8D//

David stoppede op med det samme da ahn mærkede noge arme om sig og genkendte med det samme stemmen det hviskede i hans øre. han kunne slet ikke lade være med at smile mere og så stille om på ham, imens han nikkede "ja... meget endda" indrømmede han og ville gentlig helst havde EMbry stadig holdte om ham, men kunne egenligt godt se problemet nu når de stid på gaden. han vendte sig om og så op på ham med det barnlig uskyldige blik. han nikkede stille og syntes det havde været alt for længe siden "meget .." sagde han stille og kunne simpelthent ikke dy sig. der gik ikke mere n to sek. så stod David helt tæt på Embry i et kram og han nægtede at slippe. han havde virkelig savnet at mærke Embry's varme og at være tæt på ham. han fik en slags sommerfugle imaven og han kunne mærke varmen stige i hans kinder. David var stadig usikker på hvilken følelse han havde i maven, men han havde haft den længe især når han havde tænkt på Embry.


//god idé Oo vi snakket kramme bamse x3//

Embry så på ham da han vendte sig om "i lige måde" sagde han så for det var jo ikke løgn. Han betragtede det barnlige uskyldige blik der blev sendt ham. Han havde savnet David, savnet ham mere for hver dag der var gået. Men man indså det jo somregel også når man ikke havde set folk længe. Han hørte godt det sidste meget, og så lidt på ham, men kommenterede det ikke. Han smilede vare varmt og mærkede at David krammede ham. Han lagde gladeligt armene om den lille dæmon og trykkede ham ind til sig, og lukkede kort sine øjne. "Hvordan har du haft det?" hviskede han forsigtigt mod Davids hår, og lyttede til hans vejrtrækning. Det var rart at have ham så tæt på igen. Han bed sig lidt i læben, havde allermest lyst til at der ikke var så mange mennesker, men efterhånden lagde han ikke meget mærke til dem mere.

David glad glad for Embry også havde savnet ham, da det jo bare betød at Embry kunne huske David. han trykkede sig ind til ham og tænkte slet ikke på at der var så mange mennesker. det havde været hel utroligt at han ahvde savnet en så meget og det var også meget underligt for David at havde det på den måde. han blev blot mere glad for at mærke Embry's arme om sig og følte sig så godt tilpas som da de sidst var sammen. han trykkede sig ind til ham og smilte stille. han mærkede varmen fra han ånde mod sin hovedbund, når han snakkede "jeg har haft det fint...jeg har været ude og rejse og er lige kommet af med de sidste hunde hvalpe" hviksede han og lød lettet over at være kommet af med hvalpene. undtagen den der var til Andy, som han ikke havde hentet endnu. han lukkede sine øjne og glemte fuldstændig hvor det var de var henne "hvordan har du haft det?" spurgte han stille.

Embry snuste stille til hans hår, og lukkede sine øjne. Han trykkede ham ind til sig og lyttede. "Så kan du endelig få lidt velfortjent søvn.." sagde han og smilede muntert. David havde jo været helt færdig da de mødtedes første gang, og han havde haft ondt af ham at han ikke kunne sove. Han åbnede sine øjne lidt igen "Stille og roligt, der er kommet lidt gang i musiker branchen igen så jeg har haft travlt.." sagde han, og det var ikke løgn, det var ikke mere end en dag siden han havde givet hånd på at starte et samarbejde med en ung fyr, eller en der var lidt ældre end ham selv. Han tog en dyb indånding, og pustede en lille tot af Davis hår væk der havde kildet hans læber. Han nussede ham prøvende på ryggen, og lyttede til hans vejrtrækning. Det var nok meget godt at han var kommet af med alle hundene så havde han mere tid til at fokusere på at finde en til at gøre rent, og til sit arbejde.

David smilte lidt af det han sagde og girnte stille "ja det glæder jeg mig virkelig også til" sagde han og smilte glad. han havde virkelige også glædet sig til at få søvn igen og bare være frisk og kunne overskue ting igen. dog var der mareritende der plagede ham og gjorde det lidt svært at sove godt, men tanken om ikke at skulle blive forstyrret af hvalpe var nu meget rart. han yttede til hvad Embry sagde og nikkede stille "okay...det er da godt..jeg må endag høre dig spille" sagde han og mente det. han var blevet ovet af en ved nan Justin at skulle til koncert, men det var aldrig blevet til noget, så han håbede da han kunne høre Embry engang. der gik et lille sug igennem meven på David, da han mærkede Emry nussede ha på ryggen, men nød det nu meget. det mindede ham om, da de sad hjemme ved David og snakkede og Embry nussede ham i håret. det havde været sådan en hyggelig aften indtil David så panikkede.

Embry så på ham, og smilede "det kan jeg godt forstå" sagde han, og grinede lidt. Han hævede et øjenbryn og rystede lidt på hovedet "jeg spiller ikke selv, jeg skriver sangene til folk, jeg kan hverken synge, og jeg er helt håbløs til instrumenter" sagde han med et skævt smil, men David var ikke den første der havde misforstået. Mange troede at han var sanger eller noget i den stil, men han mente selv at han lød ret så skinger når han sang. Selvom han nu godt kunne bryde ud i sang hvis han var alene, det var der også kun en der havde været vidne til. Han nussede ham blidt på ryggen og trykkede ham ind mod sig. Pludselig blev han opmærksom på at de stod udenfor, og faktisk stod midt på gaden "skal vi gå et andet sted hen?" spurgte han, og rettede sig lidt op så han kunne se ham ordenltligt. Han overvejede lidt om David var okay efter den der aften, men ligenu virkede han meget nede på jorden. Han åndede kort duften af David ned i sine lunger, og lukkede sine øjne i nogle sekunder.

David tænkte lidt over dethan sagde og huske lidt tilbage. han kom så i tænke om det og nikkede "nåår ja...undskyld..jeg blander så mange ting sammen fortiden..for lidt søvn du ved...men jeg tror nu ikke på du ikke kan synge for alle kan synge" sagde han med et lille smil og så lidt op på ham. han havde ikke misforstået det Embry havd efortalt. han havde bare plandet en masse sammen på grund af den manglene søvn og på grund af hans evner nogle gange forvirrede ham meget. han nød at blive nusset på ryggen og havde på ingen måde noget imod det, da han jo virkelig godt lide det. David ikkede til det han sagde og så idt rundt på folk som gloede på dem, med nogle onde blikke. han så så op på Embry ogen og smilte glad "hvor skal vi så gå hen?" spurgte han nysgerrigt og lagde hovedet på skrå.

Embry smilede til ham "det går nok, du er ikke den eneste der har blandet det sammen.." sagde han, og trak på skuldrende. "Ja men jeg kan ikke synge.." sagde han bare, og smilede skævt. Han så kort rundt før han vendte blikket mod David igen, han forstod ikke folk og han forstod slet ikke at folk havde så mange fordomme. Kunne drenge nu ikke kramme? Åbenbart ikke. Embry bed sig lidt i læben, men sendte dem så et stålende smil og trak David tættere ind til sig, og lagde sit ansigt ind mod hans hals og nakke, og pustede ham på halsen og håbede lidt det kildede "det er sjovt at gøre dem foragrede.. men de er sikkert bare jaloux.." hviskede han muntert, og trak sit ansigt til sig, og smilede til ham. Han nussede ham lidt på ryggen, og så tænksom ud "det ved jeg ikke.. vi kan vel bare.. gå lidt?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Han overvejede lidt om han skulle slippe ham, men havde egentlig ikke lyst tul det, så han lod være.

David så på ham og tænkt elidt over det "ja..men undskyld alligevel..." sagde han med et lille smil og studerede hans ansiigt lidt tid "så siger vi det" sagde han blot fordi han ikke ville diskutere det, men grinte lidt da hn jo ikke var sådan rigtig alvorlig. David rødmede da han mærkede Embry's ansigt ved sin hals, men grinte da det kildede da han puste og lavede en slags skuldertræk. han sagde dog ikke noget, da han hørte hvad Embry hviskede "du har helt ret...dem og deres fordomme..." hviskede han og tænkte meget over det Embry havde sagt med at vlre jaloux. han havde mærket nogle megt forargede blikke, men va ligeglad og bsmilet blot glad til Embry, da han så hans ansigt igen. stadig nød han at blive nusset på ryggen, da det gjorde ham så rolig. David nikkede stille "kan vi godt...barestene lidt rundt" sagde han med et lille grin, men slap ikke Embry. det ville han helst ikke.

Embry rystede på hovedet "du skal ikke undskylde til mig" sagde han bare, og rodede ham venligt i håret. Han kunne godt lide David, og han havde det godt i hans selvskab... på en eller anden måde føltedes det som om han passede på ham, at han overhovedet gad bruge tid på at finde ud af hvorfor Embry var som han var, og hvad der havde været galt med ham. Egentlig ville Embry også beskytte David imod alt hvis han kunne. Han nikkede "det er underligt folk ikke bare kan lade deres sind være åbent overfor andre.." sagde han stille, men trak så på skuldrende og smilede. Der var masser af unge mennesker der var helt anderledes, og han havde masser af venner der bare trak på skuldrende af folk der havde fordomme mod alt. "Men vi har sikkert alle fordomme mod et eller andet.." mumlede han så for sig selv, men kunne ikke rigtig komme på en fordom mod noget lige nu.. måske folk der voldtog, de var ulækre og han brød sig ikke om dem. Han betragtede Davids smil, og slap ham stille, og greb istedet hans hånd "ja, men hvis jeg stener, så kan du nok ikke få kontakt til mig" sagde han og grinede lidt, og trak ham med sig.

David træk på skuldrende "jeg gør det alligevel" sagde han og smilte skævt. han grinte lidt af at Embry rodede ham i håret og nød det også. han kunne virkelig godt lide når Embry pillede ved hans hår. han følte isg altid trygi hans selvskab og havde det som om han ville gøre alt for Embry, ligemeget hvor sygt det var. David kom til at tænke lidt på de syn han havde set af Embryøs fortid og kom til at tænke på om Embry ville vide hvad der var sket og hvad det var han selv havde fablet om efter. David lyttede til hvad han sagde og nikkede stille "helt enig..det vil gøre alt meget nemmere...ingen krig eller had til andre.." sagde han og syntes det kunne være fedt. han ville slippe for alle de ubehagelige blikket. det ville være rart "det er rigtigt... jeg tror jeg har ret mange fordomme over for vampyre" sagde han med et lille grin og tænkte slet ikke over nogen kunne høre dem. men han havde bare så mange fordomme over for vampyre. han var altid bange for dem og var sikker på de kunne var ude på at dræbe ham. David lukkede sin hånd om Embry's og gik hurtigt med ham "det kan vi ikke havde..du skal jo høre på alt min snakkeri og blive fuldstændig sindsyug af det" sagde han drillende og grinte lidt efter.

Embry himlede smilende med øjnene "så gør det hvis det gør dig glad.." sagde han og grinede lidt. Han gik roligt, og så på David, og overvejede hvad han mon tænkte på. Han så sig lidt om, og overvejede hvor de skulle gå hen. Han ville egentlig allerhelst være et sted hvor der ikke var så mange mennesker så han kunne snakke ordentligt med David, og så folk ikke gloede så meget. Han sørgede for at gå ved siden af David, og lyttede til hvad han sagde "ja man burde bare indse at alle folk er forskellige, og man kan ikke gøre noget ved det" sagde han, og så sig lidt omkring. Embry smilede skævt af det næste han sagde, og så på ham "de kan også være ret specielle.." sagde han, og tænkte lidt. Han syntedes vampyrer var alt for kolde, han havde jo et eller andet med varme, og vampyrerne var altså bare for kolde. Desuden så vidste man aldrig, mange vampyrer var ret uforudsigelige. Han gøs kort, og vendte så opmærksomheden tilbage til David "Jeg tror godt jeg kan klare det.." sagde han og smilede skævt. Han overvejede lidt om Deepshell havde en park, for så kunne de vel sidde der på en bænk eller noget i den stil. Han så kort ned på Davids varme hånd, og smilede stille.

David grinte lidt af ham og nikkede "tak,...undskyld" sagde han drillende og puffede blidt til EMbry. han kunne ikke lade være med at drille. han kunne slet ikke lade være med at være glad og smile. han ville blot ønske de var alene, da han virkelig gerne ville snakke med Embry om en masse ting og være i hans arme igen. han så på ham og lyttede til hvad han sagd eog nikkede stille "ja...det burde man..det ville gøre alt nemmere" sagde han stille og smilte skævt. han syntes det kunne være så meget nemmere hvis folk bare kunne forstå hinanden og respektere hinanden "det kan de...og meget skræmmende" indrømmede han og grinte lidt efter. da han jo syntes vampyre var vildt uhyggelige og var sikker på de bare ville komme og æde ham. David så lidt ned på fortivet og tænkte over hvor de kunne gå hen "det var godt" sagde han og så op på ham og smilte stort til ham. han klmte blidt om hans hånd og kunne virkelig godt lide at mærke hans varme hånd i sin.

Embry så på ham, og rystede på hovedet "hvad siger du undskyld for?" spurgte han meed et lille grin, og puffede blidt igen. Han trak David med hen af en smallere vej væk fra gågaden. Der var knap så mange mennesker som på selve gågaden. "Eller måske ikke.. måske ville det sløre folks dømmekraft?.. men tja, man kan jo aldrig vide og det ville nok ikke gøre nogen skade ved at prøve" sagde han og smilede varmt til David. Han grinede lidt, og så sig omkring "der er mange forskellige vampyrer, man må bare lede efter dem der ikke går efter at slå en ihjel.. eller halvt ihjel" rettede han sig selv, for de kunne jo ikke dø. Dæmonerne var nok de sværeste at tage livet af, men de var lette at såre så voldsomt at de ikke kunne forsvare sig. Han kom i tanke om en historie han engang havde hørt, eller læst noget omkring dengang hvor Lucifer ærkeenglen sagde nej til gud, og der så blev startet en krig, de var jo også udødelige både englene og dæmonerne. Sådan var det bare ikke mere, det var kun englene i paradis der havde evigt liv. Han vågnede op igen ved at David klemte blidt om hans hånd, og nussede blidt hans hånd med tommelfingeren.

David træk på skuldrende "det kan jeg ikke huske" sagde han med et grin og smilte fjollet. han grint elidt af det lille puf og opdagede slet ikke hvor de gik hen. han fuldte bare med Embry og var fuldt optaget af ham. David træk på skuldrende "det er selvfølgelig rigtigt...det er forvirrende..jeg tror ikke rigtig verdenen kan blive bedre end den er nu" sagde han med et ille skulder træk og betragtede Embry's varme smil. han grinte stille "måske ja..eller jo...men jeg tør ikke stole på en vampyr nogle af dem er så luskede" sagde han og gøs kort. han havde selvfølgelig mødt en vampyr som var venlig, men han var stadig utrolig bange for at andre vampyre. godt nok var han jo dæmon og derfor svær at dræbe, men han var bange for den smerte et bid kunne på føre ham og det gjorde ham derfor altid nervøs for vampyre. han så ned på deres hænder og nød at blive nusset på hpnden. han så op på Embry igen og bed sig still ei læben "Embry?" spurgte han stille og lød en smule genert.

Embry så på ham, og grinede "hvor er du åndsvag, og jeg elsker dig for det" sagde han glad og omfavnede ham kort, mens de gik. Han slap ham dog hurtigt igen for han ville ikke have at David faldt. Han tog hans hånd igen, og lyttede "Næh, den kan nok kun blive værre, men man skal jo ikke tage sorgerne på forskud" sagde han og så på ham. "Det er rigtigt.. det er der dog også en del dæmoner der heller ikke er til at stole på" tilføjede han så stille,og rystede kort på hovedet og så lidt rundt og lagde mærke til at der ikke var nogen mennesker, eller væsener rundt omkring. Det var rart, så kunne de også snakke ubesværede uden hele tiden at skulle passe på med hvad de sagde. Sådan var det jo at være et væsen, man kunne ikke barer plapre løs om sine jagtproblemer.. men selvom man havde lettere usædvanlige problemer, kunne man stadig have problemer som mennesker også havde. "Ja?" sagde han, og så på David der virkede genert.

David rødmede lidt af det Embry sagde og det korte omfavn. han så genert på Embry, men så så hurtigt ned igen og grinte lidt "når det...det var da godt...for jeg bliver nok ved med at være åndsvag" sagde han lidt fjollet og prøvede at lade som om at rødmen ikke betød noget. han holdte fast om Embry's hånd og så lidt op på "sand nok...tag tingene som det kommer" sagde han med et lille grin og smilte "rigtigt...dæmoner er heller ikke til at stole på..men jeg er nu stadig mere bange for vampyr" sagde han med et lille grin og smilte skævt. han så lidt rundt og så de var alene. det va han faktisk ret glad for, for han ville heller være alene sammen med Embry. han så ned og tænkte lidt over det han skulle sige "øhm...hvad...hvad synes du egentlig om mig?" mumlede han genert og så ned i jorden, da han kunne mærke hans kinder blev helt røde.

Embry grinede lidt "det er jo godt så.." sagde han glad, og smilede skævt. Embry nåede ikke rigtig at se Davids rødmen da han pludselig vendte blikket ned i jorden, men det behøvede han heller ikke. I hvertfald ikke hele tiden, man kunne jo godt se væk. Embry nikkede "ja det kan man ligeså godt" sagde han og smilede igen varmt til ham. Han grinede lidt "nej det er sandt, det må jeg huske.." sagde han og så sig smilende omkring og fik øje på en sø lidt væk. Det måtte da betyde der snart kom nogen træer eller noget.. han kunne godt lide skovagtige omgivelser selvom han også elskede Werclare bydelen der var et stort betonhelvede. Han så lidt på David og lagde hovedet på skrå "syntes om dig? hvordan mener du?" spurgte han, og lagde mærke til at han igen blev genert, og ville næsten vædde med at hans kinder matchede hans eget hår. Han smilede blidt "Jeg kan godt lide dig.." sagde han så, og vidste ikke helt hvad David ville høre, om det var ham som person, eller hans stil eller noget andet.

Daid nikkede stille og smilte fjollet- han sagde dog ikke mere til det, men lyttede bare til hvad Embry sagde ellers "jep.." sagde han stille og så på ham med et betragtende blik "huske at jeg er bange for vampyre?" spurgte han lidt undernde og grinte lidt. han så så ned igen og stirrede lidt på jorden. han anede ikke om hvad han skulle svare til Embry's spørgsmål, da det egentlig var ret pinligt for David. derfor blev han meget lettet over da Embry svarede, men rødmede selvfølgelig mere af hans svar. han så diskret på Embry, men prøvede egentlig bare at skjulde sin rødmen. han rømmede sig stille og så op på EMbry igen "det...det er jeg glad for at høre" sagde han stille og bed sig lidt i læben. igen havde han slet ikke lagt mærke til hvor de var. han kunne ikke koncentrere sig om en anden en Embry, ligemeget hvor meget han prøvede at tænke på andre ting.

Embry så på ham og nikkede "Ja for så skal jeg ikke introducere dig for en vampyr.." sagde han og smilede. Ikke fordi han havde tænkt sig at introducere nogen for David lige nu, eller senere for den sags skyld, det lå ikke til ham at præsentere venner for hinanden mest fordi han kun tilbragte tid med en af gangen. Embry så på hans røde kinder selvom han kun skimtede op på ham. "Men.. hvorfor ville du høre det?" spurgte han lidt undrende, og nussede blidt hans hånd for at få ham til at tage det stille og roligt. Han så en bænk lidt længere fremme "vi kan sætte os derovre.." sagde han så, og trak David med hen til bænken, og satte sig. Han trak blidt David ned og sidde og så på ham, mens han lyttede efter et svar på det han spurgte om før. Han lyttede til lyden af fugle, og bilerne der nogen gange kærte forbi og vendte blikket mod David igen.

David så på ham og grinte lidt "okay...det er nok en god idé..selvom hvis det var en af dine venner så ville han nok ikke gøre mig noget som sådan" sagde han og tænkte lidt over det. så længe Embry var der ville han nok ikke være bange for andet en højter, som ingen rigtg havde kunne få ham til at slippe af ved. han så så på Embry med det uskyldige blik på grund af spørgsmålet- David var ikke sikker på om han skulle sige noget og fulgte også bare efter Embry og satte sig ned vedsiden af ham, men han kunne godt se Embry ventede svar "fordi..altså..." han kunne ikke rigtig finde ud af hvordan han skulle sige det. han så ned i jorden og kunne igen mærke den mærkelige fornemmelse i maven og at hans kinder blev mere varme og erfor også mere røde. "ser du...jeg...jeg har tænkt rigtig meget på dig.. og siden vi mødte hinanden næsten har jeg haft den her m ærkelige følelse i maven...og..og jeg har savnet dig mere en jeg normalt savner folk..og det er altså virkeligt meget" forklarede han halv mumlende og blev mere og mere genert i blikket.


//logger nu godnat sov godt ^^//